Hallo? //Arason//

T: 21:36
D: 29.12.12
S: Kanten af Forest of Mother Nature
V: Sneen ligger som et hvidt lagen over skoven, ingen blæst men det drysser lidt med sne
O: Der er få dyr ude og jage efter mad, skoven bliver svagt oplyst af månen som var på sin rejse over himlen. få elvere der er på vej til byerne.
P: En tyk, brun top med lange ærmer og et par rubuste bukser i samme farve som træernes bak. Bue over ryggen og sværd ved hoften, et par skind støvler til at holde varmen med og med håret sat op.

Hun hørte en ulv hyle langt væk. Det lød som om hylet kom udenfor skoven så det generede hende ik. Kasandra var halvvejs oppe i et træ, på jagt efter en gren hun kunne sove på. Nu da det var så koldt, så ville hun egentlig gerne sove i sin hytte, men hun var for træt til at tage derhen nu. Hun havde brugt hele dagen ved udkanten af skoven, da der havde været problemer med nogle dæmoner der havde generet nogle civile. Hun stod stille på en gren og så ud over skoven. Det var et sjæledent syn at se sne inde i skoven, men hun regnede lidt med at det var fordi hun var i udkanten af skoven. Træerne var ik så tætte her som de var inde i midten af skoven. Så hun valgte at nyde synet lidt endnu. Sneen der dækkede jorden og grenene. Kulden der havde fået en lille år til at fryse til is og få istapper frem på grenene. Hun trak vejret ind og kunne næsten smage kulden.
Mens hun beundrede skovens skønhed lyttede hun også. Træerne var ik særlig snak saglige den aften. Kasandra så tilbage på det træ hun sad i, og beskyldte kulden for at tage træernes energi. Hun drejede sig lidt og så hen ad grenen og fjernede så den sne der var der, og lænede sig så op af stammen. Hun kiggede op i himlen og kunne svagt ane stjerner mellem grenene. Der var få skyer der rejste hen over himlen og dækkede for stjernerne ind imellem, og inden længe begyndte det svagt at sne igen.
I det samme hørte hun noget en smule væk fra træet og hun lænede sig lidt til siden og prøvede på at se rundt om stammen, men stammen var for stor og hun endte med at rejse sig op, og klatre over på den anden side af stammen.

en mand løbe igmen skoven imens han så sig over rygen der var mange efter ham der var fundet en elver med bidemærke fra en vampyr men det var ikke ham der havde gjorde det selv om han havde været den enste vampyr der var blivet og nydt sneende han mærket et skud der fløj forbi ham men det var bare noget der skulle lamme ham så det ud til elverne forfulgte ham i træerne//påklædnige en kappe med hætte der er sort og under den en læder rustinge hætten var nede over hans ansigt og kampen dækket han krop og en bandage over munden og et sværd i siden sammen med tog daggert og en bue på rygen sammen med et par læderstøvler//

Kasandra så fremad og så nogle elvere løbe på grenene, med buerne oppe. Hun lagde mærke til hvor deres opmærksomhed lå henne og kiggede ned mod jorden og så en mand komme løbende.
Elverne havde tydeligvis problemer med at få styr på denne mand, og hun undrede sig lidt over, hvorfor de gik igennem alt det besvær, for en mand. Det var ik normalt for elverne. Måske var det en af deres egne der var ved at blive forvist. Uanset hvad, så måtte hun hjælpe.
Hun hoppede ned og landede med ynde få meter fremme for manden, og hun valgte at gå ind foran ham for at stoppe ham.

han stoppet op foran hende elverne der var kommet ned imens han
så elverne stille sig klar til og skyde ham hvis han gjorde en forkert ting han holde
han kiget på dem alle sammen hvorfor kunne hun ikke bare ha ladet ham komme
vidre men nej hun skulle lide hoppe ned og spære vejen for ham

En af de gode ting ved at være moonwalker var, Autoriteten. Hun vidste at så længe hun stod og ik gjorde noget, så ville elverne i træerne heller ik. Hun skævede op på dem og så at de stod klar, hvis han skulle gøre noget forkert, hvilket var forståeligt, men hun havde ingen ide om hvorfor de jagtede ham, men det ville hun finde ud af.
*Sig mig, hvad er dit navn unge mand? og hvad har du gjort siden du har fået mine artsfæller på nakken? Jeg ville ik stikke af, hvis jeg var dig, for mig kan du ikke løbe fra!* Hun trådte et skridt frem mod ham mens hun talte i hans sind. De andre elvere hørte intet, da hun ik gad at høre deres side. Elverne var simpelthen for ego-centrede til at hun gad at høre på dem, det meste af tiden. Hun så afventende på ham og det var som om noget sagde hende, at hun havde set ham før.

han mærket hende tale i hans sind men han ville ikke
svare hende han viste at hun ikke ville tro ham han kiget sig omkring
og så at elverne havde gjorde deres sigte lidt dårligere men de ville stadig
kunne ramme ham hvad havde de tænket sig med ham han havde ikke
gjorde noget men elverne trode ikke på ham og hvorfor skulle hende her så

Kasandra stod og så afvendtende på ham mens hun slog med en finger på sit lår. Da hun så ham skæve op til de andre elvere sukkede hun og kiggede fuldt ud op på dem. *smut med jer, jeg har kontrol over det her! I det samme lød der protester oppe fra træerne og hun sendte dem et advarende blik og de tiede stille. Hun havde dog opfanget ord som, elver, bid og vampyr og hun regnede selv resten ud.
Hun viftede med hånden og de begyndte at trække sig væk og mens de gjorde det begyndte hun at snakke igen.
*Jeg venter stadig på dine svar!*

han holdet stadig mund og begynde med og tænke
på at løbe op og forbi hende han tænket sig om i det han fandt ude af
det han svarde hende stadig ikke istedet for begynde han og løbe mod hende
så han kunne komme væk fra hende hun ville algvel ikke tro ham der blive skudt en pil ned som ad varsels skud men han løbe stadig

Kasandra så ham komme direkte mod sig og hun hev sin bue frem fra ryggen og lagde en pil på lyn hurtigt.
*Jeg advare dig. Hvis du ik stopper nu så skuder jeg!* Der var noget der sagde hende at der lå noget bag.
*Uanset hvad du skjuler, så vil jeg finde ud af det.*

han forsættte med og løbe han nåede ikke og løbe mere da han¨faldt ned på jorden og kiget op på hende hun havde krammet på ham nu hvis han gjorde en ting ville hun følge efter ham han ledte desparat efter en flugt da han rejste sig op igen og løbe næsten helt hen mod hende han var næsten helt ude af skoven

Kasandra trak strengen tilbage med sin kind sigtede og ramte ham i højre lår. Hun ramte ik knoglen og det var et rent skud så han ville have nemt med at hele, men medmindre han overhovedet ikke følte smerte så ville han have svært ved at stikke af nu. Hun løftede buen igen med en ny pil
*Det der var en advarelse. Jeg er ik bange for at dræbe dig, men jeg vil gerne høre din side. Hvis du fortsætter, så overlever du ik, og hvis du er så heldig at du gør så så vil du blive jaget af alle elvere. Jeg kan hjælpe dig, hvis du snakker med mig!*

han faldt ned da hun havde skudt ham i benet han hev den ude og lå
bare og fik lufte hans hætte var heldigvise ikke faldt af han mærket sne omkring sig
imens han kiget op i himlen hun havde jo ret lide gyldiget hvad han gjorde nu
ville de fange ham han fik kontrol over hans mund og svarde hende "hvorfor skulle jeg sigde det i ville aligevel ikke tro mig"

Hun begyndte at gå hen til ham, mens hun sænkede buen. Ik ned mod ham, men mod siden og pilen pegede ned i jorden. Da hun stod ved siden af ham knælede hun ned ved siden af ham. Hun var rolig og så på ham.
*Det ved du jo ik før du snakker med mig. Hvis du ik har lagt mærke til det, så er jeg ik som de andre.* Hun rettede sig op i fuld højde og så ned på ham. *Vil du snakke med mig, eller skal jeg bare dømme dig uden at vide hvad der skete? For det ser ud til at de andre elvere er ret sure på dig.*

han kiget vredt på hende og rejste sig op i hans højde
"jeg ved ikke hvad jeg skal tro og lad for guds skyld være med og
tale til mig via sindet" han begyndte og gå vidre han forstod hende ikke elverne sad klar med deres buere men han var lidglad "skyd mig hvad vente i dog på" han kiget over på hende og gik vredt hen til hende "hvis du ikke var hoppet ned foran mig ville jeg ha været ude af skoven" sagde han til hende

*1 jeg kan ik snakke på andre måder da jeg ik har nogen tunge. 2 de skyder ik så længe jeg siger nej. Og 3 tro mig, du ville ik kunne løbe fra mig så uanset om jeg var hoppet eller ville du ik have kommet ud.*
Hun gik lidt til siden så hun stod mellem ham og kanten af skoven. *Jeg hørte de andre mumle noget om vampyr og bid. Noget du kender noget til?*
Hun spurgte ik kun ham, men hun spurgte træerne men hendes øjne var fikseret på ham, så det så ud som om det kun var ham hun talte til.

"nej jeg gør ej" løj han og kiget på hende "må jeg nu gå"
sagde han lidt vredt til hende inden han begyndte med og gå forbi hende
igen ikke løbe bare gå forbi hende han sukket i det han forsætte med og gå mod skovens kant så han kunne komme ud

Hun så ham gå forbi og hun bakkede bag ud og gik ind foran ham igen, mens hun lagde hovedet på skrå. Hun lyttede til træerne og runkede så brynene. Nu så hun rigtig på ham og hun lagde en hånd på hans bryst for at stoppe ham.
*Hvorfor siger du ik bare at det ik er dig?* Af alle racer var vampyre nok den sværeste at forstå. *Men hvis det ik var dig der gjorde det, hvad lavede du så her i skoven?*

//Undskyld, men det er senge tid for mig, jeg svarer imorgen ^^ God nat

"fordi hvem ville tro på en vampyr nemlige ingen" svarde han
hende imens elverne hvisket i træerne "jeg var bare ude for at få luft"
løj han og kiget på hende inden han bare blive stående "mere du vil
vide eller hvad" sagde han og kiget på hende med et udtryk af vrede han
hadet at folk bedømmet ham så hurtige nå han var vampyr

Hun så på ham mens han snakkede og løftede så et øjenbryn. Hun kunne mærke at han løj og hun krydsede armene og hendes ansigt lidt mindre venligt.
*Ja, der er en ting mere. Hvorfor siger du ikke sandheden? Hvad vil du tabe hvis du siger sandheden? Jeg ved ik om du har hørt det, men du kommer altså længere ved at sige sandheden.*
Det var begyndt at tynde ud blandt elverne i træerne da det var ved at være sent, men der var stadig nogen der blev. Så kom hun i tanke om hvorfor hun var ved kanten i første omgang og så på ham.
*Var du en del af det plot Dæmonerne havde gang i for lidt siden?*
Hun trådte et skridt tilbage for at kunne se ham bedre.

han kiget på hende da hun spurgte ham i sindet om det
"nej jegb kender ikke noget til det"løj han inden han kiget på
hende igen og prøvet og gå forbi hende hun ville bedømme ham hurtiget hvis han
sagde at han havde været med på det "nogen gange kan folk ikke tåle og
høre sandeheden" mumlte han og kiget på hende igen mens han begynde med og
gå

Hun trådte til siden så hun igen stod foran ham.
*Og nogen gange gør det det hele være, at man lyver.*
Hun prøvede på at fange hans øjne med sine, med både nysgerrighed og rolighed i sine øjne. Denne gang valgte hun at gå rundt om ham, så han bedre kunne se ham i perspektiv.
*En af de ting der gør os moonwalkerer anderledes fra andre elvere, er at vi ik lader andres reacer komme imellem straf og retfærdighed. Den andre elvere tænker for højt om sig selv, til at se at de ofte straffer nogen som ik fortjener det. Jeg er klar til at høre din side af historien, hvis du selv er villig til at fortælle den.*
Hun stoppede med at gå rundt så hun stod et par skridt foran ham og så lidt mod højre. Hun holdte et vågent øje med ham.

han kiget op på hende igen og begynde med og
løbe mod udkanten af skoven men han var så uheldig
at han endte med og komme dybere ind i skoven
han kunne ikke finde ude nu han løbe rundt i cirkele forstod han
selv i det han stoppet op "hvor er vejen ud" mumlte han for sig selv

Kasandra så efter ham da han løb, og lagde mærke til hvilken vej han løb. Hun drejede hovedet ud mod udkanten, med rynket bryn og så så efter ham igen. Kunne han ik lugte udvejen? Det plejede de andre vampyre at kunne. Hun rystede sagte på hovedet og satte så i løb efter ham.
Da hun nåede til et træ greb hun den laveste gren og svang sig op i træet og løb videre oven på grenene. Træerne viste hende vejen og hun løb hurtigt og da træerne begyndte at snakke om at han var tæt på satte hun farten ned og koncentrerede sig. Han ville tydeligvis ik snakke, så hun valgte at følge efter ham. Hun holdte sig så viden ik blæste hendes lugt i hans retning og kamoflerede sig så man ik kunne se hende. Hun var ik usynlig, men hvis man så efter så kunne man se et omrids, det var dog svært i denne mørke. Hun hoppede ned fra træet og gik over til en stamme og lagde ryggen mod den, mens hun betragtede ham.

han kiget sig desparate omkring der var såmange lugte som han ikke
kende forskel på "hvor er vejen ud henne hvor er den"mumlte
han i det han gik rundt og prøvte at finde en vej
ude men han kunne ikke se den eller lugte den han visdte der var en i nærheden
men hvem var det

Kasandra så på ham med et sørgmodigt blik. Han så forvirret og fortabt ud. Da han begyndte at rende rundt, så fulgte hun efter og ik længere kunne hun skjule sin tilstedeværelse for ham, hvilket bare forvirrede ham endnu mere, kunne hun se.
Hun hørte en lyd bag sig og hun vendte sig rundt for at se hvad der foregik. En kæmpe stor skygge drage tårnede sig op mod himlen få meter væk fra hende. Den havde endnu ik set nogen af dem og hun satte med det samme i løb mod vampyren. Hun var stadig "usynlig" da hun nåede hen til ham, men hun fik et godt tag i hans arme, før han nåede at reagere og hevet ham med sig om bag en busk.