A shapeshifter? Wow, this world is crazy..//Nille//

Nille rullede øjne af ham. "Hvordan vil du forsvare dig selv? Der findes vampyre her og dæmoner. Der er mange racer der let kan tage livet fra andre. Tro mig... Denne verden er hård. Man skal overleve de værste ting." Hun fulgte efter ham og gik ind foran ham og gik baglæns mens hun kiggede på ham. "Jeg ønsker ikke at være led. Jeg bestemmer bare ikke over mig selv. Undskyld."

Han rullede øjne...
Vampyre og dæmoner...
Og hvad så? Der levede andre mennesker her, og de så ud til at klare sig fint?
Han fik et lille chok, da hun kom op foran ham. Den søde lille stemme hun havde sagde undskyld, som havde intet af det været meningen..
Han sukkede og lagde armene på kors.
"Ikke styre dig selv?" sagde han og løftede på et øjenbryn. "Også siger du det er farligt at være et menneske?"

"Det er farligt! Vampyrer drikker blod! De er især tiltrækkede af shapeshifter blod! Når man er shapeshifter lever man i frygt for vampyrer. Jeg ved ikke om det kun er mig men nogle gange tager panteren inde i mig over!" Hun sagde det på en måde roligt og så alligevel ikke. Hun fulgte igen efter ham og kiggede undersøgende på ham.

Det gav ikke rigtig mening for ham, alt det hun sagde?
Nu snakkede hun pludselig om at vampyre var vilde med formskifters blod, snakkede de ikke lige om mennesker?
"Ja, så vil jeg mere sige at det er farligt at være en formskifter end et menneske, i kan ikke styre jer selv og vampyrene elsker jer," sagde han roligt og gik med faste skridt videre.

Okay den ramte hende i hjertet. "Det er kun nye af os! Eller... Jeg kan ikke altid. Hvorfor er du overhovedet så sur? Jeg har altså sagt undskyld!" Hun fulgte efter ham hele tiden. Hun kiggede undersøgende på ham.

"Jeg er vel bare en smule fornærmet," sagde han og beholdte armene på kors. "Det er ikke hver dag man er van til at blive kaldt svag og blive overfaldet," Han kiggede på hende, med sine kastajnebrune øjne. "Jeg tager imod din undskyldning, men du tog ikke imode min," Han stoppede op og kiggede på hende med et løftede øjenbryn. Hun havde ikke taget imod, da han sagde undskyld for at bruge ordet fantasivæsen.

"Det er taget imod men jeg mente ikke at såre dig. Jeg advarede dig der imod!" Sagde hun rettende og mødte hans kastanjebrune øjne med sine sorte øjne der glimtede lidt.
"Angående overfaldet... Noget af min mindre panter fik mig til det. Undskyld." Hun smilede undskyldende til ham. En vind greb fat i Nilles hår men eftersom det var sat i en fletning rørte det ikke meget. Nille stoppede op og kiggede på Zayn og ventede for at se om han også stoppede op.

//Skal smutte nu men svarer imorgen Ses //

"Tak for advarslen så," sagde han og smilte, da han stoppede præcis ligesom hun selv gjorde. "Jeg er bare ikke van til at blive advaret på sådan en måde," Han grinte drilsk, som der tydeligt kunne ses i hans kastajnebrune øjne. De lyste drilsk og venligt.
"Men du har vel ret, et menneske er ikke den stærkeste race i denne verden," sagde han og kørte en hånd igennem sit hår.

//Ses //

"Det var skam så lidt" Hun smilede da han stoppede op. "Jeg beklager" Hun trak let på skuldrene og blev fanget i hans øjne der lyste drillende og venligt. "Jeg har altid ret" Hun grinede drillende og smilede. Hendes sorte øjne skinnede drilsk.

Hun havde altid ret...
Det sagde hans kæreste også altid, hun mente aldrig at hun tog fejl, og når hun så endelig gjorde det, sneg hun sig altid udenom ved at komme med en god unskyldning. Zaun gad aldrig at diskutere med hende, det var spild af tid og kræfter, da hun aldrig ville overgive sig så let. Så, han gav altid hende ret og blandede sig udenom, endda også selvom han vidste at hun tog fejl. Men, kvinden gad sku aldrig at give op.
"Nå da, altid?" sagde han drilsk og beholdte armene på kors.

Hun begyndte at rødme... "Nej... Hvis jeg skal være ærlig så har jeg ikke altid ret... Men altså tit! Jeg sagde til en af mine dyre venner at han skulle passe på foden ellers ville den gå af led igen, men han lyttede ikke til mig og så gik den af led igen. Se dér havde jeg ret. " Hun grinede kærligt, og smilede. Hun var ikke bange for at indrømme ting... Jo nogle ting, men altså... Det var alle nok.

Han grinte kærligt, så sikker var den kære Nille vidste heller ikke..
"Javel ja," sagde han og kiggede på hende, mens øjnene glimtede drilsk. "Nille har for det meste altid ret," Han blinkede til hende, før han vendte ryggen mod hende. De måtte vel heller gå tilbage til skolen, før en af læreren opdagede at de bare drivede den af.
Han kiggede sig over skuldren.
"Kommer du?" sagde han og smilte varmt, men drilsk til hende.

Hendes rødmen stilnede af. "Ja... For det meste..." Hun grinede lidt. Hun gik hen ved siden af ham. Hun var ikke meget for at gå tilbage... Hun havde jo brugt sin evne på dem. "Jah... Men hvis jeg bliver kaldt ind til rektor... Så kryds fingre for mig!" Hun grinede drillende. "Desuden Zayn... To ting. For det første... Alle mennesker er ikke svage, nogle har evne eller er rigtige gode til at overleve... For det andet... Du er en god ven." Hun smilede venligt til ham og begyndte at gå mod skolen, hun kiggede bagud for at se om han fulgte med.

En god ven sagde hun? Det var dejligt for ham at høre.. Han savnede sine egne venner.. sin kæreste og deres altid mærkelig duft af chips, gamle møbler eller ny parfume... Det var især hans kæreste der duftede meget af den nye parfume, som en duft af vanilje og natur.. Havet.. maker.. Alle mulige dufte..
"Tak Nille," sagde han og luntede op på siden af hende. "I lige måde," Han kiggede kært på hende, med et varmt smil og venlige øjne.

Hun mærkede varmen brede sig i hendes mave...
"Zayn... Hvordan var din gamle verden?" Hun så spørgende på ham... Da hun gik ind i skolen, så alle på hende... Hun krympede sig og følte sig svag igen.

Alle kiggede på dem, da de endnu engang gik imellem eleverne.. Det var som at være på en savane.. Alting var åbent, så rovdyrene kunne angribe..
"Lidt ligesom her," svarede han og lagde en arm om hendes skulder, for at hun ikke skulle være bange for disse elever. "Skoler, elever og de elever der tror de er verdens herskere," Han kiggede hen på de piger, Nille før havde fået til at skamme sig.

Han var glad for at han forstod hende... Og hun skammede sig indvendigt over at have været så hård imod ham i starten. Hun gik med rank ryg for at prøve at overbevise dem om at hun intet følte for det de tænkte sig om hende. "Jeg har hørt at hun fik en voksen mand ned i knæ...." Hviskede en elev. "Og hun har lavet en klan!" Stemte en stemme i. "Tror i at drengen også har hendes evne?" Hviskede endnu en. Hun havde lyst til at vende sig om og skrige af dem... Men det ville være dumt. En af pigerne kom hen til hende og kom til at gå hårdt ind i hende så de begge var ved at vælte. "ÅÅH! Undskyld Nille, jeg havde SLET ikke set dig." Sagde pigen og kiggede uskyldigt på hende, men Nille kunne se at hun løj. "Det er okay, jeg er ligeglad." Mumlede hun og gik hen til Zayn igen. "Kan vi... Pjække resten af dagen?" Mumlede hun.

Jep, præcis ligesom i sin egen verden. Folk bagtalte og fortalte rygter, uden at vide om de endelig var sande. Netop som han troede denne verden var bedre, viste det sig at de næsten var som tvillinger. Den eneste forskel.. Beboerne.
"Pjække?" sagde han og smilte stort. "Helt klart!" Hans øjne lyste pludselig klart op. Det var det bedste hun havde sagt hele dagen! At pjække..
Han tog hendes hånd og løb imellem alle elverne, hen mod døren, væk fra lugten af teenager og madpakke.. Bare væk!
Han smilte til Nille over skuldren, mens de løb og løb for at finde udgangen.

Hun blev overrasket da han tog hendes hånd og så utrolig glad ud da hun spurgte ham. Hun kunne ikke lade være med at grine da han trak hende med. Eleverne kiggede blot spørgende efter dem og mumlede igen. Hun var heldigvis rigtig hurtig og kunne let løbe med ham. Hun grinede højt igen, og det lød som om hun sang... Det gjorde det tit, men det lød altid som en engel. "Hvor skal vi så tage hen?" Hun kiggede spørgende på ham og hendes øjne lyste af glæde.

"Alt andet end det her sted," svarede han, mens vinden overdøvede hans stemme en smule.
De løb ud af døren og blev ved med at løbe, til de ikke længere kunne se skolen. Han havde lært at man aldrig skulle kigge tilbage, efter noget der ikke fortjente at du skænkede det eller den et sidste blik.
Han stoppede og smilede til hende, for at se hvordan hun havde det.
Var det mon første gang hun pjækkede?

Hun hørte hvad han sagde og grinede igen.
Hun kiggede sig ikke over skulderen... Hun ville ikke! Hun nægtede.
Da han stoppede op, kiggede hun sig omkring. Hun havde tæt pjækket... For at lede efter sårede dyr. Hun kiggede på ham og smilede. "Hvad så nu?" Spurgte hun.

"Det ved jeg ikke," sagde han og løftede på skuldrene. "Det er længe siden jeg har pjækket," Han grinte og kiggede sig omkring.. Det var skønt at slippe væk fra skoleklokken, og elverne for den sags skyld.. De snobbede dronninge elever.. Grr, han kunne ikke tage mennesker som dem..
Han smilte skævt og gav sig til at snurre rundt, udviden om hvad de skulle lave..

Hun tænkte sig om, og kiggede rundt. "Jeg tror jeg har en ide..." Sagde hun, og vendte sig om mod den retning The Forest var. "Vil du med hen til The Forest, og se mig i action." Spurgte hun drillende.

Han satte hovedet på skrå.
"Hvad mener du med at se dig i action?" spurgte han, men kunne ikke fjerne et nysgerrigt og charmerende smil på sine læber. "Men ja, det vil jeg vel gerne," Han listede op på siden af hende og ventede spændt på at hun skulle fører ham videre.

Hun begyndte at gå, bevidst om at Zayn fulgte med hende. "Hvis du er frisk på kød, så er du heldig at have mig med." Hun grinede drillende. "Jeg mener at jeg vil jage. Bare rolig, jeg skal nok tilberede maden til dig." Hun blinkede drillende til ham.