...When You'r Looking Like that... Tristan & Castle

Det havde været en sen eftermiddag , omkring kl 17.
Det skulle have været en dag som alle andre, en mild dag i Juni uden de store overskrifter. Alt var ved at være klar til afgang, men det var som sålerne på de slidte Army grønne all Stars klistrede til jorden her i Underworld. Det havde ikke været let at tage afsked med dem hun holdte af. Det var desværre også meget svært at blive netop her, grundet dem hun holdte af , så afrejsen gennem portalen , var nu udskudt et par gange. Udskudt...ikke aflyst.

~

Luftfugtigheden var høj og  og rummet bar præg af at der ikke kom så mange gæster.
Det var sparsomt møbleret, og meget snavset rundt om i krogene. Hendes hage ramte nærmest det lyst bryst, som hovedet hang forover , da en døsighed var ved at overmane hende.Måske de havde tappet for meget....blod?

~

Hun havde været omkring det store marked og tanke op. En pose med penge og det meste af hendes oppakning havde hun læsset på sin hest, og var på vej ned at de snoede små stier , belagt med smågrus.
Ja..hun skildte sig ud. På den store ganger, Frosty.
I sit aparte mennesketøj fra den normale dimension, der ikke havde det karakteristiske middelalder præg, som man ellers oftest så her. Istedet stor der med store påtrykte bokstaver , i en rund bue, på  bagdelen af de baggy bukser JUNK DE LUXE.
Hendes  sorte kappe var slængt over Frostys bag, og kun en tanktop supplerede bukserne, da dagen havde rummet glædeligt meget sol. Der var ingen på vejen foruden hende.
Der var stille.
Frosty begyndte at blive urolig, hvilke var noget af det sidste hun kunne huske klart.
Herfra var hun usikker på om de sløret billeder hun trak frem var virkelige, eller et opspind der havde til formål at udfylde de blanke huller.
Hun huskede dog en skarp smerte i sin skulder. Hun huskede hun mistede balancen og at synet blev sløret da akkommodationsevnen satte ud.
Og så var der bevægelse i buskene omkring hende, og hun mente at kunne huske nogle sortklædte skikkelser.....

Bevægelse....blev hun båret ?

~

Fem dage senere:
Stolen var af træ , meget hård og ubekvem . Rebene snerrede omkring de spinkle håndled og ankler, de var bundet unødvendigt stramt og fik den unge kvinde til at give sig en smule.Hun var tør i både hals og mund .
Det lange lyse hår, så ikke nyvasket ud længere, selv om hun havde badet i en å den selv samme morgen.. Men det var et par dage siden nu, måske længer?
Ærgelsen kom da det gik op for hende at tidsfornemmelsen var helt væk og hun ikke længere kunne sige om der var gået tre fire fem dage måske! Shit.
Hun var begyndte at blive bange nu. I takt med de blå mærker voksede i antal efter deres blodprøver og små skrab af hendes hud, var også den indre angst begyndt at gro.
Ingen vidste hvor hun var, eller hvad hun lavede. De ville alle tro hun var smuttet gennem portalen.Ingen ville lede...søge..eller mangle hende.
Var det nu hun skulle dø? Eller skulle hun blive her og lade dem eksperimenterer med hendes fe gener, for det var naturligvis det de var ude efter.
Hun sad i et uoplyst rum. Der kom kun folk når de skulle rumsterer med hende.
Ellers var hun i isolation, og tæt på at virkelig irriteret over dette.

Den gode nyhed var at hun selv havde fået nyt info omkring hendes evne! Telekinesen.
Den dårlige nyhed var at infoen var at hun  ikke kunne bruge telekinesen når hun var sederet af stoffer, hvilke hun gavmildt blev.Man skulle næsten tro de vidste det....og så fraholdte det naturligvis også deres fange for at etablerer et flugt forsøg.
Hvordan hun så lige skulle kunne det.
Camille St.Clair var ladt alene i mørket. På alle tænkelige måder.

Rygtet havde svirret i underworld et stykke tid nu. Nogen udførte eksperimenter med racerne. Videnskabelige eksperimenter for at skabe superracer, sådan gik rygterne. Men intet var fakta og ingen havde beviser.
Selv havde det egentlig ikke interesseret Tristan det store. Ville de lege med racerne, then who was he to judge? Ja det hele havde egentlig været fint indtil…
………………………………………………………………………………………………………………………..

“Jeg er hjemme!” Lød et råb op igennem træhytten, imens Tristan adræt svang sig op af rebet til hans bopæl. Nogle justeringer havde været nødvendige da udøde havde vandret i skovende, og hans lille hytte var blevet hævet over jorden, så det var umuligt for zombier at komme op. Ellers var alt det samme. Ja næsten alt i hvert fald. Dagene gik med træning og at skaffe mad på bordet. Missioner tiggede ind fra Sakref af og til og den kære Sebastian Castle prydede hans dage med underlige eventyr, alt imens han åbenbart også fik sin røv reddet af Sean.
”Luck! Jeg købte en bøf med til dig!” Råbte han ind imod hytten og trak rebet op. Den smukke tiger havde været en tro følgesvend den sidste tid, og selvom de ikke kommunikere med telepati, som andre af deres racefælder gjorde, så forstod de hinanden. Tristan behøvede aldrig fortælle Luck, hvis det var en af de dage, hvor hans nye liv kunne skride ad helvede til, og han længtes imod forsvundne tider. Den vidste det, som han vidste det selv.
Han åbnede hoveddøren med en fod, da hans favn var optaget af en stor pose fra markedet. ”Er du nu blevet for fin til at komme og åbne døren for mig eller hv-” begyndte han, men tabte måbende posen da han kom indenfor, og madvare og flasker ramte gulvet, og glasskår fløj til alle sider.
Deres ellers nogenlunde redelige stue og køkken var splittet ad. Gardiner var revet ned, møbler var væltet og gulvet var prydet af mærker fra klør over gulvet.
På mindre end et minut var resten af huset gennemsøgt, men forgæves. Den store høj orange tiger var væk.

…………………………………………………………………………………………………………………………………

Et par dage senere fik en udmattet Luck endelig bidt den tremme af træ over, som havde forhindret den i at kæmpe sig ud af det smalle bur den lå i. Knurrende bevægede den sig forsigtigt ud i mørket, som omsluttede alt omkring. Sulten og øm efter slag var den varsom i sine trin. Overfaldsmændene havde overmandet den før, og de kunne gøre det igen. Men tigerens syn var nattevant og skarpt, og den sukkede lettet da den ikke fornemmede nogen bevægelser tæt på.
Langsomt sneg den sig rundt og fandt i mørket vej imellem et utal af rum, i nogle af dem havde den klamme lugt af død taget over, og mørket skjulte de frygtelige forbrydelser, som var fundet sted.
I sin søgen efter en udgang snusede den dybt ind og håbede at fange lugten af frisk og fugtig aftenlugt. Svælget var tørt og de små brumme lyde hæse. I stedet for den beroligende duft af frihed mødte en anden duft dens sarte næse, og en lys klynken lød fra det store dyr, imens den hurtige bevægede sig imod duften. Luck vidste hvad den havde fundet, selvom den ikke selv troede på det. En duft som ikke havde prydet næsen længe, men ikke desto mindre var pinefuldt velkendt og savnet.
Trægulvet under dens poter knirkede af vægten, men Luck fortsatte ufortrødent til den i mørket fandt kilden til den velkendte duft. Et hjerteskærende klynk lød fra den, da den genkendte kvinden i mørket. Et par gange cirklede den rundt om hende, inden den hjælpeløst lagde sig så tæt på hende som den kunne, og straks slappede mere af, idet den fortrøstningsfuldt gav en af de bundne hænder et tørt slik.
…………………………………………………………………………………………………………………………………..

Omtrent samtidig havde en rasende Tristan endelig fået ud af den lokale barejer hvor rygterne spirede fra, og stod nu foran et stort hus i skoven. Lys var tændt i de nederste vinduer, og da han kom tættere på blev det klart at der var for mange til bare at vade ind og bede om sin tiger tilbage. Han trak sig lidt tilbage, og håbede at mørket ville kamuflere det mørke tøj han bar. Et par løse army grønne bukser og en sort sweater der dækkede helt op til hagen. Over brystet hang en brun rem med hans gode gamle handcannons og daggerter.
De lysebrune øjne ramte en bygning bag huset. Den var mørk og lukket. Ingen vinduer så det ud til. Det ville være hans mål. Noget måtte der være derinde. Da han kom tættere på viste det sig at være en gammel lagerbygning. Nok til korn eller vin, og nu, hans bedste ven.
Han hastede rundt om bygningen efter en indgang og noget inde i ham var ved at gå i panik. Var Luck ikke her, var han blank, men ville ALDRIG igen efterlade nogen han holdt af tilbage. Aldrig mere begå den største fejltagelse, han allerede havde begået en gang. Aldrig mere ville han miste personen som kunne trænge ind til ham.
Nogle løse tagsten og råddent træ på taget blev hans vej ind. Han sparkede et par gange til træet efter at have fjernet tagstenene, og næsten uden modstand knækkede træet og faldt ned. Tristan stirrede ned i mørket, men kunne intet se. Natten malede et uoverskueligt billede af ingenting.
”Luck, er du herinde?” Spurgte han dæmpet ud i den indelukkede luft, men højt nok til at det ville kunne høres derinde. Hans stemme var desperat og knækkede næsten da han prøvede det bedste for at spejde derned. Aldrig mere ville han efterlade nogen alene i det altopslugende mørke.

Den nedlagte lagerbygning, var stort set lagt øde.
Udover den rummede en fange, var bare to vagter tilstede.De sad og spillede kort og drak hjemme destilleret vin, og havde intet opmærksomhed rettet mod gangenes snoede vej, og heller ikke mod rummet hvor patienten sad bundet, et pænt stykke fra dem.
De var ikke længere ædru, de to vampyre. Og de var begyndt at diskuterre med hinanden, da Eckbert ville injiceret sig med feblodet eller bedre endnu DRIKKE DET.
For pokker , de havde jo selve kilden passificeret og kunne vel bare suge direkte fra hende- så hvordan skulle nogen kunne opdage de tog til eget forbrug? Men Bromut var ikke enig. De trak det blod , i de pipetter de havde fået ordre på, hver fjerde time. Og bagefter afleverede de dem til dr. Vincent , der ville udføre sine test og diverse undersøgelser. Og så skulle de ikke begyndte på al muligt selv! Hvem vidste også hvad der kunne lure af farlige bivirkninger , i blod fra en fe? Så ordene flød frit , som de sad og engagerede dem i et slag kort.


Håret hang som et gardin arrangeret i folder, ned og dækkede for ansigtet med de lukkede øjne.
En let knirken i trægulvet, blev registreret og hendes puls satte op i tempo.
Allerede? Var de allerede tilbage for mere blod? ...men hun var så udmattet.
Hun trak de lyse bryn sammen i en bekymret mine, som hun fornemmede bevægelse i rummet. Hun havde forlængest besluttet ikke at tigge dem lade vær.
Stolthed og værdighed var alt hun havde tilbage, og shit no om hun ville forærer dem det, på et lille sølv fad.
De var overraskende velforberedt. De medicinerede hende en smule, for evnen ikke ville virke og for en sikkerheds skyld havde de sørget for Camille ikke havde haft mulighed for at se sine omgivelser da de bragte hende hertil. Hun var påduttet tørklæde for at frarøve hende synet.På den måde kunne hun ikke kaste telekinesisk rundt med eventuelle ting, hun måtte have set på sin vej . Og hvor hun sad var kun stolen, og en rullebord med deres læge og laborant grej. Ikke at der var laboranter som sådan i underworld, men de havde da deres små rør de stak i hendes blodåre, og glas de samlede det op i.

En lyd....SÅ meget anderledes end nogen andet hun have hørt længe , ramte hende og hun gispede ud i det ellers så tomme rum. Hendes hoved havde mæske lidt større skade end hun troede? Men ....så begyndte Camilles hjerte at hamre hårdt.
Hun kunne MÆRKE ham...føle hvordan han kredsede omkring hende, og kunne uden at slå blikket op, høre det tunge bump da den lagde sig ved hendes side.
" Luck ?!" Sagde hun med gråd i sin stemme. En rug tunge slikkede op af hendes hånd.
" Åh gud det er dig skat....hvad laver du her? De har vel ikke også gjordt dig fortræd?" Ulmede En vrede dybt i hendes stemme. Et så prægtigt dyr! Tanken om de mishandlede ham og udførte deres tests på ham, gjorde hende vred. Så vred at hendes stol faktisk endte med at flytte sig en smule, til trods for de søvn dyssende medikamenter i hendes blod.
Men Camille blev også ustyrlig glad over den uventet gave , nærmeste lykkelig over at det var tigeren, at hun ikke var alene længere. Et uventet møde med en elsket ven.
Luck..for Søren da.Minder fra fortiden dukkede op og væltede klodste ind over Camille. Dengang Luck var en stray cat, og i Camilles arme, hjemme hos Tris... ( hendes tanker blev med et bremset)
" Luck..er du alene ?" Hviskede hun og kæmpede med at slå øjnene op, da medicinen fik dem til at føles så tunge.
Hun brugte alle kræfter på at løfte sit hoved og taget et kik rundt i mørket.
Hun kunne skimte den store dejlige kat, lige ved sine ben og et smil gled over Camilles læber." godt du er alene! Jeg skal nok få dig ud...skal bare lige finde ud af hvordan" lød stemmen lav og afkræftet. Hun prøvede at trække i sine hænder, men rebene var stadig al for stramme og lavde dybe fure i hendes håndled. De havde ikke givet sig spor.
En stemme. HANS stemme lød et sted ude fra gangen. Og Camilels hjerte gik i stå.
Det var fandme da bare løgn ! Efter AL den tid og så skulle han komme og finde hende hér!
Bundet og med et udseende som en sæk tørret græs. Hell no!
" Du siger ikke en lyd, er du med !" Hviskede hun panisk til tigeren.Selvfølgelig var det stofferne der også talte. Det var ikke ...IKKE..fordi hun var bange ligefrem for at møde...ham.
Om det så var den sidste vej ud !

”Men Bromut, bare tænk på den delikate sødlige smag det har. Kan vi virkelig nøjedes med hver fjerde time?” Sukkede den ene vagt, som tænkte han på hans kæreste eje. Et stearinlys imellem de to var det eneste lys i lagerbygningen, og de var ikke opmærksomme. Deres snak blev højere og deres grin fyldte bygningen. Det var da denne latter nåede Tristan på taget, at det gik op for ham at han måtte være stille.
Han tog fat om noget af det træ der virkede solidt og svang kroppen ned, så han nu hang under loftet, uden at vide hvor langt der var ned. ”Luck? ” kaldte han igen, og den store tiger lavede igen en klynkende lyd ned fra halsen. En lyd der gjorde Tristan sikker på at det var Luck, og en overvældende følelse af lettelse strømmede igennem ham. Han skulle til at sige noget, men før han kunne nå det gav det rådne træ over ham efter, og lod Tristan dumpe 3 meter ned til gulvet. Han landede tungt, men øvet nok til at rulle og dæmpe lyden. ”Av for satan…” Mumlede han og lå stille et øjeblik for at lytte om vagterne havde hørt ham. Deres glas klirrede et sted inde fra rummet ved siden af, og en høj latter sagde ham at de ingen anelse havde om den ubudne gæst.
Før han nåede at komme på benene, havde Luck rejst sig og luntet over trægulvet for at hæve forkroppen og lægge poterne på hans skuldre med en dyb lyd. ”Hej kammerat” Svarede han lettet dyret og slog armene om tigeren for at gengælde gensynets glæde. Han måtte næsten blive væk i dyret for det var større end han. ”Dit dumme dyr.. Jeg var bekymret et øjeblik.” Grinede han dæmpet ind i pelsen med en stemme der var lys af lettelse. ”Og lad os så komme ud.” Mumlede han, men Luck lavede en protest og fik med en brummen fat i stoffet på hans bukseben og hev sig baglæns imod hvor den havde fundet Camille. Efter nogle protester om hvad tigeren troede den havde gang i, gav han op og sukkede. ”Fint. Hvad har du fundet?”

Lidt famlende fandt han frem til en pakke med langtidsbrændende tændstikker. Han savnede i den grad lommelygterne. Især fordi han altid brændte sig på de små sataner her. En kradsende lyd skar igennem luften, og i næste nu oplyste den lille tændstik de nærmeste meter svagt. Først blev Luck tjekket. Udover at han var dehydreret og sulten, så havde han kun småskrammer. Tigeren trak med en dyb knurren igen i hans ben, denne gang hårdere, og Tristan måtte undre sig over hvad der kunne være så vigtigt.
Først et par meter fra hendes stol kunne hans øjne skimte en skikkelse i mørket. En bundet kvindelig skikkelse, som næsten synes bevidstløs. Så snart Luck var sikker på at Tristan havde set hvad den havde fundet, var den luntet hen og lagt sig igen imens den slikkede hendes hånd et par gange.
”Oh God. Luck, hvem er det? Er de i live?” Han holdt vejret. Svagheden havde altid været hans følelser. Han havde aldrig kunne tage når andre var i fare, og han havde en irriterende vane med at lege helt i de dummeste situationer. Hans næste ord var rettet direkte imod den hjælpeløse skikkelse. ”Hey.. Er du okay?” Det endeløse mørke kamuflerede alt omkring ham, og da han rakte hånden ud imod personen følte han instinktivt at noget var galt. Om det var godt eller skidt var en anden ting. Hånden tøvede i luften et sekund, og han vidste allerede hvad der ventede ham. Hvordan kunne man glemme den mest fantastiske og skrækindjagende ting der nogensinde havde marcheret ind i ens liv?

En tot af det lyse hård blev strøget tilbage fra hendes ansigt, og han frøs et øjeblik. Havde lyst til at vende sig rundt og klatre ud samme vej som han var kommet, og bare løbe til han ikke kunne mere. Han havde ikke forventet at se … hende. Faktisk havde han pænt undgået hende siden han kom tilbage. Altødelæggende kunne han være, noget han ikke havde tænkt sig at være i hendes liv igen.
”Du gode gud Camille…” Sukkede han både chokeret, men også lettet, da der var liv i hende. ”Hvad laver du dog her, og hvorfor overrasker det mig ikke mere?” han rystede på hovedet og prøvede at presse alle følelser, som havde lyst til at dukke op, ned. Ærlig talt havde han ingen ide om hvilke følelser der var på spil efter så lang tid. Eller jo.. Der var en del, men hvilke der dominerede, skulle ikke fremvises nu. Et øjeblik gled hans øjne over hende. Hun var som første gang de samme øjne havde strejfet hende. Beautiful but deadly. En træng flykabine. Den flybillet havde været det bedste køb han nogensinde havde gjort. Ja det havde han da troet.

Han knælede på hug ned foran hende, og ville forsøge at skære rebet om hendes hænder af med en daggert. Af en underlig grund rystede hans hænder som bare fanden, og det tog noget tid for at være sikker på at han ikke fik en finger med. Med fuldt overlæg undgik han øjenkontakt. De lysebrune øjne søgte rebene han fiflede med, og hans hoved prøvede at rejse væk til et andet sted. Et sted han troede han havde fortrængt. Et karneval.

Selv med øjne der igen insisterede på at glide i og frarøve hendes syn, der i forvejen var svært nedsat, grundet det tætte mørke, kunne hun mærke at Luck rejste sig.
Han gned sig kort over Camilles hånd , og lyden af poter aftog som han havde kurs væk fra hende. " Luck..." Klagede hun , men der var ikke kræft bag hendes ord.
Selv om hun nok ikke ville være til at vriste indrømmelsen ud af, var hun udmærket klar over at Tristan kom som sendt fra himlen, for hendes fil med planer- den med planer over hvordan hun skulle få løst sine hænder og fødder op, og dermed være i stand til bare at PRØVE få Luck og hendes selv ud på frihedens grund- den var blevet slettet , så det ud til.

Camilles tilstand var på stadiet mellem klar og diset. Hun gled ind og ud af bevidsthed, og efter at have hørt med sikkerhed, det var Tristan i nærheden og At Luck nu gik til ham, gled hun igen ind i den tågede dis.
Langt langt væk hørte hun tigerens knurren og Fodspor der kom nærmere.
Man sagde også hørelsen var det sidste der aftog , hvilke Camille kunne bekræfte passede fint.
Hendes krop var næsten i dvale, den ville ikke rigtig udføre de handlinger hjernen bød den. Camille registrerede trods dette , hvad der udspillede sig omkring hende.
Og hun mærkede lidt panik sprede sig i hendes mave, og sende små stråler ud derfra.
Han kom nærmere hende.

" Mmm" fik hun ud, hvilke lød som et søvnigt svar, på hans spørgsmål om hun var okay. En lille varm ild blev dog tændt i hende da hun huskede . Huskede hvor karakteristisk , meget typisk det var for ham at redde hvad der reddes kunne. De delte samme synspunkter på værdien af et liv. At de så ikke altid havde set ens på hvordan de liv bedst kunne saves , var en anden snak.
Mon han havde genkendt hende by now ?Det var uundgåeligt nu, kun et spørgsmål om tid.Om sekunder.Hendes hjerte begyndte at hamre derud af nu. Mon det ligefrem kunne høres ?
Men istedet for at planlægge et nogenlunde sejt - eller i det mindste bare normalt svar, så flagrede tankerne hjerteløst rundt. De var langt mere energiske end kroppen.

At sige hun var okay var nok lige i overkanten. Lige nu sad hun med en lav blod , berøvet kræfter og var svært vægelsindet, da hun var i tvivl om hun ønskede at blive bragt ud herfra af ham, eller lade Bromut tappe hende ihjel? Hvorfor kunne hun ikke bare suges op af jorden eller noget ? Det gik op for hende, at hun var BANGE for at face ham igen.
Bange for at se afvisning i hans øjne og skrækslagende for ikke at gøre.
Og her sad hun med sin frie vilje bundet på hænder og fødder.Hun havde intet say og ingen kontrol over det videre forløb.

Tristans varme hånd strøg over hendes hår og fjernede det fra panden, så man nu havde udsyn til ansigtet. Camille fik lyst til at græde for hun vidste at hun ikke kunne skjule sig længere , og hun sukkede af sit eget elendige held, da Tristan genkendte hende.
Tristans stemme trak i hendes tråde et sted dybt inde i sjælen, og fik hendes bryn til at trække sig en smule sammen i erkendelse af hun både var fucked OG frelst på samme tid.Der herskede ingen tvivl om at han ville få hende ud og hun ville ikke være menneske hvis ikke det lettede og bragte glæde. Dø ville hun helst gerne vente med til en anden dag, når hun lige glemte sin stolthed lidt væk og var ærlig omkring det, Hun havde aldrig set en situation for kompliceret til at han kunne finde en vej ud.
Tilliden til ham var urokkelig.

" Tristan" mumlede hun med grødet stemme.Den var ligeså fyldt med helt samme mix og samme blanding af følelser som hans, som to sider af det samme spejl....der dog kastede en meget forskellig refleksion af sig.
Han spurgte hvad hun lavede her - og hvorfor han ikke var overrasket? Hun kunne nærmest se ham rulle med øjnene, også selv om han kun gjorde det mentalt.
Den lille provokation lokkede ressourcer far reservelageret frem , så hun fik ranket sig en smule mere op og åbnede sine øjne.
" Donerer blod i lægevidenskabens navn....åbenbart."
Hun mærkede hvordan synet af ham , gav hende et hårdt punch lige i maven og hun trak uroligt i alle fire bundne lemmer.
De kunne dog ikke rigtig give sig, de gav kun smerte.

Tristan knælede foran hende og det var heldigt hun var bundet, for hun havde både lyst til at smække ham - manden der havde forladt hende uden en forklaring- en på låget, men mindst ligeså stort et behov for at lægge armene omkring hans hals og trække ham ind sig..eller sig selv ind i hans favn...og gemme sig der til evig tid, uden nogens inden at stikke hovedet frem igen.Hvorfor var det lige hendes flashes af fremtiden ALDRIG gav hende noget om Camilles eget liv ? En warning om han ville brase ind i hendes liv igen, havde vel ikke været for meget at forlange?
Hun forsøgte at tage sig sammen , og gøre en smule nytte.

" De er to...og at dømme efter deres øjne og tænder når de trækker mit blod, vil jeg gætte på vampyr." Informerer hun og fulgte med i hans arbejde med kniven.
" Kan du få os ud ?" Spurgte hun, men kendte allerede svaret på det.
Hun burde hellere være bekymret for hvor langt hendes ben selv kunne tage hende, og hvordan hun skulle forholde sig til ham .

Hun gled langsomt over i hendes gamle måde at agerer omkring ham.
Kæmpede for balance der luge nu stod i minus 100 til hende.
" Du..ved vel at jeg havde fuldstændig kontrol over situationen da du kom ? Jeg skulle netop til at få mig selv og Luck ud !" Mumlede hun og trak den første arm fri, så snart rebene gav efter og løsnede sig.
" god damn.." Mumlede hun og løftede hånden op foran sine øjne , hvor den blev vendt og drejet til eftersyn. " No wonder it hurts" mumlede hun vrissent, da det kunne konstanteres der var dybe røde fure gnavet ned i hendes hud, hele vejen omkring håndledet. Der var blodansamlingerne, så huden havde pletvise røde piplende prikker der var tæt på at bryde åbent og så de obligatoriske blå mærker .

" Nu skal jeg så redder jeg begge " brokkende hun sig, med stadig tre lemmer fastbundet og ubevægelige - men man skulle nok være mere end udviklingshæmmet , retarderet OG underfrankeret på groveste vis, hvis man overvejde om der var et gran af sandhed i den udlægning.
Camilles vandklare øjne sendte et udfordrende, næsten barnligt trodsigt blik mod ham , trods deres ringe position til at hovere.
Ville han overhovedet se på hende ?
Hvorfor reagerede hun så stærkt på ham, som var han en stærk krydderet hovedret, hun ikke kunne trække et enkelt krydderi ud fra, men blev overstimuleret med alle dens smage på en og samme tid. Hun vidste hendes følelsesvarme ville rejse sig på tsunami niveau, i hans nærvær. " fandens oz" mumlede hun ud i luften.

Alt hvad der kunne minde om følelser blev presset ned. Ikke tale om at hun skulle se ham så skrøbelig. Over et år troede han næsten det havde været nu, og selvom han havde været tilbage i over 6 måneder, havde han ikke opsøgt hende. Nogen han gættede på hun var taknemmelig for.
Det eneste der boblede op til overfladen lige nu var overvældende raseri. Hun var skrøbelig, bedøvet og halvt tappet ihjel. Måske han ikke havde reageret lige så kraftigt på det, havde det været en hvilken som helst anden kvinde de havde valgt at lave eksperimenter på.
Imens han skar hende fri var han tavs. Ord synes unødvendige lige nu, men han fnøs dog med et lille smil da hun talte igen. ”Måske vi skal finde dig noget mere… klinisk… næste gang” Svarede han og havde svært ved at skjule vreden i hans stemme. En vrede der ikke var rettet imod hende, men imod 2 vampyrer der lige nu morede sig over andres ulykke.

Han prøvede at se op på hende med et neutralt udtryk. Så neutralt som han kunne gøre det i hvert fald. Han HAVDE savnet hende – ikke at han nogensinde ville indrømme det. Der var andre ting i spil. Andre følelser end afsavn. Andre følelser end lykke.
Kunne han få dem ud spurgte hun. Hans blik gled over hulet han var faldet ned igennem. Det var 3 meter oppe, og selvom han måske ville kunne komme derop igen, så var der ingen måde han ville kunne bære Luck eller Camille derop. ”Tror du jeg kan kaste dig derop?” Svarede han hende og nikkede op imod hulet hvor månelyset havde fundet sin indgang og svagt oplyste rummet. Det var selvfølgelig ironisk, og han var bekymret. 2 vampyrer var ikke noget at spøge med, og selvom han havde trænet meget, så var han stadig bleg og udmattet efter de sidste 2 nærdødsoplevelser.
”Jeg får os ud. Jeg skal bare lige gøre kort proces med de to” Endnu et nik, denne gang imod en dør der førte ud til en gang svagt oplyst af et enkelt stearinlys. Latter ramte dem fra gangen og gav ham kuldegysninger. Han havde ikke været i stand til at skjule vreden fra hverken stemme eller ansigt denne gang. En sidste glidende bevægelse fik rebet om hendes arme til at give sig, og det tog ikke mange minutter med fødderne.
”Åh jo, jeg ved du havde styr på det. Don’t need no knight in shining armor. Jeg kan også kravle ud fra hvor jeg kom igen?” Drillede han hende ukompliceret, som havde det været et år siden. Lod som om der intet var sket lige nu. Ingen af dem havde brug for nogle konfrontationer i denne situation.

Luck brummede uroligt og rejste sig. Han havde opfanget noget. Tristan frøs fast til stedet og lyttede.
”Måske vi skulle tage en lille ekstra smagsprøve” Gav den anden vampyr endelig efter med en beruset stemme. En knirken kunne høres. Så skridt. De var på vej. Begge to. Tristan var stoppet med at trække vejret. Luck lavede en utilpas lyd, og med et blik fra Tristan trippede den så lydløst så muligt hen for at gemme sig i ly af mørket.
”Bliv hvor du er og lad som ingenting. Jeg kommer tilbage efter dig.” Forsikrede han hende, og ville for første gang søge øjenkontakt med det formål at berolige hende og give hende en vished om at han ikke bare smuttede. En følelse han kunne forestille sig hun sad med. Så snart de lysebrune øjne havde fanget hendes ville han være væk. Lydløst i en anden ende af rummet end den Luck havde luntet. Så var det bare at vente at se, hvad de to vagter ville gøre.

Vi...det lille ord dvælede i hendes bevidsthed og sitrede på en mærkelig måde.
Også selv om det havde hængt sammen med ' vi finder noget mere...klinisk' men der havde også lydt et ' næste gang' . Årh gud hun måtte være i minus i blodprocent, siden hun sad med de tanker.
Selv ikke den undertrykte vrede hun hørte som underlægming i hans stemme, kunne holde hende fra at spille videre..
Hans tilstedeværelse synes at give hende energi, som lukkede hendes sjæl fra hans depoter, og gav hende næring. * fedt..jeg er en fugleunge* hun havde selv bemærket hans effekt på hende.
Alligevel kom næsen bare en smule i sky, hvilke var noget af en bedrift taget i betragtning hvor tung hendes krop synes at være, og Camille sagde " Ja...det kunne du , men så ville du fratage mig æren for at få dig ud herfra i et helt stykke, så glem alt om det! " der var dog ingen kant i stemmen, og eftersom han kendte hende bedre end nogen anden, ville han vide hun ville dø- bokstavelig talt , om han forlod hende der.

" årh...de har drukket?" Undrede hun sig højt, da deres grin nåede op til Tristan og Camille. Hun vidste at de somme tider gjorde det, for hun kunne lugte det på deres ånde, når de kom i aftenens sene timer for at trække blod, plus at de altid skulle stikke flere gange inden det ville lykkes.

" Pas nu på Tristan! De er dobbelt så mange som dig " Hviskede hun, og så til sin glæde at bevægelses friheden var genvundet.
" Tak!" Hviskede hun og vippede med fødderne der blev kært lidt rundt i cirkler, for at få lidt omløb i det resterende blod.
En advarelse fra Luck lød, netop da hun ville forsøge at rejse sig op.
Der blev bare få centimeters luft mellem hendes polstrede junk de luxe bagdel og det hårde stol sæde af træ, før hun dumpede ned igen.
" Nej , gå ikke...jeg kan hjælpe" men ordene forstummede i mørket, og de to skygger af mand og tiger var væk.
* pis...* hun lukkede øjnene og genfandt stillingen hun havde siddet i, bundet.
Hun huskede til et bryllup, hvordan de havde kæmpet med en vampyr der havde haft en affærde med gommen. Og en anden gang hvor de var kommet til at sejle en båd lidt på grund, og en vampyr havde haft ondt i sinde .Hun vidste han som tidligere leder af dusør jægerne, og en af de mest kloge af slagsen, ikke var nem at overmande, men havde Tristan ikke set træt ud? Eller var det noget hun bildte sig ind? Hendes hjerne havde fået et elektrochok da deres øjne mødtes, og lige nu betvivlede hun stort set alt.

De to vampyrens skridt kom nærmere. Hvorfor en ellers så lydløs vampyr ville vælge at gå i træsko, fattede Camille ikke. Men ja....der var mange måder at tilegne sig opmærksomhed på, og måske var Vincent en der elskede den slags, for de sad på hans fødder.

" ..men kun en mindre tår !" Lød det advarende og han nåede frem til Camille.
En blev hånd gled ind i det bunken af filtret messy lyst hår og tog et fast greb.
" Hør miss foster, der var ikke nok før så vi er kommet efter lidt mere. Vi glemte desværre vore glas, sååå" han bøjede sig ned over Camille og krængede overlæben tilbage, så to sylespidse mordvåbnet blottede sig .

" Jeg spiser først Bromut, så det dig bagefter" lød det sultent fra Vincent.
Brotum hvæsede og også hans tænder skød frem. Så man godt efter kunne man se hans døde legeme hang små 30 cm over gulvet, så euforisk var han nemlig.

Hans tænder gled over Camilles lyse hals og hans hånd trak uvenligt hendes hoves bagud, for at spænde huden mere ud og gejle ham op, han lagde nakken tilbage , klar til at hugge ned i hende i et hårdt stød med tænderne, men Camille var klar.
Alt hun havde til bage af kræfter, blev mobiliseret og hun smækkede begge hænder op i hans meget ømme sted, rejste sig og greb stolen i mellem sine hænder og svingede den mod en totalt overrasken Vincent.



Lige inden Camille lavede sit træk, var Bromut begyndte at stirre i retning af det ene hjørne. Stilheden derfra virkede så...anderledes.
Han snusede ind og fik færden af en ny lugt, en fremmed en. Den mindede om Luck, men var bestemt ikke den samme, var der...menneske i ? ...en hvæsen flød som tåget cigaretrør ud , mellem Bromuts overnaturlige blege læber.

" Du...Vincent,der er et eller andet galt"
Mere nåede han ikke , før Camille havde forsøgt sit lille angreb , og med en Vincent der holdte sig for kronjuvelerne og en Bromut der begyndte at grine, prøvede Camille at løbe for sat nå døren.
Selvfølgelig kunne hun ikke holde sig i ro.
Og den lorte telekinese virkede ligeså dårligt- faktiske værre - end hendes ben.
De bevægede sig dog, selv om det var en ret gavmild beskrivelse af hvordan hun svejede og snuplede afsted, men ujævne smut og sving. Selvfølgelig faldt hun over sine egne ben, og lå så lang hun var....for fødderne af en vred vampyr.
I en hurtig bevægelse , havde Vincent placeret sig foran hende, med hoved nysgerrigt på sned.

" Din lille idiot , jeg ved ikke hvordan det lykkes dig at komme fri, men nu slutter legen" hans øjne blev ildevarslende røde , og han bukkede sig for at tage fat i Camilles tank top, og hale hendes direkte op fra gulv til at hænge i luft.
* no need for a knight in shining armor! riiiiight *
Hun lukkede øjnene og bad til et mirakel, da hun ikke synes at kunne skabe et selv.

" Jeg tror vi har gæster " lød det kort fra Bromut, der stadig stod og sniffede ind, som var han i et pandekage hus.

”Dobbelt så mange som mig? Ja, men så er det godt jeg har Luck ikke?” hævede han et øjenbryn. Tigeren var en formidabel partner i kamp, også selvom det var en risiko at have den med. Et forkert skridt for den ene, ville eliminere dem begge. Heldigvis for Tristan, var tigeren bedre end ham til at passe på sig selv, og indtil nu havde det kun været ham der havde fået tæsk nok til at putte dem begge i farezonen.

De to væsner trådte med overlegne og hoverende skridt ind i rummet. De følte sig tydeligvis i kontrol, og et øjeblik svor Tristan at en af dem skuede imod hullet i taget, som havde været hans indgang.
Lydløst fik han hævet en af pistolerne frem fra læderremmen over skulderen og tog sigte. Det tog længere tid end normalt, for han skulle være sikker på ikke at ramme Camille, og det hjalp ikke at hans hænder virkede mere urolige end de plejede. Den ene vampyr, Vincent, var helt tæt på hende nu, og han blev målet. Han lignede ikke en vampyr der ville tøve fordi hans makker fik en kugle i nakken.
Vincents blege hoved svævede direkte over Tristans pistolløb, men hans bevægelser gjorde det svært, og i sin koncentration havde han helt overset den lyshårede vampyr ved siden af, som var begyndt at bliver mistænksom omkring hans hjørne. Fandens til hår, det var da også umuligt at skjule!

Endelig synes Vincent at stå stille. Han var stoppet op og snusede begærende til Camilles hals. Noget der virkede til at gøre det noget mere attraktivt at sende en kugle imod hans hoved. Hvilket havde været planen, men splitsekundet inden hans pegefinger trykkede pistolens stempel i bund, havde Camille sat sin egen plan i værk, og vampyren bøjede sig med øjnene opspiret af smerte og overraskelse, hvilket resulterede i at kuglen fløj direkte og uænset over mandens hoved.
Tristan bandede lydløst af den kvindes ulydighed. Havde han ikke sagt at hun skulle lade som ingenting?

Med det samme hun satte i løb, var Luck sprunget knurrende frem, og kastede sig brølende over Bromut, som nåede at udbryde en hæs advarsel, inden han trillede rundt med en brydekamp med tigeren, der forsøgte at holde vampyrens arme nede med sine store poter.
Vincent havde ikke hørt sin vens skrig, men synes alt for optaget af den irriterende skabning foran ham, og da hans øjne blev røde, var han klar til at ignorere alle ordre og tappe hende for blod med det samme. Væsende blottede han sine spidse tænder for hende.
Før han kunne nå at hakke dem i noget, var Tristan dog gledet ind imellem. Heldigvis for ham havde Vincent et temperament, og så sig blind i vrede når det først var rettet imod noget. Han opdagede derfor alt for sent Tristan, som med begge hænder førte en skarp daggert imod vampyrens bryst, og han måtte slippe Camille, for at tage fat om kniven med den ene hånd, og give den nyankomne ubudne gæst et ordentligt slag med den anden, så Tristan røg to meter bagud og landede hårdt på ryggen. Munden med de spidse tænder formede sig i et hånligt smil. ”Hvad har vi her? Det er ikke ofte at folk melder sig frivilligt til vores undersøgelser.” Lo han hæst, og sendte et spark i Tristans retning, som dog blev fanget med begge hænder, og med et skub vaklede Vincent lidt tilbage med en utilfreds mine.

På den anden side af rummet klarede Luck sig en del bedre. Han havde fået den nye vampyr, som ikke helt havde kontrol over sine evner, og som fandt en fuldvoksen brølende tiger meget intimiderende. Med et bid i halsen brølede han af smerte under vægten af dyret, som nådesløst holdt manden nede.

”Camille, løb nu!” Udbrød Tristan da han halvt undveg et slag fra Vincent og blev sendt ind i den nærmeste væg. Normalt havde hun kunne bidrage med sin telekinese, men i hendes tilstand var det mere hensigtsmæssigt at hun skyndte sig at komme ud.

Da kuglen kom havde hun næsten lyst at råbe ' Aaaaand action!' men det var ikke spor sjovt. Den fløj lige over hovedet på Vincent, få centimeter til venstre og den ville have taget Camille , og skudt lige igennem hendes pande.
Hun hørte tumult og en knurren, og regnede ud at Luck havde angrebet på samme tid som Tristan.Et kik over hendes skulder , bekræftede at tigeren havde styr på Vampyren , lige nu i hvertfald.

" Oohh nooo" Camille prøvede at bakke væk, men hun kunne ikke komme fri af Vincents kølige greb. De hadefulde røde øjne advarede hende, var som et stort DANGER skildt der fortalte , at hun meget vel kunne dø- nu og her.

" TRIIII .." begyndte hun at skrige halvt hysterisk, men En mærkelig knusende lyd bragte Camille til pludselig tavshed, da Tristan af sig selv - uden hun havde skreget hans navn færdigt - dukkede op mellem Vincent og hende .

Thank god ! Hun hun så Tristans hænder , lysebrune af forårssolen , slippe grebet om kniven, og hun skreg i frustration, da Vincets arm slog ud efter ham og kostede ham at ryge baglæns på fuld skrue.
Camille sprang på Vincent trak kniven ud, men inden havde hun stukket den i ham igen. Ikke at det ville ændre på noget , han ville dø af det første stik i hjertet som Tristan havde tildelt ham. Vincent drattede om med en bizar gurglede lyd, inden en form for eksplotion og en tung sky af aske hang, plagede lokalet.


Tristan...han ønskede hun løb, og kom ud herfra. Det var den kloge og smarte ting at gøre. Hun havde ikke kræfter til at kæmpe , ikke rigtigt...og ville være en hæmsko for ham.
Ved første given mulighed piskede hun afsted, alt hun kunne, som Tristan råbte til hende...men så gik hun i stå.
Hun kunne da ikke bare ...smutte, ikke uden dem.

Hun så på den blodige kniv der lå i hendes hænder, og selv om det virkede sejt at hun havde stukket ham, var hendes krop tung som bly, og kun adrenalinen holdte Camille nogen lunde oppe. Og tanken om ..ham...naturligvis...var som benzin.
Hun burde have smidt kniven, kastet den til Tristan, men hendes lyse hænder holdte krampagtigt om den, hendes eneste våben. Alt andet havde de skildt hende af med.
Det mindede hende om hun mætte have sine sadeltasker tilbage.hendes grej var i den, og tegningerne fra Mira.
Camille blev igen bruset over af en vredes følelse, og kunne simpelthen ikke få sine ben til at løbe deres vej med hende. " Mine ting ...de har mine sadeltasker" råbte hun til Tristan, så han vidste han ikke bare skulle smide hende over skulderen og begynde at løbe. Hun var nok nød til at bede ham slæbe de tungt pakkede tasker...der sikkert stod nede ved Camp Vincent og Brotum.

Fyldt med vredens energi , Istedet skiftede hun retning og løb over til hendes fange leje , stolen.
Hun greb den, og ville forsøge knalde den i hovedet på Bromut, uden at ramme Luck i processen.
Efter at have knaldet stolen ned i ansigtet, så godt hun kunne...faldt hun dog sammen , sank i knæ - og hev efter vejret.* Hvor bliver han af...hvor er han.. Fuck..vi burde ud herfra nu*

Hun sad ret sammensunken, var på nippet til at kapitulerer.
Kræfterne var sluppet op, med døden levede stadig , neden under Lucks poter.
Tigeren så helt vild ud i blikket, og det var det sidste hun lige så, førendes øjne igen gled i. Damn de tunge øjenlåg og demoraliserede stoffer de havde fyldt hende med.
Som en klude dukke klaskede hun sammen, men lyttede man efter ville hendes ustruktureret mumlen på gulvet, ikke kun være volapyk. Et navn ville blive gentaget - flere gange. " Tristan...Tristaan..." Der var dog også et par eder der bandt det hele sammen, som det var ikke en fersken agtig drøm hun var i færd med.
Nærmere er indringer der bragte uro frem , da de truede med at vælte hendes massive forsvar, der var bygget op gennem måneder nu.

Overrasket over at dette ene stød havde kostet vampyren livet sad han lidt målløs. Camille havde også ændret sig. Blevet mere hårdfør – selv bedøvet. Imens Vincent i et sidste frustrations råb forblev ubevægelig havde Camille taget spurten, og det passede ham fint. Ja lige indtil hun besluttede at vende om that is.
Tristan sad lidt og ømmede sig. En ubeskrivelig smerte rev i hans venstre ben hver gang han prøvede at komme op. En unaturlig skruning af knæet gav ham en ide om at det var gået af led. Han bed tænderne hårdt sammen og rykkede af alle kræfter knæet tilbage på plads, og det adlød med et hult klik og han stønnede af smerte og trillede om på siden hvor han lå nogle sekunder og ømmede sig med utalige forbandelser og eder. Jaget havde sendt en smertestrøm op igennem benet, men også adrenalin til hovedet. Han kunne høre Camille råbe noget om en saddeltaske, og begreb ikke hvordan dét var i hendes hoved på sådan et tidspunkt. ”Jeg finder den” Gispede han utålmodigt og kom op at side igen.

Efter Camilles næsten komiske forsøg på at slå Bermut ud sank hun sammen, og Luck færdiggjorde den bevidstlåse vampyr, hvis rallende lyde døde ud i luften omkring dem.
”Camille er du okay?” Råbte Tristan igennem rummet, og Luck klynkede til hende, imens den pressede snuden imod hendes kind for at sikre at hun var okay.
Med kæmpe præstationer fik Tristan sine ben ind under sig, og humpede over imod de to andre, hvor han sank sammen ved siden af. Efter at have lagt hendes håndled i hans hånd og fundet en puls åndede han lettet op. Hun var okay, omen svag. Han sad der lidt og lyttede til stilheden. Den altgennemtrængende stilhed, som frøs ham til stedet imens han strøg en lok hår væk fra hendes ansigt. Stilhed var ikke ligefrem hvad der fulgte med Camille. Hun havde altid en rap kommentar eller et grin at sende af sted. Selvom det havde ledt til en del mundhuggerier, så var det nok hendes fortjeneste at der aldrig havde været noget akavet imellem dem. Ikke før nu i hvert fald.
Hendes mumlen slog ham ud af hans tankeverden, og et øjeblik smilede han varmt og rystede på hovedet. ”Skøre kvinde” fnøs han til Luck, men noget uroligt ved hendes træk og ord tørrede smilet af. Han vidste hvad det havde bund i. Den smerte han måtte have forvoldt. Det ville nok ikke hjælpe hende at vide at hun for længst var blevet lige på den konto. Der var ingen der havde brug for at fortælle ham hvad han havde gjort. Smidt et fantastisk liv og lovende fremtid væk, det var hvad han havde gjort.

”Lad os komme af sted. Og finde den taske.” Sukkede han så, og fik bakset Camille om på ryggen, hvor hun kunne hænge ind over hans skuldre imens han havde en arm om hvert ben. Så humpede han ellers af sted ved siden af Luck, så langsomt at tigeren blev urolig. Svedperler formede sig på hans pande, og en gang imellem var han ved at miste balancen når det venstre ben gav efter under ham, men ikke desto mindre blev der fortsat.
Ude hvor vagterne havde siddet fandt de noget der lignede en saddeltaske, som Luck fik op på ryggen som en anden hest, og det fik Tristan til at grine og tigeren til at komme med en utilfreds lyd. ”Skal vi bytte eller hvad?” Blev der drillende svaret, og de humpede videre.
Først uden for bygningen igen, hvor den fugtige natteluft kølede hans pande sank han sammen igen - udmattet. Luck satte sig ved siden af. Også udmattet og stadig ubeskriveligt sulten. Der ville være flere kilometer hjem til hytten, og han ville aldrig kunne bære hende med sit ben. Netop som Tristan synes at give op og lægge sig tilbage for at smelte ind i det blålige græs bag ham lød lyden af hestevrinsk, og en stor smuk hest trippede ud af bygningen bag dem. Den måtte have hørt postyret, og synes at styre direkte imod Camille.
”Åh Gudskelov” Stønnede Tristan lettet og klappede hesten. Den så lige så udsultet ud som Luck, men den havde trods alt flere kræfter end Tristan havde, og efter meget asen og masen fik han dem begge op på den villige hest, hvor en arm holdt Camille fra at dumpe ned, og den anden fik fat om hestens manke, så de begge kunne holde balancen. Med Luck som anfører gik det derfra langsomt hjem, og hvert et trin hesten tog fik Tristan til at hoppe lidt, og synes at rive hans ben over i 2. Når de endelig var hjemme ville han finde en god spot til hesten at sove, hvorefter Camille ville blive lagt i hans seng, så måtte han selv sove sammen med Luck i tigerens værelse. Hvilket var fint, for han tvivlede på at han kunne komme ned af trappen fra sit eget når adrenalinen aftog.
Efter at have fortæret en ordentlig bøf var Luck drættet om og ved siden af en udmattet Tristan. En ældre dame fra byen havde været hyret til at hjælpe på huset og hun havde ryddet det meste op fra Lucks gidseltagning. Asmodeus’ hytte havde ændret sig en del siden han overtog den, men den var stadig genkendelig med sine mange til byggelser. Den var ødelagt og lappet siden sidst hun havde været her, men fundamentet var det samme, og bygningen stod endnu.

Hans observationer var korrekte, hun havde forsat sin udvikling og var blevet en smule ældre - desværre ikke tilsvarende moden- imens han var væk.
Mere hårdfør var hun dog blevet, den unge kvinde Han havde kendt i gennem lang tid nu, men også tilsvarende mere skrøbelig. Folk fik lettere deres stød ind nu, i hvertfald dem der var ment for hjertet.Mere stærk , det krævede det vel også for at kunne udholde den mere skrøbelige og sårbare del. Måske havde hun altid haft den, som en lukket blomst, og så var den sprunget ud nu? Det var konstant at hun altid handlede med følelser og ikke nødvendigvis fornuft. Camille var ikke så god til at skille de to ad, når det kom til hende selv.

Tristans stemme lød meget langt væk. Som han kaldte til hende fra en drøm vævet ind i blødt fluffy vat. Hun fik lige hævet en hånd som tegn på hun var okay, da hun allerede var ved at blive trukket langt ud på havets store stille ocean, og så klaskede håndet slapt ned i gulvet.

Bevægelse.
Igen bevægelse. En duft der virkede velkendt og fik hende til at føle sig tryg.
Kunne man producerer den på flaske, ville man nok kunne lokke Camille i enhver fælde, da den strøg hendes reptil hjerne blidt og hviskede at der ikke var fare på færde. Amygdala slappede af, og Camille følte sig passet på.
Også selv om hun i sit nær coma synes at registrer nogle helt unødvendige gårde knips ind i mellem. Men efter dem kom de blidestes vuggende bevægelser, og noget varmt og trygt holdte hende fast.
Hun lænede eller næsten ' tabte ' sit hoved bagover med en slattent GOINK, og kunne nu hvile baghovedet mod det trygge og faste...der ville være Tristans bryst/ skulder, alt efter hvor slatten hun egenlig sad .

Camille havde ikke styr på de sad til hest. Hun havde billeder af sig selv som lille, med en teddybjørn i favnen, der blev kørt af sin mor i en lyseblå barnevogn, med kalechen slået ned. Camille lo og havde smilehuller i de små buttede kinder. Bagved stod hendes far og iagttog mor og barn, med en alvorlig mine.Camille havde dog kun øjne for hendes mor, der var så smuk at stjerne på himlen misundte hende. Sådan var det i Camille øjne. Hun forgudede sin mor.Den mor hun ville miste i en al for tidlige barne alder, bildt ind var død.....af Camilles egen far.En tåre trilelde ned af hendes kind, selv om hun knap var ved bevidsthed.


Tik tik... Tiden gik.

Camilles hænder krummede sammen og fik fat i noget blødt og varmt .
Linned? ....hun slap og følte efter med en flad hånd. Klappede ned på sengens madress nogle gange. En seng ! Hun skulle lige til at gasse sig og give sig hen til til den bløde luksus, men et lykkeligt suk. Ikke en kold hård græsbund!
Men så BIIING som en flitsbue, sad hun op i senge , og stirrede ud for sig.
Hjertet oppe i hendes hals , og en hurtig vejrtrækning. HVOR FANDEN VAR HUN HAVNET?
ÅHH...nej nej nej.... Hun begyndte at huske det hele. DET HELE !!! Overfaldet, blodtapningen, Luck og ....ham.
Hun huskede huset i var i og hun huskede.... ... Camille så ned.
* JEG ER I HANS SENG, JEG ER VED GUD I HANS SENG! nej...nej..nej!
Det går slet slet ikke * hun svingende næsten hidsigt begge ben ud over sengen! og forsøgte komme op at stå.
Hun havde ikke drukket nok, hvilke var afgørende. Mad kunne hun undvære uden det gjorde hende så svag og kludret, men vædskemangel var alvorligt, en farlig dræber faktisk.
Hendes knæ var fine hvide gele bundter og hun måtte række hurtigt ud og finde støtte i en væg.
Huset...huset her...the house on the left...hun huskede komme spadserende her på en solbeskinnet dag, for at besøge ham. Hun huskede det var her de...
* SÅ STOP DOG MED DET CRAP* lød det hårdt! Hvad gavn skulle det føre at trække og pine sig selv med de minder. Det var som 100 år siden. Hun var videre nu! - Eller det havde hun troet hun var, men hendes plan havde ikke holdt.
Camille lagde en hånd over sin pande. Hendes planer holdt ikke så skide tit , som hun gerne ville havde dem til.
Hun sukkede, da hun måtte kapitulerer og synke sammen i sine ben.
Så sad hun ellers der...på HANS seng. og begyndte at blive enormt irriteret på sig selv om på ham. Hvordan var det lige han havde fået bildt sig selv ind at hun ville være okay med at blive puttet i HANS seng? DEN seng ..
Damn...en hoved pine hun dog havde.
Hmm.
Der var kun en rigtig ting at gøre her! Camille havde en sur trutmund, da hun måtte krybe til korset og kalde .." TRIIIIISTAAAAAN ....MÅ JEG IKKE GODT FÅ NOGET VAAAAND ?" Guuuud hvor hun ikke kunne fordrage at være afvæning...og slet ikke af HAM.

Camille lod sig falde tungt tilbage i senge, imens hun sukkede højlydt. Det gjorde slet ikke noget hvis drengene kunne høre hvor hårdt hun lige havde det!
Hun landede i en stak bløde puder. Camille drejede hoved til den ene side - og borede så næsetippen ned i en af dem- for at snuse langsomt ind.
De duftede alligevel meget godt. Sådan lidt...trygt? Meget mod sin vilje, bredte hendes læber sig ud i en smil, der kunne se helt sageligt ud.

”Urgh…” to lysebrune øjne kæmpede sig åbne, og i en søvndrukken tilstand løftede Tristan hovedet for at se lige ind i øjnene på en vågen tiger. Efter alt at dømme havde Luck været vågen længe ny, og havde både spist og drukket godt, så den så bedre ud og sukkede også tilfreds, så Tristan fik morgenånde i ansigtet og lavede en grimasse. Han lod sig trille om på den anden side for at sove videre, og et øjeblik lukkede han øjnene og overvejede hvorfor hans ben var ømt, så røg øjnene med et sæt.
Alt for hurtigt kom han op at sidde, og trillede af smerte over den hurtige bevægelse, så han fandt enden af madrassen og trillede om på jorden med et dunk. ”Ahh… satan..” Mumlede han og tog sig til knæet. Tigeren ved siden af kom op at sidde med store øjne, som om den grinede af ham.

Tristan grinede ikke. Han lå stille lidt og satte sig langsomt op. Selvom søvnen stadig havde sit tag i ham, så var hans hoved klart, og dog så omtåget af forskellige ting der pressede på. HUN havde været der. Ud af det blå. Han lukkede øjnene i og så for sig en sommeraften for flere år siden.
Check yes Juliet, are you with me?
Så klart som et spejlreflekskamera så han hende den aften. Det lyse bølgende hår, den bløde champagnefarvede kjole og de gennemtrængende blå øjne, som han altid ville kunne finde i mængden. I dette tilfælde et publikum.
Han åbnede en smule sørgmodigt øjnene igen. You can’t repeat the past, havde en klog mand en gang fortalt ham, og det var sandt. Alle de livlige billeder i hans hoved var og blev en fortid, som synes meget langt væk. Så strejfede en tanke ham og han smilede. Det var bare en drøm ikke? Nu var han fjollet. Det skulle ikke være første gang han havde drømt om hende siden… Det ville dog være første gang han havde ødelagt benet ved det…
Et råb om vand lød over ham, og en klump samlede sig i hans hals. Det var ikke en drøm, og han kunne ikke slippe virkeligheden. HUN var her. HUN lå i hans seng og kommandere med ham. Han havde lyst til at kaste op, men kom vaklende på benene i stedet, og humpede stønnende ned i køkkenet for at hente vand. Dernede svirrede minder fra aftnen før rundt i hans hoved, og da tankerne gled på hendes beskadigede hænder og fødder, som havde lidt hårdt efter mange dages stramme reb. Bandene humpede han videre hen for at hente førstehjælpskassen.

Efter hvad der synes som uendeligt mange trin nåede han op til sit eget værelse, med et knæ der mærkedes som om det kunne flække hvert sekund. Han tøvede et øjeblik, og overvejede om han kunne løbe? Bare blive ved med at løbe til alt hvad han plejede at kende var væk. Et tungmodigt suk undslap hans læber, før han tog sig sammen, og tvang humøret lidt op da han skubbede døren op med en albue, og humpede hen for at dumpe ned ved siden af hende. Åh søde, bløde seng, som reddede hans stakkels ben fra at knække.
”Du er sørme stille og ydmyg her til morgen” sagde han så med et ironisk løft med øjenbrynet, og rakte hende det glas vand han havde taget med. Et stjålet blik på hende fik ham til at smile skævt. Hendes kinder var rosa og hun så lidt frustreret ud.
”Bare før der sker nogle misforståelser, så sov jeg inde på Lucks værelse.” Tilføjede han efter lidt. Han vidste ikke hvor tåget hendes erindringer var fra aftnen før. Hun havde trods alt været bedøvet. Efter et par øjeblikke mere med lysten til at rejse sig op og smutte, måtte han erkende at han ikke ville overleve trapperne ned uden en pause.

”Så.. Hvordan har du det? Du var ikke helt frisk i går” Prøvede han at smile svagt.

Oppe fra Camilles værelse..eller Tristans...kunne hun høre nogle mærkelige små bump efterfulgt af en stønnen. Hun rynkede på næsen.
" Jeg håber seriøst at dine hænder er oppe over dynen !" Råbte hun ned, imens hun gemte sit ansigt i en af de bløde puder, for at dæmpe sin egen lille latter.
Hun havde nu altid elsket deres lille fægtning med ord, noget der faldt dem så naturligt. De ville nok slet ikke kunne lade være, selv hvis det var dem påbudt.

Hendes kækhed var nu ret overfladisk lige nu.
Det freakede hende rimeligt meget ud at være tilbage i huset her, og især at skulle være i nærheden af Tristan. Al for meget lå usagt..uopklaret mellem dem, og al for mange uindfriet drømme blev afspejlet når hun så i hans øjne.
Hun havde været så glad og stolt ...af at være hans ven. Hun så jo hurtigt hans sans for finesse, den gode stil han kørte og hvor talentfuld en ung man han var, til ....ja...alt?! I hendes øjne kunne Tristan alt. Havde hun virkelig været så forgabt i ham allerede dengang ?
Da det udviklede sig sådan rigtigt - og hun forelskede sig stormende i ham, var det både himmel og helvede.
Mest fordi hun ikke rigtig havde lyst til at være så glad for en anden, hun vidste det ville ende med et hjerte knust. Og hun havde haft ret.
Tristan var dog den bedste fyr man kunne møde , hun havde ikke ET ondt ord at sige om ham !! Tilgengæld havde hun sikkert masse at sige TIL ham.

Og det første ville være hvorfor hun dog lå i hans seng?
Endelig kom han op! Camilles øjne var som en lup over ham, da hun så han var såret.
Ikke alvorligt, men nok til han havde store smerter. Tristan var ikke en der klynkede. Ikke så meget da.
En flamme flakkede i hendes øjne, da han brød tavsheden mellem dem.
" Ja...du må undskylde jeg er lidt off i dag , nogen tog mit BLOD, så bliver man lidt ydmyg" gav hun tilbage og Sørens også om det dumme smil ikke igen brød frem og sendt til ham. Det havde ellers ikke været meningen.

Camille så på ham , det viste sig nemlig svært at lade vær.
Han virkede træt...nej udmattet.Han havde arbejdet for meget igen , var hun overbevist om var årsagen. Hun nåede lige at flytte på sit ben, før han fik sat sig ned.
" Jaja ved godt du ikke har ligget her" mumlede hun distræt over hans nærvær.
Havde han ligget ved hendes side, ville hun ikke havde kunne glemme det. Død var hun da ikke endnu.

Tristan så lige så ilde til mode ud, som Camille følte sig.
Hun gad godt fordampe ...opløse sig i luften...et eller andet stunt der ville få hende væk fra den her akavet situation. Hun vidste hvad der lå på vejen forude, og det var en snak hun nærmest ville prositueret sig selv for at undgå.
Der var flere ting hun gerne ville forsegle i glemmebogen lige nu.
Men...men når hun så på ham, hvordan skulle hun så kunne lade vær med at huske...med at drømme?
" en forkølelse havde fat i mig, ellers var alt under kontrol" lød det kækt til hans ' hvordan har du det'
Camille rakte ud efter vandet, og ville drikke det hele ud i en køre.
Wow hun havde været tørstig.

Men selv Camille muntre toner, kunne ikke forhindre at melodien blev alvorlig.
" Hey...tak, Tristan...var du ikke kommet efter...Luck, sååå"
Hun så ned på det tomme glas. Ja - Tristan var kommer efter Luck.
Once upon a time, ville det havde været hende han var kommet efter.
Et sørgmodigt slør blev trukket over hendes ellers så klare øjne , og hun prøved est se ind i hans.
Hvorfor ikke tage tyren ved hornene?
" Du forsvandt" sagde hun stille.
Ikke bebrejdende. Ikke vredt. Bare....en konstatering af hun pludselig var efterladt alene.
But then again,...efterladt blev hun jo altid.
Hendes mor.
Samuel.
Aleck.
Eric
Tristan. De fire hun havde elsket mest, slog det hende....nogle af dem kunne hun hverken tænke eller tale om lige nu, uden at flippe fuldstændig ud- så det skulle man nok lade ligge.

Hun holdte øje med hans ben under samtalen.Og under stilheden.
Camille lukkede billeder ind fra aftenen før , om hvordan Vincent havde slået ud, og hun genkaldte sig den vemmelige lyd, da Tristan ramte gulvet, hårdt.
" Skal jeg ligge et støttebind?har du et !" Spurgte hun og afbrød måske en sætning af hans, da hun ikke havde hørt det sidste lille halve minut.
Camille var allerede træt igen, og tæt på at behøve sove. Med mindre han kunne få Aleck hertil og give hende noget mere blod? Men ingen vidste hvor han var.
Hun fik lyst at gribe ud efter Tristan og søge sin tryghed der.
Istedet greb hun ud efter en pude, og trak den i sin favn.
Hendes øjne hvilede på hans hånd. Hun var tavs et stykke tid før hun åbnede munden..." er du okay ?"
Det var ikke benet hun hentydede til.

Han hørte udmærket hendes kommentar med hænder over dynen og himlede med øjnene. Havde hun ikke været krævende, havde han stadig været under dynen. ”Oh haha” Mumlede han for sig selv, men kunne ikke lade vær at smile lidt. Camille havde aldrig været hende der bare satte sig ned og lystrede. Der var altid en kommentar, og altid et glimt bag de blå øjne. De lyse lokkende øjne, som bar fortidens mystik i sig med deres elegance. Hvorfor han pinte sig selv ved at tænke på dem, var ham en gåde.

At have hende her i huset.. Det bragte mange gode og varme minder frem, men også ting han helst havde glemt. Der ville altid ligge noget uforløst imellem dem. Noget der altid ville holde deres forhold til hinanden i live, men lige nu var det uforløste så overvældende at det bare satte en stopper for stemning og humør.
Tristan vidste udmærket at han bar en del af skylden. Han VAR rejst væk for at tage sig af ting, som kom til at tage længere end først forventet, men han havde ikke været ene om skabe den kløft som var vokset imellem dem. Hun havde fundet en anden allerede inden han var væk, og selvom de ikke havde været officielle havde det virket åbenlyst at de hørte sammen, ja det havde han da ment, men han var også ved at være kendt for sin naivitet.

Han prøvede af alle kræfter på at undgå at stjæle glimt af hende, for han var rædselsslagen for at hun ville fange en fjern betagelse og glemt længsel i hans blik. Derfor blev de brune øjne ved med at flakke rundt i rummet, for de fandt at det virkede varmere og mere.. trygt.. med hende i det. På trods af at den akavede stemning allerede havde et fast tag i væggene. Heldigvis vidste han dog at det akavede ville syne hen, imens varmen ville blive.
”Hah, utroligt at de kunne få en kanyle igennem den tykke hud!” Drillede han hende uden noget ondt stemmen, og snakkede selvfølgelig om hendes stædighed. Han kendte ikke nogen lige så stædig måtte han indrømme, det skulle lige være ham selv.
Det med forkølelsen fik et fnys. Årets underdrivelse går til… Camille ding ding ding!

Han trak på skulderen. Luck var hans bedste ven, og det var umuligt for ham ikke at komme tigeren til undsætning. Dét, også det helte gen igen. Var nogen i knibe, var Tristan den første til at række hånden ud. Det kom naturligt.
Selvom hans hus var blevet wrecked og Luck var blevet sultet, så var han glad for at Luck var blevet kidnappet, og han kunne ikke forstille sig at tigeren havde det anderledes, for havde Tristan ikke faldet igennem det tag, så havde hun måske endt sine dage alene og udmattet i mørket. Han ville ikke ønske den skæbne for nogen. Mindst af alt hende, som var den mest hjælpsomme og venlige sjæl han kunne komme i tanke om, og han håbede hun vidste, at han aldrig var mere end et nødråb væk.
”Du ved… Havde jeg vidst at du var derinde, så havde jeg været der med det samme, men..” Tågede han lidt rundt. Der var ingen mulig måde han kunne vide hvor hun var, og alligevel havde han det skidt med ikke at have været der med det samme. Selvom hun var en hård nød at knække, så måtte hun havde været frygtelig bange og alene i de dage hun var fanget.
”Men jeg har lidt forsøgt at undgå dig siden jeg kom tilbage” Indrømmede han med en grimasse og kørte en hånd igennem det orange hår, som altid levede sit eget liv. Han havde fået informationer fra Sean omkring hvordan hun havde det, og det var ikke hans ret at ødelægge det for hende.

Hendes næste ord var som en kold spand vand over hovedet, og han kunne mærke hvordan den fornemmelse bredte sig ned af ryggen. *Du forvandt.* gentog han for sig selv i sit hoved. Hun behøvede ikke at lyde bebrejdende eller vred, selv hendes neutrale statement fyldte ham selv med de følelser imod egne åndssvage handlinger.
”Det gjorde jeg.” Svarede han i samme tone, og kastede blikket ud på skoven, hvor solens stråler kæmpede sig igennem lysegrønne bøgeblade. Det virkede nemmere at spille dum. Nemmere at træde udenom og ikke se hende i øjnene. Så det var lige det han gjorde. Spillede dum på den mindst overbevisende måde han nogensinde havde gjort, og han vidste før ordene kom ud af hans mund at hun ville se igennem det. Han havde trods alt godt fornemmet hvilken forsvinding hun snakkede om.
”I nat. Ja jeg gik ned og sov hos Luck, for du ville have kvalt mig, hvis jeg havde sovet her.” Klemte han ud, og hvert ord gjorde ondt i hans hals, som kastede han glas op.

De brune øjne gled ned på hans hævede knæ. ”Måske lidt senere, hvis det ikke bliver bedre.” takkede han uden at sige mere. Efter at have studeret hvert et hjørne af værelset var det efterhånden svært at undgå øjenkontakt. Så han vendte sig lidt tøvende imod hende igen.
”Hvorfor skulle jeg ikke være det?” Tvang han frem med et skævt smil.

Det VAR svært.
Det var på kanten af ubegribeligt at se ham sidde der på sengens kant.
For ikke at tale om selv at ligge i hans seng.
Camilles blik strøg mange gange over Tristans så velkendte ansigt med de smukke kvikke øjne og det opsigtsvækkende orange hår hun elskede, da det passede så eminent godt til hans personlighed ,der altid krævede at blive set og hørt.
Men modsat mange andre , havde Tristan virkelig 'noget at have det i'.
Lige nu syntes han dog at undgå at se på hende, men det var nok meget forventeligt? Situationen var en varm kartoffel og de havde nok begge meget at smide i hovedet på hinanden. For ham var det vel heller ingen dans på roser.
Lige nu anede hun bare ikke hvordan hun skulle få alle de skideballer hun havde hamstret sammen til ham ud. Overvældet af hans nærvær , blev de blæst helt væk.

Camille havde hele tiden vidst at skæbnen ville lede dem sammen igen.
Hun vidste han ikke var død. Det kunne hun mærke i sin mave , eller også var det den 6 sans , som Mina havde fremmanet, der gav hende glimt af fremtiden, der lod hende vide det? Hvad hun derimod ikke vidste var, om deres personlige forhold var - og forblev dødt? Og den del var hun parat til at begå mord for ikke at berøre.
Hun frygtede ALLE udgaver af svar på det, så det skulle fortrænges og ignoreres.

Camille havde været både trist og langt værre ting, da Tristan forsvandt, lige efter deres intime fuldbyrdelse af deres forhold. Selv ikke Camilles humor strakte sig SÅ langt til en joke om hun måtte have været et virkelig dårligt...ja..indsæt ord...og hun havde faktisk ikke BARE kastet sig over en anden. Hun havde holdt mange for døren, trods hun var ensom og længtes efter selvskab, imens alle andre flettede fingre.
Og så var det at hun havde mødt Eric. Meget langsomt havde hun åbnet døren for ham. Begyndt at se et lys i hendes mørke. Begyndt at elske ham. Og troede på en varm fremtid. Det havde så ikke gået helt lige efter hendes lille drejebog.
Men nu elskede hendes hjerte Eric,...og hun elskede fyren foran hende.
Tristan.
" Jaja...jeg er enormt tykhudet....du er så kun tykhovedet, heldige dig hva " trak hun på smilebåndet, og brød ud af hendes tanker.
De havde kæmpet mange kampe sammen , både lidt her og i særdeleshed i deres egne dimension. Hun vidste han var alvorlig. " Jeg ved du var kommet , hvis du vidste jeg havde problemer.." Lød det, men det næste fra hans mund kostede Camille en lille tvivl. Han havde bevidst forsøgt at undgå hende?now that didn't really sound like him, did it?
" Ja...jeg måtte åbenbart høre nyheder fra Sean , det var en smule akavet. Men jeg var meget lettet over du var tilbage " lød det ærligt. Hun beholdt dog resten af hendes reaktion for sig selv. Hun havde både grædt og skældt ud, og været lettet og dybt frustret over han ikke opsøgte hende.
Men nu var de her....

" Seriøst ?" Hun stirrede på ham. My god ..den drenge havde godt nok nerve!
" Klogt træk..at sove nedenunder , så fik du set endnu en dag " vrissede hun , og skulede til ham.
Han talte uden om ! Og brugte en tarveligt triks om at sove sammen ..eller ikke sove sammen.. til at holde hende fra at forfølge emnet. Lille listige skid.

Hun ville stadig gerne se på hans ben, men Tristan var ikke meget for det. Måske var det bare tanken om hun skulle komme tættere på ham der generede ?
Først da han var lykkes i at få den lille stjernekaster af vred til at kaste små gløder af sig, vendte han sig for at se på Camille.
Vidste han at hans svar ville skubbe til Camilles temperament , eller havde han andre grunde til at lukke den snak ned? Camille gad den jo slet ikke- men DET fact at HAN undveg den , gjorde den bare tiltrækkende for hende .
Lysten til at dissekerer Tristans tanker og sind, var åbenbart ikke aftaget med tid eller afstand mellem dem. Hun var stadig nysgerrig på ham. Og han kunne stadig pirke til hende og trække i de forskellige tråde, med meget få ord.
" Jamen ...nu har du set jeg er ok, så kan du jo godt gå....ned til Luck" kom det tørt.
At de sådan set befandt sig i hans hus, og ikke Camilles var en mindre detalje hun slet ikke ville beskæftige sid med lige i dette sammenhænge.
Tristan tippede hele hendes verden , bare ved at sidde og lege ....overlegen.
Hun kneb øjnene en smule sammen. " Er det sandt su var hjemme? Sean sagde at du hjalp noget familie, og portalen så blev lukket?"

Modsat Camille, så havde Tristan nok satset på at skæbnen ville være rar, og bare lede ham udenom hende. Det skulle ikke tages forkert, for Camille var på mange måder den eneste person Tristan nogensinde havde bundet sig til, og det var selvom det havde taget sin tid. Kunne han bruge hvert et vågent sekund på at tilbage sende hendes kvikke kommentarer, ville han være lykkelig, men lige så lykkelig som han ville være, lige så ondt ville det gøre at se på hende igen med anden, og det var lige hvad hun var nu. Pigen han havde troet han skulle dele sit liv med.. men han havde været naiv, og kunne ikke bebrejde at hun var kommet videre.

Han kom til at grine lidt af det hun sagde. Tykhovedet? Ja det var han vel egentlig, selvom hun kun sagde det drillende. Han var kvik nok, men på mange punkter langsom til forstå hvad han havde og ikke havde, og hvornår det var væk. ”Ah ja, jeg er ikke helt hurtig, men det er vel intet nyt?” Smilede han bare lidt henkastet og kiggede ned på sine hænder, som havde et par skrammer fra dagen før.

Han nikkede. Selvfølgelig vidste hun at han var kommet. Tristan havde taget mange slag for den pige, specielt de fysiske af slagsen, og han havde aldrig fortrudt én eneste, in fact ville han glædeligt tage dem alle igen. Hvad angik det næste hun sagde måtte han løfte et skeptisk øjenbryn, men prøvede så godt han kunne at gemme sin skepsis. Hun havde måske været lettet, men han var overbevist om at der var andre ting der spillede ind, og det var præcis derfor han var blevet væk fra hende. ”Good to be back” Mumlede han lidt ligegyldigt som svar.

Han kom til at smile igen ved hendes vrissen. Humøret gik og ned med den pige, men det var en af de gode ting. Man vidste aldrig rigtig hvor man havde Camille, og det gjorde hende fandens interessant. Hvad der gjorde hende endnu mere interessant, var at man heller aldrig vidste hvordan hun reagerede når man prikkede til hende, og det var lige hvad han havde tænkt sig at gøre. ”Årgh hold op, det havde da ikke været så slemt. Det var det ikke sidst.” Drillede han og blinkede til hende. Det var måske over stregen, men hvem sagde man ikke kunne joke lidt med skeletterne i skabet?

Den nye humoristiske tone skulle dog ikke have lov at indfinde sig. Den fik i hvert fald et hårdt slag, da han fik at vide at han godt kunne smutte, og det irriterede ham. Klassisk Camille hun kunne prikke til hele følelses spektret.
”Glem det” Fnøs han åbenlyst lidt irriteret. ”Jeg reddede dig, og slæbte dig ud med et skadet ben OG lod dig til og med sove i min seng. Jeg bliver tak.” Gav han lige så knastørt igen. Stædigheden slog altid gnister imellem de to, måske mere end noget andet lige nu. Han rakte ud efter førstehjælpskassen, som han havde taget med op. ”Kom lige med dine håndled” Kommanderede han, og ville rense og forbinde dem, gav hun ham lov.
Han mildnede lidt op igen da hun kørte tilbage til ’forsvinde’ emnet, nok fordi der ikke lød til at være noget fordømmende i hendes stemme. Detaljerne om hans rejse var svære at komme ind på, og han følte ikke at det var noget han havde lyst til at snakke med hende om. Han havde ikke lyst til at være mere sårbar overfor hende, men på den anden side var han irriterende meget klar over at han skyldte hende en forklaring.
”Ja jeg fik en mission af Sakref. Jeg skulle bare et smut ind og se hvordan alting fungerede, men..” Han rømmede sig lidt og besluttede at søge øjenkontakt. De krystalblå øjne havde altid været dragende – og farlige. ”Men da jeg kom hjem var alt et kaos. Der var udbrudt krig imellem væsner og mennesker, og jeg blev nød til at hjælpe min familie. De stædige idioter skulle selvfølgelig tage kampen op som de første” Han kørte en hånd igennem sit hår og prøvede at lukke de følelser som var forbundet med det ude. Hun skulle da slet ikke se ham få tåre i øjnene, det ville da lige være toppen af lagkagen. Det var sjovt hvor meget han havde arvet fra en familie, som ikke en gang havde vist sig at være hans biologiske. Selvfølgelig ville han også selv have taget kampen op. Der gik en lille pause hvor han overvejede ordene, så kom de bare ud som det var.
”Min bedstefar og far klarede den ikke.” Sukkede han, men uden at lyde noget nær grædefærdig. Han havde bearbejdet det og fået fred med det. ”Så jeg blev en måneds tid og tog mig af min mor. Hun var helt opløst. Jeg nåede igennem portalen lige inden den lukkede, og først der fandt jeg ud af at tiden var forskudt. Der var allerede gået et halvt år her, og Sean fortalte..” Han holdt en lille pause igen, som om ordene sad fast i halsen på ham, så sendte han hende et bravt smil, som da også var noget af en kamp at holde oppe.
”Ja han sagde, at du havde fundet en anden.”

Camilles øjne blev større og kinderne svagt blussende , ved hans bemærkning.
Var intet helligt ? Ikke at hun var troende...eller Tristan var , det vidste hun jo godt - men stadig ! " Tænk at du husker.... Jeg havde helt glemt !" Bed hun ud i forsvar, selv om hun ganske fint huskede hvordan det var at føle sig helt igennem opslugt og omfavnet af ham. Nu kæmpede hun for at glemme den følelse.
Hvordan man så lige gjorde det uden at slette sin hukommelse vidste hun ikke.
På kindernes farve og Camilles liiidt for hurtige snappen af ham, stod det nok klart at hun huskede tydligere , end sundt var.

At Camille havde fundet en anden var måske ikke en rigtig udlægning.
Hun havde forelsket sig i en anden, og troet på en fremtid- men den udrullede sig bare aldrig. Så her sad hun med to forelskelser der aldrig var brændt ud - og aldrig fået lov at blusse op i et stort og levende inferno af varme og glæde.
Hun stirrede lidt trodsigt på Tristan, da han ikke ville gå." Orv ...tag lige offerrollen hva ...' Jeg har kun eet ben'. " lavede hun sin stemme om på yderst ucharmerende vis, og gav den gas med hendes parodi.
Nå- men ikke ti vilde heste eller en tam tiger, kunne få hende til at gå ned af den stige!
Det kunne umuligt ske , ikke med det blodtab og hendes svage knæ, konkluderede hun stålfast. Hun var menneske- næsten da...og MEGET svag, så HAN MÅTTE GÅ! ....med mindre der da lige var noget morgen mad! så kunne hun måske mobiliserer kræfterne ?!
" Det tætteste du kommer "mumlede hun sin trussel eller løfte ud, da hun rakte begge håndled ud mod ham, kun fordi han lød så bestemt.
Hendes blik ville hvile på deres hænder, som han arbejdede med hende.
Der var ikke risiko for betændelse som det var nu, men an forbinding ville hjælpe holde det rent og udover dette, give en kærkommen støtte , da de skreg af ømhed og smerte.

" Auch" beklagede hun sig, da han gik i gang, og lænede sig en smule frem mod ham, for at han kunne nå. Camille bemærkede hans hænder var mærket og ridset også, og hun drejde så kort ansigtet væk. Hun var bekymret.
Det var tydeligt at hun stadig havde en stor ømhed over for Tristan. Havde lyst til at tage hans hænder i sine, men ....det ville hun ikke føle noget af.
Camille havde IKKE lyst til at føle . Hun var sønderknust over Eric og havde accepteret at hendes liv med Tristan var forbi.
Hun var rasende over at han var tilbage ....og lykkelig på samme tid.
Mest havde hun lyst til at græde, men ville nok ikke være i stand til nogen sinde at stoppe, før hun selv var opløst helt- så dette var ikke en mulighed.
Derfor blev ALT presset væk, og hun kunne igen se mod Tristan .
Hun håbede alle spor af den lille post emotionelle krise , ville være væk fra hendes øjne.
" En mission....yeah, like always....ude at rede verdenen" fnøs hun , men ikke så hårdt igen. Camille havde set alvoren i hans øjne, så hun tav og lyttede med.
" Årh nej....det er jeg ked af Tristan " hun sad fastlåst.Ville have lavt armene omkring ham og givet det bedste kram hun kunne. Men... Hun turde slet ikke røre ved ham.
Selv om stemmen ville flyde over med følelser og omsorg for ham. Og tristhed over hans tab, ville hun være frusteret over ikke at kunne få lov at hænge sig om hans hals og give ham et Knus. De var jo døde for pokker !
Hun huskede da han tog hende med hjem til te, for at møde hans familie...sådan mere formelt .
Det var lige før afgang til underworld. Og Camille var blevet bedømt efter karakterskalaen . Hans familie var spektakulær....Tristan var enestående.
Camille trak vejret tungt.
Hendes øjne flakkede kort og hun valgte simpelt hen ikke at tale om DET emne.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Og hun var ikke parat.
Og hun menet ikke det vedkom ham. Og hun ville bare ikke ned af den vej.
Og...det kom han til at accepteret, for det var noget HUN bestemte.
" Nå...så dét sagde Sean....nu tror jeg vi skal have morgen mad.Der er vel ingen grund til at rede mig fra at dø af blodmangel , hvis du så lader mig dø af sult dagen efter !" Camille hev sine hænder til sig og svingede benene ud af sengen.
Hun kom op at stå , og smilede fjoget da det hele snurrede en smule rundt.
Hun gik over til stigen og da hun kun så een af den, tog hun fat og begyndte klatre ned....nærmest hængende og ...ja...skal vi bare sige det så en smule underligt ud.

Ned kom hun da! Og hun myldrede ud mod køkkenet og begyndte at åbne skuffer og skabe. " Nå....hvad er så din plan ? Nu er du tilbage....arbejder du stadig for Sakref? Med missioner !" Hun så lidt ned på nogle æg.
Og begyndte at knalde hul på dem. En omelet var på vej.

Han skar en grimasse og lo sagte. Det forstummede dog hurtigt igen. ”Auch! Nå, men jeg synes i hvert fald det var vær at gemme på” Rystede han på hovedet, og vidste jo hun løj. Hendes blusende kinder gav hende væk, men det sved alligevel lidt at hun helt benægtede fortiden. Det var jo ikke fordi han sad på knæ og bad om en genudsendelse.

Som hun blev ved med sine kommentarer og parodier, sagde han ikke noget. Han havde en nagende fornemmelse af at hun straffede ham, og i stedet for bare at råbe af ham og få det ud, kom det i små dræbende stød. Han bed tænderne sammen for ikke at give for hårdt igen. Hun behøvede ikke straffe ham. Han havde hadet sig selv nok. Det blev da også lige lovlig meget da han spydigt fik i hovedet at han ikke kom tættere på. Lidt for stramt fik han nok lavet den sidste forbinding, og skubbede hendes hånd hen til hende igen.
”Jeg kan sætte mig længere væk hvis det behager dig?” Skød han igen og lød oprigtigt irriteret. ”Camille jeg prøver ikke at komme tættere på, overskride grænser eller lægge an på dig okay? Jeg prøver bare at hjælpe, og du behøver ikke straffe mig for hvad jeg har gjort. Det var rigeligt straf at ødelægge mit eget liv. Mit liv med dig i hvert fald. Tror du jeg har tilgivet mig selv endnu?” Sukkede han af hende, og rykkede tro mod sine ord lidt væk fra hende. Hun behøvede ikke svare. Det var ikke ment sådan, men han havde håbet at der ikke ville ligge en fjendtlighed i luften imellem dem. De havde været igennem så meget sammen, og han havde aldrig ville så et såret glimt i hendes øjne. Specielt ikke et han selv havde forvoldt. Han krævede intet af hende, andet end en smule åbenhed.

Han himlede med øjnene. ”ja ude at redde verden. Jeg troede det var en af mine bedre kvaliteter” Bed han igen, men blødte også lidt op da det næste hun sagde virkede oprigtigt. ”Det er okay” Mumlede han bare og kiggede ned på sine fødder, som ikke havde fået sko på endnu. De havde altid været strenge hans familie, og meget af hans barndom havde han hadet at bo hos dem, men de havde blødt op da det begyndte at gå godt som dusørjæger, og de havde endt med et nogenlunde forhold. Specielt til hans mor, som nu klarede sig alene bag den lukkede portal. Det ville være løgn at sige at han ikke savnede hende af og til. Den eneste kvinde som havde holdt fast i ham, lige meget hvor meget han sparkede hende væk.

Camille havde ikke benægtet hans konstatering, hvilket passede ham fint. Ingen døre stod på klem. Så længe hun var glad ville han være tilfreds. Hun fortjente det mere end nogen anden.

Nede i køkkenet, efter en anstrengende klatretur for begge parter, dumpede Tristan ned i en lænestol, og lod hende om morgenmad. Hans appetit havde ikke været på toppen siden Sean måtte redde ham. Energien haltede stadig lidt, men det gik langsomt frem. Derfor så han også trættere og blegere ud end han før havde gjort.
”Lidt hist og her, men ellers hjælper jeg bare hvor jeg kan. En del tjenester nede i byen for de lokale, giver gode dagligvare” Svarede han, og rakte hånden ned for at klø den store tiger bag øret, som netop var kommet hen og sidde ved siden af. Den var også rastløst, og skiftede lidt til at gå fra Camille til Tristan.
”Hvad med dig? Leger du stadig landevejsrøver?” Smilede han svagt.

Camille sagde ikke mere , ikke oppe i soveværelset. Det betød imidlertid ikke at tankerne ikke arbejdede videre, tavst inde i hende.
Hun havde bestemt ikke antydet at han lagde op til en ny omang , hverken af hende eller deres forhold.
Det var ikke sådan ment. Mest var det vel et værn , et forsøg på at holde fast i sig selv , i forhold til ham - i forhold til der hele.
Der kom en tid hvor alle måtte trække sig , og lige inden den paniske erkendelse nåede at melde sin ankomst , kunne man havde langet en del ud - som ufrivillige bevægelser der gav knubs- til dem omkring en.
Det eneste hun mente krævede et svar var hans selvbebrejdelse. Hun havde faktisk ALDRIG bebrejdede ham hans missioner og aldrig klaget hvis hun fandt tiden for langt mellem hun fik lov at se ham. Hun elskede den side af ham ... Men der var også den der skabte afstand mellem dem. Hun var meget blid , og talte stille nu " Tristan... Hold nu op, ingen bebrejder dig ! Slet ikke jeg. Jeg kunne bare ikke bremse tiden mens du var væk " sagde hun stille og gned sig lidt på det ene håndled . Det virkede mere ømt end det andet ? Mere stramt forbundet ? Nå.. Det var sikkert bare hende. Hun endte alligevel med at skule til Tristan , med et bebrejdede blik, men kun over det lidt sjusket arbejde hun mistænkte ham for at gøre med vilje.
Tristan var den mest fair fyr hun kendte. Hvis hun havde oplever ham urimelig på noget tidspunkt - altså besides han mandschauvenistisk drillende bemærkninger - så havde hun glemt det.
Hun vidste han ikke ville hende ondt. Det gjore bare ondt at han ikke havde haft plads til hende også.
Især fordi hun havde kæmpet så hårdt for at holde fast. Hun ville ikke benægte at hun elskede Tristan. Problemer lå ikke begravet det. Men i at hun nu også elskede Eric.
Men Eric var væk. Det var som de havde byttet roller. Eric Og Tristan. Og hun kunne ikke rumme det lige nu.

Nede i køkkenet kom Luck forbi og skubbede til hendes bagdel , så en kniv nær havde hakket en finger af Camille . " hey you- watch it !" Skændte hun på Luck , men at hun havde armen omkring dens brede hals og hovedet halvt begravet i tiger pels , fik skideballen til at lyde mindre stærk, og på kanten til kærlig.

Imens hun pressede et par frisk klemte appelsiner og fik afløb for lidt energi den vej , lyttede hun til ham .
Tristan var en fyr af handling. Han ville aldrig sidde hjemme og glo- og selv om Camille elskede den tanke , var hun også selv for UHELDIG til at få lov til det. Ulykker havde det med at forfølge hende. Ellers gjorde problemer.

"Du er en klog fyr.." Tænkte hun højt og fortalte ham en smule om sig selv i bytte.
" yup - ripper de rige og køber de fattige fri " smilede hun svagt .
Hun satte juice og omelet med bacon på bordet. Og nogle frugter. Og groft brød.
" hmmm faktisk gik min skole plan i stå.. Eric og j-je...den gik i stå" sad hun selv fast og prikkende til omeletten med sin gaffel.
Camille skød dog stædigt hagen frem og rettede sig helt op. Hun ville ikke tale om der nu og hun ville ikke begyndte græde ! " faktisk var jeg på vej til portalen , da jeg blev øøhhhh forkølet og faldt af hesten , ned i armene på de to okkenokker" sagde hun med er skævt smil.
Okay - hun var blevet overfaldet. Fordi hun havde forsømt at være nærværende . Så de havde fået fat i hende ,de en sølle sten. Havde hun været friskere - havde hun sendt stenen lige vær så god i øjet på den ene af dem - og sat frosty i løb.
"De tog min hest " mumlede hun trist , ligeglad med sine egne skrammer.

”Ikke bremse tiden” Gentog han med et lille smil, og rejste sig for at humpe nedenunder. Han kunne ikke se behovet for at bremse tiden. Ikke for 6 måneder i hvert fald. Han vidste at han aldrig selv ville kunne have været videre på så kort tid, og havde han været ude og dufte til noget andet, så var det da sikkert at han var rendt tilbage til hende igen med det samme hun var tilbage.
Selvom Tristan på ydersiden prøvede ikke at virke fjendtlig eller fordømmende, på nær når han mente hun blev urimelig, så bebrejdede han hende måske mere ned han ville indrømme overfor sig selv. Hun havde intet gjort forkert, men det ændrede ikke at han havde følt sig meget forrådt da han nåede tilbage. Det efterlod et tankespor tilbage i hans hoved. Måske det var meget godt tingene var endt som de var. Han havde regnet med at bruge de 50 år, han kunne være heldig at have tilbage, sammen med Camille, men kunne hun ikke vente på ham et halvt år var det ikke holdt alligevel, og det skar at tænke på.

Luck, som lige nu var en forræderisk tiger i Tristans hoved, havde besluttet at spinde imens den gned sig op af Camille. Hun var åbenbart mere savnet hos Luck, end Tristan før havde lagt mærke til før. Stedet havde været mere tomt siden de var kommet tilbage, og der havde altid manglet noget. Først havde han troet det bare var en kvindelig tilstedeværelse. Den havde altid noget over sig, som den mandlige ikke havde. De sidste par måneder havde også indeholdt et par middagsaftaler, men han havde fundet at underworlds piger var meget forskellige fra hans verden. De havde levet i en anden tid, og forstod hverken hans humor eller måde at tale på. Til og med virkede de fleste lettere sindssyge. Det hjalp da heller ikke at alt lige til salten på bordet mindede ham om den højlydte blondine han selv havde slæbt med igennem portalen.

Han nikkede godkendende ved hendes høje tænkning. ”Det er den første pæne ting du har sagt siden i går” Fnøs han med et glimt i øjet og et skævt smil. Han skævede til hende da hun rettede sig selv.
”Jeg kender ikke denne skoleplan? Men det undre mig ikke at du ville være lærer. Hvorfor faldt den igennem?” Spurgte han ind, uden rigtig at vide hvor han ville hen med samtalen. Hun havde altid elsket børn, så hvorfor ikke blive lærer?
Portalen blev nævnt og han sendte hende et undrende blik. ”Du ville igennem portalen? Man kan ikke komme tilbage igen mere, hvis man først tager derind..” Svarede han og rettede sig op med et lidt såret udtryk i øjnene. ”Du ville efterlade det hele? ”. Man kunne roligt sige at Tristan igen havde en følelse af at blive forrådt. Havde hun noget igennem portalen havde han aldrig set hende mere. Det måtte hun vide var tilfældet.

”En hest fulgte efter os i går, den står udenfor, hvis du vil tjekke.” Afsluttede han og drak noget af den juice der var sat frem.

Camille ville helt sikkert have et par bemærkninger til Tristans tanker , havde hun haft adgang.
Hun var RET sikker på at det var langt mere end 6 måneder at Tristan havde været meget på farten og hun havde været ret alene. OG hun havde holdt fast i ham - længe. Kæmpet og troet. Og ventet.
Indtil hun var træt og sårbar og for een gangs skyld tillid sig selv at åbne bare en lille smule op for en anden fyr- hvor hun ellers plejede at skære enhver i små stykker , der så meget som overvejede at inviterer på en drink.
Det eneste hun ikke have gjort var at sætte ord på. Ikke klandrer ham eller plaget ham, fordi hun respekterede hans beslutning og fordi hun regnede med at han havde været dér ved hendes side- hvis deres relation havde haft den dybde hun selv troede. Det var også en stor fejl fra hendes side. Og i dag havde hun ikke problemer med at udtrykke hendes behov. Det var mere er problem at få dem opfyldt , kunne man sige. Måske bar ingen skyld i det her. Måske var der bare de kort de var blevet tildelt i livets spil ?
Og havde han fyret den af med det ikke var holdt i længden , holdte det ikke til 6 måneders fravær- havde han formentlig ligger yderes forslået på gulvet netop nu- og stegepanden ville aldrig kunne få rettet dens buler ud. Der var en lam tanke - ingen var mere loyale end hun.
Nå- adgang havde hun ikke , så hun måtte nøjes med at smile til ham , imens hun kælede for Luck.

"Kan du ikke se stjerne i mine øjne når jeg ser på dig ?" Drillede hun , og forlegenheden begyndte at ruske i hende. Var hun for hård ved ham ?
" Come ooon , siden hvornår har du haft brug for mig til det?" Et skygge smil var kort på hendes læber.
Hun havde selv forandret sig. Der var engang hun ikke behøvede en mand til at bekræfte hendes værdi men - nu... Hun følte sig så forvirret Og tabt. Som kunne hun ikke rigtig finde sig selv længere , i den skal der hed camille.

" Skolen - nåede du ikke at høre om den? Tja - det var tænkt som endnu en streng til at bringe slaveriet til ophør. En skole hvor man lærer de yngste at læse og skrive. Kæmpe i selvforsvar og øge deres selvværd . Så de skaber sig et liv , og ikke accepterer at tilhøre nogen. Sådan kan en modstand måske bringes til live ? Så ... Jeg befrier dem - stjæler dem , køber dem og sætter dem fri.
Næste led var så at lære dem al dette. At bringe skolen ... Akademiet .. Til live. Men det står stille nu. " hun smilede svagt.
" for at være ærlig Tristan , så er vores ferie hertil ikke lige gået som planlagt, har du bemærket det ?" Lød hendes sorte humor.
"Jeg kan ikke helt overskue der mere og påtænker at tage hjem. " Hun vidste ikke hvordan det skulle forklares. Bare at det hul hun oplevede i sin sjæl måtte lukkes.

" Det kan kun være frosty !" Udbrød hun , snuppede et æble og væltede ud af døren . For at finde hesten.
Camille så sig over skulderen om ikke Tristan var fulgt med ?
" Du... Tak for du hentede mig ud. Du har altid haft hjertet det rette sted, og jeg har aldrig bebrejder dig noget, selv ikke da du blev leder og dit Ego hang mellem de grønne træ kroner" lød det træt men at hun igen bare drillede ham, kunne både ses i Camille øjne og høres i betoning , mens hun nussede hestens mule og forsikrede sig den ikke have nogle knubs eller skræmmer. Den så dog ud til at være i god stand - og Camille slap hesten fri af hendes kys , så den kunne inspicerer videre på grunden.
"Så... Øhm ... Så er vi her. The house on the left.. Igen ... Det skulle vel ikke være sådan at jeg kunne overnatte her - evt med Luck? Jeg tror lige der går et par dage før øøh forkølelsen er væk"
Hun hadede at tilstå ting til Tristan. Eller indrømme hun var mere svag. Så hun slog det bare hen og vidste hun havde sin stædighed til at bære hende igennem , hvis alt andet brast

Havde Tristan på samme måde haft adgang til de tanker, som hun ville have tænkt over hans, havde han nok bedt hende finde et andet sted at være. Og nok også bedt hende heftigt om at droppe at spille offer, for måske havde hun været netop det, men han kunne ikke se hvorfor hun skulle være det mere. Han skulle gladelig indrømme at han havde sin del af skylden. Han var forsvundet. En svag periode havde overmandet ham og slået ham væk fra hende. Havde han kunne gøre det om, så havde han gjort det. Han hadede sig selv for at ødelægge hvad de havde haft, men han havde trods alt kæmpet hårdt for dem og troet på dem lige siden. Den tro var så begyndt at falme, nu, hvor hun faktisk stod foran ham. Hvorfor hun ikke kunne tage sin del? Uanset hvor meget hun forsvarede det, måtte hun da se, hvor underligt det så ud, at komme videre så hurtigt. Om det var 5 eller 8 måneder spillede ingen rolle. Han vidste at han havde ventet og troet på hende. Meget ville han kalde hende: fantastisk, sjov, smuk, berigende, den eneste han nogensinde kunne forstille sig at binde sig til, men lige nu var loyal ikke en af de ting.
Så var sagen bare at Tristan ikke kunne se de tanker, som hun ville tænke over hans, og det var nok et held, for i stedet slap et høfligt smil ud og et lille nik.

”De lyser af julelys – jeg kan fornemme lykken” Svarede han ironisk og tog noget mere juice fra sit glas. Han havde altid haft meget selvtillid og tillid i andre, og nej han havde ikke brug for hende til at fortælle ham at han var god nok. Ikke før og ikke nu, men det havde været en ting der havde lysnet hans dage. Hun havde lysnet de dage. Nu, hvor han følte sig svagere end nogensinde kunne oprigtige ord måske havde udvundet mirakler, men han vidste bedre end at håbe at de ord kom, og han ville ikke vise at han havde brug for dem. Han havde ikke kunne redde sin familie og han havde ikke kunnet redde hende. Følte han sig god nok? Næppe. ”Nej du har ret. I don’t” Smilede han og lagde sine tanker til side.

Hendes snak om skolen mindede om den gamle dusørjæger skole, som han plejede at lede. Små lyse ansigter fulde af spænding, tro og forventning. At se de små folk kæmpe for at blive bedre. Fantastisk egentlig, og hun ville have været fantastisk til det. Ingen havde stærkere næse for retfærdighed end kvinden foran ham.
”Hvis det hjælper dig at tage hjem, så skulle du måske gøre det.” Gav han hende ret med en pinefuld fornemmelse i maven. ”Men der er intet at tage tilbage til.” Tilføjede han efter lidt. Den gamle verden var skam ikke gået fra hinanden, men han vidste at alle hendes venner og bekendte var her.

Han fulgte villigt efter hende udenfor, og smilede ved hendes gensyn med hesten. En del af ham ønskede at være den hest. En uges afstand og en kongevelkomst. Han rystede smilende på hovedet, og begravede hænderne i bukselommerne. ”Du narre ingen – du elskede mit ego” Gav han igen og blinkede til hende, imens han satte sig ned på hug og lagde en arm om Luck, som netop var kommet ud til dem.
”Camille, du ved at du kan blive her så længe du har brug for. Min dør er altid åben. Hvor bor du egentlig nu?” Nikkede han. Hun måtte endelig ikke tage fejl. Lige meget hvor meget lort der lå imellem dem, og lige meget hvor meget hun skubbede ham væk, eller han snerrede af hende, så ville han altid elske hende et sted. Det var ikke en kontakt han bare kunne slukke for, og spurgte hun ville han ikke lyve. Det ændrede dog ikke på situationen, og han var virkelig ikke sikker på hvordan noget ville udvikle sig mere.

" Julelys? ....hverken jul eller fødselsdage har været et issue her. Kinda miss it though" lød det længsel fuldt.
Så imens Camille var i gang med at grave sin egen grav , havde nogen kunne snig peake hendes tanker, så så hun for sig hvordan juletræer blev fint dekoreret og gaver blev sirligt bundet ind ....gaver....hun huskede den lille kæde fra Tristan. Faktisk huskede hun alt omkring den. Omstændighederne og hans ord...den lille kædes indpakning. Den havde ikke forladt hendes hals siden.
Hun så på ham " Ja planen var som sagt at tage hjem...portalen er dog ikke helt villig til at åbne sig stadig, og Sakref skulle hjælpe mig med det, men han er pt ...ude , eller hvad han nu har gang i " oplyste hun .

Camille kiggede på Tristans træk, hans læber der normalt havde så let til smil og de mandelformede hvori humor og godt humør plejede at funkle, da han besvarede om hun måtte overnatte.
Nu virkede han....reserveret?
Tristan mindede hende om ....Sean, da Sean havde tilbudt hende husly.
Måden hans stemme gled over og fremstod neutral, høflig...distancerende?
Tristan  ville ikke nægte hende tag over hoved og sende hende afsted ud i intetheden- nej...det ville han aldrig gøre.  Så naturligvis sagde Tristan at døren altid var åben. Som til en gæst man bekymrede sig om, og derfor aldrig ville sige højt 'var i vejen'.
Så Camille løj. Hun smilede og prøvede at få en god maske på plads til at dække over hvad end forvirring hun synes at opleve.
Hvis han troede hun elskede offerrollen og dyrkede den, så ville hun da ikke tøve med at vise anderledes.
" Faktisk kan jeg sove på skolen, den står færdig bygget og jeg har boet i den.der var andre grunde til jeg helst ikke ville overnatte der længere, men....udover hvad jeg har stoppet i saddeltaskerne så er mine ting jo der! Tror jeg vil tage Frosty og få støvet lidt af i krogene derhjemme"
Om hun tog derhjem eller ej, var bestemt ikke afgjort, og heller ikke noget der vedkom samtalen.
Camille ville få samlet sine ting, taskerne smidt på hesten...and then.
" Look...du ved jeg kun ønsker det bedste for dig...og .." Camilles stemme svigtede.
Hvad hun lavede og hvad hun skulle sige var en smule ustruktureret, lige nu.
Men hun ville tage afsted, og give ham lidt space....det hele var vist bare en for stor mundfuld at sluge, uden det satte sig fast.
" Den vilde kro...vil du mig noget læg besked der..eller...det vilde svin hedder den vidst, kroen.."

Han sagde ikke noget, eller stoppede hende da hun pakkede sine ting og satte sig på hesten. De vidste jo godt begge to hvorfor hun måtte tage af sted. Efter alle de år sammen, så ville Tristan våge at påstå at det var håbløst for hende et lyve for ham, og han vidste udmærket at smilet på hendes ansigt var påtaget, så han gengældte det ikke. Træt af facader og knuste drømme. Et kort vink som hun red ind i skoven var det eneste der signalerede at han havde hørt hende. Han var bange for at ordene ville sætte sig fast i hans hals, og få ham til at trygle hende om ikke at gå.
Så han vendte sig væk og gik indenfor i den nu igen helt tomme hytte. Den virkede større end nogensinde. Efter at have fundet en stor flaske cognac fra et skab forplantede han sig i en blød lænestol med et glas. 10 minutter og to glas cognac senere sad han der stadig og stirrede tomt ud på skoven udenfor.
”Hvor er dine åndssvage visdomsord når man skal bruge dem Asmodeus?” Sagde han dumt ud i luften og skænkede et tredje glas cognac op.

Overfor havde Luck siddet de sidste 7 minutter og stirret tavst på ham. Han kendte blikket. Bebrejdende. ”Se ikke sådan på mig.” besvarede han det, men Luck forblev tavs. Stilheden herskede i ingenmandsland. Den krøb op bag ham og gav ham gåsehud. ”Lad vær at kald mig en kujon” Sagde han lidt højere til Luck, imens han stirrede ned i den gyldne væske i hans glas, men Luck havde intet sagt. Ikke et bjæf.
Glasset blev tiltet lidt, så væsken bevægede sig rundt glasset. Var det virkelig hvad han var kommet til? At smide folk væk for at drikke alene? Gentage de samme fejltagelser? Han sukkede tungt, og Luck sukkede også. Tristan følte den bitre fortrydelse i maven og lukkede øjnene. Der var så meget uforløst bag de lysebrune øjne.

”Nej du har ret.” Sagde han så til Luck og åbnede øjnene. Det stadig fyldte glas blev smidt på bordet, og Tristan var lynhurtigt på fødderne. Tigeren fulgte ham ud af døren med øjnene, men blev hvor den var. Denne gang med et mere tilfredst udtryk i de store øjne.
Han spænede ud af døren, og hoppede over gelænderet på terrassen for at komme ned på jorden. 3 meter ned, og han trillede for at afbløde faldet, og kom hurtigt op at stå for at løbe videre. Han satte i retning af hvor hun var forsvundet, og kunne kun håbe at hun havde ladet hesten trippe af sted, ellers ville han aldrig indhente dem. Foden under ham gjorde fandens ondt, men heldigvis havde den healet meget på en nat, og på trods af den massive smerte der skød op i benet, så holdt det hans vægt.
Minderne svigtede, når det galt at huske hvornår han sidst havde løbet så hurtigt. Fra diverse væsner? Han tvivlede. Vinden slog imod hans efterhånden svedige ansigt, og slog hans hår lidt tilbage fra panden. ”Camille!” Råbte han ud i skoven, og håbede at en eller anden lykkegudinde stadig have nogle smil hun kunne sende hans vej.

Ville en skikkelse efterhånden komme til syne imellem træerne ville han kalde igen, og håbe hun stoppede. Ellers ville han bruge de sidste kræfter på at løbe ind foran hesten og meget forpustet stoppe op for at samle lidt luft.

”Din møg problematiske kvinde!” ville han puste imellem vejrtrækningen, og rette sig op på trods af et voldsomt sidestik.
”Vil du ikke godt lade vær at gå? Jeg har set dig smuldre igennem mine fingre én gang.” En desperation havde formet sig i hans stemme, og han var fast besluttet på at forme ordene, som hans tanker havde skreget. Hvorfor blive ved at forbande hende i hans tanker, når hun aldrig ville få at vide hvad der foregik derinde alligevel? De kunne ikke bare lade alting forblive usagt. Lige meget hvor meget han havde ønsket ikke at ytre det og dermed realisere det.
”Jeg mistede dig og jeg forsvandt, og for det er jeg uendeligt meget fortrydningsfuld. Undskyld at jeg sårede dig. Det er den første og eneste gang det nogensinde kommer til at ske.” Fortsatte han og var ved at have fået pusten. Hans blik var stålfast og ville ikke vie fra hende.
”Jeg… Jeg har bebrejdet dig for at finde en anden, det vil jeg gerne indrømme. Og jeg har følt mig forrådt, men ikke nok til at kunne se dig gå din vej. Det beder jeg dig ikke om at forstå, og jeg beder dig ikke om at undskylde for det. Sagen er den at jeg ikke kan leve mit liv, vidende at jeg gentog den fejl at lade dig gå en gang til. ” Han prøvede at smile til hende, så godt som han havde lært.

”Jeg beder ikke om en chance til, men jeg vil gerne have chancen for at have dig i mit liv. Som en ven. For jeg kan ikke benægte at jeg altid kommer til at elske dig. Fra dengang jeg udpegede dig blandt publikum husker du?” Et lille, stadig desperat grin undslap hans læber ved mindet. Han bedte ikke om at de skulle være mere end venner. Det var han ikke selv klar til, og han tvivlede på hun nogensinde ville blive det, men hun havde frem for alt også været hans bedste ven, og det behøvede de da for fanden ikke smide væk.

Han lavede et udsving med armene og prøvede stadig at smile. ”Lad os blive fulde, eller holde en fest, eller bare tage et spil kort. Lad os bare lade vær’ at hade hinanden. Råb af mig hvis det hjælper, men lad vær at træk dig væk fra mig.”
Han kunne bebrejde hende alt han ville, men det ville falme med tiden, og han ville ikke vågne op om 5 år og fortryde inderligt at han intet gjorde. Så hellere gå all in nu, også kunne det bære eller briste, men han ville vide at han havde gjort det bedste han kunne.
Benet under ham svajede faretruende, og besluttede at give op på hans vægt. Før han vidste det sank han sammen og sad hjælpeløst på vejen. ”Og jeg har måske brug for lidt hjælp også” Lød den sukkende afslutning.

Tanken var at give ham lidt luft.
Noget plads, til at tage et par frie vejrtrækningen.
Når Camille dårligt selv kunne ånde i selvskab med...sig selv...hvordan skulle andre kunne?
Hendes krop fulgte Frostys rolige bevægelser , som de slentrede afsted.
Travlhed prægede ikke hendes exit, for hvor vejen ledte hende hen, var ganske uvis.
Camilles tanker flød i stille strømmer derud af uden en modtager , uden er bagtanke.
Hun var begyndt at rette selvbebrejdelser kraftigt indaf, og tvivlede på det blev ændret , no matter what.
Hun bar ansvaret for det mess der nu var - allesteder. Ja, undtaget Necromanceren der havde hersker, DET havde da trods alt ikke været hendes error.
Med designede hun hendes liv sådan her? Var hun bange for lykken, bange for at stole på folk? Det var lidt som at blive lagt i narkose....at elske og give tillid.
Man overdrog andre magten til at såre en , måske uopretteligt.
Argh...for pokker....hun var jo ved at drukne sig selv , ved at overtænke alting.
Hun var blevet for følsom...hun ...opsnappede selv den mindste bevægelse omkring hende...og satte den under lup til fortolkning, the big question was WHY?
Hvad havde tavet hende i hånden og ført hende ned af usikkerhedens snævre vej, med alle den buler og bump?
Hun behøvede en gps så hun kunne navigerer tilbage til hoved vejen, hvor end den lå.

En stemme brød med hendes indre liv, og hun satte 'farten' yderliger ned.
" Tristan ?" Gispede hun undrende, og satteen hånd op for at skygge for solen, da hun prøvede at finde ud af om hun nu var blevet SÅ skør , så hun havde synshallucinationer.

Hun kiggede ned på Tristan, der kæmpede med vejret. Klart, den ikke eksisrende luft skulle bruges til at skælde ud .Hun kom til at smile. Manden havde jo retten i sin hånd, ik ?
Hun svingede et ben over Frostys ryg, og sad nu så hun kunne lade sig glide ned.
" Jeg tvivler på du er kommet for at sige jer er a pain i the ass....det ved vi begge "
Camilles mave begyndte at trække sig sammen, og det snurrede i hendes hænder.
Hvad...hvor meget hun lige håbede på her, ville forblive inde i hendes eget lille univers, men at han overhovedet stod her...havde kæmpet sig vej til hende...og havde sat hendes før hans egen stolthed, for det vidste hun udmærket han gjorde...han var mand nok til det, uden der gik skår af ham..alene det han stod her, blødte hendes forsvar og mur ned. For nu.

Tristan havde en tildeles til at kunne puste Camilles ord op i røg.
De forsvandt og lod hendes stå tilbage i en mere..'nøgen'..tilstand .
Han kunne ligesom 'nulstille' hende , når harddisken gik i kludder og frøs fast.
Ikke ved at stryge hendes ego med komplimenter, for lige så ofte svingede han et spejl op foran hende, og lod hende se...se en del af Camilles person, konfronterede hende med en opførelse hun slet ikke brød sig om. Han brød hendes solide mur ned.
Man måtte jo beundre den tålmodighed , og kløgt han havde.
Så imens han talte , og 'strippede hende nøgen' , fortrød hun bittert hendes reservation og især hendes afgang netop nu.
" Undskyld" kom det sagte, med blikket rettet mod Tristans fødder.
At han overhoved gad hende længere, forblev en gåde.
" Jeg er ked af det...jeg..selvfølgelig husker jeg den dag " rettede hun sine øjne mod hans , og selv om hendes øjne bar præg af tristhed , smilede hendes læber ved mindet. " Du var SÅ strid at pege mig ud...alle folk gloede...og jeg stod ,stadig i chok over det overhovedet var dig på scenerne og så lavede du lige det stunt!" Skændte hun kærligt og pressede hendes læber sammen, en smule nervøst,da hun selv havde en uregelmæssig puls og det kneb med at få vejret trukket helt ned i maven.
Camille vidste ikke om hun måtte, det var ikke noget hun tænkte over men bare gjorde udledt af et behov, en trang til at finde et øjebliks ro, og fast grund midt i sandstormen, da hun nu stod så tæt så hun kunne lægge armen omkring Tristans hals og trykke sig ind mod ham, flyttede han ikke på hende.
" Undskyld ... Jeg er så ked af det, undskyld Tristan" mumlede hun grødet, og snusede duften af ham ind. Velkendt og tryg...og alligevel så fremmed og forbudt.
" Jeg vil gerne med hjem....og lære dig hvordan man drikker " mumlede hun med næsen mod hans hals, før hun tvang sig til at slippe ham og få lidt styr på sig selv- havde Tristan ikke skubbet hende væk før.
Camilles håndflade tørrede hurtigt nogle tåre væk.
Åh gud...hun trængte til at gøre noget vild - noget ansvarsløst...som at ...jage høns rundt?
" Min hjælp....til hvad dog ? Og siger du en opvask giver jeg dig røvfuld!" Smilede hun og så på hans kind...som hun dog holdte sig helt fra. At være tæt på ham var ikke en god ide.