Is it you again?! //Christian//

Hun gjorde som han bad om og holdte vejret. På et splits sekund blev ligget på en ... Slags sofa kunne hun mærke. Hun åbnede øjnene men kiggede omgående på hendes hænder. "Undskyld... For det før." Mumlede hun... Hun var ikke sikker på om Skammer øjnene var væk... Hun prøvede at mærke efter... Det var de.. Nu var de bare normale sorte igen. Hun mødte hans blik men der skete intet... Hun sukkede lykkeligt. "Det er okay nu, du kan godt se mig i øjnene... Men for en sikkerheds skyld så vær beredt." Hun satte sig op på sofaen og kiggede rundt. Der var pænt.

han gik hen og satte sig ved hendes side "det gør ikke noget tro mig, men pas på med sådan noget, nogle gange er det minderne og samvittigheden der holder sammen på menneskeligheden" han lagde kort sin hånd på hendes og gav den et blidt klem "når nu hvor vi er her i mit ellers så finne hjem, vil jeg spørge om du er sulten" han smilede svagt og kløede sig i nakken, næsten en smule forlegen, huset var nu smukt, der var et smukt maleri af en sort hest med kloge brune øjne, en masse bøger og alt muligt andet mellem himmel og jord. ting fra hans ungdom til alle mulige andre

Hun kunne mærke at han blev lidt forlegen... Hvilket bare fik hende til at smile. "Jeg skal nok passe på, og... Jah men har du kød?" Spurgte hun drillende. Hun rejste sig op og gik hen til maleriet... Det var pænt, hun elskede heste men denne sorte hest var noget så smuk... "Hvem er det?" Hun pegede på maleriet, måske kendte han hesten... Der var mange ting kunne hun se... Hun satte sig ned ved siden af ham igen og kiggede fascineret rundt. Hendes hytte i The Forest var meget hyggelig med stald og fold men dette var... Eksotisk.

han smilede og nikkede "nu hvor du spørg så ja, ønsker fruen det råt eller stegt" spurte han drillende og med et skævt smil. da han så hvordan hun gik hen til maleriet sukkede han og fulgte med "det er Nehre, for omkring to hundrede år siden, så jeg hende, hun var et lille føl og ganske speciel, som jeg sagde hun slog benene væk under mig, vidste mig hvad livet var værd og hun stoppede min sult fuldstændig, fik mig ind på rette køl igen" han gik ud i køkkenet og tog en pose med råt dådyr kød op

Nille fulgte med ham ud i køkkenet. "Hmm råt som panter, og stegt som menneske... Medmindre du ønsker at se mig som panter - Hvilket jeg ikke ville foreslog - Så skal det være stegt. " Hun grinede. "Angående Nehre... Jeg har heste... På en måde, måske er der en af dem som kan slog benene under dig også?" Hun satte sig på spisebordet og kiggede på ham. Hun hjalp dyr med at komme sig over sår men Silverdust, der er en sølvmare, havde slået benene under hende... Han var den bedste hest hun havde mødt.

han nikkede og gik i gang med at stege kødet ""sjovt at jeg kan lave mad, når man tænker på at jeg faktisk ikke spiser dette" han grinede og smilede til hende "jeg kan da godt lide dyr, de er smukke og klogere end vi tror" han trak på skulderne og rynkede brynet "ingen vil være som Nehre, men jeg vil da gerne prøve" hans øjne landede på hende og hans smil var blidt og varmt

Den dejlige lugt af kød nået Nilles næse og hun smilede af det. "Hmm... Jeg er sikkert ikke den eneste... Dødelige der kommer i dit hus så det undrer mig ikke så meget" Hun grinede. "Dyr er dejlige... Jeg har et helt hus med dem!" Hun smilede ved tanken om de søde dyr... "Jeg har nogle sølvmarer, og så nogle normale heste... En sølvmare ved navn Silverdust er på en måde min... Han er sådan en... Playboy hvis man kan sige det. Han viser sig hele tiden..." Hun sukkede og smilede så.

han hævede øjenbrynet "hvad mener du, jeg tager ikke ligefrem folk med til mit hus" spurte han med et undrende mine, hvad mente hun dog, det var jo ikke fordi han inviterede dødelige med hjem. han nikkede stille og smilede "hvad er denne sølvmare" spurte han og så spørgende på hende

Hun grinede svagt. "Hmm... Jeg siger det på en anden måde: Har du aldrig nogensinde haft en anden end mig i dit hus?" Hun så drillende på ham. "Sølvmarer er... Ikke rigtig heste, jovist de har krop som en hest! Men... De lever i 500 år cirka og... De har en sølvglinsende pels i alle mulige nuancer lige fra næsten sølvhvidt, til sort med sølvglans, Silverdust har sort pels om vinteren og hvidt om sommeren... De spiser kød og har sylespidser tænder. De har ravgule øjne, og de er utrolig intellegente. De kan dog tæmmes, en gammel ride orden for lang tid siden tæmmede dem. Man tæmmer dem som unge det er den eneste måde, det bare... Jeg mødte Silverdust i år og han er... Teenager på en måde. Han er tæmmet, men af hvem aner jeg ikke. Nogle af dem kan magi og forvandle sig til menneskelige former, men det kan Silverdust ikke." Hun trak lidt på skuldrene. Det var hvad hun vidste om dem. "Det er hvad jeg ved..." Hun kiggede lidt på kødet. "Dådyr kød?"

han gik hen og tog nogle krydderier "uhh den er svær, jeg gjorde at have, jeg plejede at tømme dem der henne" han pegede hen mod hjørnet, hvor der var en plet, en gammel rød plet "det er mit hade hjørne, jeg hader virkelig det jeg har gjort mod alle de unge kvinder i lige det hjørne" han trak på skulderne. han lyttede stille til hende og nikkede "det lyder interessante, hvis jeg havde en, så skulle jeg ikke sige farvel til den så hurtigt som jeg gjorde med Nehre" hans smil blev varmt og han sukkede. han kiggede på kødet og lagde det på en tallerken "præcis, jeg har evnen til at ramme lige hvad jeg ønsker når jeg skyder med min bue" han tog noget bestik og lagde det på bordet

Nille hoppede ned fra spisebordet og satte sig på en stol i stedet. Hun lyttede intresseret til det han sagde og kiggede hen i hjørnet. "Christian, du må tilgive dig selv... Du er anderledes nu." Sagde hun roligt og var ikke bange. "Nej, det skulle du ikke... Det er det jeg elsker ved Silverdust... Men jeg lever ikke evigt... Shapeshiftere lever lige så længe som mennesker, men menneskerne kalder os... Forbandet. Jeg kan ikke forstå det for jeg elsker det." Hun trak lidt på skulderen. "Sej evne, jeg skyder selv med bue men... Jeg kan ikke ramme alt." Hun grinede. Hun kiggede sultent på kødet. "Skal du ikke have no..." Hun stoppede sig selv da hun kom i tanke om at han var vampyr og hun rødmede. "Undskyld, glemte det lige."

han rynkede brynet og gik hen, tog et smukt vinglas og derefter en falske med blod, hvorefter han gik hen og satte sig ved hende "det er svære end man skulle tro, jeg har levet med denne smerte i så mange år" han så ned på sine hænder, men lidt efter hældte han noget blod op i glasset. hans øjne lå på hende og han nikkede "wauw det lyder virkelig interessant, hvis jeg måtte ville jeg gerne se på en" han smilede, men da hun snakkede om at være forbandet, lagde han sin hånd på hendes "du er ikke forbandet, hvis der er nogen der er forbandet, så er det mig" han gav hendes hånd et blidt klem og derefter fjernede han sin hånd. hans smil blev stort "ja det er det vel, jeg er også jæger, hvis du forsvandt ville jeg kunne finde dig ligegyldig hvad" han trak på skulderne og lagde armene over kors, da hun spurte ham om han skulle spise rystede han på hoved og sukkede stille

Hun kiggede intresseret blodet, men kiggede så væk. Hun begyndte at skære noget kød fri. Hun smagte prøvende på det. "Wauw det smager godt!" Udbrød hun. Hun spiste mens han snakkede. "Du er mere end velkommen, jeg bor i The Forest." Hun smilede og tog endnu et stykke. "Menneskerne siger vi er... De mener også at Santuines er forbandet, men jeg synes bare de er fascinerende." Hun grinede nervøs. "Lige gyldig hvor? Så bliver det dælme let og finde mit hjem! Selvom ... Der er mange dyre lugte. " Hun smilede drillende.

han smilede bredt "jamen det var da en lettelse eftersom det måske er første gang i over tre hundrede år" han klukkede og kørte en hånd igennem håret, hvorefter han betragtede hende med blide øjne "det vil jeg meget gerne, så kunne vi følges ad, så jeg ikke kommer uanmeldt" han trak på skulderne og tog en tår af sin drink "jeg har mødt en, det var meget spændende" med gjorde han med et smil "jep ligegyldig hvad, jeg har måske den bedste lugtesans, jeg ved hvor alle er, bare jeg har lugtet til dem engang" han smilede blidt

Hun tog det sidste stykke kød i munden. "Hmm... Det smagte ikke sådan." Hun grinede. "Det kan vi godt, men du er mere end velkommen... Så længe du ikke sårer mine dyre venner" Hun blinkede drillende til ham. "javel ja... Lyder sejt!" Hun grinede og tog tallerkenen og bestikket hen til bordet.

han trak på skulderne "jeg holder af at læse kogebøger og når man jo er vampyr husker man stort set alt, så måske er det derfor" han trak på skulderne og smilede både varmt og blidt til hende. han rystede på hoved "nej selvfølgelig ikke, jeg ville aldrig skade nogen bevidst" han tømte glasset og gik ud i køkkenet, selvom det var et simpelt spørgsmål, kunne hendes ord såre ham

Hun satte sig op på køkkenets bord, og kiggede på ham. "Kogebøger... Jeg foretrækker eventyr bøger." Hun smilede. "Det ved jeg skam godt, jeg stoler på dig jo." Hun grinede kærligt.

//Sorry dårlig krea//

han grinede stille "jeg holder skam også af et godt eventyr, jeg har et stort bibliotek med alle mulige bøger jeg har samlet gennem tiden" han smilede og tog en tilfældig bog op som lå på hylden "denne bog fik jeg signeret af forfatteren i...1652 den er om en ung mand hvis liv ændres da han opdager han har evnen til at blive en panter" han rakte hende bogen med et smil "dog er den på et gammelt sprog, men meget god" han smilede blidt til hende

Hun blev overrasket da han sagde hvad den handlede om. "Jamen... Christian, jeg er jo Shapeshifter som skifter form til panter... Hvad er drengens navn?" Hun kiggede spørgende på ham og kiggede lidt i bogen. "Og hvem skrev den?"

han nikkede stille "i know, det var derfor jeg vidste dig den, men jeg tror vidst nok han hedder Naka eller noget i den stil" han trak på skulderne og så på hende "uhh forfatteren ja han var en god man, en af mine meget gode venner, han døde uheldigvis af kræft" han sukkede og trak vejret dybt "han hed Jason Matthews" hviskede han og så på ham med blide øjne

Hun kendte ingen af dem... "Jeg kender dem ikke... Hvorfor skrev... Denne Jason bogen? Jeg mener... Nej seriøst hvorfor?" Hun kiggede undrende på ham... Naka... Hun havde hverken hørt om personen i bogen eller forfatteren.

han trak på skulderne "som jeg kendte Jason elskede han ideen om at der fandtes overnaturlige væsner, han vidste hvad jeg var og ofr at sige det er jeg også med i bogen, jeg hedder så bare night" han smilede og åbnede på en side hvor der var en smuk tegning af ham "her er jeg, men altså som jeg sagde før han elskede tanken om at der fandtes folk som dig og mig" han smilede bredt

Shapeshiftere... Denne... Mand... "Wauw... Tegningen er smuk..." Måbede hun. "Havde Naka en evne? Jeg mener altså... En som min dog anderledes?" Hun så spørgende på ham. "Hvis han levede nu... Ville han være forbløffet over så mange væsner der levede!" Hun grinede bredt.

han nikkede "Jason var en et naturtalent og nok den eneste som jeg virkelig fik et broderligt forhold til i betragtning af at jeg var lidt af et monster på det tidspunkt" han smilede og lagde bogen væk, han rynkede brynet og nikkede "jo han fik jo lidt information fra mig selv, men ja han kunne vidst styre folks følelser" han smilede og trak på skulderne, stille grinede han "ja det ville nok nok" med gjorde han stille "nogle gange savner jeg ham, han var som sagt som en bror, han forstod min vrede og hvordan jeg havde det" han sukkede stille

Hun skulle til at give ham et klap på armen men trak hånden til sig da hun huskede at han hadede at blive røret. "Styre folks følelser... Jeg mener ikke det er en ting man kan med evnen Skam..." Nej det var hun temmelig sikker på. "Jeg savner også min mormor... Hun var den eneste der forstod mig.." Sagde hun forsigtigt.