The new end ? ~ Tristan

Tid. Tidelig aften.
Vejr.Køligt med klar himmel .
Sted. Cliff of Kings.
Omgivelser. Portalen og diverse gatekeepere.
Skov og krat så langt øjet rækker.

En kølig fornemmelse forgrenede sig i hele hendes krop, udledt fra hendes mave.
Hun var ikke længere bevidstløs , men ved at vende tilbage til randen af bevidsthed .Rejsen gennem portalen havde i den grad tappet hende for energi og kræfter , og tilført ...ømhed ? Ømhed ....var et lille nyfødt babybarn , og dét hun var i selvskab med nu , var en gran voksen mandsperson på 3 meter og 149 kilos smerte.
Hun gav sig derfor højtlydt klagende ,da hun langsomt åbnede sine øjne.
At rejse gennem portalen var ikke for svage sjæle, dét var virkelig en bitch.
Et smil dukkede dog op om hendes læber , da hun fik akkomodations evnen kickstartet , for dér foran hende , holdte hun i sine udstrakte arme Luck, der lå lige så roligt i sit bur og slikkede sig på poterne.
"Hey sweetie , så er vi fremme...nu dét slemme overstået " talte hun kærligt til den og lod nogle fingre stikke ind af burets huller, så hun kunne nusse uldbundtet.
Tænk at de virkelig var her ! Klar til et nyt eventyr sammen, en pause , et frikvarter....deres tid !
Imens kom hun op på knæ, og så sig omkring efter Tristan.
Han var vel okay ?

For satan... Det var alt han tænkte. Det sved nogle steder på hans krop, men ellers var det eneste han mærkede kold hård jord eller hvad det var under ham. Han var ikke sikker på om der var lyde omkring ham for alt virkede fjernt og tåget.
Alt var mørkt, men det var lige indtil Tristan opdagede at det var fordi hans øjenlåg var lukket hårdt i, så åbnede han dem og en blurry version af verden kom til syne foran ham. Han lå på maven på jorden med ansigtet imod en sten. Det var nok derfor hans kind var så kold. Imens han hev sig lidt op så han lå på siden mumlede han noget i stil med:
"Argg.. For fanden .. av" Og børstede noget støv væk. Idet han lagde hånden imod jorden ramte hans håndflade noget blødt istedet for det kolde sten han havde forventet. Hans syn skarpede ind på hvad han havde ramt og det gik op for ham at det var hans guitar taske med rygsækken ved siden af. Det hele virkede indtagt, på trods af faldet.
Tristan satte sig helt op og tog en hånd til hovedet. Han følte sig som en døgngammel milkshake der havde stået i Miami solen.. Ør over alt.
Det var først nu det gik op for ham hvor han var. "Camille?" Røg det ud af ham da han ikke synes at have bemærket hvor hun var først. Han rystede på hovedet og kom mere til sig selv. Små væsner vraltede omkring og kiggede skævende til ham som om det var noget de så mindst en gang om ugen. Han gættede på at det var gatekeeperne på denne side af portalen.

Hun hørte hans stemme, før end hun fik øje på ham.
Men dét var nok til at jage uroen på flugt.Hun vidste han var okay.
Hun ledte lidt med sit blik, og et pænt stykke derfra , fik hun øje på ham.
Sikkert ligeså kvast som hun selv.
Hun kom op og stå, og viftede med en arm i vejret.
"Hey T....vi er her, og alt er okay " kaldte hun til ham og hentyede til Luck og hende selv.
Hun samlede sine ting sammen, tog luck i sine arme og gik ham imøde, imens hun ihærdigt ignorerede hvordan hele hendes krop føltes som var den spiddet af søm.
"might as well get going " mumlede hun ved sig selv.
Tryg var hun ikke ved gatekeeperne , der vogtede hver en bevægelse hun fortog.
"Skal vi ikke komme væk herfra ? " lænede hun sig frem og sagde sagte "jeg stoler altsår ikke helt på de fættre der " .

Han løftede blikket og lod sine lysebrune øjne lande på hende. Det formede et skævt smil på hans læber, godt de var okay alle sammen. Et adræt hop fik ham hurtigt på benene og han samlede tingene sammen. Rygsækken på og guitaren overskulderen også, så bevægede han sig hen til Camille og studere hende op og ned med øjnene, inden han sukkede. "Godt... Du ser ikke medtaget ud" Smilede han med en flig af bekymring i stemmen og stak derefter en finger ind til Luck.
Han kunne kun give hende ret i hvad hun sagde. Godt nok følte han sig ikke specielt truede af de spinkle vogtere, men de var creepy som bare fanden!
"Jeg er enig, lad os komme væk." Svarede han og hev hende i en fri hånd hen imod en vogter lidt væk. Håbede den ville forstå ham.
"Kan du fortælle os hvordan vi kommer til nærmeste by?" Spurgte han neutralt og stoppede foran fyren.

Hun mødte hans øjne og vidste straks at han var i fin form.
Tilgengæld begyndte hun at støve sig vildt af med begge hænder, da hun så han kiggede på hende meget.
* give me a break, hvad havde du forventet...a beauty queen? Vi har lige rejst tværs gennem to dimensioner, for dælen * , tænkte hun alt imens hun rettede på hår og tøj, indtil Tristan begyndte at trække hende afsted, mod en vagt.
Var dét nu også nødvendigt ? Jamrede hendes tanker.

Vagten knejs de giftgule øjne sammen og så på Tristan et stykke tid.
Han gned sig hage og man kunne næsten høre de små , meget små , møllehjul sætte igang derinde.
Så talte han ,med en mørk og hæs stemme...
"Du er ham....Morladins lærling."
Dét lød mere som en konstatering og Camille håbede at Tristan ikke ville benytte lejligheden til at oplyse at han netop havde brudt dét samarbejde, da dét ikke så ud til at ville gavne dem.

Han prikkede Tristan i brystet med noget der lignede et spyd, men gav ham instrukser om retning og afstand til nærmeste by.
"Men tag jer i agt, skoven er levende og ikke glad "brummede han , hvilke fik Camille til at udgyde et fnis.

Tristan var ikke videre glad for at blive kaldt 'Morladins lærling', men han sagde intet, det synes at give en form for status og det kunne de godt bruge. Fyren forklarede med en sløv ligegyldig stemme og noget i hans øjne gjorde Tristan lidt urolig.
De vandrede i retning af hvad gatekeeperen havde sagt og så snart de var væk fra pladsen de havde været på før sagde han hurtigt: "Jeg har aldrig hørt nogen referere til en skov som sur før" med et smil.
SKoven de vandrede imod snoede sig rundt om dem som de kom længere ind. Hvad havde manden sagt.. Han havde ikke brugt kilometer og det var derfor svært at sige hvor langt han mente, men ud fra samtalen havde han bedømt at der ikke var frygtelig langt.
"Ja... Det bliver spændende hvor langt vi skal hva?" Grinede han og trådte over en rod der stak op på en sjov snoet måde.

Hun fulgte lettet med, lettet over de slap for konfrontation eller battle af nogen slags, for der var ikke meget energi at give af nu, og kræfterne blev brugt....til at gå.
En tanke havde kredset omkring hende, smyget sig op a hende, men hun puffet dén væk hver gang, indtil nu.
Hun ville nødigt lyde dum...eller anmasende, men spørgsmålet om hvordan de skulle arrangerer sig, måtte jo besvares og hun havde dén bedste idé.
Hun svarede og nåede lige at gribe ham, inden han snuplede over noget der lignede en knold.
"Ja....der burde ikke være så langt.Du...Tristan .?
Jeg har tænkt over noget." Hun tog sig til til at finde de helt rette ord, så dét ikke lød forkert, men Istedet helt rigtigt.
"Hvad synes du om hvis vi finder et sted sammen? Et fælles sted, et lille hus ....med to seperate indgange ?" Skyndte hun sig at tilføje og lød så casual som dét var hende muligt.

Han hovedet da hun synes at være ved at snuble. "Careful.." Smilede han og gjorde sig sikker på at hun kunne følge med.
Han stoppede helt op da hun sagde hans navn og vendte sig front imod hende. "Ja?" Svarede han roligt og slog blikket på hende igen.
Hvad hun sagde. Det lød underligt for ham. Det var jo næsten at flytte sammen var det ikke? Godt nok med forskellige indgange, men stadig. Han bed sig i læben og kiggede væk. "Tjo.. Det ved jeg sku ikke" Svarede han afvigende og fortsatte fremad af stien.
Det var egentlig mest en panik der gik igennem ham. At binde sig så meget og de var jo ikke en gang sammen på den måde, alligevel kunne han godt se at det var fornuftigt når de ikke kendte andre her og at hun nok havde spurgt om det så var en pige ven hun havde med.

Hun stivnede o kroppen , et kort øjeblik.
Og følte dét som havde hun fået isvand hældt over sig i store mængder.
Hun tænkte tilbage på deres snak i hans sofa, noget havde hun fået forkert fat på der, deet stod nu klart.
Hun sank en gang, og tog sig så gevaldigt sammen.
Ville hun føles som en klods om hans ben, så ville hun under ingen omstændighedder bo sammen med ham, ikke en gang tæt på...hell...dén samme by ville være too much , rablede hendes tanker derud af.
Camille selv , smilede så godt dét lod sig gøre..og med dét slørede hun sine inderste tanker og følelser for ham.
"du har ret....tosset idé, dét ville aldrig gå.Tsk...os to under samme tag.Men jeg vil nu savne Luck.Mon turen har været slem ved ham ? Han er lidt stille derinde? Burde vi give ham lidt vand?"

Imens Camille begyndte at snakke igen som havde det været ingenting kunne han have slået sig selv i ansigtet. Hvad var det lige han lavede? Var det ikke ham der havde bedt hende komme med? Havde det ikke været for hans idiotisk store ego havde han nok undskyldt nu og sagt han fandt ideen god, men det gjorde han ikke.
"Nej jeg mente bare.." Men han blev afbrudt da hun fortsatte i en uendelig strøm ad spørgsmål.
"Ja.. Han er en kat, de siger ikke meget... Nej han må klare sig til byen.. Vi kan ikke holde for lange pauser samme sted når vi ikke kender stedet" Svarede han lidt henkastet. De drejede på stien imod hvor skoven begyndte at lysne igen.

Hun lod skuffelsen træde i baggrunden, dén kunne hun altid hygge sig med...når hun blev alene.
Der var ikke tid til dét nu, ikke engang til at give luck mad, mente dén lokale standupper.
* ja...han er en kat, taler ikke meget....meget morsomt *
Hun sagde ikke så meget, men gik derud af og gjore sit for ikke at forsinke rejsen for meget.
Da lysningen nærmede sig , lyste også hun op.
Hun huskede de var nær en by nu, ikke langt herfra....så dét tydede jo godt.
Hvis dét ikke lige føltes som...tordenvejr ? ...under fødderne, som jorden selv brummede.
Hun blev straks grebet af følelsen af at fare nærmede sig, al for hastigt..., og så spørgende på Tristan.

De små hint af irritation var nem at føle hos Camille der ikke sagde meget mere. *Kvinder..* Tænkte han og himlede med øjnene i smug. Han havde jo bare sagt at han ikke vidste med at flytte sammen, var det ikke ganske normalt at tøve?
Inden han kunne nå at klage mere til sig begyndte jorde ligesom at ryste under dem. Han kiggede hurtigt op og over på Camille. Ligeså forvirret som hun så ud gjorde han.
"Hvad ...?" Sagde han og ville have spurgt hvad det var, men nåede det ikke da en noget der lignede mænd stormede frem fra en side. De kom hurtigt tættere på. Det synes ikke som om de sigtede imod dem, men mere som om at de lige nu stod i vejen for der hvor de sigtede hen.
"Er det .. Orker?" Han spærrede øjnene op. "Vi må hellere få fart på fødderne. Her, ræk mig Luck, hvis noget sker så løber du" Sagde han til sidst og prøvede at få øjenkontakt med Camille.

Hun så forvirringen i hans øjne og vidste instinktivt at dette ville ende galt.Helt galt og vende alt på hovedet for dem.
Hun mærkede et stik i sit hjerte på eksakt samme tid som orker stormede frem.
* orker..., holy shit....dem havde hun ikke stor held med at bekæmpe *
Imens tropperne rendte lige imod dem, stoppede hun Luck i hans favn, han havde sit lyn halløj og kunne bedre passe på katten, end hun ville kunne.
Hun satte i løb....i byens retning, forhåbentlig med Tristan i hælene, men dét var som de dannede ring omkring ham ?
Hvad forgik der ?

Det der trælse sekund når man bare ikke reagere hurtigt nok får sat af sammen med dem man følges med. Det var det der skete nu. Han kom ikke hurtigt nok efter Camille og det gav nogle meter imellem dem. Orkere var begyndt at dannes rundt om dem og nogen stykker stoppede ved ham. En grinede lidt sjovt og rodede ham i håret.
"Nææ... farve" Gryntede den og grinede henrykt. En anden stoppede op og gjorde det samme og en tredje gav ham et klap på skulderen imens den hev i en lok af hans hår som var den en gorilla der ledte efter lus.
Tristan smilede lidt nervøst og prøvede at få mast sig ud, men det virkede lidt svært. Orkerne synes at more sig vældigt med at puffe lidt til ham og han havde det svært ved at se Camille nogen steder.
"Arg!" Udbrød han irriteret og daskede en orker hånd væk fra hans hår.

Camille ville vende om og tjekke hvad der skete, men så snart hun drejede sit ansigt, blev en stor og grov hånd skubbet ind i hendes ryg, så hun snuplede ligeså lang hun var , og en anset ben blev jordet i siden på hende.hun blev arrig i lige så stor grad som hun blev bange , de kunne umuligt klare en hel gruppe af orker.
Hun forsøgte med sin evne, at vride orkens indvolde rundt,men som altid kunne hun ikke få den at virke på væsner.
Hun Jamrede sig, og forsøgte at komme op, da endnu et los ramte hende i maven denne gang.

Hos Tristan stod en fæl ork klar, klar til at svinge sin økse imod ham.
Men da den var hævet over orkens hoved, blev han skubbet væk og uenighed opstod bland dem.
Den største brølede noget der kunne lyde som 'levende' hvis man var meget positiv anlagt og dét var dét sidste Camille ænsede,inden et spark mod hendes hoved mørklagde....alt.

Tristan så ikke så meget andet omkring sig end at nogle af orkerne synes at have det pisse sjovt med at lege lidt med ham, mens nogen andre lignede nogen der helst ville slå hans hoved ind.
Et brøl fra en rimlig stor krabat af en ork flænsede luften og de andre orker synes at juble lidt hvorefter han blev løftet af en anden større ork med alt han havde og blev båret væk i en stor ork arm.
"Camille !" Prøvede han at kalde da han ingen steder kunne se hende og det var alligevel umuligt at vriste sig fri. "jeg finder dig, det lover jeg!" råbte han ud i luften og håbede hun hørte det hvor hun var. Luck havde han knuet under en arm og hans tasker ligeså.
Tristan satte opmærksomheden imod orken der havde løftet ham.
"Wow! Du er en rimlig stor basse er du ikke?!" Udbrød han af det enorme væsen og før han vidste det var han efterhånden meget længere væk fra byen end først.

Da hun kom til sig selv , var dét eneste hun så...mørke.
Koldt og ubamhjertigt mørke, der synes at klistre sig til hende.
Hun kom op og sidde, og hendes hoved føltes som var hun kørt over.
Hun undersøgte dét hurtigt, for blod og skræmmer, men udover to buler var ingen alvorlige traumer hændt.
"Tristan...?!" Kaldte hun ynkeligt med sårbar stemme ud i luften, men dét eneste der besvarede hendes kald ,var tusmørkets stilhed.
"årh..shute..." Mumlede hun og ligeså langsomt piblede tårene ned af hendes kinder.
Så meget for deres eventyr, stoppet....inden dét gik i gang.
"Jeg finder dig "hviskede hun ud i dét tomme intethed...tog sin rygsæk på, og med vaklende skridt bevægede hun sig mod byen.
I håb om at finde....hjælp.

~ out

Out~~

(Den var lidt afsluttet xD )

Yeah....
Så kan du slå kløerne i Asmodeus

Og det vil jeg gøre... Så vi kan komme rigtig igang med emnerne

LOL
Jaaa.

Det skal nok blive godt

* smiler*
Spændende T.

Jaaa... Hvis jeg kan få den gamle havenisse op af stolen altså !

I alle mine emner står der du er forsvundet XD...
* snøft*

Ellers er du M.I.A længe !