What if the world stop spinning around? -Nille-

S: Ashen Wood Forest.
P: En mørkeblå hættetrøje, samt cowboybukser.. Hætten over hovedet..
O: Et brændende hus, så man kan mærke flammernes varme flere meter væk. Flammerne forsvinder op imod himlen..
V: Ingen vind. Helt stille..
T: middag..

Han kunne ikke mærke flammernes varme, tvært imod føltes varmen fra dem blot som stik fra irriterende insekter. Det tomme blik var rettet imod flammerne. I hans brune øjne spejlede de sig, imens de lyste den brune hud op, så den kunne minde om en brændende ørken. Endnu engang stod han bare og så på flammerne, men egentlig så så han ikke noget. Foran ham dansede ikke de vilde flammer der opslugte hver en del af hans tidligere hjem, kun billederne af den yngre Josh der rendte rundt inde i huset dansede foran ham. Han kunne ikke slippe for de billeder selvom han lukkede øjnene. Det blev blot værre. Josh latter rungede bagerst i hans sind, gjorde ham døv for alle andre lyde omkring ham.. Langsomt knyttede han sine hænder så knoerne blev helt hvide.. Han vidste godt at den store Josh havde overlevet og det var han mere end lykkelig over, men alligevel så kunne han ikke få tankerne om den lille ud af sit hoved. Trods alt, havde de nærmest været som to forskellige personer, selvom de egentlig ikke var det. En ting var sikkert, han kunne ikke være i huset længere. En af grundene til at han renoverede det var for Josh skyld, og nu stod det bare og var en kniv i hjertet på ham om han ikke eksisterede længere.. Ved siden af ham stod Mystic med snuden i vejret. Engang imellem peb han og puffede til Jacob, som spurgte han ham om hvor Josh var henne og hvornår han kom tilbage.. Men, den lille Josh ville aldrig komme tilbage. Han var som aldrig eksisteret nu.. Den store havde overtaget pladsen i dette tidsrum nu.. Havde overlevet takket være en af lærlingene ville ofre sig.. Det var forvirrende.. men det havde lykkedes.. Selv om det skulle forstille den lille Josh aldrig havde eksisteret, så kunne Jacob ikke stoppe med at tænke på ham og om at han svigtede ham. Han skulle have passet på ham, men endte med at miste ham til en mand der åbenbart havde været en halvbror.. En mand som snart skulle dø.. Jacob ville jagte ham ned til verdens ende.. Dræbe ham så snart han havde chancen.. Ingen skulle slippe af sted med at dræbe Josh.. Ingen.. Til sidst kunne han ikke se på det flammende hus længere. Han vendte ryggen til det, efterlod det og dets minder der havde været i det.. Det eneste minde han havde beholdt af den lille Josh, var et billede i sin lomme og en medaljon om sin hals, som Josh engang havde haft lavet til ham.. Han gik igennem skoven med tunge skridt, hovedet vendt ned af og hænderne godt begravet i den store hættetrøjes lommer..

Livet var en skør ting. Nogen gange satte man pris på det, andre gange ønskede man bare at afslutte det, så man ikke længere skulle lide. Nogen led fysisk, imens andre led psykisk. Lige pt. led Jacob psykisk. Da han havde fået en helt ny krop var alle de tidligere sår forsvundet, men de indre sår var blot blevet større. Han kunne ikke være sammen med Nille, han var på en måde ubrugelig da han ikke var klar til at have et barn endnu. Det var ikke fordi han ikke ønskede at have en familie med hende, men han var usikker på om han overhovedet kunne klare det og hvis han kunne, så var det altså ikke lige nu. Det eneste der kørte rundt i hovedet på ham lige nu var den unge Josh. Latteren rungede i hans hoved som et spøgelse der ville hjemsøge ham, pine ham til døde indtil han faldt om på jorden og bad om nåde.. Han bemærkede ikke engang at en anden kom hen imod ham og så snart han hørte hendes stemme, så han forskrækket op og kiggede på hende med et blik fyldt med smerte. "Josh han.. Den yngre ham.. han.. jeg kunne ikke.." Hurtigt så han væk fra hende, rev lidt i trøjens hætte.. "Unge Josh er død, blev dræbt takket være Locan.. Den store overlevede ved magi.. Jeg.. Han.." Han kiggede hende i øjnene igen.. "Han fortjente det ikke.. Jeg svigtede ham.."

Hvorfor så Jacob så trist ud.. der måtte være sket noget forfærdeligt. Hun fik en knude i maven af frygt, hvad var der dog sket? Hun brød sig ikke om at han virkede så ked af det, det var forfærdeligt at se. Hun hadede det. Hun kunne ikke lade være, hun slog armene om ham og trak ham ind i et kram, i håb om at det ville hjælpe. Hun stivnede. Den lille josh var... død?! nej! Hun gav slip på Jacob for at se væk og for at samle sig selv over den nyhed. Hun trak vejret dybt ind og trak så Jacob ind i krammet igen.
"Jeg... jeg... åh, Jacob.. Jeg er så ked af det... Det..." Locan. Den idiot! Gid han måtte dø i sin egen elendighed! "Kom.." Hun tog hans hånd for at trække ham med sig. Hun så blidt på ham. Hun ville opmuntre ham. Selvfølgelig var hun helt ... ødelagt ved den nyhed, men hun måtte være der for Jacob. Tårerne var i hendes øjne men de løb ikke ned af kinderne.

Han tog imod hendes kram, knugede sig ind til hende og havde ikke lyst til at give slip! Hjertet pumpede af sted, fik hans blod til at koge og for første gang i lang tid, var det som om at Jacob var varm at røre ved. Hans evne var nød til at trække sig en smule tilbage fra alt det varme blod.. Det generede dog ikke ham. Verden gjorde åbenbart alt for at genere ham. Han knugede hende ind til sig, gemte sit ansigt ned i hendes skulder og lukkede kort øjnene i. Lod sig forsvinde fra omverden. Da hun trak sig ud af krammet, reagerede på hans ord, havde han det som om at billederne af den blodige Josh stadig dansede for øjnene af ham. De ville aldrig forsvinde fra ham, det samme vil den skyld der hang over ham heller ikke. Skylden herskede inde i ham. Han skulle have været der, han skulle have reddet Josh fra døden! Han kiggede på hende, men kunne ikke fremtvinge det mindste smil over hovedet. I stedet tog han bare imod hendes hånd og fulgte med hende. Hans fødder føltes som cement. De var ikke til at rykke ud af stedet.. Alligevel lykkedes det ham at følge med hende.. Hvad skulle han sige til hende? han var glad for at se hende, desværre var der ikke andet end den døde Josh oppe i hans hoved.

Nille havde forfærdeligt ondt af Jacob og var virkelig ked af det over at Josh var død. Hun havde elsket den lille dreng som sin egen lillebror. Den lillebror hun aldrig havde fået.. Hun ville dog ikke sætte sig til at græde, hun ville være der for Jacob, trøste ham.. hjælpe ham. Hun prøvede at smile til ham, hvilket lykkedes lidt, det blev da til et kærligt, svagt, skævt smil med et svagt glimt i de lysende blå øjne. Hun elskede ham. Hun ville ikke skubbe flere problemer i hans retning, nu ville hun bare hjælpe ham med at komme sig over sit tab.
"Vi må væk herfra, Jacob.. Der er kun sikkert i doomsville.." Hun hentydede til zombierne. "Hvor er Mystic.." Hun skulle vide hvor Mystic var. "Zombierne er overalt." Hun vidste at ikke særligt langt væk fra dem var Shadowfax tøjret til et træ, klar til at ride væk.

Lige i det øjeblik hun spurgte efter Mystic, kom han luntende op bag dem og puffede kort til Nille, inden han satte i løb, som om han vidste at de skulle hurtigst muligt ud af skoven. Jacob vidste skam godt at Doomsville var det eneste sikreste sted at være og at det var farligt for ham at være i Ashen Wood, desværre kunne han ikke bare efterlade skoven sådan uden lige. Uden at sige farvel og uden at brænde huset ned. Han smilte skævt til hende, førte sine fingre op til sine læber, hvor han derefter lavede en høj pifte lyd. En skinger vrinsken lød igennem skoven og inden længe kom den sølvskinnende mare Choice løbende hen imod dem.. Jacob smilte svagt, satte sig op på hende og skulle lige til at vænne sig til at sidde på hende. For selvom han havde haft hende i snart et par måneder, så havde han aldrig reddet på hende og det havde han egentlig heller ikke haft tænkt sig, indtil nu. Det skulle være nødvendigt nu hvis han skulle følge med Nille. Han nikkede kort til hende, daskede forsigtigt til Choice med sine ben, så hun satte i galop igennem skoven.. De kom til Doomsville.. Det var underligt for Jacob at være der.. Mængden af væsner forvirrede ham og det gjorde Choice urolig.. Blikkene de sendte ham og Choice gav ham kuldegysninger.. Det var som om de forsøgte at æde ham med øjnene, ville stjæle alt fra ham.. Han sendte et smil til Nille, et lille smil der kunne betegnes som et: Hvor skal vi hen?

Lettelsen strøg over Nilles krop, hver en centimeter af hendes krop blev fyldt med lettelse, da den søde hund Mystic kom luntende og puffede til hende. Hun grinede kort, og fulgte hunden med øjnene. Allerede nu kunne hun høre buskenes blade røre på sig, som når man gik ind i en busk. Zombierne var overalt. De skulle væk i en fart. Godt at Nille boede i doomsville allerede, hun havde skam plads, hun delte gerne... med folk hun kendte. Hun ville ikke risikere at blive fanget af dusærjægerne ved at lade de forkerte komme ind i hendes hus. Hun fik Shadowfax fri fra træet og svang sig op. Hun satte sig til rette på sadlen og så mod Jacob der nu sad på Choice. Kort tænkte hun på blackstar... Hun smilede dog stadig. Derefter satte hun shadowfax i galop på vej mod doomsville. Den rige del af doomsville, der boede hun jo.
Da de nåede derhen, var kommet forbi alle vagterne som holdte styr på hvem og hvad der kom ind, red hun blot i gå tempo. Hendes hætte var slået op, men hun mærkede tydeligt manges blikke på hende. Selvfølgelig kunne de stadig genkende hende, men alligevel.. de kunne ikke være sikre! Hun så på ham da hun så hans blik. "Hjem." Mimede hun med læberne. Han skulle bo hos hende, om han ville det eller ej... men han fik sit eget værelse. Ikke tale om at han kunne sove ved siden af hende, som kunne risikere noget hun med garanti ville elske, men have det dårligt over på grund af hendes pligt... som ikke skulles nævnes nu. Josh var jo.. død. Altså Lille Josh, store josh levede heldigvis stadig. Hun drejede Shadowfax mod et sted han kendte og elskede fordi der var masser af mad; Hjem.

Hjem. Han nikkede til hende, klappede blidt choice på halsen og deagerede hende i den rigtige retning. Det føltes underligt at mærke hendes muskler arbejde under ham, trods alt var han ikke Van til at ride på hende og det forundrede ham at alt den kraft var samlet i sådan et smukt dyr. Choice var smuk og uskyldig uden på, men inde bag skinnet gemte dig sig et rovdyr der kunne flå en levende. Det var det Jacob var fascineret over ved hende. De fortsatte igennem byen til de kom til det rige kvarter, hvor han kunne ane nilles hus i det fjerne. En svag bølge af skyld skyllede endnu engang igennem ham. Skyld over at han ikke var det nille havde brug for.. Hun havde haft det meget nemmere med en der gerne ville have børn.. Dog skjulte han disse tanker bag en facade der var rettet ned i jorden, så man skulle tro at han holdt øje med om choice gik ordentligt. Lyden af de klakkende hove imod stenene summede i hans bagerste sind.. Da de kom til huset, gled han ned fra hende og klappede endnu engang blidt den stærke hals.. Kort så han hende i øjnene, inden han så hen på nille og smilte skævt til hende. Han vidste godt at han ikke kunne komme ind i hendes hus alene..

Nille kunne fornemme deres blikke.. de vidste hvem hun var, hvad hun kunne gøre mod dem.. de vidste hun var eftersøgt. De var hundrede procent sikker på at det var hende nu, for de havde set hendes øjne. En af dem havde kort set hendes øjne og gispet svagt, for så kort efter at have sladret til sin veninde. Nille var ligeglad. *Lad dem frygte mig. Lad dem vide at jeg er farlig. For hvis de ved det, holder de sig nok fra at gøre de ting, de ville skamme sig over, så jeg ikke kommer efter dem.* Der var fordele ved alting. Nogle gange så man bare ikke de fordele, men der var altid en fordel. Hun red blot videre, vendte dem ryggen og befriede dem fra hendes øjne...
Snigmorderne så mistroisk på Jacob og Choice, men et blik fra Nille, var nok for dem. De blikke hun sendte dem var truende. Hvis de skadede Jacob, fik de med hende at bestille. Hun steg ned fra Shadowfax elegant, da de nåede huset. Hun tog tøjlerne og kiggede på Jacob. "Vi sætter dem ind i stalden." Hun trak Shadowfax mod stalden. "... Og du kan bo her." Hun sagde det med et lille smil. "Dig, Mystic og Choice kan sagtens bo her." Det var for at forsikre ham om at det var okay, så han ikke kom med indvendinger.

Han nikkede til hende, lod sin hånd filtre sig ind i Choice smukke sølvman, inden han viklede den ud igen og gjorde et nik til at den unge hoppe skulle følge med ham. Et enkelt vrinsk kom fra hende, hvor efter hun langsomt begyndte at skridte efter ham. Lyden af hendes hove der ramte jorden var det der sørgede for at Jacob forblev i den virkelig verden, at han ikke skulle lade sig falde ned i et sort hul af tanker, hvor ingen kunne hjælpe ham op derfra. Helt frivilligt gik den smukke hoppe ind i sin boks, stak mulen ned i vandtruet og inden længe kunne man hører hvordan lyden af vand forsvandt ind imellem hendes kæber.. Kort klappede Jacobs hendes flanke, inden han gik hen ved siden af Nille. Dog stillede han ikke sig tæt på hende, da han udmærket godt vidste at det ønskede hun ikke at han gjorde, eller det ønskede pligten ikke at han gjorde.
"Tak, det er jeg virkelig glad for.. jeg ved bare ikke, jeg hører ikke til i byen, men nu hvor zombierne er alle andre steder end her, så har jeg vel ikke noget valg," sagde han svagt, lod armene hænge langs sin side, imens han skiftevis så fra hende og til Choice.. Til sidst lod han blikket være på hende, sendte hende et varmt smil. "Men, tusind tak, jeg lover at opføre mig ordentligt," Med hænderne begravet i hættetrøjens lommer begyndte han at gå ind imod huset..

Det hele var så trist, hvorfor var det altid det? *Du ved godt at det er din skyld. Din evnes skyld...* Hun rystede på hovedet. Hun kunne bare ikke... Hun kunne godt se at Jacob bør betyde mere end en sølle pligt, men ingen forstod det... Udover Rebecca. Sjovt, hendes fjende var hendes ven, som forstod hendes problemer bedre end nogen anden. Hun rankede sig. Hun var en skammer, en skammer der var forelsket i en dæmon, var det så forkert? Hun havde brudt eden flere gange, men det havde hun lov til. Alle skammere brød vidst eden... Ikke? Ligesom regler, de blev ikke altid overholdt. Hun havde brudt reglerne. Hun kunne vel godt glemme pligten... for hvem sagde hun døde imorgen? Og hvem sagde at hun ikke gjorde? Ingen. Hun måtte vel bare... holde sig i live. Åh, hun kunne tænke færdig når hun fik ro i sindet... Som hun kun gjorde når hun skulle sove. Hun trak Shadowfax ind i sin boks, og der hvor man troede at en almindelig hest som Shadowfax ville forvente lidt kærlig omsorg, ved at stikke mulen hen til Nille, gjorde den det ikke. Shadowfax var vant til at Nille simpelthen ikke havde tid! Heldigvis kom en snigmorder hen og tog sig af ham. Nille trådte væk fra stalden og så rundt. Hun bemærkede at Jacob stillede sig ved siden af hende, men ikke så tæt som hun egentlig ville ønske... Det var som om de ikke var sammen. Som om de havde slået op. Hun bed sig i underlæben. En lav latter forlod hendes læber. Jeg lover at opføre mig ordentligt. Ja, hun vidste godt hvad det betød. Han lovede ikke at være for tæt på - det mente hun i hvert fald at han mente. Det kunne godt være at det var noget andet. Hun var bare sikker på at det var det hun troede. "Du er altid velkommen her... Det samme med Choice og Mystic.." Nille sagde det roligt, en anelse forsigtigt, og fulgte så efter ham ind i huset. "Jeg har tænkt..." Hun tøvede i nogle sekunder. ".. Har du det også som om vi slet ikke er sammen?" Tristheden var tydelig i hendes stemme og et sorgen lyste i hendes blå øjne, da hun kiggede på ham. Hun følte sig så skrøbelig, som var hun en skrøbelig vase der ville blive ødelagt af at blive pustet for meget på. Hun hadede det. Hun kunne ikke lide at føle sig så skrøbelig.

Han ønskede sådan at kysse hende, holde hende indtil sig og bare lade alt andet forsvinde fra ham. Lade tankerne om den lille Josh forsvinde fra ham. Drengens latter var som en spøgelse der hjemsøgte ham. En uhyggelige hvisken bagerst i hans hoved. Men hver gang han kom ind på den tanke om hvad han havde lyst til, kom den anden tanke om hendes pligt springende ind foran og ødelagde det hele. Den skubbede omhyggeligt tanken væk, hvor den derefter efterlod ham tilbage med ingenting! Han fortsatte med at gå side om side med Nille. Dog skulle man ikke tro at de var et par når man så på dem. De virkede snarer til at være et par fremmede, der ville skrige op hvis den ene kom for tæt på. Han lukkede svagt de lysende brune øjne i. Huskede tilbage på dengang hvor ham og Nille kunne alt sammen, sige alt til hinanden og bare ignorere resten af verden. Dengang hvor livet var let og hvor han var vigtig for hende.. Øjnene blev åbnet svagt efter denne tanke. Dengang han var vigtig for hende. Var han overhovedet det mere? Elskede hun ham stadig på den måde som hun havde gjort før i tiden, eller havde hendes pligt ødelagt den kærlighed hun havde til ham? Tanken om at hun ikke gjorde, fik en klump til at sætte sig i halsen på ham, så han havde det som om at han ikke kunne trække vejret.
Da de kom ind i huset, fjernede han automatisk hætten fra sit hoved så det kulsorte hår kom til syne. Han smilte svagt ved tanken om at dette nu var hans nye hjem. Lyden af Nilles stemme fik ham til at kigge over på hende med et roligt blik. Skrøbeligheden var tydelig at høre i hendes stemme, det fik ham blot til at tøve over hvad han skulle sige til hende. For pokker, han elskede hende jo stadig! Men, skulle han være ærlig så havde han det som om at de ikke var sammen mere, at hun ikke havde tid til ham mere pga. sin pligt.
"Jeg.. jeg ved det ikke Nille," hviskede han og rettede sine øjne imod gulvet, ned på sine fødder der som altid var bare og ingen beklædning havde på. "Lad mig være ærlig, jeg har det som om at der er en stor afstand imellem os, som jeg ikke kan fjerne, men som jeg sådan ønsker at fjerne!" Han kiggede op på hende igen, rettede de svagt lysende brune øjne imod hendes smukke blå. "Jeg siger ikke at jeg ikke elsker dig, for det gør jeg, men jeg ved ikke hvor vidt jeg kan blive ved med at klare den store afstand imellem os,"

Stemningen var blevet trist og sorgmodig. Hun brød sig ikke om det... Hun ville bare kramme ham og sige at han betød alt for hende. Men det kunne hun ikke. Det turde hun ikke. Hun kunne.. Bare ikke. Men hvis han forsvandt, hvis han gav op... Havde hun intet. Hun kiggede lidt tomt på ham, mens han snakkede. Den afstand mellem dem.. Hun så ned over hans ord. Han var tæt på at give op... Hun mærkede tårerne i sine øjne og lagde armene om sig selv. "Jeg elsker dig stadig, selvom det nok ikke virker sådan." Sagde hun forsigtigt og lagde hovedet lidt på skrå, da hendes blik igen var på ham. "Jeg ved bare ikke jeg om tør at vise dig det."
Mere om det havde hun ikke at sige. Hun gik ind i stuen, bare for at røre sig lidt. Hun satte sig på sofaen og hvilede hovedet i hænderne.

//Kreasvigt.

// I orden ^^

Han kiggede ned i jorden, lyttede svagt til det hun sagde og lukkede øjnene i, forstillede sig hende stå og sige de ord til ham. Selvfølgelig ønskede han ikke at give op, det kunne han huske at de engang havde lovet hinanden for meget lang tid siden at de aldrig ville. Men for ham virkede det også til at hun var ved at opgive ham, satte pligten i første række og ville inden længe kun fokusere på den, så han kunne stå tilbage som den hun havde valgt fra. Han vidste godt at det ikke var det hun ønskede og at hun elskede ham, desværre var hun også bare så tro imod sin pligt. Armene blev foldet på kors og ud af sin øjenkrog fulgte han hende, da hun gik ind i stuen. Turde ikke vise ham det.. Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Med et tomt blik satte han sig på en stol i køkkenet, gav sig til at kigge ud af vinduet og lod bare tankerne flyve rundt som det passede dem. En enkelt tåre tillod sig at trille ned af hans kind, ved lyden af Josh latter der rungede bagerst i hans sind og tanken om at miste Nille til pligten..

Ja, de havde engang lovet hinanden ikke at opgive hinanden. Hun ville ikke bryde det løfte, men det hele var forandret. De var ikke som de var dengang, de var begge anderledes. Dengang havde hun været shapeshifter, dengang havde han været en dæmon med hvidt hår, bleg hud.. Han sagde intet, hun ville heller ikke høre hans ord... det ville blot såre hende. Hun masserede sine tindinger træt og mærkede tårerne i sine øjne, hun prøvede at få styr på sig selv. Hun havde en forfærdelig stærk lyst til at ligge sig ned og græde hele tiden, men sådan var hun ikke... Bank! Bank!
Forvirret så hun op fra gulvet, hen mod døren... Nogen bankede på. Hun rynkede på panden, hvad var der nu galt? Hun rejste sig stivbenet op og gik hen til døren, åbnede den forsigtigt.. En snigmorder stod og så høfligt på alt andet end hendes øjne. *De er blevet mindet om det.* Hun sank en klump. "En mand venter på dig, skammer." Snigmorderen sagde det med respekt, det kunne lyde som foragt, men hans stemme var fyldt med respekt... måske også lidt frygt? Hendes livvagter havde noget at skamme sig over. Hun nikkede og så ned. "Fortæl ham at jeg kommer snart." Hun lukkede døren og gik ind i køkkenet. Hun så på Jacob. "Jeg tilbyder dig at se på, mens jeg bruger min evne mod den person som har gjort noget utilgiveligt, så du kan se hvor vigtig min pligt er." Hun gav ham ikke engang tid til at sige noget, før hun vendte ham ryggen og gik ud af huset, hun havde trukket den hvide hætte over hovedet, mens hun med rank ryg og elegante bevægelser gik hen imod en mand der sad på en brun hest, og ventede på hende. En anden mand med ødelagt tøj på, havde bind om håndleddene og manden på hesten havde fat i tovet til det bind.

Han hørte godt døren og som en hver anden nysgerrig person ville gøre, løftede han hovedet og lænede sig en smule til siden, for at se om han kunne få et glimt af den som havde haft ringet på døren. Det varede ikke længe før Nille kom ind til ham, så nærmest koldt på ham og tilbød ham at se på imens hun skulle få en mand til at skamme sig. For nogen ville det måske få dem til at grine hvis man sagde det på den måde, at man skulle få en mand til at skamme sig, som havde han haft frækheden at stjæle slik fra et barn, men Jacob vidste at det langt fra var sådan man skulle se på det! Han nikkede til hende, fulgte med hende ud af døren og så på manden med bind for øjnene. Manden var sikkert godt klar over den straf han skulle igennem. De fleste måtte have hørt om skammeren nu, frygtede hende sikkert mere end de ville frygte at en meteor skulle styrte ned. Med armene foldet på kors henover brystet, fulgte han nøje med i alt hvad der skete. Han havde aldrig set Nille være i færd med at bruge sin evne. Eller, det havde han selvfølgelig, men ikke på samme måde som hun skulle bruge den nu! Han sank en enkelt gang, skiftede med at kigge fra Nille og til manden der snart skulle få skammen at føle..

Heks! Brænd hende! Heks! Ilden fra bålet dansede foran hende, noget kun hun kunne se. Hun drømte tilbage til dengang hun var Shapeshifter og dusørjægerne ville brænde hende. De kunne bare komme an, skulle hun have tænkt dengang. I stedet havde hun tænkt at der var fare der hvor hun var, hun skulle væk. Mens hendes elegante gang fortsatte mod de to mænd, kunne hun fornemme snigmordernes blik på hende, de havde set det før, men de havde glemt hvor farlig hun var.. Indtil nu. Hendes blik hvilede roligt på manden hvis håndled var bundet. Manden på hesten trak i rebet så manden med de bundet hænder kom tættere på Nille. "Hvad har han gjort?" Nille blev høfligt ved med at se på manden med de bundet hænder... Manden på hesten rømmede sig. "Dræbt et menneske, solgt et menneske." Mandens stemme var hæs, en ukendt accent. "Dit navn?" Nille så endelig på manden der sad på hesten. "Mit navn er Hannibal, hans navn er Gustav. Min søn." Svarede hannibal, manden på hesten. Nilles blik blev hårdt. "Så du giver din søn til mig? Så jeg kan straffe ham for noget der faktisk er din skyld?" Skammer stemmen kom kort frem. "Det er din opgave at opdrage dit barn!" Hendes stemme var skarp, truende. Hannibal rømmede sig igen. Dem af snigmorderne der havde, tog deres bue frem og satte en pil på, mens de sigtede på hannibal. "Det er svært at opdrage sine børn når de aldrig er hjemme." Var hannibals forsvar. "Vil de bruge deres evne mod ham?" Hannibal krævede svar.
Der gik nogle sekunder før Nille svarede. "Ja, men også mod dig. Mange dræber i denne verden, men at sælge mennesker!" Hun knurrede, lidt ligesom en panter... "Hannibal,stig ned fra din hest." Nille gik mod sønnen. Hannibal steg ned fra hans hest, og gav modvilligt rebet til en af snigmorderne der forlangede det. Nilles øjne blev sorte, da hun stod foran sønnen. Gustav ville ikke se ind i hendes øjne! Skammer stemmen forlod Nilles læber. "Se mig i øjnene... Sig at du tør... Se mig i øjnene... Gustav.. Lad mig se hvem du er..." Gustav så modvilligt nille i øjnene... Således begyndte minderne mellem dem. Gustav der fik tæv af sin far, han skammede sig over at være uduelig i sin fars øjne... Det mindede hende om Jacob... Gustav der blev forelsket, men skammede sig over ikke at være god nok til hende, da hans bror fik hende... Gustav der solgte et menneske, for at vise han kunne noget, han skammede sig over at være så svag, svag nok til at sælge et andet menneske! Gustav der stikker en kniv i en mands hjerte, han skammede sig over at være drukket sig så fuld at han myrdede et andet menneske!
Nilles øjne blev lysende blå igen, og hun skulle lige til at falde om, men en snigmorder greb fat i hendes underarm. Gustav stod og så ned med tårerne der gled ned af hans kinder. "Undskyld, undskyld, undskyld.." Mumlede Gustav om og om igen. "Dig!" Nille vendte sit hårde blik mod Hannibal. "Man slår ikke sin søn! Det er din skyld." Hun prøvede at gå hen mod ham, men var for svag. Hun havde mistet for meget energi. Hannibal grinede. "Skammeren er vidst ikke så stærk igen, hva?" Hannibal smilede hånende, men fik en knytnæve i hovedet fra en af snigmorderne. Nilles blik vendte sig mod Jacob, mens hun igen prøvede at rejse sig. "Man slår ikke sin søn, så han føler sig uduelig..." Nilles stemme var svag, men hun måtte fortsætte.. Hannibal skulle mærke skammen rulle indover sig.

Det overraskede ham meget at se nille i 'aktion'. Selv om det var Gustav der skulle straffes, så tillod hun også at skælde hannibal ud. Faren til den dreng der havde gjort noget forfærdeligt, eller i hvert fald noget så slemt at han skulle straffes. Da nille lod sine øjne borre ind i gustavs, havde Jacob det som om at han kunne fornemme hvilken pinsler Gustav gik igennem. Selv havde han prøvet at se ind i de øjne, se de forfærdelige minder danse foran ham og forskrue hans hjerne til at skamme sig over hver en lille ting.. Tøvende bed han sig i underlæben, så på imens det hele skete og kiggede derefter nysgerrigt hen på hannibal. Nysgerrigheden blev dog til foragt da han havde det som om at hannibal stod og nød at se sin søn lide. Det mindede ham alt for meget om nethan. Han elskede også at se Jacob fejle, samt lide og lade sin hånd snitte den skrøbelige barnekind. Svagt lukkede han øjnene i, forsøgte at skubbe nethan væk og i stedet fokusere på det der skete foran ham lige nu. Det var lyden af nilles stemme der fik ham til at åbne, se hen på hende og fik øjenkontakt med det samme. Hendes ord ramte plet. Det var ham og nethan hun mente, ingen tvivl om det. Han kiggede bare hende i øjnene, sendte ikke et smil og havde nærmest ingen reaktion til det der var sket. Lidt efter lidt begyndte han at rokke sig, gik hen imod nille og snigmorderene. Til det hannibal havde sagt om nille, fik Jacob til at kigge hen på ham med svagt lysende øjne og et blik der kunne dræbe.
"Hun er stærkere end du går og tror, så de ord ender du med at æde i dig igen," sagde han blot, inden han kiggede hen på nille igen og sendte hende et meget svagt smil. "Jeg ved at han fortjener at mærke skammen, men du kan ikke risikere at komme mere til skade,"

Gustav var faldet på hug og græd lavt. Det havde taget hårdt på ham.. Nille havde ondt af ham, men der havde ikke været andet at gøre. Hun kiggede på Jacob, han var bekymret for hende.. Hannibal grinede. "Drengen er bekymret for heksen! Har hun forgiftet dit sind, unge mand?" Hannibal så bekymrende på Jacob. Heks. Ilden. Menneskerne. Vagterne der skubbede hende mod ilden. Nej! Hun var ligeglad med at besvime på det tidspunkt, og få en anelse hukommelsestab. Hendes fingre lukkede sig hurtigt om Hannibals hals, hendes negle skar sig ind i hans hals hud. "Hannibal, se mig i øjnene... Sig at du tør.. Hannibal.. Lad mig se hvem du er.."  hendes øjne blev sorte, og atter igen strøg minderne mellem Hannibal og Nille. Hannibal der slog sin søn, han skammede sig over sin uduelige søn. Hannibal der solgte mennesker, han skammede sig over.. Han prøvede at kæmpe imod. Han ville ikke skamme sig over det. "Skam dig, hannibal... Skam dig... De var jo mennesker som dig... Du solgte mennesker... Du slog din søn... Tænk hvis det havde været dig, der blev slået.. Dig der blev solgt og misbrugt..." Nilles øjne borede sig ind i hans. "Nej! Det var jo kun ren forretning! Og knægten ville ikke lystre! Jeg vil ikke...! " Hannibal prøvede og prøvede. "Hannibal.. Se mig i øjnene.. Skam dig.. Det var jo kun mennesker, mennesker som dig... Han er din søn... Hvorfor ville du slå ham... Ville du straffe dig selv ved at slå ham... Han ligner dig... Skam dig..." Det hjalp, hannibal græd og mumlede undskyld ligesom Gustav. Så mistede Nille al sin energi. Hendes øjne blev blå og besvimede. En af snigmorderne greb hurtigt fat i hendes arm for hun ikke faldt og slog sig.

Hannibals ord var nok til at få ham til at kigge endnu engang koldt hen på ham. På en måde havde Nille forgiftet hans sind. Trods alt var kærlighed en anden form for dødbringende gift hvis man tænkte over det. Man kunne slå ihjel for kærlighed, man kunne dræbe sig selv for kærlighed og ville næsten rejse til verdens ende for at finde kærligheden. På sin egen måde, var kærlighed en gift som der endte med at ramme alle. En dag ville alle slubre den gift i sig.
I stedet for at sige noget kiggede han bare blot på manden med et koldt blik og uden Jacob vidste hvad han gjorde, ville manden pludselig føle en smule skyld over at han lige havde kaldt Nille en heks. Skylden forsvandt dog så snart Jacob rettede sin opmærksomhed imod Nille igen. Det lod ikke til at Nille havde tænkt sig at stoppe, hun borede sine negle ind i Hannibals hals, og sang endnu engang med den smukke stemme der tilhørte en skammer. Jacob valgte ikke at blande sig. I stedet stillede han sig halvt i baggrunden, foldede armene på kors og betragtede endnu engang hvad der skete foran ham. Hannibal mindede ham meget om Nethan. Det var sikkert grunden til at Jacobs had til denne mand allerede boblede inde i ham, som en gryde der var ved at koge over.
Da de begge havde fået straffen, skete der det Jacob havde håbet på ikke ville ske med Nille. Hun besvimede af udmattelse, lod sine øjne lukke i og faldt langsomt til jorden. Havde det ikke været for en af snigmorderens hjælp, havde hun sikkert ramt den hårde jord.. Hurtigt var han henne ved siden af snigmorderen. Det brune øjne blev rettet ned på hende.. Hun havde vidst brugt sin evne nok for i dag..

Før skammen rullede over Hannibal som en stor bølge, mærkede han noget skyld.. Han følte en smule skyld over at have kaldt Nille en heks.. Han så på Nille, mimede ordet 'undskyld', men da han ville sige det rigtigt mærkede hans hendes fingre lukkede sig om hans hals..
Åh gud, det havde været forfærdeligt! Hannibal følte så megen skam! "Undskyld, undskyld, det var ikke meningen... jeg vidste ikke... Undskyld!" Hannibal så på den bevidstløse Nille og faldt på hug, han ville have hævn over det hun lige havde gjort, men blev med det samme revet væk af en ulv, en shapeshifter, der var en af de få der ikke havde beskyttelse over sig. Ulven trak Hannibal væk fra Nille og en af snigmorderne der ikke var shapeshifter, slog Hannibal hårdt i maven. De tog Gustav og Hannibal med sig, et sted hen, som var usikkert, for de gik den ene vej og så den anden...
Snigmorderen der havde nået at få fat i Nille, trak hende helt op, men hun var slap. Han havde armene om hende, for at holde hende oppe.. men tog så en arm under hendes ben og en om hendes ryg, så han bar hende. Han så på Jacob. "Sir, hun har brug for hvile." Snigmorderens stemme var dyb, og havde en tone af respekt over sig. "Ønsker De at være hos hende, når hun vågner op?" Snigmorderen så stadig på Jacob. Nille rørte ikke på sig, men hun trak skam vejret.

Selvom det skete hver gang hun brugte sin evne, så gav det ham altid et chok at se hende besvime lige pludselig på den måde. Det bevidste blot hvor stor en magt evnen var. Det var skræmmende at tænke på at nogen evne kunne være så kraftige at de kunne dræbe. Det samme med styrke. De levede i en verden hvor man ikke kunne regne med om en lille svag evne, kunne udvikle sig til at være det næste våben der kunne dræbe en leder.
Han kiggede på snigmorderen, smilte ikke og fortrak ikke en mine. I stedet så han bare alvorligt på ham. Situationen lige nu stod på at han skulle opføre sig roligt, samt fokuseret.
"Jeg vil gerne være hos hende når hun vågner," sagde han med en stemme stærk og stolt. Kort kiggede han rundt, så efter Hannibal og Gustav der blev ført væk. De havde sikkert ikke troede at deres dag skulle ende sådan her. Inden længe rettede han dog opmærksomheden imod snigmorderen igen, ventede på at han skulle vise vej.

Snigmorderen bøjede respektfuldt hovedet, for selvfølgelig havde han respekt for Nilles... Ja, han vidste ærlig talt ikke hvad Nille og Jacob var for hinanden. Han vidste blot at Jacob betød meget for Nille, så.. Han måtte vel stole på Jacob. "Følg med, sir." Sagde snigmorderen høfligt og begyndte at gå mod huset. Nille rørte svagt på sig, men snigmorderen havde prøvet dette før, så han fortsatte med at gå. Han fik åbnet døren og gik op på hendes soveværelse, hvor han forsigtigt lagde hende ned i sengen og tog dynen over hende. Han bukkede kort for Jacob og gik så ud igen.
Nille åbnede øjnene, så kort rundt, men lukkede dem så igen. Hun trak vejret stille, hun sov i nogle minutter... Inden hun med et spærrede øjnene op! Hun satte sig brat op og så rundt. "Hvor er jeg?" Hun havde mistet hukommelsen kort..

Uden tøven fulgte han med ham. Ikke et eneste spørgsmål blev stillet. Han fulgte ham bare som en slave ville følge sin herre, ansigtet rettet imod jorden og de svagt lysende øjne så ud til at være gået ud. Som når man slukkede et stearinlys flamme. Omkring dem hang der en snævre duft af sved, angst og blod. Jacob løftede blikket et kort øjeblik for at tjekke om det nu var det rigtige sted de var på vej hen imod. Indenfor husets mure forsvandt den snævre lugt og blev i stedet erstattet med en duft af blomster med dug på sine kronblade. Det var en velkendt duft Nille altid havde over sig. Han elskede den måde duften drillede hans næsebor på.. Den beroligede ham.
Inden længe stod de inde bag Nilles værelse trygge mure. Nille blev så elegant lagt på sin seng af den muskuløse snigmordere. Det at han bukkede for Jacob, fremtryllede et halvt svagt smil på hans smalle og en smule revnede læber. Han var ikke van til at folk bukkede for ham. Imens Nilles øjne var lukkede i, satte han sig på kanten af sengen og kiggede på hende med et roligt blik. De chokoladebrune øjne spejdede hvert stykke af hendes smukke ansigt. Med et pust fra sine læber, kiggede han væk og betragtede et kort øjeblik gulvet. Snart måtte betragtningen vente, da lyden af Nilles stemme rungede det lille rum med sin elegance. Han vendte sig om imod hende, sendte hende et beroligende smil og så på hende med de svagt lysende øjne. "Det er okay, du straffede mand der fortjente det, han så skammen i øjnene," Forsigtigt tillod han at lade sin hånd køre igennem det sorte hår. "Han var i skyld i at hans søn endte som en forbryder,"