Where am I? //Markulius//

T: aften
S: Dragons peak, Emerald of dreams
V: Ingen idé, er inde i et bjerg
O: En masse væsner
P: sorte læderstøvler, grønne bukser, og en sort kappe med hætte der er trukket over hovedet, så man ikke kan se hendes ansigt.


Hun havde fået at vide, at hun kunne finde ham her, i Emerald of dreams-distriktet. Han skulle give hende svar på, om hun nogensinde så sin elskede Johan igen. Hun så sig lidt forvirret om, hun havde aldrig været her før, så hun anede ikke hvor hun skulle gå hen, hvem hun skulle spørge, om folk her var venlige eller fjendtlige. Hun fik øje på noget, der lignede en kro, og skyndte sig derhen. Hun åbnede døren og smuttede hurtigt ind og op i baren, hvor hun henvendte sig til bartenderen, og spurgte efter ham. Bartenderen nikkede, og pegede i retning af et bord. Kairi vendte sig, og gik langsomt hen mod bordet, hvor manden sad.

Den mand der sad der var ikke Markulius. Som manden hed som hun ledte efter. Manden pegede mod en trappe til en etage ovenpå. Og rakte hende en nøgle til værelse nummer 13. Inde på det værelse sad Markulius stille og så ligeud for sig. Ud igennem et vindue. Ud over hele den smukke by. Lavet indeni bjerget. Af klipperne derinde. Den så så fredfyldt ud. Noget han ikke var van til. Men han måtte understrege at det så smukt ud.

Hun fandt det lidt mærkeligt at hun havde fået en nøgle til værelset, men nikkede bare til manden som tak, og gik så op ad trappen. Hun holdt øje med værelsesnumrene, mens hun gik og tænkte på hvad Johan ville sige hvis han vidste at hun var her. Han ville vel være glad for at hun prøvede at finde ham, men på denne måde? Hun sukkede, og stod nu ved værelse nummer 13. Hun tog en dyb indånding, og bankede så på døren.

Der kom ikke en lyd. Døren var låst. Det var meningen hun selv skulle låse hende ind. Det var derfor hun havde fået nøglen. Derinde var rummet meget tomt. Det var næsten helt mørkt. I midten af gulvet sad en stol. Af ren metal. Kæder kunne høres. Store og tunge. Men han virkede som om han havde sat dem fast selv. Nøglen hang om hans hals. Roligt bevægede hans blik sig direkte hen imod døren som nogen bankede på. Han sagde intet. Der var en grund til de fik nøglen. Og når hun kom ind kunne hun se hvorfor. Han kunne ikke bevæge sig.

Der blev ikke svaret på hendes banken, så hun så lidt på nøglen hun havde i hånden, og regnede med at meningen så var at hun selv skulle låse sig ind. Hun satte derfor nøglen i låsen og låste den forsigtigt op, og åbnede den. Hun havde ikke rigtig tænkt over hvad hun ville finde derinde, så hun blev lidt overrasket, og stod bare stille i døren og betragtede det hele, det store mørke rum, stolen i midten og manden der var spændt fast til den. Hun rømmede sig og fik fremstammet "Go...Godaften."

Blikket rettede sig mod hende så snart at hun kom ind af døren. Duften af hende ramte ham perfekt. " Shapeshifter." Sagde han roligt stadig med blikket mod hende. "Det er længe siden jeg har fået besøg. Hvad søger de?". Blikket var koldt og ordene følelsesløse. Men alligevel sad et smil på hans læber. Han vinkede hende roligt hen og sidde på en stol overfor ham. Så de kunne se hinanden i øjnene.

Hun nikkede da han snakkede til hende, og gik hen og satte sig på stolen foran ham. Hun havde stadig kappen på, og hætten over hovedet. Hun så på ham, og svarede ham så. "Jeg fik at vide, at De har evner til at se ind i fremtiden. Passer det?" Hun lænede sig lidt tilbage i stolen, og afventede svar.

Svaret kom ikke. Men et andet spørgsmål som egentlig besvarede det kom. "Kan du betale prisen." Spurgte han koldt og så fortsat på hende. "Hvor lang tid er det ud i fremtiden du vil se?. Og hvad er det du søger et sådan sted?" Spurgte han roligt mens han fortsat så på hende med det følelsesløse blik men varme smil.

"Det afhænger af, hvad prisen er. Jeg ved ikke, præcist hvor langt ude i fremtiden det er. Jeg søger at få svar på, om jeg ser en person igen, som er forsvundet. Er det noget, du kan klare, eller ej?" Hun lod ikke stemmen afsløre nogle følelser overhovedet, og ansigtet var stadig gemt bag hætten.

han så på hende. "Søge efter et svar?. Tag hætten af og lad mig se dig." Sagde han roligt mens hans smil blev mere lusket dog stadig varmt. "prisen for mig er ikke penge. Penge interessere mig ikke. Prisen for mig er blod. Det er derfor jeg er lænket. Så jeg ikke går amok af smagen af det." Sagde han roligt med et roligt smil rettet imod hendes hætte.

Hun lod ham tale helt færdigt, før hun overvejede at tage hætten ned. Hun var lidt betænksom da han nævnt prisen, og tænkte straks på sit ufødte barn. Hun var ikke sikker på, at det var smart at hun lod ham suge blod fra hende. "Blod, siger du? Jeg ved ikke helt, om jeg..... Ja, om det er noget jeg kan give dig."

Han så på hende fortsat før hans blik rettede sig mod hendes mave. "Arh jeg forstår." Sagde han roligt og smilede roligt. "Så lad os snakke sammen lidt." Sagde han smilende. "Hvad skal barnet hedde?" Spurgte han roligt. Han kunne høre de små hjertebanken fra hendes mave. Et tydeligt tegn på hun havde 2 hjerter. Men han forhold sig rolig.

Hun blev meget overrasket over, at han vidste at hun var gravid, og sad bare helt stille i lidt tid, inden hun gav sig til at svare. "Øøh... Altså, det har jeg faktisk ikke haft tid til at tænke på endnu. Jeg har haft for travlt med at prøve at finde faderen." Hun rykkede sig lidt i stolen. Hun brød sig ikke helt om den måde, han så på hendes mave på.

Han smilede roligt. Før han med en hurtig bevægelse svang sin hals så nøglen hoppede op. Han greb den med munden og rev den løs fra sin hals. Hvorefter han lod nøglen glide ned i hans hånd og begyndte at låse kæderne fri. "Er det ham du søger nu." Spurgte han roligt og låste den sidste kæde op om sin ankel før han så op på hendes ansigt. Han sad helt fri nu. Og det havde ikke taget ham mere end 10 sekunder. "Du har altid tid. Du har tid lige nu." Sagde han smilende.

Hun følte sig ret utryg, nu da han havde låst kæderne op, og hvis han kunne høre hendes hjerte ville han med garanti høre, at hendes puls var steget. Hun så lidt skræmt på ham, selvom han stadig ikke kunne se hendes ansigt, og svarede så. "J-Ja, det er det."

Han smilede roligt. "Du har intet at være bange for. Jeg mister kun kontrollen ved smagen af blod. Jeg vil ikke angribe dig." Sagde han roligt mens han fortsat så på hende. "Tænk over det hvad vil de gerne kalde barnet hvis det kom lige nu og her." Spurgte han roligt med et smil. Med blikket venligt og varmt rettet imod hende.

Hun nikkede, og slappede lidt mere af. "Okay, så er jeg mere rolig." Hun satte sig lidt bedre i stolen igen, og slappede mere af. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, og svarede så. "Hmm, hvis det blev en dreng ville jeg nok kalde ham Jack. Eller måske James."

Han smilede blidt. "Jack lyder som et rigtig godt navn." Sagde han smilende før han lukkede øjnene. Og sugede kraftigt ind med sine lungers fulde styrke. Før han roligt pustede ud igen. Samlede sine energi til at se ud i fremtiden. "fortæl videre." Hviskede han blidt og mente hun skulle fortælle ham om hendes pigenavne til barnet.

Hun smilede lidt da han roste hendes idé med at kalde ham Jack hvis det blev en dreng. Hun tænkte lidt, hvad skulle den hedde hvis det blev en pige? "Hmm, hvis det bliver en pige, så tror jeg hun skal hedde Annika, eller Julia." Hun trak vejret helt roligt, og sad bare og slappede af.

Han smilede roligt svagt. "Julia er sådan et smukt navn. Et smukt navn til en smuk kvindes datter." Sagde han roligt før hans øjne blev røde udenom og begyndte at gløde røde. "Jeg lover ikke at jeg ser præcis hvem han er. Men fortæl om ham så skal jeg se om jeg kan genkende ham i mit syn." Sagde han roligt. Og lukkede blidt sine øjne i. En lille tåre af blod gled ned fra hans øjenkrog. "Tænk ikke over mine øjne. De bliver røde når jeg vil se ind i fremtiden. Og jo længere frem jeg skal se jo mere ondt gør de. Men jeg mærker det dårligt. Blodet er ikke på grund af det." Sagde han roligt og fortsat fokuserede sin energi fremad i tiden.

Hun smilede og følte sig smigrt over hans kompliment, men sagde ikke rigtigt noget. Hun holdt i stedet øje med hans øjne, der ændrede sig nu. Det så skræmmende ud, men han forsikrede hende om at det ikke var så slemt, så hun fokuserede på at fortælle ham om Johan. "Han er... Ret høj, langt brunt hår og mørke øjne. Han går oftest i en læderjakke, og har meget tit en høg med sig som er hans sjæledyr, da han er santuine." Hun blev stille, og afventede om det var informationer nok til Markulius.

Han havde fortsat lukket øjne mens han fokuserede sin energi. Den smule han nu havde. Han fik ikke et klart billede så han kunne ikke se noget specifikt. Men han hørte en sætning. Eller rettere 2 ord i sætningen. "Johan Hunt." Hviskede han svagt. Mens han fortsat fokuserede. "Du snakker med nogle kan jeg høre. Og du siger et navn. Men jeg kan intet se. Jeg kan ikke se hvem jeg snakker med. Og jeg kan heller ikke høre andet end. Johan Hunt. Du virker glad. Ja lykkelig at dømme efter din stemme." Han hørte en vrængende lyd og prøvede at fokusere på det. "Og et barn." Hviskede han kort. "En nyfødt baby der græder fordi den lige er kommet ud og har fået sin første mundfuld luft." En tåre af blod gled mere ned. Før han roligt åbnede øjnene. Langsomt forsvandt det røde fra hans øjne. Og de blev normale igen. Det eneste tegn der var tilbage var 2 lange røde streger fra hans blodtåre. "Og barnet lyder sundt og rask." Sagde han smilende.

Hun smilede, og en tåre gled ned af hendes kind. Det var ikke et klart svar på om hun fik Johan at se igen, det kunne ligeså vel være at hun bare nævnte ham som værende far til barnet. Men hun fik sit barn, og det ville endda være sundt og rask. Mere kunne hun ikke ønske sig lige nu, det ville være for meget at bede om. Håbet om at gense Johan eksisterede stadig, men hun havde et nyt og mere vigtigt mål nu. Hun ville snart blive mor, og situationens alvor var først lige gået op for hende.

Han så på hende roligt. Tåren som gled ned af hendes kind fik hans smil til at blive større. Han kunne se på hende at hun var glad. Roligt fandt han et tørklæde frem og rakte hende det blidt. "Hvor er mine manere for pokker da." Sagde han roligt og rejste sig. Hvorefter han tændte nogle af olielamperne der hang rundt omkring. Hvorefter han tog en flaske med noget vand og is og hældte op i 2 glas. Hvorefter han gik hen og satte sig igen og rakte hende det ene. "Undskyld mig Frøken jeg er helt væk. Mit navn er Markulius. En af de sidste Fortunere i verdenen. Det vil sige en af de eneste der kan se ud i fremtiden." Sagde han smilende og så fortsat på hende. "Jeg beklager at jeg ikke kunne se noget. Men med den mængde kræft jeg har tilbage har jeg ikke mulighed for at kunne se ekstremt meget. Jeg mener jeg vil gerne hjælpe. Men uden noget blod så kan det ikke lade sig gøre ordenligt. Jeg er fuldt forstående med du ikke kan betale prisen. Det handler jo om det ufødte. Det skal ha lov til at leve. At blive født og leve sit liv. Jeg vil ikke ha på mine hænder at jeg har skadet den lille." sagde han smilende mens han fortsat så på hende. Han havde aldrig set en så glad som hende. På trods af han ikke så hendes elskede.

Hun kunne ikke stoppe med at smile, og da han gav hende tørklædet og gav sig til at gå rundt og tænde lys, følte hun sig tryg nok ved ham til at lade hætten falde, og lade ham se hendes ansigt ordentligt. Hun smilede og tog imod vandet, og drak en lille tår mens han fortsatte med at tale til hende. Hun nikkede af hans forklaring, og fortsatte bare med at smile. "Det er helt i orden, du har hjulpet mere end jeg kunne have ønsket mig. Ganske rigtigt så du ikke Johan, eller gav et klart tegn på om jeg ser ham igen, men du fik mig til at indse hvad der i virkeligheden er vigtigt nu. Som du så rigtigt siger, er der en større sag der nu dominerer alle andre beslutninger, nemlig det lille barn. Jeg har vidst det i et stykke tid nu, men ikke indset alvoren af det før nu, før du fortalte mig at det vil komme til verden og være sundt og rask. Det skal du have tak for, og jeg vil selvfølgelig stadig betale, selvom det så ikke kommer til at blive med mit eget blod." Hun så på ham, stadig med et smil, og afventede hans reaktion.