Your money or your life // Eric

Tid. 23.36
Vejr. Små køligt, men en klar himmel med stjerner.
Sted. En grussti , et godt stykke fra Sunfury City.
Omgivelser . Udover buske og træer, ligger alt øde hen.


Ikke helt ulig et rovdyr der afventer sit bytte kommer inden for rækkevidde, sad den unge kvinde ,Camille St.Clair , i dække bag nogle krat og buske .Tiden ikke bare føltes, men var ...uendelig lang og hendes tanker var lige nu begyndt at stille irriterende spørgsmål så som hvorvidt dette var en god idé eller om hun i virkeligheden havde mistet forstanden ? Tristan.... han ville ikke godkende hendes nye beskæftigelse , mente hun sig sikker på.Men igen , burde hun måske level with him ? Og hendes nye udlejer Aleck Mackinley....han ville måske tage hende i hoved og røv og smide hende ud straks, havde han vidst hvad hun rendte rundt og lavede om aftenen ? Hun sukkede ud i den mørke aften luft og mærkede et lille stik i sit hjerte.
* secrets , sectets * , gud hvor hun hadede dem.

Camille så på sit lille armbåndsur og konstaterede at markedet var lukket for godt en time siden....dét kunne ikke vare længe nu , tænkte hun og som altid fik hun selvskab af en kæmpe sommerfugle sværm, lige midt i maven.Dét var aldrig til at vide om et offer dukkede op, og ...om dét var nogen der indfriede hendes....krav?
Langt de fleste aftener hun arbejdede, var en nitten...men ind imellem lykkedes dét, hvilke gav hende en enestående chance for at redde et liv.Dét var sådan hun havde fået overtalt sig selv til, at dét hun beskæftigede sig med ikke var...slemt.Hun reddede liv ! Nøjagtig som da hun var læge i Deepshell....næsten da.

Camille sikkrede sig at hætten på den mørkerøde kappe, var trukket godt på plads, så at hendes lange lyse lokker ikke kunne anes, og hendes feminine skikkelse var gemt af vejen. Under kappen var den enkle sorte kjole, i jackie Kennedy snit og hendes sorte langskærftede støvler godt skjulte. Tøjet var måske meget atypisk til dette job, men var nødvendigt for hendes cover, når hun smed kappen , vendte hjem til Aleck og skulle ligne en der havde været ude og få en drink med sin kæreste.
Camille rettede sig op....lyttede...nogen nærmede sig !

Eric trådte ud fra huset, og blev en smugle overrasket over mørket der pludselig var kommet væltende ind. Var tiden virkelig gået så hurtig? Han vendte sig om mod kunderne, og gav et smil, hvor den ene mundvige var en smugle længere oppe end den andet, et karakteristisk skævt smil der altid kom fra Eric når han var tilfreds. "Jeg kommer med hesten og henter rasten senere." Var det eneste der kom fra ham, da han skrev over den mørke gårdsplads, hen mod den sorte hest der næsten forsvandt i mørket. Et velkendt vrinsk mødte ham, da hesten vågnede op fra sin søvn, ivrig efter at komme hjem, eller det var det Eric gik ud fra.
Da han kom hen til dyret, bandt han hesten op, og åbnede saddeltasken, hvor han smed en mørk pose ned i, fyldt med turens indtjening. Det var kun det halve af beløbet hesten kostede, men rasten blev afhændet samtidig med hesten blev afleveret. Så slap han for at ride rundt, tung af guld i baglommen.
Eric greb fat i en af remmene fra saddelen og svang sig op i en hurtig øvet bevægelse. Han satte sig derefter til rette, på den hårde saddel, vinkede farvel, og begyndte at ride væk fra gården. Med hurtige skridt, red han ud af den smalle grussti der førte væk fra gården, mellem to hjulspor. Hestens enorme hove slog let mod underlaget de først meter, hvorefter tempoet blev sat op, og kort efter fløj de af sted på den time lange tur hjem til den enorme gård.

Eric havde stadig ikke forstået, hvilke sjov der var i at sende sin søn på et eller andet latterligt tidspunkt, for at aftale heste. Det var jo sådan noget den bekymret mor ikke kunne lide. At have sin lille elsket søn ude om natten, det kunne jo være åh så farligt. Eric skar en grimasse ved tanken, mens han rystede på hoved, og satte farten yderligere op, på den store hesten, der ivrigt satte farten op, uden at tænke på sin rytter, hvis vægt var ubetydelig. Kort sagt kunne den ikke mærke Eric, men den kunne udemærket mærke dens hovedtøj, og rytterens fødder, ligesom ganske normale heste. For sådan var den. Den var en forvokset stor hest, intet andet. Ellers fungerede alt på samme måde som ved en ganske normal hest. Eller normal ... hvad var normalt? Der var jo ikke rigtig noget der var normalt i verden længere. Hvordan ville verden mon se ud, hvis alt var normalt, fyldt med kedelig mennesker? Selvom hans fantasi ikke fejlede spor, så var det alligevel ikke noget han kunne forstille sig kunne lade sig gøre.

Efter at have reddet et godt stykke tid på en større landevej, tit befærdet af diverse transportmidler, drejede han ned af en mindre grusvej. Øde, stille og mørkt. Noget der i de fleste tilfælde vil koste lidt hjertebanken, men eftersom stien allerede var godt nedtrampet af hestens hove, tænkte Eric ikke yderligt over det. Det var ganske normalt for ham at ride på denne strækning, så at der lå en eller anden kvinde i krattet var bestemt ikke noget han forventede.

Nu ville dét være en overdrivelse af høj karat at påstå , at Camille var en kølig badass chick , med god styr på dét meste.
Tvært om havde hun altid bekymringer,overvejelser og samvittigheds kvaler når hun fra tid til anden....trådte lidt ved siden af.
Og alligevel måtte hun se i øjnene at hun gentagende gange, befandt sig i situationer , der krævede en vis portion af mod, kampgejst og sejhed . Måske blev hun båret igenem af hendes stædighed ? Eller ren og skær dumskab ?
Dét kunne jo være så meget, men éen ting var sikkert som fløde på jordbær, hendes intentioner var altid gode.
Nervøsiteten bredte sig, indtog langsomt hendes krop og flød med blodet ud i hvert et led.
Camille rystede en del på de handske beklædte hænder, da hun fik klargjort sin Heckler og gjore sig beredt til action, så snart hun havde fået sig et godt kig på hvem end der nu nærmede sig.

Pludselig kunne hun se en skikkelse på en hest komme direkte mod hende.
* En hest ? Dét er vel for helvede en hest dét der? Kan de være så...enorme?
Hvorfor kunne dét ikke være en lille sød hest, hvor skide typisk mit held* indledte hun en mental samtale med sig selv, alt imens hendes puls galoperede som en væddeløbshest, og hun med rolige bevægelser kom op og stå.

Rytteren var sikkert en nobel rigmandsfyr , ude på sit aften ridt, der måtte findes ur,våben eller mønter på ham ? Alt ville hun kunne bruge, da hun ikke havde meget.
Hell....hun havde intet, dette var hendes første landevejsrøveri, så intet under nerverne spillede hende et pus.
Men nu var dét tid til at træde i karakter , hvis hendes plan skulle lykkes !
Camille trak vejret dybt ned i lungerne , trådte ud på grusstien , netop som rytterer bare var en 7 meter fra hende. I hendes frem strakte højre arm , skinnede pistolen og pegede direkte imod rytteren, hvis træk kun kunne ses som en siluet, grundet dét tætte mørke der indhyllede dem.
Camille råbte med en kommaderende tone der ikke tillod eller inviterede til samtale
"Stop....dette er et røveri! "

Uden varsel begyndte hesten at trippe nervøst frem og tilbage. Det var umuligt for Eric at se hvorfor, men af en eller anden grund blev den utrolig nervøs, hvilke var underligt, da de begge havde reddet dette sted hundrede vis af gange. Letter irriteret dræv Eric hesten frem, og fortsatte letter besværet ned af stien, til der pludselig sprang noget frem foran ham.
Eric nåde ikke rigtig at bemærke personen før hesten begyndte af stejle og hoppe rundt, hvilke gav rytteren nok arbejde i bare at holde sig selv siddende. Han havde slet ikke forventet at den ville flippe sådan ud, muligvis var det fordi vedkommende var kommet uden varsel? Hvad kvinden havde sagt, havde han ikke bemærket, da hesten allerede havde været oppe på bene.
Det tog længere tid, før han endelig havde fået hesten ned og stå på alle fire ben. Trods den stod solidt, trippede den stadig nervøst frem og tilbage med ørerne virrende frem og tilbage for at opfange lydene der kom fra dens omgivelser.

Eric der endelig havde fået lidt tid til at finde ud af hvad der egentligt var sket, kiggede ført forvirret rundt, før han fik øje på skikkelsen der stod nede foran ham. Da han havde en svag smule lys i ryggen fra himlen over ham, kunne han svagt skimte omridset af personen, der var indhyldet i en kappe, eller også var vedkommende utrolig firkantet. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på vedkommende der stod foran ham, da han ikke havde fundet ud af hvad det var personen ville. Endnu en ting han ikke vidste, var hvem personen var. Han kunne hurtigt konstatere at det var upraktisk ikke at vide hvem vedkommende var, eller nærmere hvilke race vedkommende var. Vampyr, engel, dæmon eller en af de andre underlige race. Selvom væsner var lige så unikke og anderledes som mennesker, så plejede man at kunne afgøre om de var velsindet eller hvad de var.

En nærdødsoplevelse kunne man vel beskrive dét som?
Camilles liv passerede i alt fald revue da monsteret af en hest, begyndte at stejle og gå beserk foran hende.
Hun var faretruende tæt på selv at vende omkring og spæne derud af, løbe for sit liv.Aldrig havde hun brudt sig om heste og at stå så tæt på denne her var næsten for meget.
Hun stod dog låst fast til stedet, lagt i kæder af angst og ude af stand til at bevæge sig , hun gippede blot et par gange med de lange vipper og så forfærdet til imens dens rytter forsøgte at få den til at makke ret.
Da den igen stod nogen lunde roligt, havde Camille mest lyst til at slå armene om sin redningsmand, rytteren, og takke ham grænseløst for at have stoppet bæstet fra at trampe hende ned.
Istedet for, gik Camille på automat pilot og begyndte at bevæge sig.
I farten bemærkede hun at dét ikke var en ældre rigmand, men en ung fyr, tæt ved sin egen alder.
Hun håbede ved gud ikke at have udsat sig selv for....dyret der...uden dét gav en god afkast.
Hvordan kunne man ride på den, være i live og ikke død af skræk ?, for gennem hendes tanker som hun kontrolleret i sine bevægelser, gik om på siden af hesten og prikkede sin pistol ind på rytterens ben og sagde vredt "Dét et røveri , er du døv eller hva ?!"

Eric betragtede skikkelsen der gik imod ham uden rigtig at vide hvad han skulle stille op, før vedkommende pressede pistolmundingen mod hans ben. Tydeligt forundret kiggede han ned på kvinden, der nu kom, til syne. "undskyld, jeg hørte dig ikke." Svarede han, og tøvede kort. Han vidste ikke hvordan kvinden havde reageret på hesten, men måske skulle han tage chancen igen? Det var måske ikke så fandens smart med den pistol rettet mod sit ben. Derfor besluttede han sig for, i sidste ende, at prøve noget andet. "Hvordan kan du være så sikker på at jeg har noget af værdi på mig?"

Om det ville lykkes ham at forvirre kvinden vidste han ikke, men hvis det ville, ville han se at komme af sted i en vis fart. Så måtte han bare håbe hun ikke var en god skytte. Hvis hun var, var han på spanden, eller retter sagt ikke på spanden, men væk fra den og fløjet til himmels, hvis det var det hun ville. Det var en ubehagelig tanke at tænke på at hele hans liv, lå i kvindens hænder. Yderst. Det var ikke noget han var van til, og det var bestemt noget han ikke kunne lide.

Da pistolen stødte på hans ben, fik hun en besynderlig følelse af ubehag i sin mave.
Hvem var hun at lege gud? Eller...gud og gud, dét var jo mere æandevejsrøver, og mangt var gud beskyldt for, sågar ikke engang at eksisterer, men han var aldrig blevet beskyldt for at være landeveksrøver..af hvad hun vidste da.
Men dét at stå bevidst og true med at skade en fredelig person, var virkelig ikke noget hun brød sig om.Hun hadede dét, hadede sig selv for dét....men for mange ulykkelige sjæle var på spil, og Camille kunne ikke være ligegyldig overfor dette, hun måtte handle...aktivt ...og dette var hvad hendes hjerne havde kunne fremkomme.

Hun så op på den unge mand, havde han lige undskyldt ?
Hun truede ham og han undskyldt ?
Damn...hun stank til dette.
Hun rynkede hendes bryn sammen og viftede nu irriteret med pistolen.
"Ti stille, du taler kun når du for lov !"
Hun ignorerede hans bemærkning om hvordan hun kunne vide om han havde noget af værdi.Den pissede hende lidt af, hendes achilles hæl, var dét nødvendigt at bringe den frem nu ?!
Hun havde ingen øvelse, ingen rutine i dette stunt....så hun måtte jo bare håbe på dét bedste.
Men et lille glimt dukkede op , ud af dét blå...hun huskede at have drømt om en ung fyr der solgte en hest og modtog mønter i betaling.Han var meget lig drengen her...faktisk skræmmende lig ham ! Men dét havde jo været en åndsvag drøm.
Hun rettede igen pistolen mod hans ben og vrissede
" Du har eksakt 10 sekunder til at komme ned fra udyret der " ...og kom han ned, ville Camille hurtigt gå helt tæt på ham , gribe fast i hans kræve og stikke pistolen op i hans pande.
Hun ville læne sig indmod ham og med en lav truende stemme sige " dine penge for dit liv, dét er den leg vi to skal lege nu " .
Blev han derimod siddende , måtte hun blive kreativ.

Eric brugte et par sekunder på at overveje hvad han skulle stille op med sig selv, og om hvor meget han skulle forvente fra kvinden. I sidste endte han med at svinge sig ned fra hesten, hvor han knap nåde at røre jorden, før han blev trukket rasten af vejen, og blev holdt fast, med den kolde munding placeret i panden. Yndigt. Nu kom spørgsmålet så, om hun ville kunne skyde ham, eller om hun alligevel var for blød til det. Han kunne efter hendes kropssprog ikke se, at hun ikke kunne gøre det, men han kunne heller ikke se meget andet end hendes ansigt og hånd.
Der var ingen tvivl om, at Eric ikke kunne lide deres lille 'leg' de havde gang i, så han måtte finde på et eller andet som ville give en mulighed for at han kunne komme væk, med livet i behold. At finde på noget var ikke problemet når det kom til stykket, problemet besad i at han intet anede om kvinden. Hvor øvet var hun? Kunne hun kæmpe hvis det kom så vidt? og ikke mindst, kunne hun skyde ham? Svar måtte han jo have på den ene eller den anden måde, men han fik dem nok ikke med spørgsmål.
Med en hurtig fejende bevægelse, skubbede han, eller prøvede at skubbe hendes hånd væk fra sin pande, imens han jog en albue i hestens flanke, som straks fik den til at springe af sted, derefter bukkede Eric sig ned, i et forsøg på at feje bene væk under kvinden med sit ben. Om det var lykkes, eller ej, måtte tiden vente, men Eric gav sig ikke tid til at stå og se om det var lykkes eller ej. Han sprang på bene, og sprang et godt stykke til side, mens hans øjne var rettet mod kvinden, som han stadig ikke kunne se specielt meget af, ud over et par vildfarende hårlokker.
Selvom handlingerne ikke var specielt krævende, trak Eric alligevel vejret som om han havde været ude og løbe et længere maraton på grund af adrenalinen der susede igennem hans blodåre sammen med blodet.
Eric kunne konstatere, ud fra den viden han havde fået, at kvinden ikke var nogle vampyr eller meget overnaturligt væsen, da hun helst sikkert så ville have fundet en anden måde at få ham af dyret på. Eventuelt ved at skyde det. Der ud over, havde han også bemærket at hun havde kaldt hesten for et udyr, hvilke måtte betyde hun ikke var van til så store heste. Hvorfor mon? Alle kendte dem? Eric havde ingen kendskab til nogle anden verden, eller nogle portal af nogle art, og kunne derfor ikke få det til at hænge sammen med at hun kunne komme fra en anden verden. For ham var der kun én verden, og det var den han befandt sig i her og nu. Ikke noget med andre verdner eller planeter.

Hendes øjne strålede som et barns i en butik fyldt af slik , da hun så at han adlød hendes ordre og kom ned af hesten.
* fedt..se, dét er jo piece of cake, Camille* roste hun sig selv, imens hun gjore sig klar til at modtage hvilke værdier han nu engang måtte have bragt med sig.
Men så let skulle dét ikke gå....tilsyneladende.
Hans hånd ramte hendes, og skubbede den hårdt væk hvilke hun slet ikke var forberedt på og da pistolen blev tabt og ramte grunden hvorpå de stod, var hendes opmærksomhed rettet mod dette og hun forstod ikke hvad der ellers hændte før end hun landede på bagdelen , med et uvenligt brag.
Hun fik forvirringen i skak og blev faktisk en smule vred.
Troede han hun var så let at få ned?
Troede han ikke hun kunne kæmpe ?
Var han så desillusioneret , at han troede hun ville lade ham slippe af sted så let ?
Hun så forudrettet op på ham.
Dét skulle han få betalt .
Med en hånd fejede hun nogle egenrådige hår lokker væk fra hendes lynende øjne og mødte fyrens blik .
"Dét...træk ...var virkelig ikke særligt kløgtigt, ikke med mindre du har et dødsønske ?! " hvæste hun truende, og tog sig ikke af dét måske kunne opfattes langt mere komisk ,fremsagt siddende på bagdelen , uden våben og uden for række vide.

Det var lige før Eric stillede sig op, og dansede jublende rundt, men han blev dog på jorden, og afventede lidt en reaktion fra kvinden. Han fik det også, men ikke lige den han havde forventet. Han vidste ikke rigtig om han skulle tage hendes trussel rigtig, men for at være på den sikre side, trådte han i lange hurtige skridt hen til pistolen, og greb fat i den, for at rette den mod kvinden, mens han med den anden hånd børstede noget hår væk fra øjne.
"Nej, men forsvare sig skal man jo." Svarede han, mens hans blik med jævne mellemrum flakkede rundt i deres omgivelser, i et forsøg på at finde ud af om kvinden havde nogle håndlagere med sig. Det tyde ikke på at der befandt sig nogle, for ellers ville Cazardor sikkert have bemærket det. Hvor i himlens navn var den hest egentligt blevet af? Han ventede med at bekymre sig om den. Det var ikke en klog ide at drive væk i tanker når man havde en ukendt kvinde foran sig, som udemærket kunne have en eller anden fiks evne. Selv var han en af de mange andre mennesker der ikke evnede at bruge magi, af to grunde. Fordi han ikke kunne, og fordi han ikke ville have noget. Verden var ikke skabt til at mennesker skulle have evner, og derfor skulle han heller ikke have nogle. Selvom han ikke ønskede at dø, ikke på noget tidspunkt, ville det være naturens valg, hvis han skulle dø og sådan var det. Man kunne ikke ændre på skæbnen hvis man troede på den, som Eric godt nok ikke troede på, men alligevel var han sikker på at der var noget i den stil. Noget der bestemte. En livsline for et hvert levende organisme i verden.
Det lød sikkert tosset, men sådan fungerede det inde i Erics hoved, om folk så kunne lide det eller ej, var ikke hans problem. Hans familie havde ikke nogle rigtig tros retning af nogle art, så den lå åben for ham. Der var ikke nogle der havde påvirket ham fra barns ben.
"Hvilke døds-ønske snakker du om?" At han lige nu havde overtaget var Eric sikker på, eller det håbede han. Selvfølgelig kunne det også være en illustration. Hvem vidste det? Man kunne jo aldrig vide sig sikker, desværre, selvom man måske gerne ville. At vide alt var kedeligt, men lige nogle steder ville det være dejligt at vide mere, end hvad man vidste på det pågældende tidspunkt.

Hendes bevægelser var smidige som en kat og rolige som en doven løve i eftermuddagssolen ude på svannen, da hun rejste sig.
Hun så han erhvervede sig pistolen og tænkte at hun virkelig måtte stoppe med at forære sine modspillere så billige stik.Så let som ingenting kunne den have været tilbage i hendes hånd, men hun var ukoncentreret og fokuserede ikke på bædvendighedderne, desværre.
Fyrens blik flækkede, og Camille fik ondt af ham, næsten....måske hvis han ikke stod og viftede med hendes pistol havde hun haft dét.
Håbede han der ville komme nogen og redde hans behind eller hvad ?
Hun kiggede irriteret væk.
Nu havde hun kun et at gøre, og faktisk ville hun helst have været foruden.
Hun måtte bruge sin evne for dét gik jo ikke at fyren stod der, og legede Dick Turpin med HENDES pistol.
Hun kiggede på ham igen, med et lettere fiesty blik, da han spurgte ind til 'hvilke dødsønske hun talte om?' .
Inden han kunne nå at sige ' ai caramba ' stod Camille med sin pistol i hånden .Han havde kun mærket et sikkert ryk, og så var den....væk, ude af hans ejerskab.
Hendes evne var god....når hun var gal.
Hun smilede som katten der netop havde fanget musen, mellem sine klør, da hun gik over til fyren og vendte hans første ord tilbage imod ham, sammen med pistolens mundning der ramte hans bryst.
"Undskyld, jeg hørte ikke hvad du sagde ?" flød fra hendes mund.

Det gav ikke bare et ryk i Erics hånd, men også hans hjerte, der sprang et slag over, da pistolen pludselig fløj ud af hånden på ham. Egentligt burde Eric ikke blive overrasket over det, der var mange væsner med mange forskellige evner, men alligevel kom denne evne bag på Eric, ikke fordi den var specielt ny, eller ukendt, men fordi han ikke havde troet at kvinden ville have nogle evne. Et eller andet sted, havde han bildt sig selv ind, at hun var et menneske, eller et umagisk væsen. Hvad der passede bedst kunne han ikke rigtig afgøre, men nu var en ting sikkert. Hun var ikke umagisk eller evneløs. Desværre.
Eric veg et skridt tilbage, da hun igen havde rettet pistolens munding mod ham, mens hun gik over mod ham. Han tøvede kort, før han skilte læberne. "Hvordan kan du være sikker på at jeg har mine værdier på mig?" Hvis nu ikke kvinden havde været så optaget af ham, og sit våben, havde hun sikkert bemærket at hesten var løbet sin vej, og det var den der bar pengene. Hvor meget ville kvinden give efter for at få den sum penge hesten bar? Ville hun virkelig tvinge ham til at gå tilbage til gården, for at få fat på pengene, og risikere at blive taget? Spørgsmålene snurrende rundt i Erics hoved, mens hans blik var rettet mod pistolen der ikke veg sit 'blik' fra ham.
Problemer var der nok af, han behøvede slet ikke udpege dem, han kunne derimod prøve at tælle chancerne for at komme væk på en hånd, eller det der var mindre. Hvis kvindemennesket havde bare en smugle styr på hjernecellerne, ville hun vide at han ikke besad nogle evner, da han klart ville have brugt den før. Men at vende om at løbe, var noget han heller ikke ville gøre, selvom det klart ville være noget han gerne ville gøre, men med en fjende med en pistol i hånden var det en tosset ide. Hvis det havde været en bue og pil, eller et andet kaste redskab, ville han sikkert godt, men der var lige en forskel på de to ting. Sigte kundskaben skulle ikke være specielt god med en pistol, den var hurtig og dødbringende, i modsætning til andre kastevåben, hvor man først skulle sigte. Det var der ikke den store nødvendighed i, med en pistol. Hvor havde hun egentligt fået sådan en fra?!

Camille stirrede på ham.
Ind de hans blå øjne,låste hun sig fast.
Hvad var der galt med hende ? Eller måske ham ?
Der var noget der ikke gik helt som hun havde forstillet sig.Skulle dét være SÅ besværligt at røve nogen?
Hun havde haft en idé om at når et offer,så en pistol så ville de tømme deres lommer og afleverer deres værdier så snart dét lod sig gøre, havde dét været så forkert at tro dét?
Ham her var jo....stædig.
Og var dét normalt....alle de spørgsmål HUN skulle besvare ?
Hun rettede lidt irriteret på hætten og sikrede sig den forsat løste sin opgave med at holde hendes ansigt nogen lunde skjult, da den faldt lidt ned over øjnene.

Hun vrissede derefter , og kunne ikke skjule sin utålmodighed og irritation, " Hør nu her...spørge Jørgen, jeg skal have noget af værdi ...NU ....ellers kommer du ikke hjem til din bedre halvdel mere i dette liv, har du forstået ?" .
Hun pressede igen pistolen ind mod ham og forsøgte holde nede den nyopstået følelse af ikke være helt så meget i kontrol , som hun havde sat sig for.

"Hør nu her....dét eneste der kan redde din aften og få mig af nakken på dig, er at du hoster op "
Sagde hun og tænkte et kort øjeblik på hvem dog den fyr var ?
At dømme efter hans udseende, en ung og frisk mand....ja ja...intet at udsætte på udseende, han var flot, men hans kropsholdning var mest interessant.
Noget stædigt, selvsikkert og alligevel falmende var over ham.
Meget svær lige at tolke, men penge ....et eller andet måtte manden vel eje ?

Eric slugte et suk, og betragtede kvinden, der syntes at være godt irriteret. Det tegnede ikke specielt godt, men han havde ikke længer noget af værdi på sig, da pungen var løbet. "Jeg har ikke noget på mig." Svarede han, mens han blik kort hvilede på kvinden, før hans blik flakkede rundt. "Så hvis du vil skyde mig, så gør det nu, for du får ikke noget du vil have."
Eric tvivlede en smugle på om hun virkelig kunne gøre det, for ville hun så ikke have gjort det? Det ville hun ville hun ikke? Det kunne godt være det var ham, der stadig havde et håb om at overleve, eller også så syntes kvinden bare det var hyle morsomt at lege katten efter musen, som han ikke kunne. Lige præcist som det skulle være. Lige efter historien. Hun skulle tro at hun havde optaget, men næ nej, helten skulle komme og redde ... hvem? Det betød ikke det store, han skulle nok finde ud af noget. Håbede han.
Det var en kvinde, med blondt hår og en klar intention om at få nogle penge, med en evne der nok kunne kaldes kategoriseres som telekinese, mere vidste han ikke. Han anede ikke hvad hun hed, ikke fordi det betød det helt store, men han vidste heller ikke hvem hun var. En simpel landevejsrøver? Det var det han var mest tilbøjelig til at tro, men det var da ikke kvinde. Hun måtte være en del af noget større når det var en kvinde, men hvad?
Spørgsmålene virrede rundt i hoved på ham hans hans blik flakkede fra pistolen, mod kvindens dækkede ansigt, og så tilbage mod hendes hånd igen, uden rigtig at vide hvor det kunne lige sig til rette, ligesom hjertet, der også sprang rundt i brystet på ham, mens han ventede på kvindens afgørelse.

Hun havde mest lyst til at starte stampe i jorden ,som et forudrettet barn.
Hendes første gang ! Hendes første gang gik til fyren her....og så fuckede han hende helt op.
Ingen penge ? Dét var bare løgn !
Selv med alle odds imod sig, sagde han bare at han intet af værdi havde, hvad skulle hun....skyde ham ?
Enhver der kendte hende, vidste hun aldrig ville gøre et levende menneske fortræd, med mindre der var....helt særlige omstændighedder, hun var éen der altid værnede om rettighedder, etik og liv.så ganske bizzart var dét at netop hun skulle havne i denne rolle.
Hun måtte træffe en beslutning, finde en løsning.
Måske lå dén lige for hendes fødder, kunne dét være så simpelt?
Et lille suk, der næsten lød tiggende, havde dét ikke stået i skarp kontrast , til dén ladte pistol hun stadig holdt mod hans bryst.
"Jeg har virkelig brug for nogle penge, hvor kan vi få nogen ?" Sagde hun med hovedet på hans skulder.
Hun prøvede nu bevidst at lokke ham til lidt mere villig samarbejde, ved at lege hjælpeløs....og sige vi.
"Vil du ikke godt hjælpe mig ?" Snøftede hun lidt, og viftede med pistolen.
Måske ville han tro hun var mentalt ustabil, hvilket ville give hende en fin fordel.
Eller var dét blot dét der faldt hende mest naturligt?
Hun havde en kamp kørende, en hun havde kickstartet, og nu ville hun bare ikke tabe dén.

Det rev fuldstændigt tæppet væk under Eric, da kvinden pludselig skiftede side, og snakkede om dem, vi, sammen. Han stirrede overrasket på hende, men var på ingen måder overbevist. Hun havde stadig pistolen. "Du kan sikkert godt." Svarede han, og lage tryk på det første ord. Han havde ikke brug for nogle, han havde en familie der tjente og forsørgede ham, mere manglede han ikke, han kunne ikke ønske sig andet. Han havde det med andre ord som blommen i et æg.
Eric kunne slet ikke tro sine egne øre, da kvindemennesket, som hun ikke var helt, pludselig spurgte om han ville hjælpe hende. Det var næsten sjovt at se på, sjovt at se hvor ynkelig hun prøvede at spille for at vinde hans tillid, eller hvad det nu helt præcist var hun prøvede på. Skuespil var ikke Erics stærke side, men han måtte alligevel udnytte det inden det var for sent. Forskellige ideer sprang frem i hans hoved, til han til sidst stoppede strømmen. Hans hånd fløj hen mod kvindens hånd, vristede igen pistolen ud af hånden på hende. At gentage den samme fejl som før var dumt, så for at gøre sine egne chancer for at overleve større, lage han fingeren mod aftrækkeren, pegede mundingen ned i jorden, og affyrede med høje brag de skud der var i pistolen. Da patronerne var brugt, kastede han våbnet tilbage til sin ejer. "Hvor fra for du den ide at jeg ville hjælpe dig?" Spurgte han nu tydeligvis mere rolig, men ikke helt. Hun havde muligvis andre våben på sig, plus hun havde sin evne. Hvor godt kun kunne hun mon bruge den? Nye spørgsmål fandt vej til hans hoved mens han kiggede mod kvinden, der muligvis havde grebet våbnet.

Hun stod faktisk et par sekunder og tillod sig at nyde kontakten.
Hun var som et vildfarent pendul, der svingede i alle retninger, og så kom katastrofen.
Igen hendes fejl....uopmærksom igen, hvor mange gange kunne hun dog lave den samme fejl ?
Han fik igen kontrol over pistolen, og hun kunne bare se vantro på da han tømte tromlen for patroner.
Hun rakte hånden ud og greb den værdiløse pistol, da han kastede den.
Hendes øjne var næsten ulykkelige da hun rettede dem imod ham.
Hvorfor blev han ved med dét her? Den dumme arrogante skid, han ville bare ikke give sig....og han bed heller ikke på hendes 'nødråb ' .
Tårer kom op i hendes øjne, men dét var fordi hun var rasende...mest.
Hun handlede fundstændig ugennemtænkt , hovedløst og uden.brug af sund fornuft da hun sprang på ham.
Hun greb fat i tøjet på ham, væltede dem begge ned på den grusede sti, og råbte af ham " Nu holder du fandme op, hvor svært kan dét være at lade sig overmande? Er du fuldstændig ansvarsløs? At blive ved at modsætte dig væbnet røveri, er du dum eller hvad....jeg SKAL have nogen penge, kan du forstå dét? Ellers...ellers...forsvinder jeg bare aldrig" hev hun stakåndet efter vejret.

Før Eric rigtig nåde at sige så meget, forsvandt jorden under hans ben, og han faldt ned i jorden, ikke helt smertefrit, men han havde pludselig fået andet at tænke på en ømme kropsdele. "Jeg har aldrig prøvet det før, og ærlig talt, så burde du øve dig lidt mere." Svarede han hånligt tilbage, og prøvede at skubbe kvinden væk. "Forsvind, du får ikke noget af mig, pengene er løbet for længst." Hvis det ikke lykkes for Eric, at skubbe kvinden ned af sig, ville han trække sig op og hvile sig på af albuerne, mens han kiggede på kvinden med et tydeligvis utilfredst blik. Han kunne næsten have været hjemme, hvis der ikke skulle komme en eller anden åndssvag tøs, og tro hun kunne få en masse penge.
"Jeg ved ikke hvad du forventer at få ud af mig, men det bliver ikke noget af det du håber på, med mindre du pludselig har nogle penge, jeg kan give dig." Nu mente Eric at samtalen var slut, og så ville han gerne se at komme hjem. Det var fandens koldt, og det var ikke ligefrem fordi han havde videre varmt tøj på, da han ikke havde forventet han skulle rode rundt på den frosne jord. Når han så endelig ville komme hjem, ville hans mor nok overfalde ham med hvorfor pokker han havde været så lang tid ude. Hvis han fortalte sandheden, ville hans forældre blive overbeskyttende, hvilke han for alt i verden ville undgå, så hellere en løgn. Selvom det ikke var den rigtige vej at gå, var en løgn alligevel noget han fortrak, frem for at blive buret inde på gården. Det ville blive et helved.

De tumlede lidt rundt dernede, og Camille kunne mærke på den svien og brændende , der opstod på hendes albuer, at nogle store hudafskrabninger var kommet.
* han bliver sku ved ! Fandens !* tænkte hun og svingede et ben over ham, så hun nærmest sad ovenpå ham, hvilket var nødvendigt hvis hun ville holde ham på plads, han var hende langt overlegen....fysisk.
Så kom stødet....'Hun burde øve sig ! '
* hvad hede hule helvede var der galt med denne mand? Fornærmede han lige sin overfaldsmand?
Nu måtte hun se at sætte en stopper for denne leg.Kunne hun ikke få respekt af en....dreng...som ham, så ville hendes moonlight job blive yderst vanskeligt at praktiserer.
" Hør nu her....knægt....nu holder du mund...og så gør vi som jeg siger, dét er min første gang så du har bare at være sød ....jeg har allerede slået mig og er i rimelig dårlig humør...hvilke betyder jeg er.....farlig og helt utilregnlig !" halv råbte hun ind i hans hoved, måske en kende desperat nu.
Han løftede sig lidt op, hvilke hun dog tillod , men da han forsatte og sagde hun skulle forsvinde, var hun tæt på at miste besindelsen.
Dét var jo slet ikke gået som hun havde forudset....men igen, dét gjore dét sjælent ,måtte hun sande.
En sætning hæftede sig dog fast.
'pengene,pungen,værdierne....er løbet '
Den store @%#, hvor tarvelig kunne man lige være, han havde sendt pengene afsted med hesten.
Hun fiskede hurtigt sin kniv frem, satte den mod hans hals og sagde lavt " Nu får du den hest tilbage , forstår du dit liv afhænger af dét "
Hendes hjerte bankede al for hurtigt, en del af hende ville ønske hun ikke var her...i denne situation...men børn og andre slaver havde brug for hendes hjælp, hendes indsats og hun havde ikke kunne komme på bedre måder at skaffe sig forholdsvis store summer på kort tid, så hun kunne købe dem fri og supplerer dem med start kapital, til et nyt og bedre liv, et liv i frihed.

Eric ignorerede hvad der kom ud af kvindens mund. Det var lige meget, men det var i stærk kontrast til den kniv, han pludselig havde presset mod struben. Han kiggede lidt på den, tydeligvis tøvende, uden at vide hvad han skulle stille op med sig selv. Kunne han få fat på kniven? Næppe, ikke når hun havde den hvad hun havde den, og han kunne ikke rigtig bevæge sig, da hun havde sat sig fast på ham, bogstavligtalt. "Hvorfor tror du jeg kan få fat på den, jeg aner ikke hvor den er." Det første var en stor fed løgn, i modsætning til det sidste. Han kunne, hvis han ville, sikkert godt få fast i hesten, med mindre den var flygtet tilbage til gården, men chancerne for det, var ikke så stor. De havde været hest og rytter lige siden hesten kunne bære en rytter på ryggen, så han kunne ikke forstille sig at den skulle ride alene.
Om det var klogt eller ej, det måtte tiden vise, men han ønskede ikke at blive liggende ned på den kolde jord, så han gjorde et forsøg på at slippe væk, ved at ligge sig helt ned, så kniven kort ikke var lige ud foran hans strube. Mens han lage sig ned, prøvede han at greb kvindens hænder, så han havde styr på dem og kniven. Han anede ikke hvordan hans ods var, men de var sikkert ikke gode, han lå ned, og kunne ikke flytte sig specielt meget, men måske, hvis han var heldig.

Godt så.
Endeligt lidt kontrol, hvis man altsår kunne beskrive dét at hun fysisk havde overfaldet en uskyldig mand og nu sad med en kniv og truede ham på livet, som at have kontrol ?
Dem der kendte Camille, ville sige at hun var fuldstændig foruden lige nu.
Hendes øjne brændte sig ind i hans...hvilken farve var de egenlig...grå? Brune? blå? Dét var ikke at se sådan som mørket lå over ham og hun selv kastede skygge ned over ham.Hun fejede de tanker væk....de var på ingen måde relevante for dette, og hendes koncentration tålte ikke flere ridser i lakken.
"Tror du jeg er dum ? Dét er din hest. Eller dit..bæst...får dét tilbage NU "truede hun, men nåede ikke længere før et sæt af stærke hænder havde lagt sig omkring hendes egne, og holdte dem fast.
Hun kæmpede for at trække dem fri og fik viftet og 'skåret' lidt i luften med kniven , inden den røg ud af hendes greb og landede på jorden.Hun stønnede højt, da dét skete , og så kort fra fyren ,til kniven...og tilbage igen.
Hun følte magt balancen var faretruende tæt på at tippe nu, hun blev pludselig nervøs for hans næste træk .Hun så på deres hænder og nu følte hun sig fanget.
Hvad ville denne..pain in the ass...gøre til sit næste træk?

Det var ligefør Eric igen ville juble, da det lykkes ham at få fat i hendes hænder, og som ekstra drys, fik han den endda ud af hendes hånd! Da han nu syntes at have mere kontrol over det hele, greb han hårde fat omkring hendes håndled, og vred hende ned af sig. Så snart hun ramte jorden, var han oppe på hende, og sad på hendes mave, og pressede hendes hænder ned mod jorden, mens han sad lænet ind over hende. "Den hest du kalder et bæst, er faktisk en hest." Sagde han tydeligvis utilfredst over hendes øgenavn til hans hest. Han vidste godt at det var en stor hest, men sådan var racen, den var lavet til at ride med større ryttere end et menneske.
Han kiggede kort på kvinden, han flyttede sine hænder op i hendes hænder, og lod deres fingre flette sammen. Om hun ville forstå hvorfor han gjorde det, var han ikke sikker på, men det gjorde heller ikke noget, det vigtige var at han forstod det, og det gjorde han. Med hænderne lykkes det ham at hindre hende i at få kniven i hånden igen, hvilke var præcist det han ikke ville have der skulle ske.
"Godt, nu er det mig der styre legen her, med mindre du har flere tricks i ærmet." Startede han, og flyttede en smugle på sin hånd, hvis håndflader var presset mod hendes.

Dét smertede og hendes håndled og herefter fulget et meget hårdt bump, da hun blev varpet ned, og omkring på jorden.
Fyren kom ovenpå hende, tvang hendes hænder i jorden og overtog spillet....dét hele slog bokstavlig talt luften ud af hende og gjore hende temmelig nervøs.
Hun vidste hun ville tabe definitiv, hvis han opfangede at hun var bange ,så hun måtte forsøge skjule dét.
Derfor svarede hun stædigt igen " Bæstet er...unaturligt stor, dét er da ingelunde normalt " og dét kunne tydeligt høres at hun ikke var heste glad og ikke var dus med den slags dyr.

Da han flettede sine fingre ind i hendes, var dét nok umuligt at holde den skræmmende følelse væk fra hendes øjne.
Hun forsøgte at presse imod og bekæmpe ham, men hendes hænder blev liggende hvor 'han havde lagt dem'.
* hvad sker der ? Er HAN sindsforvirret eller hvad? Oh..no ! DÉT er vel ikke ....han vil da ikke? Kunne han finde på...?* , nu var uroen stor og hun måtte finde en måde at komme ud af hans greb, ellers tegnede den næste halve time ikke lys.

"Du...du slipper mig lige nu, du vil fortryde dét her ! Jeg har triks der kan sende dig i graven ...såå for guds skyld brug dog fornuften " forsøgte hun at genvinde lidt terræn, imens hun frustereret bemærkede hendes hætte var begyndt at rykke på sig, nu hvor hun lå på ryggen.

Et irriteret suk lød fra Eric, da hun igen begyndte at true ham. "Hvis du var så ivrig efter at jeg skulle dø, så ville du have dræbt mig." Endnu en ting havde han lært omkring kvinden, og det var at hun ikke var bange for at smide med tomme trusler i et forsøg på at få ham væk, men han hoppede ikke længere på den, han ville ikke. Det var jo latterligt! Hvorfor blev hun ved med at prøve, selvom de begge godt vidste at hun ikke ville gøre det, eller det håbede han. Selvfølgelig kunne hun godt pludselig gør alvor i det, men han måtte vel bare håbe på det bedste. Mere kunne han jo ikke gøre.
"Hvem har sagt, at jeg ikke gør en ende på dig før du når så langt?" Det var i bund og grund latterligt at han sagde det, for hans ord var lige så tomme som hendes. At dræbe et menneske, eller hvad kvinden nu var, kunne han ikke. Han havde aldrig prøvet det, men forventede ikke at han bare kunne gøre det. Han gik jo ikke rundt og dræbte alt og alle, og specielt ikke ... kvinder? Hvorfor skulle det hindre ham i at dræbe hende? hun kunne jo have gjort det. En kort tøvende ansigt gled kort hen over drengens ansigt, før han igen fokuserede på kvinden og løftede lidt op, så hun ikke blev presset så hårdt ned i jorden.
"Hvad er det præcist du skal bruge penge til?"

Dét hele var omvendt...og faktisk meget morsomt.
Hun lå overmanet på jorden, af fyren der skulle have været hendes offer.Hun havde mistet både pistol og kniv til ham og var nu fastspændt under ham.
Alligevel forhindrede dét hende ikke i at kæmpe videre...
"Jeg forsøger ihærdigt at holde dig i live,men din manglende vilje til at samarbejde gør dét meget vanskeligt for mig " gispede hun, og ledte med lys og lygte efter et modtræk på hans 'angreb'.
Hendes hjerne var....skrækkelig tom, gud hun stank til nærkamp.
Hun måtte finde en der kunne øve, træne hende i netop dét.
Hans trusel om at gøre en ende på hende, gav hende noget at tænke over.
Hvor langt kunne hun presse ham, og fejle...uden han tog til genmæle...ja, dét var han jo i fuld gang med , hun skar en lille grimasse.
Han løsnede grebet lidt, og smerten blev mindre...lidt.
Slap han mere ville hun kæmpe løs igen, dét nyttede jo ikke at hun lå her...rollerne var helt...omvendt.

Men hans næste spørgsmål ,fik hende til at glane ind i hans øjne.
Hvorfor ville han vide dét ? Gjore dét en forskel på noget sæt?
Hun vidste emnet slaver, var sprængfarligt og en god måde at få fjender på.
Alligevel for en lille rebel rundt og hev hende i lokkerne og hviskede 'fortæl fortæl ', og om hun ønskede at provokerer den unge flotte mand, der helt fejlagtigt troede han ville vinde denne omgang, eller hvad årsagen var...vidste hun ikke, men ud af munden væltede ordene
"Til slaver...jeg vil købe slaver fri ".
Havde hun selv haft bare éen hånd fri, ville den have dækket hendes mund til, hun fortrød dét Als for ærlige svar, så snart dét var sendt afsted.