Uhh.. Wavs, let's make a /Wave/.

Skibet var sunket, og Claire efterladt på en ø.
Som hun ikke engang var tæt på at kende, hun sad bare på breden af den ene af de mange strande.
Kiggede ud i det dybe hav, hvor bølgerne kom langsomt imod hendes bare ben.
Claire kiggede op imod den smukke blodmåne, den runde fuldmåne.
Med en farve som blodets røde dråber.
Claire kunne se dens stråler reflektere i det mystiske hav.

Wave havde set skibet synke. Forlise i det kolde mørke hav, mens vænserne ombord kæmpede om at komme hen på det såkaldte blodøer, med sandet ligeså rødt som blod.
Det var dog ikke dem alle, der var noget frem. Det havde Wave selv sørget for. Han havde været sulten og ædt en af de buttede passagere. Et væsen med masser af kød på. Noget der havde mættet ham meget.
Nu lå han og slappede af på en sten, nær blodøernes blod røde sand. Fuldmånen lyste på den klare nattehimmel, skabte mystik over dennne aften.

Claire lukkede øjne lidt, imens hun tænkte. Skulle hun dø nu på denne ø. Strandet uden at vide hvor hun var? Efterlade den hun elskede, ja den hun elksede..
Skulle hun sige farvel til det hun kendte igen, og rejse i 9 år. Og så komme tilbage?
Claire åbnede sine mørke øjne igen, og fik øe på noget. Hvad var det dog?!

Lugten af et landvæsen suste ind i hans næsebor, som en irriterende kløen man ikke kunne slippe af med.
Han drejede hovedet og fik med det samme øje på pigen, med det mørke hår og hud der tydet på at hun var et mørke væsen..
Viden om landvæsnerne havde han ikke, men han kunne se på den mørke hud at hun måtte være et af mørkets væsner.
Han løftede på et øjenbryn og ignorede landvæsnet.
Hvad skulle det kunne gøre ham?

Claire hadede sin nysgerrighed! Det gjorde hun virkelig, den plagede hende virkelig meget! Claire rejste sig op forsigtigt, og gik nærmere vandkanten. Hun kunne ane noget derude, kunne sådanne væsner virkelig findes i underworld?! Claire gik lidt ud i det lave vand, hun elskede vandet men havet var lidt anderledes. Hun kneb øjne lidt sammen for at se det bedre- Hun stoppede brat op, en mandig sirene. Hun vendte om og begyndte at løbe ind igen. Hun ville ikke ædes!! Nul putte!

Han kunne ikke stoppe med at grine, da han så dette yndige landvæsen reaktion. Hun pillede ind på land igen, som en lille forskrækket mus, der havde fået øje på katten med de gule øjne og spidse tænder..
Han grinte og med et slag fra halen, sprang han ned i vandet igen og gav sig til at svømme lidt rundt.. Han elskede havet og kunne aldrig drømme om at forlade det.. Hurtigt kom han op med hovedet igen, for at kigge lidt mere på det ineteressante landvæsen.. Hun var bange, det kunne han mærke og se på hende.. Eller, hun frygtede i hvert fald at blive spist..
Forsigtigt svømmede han tættere på hende og lagde hovedet på skrå, med et uskyldigt ansigt..

"Ikke æd mig din forvoksede fisk!" Råbte hun ad ham og dtod på bredden, og pegede ud imod ham. Han grinte og det irriterede hende.
"Hvad er så sjovt!" Snerrede hun og kiggede ud på ham. Hun tog et skridt ud i vandet.
"Jeg er ikke bange anlagt hvis det er det som du tror!" Sagde hun og forsvarede sig selv med et lidt underligt blik.
"Så..." Sagde hun uden at vide hvad hun ellers skulle svare,