From me to you Kasandra

Sted: Forestina
Vejr: Let faldene sne fra en frostklar himmel.
Tid: Omkring morgentid.
Omgivelser: Beskrives i teksten.

Ånden der slap ud af de varme kroppe, dannede små dampende skyer, der hurtigt blev opløst af kulden, der ubarmhjertigt havde taget sit greb i elvernes hovedby Forestina, men trods kulden var der stadig liv og glade dage i den hvidklædte by. Livet gik ikke i stå, selvom naturen måske ikke ligefrem var på deres side. Selv mindreårige børn løb rundt i gaderne og legede, dog kunne man tydeligt se, at antallet af elver i gaderne var faldet drastisk, sikkert på grund af vejret. Det var der heller ikke noget at sige til, det var jo isne koldt. Den bedste måde at holde sig varm på, var at bevæge sig, hvilke var det folk gjorde. Der var ikke mange der sad og hyggede sig på en bænk og snakkede sammen over en kop te, det blev gjort inde i de varme stuer.
Cayisha sprang det sidste stykke ned på jorden, og lande elegant som en kat på jorden. Med et let ryst på hoved, rettede hun håret, så det faldt naturligt ned af de kappeklædte skuldre. Hun bar et par stramme læderbukse og top, der viste hendes kvindelige kurver, hvilke dog var umuligt at se, grundet den kraftige kappe hun bar over. På fødderne havde hun et par kraftige støvler, som måske ikke var de helt optimale at holde varmen i, men det holdte ens fødder tørre, hvilke var det meningen var med dem, selvom det ikke var hensigten med støvlerne da de blev lavet.
Hendes nøgne hånd kom kort til syne, da hun vinkede til en af hendes bekendte, for så at forlade stedet under hendes families træ, og gå ind mod byen med raske hurtige skridt, der viste den tydelige elegance de fleste elver havde.
Hvis Cayisha skulle have et indre sjæledyr, så skulle det sten sikkert være en kat, eller det mente folk i hvert fald. Hun var stolt som en, og kunne bevæge sig med bevægelser der nemt kunne sammenlignes med en kats yndefulde og sikre bevægelser. Selv mente hun det var noget værre sludder, hun fortrak at være en ulv hvis hun skulle være noget. Ulve var hvad der levede i skoven, ikke katte.
Mens kvinden forlod sin bopæl, lod hun sig synke ned i et væv af tanker. Hun vidste det var den mest sikre by hun kunne befinde sig i, hvilke var derfor hun tillod sig at forlade den fysiske verden, for at glide ind i sig selv, dog holdte hun stadig et vågent øje med sine omgivelser. En jæger sov aldrig. Til hendes held lå sneen omkring hende, hvilke kunne give et tegn, hvis der skulle komme en uvedkommende gæst mod hende, men det ville også gøre personens skridt lydløse, hvilke ikke var godt.

Kasandra sad på ryggen af hoppen og mærkede kulden mod sin hud mens den skridtede stille frem. Det var ik normalt at få et lift af en enhjørninge hoppe, men hun havde lige reddet hoppens liv. Det plejer at gøre dem venlige og hjælpsomme. Især over for den samme race som Kasandra var en del af. Enhjørningen hjalp fordi at Kasandra selv havde lidt problemer med at gå og hun var flere kilometer væk fra byen.
Hun havde lige været oppe og slås med en dæmon. Hun hadede kryptskytter. De kom altid efter enhjørningerne og ville ik give op før de fik ramt på en, så hun tit var nød til at dræbe dem. Hun havde ingen glæde i at dræbe nogen, men hvis skovens sikkerhed var i fare, så tvivlede hun iket sekund og dræbte på stedet. Hun havde et par tætte bukser i en robust brun farve, som hjalp hende med at skjule sig i skoven, en lidt lysere brun top som dækkede hendes overkrop. Normalt ville elvere også have kappe på på denne tid af året, men det ville bare sinke hende når hun skulle være klar. Og hun skulle være klar 24/7.
Hun havde en støvle med lille sål på den ene fod, men havde været nød til at tage den af på den anden fod. Dæmonen havde givet en kamp tilbage, og Kasandra kunne ik støtte på sin højre fod og det gjorde ondt at have støvle på. Da de nærmede sig byen, kunne Kasandra mærke på enhjørningen at den gerne ville væk. Den var meget sky over for andre væsner og vil helst gå selv med resten af flokken, så hun hoppede ned. Hun landede selvfølgelig på den venstre fod og klappede så enhjørningen på halsen som tak og så den ridde væk.
Hun sukkede kort mens hun så den løbe væk og vente sig så mod byen. Den var ik lang væk, men det føltes som en evighed for Kasandra. Hun havde fundet en gren på jorden og brugte den som støtte når hun ik havde træerne. Hun kunne svagt høre sneeen knirke når nogen gik oven på den og selv synes hun, at hun lød som en tung kæmpe eller noget. Hun kom stille men velvilligt frem mod byen og håbede lidt på, at der var nogen som så hende. De kunne måske hjælpe hende hen til healeren.