God Bless You//Wave//

T: 19:43
S: Stranden ud til havet
V: Varmt men blæsende
O: Vandet, sandet og ingen mennesker at spore
P: Et par små shorts og en bikini top med en stor trøje udover

Sandet var dejligt varmt og kradsede mod håndens hud, Lynie havde valgt at tage til stranden denne pragtfulde dag, det var varmt og blæste kun en lille smule, hun sad ned i sandet med hovedet op mod himlen i mens hun holde sig oppe ved at havde hænderne i sandet, hendes blå lange hår hvirvlede i vinden som blæst mod hende, hun sad ret tæt på vandet og det nåede lige at bølge op på hendes bare tær, hun smilede for sig selv, dagen var perfekt, ingen by, ingen fulde mennesker, bare helt alene med havets beroligende bølge klang.

Hun havde et på små shorts på og hendes ben var helt blottet da de ikke gik lang ned, hun havde en sort bikini top på men en stor blå stribet trøje på uden over, hendes blå hår sad fint nok men var lidt vildt, men hendes pandehår sad fint som altid, hendes nøddebrune øjne var næsten orange i lyset da de lyste op og lavede et flot glimt.

I mens hun sad der nynnede hun en melodi fra da hun var lille en hendes mor havde sunget for hende, hun kunne ikke huske sangteksten men melodien kunne hun sagtens og den var smuk, næsten fortryllende, melodien kunne tydeligt høres selvom at bølgernes larmen burde havde overdøvet den men det gjorde de ikke.

Den stemme...
Den var utrolig smuk at høre på, nærmest ligeså smuk som en engels.. Men denne her, var noget for sig selv. Det kunne ikke være en engel, da englers stemme var lysere og lød mere flydende. Den her, lød mere til at være sød og uskyldig.
Wave sad op ad en sten, med den smukke hale nede i vandet.. Han lyttede til stemmen, mens hans mørkebrune øjne var lukkede.. Så kunne han bedre fokusere på stemmen, og ikke det brusende hav der næsten overdøvede den søde stemme.. Han åbnede øjnene og sprang væk fra stenen, han ville se hvor den stemme kom fra. Det var ikke svært for ham at følge den.
Stemmen førte hen mod strandkanten, hvilket måtte betyde at det var et landvæsen der havde sådan en stemme. Han kiggede sig nysgerigt omkring efter hvem der sang, og fik hurtigt øje på pigen med et hår så blåt som havet.
Forsigtigt og nysgerrigt svømmede han tættere på. Ikke for at plage hende, ikke for at æde hende, men for at synge med.
Han satte sig på en sten nær kanten, mens halen stadig var trygt nede i vandet. Roligt gav han sig til at synge med. Hans stemme var fortryllende, varm og flydende.. Det var en kraft sirener havde. Hans sorte hår dryppede en anelse ned på den bare overkrop, mens halen vuggede frem og tilbage i vandet.

Lynie's hænder gav efter i et chok så hun lå i sandet, en stemme... en sang stemme det var det der havde skræmt hende, en stemme så flot så fortryllende, hun satte sig op og så sig omkring og fik øje på en mand som sad på en sten med bar overkrop *så mandig* hun kiggede undrende på ham og kiggede så lidt ned af ham og fik øje på halen som baskede frem og tilbage i det flotte vand, hun rejste sig langsomt op men hun blev stående der, hun var hold op med at nynne men begyndte igen eftersom hun havde lyttet lidt til hans, hun sendte ham et venligt smil og blik, hun var godt nok lidt usikker på denne mand, en hale?... hvad var han for en hun havde aldrig set sådan en som ham, men dog var hun også meget nysgerrig så en gang imellem tog hun et skridt tættere på denne unge flotte, men anderledes mand som sad og sang fantastisk, hun var imponeret over ham, fascineret over hans sang stemme men også bare ham, hans væsen, så fortryllende.
Hun strøg en hånd gennem sit hår og var ikke så langt væk fra ham da hun stoppede med at tage de små skridt længere hen mod ham, og stod blot istedet og kiggede venligt på ham og nynnede videre.

Han stoppede med at synge, da hun langsomt kom nærmere. I stedet gav han sig til at opbygge en øjenkontakt med hende. Hans mørkebrune øjne var hypnotiserende, på en måde kun en pige vil kunne se. Det var det han var skabt til, hans race var skabt til at kunne fortrylle det modsatte køn, enden for at æde dem eller for at slippe ud af en slem kattepine.
Han smilte venligt tilbage til hende, afslørede et par små smilehuller i mundvigen. Halen baskede stadig frem og tilbage, fik det klare vand til at danne bobler og hvirvelstrømme.
Endnu engang var han i kontakt med et landvæsen, uden egentlig at ville spise det.. Hvorfor han kontaktede det, vidste han ikke rigtig selv.. Han var vel begyndt at være nysgerrige på disse væsner, der herskede over landjorden. De var fascinerende på deres egen måde.
Denne pige var fascinrende, med sit blå hår og uskyldige øjne der søgte svar, efter hvad han egentlig var.

Lynie stoppede også da han stoppede med at synge, hun ville ikke synge alene og slet ikke når nogen kiggede på hende imens, det var... pinligt, hun mødte hans øjenkontakt og holde den i lang tid indtil hun kiggede en ekstra gang ned af ham, på hans hale, men kiggede så op på ham igen da det nok ikke var det mest høflige at kigge på hans hale i mens han kiggede på hende, hans øjne var hypnotiserende hun var så småt ved at ryge ind i det, men hun fik hurtigt sit skjold op da hun godt kunne mærke at det ikke ville være godt, hendes skjold kunne ikke ses det var inden i det, det var kun vis hun skulle strække det ud til andre, hun kiggede venligt på ham og smilede mens hun gik noget tættere til vandet nået noget over fødderne, hun lavede en lille vinke bevægelse selvom hendes arme stadig var langs hendes side, hun løftede dem ikke det eneste der blev løftet var hendes hånd, "hej" hendes stemme var lav.

Hun stoppede med at synge, hvilket var ærgeligt da hun havde en meget sød stemme man ikke kunne stå for. Men ja, hvis hun syndes det var pinligt skulle hun vel ikke gøre det.
Han bemærkede godt hendes nysgerrige blik mod hans hale.. Det var vel ikke noget man så hver dag, en dreng med hale og ikke to ben. Selvom han godt kunne få ben, ville han aldrig gøre det. Landjorden var ikke lige det ferie sted han søgte. Vandet var hans hjem, og der ville han blive.
"Hej," sagde han. Hans stemme var varm og forførende, mens hendes var stille og uskyldig, ligeså nuttet som hendes nynneri.
Hun virkede bange, eller på vagt..

Hun lagde mærke til hans varme og forførende klang i hans stemme, *nuttet* hun vidste ikke om hun skulle gå længere ud, hun var nysgerrig men stadig bange, hun gik dog et ekstra skridt og var ikke langt fra ham, uden hun rigtig tænkte over hendes tonelege, spørgsmålet eller noget andet røg spørgsmålet bare ud af hende "hvad er du" hun kiggede undskyldende på ham, spørgsmålet vidste ikke lige frem respekt for ham, det var ikke meningen hun skulle lyde totalt respektløst hun havde ikke noget imod nogen der var anderledes forhold til hende udover vampyr.

Hun gik lige til sagen det yndige landvæsen, det havde han ikke noget imod.. Hvis man havde et spørgsmål skulle man vel også have lov at stille det..
"En sirene," svarede han og beholdte det charmerende smil. "Du kan også se mig som en havmand, du bestemmer selv," Han løftede på skuldrene og kiggede ned ad sig selv.. Han måtte snart tænke på at komme i vandet igen, før solen skulle gøre hans krop alt for tør.. Men, han ville nu gerne vide lidt mere om det ybdige landvæsen.
"Hvad med dig selv?" spurgte han og kiggede hen på hende med sine mørkebrune øjne.

Hun stod og kiggede på ham fuldstændig i chok over det han var, en sirene, det var kun en man hørte om i historie, de historie hendes mor plejede at læse om, fantastiske historie, men hun huskede ikke at de talte godt om sirener, de fortalte mere om hvor farlige de var, at man skulle holde sig væk fra dem, hendes mor havde advaret hende så mange gange om dem hver gang hun gik turer ved havet men hun havde aldrig mødt nogen før, hun havde stået noget tid og kiggede på ham men tænkte så det var lidt uhøfligt og rystede sig ud af sin trance, hun grinte lavt, hvad hun var hun var igen ting i forhold til ham, hun var bare et sølle lille menneske "Jeg er menneske, så lever du der nede" hun pegede mod det dybe hav og kiggede op på ham med et lille smil som dog var usikkert.

Et menneske...
Wave måtte indrømme at han ikke var særlig glad for disse to bennet væsner, men det var mest pga. den opførsel de havde overfor ham.. Hver gang han havde mødt et menneske, havde de ville fange ham og smidt ham i et glasbur, hvor han kunne ligge og drømme om sit eget vand.. Hans hjem.. Og ikke ligge på bunden af et glasbur, hvor han kunne ane at der intet luft var derinde..
"Et menneske," sagde han og nikkede. Det virkede dog ikke som om at dette yndige landvæsen ville gøre ham noget.. Det så mere ud som om at hun var ligeså bange for at der skulle ske noget, som ham selv.. Dog viste han ikke sin frygt..
"Ja," svarede han og kiggede ned mod vandet, der langsomt tonede sig til at blive mørkere og mørkere.. Han kiggede hen på hende igen. "Og jeg gætter på at du bor i en kasse.. eller hvad kalder i de store ting.. som bor i?"