Oh... Hello there... ~ Kasandra

S: The Forest
O: Træer.
T: Eftermiddag, 14:12
V: Solskin, og en behagelig lille vindbrise.
P: Hvid skjorte, hvide bukser, hvide converse.

Stående på en gren kiggede han ned i noget mudder. Hvorfor? Ja... Han kedede sig. Meget. Han satte sig i stedet på grenen, og kiggede rundt. Træer... Intet andet. Boring... Han sukkede, og kørte det hvide hår til side. Det var pjusket, og hang ham næsten altid ned over øjnene. Den blide brise var som musik i hans ører.
Han hoppede ned fra grenen, og gik udenom mudderpølen. Måske skulle han gå tilbage til Firewood village? Eller... Han sukkede. Han lagde armene over kors, og bøjede hovedet så han så op i trækonerne. De fine grønne blade lignede noget han kunne hoppe på. Æhm... Okay, det kunne han så ikke, det vidste han godt. Det var bare... De lignede seriøst nogle man kunne hoppe på. Nej, nu var han skør. Han grinede lavt for sig selv, og fortsatte med at gå.
Han stoppede op da han hørte nogle lyde.

//Ja undskyld det blev kort men havde ingen anelse om hvad jeg skulle skrive xD

Kasandra sad og var i gang med at samle nogle blomster fra en busk, da Meric bag hende stivnede og gik ud til siden. Hun løftede hovedet og så efter ham, og så på hans stive skuldre og hun rynkede brynene. Hun tog to blomster mere og mente så hun havde nok og rejste sig så op. *Meric hvad sker der?* Hun havde ik selv hørt raslen i buskene ude til højre. Hun fik dog ik noget svar fra ham. Han lagde kurven over sin højre underarm og greb fat i hans venstre overarm, med den anden hånd. Kom så, vi mangler tre urter mere så kan vi tage hjem. Hun trak ham med ind dybere i skoven. Merics mørke gråskinnede hår stod i i hår totter og hans lyse skinnende hud, fik ham til at ligne en elver. En meget smuk elver, det var kun hans gule øjne der fik ham til at se forkert ud. Kasandra havde sit normale tøj på, brune bukser og grøn top, med håret sat op. Hendes bue lå derhjemme for hun regnede ik med at få brug for den.
Meric var stadig på vagt og så sig over skulderen. "Jeg er ik tryg ved det her. Det føles som om vi bliver i agtaget og jeg kan ikke lide det. Jeg tror de vil os ondt!" Kasandra så på ham med et medlidende blik, men fortsatte frem indtil de nåede et højt træ. Det lignede et eg, men den havde en mørkere og bredder stamme. Hun blinkede til Meric med sit højre øje, gav ham kurven og gik over til træet. Meric fulgte efter og gav hende en heste sko så hun havde nemmere ved at komme op i træet. Da hun nåede op i træet begyndte hun at samle bladende, som skulle bruges til en salve med kløe. Hun smilede og så ned mod Meric, men han var væk. *Hvad nu...* Hun hørte træet under hende begynde at advare hende, men hun nåede ik at reagere, før hun følte en pil gennembore hendes skulder.
Hun greb fat om stammen med den raske arm og så sig omkring, men hun så intet. den næste pil så hun komme og hun nåede at flytte sig så den ik ramte hendes bryst, men istedet satte pilen sig i hoften. Hun svang sig til siden og lod sig falde og da hun ramte jorden, (hårdt) satte hun i løb mod en busk og gemte sig der. Blodet gennemsølede hendes ærme og den øverste del af højreskulder, mens at såret fra hoften ødelagde hendes brune bukser. Hun stønnede svagt af smerten, mens hun så ud gennem buskens blade, men hun kunne stadig ik se nogen. *Hvor er du Meric?* tænkte hun desperat.

Gabriel stoppede op da han hørte nogen snakke. En mand... Han kunne ikke opfange hvad der blev sagt, men lige lyden af en mandestemme nåede ham. Han begyndte at blive nysgerrig... Og gik hen imod lyden. Han stoppede op lidt efter, og så op i et træ. En pige sad deroppe.
Han rynkede panden lidt, og fik et chok da hun blev skudt. Han ville gøre noget, men hun var allerede på vej ned. Pigen ramte jorden med et hårdt bump, og fik løbet hen imod en bust.
Gabriel tog en genvej hen imod busken. Hvis han skulle få pigens tillid... Måtte vingerne frem. Han var ligeglad med om skjorten gik i stykker. De hvide vinger kom ud.
Han satte sig ved hug ved busken.
"Kom frit frem." Hans stemme var beroligende, og venlig. "Jeg gør dig ikke noget..." Han rakte en hånd ind imod busken.

//kort svar, sorry. ^^

Kasandra sad med lukkede øjne og lyttede til naturen i håb om at få noget at vide om Meric, men det var svært at koncentrere sig med pile siddende i kroppen. Hun trak vejret meget dybt lagde hånden og skæftet på pilen i hoften. Hun sad stadig med lukkede øjne og det eneste hun hørte var hendes blod der flød i hendes årer. Idet hun hev pilen ud, spændtes alle hendes muskler, forberedt på smerten og hun gispede kort. Hun greb om sin bluse og hev noget af stoffet af for at bruge det som forbinding. Hun hørte svagt en stemme snakke, men hun kunne ik se nogen. Hun ledte så tilgengæld heller ik det rigtige sted. Hun gjorde sig klar til at gøre det samme ved pilen i hendes skulder, men indså at spidsen var på den anden side. Den kunne hun ik få ud, uden hjælp. Hun hørte igen en stemme og denne gang kunne hun lokalisere den. Hun så ud mellem buskenes blade, en mand i hvis og med vinger.
*Underligt, hvad vil en engel her i denne del af skoven* Hun rystede på hovedet og begyndte at få en mistanke om, at det var HAM der havde skudt hende og fjernet Meric. *Meric, hvor er du?* Hun trak sig langsomt tilbage fra busken og manden på den anden side, og ved hjælp af en træstamme kom hun op og stå. Hun ventede ik på at se hans reaktion, hun satte bare i løb, væk fra englen. Hun vidste ik meget om dem, ik andet end de er udenfra kommende. Måske var de uden efter nogle af naturens hemmeligheder. Hun løb, men ik særlig hurtigt, for hendes hofte drillede hende og hun var nød til at støtte sig til træerne en gang imellem. Hun så sig over skulderen for at se om han fulgte efter.

Et gisp forlod busken, og fik rynker frem på Gabriels pande. Hun havde brug for hjælp. Det var tydeligt. Han havde vel håbet på hun ville sige noget, som foreksempel... 'Hjælp' eller 'lad mig være!' men næ nej... Hun sagde intet. Var stille.
Hun begyndte at trække sig væk, og han så opgivende på hende. Hun stolede ikke på ham! Hrmpf. Han var engel for pokker da! Var de hvide vinger ikke nok svar til at han ville hjælpe hende? Han var på en måde skytsengel, og så alligevel ikke.
Hun løb. Han sukkede, og foldede vingerne helt ud. Han satte i løb, og fløj så lidt op over trækonerne. De fine hvide fjer var tydelige hvis man så op. Han landede lidt væk fra hende, men alligevel foran hende. Han vendte sig om mod hende.
"Jeg gør dig ingenting... Lad mig hjælpe dig." Han så bedende på hende. "Jeg er engel, du kan stole på mig." Han rakte en hånd ud mod hende for at vise han var venlig. Måske mærkelig måde at gøre det på, men sådan var han.
Han håbede virkelig at hun bare ville sige noget, og så tage imod hans hjælp...

Det blev sværere og sværere for hende at løbe. Hun vidste at hun havde mistet meget blod, og derfor skulle sætte sig ned i stedet for, men hun vidste ik hvor manden fra før var. Hun stoppede op og lænede sig op af et træ. Hun mærkede træets bark gennem hendes bluse og der løb en kuldegysning ned af rygraden af normaliteten ved følelsen. Hun kunne ik høre trin bag sig så hun drejede hovedet for at se hvor han var, men han var ingen steder at finde.
Hun greb om sin overarm da smerten fra pilen meldte sig igen og hun hørte ik englen lande. Hun så op da hun hørte ham snakke til hende. Hun så på ham med rynkede bryn, da hun så hans ansigts udtryk og flyttede så øjnene ned mod hans hård. Hun kiggede op på ham igen og så mærkede hun at hendes ben ik kunne holde hende oppe mere, og hun gled ned af stammen og landte på jorden.
Der gik en rystelse gennem hendes krop og hun klemte hårdt om armen. Hun indså at hun ik ville kunne overleve af sig selv så hun så op på ham med smerte i blikket og nikkede så til ham. Det sortende for hendes blik men hun kæmpede hårdt for ik at falde ind i mørket.

Hun stod op af et træ. Træt, og såret. Det kunne han se. Hun følte smerte. Pilen i hendes overarm så farlig ud... Altså, den ville skade hende en del hvis hun ikke fik den ud.
Han gik hen imod hende, men langsomt. For ikke at skræmme hende. Det undrede ham lidt at hun ikke sagde noget, men det var sikkert på grund af smerten. Ja, det var nok derfor. Hun faldt ned i siddestilling, og et nik fra hende fik ham til at løbe mod hende.
Han satte sig på hug ved hende, og betagtede pilen... Han måtte være ærlig. Han vidste ikke hvordan han skulle få den ud.
"Undskyld, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få den ud... Men du skal hurtigt have den ud. Kan du fortælle mig hvad jeg skal gøre?" Han så spørgende på hende.
Forhåbentlig kunne hun... For ellers måtte han skynde sig at, og hente hjælp.

Hun så på ham da han satte sig på hug. *Han er da en underlig en,* tænkte hun lidt fraværende. Hun hørte hvad han sagde og sukkede opgivende. Hun var ik tryg ved at bede om hans hjælp, og det at han ik vidste hvad man skal gøre, gjorde hende rædselslagen, men hun vidste at hun ik selv kunne få pilen ud. Hun drejede hovedet så hun så direkte på ham. Hun kunne mærke det, hendes kræfter stille og roligt forsvinder, men hun kæmpede for at få det under kontrol, så hun kunne forklare ham hvad han skulle.
*Pilen har brudt igennem skulderen,* hun så på ham og så efter en hvilken som helst form for reaktion, da han hørte hendes stemme i sit hoved. Der var ik mange der brød sig om det, men lige nu, der håbede hun med alt af hvad hun havde, at han ik var en af dem der stak af. *Du skal...... knække skaftet på.... på pilen* Hun kunne mærke at hun begyndte at miste fokus. Hun rystede lidt på hovedet i et forsøg på at klare tankerne og så så på ham igen. *Derefter bliver du..... nød til at... hive pilen ved spidsen.* Hun kæmpede for at holde sig vågen, men en lille tanke sagde at hun skulle give efter. Så slap hun jo for smerten der ville komme af at nogen pillede ved pilen. Men hendes fornuft sagde at hun skulle holde sig vågen så hun kunne hjælpe englen, hvis han fik brug for det.

Ja, det var irriterende han ikke vidste sådan noget... Men... Ja, sådan var det bare. Og medmindre hun bare ville dø, måtte hun forklare ham hvad han skulle gøre. Han så hende roligt i øjnene. Han fik et chok af at høre en stemme i sit hoved, men regnede hurtigt ud at det var hendes stemme. Hm.. Nuvel, det måtte han finde ud af senere. Han blev hvor han var. Han ville hjælpe hende. Det hang lidt med til at være en engel.. Knække skaftet på pilen.. Forstået. Han tog forsigtigt fast i skaftet.. Og knækkede det. Han prøvede at gøre det forsigtigt for det ikke skulle gøre ondt, men det... Var lidt umuligt for ham.
Det var lidt skræmmende at hun kunne sende ham tanker, eller hvad hun nu gjorde... Han nikkede forstående. Tøvende gjorde han det hun sagde. Hev pilen ved spidsen. Forhåbentlig hjalp det.

Hun så på ham og var tilfreds med reaktionen over at høre hendes stemme. Hun så hans hænder gribe om skaftet på pilen og hun bed tænderne sammen og lukkede øjnene. Da han brækkede den kunne hun mærke det i skæftet inde i hendes skulder, og det sendte chok-bølger op til nakken og ned af rygraden, så fik det til at føles som ild. Det var kun lige før at hun holdte skriget tilbage, men smerte var så slem at den næsten sendte hende ind i bevidstløsheden, mod hendes vilje, og hun var ik sikker på om hun ville være vågen efter pilen var ude så hun fokuserede på ham igen.
*Når... pilen er ude... skal du... forbinde... såret.. så jeg ik... mister for meget... blod...* Hun mærkede hans fingre ved skulderen og igen sendte det smerte bølger af ild gennem hendes krop, og denne gang kunne hun ik holde et støn tilbage. Hun kunne mærke pileskæftet blive trykket ud, millimeter for millimeter og det sidste hun mærkede inden mørket tog hende helt, var at den var halvvejs ude af skulderen.

Meric vågnede op med en dunken i hovedet som aldrig før og var en smule forvirret. *Hvad skete der?* Så kom han i tanke om at Kasandra var ude i skoven et sted og kom op på vaklende ben. Han kunne ik huske hvad der skete andet end at han, det ene øjeblik så på Kasandra oppe i et træ, og det næste så var der en smerte i baghovedet og nu vågnede han op der. Han lod en hånd glide om på baghovedet og fandt en bule deromme, som var ømt. Han begyndte så at gå derhen hvor han troede Kasandra ville være, hos Mistans-træet. Han fandt træet, men intet spor af hende. Han så sig omkring indtil han så et blod spor og hans hjerte fyldtes med frygt over hvad der mon var sket hende.

Forbinde den? Han vidste præcis hvad han skulle bruge. Han rev den ødelagde skjorte af sig, og rev noget af som han kunne forbinde såret med. Han lagde pilen lidt væk, og så på hende.
Var det forsent? Det måtte det ikke være. Han skyndte sig at forbinde såret, og prøvede at gøre det så forsigtigt, men hurtigt, han kunne.
Han pressede lidt mod såret for at forhindre blødningen lidt. Han bed sig i underlæben, og vidste ikke helt om han skulle flytte hende så hun var et mere sikkert sted.
Hvem havde skudt hende? Og hvor var den anden hun havde været sammen med? For mandestemmen havde vel været en hun havde været sammen med? Eller var det ham der havde slået hende ned?
Det var meget gode spørgsmål, men lige nu måtte han vente på hun kom tilbage til virkeligheden. Hvilket hun da forhåbentlig gjorde...

Kasandra var slet ik opmærksom på hvad der foregik omkring hende. Hun følte sig trykket til jorden og træerne. *Er det sådan her jeg skal dø? Og vil det være så fredeligt altid?* Hun var i tvivl. Så ændrede naturen sig. Hun så det træ hun havde kravlet i lidt tidligere, på afstand og hun så sig selv sidde på en gren. Hun var virkelig forvirret, men så kiggede hun til den ene side, da hun hørte en buestreng blive trykket. Der stod en mand og hun kunne se på hornene og de røde øjne, at der var stor sandsynlighed for at han var en dæmon. Da indså hun endelig, at det er skoven der sendte hende billeder så hun kunne se hvad der skete. Det er nemmelig nemmest at kommunikere på den måde når det levende væsen, enden sov eller var bevidstløs.

Meric fulgte blodsporet og kom hen til en busk som han gik om bag ved. Der lå en pil mod blod på og en endnu større pøl af blod på jord, blade og grene. Han håbede af hele sit hjerte, at det var et dyrs blod, og ik Kasandra's. Han kunne ik se et blodspor som han kunne følge, *sikkert fordi såret blev dækket til* tænkte han. Han rettede sig op og snuste til luften. Intet. Han begyndte at gå i en stor cirkel, på udkig efter blodspor eller blod duft.
*DER!* Han kunne sagt lugte det og så begyndte han at følge lugten. Inden længe var der også små spor af blod, på blade, på stammer og han satte farten op, indtil han stoppede brat. Hvad han så fik hans blod til at isne. En fremmed mand så ved siden af Kasandra, som tydeligvis var bevidstløs, og ik nok med at det var en fremmed. det var en udefrakommende.
Han løb ind og greb englens skuldre og hev/kastede ham væk fra Kasandra, adrenalinen pumpende i hans åre. "Hvad tror du, at du har gang i?" Tordnede han, vrede og had tydeligt at se i både kropsholdning og øjne, og kunne høres i hans stemme.

Gabriel var bange for det havde været forsent. Årh, hvorfor havde han dog ikke bare prøvet sig frem, og ikke tvunget hende til at forklare hvad han skulle gøre? Ville det være hans skyld? Ville han blive falden engel? ÅH NEJ! Det ville han ikke! Det nægtede han! Det var han bange for at blive...

Han så hen imod en dreng der kom gående, og fik et chok da drengen trak ham væk. Nå, så det var drengen?! Og han troede at... En lyst til at slå drengen meldte sig, men Gabriel rankede sig bare, og foldede hænderne bag ryggen. Gabriel så køligt på drengen.
"Jeg ønsker en undskyldning. Det eneste jeg har 'været i gang' med er at hjælpe en pil ud af hendes skulder. Måske burde du takke mig?" Hans stemme var kølig, og neutral. Hvis drengen ville lege 'jeg er beskytter!' så kunne han da bare komme an.

Meric kneb øjnene sammen over mod englen. Han stolede ik på ham og valgte at ignorere ham. Nu havde han jo en passende afstand, så han så ham ik nogen trussel. Han gik hen ved siden af Kasandra og satte sig på hug overfor hende. Hun var meget bleg og han kunne høre hendes uregelmæssige vejrtrækninger. Han løftede sin hånd og lagde den på siden af hendes hals for at mærke efter hendes puls. Den var alt for høj.
Han var på vej til at vende sig om mod englen for at vide hvad der var sket og hvad han havde gjort ved hende, da han så hendes tøj. Tydeligvis blodmangel. Det blev straks værre at kurere. Han gik om på hendes raske side og tog blidt ved hendes arm og skulder for at lægge hende ned på jorde. Så kiggede han på englen og sagde, "Oka, fint. Undskyld, men nu har jeg brug for din hjælp. Vi skal finde noget vi kan varme hende op med."
Han tog sin kappe af, som var fyldt med små blade og jord, og lagde den over hende, "og så skal jeg have fundet en måde hvorpå jeg kan erstatte noget af al den blod hun har mistet," mumlede han for sig selv. Han gik væk, men kun så langt at han stadig kunne holde øje med hende, for at finde brænde til at tænde et bål, som han håbede på kunne hjælpe.

//Out eller fortsætte?

Bare out.
Du kunne jo ik mere

OG, hvad skal det så betyde? xD

Det betyder hvad jeg siger XD
Du sagde at du var gået i stå i emnet XD
Men det er også fint nok, for regner med at ændre karakter nu