A sirene and a vampire, is that a good compination?//Yoanna//

S: stranden.
T: Nat.
V: stjerneklar himmel.
O: Et enkelt væsen ligger i vandkanten og slapper af, mens halen vifter op og ned.

Havet brusede, bølgerne kastede sig op på land så det gav en høj lyd gennem den smukke nat. Alle landvæsnerne, så ud til at være gået til ro. Der var ikke en eneste lyd at høre.. Der var helt fredeligt..
Wave lå i vandkanten på sin mave, mens hans hale viftede op og ned. Det var et tegn på, at han bare slappede af.
Han nød den stille nat. Nød at han ikke var lænket til livet, som nogen andre landvæsner sikkert var. Nogen skulle følge i deres families fodspor, mens andre gjorde alt for at blive kendt. Han forstod dem ikke, hvorfor ikke bare nyde livet mens det var der? I stedet for at opsøge hele verdens opmærksomhed.
Wave var selv stukket af fra sin flok, han ville nyde sit liv. Ikke bare svanse rundt ved sin flok og gøre som andre havfolk. Nej, han ville være fri.
Bølgerne kastede sig endnu engang op mod bredden, som en løve der angreb dets bytte.
Han smilte og lagde sig om på ryggen, kiggede op på de klare stjerner.

Med elegante, og ikke mindst yndefulde skridt gik hun hen imod havet, hun havde altid elsket havet, men havde dog aldrig badet i det, da hun en gang havde haft en ubehagelig fornemmelse af at der var noget der trak hende under vandet, hvis hun bare gik lidt længere ud i havet. Så derfor gad hun ikke at føle den følelse igen. Hun løb så hun kunne komme ned til stranden, da hun havde pakket en god madpakke, - altså en dunk blod. Hun smilede let, og gik derefter direkte i spurt, og når man er vampyr er spurt meget hurtigt, så inden længe var hun nede ved havet.

Hun kiggede sig omkring, og så på himmelen, hvor var den dog smuk med så mange stjerner på, hun lagde sit tæppe ud på sandet, og lagde sig på det, og betragtede de smukke stjerner. Hun vendte sig derefter om, og betragtede det smukke hav, måske skulle hun prøve at gå i? Det ville være dejligt med en lille dukkert. Hun rejste sig op, og tog hurtigt en slurk af blodet, før hun gik ned imod vandet, - men inden hun havde gået helt ned til vandet så så hun en skikkelse, og skikkelsen havde en hale? Hun gispede. "Hvem er du?" sagde hun med en sikker stemme, og man kunne slet ikke høre hun var nervøs. Hun havde aldrig set sådan et væsen, men havde hørt om et væsen der var halvt menneske og halvt fisk. "En sirene." hviskede hun til sig selv, og betragtede det smukke væsen.

Han drejede hovedet, da han kunne høre en sikker stemme flyve med den rolige vind nær stranden. En pige med brunt hår stod ikke så langt fra ham, mens hun betragtede ham med store øjne.
Hun havde vidste aldrig set en sirene før. Det var der mange landvæsner der ikke havde, så han var begyndt at være van til når de opdagede ham.
"En sirene," sagde han og drejede rundt, så han lå på sin mave igen. "Og, du vampyr?" Han kiggede på hende, med et charmerende smil, samt et løftet øjenbryn. Han kunne lugte blodet på lang afstand, han var jo slev et rovdyr og elskede blod, men han vil nu mest have kødet.
Han kiggede på hende og ventede på et svar. Halen gav sig til at svinge op og ned igen.

Et smil kom over hendes læber, hun blev mere og mere rolig i takt med at hun kunne fornemme at blodet havde taget virkning, hun var nemlig ikke sulten mere. Hun kiggede lidt på denne underlige tingeste som folk kaldte en sirene. Hvordan kunne han holde ud ikke at kunne gå? Eller kunne han mon gå? Hun nærmede sig ham, og holdte hele tiden øje med om han bevægede sig, og om han overhovedet gjorde noget.
Hun stoppede op, da hun var et par meter væk fra ham. Hun løftede det ene øjenbryn da han spurgte hende om hun var vampyr. "Hvordan kunne du dog gætte det?" sagde hun, med et charmerende smil, og bed sig kort i læben, og kiggede på ham, hvis man tog halen væk, så han da ret godt ud. Hun smilede charmerende til ham, og gispede da han pludselig slog et slag med halen, hun hvæsede lidt af ham, men faldt til ro lidt efter.

"Lugten af blod," svarede han og løftede forvirret på et øjenbryn, da hun hvæste af ham.
Hvad havde han nu gjort forkert? Han kiggede sig over skuldren og undslap et forstående suk. Hun var blevet bange, da han var begyndt at bevæge sin hale. Det forstod han vel godt, et slag fra den hale var ligeså kraftig som et slag fra en vampyr. På den måde havde de vel lidt tilfældes?
Han kiggede op på hende, mens han beholdte det charmerende smil, som hun også havde plantet på sit kønne ansigt. Han var fascineret af hendes brune hår, der så elegant lå perfekt ned over hendes kraveben. Tænk, at et landvæsen kunne være så smukt. Det havde han aldrig troet på, hvis de andre sirener havde fortalt ham det, men der stod hun og bevidste det modsatte.

"Lugter jeg så meget af blod, at du kan lugte det helt derovre fra?" sagde hun, og undrede sig lidt over at hun havde reageret så voldsomt som hun gjorde før, da han bare slog et enkelt slag med haven mod det bløde sand. Underligt nok var dette slag lige så hårdt som hvis hun slog ham, så hvis han angreb hende kunne hun gøre lige så meget skade på ham, som han kunne på hende. Det havde hun vidst hørt et eller andet sted fra, det var egentligt utroligt at han kunne gøre samme skade som hende. Hun kiggede betagende på ham, hvor mange mennesker havde han egentlig dræbt, og hvordan gjorde han det? Var der ikke noget med at de sang? Hun kiggede på ham, med et charmerende smil over læben, han var ikke værst.
Hun kiggede på ham, og havde stadig det charmerende smil, hun havde aldrig set en mand som faktisk var så uimodståelig? Hendes ellers så døde hjerte kunne hun mærke banke lidt for meget, var dette ægte, eller var det bare en eller slags evne han havde, så han kunne tiltrække unge kvinder ud i havet, så han kunne få føde. Hun famlede lidt med en pose blod hun havde inde under sin jakke, hun drak lidt, og der kom en smule blod ud over hendes læber, hun tørrede det væk, og smilede stadig charmerende til ham. "Vil du have en tør?" sagde hun med en flirtende klang.

"Jeg kan altid lugte blod, også selvom det er 5 meter fra mig," svarede han og kiggede op på hende, med de mørkebrune øjne der fokuserede på en hver bevægelse hun tog. Han stolede nemlig ikke 100 % på disse landvæsner endnu, der skulle meget til før han ville stole på nogen overhovedet. "På den måde minder vi lidt om hajer," Han grinte af sin egen samlingen, mens den store hale stadig viftede op og ned, så små vanddråber ramte hans ryg. Kom han længere op ad vandet, ville denne kæmpe hale forvandle sig om til et par ben, præcis ligesom et menneske.
Han reagerede hurtigt, da hun bevægede sig for at tage en blodpose ud af sin jakke. De mørkebrune øjne betragtede hende, mens hun tog en slurk af den. Han forstod deres smag for blod, men at de ikke også ville have kød til forstod han ikke.
"nej tak," svarede han og rullede sig om på ryggen, med armene bag hovedet. "Medmindre du har noget kød i din jakke også?" Han smilte til hende, mens han log på ryggen. Det var hans måde at slappe af på.

Blodet løb igennem hendes dødekrop, hun elskede den varme følelse der kom igennem hendes krop når hun drak blod, hun følte sig levende, og slet ikke vampyr. Hun kiggede på sirenen. "Kun fem meter?" sagde hun, og smilede et lille charmerende smil til ham, hendes ansigt lyste op, hun havde virkelig lyst til at mærke på den store pragtfulde hale, og mærke om den var slimet, eller om den var ganske behagelig at røre ved, men hun fik nok ikke lov til at gøre det foreløbelig.
Hun kunne godt tænke sig at han kom op på land, men kunne ikke lide hvis han kom lidt for tæt på. "Hvad sker der, hvis du kommer op på land?" sagde hun, og kiggede undrende på ham. Hendes charmerende smil var der stadig, imens hun ventede på svar begyndte hun at flette en fletning med hendes flotte fyldige hår. Hun smilede kort, og betragtede ham. Hun kunne godt forestille sig at få et hårdt slag af den hale, og det gjorde hende bange for ham. "Mit navn er Yoanna." præsenterede hun sig som. Hun sendte ham et kort charmerende smil, og gik langsomt rundt tæt på ham, hun turde ikke rykke sig tættere på ham.
Hendes bevægelser blev hurtigt hurtigere, og hun var på få sekunder flere hundrede meter væk fra ham, mest fordi at hun blev så overrasket over hans hurtige bevægelser. Hun kom dog hurtigt tilbage.