Crazy meets crazy - Chester

Skyggerne skød op. Vandrede henover den tomme gade. Den søgte. Søgte og søgte efter sit bytte. Pludselig stod den stille lige til lyden af det ekko ramte gyderne. Lyden af en der løb. Skyggen fulgte efter lyden, snart stod hun og kiggede fremad med et tilfreds smil på læben. Klædt i sort kunne hun gå i et med natten, og kun de blonde lokker som var sat op i en hestehale, fik hende til at lyse op i nattemørket. Josette var på besøg i Terrorville, det skete sjældent, men det skete. De lyseblå øjne gled henover den tomme gade. Vinden var stille, så lyden af hendes stillet hæle der klingede der gav et pirrende ekko i ofret kunne nærmest få hende til at le.
"You cannot hide from me sweet girl." Sagde hun meget blidt, næsten som om, at hun mere havde tænkt sig at kramme pigen end at jage hende. Dog undertonen og blikket hun bar afslørrede hendes sande intentioner. Ikke at det var meningen at skjule dem, ikke den mindste smule. Josette havde jaget denne unge pige, en engel. Nu havde hun gemt sig, troede, at hun kunne skjule sig fra en reaper - skjule sig fra Josette. Ingen kunne skjule sig fra hende af. Let gav hun sig til at nynne, en ganske dyster melodi. Alt sammen imens hun bevægede sig igennem mørket. Snart stoppede hun op og rystede på hovedet. Hun kunne næsten hører pigens tunge og alt for hurtige vejrtrækning. Mest af alt på grund af Josettes evne. Let knækkede Josette sin nakke på plads, de to knæk gav genlyd i gyden. Så forlod den uhyggelige latter hendes læber, den var blandet med denne her foruroligende tone og en sødme. Alt der kunne få hårene på armene til at rejse sig. "Poor little child. So afraid of the dark. So..so scared what might happen to her." Sagde hun i et hviskende toneleje, som blev sendt videre hen langs de falde færdige mure og rundt om hjørnet. Bragte panik op i den uskyldige usikre engle pige.
"Leave me alone. Just leave me alone." Græd hun gentagende gange. Bange, så bange at hun græd. Josette burde have ondt af hende, hvor var hendes medmenneskelighed - når ja. Den dræbte hun, samme dag som hun slog Audrey ihjel.
"Don't tell me what to do!" Josette hævede stemmen, hun var træt af folk fortalte hende hvad hun skulle gøre. Hun pustede ud som havde hun været ved at tabe lunten. Så brød et smil frem på det følelsesløse ansigt. Så bevægede hun sig tættere ind i den gyde, hvor pigen havde skjult sig. "I'm sorry. I lost my temper." Så kom hun frem til pigen og satte sig på hug ved den knap 14 år gamle pige.
"Are you going to kill me?" Spurgte pigen med denne rystende stemme, lammet af frygt så det skreg ud af hendes øjne. Josette rystede blidt på hovedet, imens hun lod sin hånd glide henover pigens kind.
"No. I'm not gonna kill you honey." Sagde hun med et smil der var utilregnelig. Øjnene så analyserende henover pigen. "I'm just gonna hurt you.. real bad." Ordene var sagt med en let hvisken og et afslappende fnøs, hvorpå hun trak sig lidt væk fra pigen.

Det tog få sekunder for at sætte ordene sammen som Josette havde sagt. Josette trak en kniv op og lod den danse lidt rundt i sin hånd, med hendes fulde kontrol.
"No please. Don't do this." Tiggede pigen og prøvede at kravle længere tilbage, men muren havde forlængest stoppet hende. Josette lod bladet fra kniven ramme pigens hud, det kolde blad fik pigen til at gyse, hun havde sikkert troet det var en hurtig død, men nej. Hun skulle jo ikke dø ikke endnu i hvert fald. Så skar hun ganske forsigtigt hul i huden, lod bladetsspids række dybere og dybere ind. "PLEASE.. NO" Skreg pigen op i smerte, da Josette så lavede et ryk med kniven der gjorde hele overarmen blev skåret op. Blodets søde duft fyldte sikkert allerede de tomme mørke gader. Ville trække nattens dæmoner herhen. De kunne da blot komme, hvis de ønskede. Det var sjældent Josette lod nogen lege med.
"You should keep your voice down sweetheart.. You never know who might be around the corner." Sagde Josette som om, at hun gav det bedste råd til overlevelse længe. Og sandt, det var et meget godt råd - syntes hun selv. Kniven gled blidt henover kravebenet på pigen og blodet trillerede ned over huden som et perfekt værk. "You look sad. Stop looking sad. You should smile and be happy." Brokkede Josette sig og gav sig til at surmule. Så lyste hun op. Hun greb om baghovedet på pigen, og tvang derefter bladet på kniven henover hendes ansigt, så der kom et smilende ansigt malet i blod frem. Et stort smil næsten helt op til øjnene, skåret ud på hendes mesterværk. "Much better!" Sagde Josette meget tilfreds og smilet dansede op på hendes læber igen. Dog græd pigen stadigvæk og skreg af smerten. Det irriterede den ellers glade og tilfredse Josette.
"Maybe I should just rip your tongue out... It would make such a nice sound." Tænkte Josette højt og så på pigen som prøvede at holde sin smerte tilbage uden meget hel. Det næste der røg derved var pigens tunge. Josette rev den ud af ansigtet på hende og skar den over med hendes kniv. Så kastede hun den langt væk, og snart havde rotterne spist den. Der var stille nu.
"Even better."

Lyden fra bevægelse i vinden fik hende gjort opmærksom på, at hun ikke længere var alene.
"What do you want. Can't you see I'm busy?" Spurgte hun og kiggede til siden. Så en ung ganske nydelig herre. Hvilket gjorde hende en smule mere interesseret. "Wanna stand there and look pretty, or do you have anything to say?"


//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Chester havde haft endnu af de dage, der bare havde været okay. Ikke god, ikke dårlig, men okay. Han havde brugt dagen fanget på Lazarus Estate fordi solen kun var skjult bag enkle skyer og han ville ikke tage chancen og så brænde ihjel. Han havde i stedet brugt den til at irritere Valeria til døde, hvor det flere gange endte i slåskampe og så en helt anden form for kamp. Det var selvfølgelig også okay, men det fik ham kun kort til at glemme, hvordan han egentlig var fanget i bygningen. Det var, efter Chesters mening, den eneste dårlige ting ved at være vampyr - han kunne ikke være ude og udforske ting om dagen. Kun hvis der var stormvejr. Det var ikke fordi han savnede solen eller lyset, men fordi han hadede at sidde indenfor i flere timer og ikke have noget at lave. Måske skulle han til at få sig en hobby...
Det var også det, han spekulerede på mens han begav sig hen af Doomsvilles gader. Han havde vel en hobby. Han jagede. Han torturede. Og han dræbte. Men så igen, gjorde de fleste vampyrer ikke det? Han havde mødt en del og kun nogle få valgte ikke at dræbe. Det var sådan nogle vampyr-pacifister, der skubbede sit sande væsen væk på grund af et overskud af empati. Der var Chester glad for, at han ingen empati havde. Han var fri til at dræbe alt det han ville. Men han kunne vel ikke rigtig kalde det en hobby. Det var ikke noget han bare kunne gøre i løbet af dagen.
Dette problem var i hans tanker, mens han søgte byen. Han var ude for at jage igen, men han overvejede at fange en person i stedet for at dræbe den. Så kunne han tage offeret med hjem og så havde han en hobby til de næste par dage.
Forgabt i sine tanker havde han helt glemme at lytte efter til nattens lyde. Det var først da et skrig ekkoede gennem gaderne, at han kom tilbage til virkeligheden. Han standsede op og lyttede. Det var ikke bare et skrig, det var et skrig fyldt med desperation og frygt. Det var et skrig, som Chester kendte som sin egen moders stemme, og alligevel var det ikke ham det forvoldte det. Han vidste selvfølgelig godt, at han ikke var den eneste morder i byen, nej de stakkels borgere havde en del. Normalt ville han nok have holdt sig væk, fundet sig eget bytte og hygget sig med det i stedet for. Men nu havde han prøvet at teame op med forskellige seriemordere på det seneste og det havde endt i nogle sjove oplevelser, så han var nysgerrig for at se, hvem denne person mon var. Måske var det endda en gammel ven.

Han fulgte efter lyden af gråd og fjerne stemmer og duften af blod. Jo tættere han kom på, jo bedre kunne han høre, at han ikke kendte denne person. Men hun talte som en han burde kende. Han bevægede sig derfor nærmere, dog i en rolig gang. Morderen virkede ikke til at have travlt.
Han nåede til sidst rundt om hjørnet, lige til at se pigens tunge blive skåret ud. Han standsede op en anelse væk, men ikke fordi han var chokeret over synet. Han havde set noget lignende før. Han havde trods alt set en knægt hvis yndlingssnacks var øjne. Han blev stående, da hun opdagede ham med hovedet let på skrå, hænderne stukket i jakkelommen og et afslappet smil på læben.
"I wouldn't have cut her tounge out. Takes away the enjoyment of their screams," startede han ud og trækkede let på skuldrene, "But that's just my opinion."
Han gik nogle skridt tættere på og holdt kun en kort pause med at tale. Når han først var gået i gang, havde han svært ved at stoppe.
"And I don't really want anything, well other than a good time. And blood. I can't have a good time without blood," fortsatte han, og hans smil blev bredere, viste hans skarpe tænder.
"Oh, and I have a question." Han standsede nu op, nogle skridt fra hende og så på hende med et undrende blik, "What are you doing? Having a good time of your own? And if so... Would you like to have a good time with me?"

Han kommenterede hendes værk. Hvilket blot fik hende til at trække ligegyldigt på den ene skulder.
"Well.. you might like the screams.. me? I enjoy the way their hearts race.. the way the sweat is crying and tears in their eyes.. the pain in their eyes.. So amazing." Tilføjede hun som om, at det var en meget normal samtale at have med folk. For hende var det vel også det. Josette flyttede blikket og hele sin opmærksomhed tilbage på pigen, og strak to fingre ind i øjet for at rive det ud. Let så hun øjet an, imens pigen nærmest allerede var kvalt i sit eget blod.
"Oh dear.. that doesn't look good." Sagde hun og holdt øjet over imod pigen. En lille latter kom fra hendes læber, mest for egen skyld, "I shouldn't laugh.. it is much more sad then funny." Et fnøs forlod hendes læber før hun tog sin kniv. I en bestemt bevægelse snittede hun sin egen arm og fodrede pigen med det. Sårerne healede på den måde. Derefter slikkede hun sit eget sår rent, lyttede til manden der kom et skridt tættere på igen.
"Blood. Blood is always good." Så rejste hun sig op. "but sorry handsome.. you can't drink here. This is my playground, and if you are just another boring bloodsucker.. I'm sorry to say I don't want your help." Sagde hun og trak let på skulderen. Josette kendte ham ikke eller hans evner. Noget havde draget ham herhen, og hun var af en eller anden grund meget sikker på - at det ikke blot var blodet. Et skævt smil dragede hende.
"Kidding." Sagde hun og puffede lidt til ham, hvorefter hun lagde hovedet på skrå. "You can watch." Sagde hun, men så stoppede han op lidt fra hende. Så kort undrende på hende. Josette undrede sig over han så undrende på hende. Let blinkede hun ganske uskyldigt.
"Me? What I'm doing?" Spurgte hun overrasket og trak let på skulderen. "What does it look like? I'm yes.. having a good time." Tilføjede hun og slog ud med armene som om, at det burde være åbenlyst. Så ændrede ansigtet sig til noget tænkende og hun flyttede sin pegefinder op på kanten af min mundvige.
"Having a good time with you? Why should I want that?" Spurgte hun og gik en smule dystert tættere på ham. Bevægelserne var flydende, men på en smule uhyggelig unaturligmåde. Stille placerede hun hænderne på hans jakke og rettede den til. Et stort sadistisk smil sneg sig op på hendes læber. De blå øjne strålede af en hvis form for mørke, som ingen kunne beskrive. Josette var en anelse dukkeagtig.
"But fine! Lets play!" Sagde hun så og slap ham. Fejlede kort hans skulder med sin ene hånd, som havde der været skidt på. Josette trådte et skridt tilbage og klappede ivrigt i sine hænder med en barnagtig latter. "What do you wanna play.. I mean I know a lot of games.. I'm so happy someone wanna play with me.. it a bit boring sometimes.. play all alone."

Hun hørte pigen bagved sig bevæge sig.. prøve at bruge Josettes lille samtale til at slippe væk på. Josette rystede på hovedet.
"Foolish girl!" Udbrød hun og drejede sig rundt på hælen med lethed. "I was so happy before.. now you just make me kinda angry.. and I really don't like that." Hun lavede en bevægelse med hånden, der gjorde vinden greb fat i pigen og kastede hende hårdt tilbage i muren - som hun så fint havde siddet op af før.
"Why do such thing.." Brokkede hun sig over pigen. Et støn af smerte forlod pigen inden hun blev bevidstløs. "Idiot." Mumlede hun og tog blikket væk fra kvinden.
"So where were we.. oh yeah! The game! So what do you wanna play?" Spurgte hun og vippede nysgerrigt hovedet på skrå. "I have this dollhouse.. if you want to check it out?" Tilbød hun, det var ikke engang særlig tit hun gjorde det.
"Oh and by the way.. I'm Jo. As in Josette.. but just call me Jo."

Så snart hun svarede på hans første ord, havde han en idé om, hvilken form for morder hun var. Hun var ligesom Razor, en morder der ikke myrdede uden grund. Hun myrdede for oplevelsen, for at se deres frygt og lege med deres håb. En poetisk morder, ville Chester kalde det. Når han følte for det, kunne han også finde på at kalde sig selv det. Selvom han nogle andre gange blot var brutal og ville have det overstået, så han fik blodet. Det kom an på hans humør. Denne aften var han poetisk.
"I like the screams, cuz' it's a way for them to fight back," svarede han igen, "And I looove when they try to fight back. Others might find it annoying, but I?"
Han nikkede en enkelt gang anerkendende før han fortsatte med en enkelt finger svagt løftet: "I respect it. I'm a fighter myself. It wouldn't feel like a fair game, if I just take them, ya know?"
Han trak endnu en gang på skuldrene, denne gang lidt overdramatisk over ironien i sin sidste sætning. Han vendte blikket mod den stakkels pige igen, da englen rev øjet ud af hende, hvilket mindede ham endnu mere om Razor. Gode tider, det ville være svært at leve op til den sjov de to drenge havde sammen. Selvom englen dog også så ud til at vide, hvordan man havde det sjovt.
Hun så forfærdeligt ud, pigen altså, og også rimelig døende. Men af hvad Chester indtil videre havde set af morderen, tænkte han ikke, at hun lade hende slippe så nemt. Han havde ret.

Duften af hendes blod fyldte hans næsebord. Det duftede meget som normalt engleblod, men alligevel var der noget andet ved det som Chester selv efter flere hundreder år ikke kunne sætte en finger på. Som om det var mere bittert. Han vidste også hvordan det smagte, sødt men med en speciel eftersmag, som egentlig blot gav ham lyst til at drikke mere. Hun var en falden engel. Det havde han dog ikke brug for blodduft til at regne ud, det viste hendes adfærd og mørke energi tydeligt.
Han kunne dog ikke lade være med at følge såret med lidt betaget øjne, mens hun fodrede pigen. Engleblod var kvalitetsblod og selv som falden engel ville hendes blod smage bedre end menneskers. Eller det var Chester mening. Det var også noget han ville kommentere på, men så igen, han kommenterede på så meget.
” Your blood smells amazing. Almost like angel blood. And you should take that as a compliment and not as a threat. I’m not going to drink your blood,” sagde han med et skævt smil som blot spredte sig, da han tilføjede: “Unless… you let me of course. I’m not fighting you, I’m not stupid.”
Han kunne godt se, at hun var stærk. Healende blod og kreative torturmetoder. Hun var erfaren og tydeligvis også en anelse skør. Endda skøre end ham, kunne han forstille sig.
Han nikkede for at give hende ret i at blod altid var godt. En falden engel med god smag. Det var belejligt. Så talte hun videre, og Chester troede på hvad hun sagde. Hans smil forsvandt dog ikke og han så hverken fornærmet eller skuffet ud. Han hævede blot brynene.
"Boring. I wouldn't call myself boring. Bored, I am."
Hun puffede til ham før han havde nærmet sig helt, hvilket kom bag på ham. Han havde ikke noget i mod fysisk kontakt dog og lod hende derfor også gøre det.

Han stod nu kun få skridt fra hende, mens hun fortalte ham, hvad hun lavede. Han havde egentlig regnet sig frem til det nu, men det var stadig spændende at se, hvordan hun ville beskrive det. Hun vendte så spørgsmålet mod ham og han tøvede ikke før han svarede: "Because I'm fun of course. I like blood, you like blood and we both like slowly torturing a helpless soul. It'll only turn out great.".
Mens han talte fulgte han hendes bevægelser. Chester var ikke rigtig bange for noget eller nogen, men han følte sig stadig en anelse ukomfortabel med hvor tæt hun kom på ham. Han forstod det ikke, for han havde hængt ud med værre typer end hende, så derfor valgte han at skubbe det til side. Han ville have en god jagt, og det kunne hun give ham. Så måtte han bære over med hendes specielle væremåde. Han gengældte derfor hendes smil, dog kunne han ikke brillere med det som hun kunne.
Det var først, da hun trådte væk fra ham, at han var helt sit naturlige jeg i gang. Han bed mærke i hvor ofte hun kaldte det en 'leg'. Han havde vel også hentydede det til at være en leg før, men hun virkede meget opslugt af det. Han tog vist fejl. Hun var ikke den poetiske morder. Hun var en anden form for morder, som han ikke havde mødt før. Og han kendte ikke nok til hendes slags endnu til at navngive den form for morder. Dette greb ham faktisk kun endnu mere. Han ønskede at vide mere om hendes jagtmetoder og hendes 'lege'.
"I'll play any game," svarede han derfor, "As long as it includes a way for me to clench my thirst, I'm in."

Hans blik gled hen på pigen så snart hun prøvede at bevæge sig. Hvor var hun tåbelig at prøve at slippe væk fra en falden engel og en vampyr. Han gik dog ikke selv efter hende for han var ikke dum nok til at gå efter en andens bytte. Han nåede nu heller ikke rigtigt at reagere før pigen blev slynget ind i muren uden at nogen så meget som rørte hende.
Chester glemte med det samme hvilken situation han stod i. I stedet spærrede han sine øjne op og hans læber adskilte sig let i fuldkommen betagelse. Han forvandlede sig til et barn, som fik hundehvalp, mens han hoppede en enkelt gang på stedet og pegede på pige, der ikke længere bevægede sig.
"Did you just do that?" sagde han med en stemme der blot lysere og svagere for hvert ord, "That- That's awesome! Holy.. how did you do that?"
Chester havde altså en hobby - at blive fuldstændig ellevild over andre menneskers evner. Han elskede det. Evner gjorde alting meget sjovere, især fordi de alle var så unikke. En evne der kunne kaste med folk? Det kunne de kun få noget sjov ud af.
Han rystede hurtigt på hovedet over hendes spørgsmål men ikke som en afvisning.
"Let's play your favorite game," svarede han hende. Nu kunne man virkelig høre spændingen i hans stemme. Han glædede sig til at se mere, mørket fra Josette, fangede ham.
"Jo, lovely name. I'm Chester, and let's keep it at that. No nicknames, please," sagde han og blinkede kort til hende før han gik hen til pigen. Han satte sig på hug ved hende og lod sin finger glide hen af et åbent sår på hendes hoved som var kommet efter hun ramte muren. Han studerede blodet, der klistrede sig til ham og fugtede sine læber før han slikkede det af.
"Jo... I think you and I are going to have a really good time."