I trusted you... And now i see what you have done... And i have a Question... Why? //Caroline//

S: Havet.
O: Sand, og vand, men også træer.
T: Formiddag.
V: Solskin, og varme.
P: En hvid tanktop, sorte bukser, og sorte sko. Hendes sorte jakke med hætte er rundt om hendes mave.

Nille stod ved vandet, og havde hænderne fremstrakt med håndfladerne vendt op af. Vandets sang var dejlig, og beroligende... Men der hvor Nille stod gik vandet op ad... Længere og længere op. Den var snart lige så høj som Nille selv. "Lille hav, du er en af del af mig." Mumlede hun, og koncentrerede sig utrolig meget. Hun vendte håndfladerne ned ad, og satte sig på hug. Vandet fulgte med. Vandet foran Nille blev nærmest et menneske... Dog ikke levende. Den gjorde det Nille gjorde. Hun klappede håndfladerne sammen, og vandmennesket forsvandt. Hun rejste sig, og børstede sandet af bukserne. Hendes jakke var rundt om hendes mave, og hendes hår hang løst. Det var nu meget behageligt. Hun gik lidt ved vandkanten, og kiggede ud. En sort plet kunne anes noget væk, og oppe i himlen. BlackStar. Hun smilede, der var sket meget... En ny evne, og en ny ven. Det var vidunderligt! For den nye ven var en pegasus! En flot sort pegasus...Hun puttede hænderne i buksernes lommer, og slappede af.

Caroline listede sig op på siden af en mand, faktsik helt uskyldig. Eller var ham, han sad nede ved vandet og Caroline gik ned til ham. Hun stillede sig bafved ham, og med en hurtig bevægelse var hans hoved undervandet. Hendes varulve evner havde gjort hende stærkere hurtigere, og hende selv en helt anden side af sig selv. Manden prøvede at komme op, og hans venner kom løbende imod hende. Caroline kiggede op men holdte mandens hoved under vandet. Hun tog sin pistol med den anden hånd, og skød dem alle 4. Alle fem mænd var døde nu. En druknet og 4 skudt, sikke en historie. Caroline tog mandens pung, inden hun sparkede ham længere ud i vandet. Hun gik hen til dem som hun havde skudt, en af dem var i live. Han kiggede bange på Caroline, det burde han også. Hun tog ham i kragen så han kiggede hende i øjne.
"Du glemmer jeg har dræbt dine venner, du tager hjem og pludselig hænger du dig selv." Sagde Caroline imens hendes prupiller udvidede sig, Caroline slap ham og han løb. Hun kiggede på de sidste træ som sad tilbage, hvad skulle hun gøre med dem? Hun fandt deres punge, og rejste sig op og kiggede lidt til siden. Der stod hun Nille.. Og havde set alt..

Nille tog jakken på, og lynede den op.Hun kørte en hånd igenmen håret, og smilede for sig selv. Smilet forsvandt da hun så Caroline skyde nogle mænd... Hun gik med hastige skridt hen imod hende. "Hvad er det du har gang i?!" Råbte hun, og stod så foran Caroline. "Du har bare af at give mig en god forklaring!" Snerrede hun. Nilles øjne glimtede, og vidste at hun var fristet til at bruge evnen.

//Sorry kort svar. //

Caroline lagde armene overkors, og hendes øjnes propiller udvidede sig. Hun ville med glæde bruge sin evne på Nille, det ville denne del af hende gerne.
"Hvad ser det ud som?" Svarede hun flabet og hævede et bryn. "Ja undskyld jeg bare er hvem jeg er?" Tilføjede hun. Hun kiggede på Nille, med hovedet lidt løftet så hun så meget mægtig ud.
"Forklaring, hmm.. Ham der nede i vandet, han irriterede mig?" Svarede hun og løftede på skuldrene.
"Må jeg advare dig om, at min evne er ligeså stærk som din. Jeg har trænet, og jeg kan næsten det samme som dig. Næsten betyder jeg ikke kan se folks fortid, men ja. JEg kan tvinge folk til alt. Til hvad de skal føle, hvad de skal gøre, endda hvad de skal sige." Svarede hun med et lumsk smil.
"Men du heldig jeg orker ikke ligenu."

//Gør ikke noget //

Caroline havde forandret sig... Nille knyttede næverne, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Nu hører du godt efter.. Kan du se det vand der?" Hun pegede på vandet. "Jeg kan manipulere med det, og gøre dig driv våd." Hun lagde armene over kors.
"En af vores regler er at.." Hun ignorerede at Caroline prøvede at se mere mægtig ud. ".. Ikke at dræbe uskyldige. Det er en dum, og ond undskyldning Caroline."
Nille skar ansigt.
"Nu er jeg virkelig bange!" Sagde hun sarkastisk.
"Stå stille... Gør intet... Brug ikke din evne..." Sang hun med skammer stemmen. Den stemme der kunne kommandere, og ingen kunne sige nej til.
Hun begyndte at kredse om Caroline.
"Du er stadig ikke stærkere end mig, Caroline." Sagde hun. "Jeg har nemlig to evner."

Caroline stod stille hun havdede dette, men Nille vidste allerede alt om hende? Så hvad havde hun at miste? Hun havde aldrig stammet sig over dette, hun gjorde det for hun vidste at hun kunne slå en mand ihjel. Sean havde lovet at hjælpe hende med at finde manden som myrdede hendes forældre.
"Nille, lad mig gå!" Snerrede hun vredt. "Hvor lang tid har du tænkt dig at holde mig var? Til Jacob kommer og finder dig? Jeg ved hvor han er?" Svarede hun med en stemme som om hun havde skadet Jacob. Hvilket hun ikke havde, men hun ville se Nilles reagtion.
"Det fuldmåne i aften, tænkt dig at holde mig intil der? For det ville være et dumt træk, ingen kan bestemme over en varulv." Svarede hun.
"To evner? Jeg er ligeglad," Svarede hun, men Caroline var hundered for at drukne. Vandskræk kunne man vist sige. Hun kiggede stift på vandet.
"Så gør det hver værre end mig, dræb mig?" Snerrede hun vredt. "Dræb mig!" Råbte hun.


//Du skal ikke dræbe hende //

//Nej nej ^^ Kender godt reglerne //

Nille stod foran Caroline, og greb hende om halsen.
"Hvordan kender du til Jacob?" Spurgte hun, og knurrede.
Jacob... Hun måtte helst ikke tænke på ham... Hun ville rødme, stamme, og føle sig helt blød i knæene.
"Jeg har ikke tænkt mig at lade dig gå.. Før du har fortalt mig hvad du har gang i!" Råbte hun, og slap Caroline.
"Varulv? Jeg vidste der var noget nyt... Og nu er du åbenbart anderledes?" Nilles øjne var såret...Hun mærkede vreden komme.
"Jeg dræber dig ikke." Mumlede hun, men kiggede så på Caroline. "Jeg stolede på dig."

Caroline mærkede grebet om sin hals, og kiggede vredt på Nille.
"Jacob, ja han er jo så venlig og god hjertet. En rigtigt charmører må jeg sige. Men han er min ven." Svarede hun med et lumsk smil.
"Fint, jeg er bare færdig med at lade mænd rode rundt og ødelægge mit liv." Svarede hun og lukkede de følelser væk som var på vej om Christian.
"Varulve er meget aggresive af natur, " Svarede hun og kiggede ned på Nille.
"Hvad jeg har gang i, fint.. Jeg er lejemorder, jeg træner til den dag jeg kan dræbe de mænd der har ødelagt mit liv. Svar nok?" Knurrede hun vredt af Nille.
"Stolede på mig, jeg gør dig jo intet." Svarede Caroline og lagde armene overkors.

Jacob var hendes ven... Fint, dejligt. Caroline havde brug for en som Jacob. Hun vidste alt det med Christian, og Yoanna/Ophelia.
Hun svarede ikke rigtig. Hun begyndte at gå, men vendte sig så om.
"Lejemorder?! For hvem!" Hun forstod intet. Caroline var med i Nilles klan... Og de var ikke lejemordere!
"Joh, du gør! Du har forråder mig!" Hun kastede ud med armene, og sukkede.

"For mig selv?" Svarede og lagde armene overkors. Caroline havde lært at lukke ned for sine følelser, og det fik hun brug fór.
"Nej, hvor jeg var det allerede før jeg kom i din klan Nille!" Vrissede Caroline vredt. "Men fint så smid mig dog ud hvis det skal være det," Snerrede hun og kastede lidt med sit hår.
"Jeg har lukket ned for mine følelser." Svarede hun koldt. "Slip mig?" Sagde hun og hævede sit ene bryn.

Nille lagde selv armene over kors.
"Jamen, hvorfor sagde du det så ikke?!" Knurrede hun, og smilede så skævt. "Ved du hvad straffen er? Skam. Straffen er skam." Hun rystede på hovedet, og smilet forsvandt. "Jeg smider dig ikke ud."
"Jeg kan få dine følelser frem med ét lille blik Caroline... Og nej jeg slipper dig ikke fri." Hun kiggede alvorligt på Caroline.
"Alt det her er Christians skyld ikke?"

Caroline kiggede nedstirrende på Nille.
"JEg vil ikke have dem igen!" Vrissede hun vredt.
"Christian! Th!" Sagde Caroline med en hånende lyd. "Jeg er så færdig med ham! Jeg gør det her for min egen skyld!" Snerrede Caroline igen og hendes øjne blev gyldne som alle andre varulves.
"Lad mig gå!" Snerrtede hun igen.
"Jeg vil have hævn!" Vrissrede hun. "Det forhævnens skyld!"

Nille gik helt hen til Caroline.
"Det er så let... Glødende øjne... Et blik... Og PUF! Du har dine følelser igen." Sagde hun roligt, og smilede høfligt.
Smilet forsvandt igen.
"Du elsker ham stadigvæk, men du fornægter det." Sagde Nille, og da Carolines øjne blev gyldne, begyndte Nilles øjne at glimte faretruende.
"Hvilken hævn? Caroline drop det der!" Snerrede hun. "Drop det med at kæmpe imod! Og fortæl mig... Hvilken hævn?!"

Caroline klemte sine øjne sammen.
"Nej jeg gør ikke Nille!" Vrissede Caroline igen. "Og måske det let, men så du endnu en på min liste! Og det ønsker du ikke!" Snerrede hun med en advaren knurren.'"Hævn, på dem som har ødelagt mit liv.. Han som førte mig væk, Christan for at ødelægge mit hjerte. Ophelia for at hjælpe." Svarede hun og hendes øjne blev normale igen. Caroline ville bare ud af denne fælde. Hun spærrede øjne op da hun mærkede noget borre sig ind i hendes ryg. En sølvpatron, Caroline ville falde på knæ, hvis det ikke var fordi Nille havde sagt hun skulle stå stille. Caroline skreg af smerte, og græd af den smerte som dette lille søvt skud kunne bære. Det var ligesom vampyrer og træ, Caroline knyttede næverne om hendes hoved. Endnu et skud kom og ramte lidt væk fra det andet, og Caroline skreg igen.

Nille stirrede advarende på Caroline.
"Om så jeg var det... Ville jeg være beskyttet." Snerrede hun, og fik helt lyst til at skifte form. "Hvis du nu lod være med at true mig, forråde mig, og vrisse af mig! Tror du så ikke at klanen ville hjælpe dig? At jeg ville hjælpe dig?! Men en ting er sikkert! JEG VIL IKKE SLÅ USKYLDIGE IHJEL!" Lige da Nille råbte det op kunne hun høre et skud... "Du er fri." Sang hun hurtigt, og kiggede efter dem der skød hende.

Caroline landte ned på sine knæ og græd af smerte, og skreg. Hendes muskler var spændte og hun lagde hovedet ned imod jorden. Mændene som skødt var genkendte for Caroline, manden som udnyttede uskyldige kvinder i en fangekælder havde åbenbart fået sig et par sønner.. Sikke en overraskelse.. De kom løbende imod Nille og Caroline, den ene skiftede til en stor sort bjørn og den anden farerede afted igennem landskabet med en elvers hurtighed. Elveren greb om Carolines hals, til hun gispede efter vejret.
Den sorte bjørn stod og blottede tænder for Nille.
"Så lad mig dø..." Fik Caroline sagt med øjne fyldt med tårer.

Nille knurrede advarende af bjørnen.
"Stå STILLE!" Sang hun råbende, og skiftede så form til panter, og knurrede tilbage. Nille ville ikke lade Caroline dø!
Hun gik baglæns hen til Caroline...

Elveren stod stille han kunne ikke bevæge sig, han klmete blot hendes hals hårde så han næsten kvalte hende. Caroline var løftet fra jorden og havde intet fodfæste. Bjørnen brølede højt og stillede sig på bagbene, og lignede en høj klippevæg.

Nille blottede sine tænder, og var henne ved Caroline. Hun skiftede form, og kiggede på elveren. "Slip hende." Sang hun, og skiftede så form igen. Hun knurrede advarende af bjørnen.

Elveren smed Caroline hårdt ned på jorden, og sank en klump. Bjørnen var ikke bange og angreb han bed Nille i hendes flanke med sine store bjørne kæber.
Caroline bed tænderne sammen af den volsomme smerte.

//Hvordan kan bjørnen lade være med at adlyde Nille?//

Nille undveg da bjørnen bed efter hende, og brølede højt. Hun gik baglæns hen til Caroline... Og sprang på bjørnen, og bed efter dens strube.

//Det ved jeg ikke, du sagde det til elveren Ellers er det mig som har læst forkert //

Caroline vred sig af smerte, og fik øjenkontaakt med elveren.
"Modstå Skammerns styrke og bryd fri, dræb dig selv og din bjørne ven i det gabene hav!" Det var Carolines tvang, og han adlød uden at sige et ord. Han gik bjørnen med sig, og de gik ud til havets dyb til de ikke kunne ses mere. Døde var de nu..

//Jeg sagde stå stille til dem alle ^^//

Nille knurrede, og hårene var strittede op af. Hun luntede så hen til Caroline, og snuste til hende for at spørge om hun var okay.

Caroline klemte øjne sammen, de sølv patroner ødelagde det helle hun følte at hun var ved at dø. Bare af smerte! Det var ulideligt!

Nille skiftede form, og vendte Caroline om på maven. Forsigtigt... Tog hun sølvpatronerne ud.