Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Den sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164973 indlæg i 8752 emner
Markulius, we need to talk!
Side 1 af 2 • 1, 2
Markulius, we need to talk!
Omgivelser: Ingen væsner. Rotter, skraldespande, og så videre.
Tid: 23:42.
Vejr: Blid kølig brise, få grå skyer, halvmåne.
Påklædning 1, profil.
Nille gik langs gågaden. Hun lignede en der var blevet tortureret, hvilket hun også var blevet. Hun rystede svagt ved armene og benene. Hun havde blod på sin kind, de tre ar på hendes venstre arm, var blevet større. Hun havde små skrammer over hele kroppen, men intet varigt. Dusørjægeren havde nærmest kun brugt vievand mod hende, og så en pisk, men den havde ingen varig skade gjort da pisken ikke havde været så forfærdelig. Pisken havde været en kort snor, dyppet i vievand. Hun rystede specielt på venstre arm, ikke noget hun selv gjorde, men fordi hun stadig var i chok. Hun kunne ikke skelne mellem venner og fjender, hun havde næsten fået sig til at dræbe Caroline! Caroline som var hendes bedste veninde... Hende som havde overbevist Nille om ikke at begå selvmord. Hun havde også opdaget at hendes og Marks forbindelse var brudt. Hun havde kun følt sine egne følelser. Hvilket et held, for den tortur Nille havde været igennem, var blevet for meget for hende. Hun var en Drevens nu. Hun var stærkere. Markulius kunne ikke længere gøre hende noget, og det måtte han heller ikke. Hun rankede sig, så hun gik som hun plejede. Hun lignede en man ikke skulle komme på dårlig fod med, og det skulle man da bestemt heller ikke. Hun var ikke en man bare sådan kunne angribe. Jo, man kunne godt angribe hende, men så ville man dø. Alt efter hvem man var.
Færten var Markulius ramte hende. Hun så rundt.. Dér.
"Markulius!" Hendes stemme var skarp, bestemt. Man kunne både høre og se på hende at han skulle snakke med hende, om han ville det eller ej! Hun gik med hastige skridt mod ham, mens hendes lysende blå øjne lynede af nysgerrighed og savn. Hun havde faktisk savnet ham. Men hun var nysgerrig om noget. Hendes sorte hår var løst med en hvid fjer i. Hun havde en daggert gemt i hver læder støvle. Hun havde ikke trukket hætten over, så hendes hår var løst.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Det var der manden næsten tabte glasset. Baren var en af de åbne hvor man kunne se hele vejen ind. Kort føltes det var som om hjertet sad i halsen. Roligt og perfekt ubemærkeligt af hans overraskelse lagde han glasset ned og vendte sig rundt samtidig med at den hånd ved baren som hun ikke kunne se gled ned og greb fat om skaftet på den ene af hans perfekt afbalancerede knive.
Og det var der hans fik øje på hende. De perfekte øjne. Det smukke hår. Den perfekte krop. En mands drøm. Enhver mand ville ønske en aften med hende. Undtagen denne mand. Markulius som navnet var. Markulius havde allerede tilbragt en aften med hende. Og ønsker stort set bare ikke andet end at slippe for minderne. For de gjorde ondt. Men det var hans tidligere liv.
Markulius var blevet desperat. Og havde valgt at tage det eneste job han var god til. Han var dusørjæger nu. Og øverst på den liste han fik i den gruppe han var kommet ind i. Stod Abbadon. Ikke mange vidste hvor gode forbindelser Nille havde til ham. Men det gjorde Markulius. Men nummer to på listen stod så Nille. Det var grunden til han gik efter kniven. Han overvejede kraftigt at indtræffe dusøren. Bare som hævn for hvad hun havde gjort ved ham. Ingen i hele hans liv havde fået ham til at tvivle så kraftigt på hans liv. Andre end hende. Roligt slappede han mere af og slap kniven svagt. Nej. Han ville aldrig kunne få sig selv til at skade hende. Det krævede alle hans kræfter sidst. Og han havde ellers sådan håbet han slap for hende. Men der var hun. I fuld fart mod hende. Mindst 120 i timen. Sådan så det i hvert fald ud. Roligt vendte Markulius sig rundt igen og tog en ny tår af sin øl. Baren var øde. Der sad ingen ved siden af ham. Hvis hun ville kunne hun bare sætte sig. Han ville ikke stoppe hende. Han ville bare nyde sin øl og fokusere på noget andet end arbejde for en gangs skyld.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Nille gik mod Markulius med hastige skridt. Hun var pænt ligeglad med om han ville snakke med hende eller ej. Hun ville ikke snakke med ham heller, han havde jo været så ond sidst! Hendes øjne lynede. Hun satte sig ikke ned, hun var heller ikke for tæt på ham, da hun stoppede op. "Vil du være så venlig at forklare mig, hvordan vores forbindelse er blevet brudt?" Spurgte hun. Hun havde hænderne knyttet. De tre store ar var tydelige for enhver nu. Man kunne også se hun havde grædt. Hendes krop rystede svagt. Det var tydeligt at se at der var sket noget.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Ølkrusset blev roligt hævet og Markulius tog en god lang tår. Og lagde så krusset på bordet. Og sukkede svagt. Spørgsmålet var ventet. Men at det var så hårdt. Så fjernt og ondt. Undrede Markulius meget. Roligt vendte han svagt blikket imod hende. De tydelige tegn på et stort chok og en stor rystelse var tydelig. Men hvad var mere tydeligt var de tre lange ar. Markulius sukkede svagt. Før han så på sit ølkrus igen. "Kan du ikke mærke noget nu?." Var det eneste han ville sige. Han ville ha hende til at lægge mærke til at hans normale kulde som gav hende et begær efter ham. Var umærkeligt væk. Ikke skruet ned som normalt. Men helt væk. Selv på den afstand hun var nu burde hun kunne svage den svage nedskruede kulde. Men der var intet. Ingenting overhovedet.
Selvom der var nogle kølige briser var der ikke nogen ligesom hans kulde. De var bare behagelige. Ikke begæriske.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
"Nej, det kan jeg ikke. Vil du være en sød fyr og forklare mig hvordan det er sket?" Hun lagde armene over kors, mens hun sukkede dybt. "Din begærende kulde er heldigvis væk. Du har blandt også noget andet at forklare." Hendes øjne blev kolde, vrede. "Hvorfor var du så ond sidst? Hvorfor er vores forbindelse væk? Hvad er der sket?!" Hun trak vejret dybt ind.
Hun ville ikke lade ham gå nogle steder, før han havde forklaret hende det hele. Sådan var det bare. Hun sukkede igen, ikke så dybt denne gang. "Jeg vil have svar på mine spørgsmål." Hun lagde armene over kors.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Hun lod sig ikke påvirke af hans råben, eller at han puffede hendes skulder væk. "Lad vær med at råbe." Sagde hun blot og vendte sig om mod ham. Hyg dig med Jacob. Ahva! Vreden samlede sig i hende. Hun knyttede hænderne. "Du kan i det mindste snakke pænt!" Hun havde hævet stemmen men råbte ikke. En klump af kulde samlede sig i hendes mave af hans ord.
"Så du vil dræbe mig." Elskede hende engang... Så han gjorde det ikke mere. Det var hun faktisk glad for. Hun gik efter ham. "Hvis du dræber mig, dræber du Rebecca! Dæmonen du elskede. Hun lever stadig. Inde i mig." Hun håbede vel på at det virkede... "Og hun elsker dig. Selv som du er nu. Men hun er svag, Mark. Jeg kan ikke mærke den tiltrækning jeg havde til dig engang, fordi hun er svag. Den lille stump sjæl der er tilbage af hende er svag. Du gjorde hende svag. Det er din skyld at hun er svag. Det er et held for mig, at hun er svag. Den tiltrækning jeg havde til dig vil aldrig komme tilbage. Rebeccas forelskelse i dig er for svag til at påvirke mig. Jeg kan mærke det. Dræb mig, og du vil blive dræbt før du ved af det." Teknisk set levede Rebecca, og så alligevel ikke. En lille stump af hendes sjæl hang sammen med Nilles. Nilles sjæl havde manglet et stykke, som resten af Rebeccas sjæl overtog. Hun vendte ryggen til, men var opmærksom. Hvis han ville angribe, ville hun hurtigt opdage det, og undvige. Hun gik med målbevidste skridt væk fra ham.
Hun hadede ham.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
"Rebecca eksisterede, det gør hun stadig. Hvis du dræber mig, dræber du hende. Du forelskede dig kun i mig, fordi hun er inde i mig. Hun kan se dig lige nu... Hun har det som jeg havde det, dengang hun havde kontrollen. Du leger med ilden, Markulius. Hvis det ikke var fordi at du skræmte hende, ville hun være fremme lige nu. Jeg ville ikke have kontrol. Din gamle evne var det der trak hende til dig, men sidst virkede det ikke, fordi jeg var svag, så hun var svag." hun så væk. "Jeg er efterhånden van til at dusørjægerne vil slå mig ihjel, men du glemmer en ting." Hun kiggede på ham igen. "Hvis du slår mig ihjel, er det ikke sikkert jeg forbliver død." Hun rev sin arm til sig. Hun var jo trods alt stærkere end en almindelig vampyr, da hun var en Drevens.
Sidst rettet af Nille Man 7 Okt 2013 - 7:46, rettet 1 gang
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
"Markulius, du må ikke gå..." Hvis det havde været muligt, ville Nille faktisk have haft blondt hår, men nej. Det var ikke muligt. "Du må ikke give op." Det var Rebecca der snakkede, ikke Nille.
Nille så rundt i mørket. Forhelvede, var hun nu tilbage? Hun så Rebecca sidde ned i skrædderstilling, og hendes læber bevægede sig. Nille gik hen imod hende... Og før hun vidste af det, var Rebeccas hånd om Nilles hals. "Nok kan jeg ikke overtage kroppen igen, men jeg kan det som du kunne. Snakke med dem jeg holder af." Rebecca smilede svagt.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
*Nej Markulius du skal ikke falde i hendes klør igen* Markulius stoppede op cirka en meter fra hende. Den stemme. Inde i hans hoved. Det var hans dyriske side. Han havde hørt den engang før. For mange mange år siden. *Men det er kvinden jeg elsker.* Stemmen grinte *Du elsker ikke nogle. Du er en dusørjæger. Du er et monster. Tag kniven og gør en ende på det. NU MARKULIUS.* En enkel kontrol fik dyret i ham. Og han greb fat i den ene kniv ved sin lænd. Før hele armen begyndte at ryste. *Nej jeg kan ikke.* Roligt slap Markulius kniven igen. Og faldt ned på knæ. Så den meter som var der før. Blev til en halv meter.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
"Du slipper aldrig fri!" Snerrede Nille, mens hun greb fat om Rebeccas arm med begge hænder. "Vil du ikke have din sjæl for dig selv da?" Spurgte Rebecca, og strammede sit greb om Nilles hals. Nille vred Rebeccas arm om, så hun gav slip. "Jo!"
Mere skulle der ikke til. Nilles øjne landede på Markulius. Rebecca styrede stadig. Hun kravlede væk da Markulius greb fat i sin kniv. "Nej, Markulius!" Stadig Rebecca der snakkede. Hun så på ham med vidt op spærrede øjne. Da han slap kniven, mistede Rebecca kontrollen.
Nille så rundt, hun havde kontrol igen. "Forhelvede..." Hun tog sig til hovedet. "Se selv, hun er der stadig.. Og om få dage, slipper hun fri."
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Og der stod Markulius, klar til at dræbe hende. Hun kendte hans evne. "Du ødelægger ham. Du ved ikke hvad du gør. Han elsker Rebecca. Hvis du dræber mig, vil det ikke hjælpe Markulius eller dig. Hun er stærk. Du kan bruge deres begges magt. Hvis du dræber mig, tro mig eller ej, Rebecca bliver hamrende sur på dig." Hun kravlede lidt væk. Og så kom smerten. Hun snerrede, på grund af smerten, og lukkede øjnene hårdt i. Smerten var bekendt. Hun havde følt den før. Og hun hadede den! Rebecca pressede til, hun ville fri nu. Nille hostede, og vendte sig om, og hostede blod ned i asfalten. "Årh forhelvede, Rebecca!" Nille rejste sig fortumlet op, væk fra Markulius. Hun var svimmel. "Du vil ikke dræbe mig..." Rebeccas stemme. Nille tog sig til hovedet. "Du vil ikke dræbe mig eller Nille... Markulius, vær sød og lad være.." Stadig Rebeccas stemme. "Ignorer dyret i dig!" Det var både Nille og Rebeccas stemme nu. Nille var lige ved at falde, men fik holdt sig oppe.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
"Det gør hende intet. Den kriger ed, holder ham fra at dræbe mig,og selv hvis den kriger ed ikke var der, ville han ikke dræbe mig medmindre han ønsker Rebeccas vrede. Vi er ikke gode venner, nej. Men mig og Rebecca forstår hinanden. Vi ønsker ikke hinanden død. Gå din vej, uhyre. Du får intet ud af dette." Sagde Nille med roligt smil. "Og nu må du have mig undskyldt." Lige da Nille sagde det sidste ord, kollapsede hendes krop sammen og hendes krop faldt til jorden. Fem sekunder efter skreg Nille op. Fem sekunder efter det, rejste hun sig op, omtumlet. "Hun er fri." Nille var svimmel. Hun var lige ved at falde. "Jeg troede først at hun ville komme fri, efter et par dage... Men..." Nille hostede.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Da Mark vendte tilbage, lå Nille også på jorden. Med lukket øjne, hun var besvimet. Rebecca spærrede øjnene op, hun lå i en gyde, nogle meter fra Mark og Nille. Hun satte sig op og tog sig til hovedet. "Årh forhelvede.." Mumlede hun. Hun havde hovedpine. Rebecca rejste sig op, og så ned af sig selv. Hun smilede stort. Rebeccas blondte hår var sat i en flot fletning, hun havde en tætsiddende hvid kjole på, hvide stiletter. Hendes blå øjne lyste svagt. Rebecca gik mod Nille og Mark.
"Vågn op." Rebecca ruskede svagt i Nille, som kort efter lukkede sine øjne op. Nille sukkede dybt men rejste sig op. Rebecca gik over til Mark, og satte sig på hug. Hun strøg ham ned af kinden forsigtigt. "Markulius... Er du vågen?" Hviskede Rebecca, men højt nok til at han ville kunne høre det.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Et spjæt kom fra ham. Og han satte sig pludselig op. Han var tilbage i sin egen krop. Pustende. Svedende. Og blegere end en vampyr plejede at være. Øjnene var spæret helt op. Markulius gik med det samme efter sit hjerte. Men der var ingen fornemmelse af en hjerterytme. Det var klart. Markulius var jo udød. Men alligevel var det som om hele hans krop dunkede som bare satans. Han var stadig ret chokket. Han var med andre ord. Helt paf.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Nille trådte et skridt frem, selvom hun følte at hun måske skulle gå. "Jeg går igen." Nille smilede svagt til Rebecca, der vendte sit ansigt mod hende. "Vi ses, Nille." Rebecca smilede kækt. "Og hils Jacob fra mig." Rebecca kiggede på Mark igen. Nille himlede med øjnene og begyndte at gå væk.
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Gæst- Gæst
Sv: Markulius, we need to talk!
Rebecca åndede lettet ud da han hviskede hej. Han var i live, godt. Hun satte sig i skrædderstilling mens hun betragtede ham. Hun mærkede sit hjerte banke stærkere da han smilede fjoget. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Og hvad er dit spørgsmål så?" Spurgte hun roligt. Hun strøg hans kind med blide bevægelser med sin hånd.
Hun grinede svagt over hans spørgsmål. Hun rystede på hovedet. "Nej ikke for mig." Svarede Rebecca roligt med et skævt smil. "Kan du gå?" Spurgte hun bekymret.
Gæst- Gæst
Side 1 af 2 • 1, 2
» What to do? ~Markulius~
» Who are you//Markulius//
» So you are the one - Markulius
» Tonight - Markulius
Igår kl. 16:54 af Katrina
» Your new home, my little sweetheart
Igår kl. 14:38 af Celenia
» please safe me - Savas
Tors 21 Nov 2024 - 13:42 af Savas
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
Tors 21 Nov 2024 - 13:17 af Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
Tors 21 Nov 2024 - 13:00 af Sean
» Aften a long time - Sean
Søn 17 Nov 2024 - 21:04 af Lori
» Oh what a circus -Natalie
Søn 17 Nov 2024 - 15:56 af Madelena Gray
» Who am I now?? //Jake//
Søn 17 Nov 2024 - 7:40 af Jake
» A royal search for knowledge
Lør 9 Nov 2024 - 17:39 af Elizabeth