Who are you//Markulius//

T: 19:44
S: Ashen Wood forest
V: Køligt, det regner og det er mørkt
O: træer, ingen mennesker, helt stille
P: Det første billed i profil teksten

Regnen ramte jorden med et *plop* Lynie var gennemblødt selvom regnen ikke helt trangt igennem de tæt stående træer, hun rystede over hele kroppen da hun havde det bidende koldt, hun havde ikke nogen jakke på og havde bare ben, det var mørkt og man kunne ikke helt se hvor man rigtig var, hun havde gået rundt i skoven i tider og følte hun gik i ring selvom hun ikke rigtig kunne se det.

Hendes stribede trøje hang ned af skulderne og var helt våd, hun havde et bitte små par shorts på og bare ben, hendes sorte gummisko hjalp ikke meget på varmen hun svuppede rundt i dem og de var også gennemblødte, hendes scene cut var også ødelagt, det sad tæt på hendes ansigt og poppede slet ikke ud som det skulle, hendes pandehår dækkede ikke hendes øje da hun havde taget det væk fordi det gik ind i øjet, hendes krop var kridt hvid da hun frøs og hendes læber var mørke blå.

Fra skovens skjulte træer. Kom en mand gående. Den unge alder skulle man ikke snydes af. Selvom han så ud som en 22 årig var han faktisk 122. Han var vampyr. Men det var der ingen der vidste her til stede i øjeblikket. Og sådan ville han faktisk gerne holde det. Det gennemblødte tøj fra at være gået rundt i skoven var ikke unormalt for ham. Men han kunne jo ikke rigtig blive syg alligevel. Med de rolige skridt som der blev sat i det pjaskede mudder kunne man tydeligt høre ham. Men pludselig stoppede han op. Stilheden fra hans pludselig opbremsning gav et kort skqvat lyd i jorden. Render som denne vampyr hed fokuserede sine energier til Eye of Animal. Han kiggede op. Renders ene øje blev helt sort. En fugl fløj rundt og kiggede ned på jorden. Perfekt. Kort efter så Render fra fuglens øje ned på jorden. Hans perfektionisme på hans øje fangede hurtigt den unge ret flotte kvinde gå igennem skoven. Render's øje blev normalt igen. Og med rolige bevægelser bevægede han sig hen imod denne kvinde han havde set. Han kom frem rundt om et træ. Han havde mistet fornemmelsen om hvor hun var. Men hun var lige i nærheden af ham.

Lynie stoppede op hun kunne høre noget, noget i nærheden, men hvad hun hørte kunne hun ikke helt sige, hendes hørelse var fanget af hendes egen hjerte banken som var helt normalt, hun kiggede rundt men kunne ikke helt se noget andet end en skikkelse ikke lang fra hende, det lignede en mande skikkelse hun gik lidt tættere på skikkelsen hun var ikke sikker på om det var noget andet men hun var nysgerrig nok til at gå derhen, en lav usikker stemme kom fra hende "hallo... hallo" hun kom tættere og tættere på og stod snart ret tæt på skikkelsen.

Render opdagede at lyden af et hallo kom bag ham. Med en hurtig glidende bevægelse havde han svunget sig rundt. Og havde grebet fat i den kniv han siddende i en holder på bæltet ved lænden. Men da han opdagede at det var en kvinden slap han kniven igen. Smilet virkede underligt forførende. "Hejsa. Hvad laver en så smuk kvinde som dem herude." Der gik ikke lang tid før han opdagede at hun var gennemblødt. Med hurtige bevægelse løb han hen til hende. Heldigvis uden at glide. "Du jo gennemblødt." Sagde han undersøgende. Var hun et væsen? Hun lignede ikke en vampyr. Det var sikkert. Hun var for lyshudet til det.

Skikkelsen vendte sig om og afslørede en flot ung mand, hun så kniven glimte i mørket og hun trak sig lidt tilbage, hendes blik var låst fast til kniven og da den faldt på jorden kiggede hun op på den unge mand, hun trak på skulderne hun havde bare taget en tur i skoven "går en tur" hun blev lidt overrasket da han løb over til hende og sagde at hun var gennemblødt *suprise* hun kiggede op på ham og nikkede "ja og det samme er du" hun kunne godt se at han var gennemblødt, hun kørte en hånd gennem sit hår så det gik lidt væk fra ansigtet

Han smilede roligt. "Ja det er jeg vel men en smuk kvinde som dem burde slet ikke blive syg. Skal jeg ikke følge dig hjem?" Spurgte han roligt mens han fortsat så på hende med det rolige blik og det rolige smil. "Jeg mener du burde komme hjem og få noget varme så du ikke bliver syg." Sagde han roligt og så fortsat på hende. Noget pumpede. Det var ikke hans lem. Eller hans pulsåre. Det var hans træng. Men han skubbede den til siden. Render var vegetar.

Hun smilede til ham "jeg bor på gaden" hun trak på skulderne og sukkede, hun kunne godt trænge til noget varme når nu han nævnte det måske skulle hun tage til en kro og få sig noget og leje et værelse, hun så venligt på ham og havde et svagt smil på læben, hun var lidt usikker på denne fyr, hun tænkte på den kniv han havde smidt på jorden.

Smilet på den unge Markulius var unormalt venligt. "Skal jeg hjælpe dem? Jeg mener der er lidt lang til den nærmeste kro. Jeg kunne bære dig derover. Så du ikke skal bruge kræfter på at gå men kan fokusere dine kræfter på at få varmen." Sagde han roligt mens han fortsat så på hende. Med et roligt smil

Bære hende til den nærmeste kro, virkelig, hun smilede venligt til ham og nikkede, det ville være sødt af ham, "det ville være sødt af dig" hun kiggede på ham med et smil på læben, hun gik lidt tættere på ham.

Roligt lagde han en arm om hendes læn og under hendes knæhasser og løftede hende roligt. Hvorefter han bare langsomt begyndte at gå af sted. Egentlig vidste han ikke hvor de var. Men det var nemt at ordne. Hans ene øje. Det som hun ikke kunne se blev roligt sort. Han så fra den samme fugl igen. Den var ikke nået så langt væk. Heldigvis. Men han kunne se hvis han fortsatte ligeud herfra ville han ende ved kroen. Så han fortsatte bare ligeud. Imellemtiden blev hans øje normalt igen.

Hun lagde armene om nakken på ham og smilede til ham da han begyndte at gå med hende, hun lagde ikke rigtig mærke til hans kolde krop inden hun lagde hoved ind til hans krop, hun fik sig lidt af et chok da hendes kind mødte sådan en kold hud, hun kiggede undrende op på ham "du er jo helt koldt" hendes stemme var lav

Han nikkede roligt. "Ja jeg har en sygdom i blodet." Undskyldte han roligt. Det var en normal undskyldning. Som han altid stak. Nogle gange var han heldig de troede på den. Men for det meste løb de skrigende væk. Hvis hun kiggede godt efter kunne hun sikkert ænse den blege hud. Og til sidst de øjne som var halvrøde halvhimmelblå. Unormal farve. Men det var ikke noget han ville snakke for meget om.

En sygdom i blodet ej det måtte han gøre bedre, hun kiggede på ham hans ansigt og lagde godt mærke til den blege hud og de unaturlige øjne, hendes hånd var på hans kind, den blev hurtig kold men hun tog den ikke væk, "hvad er du" hun kiggede ham i øjne for at få ham til at sige sandheden havde hun nogle blide øjne som kiggede direkte på ham.

Han så direkte på hende og sukkede svagt før han roligt løftede hende op. Lige hvor hans hals og nakke mødtes var der fire ar. Det mest normale kendetegn for en forvandling. De så ret store ud. Et tydeligt tegn for det havde været en mand der havde bidt ham. Men det endelige var at det var tydeligt en vampyr havde bidt ham. Sådan var det jo altid med vampyrer. Grebet om hende virkede anstrengende men løst. Han var van til at folk fandt ud af hvad han var og stak så af. Men inderst inde. I hans døde krop. Ville han ønske han kunne finde en der for en gangs skyld ikke stakke af. Men lærte ham at kende først.

Hun så på ham undrende da han sukkede og løftede hende op, hun fik øje på fire på hans hals, hun var mundlam for et sekund, vampyr det var det som dræbte hendes familie, hun overvejede at flygte langt væk men lod i stedet for sin finger glide over arne, hun tog hånden væk og kiggede på ham uden at sige noget, tanken om at flygte var der stadig men noget fik hende til at blive hos ham.

Markulius så kort på hende. Undrende over hvorfor hun så så lammet ud men ikke var løbet endnu. Var hun ikke bange for ham. Hun troede nok ikke bare på at han var hvad han var. Roligt kom hans tænder frem mens han kiggede hen på et træ. For ikke at virke truende. Det endelige bevis for at han var vampyr.

Hun gispede da hans tænder kom frem, minderne alle de mange minder kom tilbage, hun kunne ikke holde til det, hendes familie hendes stakkels familie det hele var hendes skyld, hun var skyld i deres død, en tåre trillede ned af hendes kind, hun ville ikke græde hun ville ikke folk skulle se at hun græd, hun gav et lille peb fra sig da det blev lidt for meget og gemte sig ansigt ved hans hals, hvorfor skulle han lige havde vist tænder.. Hvorfor, der var ingen grund til at skræmme folk slet ikke dem der havde dårlige oplevelser med dem.

Han så på hende roligt og undrede sig over hun bare gemte sig ind mod hans hals. Roligt forsvandt hans tænder tilbage på plads i normal størrelse. "Undskyld. Jeg skulle lige være sikker på du vidste hvad jeg var. Normalt plejer folk at løbe når de opdager hvad jeg er." Sagde han roligt. Fremad røg blikket og han opdagede de næsten var ved den kro som han vidste var den retning han var gået. Man begyndte at kunne se de små lys fra kroens vinduer.

Selvfølgelig var hun sikker på hvad han var hvem ville tvivle, hun havde skam også lyst til at flygte fra ham men der var noget der holde hende tilbage noget det sagde at ham her var anderledes end de andre vampyrer "vis det kan hjælpe har jeg lysten til at flygte" hun smilte drillende til ham "men noget holder mig tilbage" hun kiggede forud og så de små lys fra kroens vinduer "du er anderledes" sagde hun mens blikket var vendt mod kroen.