Just a normal day - Allyson

@Allyson
Sted: Fønix Skolen.
Tid: Sen formiddag, omkring klokken 10:30.
Vejr: Solskin for det meste, men enkelt brise ind imellem.
Påklædning: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/a6/d7/0a/a6d70aebd7c90ddd5d89e66528276a77.jpg


Jamie trådte op på de hvide marmor gulve i skolens hal. Det havde næsten lige været søndag, som var den dag man fik fri, grundet kirke og den slags.
Hans kammerat stod længere fremme ved deres skab. De gik i samme klasse og havde gjort siden de startede første gang.
Jamie havde det ret godt med ham. '' Hey Jam? Kommer du snart? '' Jamie rystede med hovedet og så imod sin kammerat Liam. '' Jaja, jeg er på vej. '' Han smilede imod Liam. Han måtte have lidt tålmodighed.
Han nuppedet hurtigt sin ene bog, og smed sin taske ind i skabet. De skulle have engelsk, Jamies ynglings fag.
Liam og Jamie gik hurtigt ind i klasselokalet og stod klar ved hver deres stol. De var venner men de sad ikke ved siden af hinanden. På denne skole måtte man ikke sidde nær sine venner, da det kunne forstyrre resten at klassen.
Læreren kom ind, og bad dem pænt sætte sig ned. Det var en af de søde lærer, frøkken James.
Hun havde samme efternavn som Jamies mor, men dog sødere.

Timen gik, og klokken ringede ud til pause. Jamie tog hurtigt hans bog, for at komme ud på gangen inden alle ville storme ud af den, og man ville blive væltede omkuld. Det havde han oplevet allerede den første dag.
Jamie så frem imod døren ud til gården. En ung og smuk kvinde stod der. Hvem mon hun var? Jamie havde ikke set hende før. Måske en ny lærer? Han lænede sig op af væggen for at betragte hende lidt mere.
'' Hey Liam? Hvem er det der? '' Jamie pufftede blidt med skuldren til Liam, der stod bag ved ham og snakkede med en tøs, fra en af årgangene under dem.
'' Jeg ved det virkeligt ikke, jeg har ikke set hende før. '' Liam smilede hurtigt og vendte sig om igen imod hans tøs.
Hun var smuk.

Påklædning: Som på profilbillede, plus sorte bukser, sko, og en skuldertaske.

Allyson trak hårelastikket ud af sit hår, og puttede hårelastikket om hendes håndled, i stedet for. At være tilbage på skolen var ret mærkeligt, men hun savnede det. Den normale hverdag på skolen, timerne, følelsen af at være nogenlunde normal. Selvom at hun efter skole havde brugt meget af sin tid på at træne til at jage andre væsener, så havde det alligevel føltes normalt, ordentligt, roligt. Nu var det hele vendt om. Nu var hun langtfra 'normal'. Hun kunne ikke gå i skole mere, mest fordi hun havde droppet ud, men også fordi at blodtørsten ville i sidste ende være for meget. Især når hun ofte sultede sig selv. Lige nu havde hun dog fint og regnede skam med at have det sådan for noget tid.
Allyson trådte ind i skolebygningen og hendes blik gled rundt på alle menneskene i bygningen. Hendes ansigt viste ingen følelser, heller ikke hendes øjne. Hun havde en form for kulde omkring sig, der fik mange til at vige lidt væk, da det nærmest virkede som en trussel. Men hun var dog stadig tiltrækkende. Selvfølgelig skulle hun være det. Hvis hun ikke var tiltrækkende, hvordan skulle hun så lokke sine ofre? Også selvom hun ikke dræbte dem, så kaldte hun dem stadig sine ofre. På den måde var hun ligesom dem hun jagtede, men hun gjorde sit bedste for at være anderledes.

Beklageligvis stod hun i en lille situation. Hun kunne ikke huske, hvor lærerværelset var - nok fordi hun sjældent havde været der. Hun fik øje på en hvis øjne var limet fast på hende. Hendes reaktion var at gå hen til ham. Han havde overraskende pænt tøj på - lærerens yndlings måske?
"Undskyld? Jeg kan ikke helt huske, hvor lærerværelset er." Hun grinede lidt halvt nervøst, og trak på sin ene skulder. "Jeg gik her for nogle år siden, men jeg lader til at have glemt hvor det er. Kunne du hjælpe mig derhen?"

Jamie’s øjne var limet fast til hende. Hendes krop var elegant, hendes ansigt var det smukkeste han havde set den dag. Jamie kunne slet ikke få øjne fra hende. Catherine havde været den eneste anden, han havde set så smuk.
Hendes bevægelser var, unikke. Han rystede på hovedet da hendes stemme begyndte. Hun snakkede til ham. Spurgte ham om hjælp til lærerværelset. Hun havde glemt det, fordi hun var gammel elev. Ofcourse. Selvfølgelig ville han hjælpe hende derhen. Hvem ville dog ikke gøre det.
Jamie sparkede hurtigt forsigtigt bagud, imod Liam for at hun ikke skulle opdage det. Liam vendte sig hurtigt op, for at observere hvad der skete. Han gav et hurtigt drengede smil til Jamie.
Han hviskede roligt.
'' Husk nu at behandle hende godt, Jam. Hun skulle nødig løbe fra dig, som alle andre gør. '' Liam gav et fnis fra sig, og vendte sig tilbage. Han fulgte dog stadig med i samtalen.
’’ Undskyld? Hvorfor undskylder de, smukke frøkken? ’’ Jamie smilede en del. Hans blik rettede sig fra hendes krop, op til hendes øjne. De grønne øjne, var smukke. De passede til hende.
’’ Selvfølgelig kan jeg det. Denne vej. ’’ Jamie tog blidt hendes hånd. Den føltes rar, men stadig en anelse kold. Underligt nok.
’’ De er en gammel elev, eller? ’’ Hans blik var rettede imod hende, for at kunne føre en nogenlunde normal samtale.
’’ Det undrede mig også en del du sådan bare dukkede op som et nyt ansigt. Os elever plejer altid at gå at vide, hvis en ny lærer starter, eller vikar. Hvad skal du egentlig derinde? ’’ Jamie så spørgende på hende.

Allyson lagde hurtigt mærke til hvor fyrens blik var. Hun følte sig målt an, dømt, og set ned på, men hun vidste bedre. Han var et menneske. Han var et måltid for hende, og hun kune nemt dræbe ham, hvis hun ønskede. Dog havde hun ikke tænkt sig at gøre dette, eftersom at han, igen, var et menneske. Hun levede for at beskytte dem, også selvom mange af menneskene ikke var det værd. Hun ville gøre det alligevel.
"Jeg afbrød dig, så selvfølgelig siger jeg undskyld. Desuden så beder jeg dem om at bruge tid på mig, når du er i skole. Dette kræver en undskyldning, efter min egen personlige mening." Hun lagde godt mærke til at han snakkede meget nobelt, hvilket hun langtfra gjorde, selvom hun også prøvede. Han kaldte hende ved 'de' og 'dem', og selvom det var ret pænt gjort af ham, ville hun ikke gøre det ved ham.
"Tak skal du have." Uden tøven tog hun hans hånd, og gav ham et bredt smil. Et lille nik kom til hans næste spørgsmål.
"Jeg gik her for tre år siden. Jeg droppede ud før jeg afsluttede min skolegang af personlige årsager." Svarede hun og gjorde an til at følge efter ham.
Et lille grin kom fra hende. "Du er en meget nysgerrig dreng, er du ikke?" Det var nok lidt flabet at kalde ham en dreng, men han virkede stadigvæk meget drenget, især efter det hans ven havde hvisket til ham. Vampyr hørelse var en dejlig plus side. "Jeg skal blot snakke med en af mine gamle lærere." Løgn, men det var ikke til at se på hende at hun løj. Hun havde sagt det uden tøven og meget selvsikkert. Hun havde personlige grunde til at tage derind. "Mit navn er Allyson, forresten. Allyson Octavia Thunder. Og du er?"

Jamie så på hende. Han var yderst overrasket over den måde hun havde reageret på, og hendes svar for hendes undskyldning. Der var ingen grund til en undskyldning overhovedet.
Det var bedre at hun spurgte i stedet for at forvente en elev bare ville komme hoppende over til hende, og gøre hvad der blev sagt. Hendes stemme var nydelig og sød. Som et stykke af et godt jordbær.
Hendes læber var kære, når de bevægede sig.
At bruge tid på en anden person i skoletiden for at hjælpe dem, blev kun anset som en god og nobel ting på skolen. Hvis man ikke hjalp andre, ville man så komme særlig langt i sit liv? Næppe. Jamie smilede blot til hende. Hun havde selvfølgelig ret til sin mening, men han mente stadig ikke der var nogle grund til en undskyldning.
Hun tog også fat i hans hånd. Sødt. En lille glød på Jamies kinder blussede frem. Han var en smule nervøs, selvom hun var ældre end ham. Ældre kvinder havde altid være en smule mere tiltrukken for Jamie, selvom han lå mere over på mænd.
Hun fortalte at hun havde gået her for 3 år siden, og var droppet ud af personlige årsager, hvilket dog? Jamie tog sig mod til, og spurgte høfligt. ’’ Må jeg spørger, hvilket personlige årsager det var? ’’ han smilede til hende, til et tegn på at hun sagens kunne stole på ham. Han ville ikke røbe det. Han havde selv overvejet at droppe ud her på det sidste år, grundet alt den stress der kom i familien. Han skulle være der hele tiden, fordi hans mor var gået så meget ned. Han kunne ikke efterlade sin far alene. Det vidste han godt.
’’ Selvfølgelig er jeg nysgerrig. Når der kommer en smuk kvinde som dem ind på min skole, skal man da vide lidt om hende. ’’ Han smilede med hele ansigtet til hende.
Han så blot på hende imens hun fortalt at hun bare skulle se en gammel lærer her. Det var vel sandt nok, eftersom at det gjorde mange efter de var gået ud. Man skulle jo takke dem, for deres gode arbejde.
Hun spurgte efter hans navn. Skulle han fake et navn, eller give det rigtige? Han så på hende.
’’ Jamie Hearth. Jeg har desværre ikke være så heldig at få et mellemnavn, men de kan kalde mig Jam. Det gør mine venner, og jeg er sikker på de vil blive en også. ’’ Han smilede til hende.
’’ Her er vi. ’’ Han stoppede op ude foran lærer værelset. Alle lærerne så ret trætte ud efter en lang dag, og det var endnu længere tid til den var ovre.
’’ Skal jeg vente på dig, så du kan se lidt mere eller? ’’ Han ventede blot på hendes svar.

På en måde var det hende besynderligt at han blev ved med at komplimentere hende, eftersom hun mente at der ingen grund til det var. Det forekom hende vel bare mærkeligt at en som, hun ikke bevidst prøvede på at tiltrække, komplimenterede hende. Men javist kunne han vel bare være en af de fyre, som flirtede og charmerende med alle pigerne, blot for at knuse deres hjerter efter en uge. Dem havde hun skam mødt mange af, men alligevel virkede han bedre end det. Som om han bare prøvede på at være venlig. Så hun burde nok ikke tænke dårligt om ham så hurtigt.
"Jeg fulgte en familie tradition." Næsten sandt. Ikke helt, men nogenlunde, og det var godt nok for hende.
"Er der en grund til deres konstante kompliment om at jeg er smuk, Jamie Hearth?" Spurgte hun med et lille smil og hovedet lidt på skråt, så lidt af hendes hår kærtegnede hendes ene kind.
"Det må du gerne, hvis du ikke har time." Hun gav ham et kort buk med hovedet og gik så hen ind i lærerværelset. En af lærerne vinkede til hende og de forsvandt ind i et andet rum i kort tid.
Efter den korte tid, cirka ti minutter, gik hun ud igen.

Jamie så blot på hende foran lærerværelset. Han var ikke ligesom alle andre drenge på hans årgang men han blev stadig nød til at opføre sig som dem, i blandt dem. Han kunne ikke tillade sig selv at ryge ned, pga mobning. Det ville altid være i blandt mennesker.
Han flirtede bestemt ikke med hende, men hun var smuk. Det burde hun da kunne acceptere, eller ikke? Han rystede lidt med hovedet, og så hurtigt på hende igen inden hun bemærkede det.
’’ En familie tradition? Hvilken dog? ’’ Han så spørgende på hende. ’’ Fortæl mig det når du er ude igen. Der er vel en masse info der kommer igennem den tradition. ’’ Han smilede sødt til hende. Det fortjente hun uden tvivl. Familie traditioner var noget slemt noget. I sær blandt rige mennesker. Jamie havde dog aldrig været rig, så det kendte han intet til. Det var det kun moderen der var at slås med. Hendes forældre havde dog været adelig, altså Jamies bedsteforældre. Men hun havde giftet sig med en bonde, hvilket havde gjort hun var blevet smidt ud af familien.
’’ Må man nu ikke komplimentere dem uden der skal være et grundlag for det? I kvinder er ikke særlig nemme. Jeg siger skam tingene fordi jeg mener dem. Jeg har altid lært man ikke skal sige ting man ikke mener. Allyson ’’ Han smilede blidt til hende.
Hendes bevægelser ind imod den lærer der vinkede til hende fik ham kun til at smile. Hendes gå gang var elegant og sød.
Han ventede i de 10 minutter det tog. Egentlig havde han time nu, men han havde snakket med læreren der havde givet ham lov til at tilbringe tiden med Miss. Allyson som hun kaldte hende.
Det var kun godt og sødt, mente hun.
’’ Velkommen tilbage Miss. Allyson. ’’ Jamie gav et lille grin fra sig.
’’ Du må fortælle mig de familie traditioner der. Men først, lad os finde kantinen og få noget mad i os. ’’ Han smilede til hende og tog blidt hendes hånd igen. Han førte hende ind i kantinen. De var de eneste der var derinde, ud over nogle enkelte lærer der havde pause nu.
’’ Lad os sætte os her. ’’ Han smilede og trak stolen ud for hende.
Han fik hurtigt sat sig på en stol foran hende, efter hun havde sat sig ned.

Hun havde langtfra intentioner om at fortælle ham, hvad 'traditionen' var. Det vedkom ikke en fremmede mente hun. Især ikke at det var på grund af at hun dræbte andre, omend de var onde, så kunne det stadigvæk komme som et chok. Han kunne undre sig noget så gevaldigt om hvad det mon var, men hun ville ikke fortælle ham sandheden, da hun ikke stolede på ham. 
Hendes grønne øjne lyste kort, let af irritation, da hun kiggede på ham igen. "Du vil lære at kvinder også tænker at mænd også ikke er særlig nemme." Det blev sagt en anelse hårdt, men mest for at pointere at han skulle være forsigtig. Hun kunne virke sød og høflig, men sig det forkerte og hun ville gøre en ende på dig.
Allyson kunne virke meget nobel. Som om hun kom fra en meget højtstillet familie. Dette var dog ikke tilfældet. Hun havde blot lært at bedrage andre.
Efter hun var tilbage fulgte hun igen efter ham hen til kantinen. hun undrede sig lidt over hvorfor han ikke var til time, men hun magtede ikke at spørge. Hvad han foretog sig i skolen kom egentlig heller ikke hende ved. Hun regnede dog med at han havde fået lov til at blive væk fra timen, men hun havde det dårligt med at være grunden til at han ikke var der.
Da han trak stolen ud for hende gav hun ham et lille smil og satte sig ned. Hun foldede sine hænder sammen på sit skød og så kort rundt i kantinen. "Det er præcis, som jeg husker det." Sagde hun med et lille smil, inden hun kiggede på ham igen. "Angående familie traditionerne... Det kan jeg ikke fortælle dig." Hun så lidt tænksomt ud i en meget kort stund. "Nej, lad mig sige det om. Jeg ønsker ikke at fortælle dig om det. Du må forstå at du er en fremmede for mig, og jeg har ikke i sinde at fortælle dig mine hemmeligheder, uanset hvor meget du lover at du ikke fortæller andre om det. Alle familier har deres mørke hemmeligheder, som jeg er sikker på din egen også har." Hun lænede sig lidt frem imod ham. "Jeg vil antage at du er af nobel familie, siden du er så fin i tøjet og besidder et godt ordforråd."

Jamie smilede blot til hende. Han lyttede til hvordan hun sagde, at kvinder også ville tænke at mænd ikke var særlig nemme, men kvinder ville altid være det mest besværlige i verden. Det var ikke en tanke han var alene om. Han smilede dog blot til hende og nikkede.
Han skubbede blidt stolen ind under hende, da hun havde sat sig.
’’ Intet har ændret sig de sidste 5 år, desværre dog. Her kunne godt trænge til en masse nye ting. ’’ Han smilede stadig til hende, som han havde gjort før. Det var egentlig lige nu blot at ren høflighed. Hendes lille kommentar med mænd havde sat et lille strejf i ham. Hvordan kunne hun egentlig tillade sig at sige den slags, og blive fornærmet? Det eneste han havde gjort var at komplimentere hende, var det måske ikke nok?
Hun hævede pludseligt stemmen for at fortælle ham at det var ikke fordi hun ikke kunne fortælle familie traditionerne, men fordi hun ikke ville. Hun havde en fast vilje for ikke at gøre det, hvilket også var fint nok.
Hun nævnte hurtigt at alle familie havde en mørk hemmelighed deres familie, og selvfølgelig havde de det, men valget lå på om man havde lyst til at fortælle det eller ej. Jamie havde aldrig været særlig bleg for at fortælle om hans familie.
’’ Jeg siger det skam ikke bare for at lokke noget ud af dem. Jeg mener skam fuldt ud af de kan stole på mig.
Jeg har ikke ligefrem den perfekte familie heller. Min søster valgte at blive et af mørkets væsner, som min moder kalder dem. Min mor har aldrig været den samme siden. Jeg vælger skam at fortælle dem det, fordi jeg stoler på dem. Hvad ville de få ud af at se det videre? Intet. ’’ Han smilede til hende, som han havde gjort hele tiden. Ikke en mine havde ændret sig på ham, selvom han helt inden i var irriteret.
’’ Jeg er skam ikke nobel, jeg hr bare lært at man taler pænt til andre mennesker. Og tøjet kommer af ren og skær egen penge. Men de mener måske fordi at taler pænt, så er man af nobel familie? ’’ Han så spørgende på hende, men ønskede egentlig ikke svaret.
’’ Lad os stoppe den her negative samtale og lad os hente noget mad. ’’ Han rejste sig op fra stolen og bevægede sig imod kantines madbord.
Han tog hurtigt en tallerken og tog en smule mad op på den, som han fandt interessant og spiselig.
’’ Hvad laver de i deres fritid? ’’ Han så på hende imens han stadig stod og kiggede på maden. Ønskede han mere eller skulle han bare sætte sig ned og spise det han havde taget.

Han behøvede ikke at vise sin irritation frem. Hun kunne allerede se det. Hans manglende ændring på ansigsudtryk var nok bevis for hende at han var irriteret, og hun var ligeglad. Hun var ikke der for at gøre ham glad. Hans kommentar om at kvinder ikke var besværlige havde irriteret hende grænseløst, eftersom det havde følt som en direkte negativ og nedgørende kommentar omkring kvinder. Som om mænd var bedre. Hvilket de i høj grad ikke var. De to køn var ligestillede. Nu om dage kunne kvinder endda være stærkere end mænd. Hun havde tit irettesat nysgerrige mænd, som efterlod dem gispende efter vejret i en gyd, og et hjerte der bankede på livet løs, på grund af alle de trusler hun kunne komme med.
"Jeg beklager at skete for din familie, men jeg nægter stadig at fortælle dig om mine hemmeligheder." Især fordi at han rent faktisk sad lige foran en af mørkets væsener. Hans reaktion på det kunne hun ikke tænke sig ville være behagelig. Oftest skreg de op om at man ikke måtte dræbe dem, eller også råbte de efter hjælp. Sjældent angreb de selv.
Hendes blik fulgte efter ham. "Det var en antagelse. En formodning.Havde jeg vidst du ville blive fornærmet, ville jeg ikke have sagt det." Hun mente ikke at hun ligefrem skulle undskylde, dog. Det forekom hende ikke som en nødvendighed.
"Fristende som det er, så må jeg takke nej til forslaget om mad." Deres mad var ikke længere til hendes interesse, desværre. For tre år siden kunne hun lide det. Nu kunne hun ikke få næring af det.
"Jeg har ingen fritid. Jeg arbejder konstant." Var hendes svar. Meget simpelt, og præcist. "Hvad med din fritid? Et job? Måske en kæreste? Eller bare venner, du hænger ud med?"

Jamie så på hende, da hun sagde at hun stadig ikke fortalte hendes hemmelighed. I virkeligheden var han egentlig ret ligeglad med at høre den, det var af ren og skær høflighed han havde spurgt om det. Var det ikke godt nok eller hvad? Han smilede stadig til hende.
’’ Jeg forstår det godt, men der er ingen grund til at de hæver stemmen. Jeg sidder lige her. ’’ Han smilede til hende for at vise hende, at han langt fra var farlig for hende.
Han havde set Tatia’s udvikling da han var helt lille, intet skræmte ham længere. Han vidste godt at ting ikke var menneskelige, men at der også var andre væsner. Måske hun var en af dem? Han rystede hurtigt tanken fra sig. Næppe, det virkede hun for menneskelig til at være.
’’ Jeg bliver skam ikke fornærmet. Jeg spørger dem blot. ’’ Han smilede stadig til hende. Han forventede bestemt ingen undskyldning fra hende, men det havde da været høfligt nok, eftersom hun havde hævet stemmen overfor ham tidligere.
’’ Hvordan kan de dog sige nej til mad? ’’ Han så overrasket på hende. Måske var hun alligevel noget andet. Intet menneske ville takke nej til mad, når det blev tilbudt. Han satte sig ned på sin stol og lyttede til hvordan hun fortalte hun arbejde konstant.
Det måtte være yderst hårdt. ’’ Nej. Jeg hænger kun ud med min ene ven Liam heroppe. Ellers bruger jeg tid på at forsøge at få min mor til at blive normal igen, selvom de koster et par slag hver dag. Jeg har en hvalp, der hedder Nelly, den passer jeg selvfølgelig også. Jeg arbejder på en gård længere henne fra os. Min tidligere barndoms veninde Tatia boede der, da hun var yngre, det gør hun ikke længere. Og nogle at pengene fandt vi også da vi var små som jeg stadig har en opsparing med. ’’ Jamie smilede til hende. Han var ikke bleg for at fortælle om sit liv.
Liam kom gående ind af døren, uden pigen han havde stået med tidligere. Han satte sig ned ved bordet, ved Allyson og Jamie.
’’ Ikke nu Liam. ’’ Han rettede blikket imod Liam. ’’ Okay. Vi ses i morgen ven. ’’ ’’ Ja vi gør. ’’ Liam smuttede hurtigt ud af døren.
Jamie satte gaflen ned i et stykke kød og løftede det op til munden. Han slugte det hurtigt efter at have tygget det et par gange.
'' Er der en anden grund til de er her? Skal de begynde igen? '' Han så spørgende på hende.

Hævede stemmen? Var han virkelig så fornærmet over en lille ting som det? I så fald kunne han lade være med at være så irriterende nysgerrig. Han burde vide at ens nysgerrighed kunne let få en ud i store problemer - måske i så store problemer at det kunne ende med at hans liv kom i fare. Hun ville ikke selv gøre det, true hans liv altså, men mest fordi at hun absolut nægtede at fortælle ham noget som helst. Desuden var han rimelig uhøflig lige nu.
"Hævelse af stemmen understreger ens pointe." Sagde hun bare, og trak på sin ene skulder. Dette var grunden til hun ikke kunne lide mænd. De opførte sig altid som om at kvinder var under deres værdi. Det var i hvert fald, det hun altid syntes de gjorde.
Hun lod ham snakke, men hun sagde ikke noget selv. Da hans ven, Liam, dukkede op stirrede hun bare på ham. Hun var nået grænsen, da han dukkede op. Efter Liam var gået og Jamie stillede et spørgsmål igen rejste hun sig op, stille og roligt, imens hendes blik var på ham.
"Jeg beklager, men jeg er nødt til at gå nu. Jeg kom i tanke om at jeg har noget, jeg skal ordne." Hun hankede op i sin skuldertaske og gjorde an til at gå.

Jamie var hverken vred eller noget andet på Allyson. Hun havde ret til at have sin mening til alt, han var heller ej fornærmet.
Selvfølgelig kunne ens nysgerrighed føre hen til noget helt forkert, men lod hun virkeligt sin vrede blive kørt ud over en ung fyr, der blot forsøgte at være høflig imod hende? Næppe.
Jamie smilede roligt til hende. ’’ Der er ingen grund til vi bliver uvenner nu. De er en høflig person der blot vælger at svarer på de ting de gerne vil svarer på og dem de ikke vil svarer på. Det er okay. ’’ Hans blik rettede sig ned imod maden igen.
’’ Det kan sagens være, men der er stadig ingen grund til at hæve stemmen. De kunne blot sige pænt at de ikke havde lyst til at svarer på det. ’’ Han gav et lille smil fra sig. Hun kunne godt mærke hun ikke var specielt glad lige nu, men han forsøgte stadig desperat at hive humøret op.
Hun nævnte hun skulle gå, fordi hun skulle noget. Det nægtede Jamie simpelthen at tro på. Hun flygtede blot fordi hun var nervøs og ikke anede hvordan hun skulle få samtalen på rette spor.
’’ Hør her Miss Allyson. Der er ingen grund til at gå. Jeg er ikke ude på at blive uvenner med dem. Jeg vil da gerne høre mere om dem som person. ’’ Lærerne der sad inde i kantinen tidligere var allerede gået tilbage til deres klasse.
’’ De kan eventuelt tage med mig ud og besøge de forskellige klasser. Så kan de se alle eleverne hvis det er et ønske. ’’ Jamie lagde hurtigt en hånd på hendes arm, for at vise hende der ingen grund var til at gå.

Nu var det nok. Han havde selv kørt rundt i at ville kende til hendes hemmelighed, fornærmet hendes køn og nu også hende som person. Hun nægtede at være tilstede for mere af hans opførsel. Men, da han rakte udefter hendes arm, var det dråben, der fik glasset til at flyde over. Hun trådte hurtigt væk fra ham.
"Jamie Hearth." Hendes stemme var myndig, men følelsesløs. "Jeg fortalte dig pænt tidligere at jeg ikke ønskede at fortælle dig om min families hemmeligheder, men du blev ved med at insistere. Jeg hævede stemmen for at understrege at jeg ikke ville fortælle en fremmede om det. Udover det fornærmede de mit køn ved at sige at kvinder er besværlige. Mener du at vi er til besvær for mænd?" Hun tillod ham ikke at svare spørgsmålet før hun fortsatte. "Og at køre rundt i at jeg hævede stemmen, fordi at du provokerede mig, er også en fornærmelse imod mig som person." Hun rettede sig lidt mere op og sukkede svagt.
"Jeg fik snakket med min gamle lærer, og ordnet det jeg skulle ordne. Jeg skal hjem til min storesøster. Tak fordi du førte mig til lærerværelset." Hun begyndte at gå ud af spisesalen, men stoppede så. "Og man rører ikke bare en kvinde, når man lyster, forresten. Husk dette til fremtiden. Fortsæt god dag, Jamie Hearth." Og efter at have sagt det gik hun videre, uden at ville stoppe. Hvis han fulgte efter og begyndte at snakke videre ville hun bare blive ved med at gå.