A silent place //Skylar//

Sted: Firewood Park
Omgivelser: En lille legeplads og nogle få træer. Et par folk går også rundt.
Tid: 14.51
Vejr: mild solskindsdag, medlet vind.

Lily Malou sad på en gynge på legepladsen og svingede lidt frem og tilbage. Hun havde ikke noget at lave i dag, så hun havde valgt at tage hen i parken. Hun betragtede de få børn, som rendte rundt på legepladsen, mens deres forældre sad på en bænk og sludrede lidt med andre forældre. En lille dreng begyndte at græde, fordi der havde været en anden dreng, som havde stilt sig foran i den lille kø på tre til rutsjebanen, og han løb hen til sin mor og blev trøstet. Lily Malou rystede på hovdet. Hun kunne godt huske hvordan det havde været at være en lille pige, og sådan nogle småting havde hun aldrig fået lov til at græde over. Hendes lyseblå jeans var smøget op til knæene. Hun havde stilt sine sko ved siden af gyngestativet og mærkede det kølige sand i mellem sine tær.

Lily Malou kiggede hen på pigen, som havde sat sig på gyngen ved siden af. Pigen så lidt ældre ud end de andre børn, og hun havde taget sin hund med.
Lily Malou smilte for sig selv, da hun tænkte tilbage på sin barndomsven Lucas, også den eneste rigtige ven, hun nogensinde havde haft, men han var langt væk nu. Hun slog sig fri af tanker og smilede til pigen og hendes hund.
"Hej," sagde hun venligt og strøg et hår om bag øret.

Lily Malou smilede.
"Nej, gid jeg havde." Det sidste sagde hun meget stille.
"Er det din egen hund, eller har du også et par forældre du deler den med?" spurgte hun med et venligt smil.

Lily Malou rystede på hovedet. "Nej, jeg har bare mig selv." Hun sendte den lille pige og hendes hund endnu et venligt smil. Hun var glad for at høre, at den lille pige havde nogen at knytte sig til og ikke skulle klare sig på egen hånd, ligesom hende selv.
"Hvor gammel er din storesøster?" spurgte Lily Malou. Hun ville gerne være venlig, men havde en lille følelse af, at hun måske var for venlig.

"Nu har jeg kun været mig selv i snart to et halvt år, så jeg har lært at leve med det," sagde hun stille, "Men jo det ville da være rart at bo sammen med nogen. Bare det at have et stedat på ville jeg sætte pris på. Om det så bare havde været et redskabskur ville jeg være glad." Hun sendte dem begge et lille smil og ignorerede det, at den lille pige slog hånden mod panden. "Hvad hedder du egentlig?

"Lily Malou," sagde hun med er smil. "Chie er et pænt navn. Hvad med din hund?" Lily Malou var stoppet med at svaje fra side til side på gyngen. Gyngen holdt nu helt stille.

Lily Malou kunne ikke lade være med at smile. Hun børstede fødderne fri for sand og stoppede dem ned i sine ballerinas. Hun hoppede af gyngen og gik om bag Chies gynge.
"Skal jeg skubbe dig?" spurgte hun og signalerede til Chie om at sætte sig op så gyngen igen.

Lily Malou begyndte at skubbe gyngen.
Det var ved at blive spisetid og hun kunne se de få folk, begynde at trække deres børn hjemad til eftermiddagskaffen. Hendes mave begyndte at knurre, men hun ignorerede det.
"Bor du her i Doomsville?" spurgte hun Chie.

"En lille smule," sagde hun stille. "Hvordan vidste du egentlig det?" spurgte hun så. Havde hun hørt hendes mave knurre, eller havde det bare været du heldigt gæt?
Lily Malou blev ved med at skubbe gyngen og sendte Rex et smil.

Lily Malou tænkte sig lidt om. Kunne hun være bekendt at bede om mad fra en lille pige? Chie havde jo selv spurgt, så hvorfor ikke?
"Det ku' være dejligt," sagde hun med et smil og nikkede stille.

Lily Malou måbede. Hun kunne slet ikke fatte, at hun efter to og et halvt år, skulle træde ind i et hus igen. I hvert fald ikke et rigtig beboet hus.
Hun kiggede ned på Rex, som allerede stod ved døren. De fleste hunde, Lily Malou havde set, plejede altid at skulle kaldes på for at komme.
"Du har dig godt nok en trofast hund," sagde hun. Hun mente det virkelig. I den tid de havde været sammen, var Rex hverken løbet væk eller havde gøet. Han havde altid holdt sig i nærheden.
"Har du selv opdraget ham?" spurgte hun nysgerrigt.

Lily Malou løftede øjenbrynet. Det lød ikke helt oprigtigt, da Chie fortalte at hendes hund var blevet opdraget af politiet, men hun nåede ikke at sige noget, før døren blev åbnet. Chies stresøster, gættede Lily på, kom ud til døren og gav Chie en krammer. Lily nikkede med et smil, da hun blev tilbudt saftevand, men så blev hun lidt rød i kinderne. Det blev en lille smule pinligt, da hun kom til at tænke på, at det vel ikke var så tit, at en attenårig tog med en lille pige hjem. Hun havde kun haft mad i tankerne. Hun rystede tanken ud af hovedet og trådte indenfor. "Det er da godtnok et flot hus," sagde hun stille.

"Det var så lidt," sagde Lily og kiggede på Chie. "Pandekager med is og frugt, tak," sagde hun med et smil. Hendes mave knurrede stille og hun kiggede ned på den med et smil. "Jeg tror også, det er ved at være på tide at få noget mad," sagde hun med et lille grin.