It was an accident. -Spurv-

"Hvordan fik du det til at sne? Kan du også styre vejret?" spurgte hun interesseret og samlede en ny snebold. "Og," Interessen smeltede et øjeblik bort sammen med enhver rest af enhver facade, og pludselig flakkede hendes blik, og en indgroet mistro og en særegen sårbarhed strålede under huden. Hvad vidste han om hende? Havde han noget på hende? Hvornår havde hun afsløret sig selv? Så var visionen ovre.
".. hvad får dig til at tro, jeg har en evne?"
Jo, hun havde snakket om Nathan, selvfølgelig, det var nok det, og et eller andet sted ønskede Spurv at tro på den hvidhårede yngling. Jacob virkede ikke særligt faretruende. Hun smilede svagt og klemte øjnene sammen til sprækker mens hun tog situationen i øjnesyn. Han stod tilpas langt væk fra nogle huse, at det ville blive en smule svært, men det var nok ikke et problem. Det tynde lag sne var ingen vægtmæssig udfordring for hende, men det var måske en udfordring på grund af selve strukturen. Hun ville ikke vide det, hvis ikke hun prøvede.
"Vær opmærksom.." krævede hun og løftede hænderne i en ren skinmanøvre, som om hun prøvede at fremmane noget. Med en knagende lyd gav sneen på det nærmeste tag pludselig efter for et pres fra.. (Fra hvad, præcist? Tanken? Ånden? Hun havde aldrig forstået det selv, men det var bare sådan. Ting lystrede hende hvis hun bad dem om det.), skøjtede ud over tagkanten og sprang derfra mod Jacob som et frossent brusebad.

"Nej, jeg ved ikke rigtig hvordan det skete," svarede han og løftede på skuldrene. "Jeg tror bare at min is evne måtte have trukket sig ordentlig i kræft, siden jeg pludselig kunne få det til at sne," Det lød en anelse forvirrende, så han prøvede at fortælle det på en anden måde. "Altså.. at min evne måtte være blevet stærkere, det eneste jeg gjorde var at kaste en stråle is op mod himlen og pludselig sneede det bare," Han grinte en anelse ved tanken, men havde skam ikke noget imod hvis is evnen var ved at blive stærkere. Det var vel kun en fordel.
Så snart han spurgte til hendes evne, så hun pludselig ret så mistroisk ud, som var han en røver der bad hende om at vise ham sin pung. Jacob havde ingen bagtanke om det, han var bare nysgerrig for at vide hvilken evne hun havde.
Da hun bad ham om at være på vagt, stod han helt stille og lyttede, for at gøre sig klar til hvad som helst der kunne vise sig. En rumlen fra taget fik ham til at reagere hurtigt, så han lige nåede at fjerne sig inden en bunke sne fra taget ville have givet ham et koldt bad. Han spærrede de krystalblå øjne op et kort øjeblik, imens der voksede et imponeret smil på de smalle læber. Han kiggede spørgende hen på Spurv.
"Var det dig som gjorde det?"

Hans evne var blevet stærkere, aha! Og han nåede akkurat at flytte sig, og en snert af skuffelse skyllede ind over Spurv, men kun et øjeblik, så så hun hans smil.
"Det var mig!" jublede hun, og hendes ansigt flækkede i et bredt grin da hun udførte en lille, hoppe-dans af ren stolthed.

"Og så er der Nathan," nu hvor hun var gået i gang med at demonstrere sin magi, så faldt blikket unægteligt på den hvide ugle, der lettede med et lidt træt udtryk i ansigtet, som Spurv kendte ud og ind, og som de færreste andre kunne læse noget fra. Han landede tungt på hendes udstrakte arm og himlede en smule med øjnene, irriteret over at være udstillingsgenstand. Så tippede han hovedet og så på drengen med det blege hår, studerede hans træk og klaprede let med næbbet.
"Nathan, Jacob, han er ismagiker," mumlede Spurv til uglen, der bare lo af hende. Han havde da lyttet med. Hun knurrede af ham, og han lettede, fløj lavt over Jacobs hoved og forsvandt ud mellem husene.

Hendes jubbel dans fik bare et smil frem, eftersom det nu virkede til at hun ikke gjorde det for at håne, men blot fordi hun var glad for at kunne demonstrere hvilken kraftfuld evne hun havde. Han nikkede imponeret og kiggede kort hen på det sted, hvor han før havde stået, men nåede at flytte sig før den store bunke sne faldt ned over ham, selvom han ikke ville kunne mærke kulden alligevel.
"Fantastisk!" sagde han henrykt og kiggede hen på hende med øjnene spærret op og et grin på sine smalle læber. "Sikke en evne at have!" Han kiggede hende i øjnene, men kom hurtigt til at fokusere på den smukke ugle, som kunne ligne at den følte sig en smule udenfor, hvilket bare fik et større, men kærligt grin på Jacobs læber. "Og din ugle der er nu også ret fantastisk," Han fulgte den med blikket da den fløj hen over hóvedet på ham og forsvandt i højsonten. Så snart den var væk, kiggede han kægt hen på spurv igen. "Så, hvad skal vi finde på at lave?" Med det samme han sagde det, kom der en mand gående ud af kroen, slingrende og fuld.

"Synes du," spurgte Spurv glædestrålende. At nogen roste hendes evne var een ting (Og en god ting), men når Nathan fik ros blev hun overmåde lykkelig, selv om hun udmærket godt viste, at uglen selv ville mene, at 'smuk ugle' var en nedværdigende underdrivelse. Spurv rykkede tættere på Jacob, drengen med de strålene øjne, og sænkede stemmen.
"Vi er brødre, eller - Haha" hun grinede kort og genert over sin fejltagelse, der voksede helt ud af proportioner i hendes hoved. "søskende, mener jeg, han er min bror, altså."
Det føltes som en stor betroelse, selv om de fleste egentlig godt kunne regne sig frem til et og andet. Spurv syntes bare, der var forskel på at tænkte et og få det at vide. Kvalitetsforskel.

"Ja, hvad skal vi lave?"
Spurv fulgte Jacobs blik og fik øje på den fulde mand, der stavrede afsted. Hendes ansigt skiftede lynhurtigt fra veloplagt til irriteret og ugideligt. Fuldskab var ikke ligefrem noget nyt. Ja, hun skulle egentlig hjem, og hjemme skulle hun skænke øl og tålmodigt vente, mens aftenen henslæbte sig og folkene, der kom på kroen for at synge og høre nyt, endelig besluttede sig for at drive hjemad. Hvis det da gik så let.
"Jeg burde faktisk gå hjem." sagde hun med gravrøst. Så klarede hendes ansigt lidt op. "Meeeen.. det kan vente!"
Alligevel var der ikke samme glæde i hendes øjne. Der var i stedet en uro. Fulde folk. Spurv nærede en indgroet modvilje mod dem. Højlydte og grænseløse, hun kneb øjnene sammen og skævede til Jacob. For hendes skyld måtte manden gerne bare forsvinde, og det lidt hurtigt.
Alligevel lugtede hun ballade