Hanfruer eller Sirener

Dag:irl
Dato 22/8
Omgivelser: Varme og stradens bløde sand.
Tid:22.22
Sted:stranden.¨
årstid:sommer
vejr:lunt og skøn aftens vejr.

Demetri sad i vandkanten og snakkede Ateil. En gammel Sirene der havde lokket
mange mænd i døden i dette hav. Dog opholdte hun sig mett i blodhavet. Men når
det var hende og Demetri eller hende og hendes søstre og Demetri var de altid her.
Faktisk sad Demetri i vandet sammen med de smukke væsner der fortalte og kælede
for ham. Atiel var vel hans beste ven kunne man sige. Hun var smuk som en drøm
et ægte gude billed, Men det der tiltræk Demetri mest var at han hviste at Atiel var et
lige så stort monster som ham. Skønheden var bare en hinde der skulle lokke. Som ham
selv.

Sommerens varme favn var et trygt og dejligt sted at befinde sig.
De blide varme kærtegn solen tilbød, fejede væk de bekymringer Camille normalt slæbte rundt på.
Ikke at hun havde opgivet af finde Tristan, men hun var ved at løbe tør for steder at lede ,følte hun.
Så længe uden et ord...uden et tegn.
Hun skubbede brutalt tanken væk og tænkte Istedet på Aleck, hvilke bragte et smil frem.
Hendes udlejer og ...direkte årsag til hun ikke var havnet både i rende stenen , men også på randen af et nervesammenbrud....næsten.

Sandet var lunt og lækkert ,og knasede under hendes fødder.
I hånden havde hun de sorte sandaler, på kroppen ...en sort nederdel der flagrede legende omkring hendes bare ben, og på kroppen en sort figure syet skjorte med korte ærmer og åbne knapper i hals og lidt ned af bryst.

Et stykke fremme var der et selvskab der badede, så dét ud til ...
Skulle hun vende om ? Nej...hvorfor dog...der var en del store sten i dét område, dét var et godt sted at sidde tæt på havet og få dyppet sine tær.
Så hun forsatte derover...

Atiel snakkede videre om den nyeste sømand der var faldet i
havet af Sirenernes lokken, end ung fyr som Demetri selv. kun
16år og havde haft et måske langt liv i vente. Men endte så brat
for de smukke monstre. Atiels søster, blev pluselig urolige, de kunne mørke
noget komme nærmere dem og Demetri. Selv ´havde Camilles lugt ikke
ramt Demetri endnu. Men Sirenerne var også hekse væsner der kunne
fornæmme ting iforvejen.

Camille var kommet så tæt på nu , at hendes syn ikke bare så omridset af skikkelserne i vandet, men faktisk kunne se dem helt.
Hun blev noget overrasket, som var hun trådt ind i noget...privat...der ikke var tiltænkt andres nysgerrige blikke.
En fyr med mørkt, eller sort hår deltog i , skal vi kalde dét, lystbetonet badning med en lille flok af kvinder.
Men noget var...galt...dét virkede ikke helt naturligt.
Hun blev urolig.

Selv Demetri og Atiel kunne mærke halv menneskets
tilstedeværelse nu. Som et lyn var Atiel og de andre langt
ude i vandet. Man kunne se deres hoved stikke op, som var
de vandet grippe der ventede på at se hvem der kom nærmere.
Demetri selv rejste sig roligt og så stirrende hen mod den unge
npige der havde nærmest sig dette område. Normalt mødte han
han aldrig nogen herude. Men pigen var jo også menneske kunne
han se.....Men hendes lugt var utradisonel, ikke en menneskelugt.

Hun blinkede et par gange med øjnene og lagde en beskyttende hånd på sin pande.
Havde hun fået solstik? Dét så ud til at kvinderne bare...forsvandt?
Sank i havet, fordampede , gik op i røg...?
Hun rystede på hovedet og stillede Istedet skarpt på fyren der nu stod op og så direkte mod hende.
Hun havde stadig oplevelse af at have forstyrret noget...privat, så hendes blik var måske en anelse mere flakkende end vanligt, da hun kiggede på ham.
En ung fyr på hendes egen alder. Høj og mørk, absolut 5 kvinder værdig ,tænkte hun og smilede skævt af egne tanker.

Camilles aura viste sig lige så stille for Demetri, et skævt smil
kom over hans kolde læber. Han begyndte med langsomme
skridt at gå over mod menneskebarnet? Hun tiltrak ham på
en besynderlig måde. Måske på lugten? Udseendet var iværtifald
ikke noget problem konstaterede han for sig selv. Hendes lyse hår
og klare øjne, fik han til at tænke. Hans tøj var vådt. Og hans gang
maskulin og dominerende. Da han stod noget meter fra hende
stoppede han op og bare stirrede på hende med sine metalliske grå
øjne. De søgte efter noget ville man kunne se hvis man kendte ham
men som fremmed, var det svært at bedømme.

En del af hende ønskede at dreje omkring og løbe, da fyren begyndte at komme imod hende.
Dét virkede så surrealistisk , og hun prøvede stadig at fordøje hvad hun netop havde set pigerne gøre.
Måske var dét oplevelsen af at sidde fast i en underlig drøm, en drøm man ikke kan vågne af, der gjore at hun blev stående lige hvor hun stod.
Fyren kom tættere og tættere på, han var flot, og hans våde tøj og look gjore ham næsten...farlig flot at se på.
Hans øjne var dét hun hang fast i da han stoppede og bare betragtede hende.
Camille trådte vilkårligt et skridt tilbage samtidig med hun begyndte at undskylde
"Du må meget undskylde, dét var ikke mine mening at afbryde noget..jeg mener " hun kiggede væk fra ham...og ud over havet.

Hans smil blev stadig sidene, hun var klart af den anden sides væsner.
Hans øjne studerede hendes ansigt, han lignte næsten et barn der havde
set en engel sådan som han så på hende. "Undskylde? for hvad?" smilede
faldmede svagt da han skulle ligne en der ikke forstod hendes undskylden.
Inde bag det smukke ansigt var der et smil der blev ved og ved med at vokse.
Der var små hvide gnister i hans grå øjenfarve der kørte rundt. Hun intresserede
ham lige nu. Hun var ikke som andre han have mødt i denne verden mest af alt
fordi hun ikke viste hvem han var og var løbet skrigende bort.

Hun kiggede tilbage på ham.
Levende øjne havde han, dét var dén beskrivelse der poppede op.
Camille slog ud med hånden , iretning af hvor han netop havde siddet.
Hun var stadig sikker på han havde sidder der med en gruppe kvinder, eller var hun ...hun.begyndte at tvivle på hvad hendes øjne så tydeligt havde vist hende.
"D-du havde selvskab ?!" Forklarede hun usikkert.
Hun begyndte at føle sig som et lam i selvskab med en løve, ikke at hun havde noget som helst at have dét i, fyren havde jo været yderst høflig og blot hilst på hende.
Camille så sig omkring på stranden.Den var tom så langt hendes øjne kunne række.

"Kvinder?" sagde han sprøgernde selvom han udmærket hviste
hvad hun talte om. Et smil kom igen frem på de kolde læber der
langsomt blev mere og mere ivrige efter at mærke Camilles hud mod
sig. "Fortal mig engang, hvem er du?" han havde aldrig set hende
før, ikke engang da han var på rov i de lidt finere gader. Hun virkede
til at være i velstand iforhold til mange af dem Demetris eller mødte.
HUn virkede så anderledes! Hans øjne gik fra Camille øjne og hen over
hendes krop, han studerede hende nøje imens han ventede på hendes
svar til ham. HUn var ikke et menneske/væsen fra denne verden.

Hun trak vejret dybt ned i lungerne og gjore yderligere et forsøg på at forklare...
"ja...pigerne der..." stoppede hun op og hendes øjne bad tavst ham om hjælp til at forstå hvad hun netop havde set.

Han smilede igen, og Camille følte hun hang fast i ... et eller andet....hun ikke kunne undslippe, der var noget meget bydende over ham, så man bare adlød.
Hun vidste der var noget hun overså her, noget hun burde fange og vide.
Et billed af ..blod? kom på hendes nethinden, men udover at de signalerede fare, forstod hun ikke at tolke dét...ikke endnu.

"Camille " var alt hun sagde imens hun fokuserede på nogen dråber vand der løb fra hans pjuskede hår,ned af hans kind.
"og du ?" tog hun sig sammen til at spørge.

"Demetri" sagde han og fik pluseligt sådan et underligt mystisk og
dystert ansigt. Han ventede på at hun skulle, blive forbavset over at
stå ansigt til ansigt med Desisska klanens leder. Men havde hun ikke
allerede vist det? Det undrede ham lidt. Men nye folk nye chancer!
Hans ansigt ændrede sig igen hurtigt til det underlige smukke mande ansigt.
Han gik endnu nogen skridt tættere på hende så de kun var 1 1/2 meter
fra hinanden. "Camille" gentog han, han tyggede på navnet. Solen var på
sit sidste her i aften og solnedgangen var næsten borte. Natten skulle snart begynde.

"Demetri " gentog hun stille og hendes øjne forlod ham ikke et øjeblik.
Normalt ville hun havde svaret ,hyggeligt at møde dig...eller noget i den dur, men navnet vakte skræmmende minder, nogle hun havde begravet dybt og kastet jord på.
Men vampyrer var trods alt ikke noget man mødte hver dag, og levede de overhovedet i Underworld ?
Denne fyr, denne unge mand der stod foran hende, havde en aura over sig der skreg af autoritet og mørke.
Hun skulle passe lidt på vidste hun, men ikke hvorfor ?
Han trådte tættere på hende og hun kunne ikke undgå at bemærke han kiggede på hende.
Camille kunne ikke gennemskue dét lille skuespil der udspillede sig lige foran hendes næse.
Hun var begyndt at blive lidt nervøs...og da han gentog hendes navn, ærgede hun sig over ikke at have spurgt Aleck om han ville med ud at gå.
"Bor du her i området ? " forsøgte hun at samtale om noget neutralt og bakkede igen lidt baglæns.

"Ikke lige frem" svarede han og forsvandt fra hendes øjne af.
"Gør du" lød det i det samme tæt på hende, faktisk lige bag ved
hende. Han havde hvisket det i hendes høre. Men stemmen havde
lydt høj og almindelig. Hun duftede jo fantastisk! Bedre end en engel!
Og mere indbydene end et menneske? Han trak sig tilbage til en meters
afstand, duften sad stadig i hans luftesans, han lukkede helt øjene af nydelse

En gysen trillede som små perler ned af hendes ryg.
Hans fart var unaturlig hurtig, hurtigere end øjet kunne følge .
Hans stemme ved hendes øre , gav hende svar...kun et var muligt, af hvad hun vidste.Han måtte være vampyr.
Hun sank en gang.Hendes erfaring med den slags, var ikke endt godt men hun kunne jo hånd ham her var mere....medgørlig.
"Nej..jeg bor ikke her " svarede hun og overvejede at afslører hun vidste hvad han var, men besluttede at vente...lidt.

Han vendte ryggen ryggen til hende, " Hvor trist" sagde han og gik til
skridt fra af og derved væk fra Camille. "Så kender du heller ikke hvad
der "lever" her" sprugte han med et skævende blik tilbage på Camille.
Uh var han dog elskede sådan situationer, hele hendes aura lyste op af
....hm, angst og beslutsomhed, det fik han til at vende sig om igen.
Hendes aura var meget forundrende. "Fortæl mig Camille, er du fra denne
verden" savnet om at folk skulle kunne kmme gennem portalen havde
måske virkelig været sand? Selv havde der ikke været mange der var kommet
igennem. Hun pinte ham jo nærmest som hun bare stod der og blev.
Følsen af hans mund løb i vand kom frem.

Trist...var dét trist hun ikke boede her i omegnen ?
Dét havde hun ingen holdning til.Hun boede fint der hvor hun var lige nu.
Hendes øjne forlod ham ikke, men hun svarede høfligt hans spørgsmål, dét var nok ikke klogt at provokerer, hvis hendes antagelser var korrekte....for éen gangs skyld.
" jeg er ikke vidende om dét nej" og hun ville da gerne oplyses,men dét næste spørgsmål ramte hende med dét samme.
Og for at svare ærligt på dette, måtte hun mane sig op.
Hun stod rank, mødte vampyrens fængslende øjne og fortrængte hendes frygt...endnu.
"Nej....jeg er bare på...besøg her " svarede hun næsten som en hvisken.
Men stod hun face to face med en vampyr, ville dét ingen udfordring være for ham at høre hende.
Camilles hjerte slog hurtigere.

Lyden...donk donk donk....Lyden af hendes hjerte der begyndte
at banke hurtigere, han kunne tydeligt høre det. Det var som lokkende
musik for ham.....Donk Donk Donk......Han kunne næsten danse til takten.
Et smil der blottede hele hans tandsæt viste sig. Men istedet for som de
fleste vampyr der havde 1 par hugtænder havde han 2. Nogen store
skarpe nogen som var til at bide og nogen mindre der sad lige ved siden
af til at holde fast i dyttet med. De var godt lidt kortere men stadig længere
end de normale tænder som man kaldte dem. Hans øjne gav et underligt glimt
her i mørket som om at noget lys haved ramt metal. Det var næsten helt
mørkt sommer aften nu. Snart ville Camille være fortabt.


//Syns lige du skal vide at denne Demetri, er nogen år yngre end den Demetri
du kendte. Så han er lidt anderledes.//

// hey ! Vil dét så sige at alle de forbehold jeg havde forhandlet hjem på 'gamle Demetri' ikke gælder ?
You tricked me ! : p //

Frygten kom krybende...kold og langsom ...som en slange der gjore sig klar til at hugge til.
* jeg skulle aldrig have gået herned alene, dét ender galt dét her.
Hvem fanden er han ? Hvorfor blev jeg ikke bare hjemme ? Hvad skal jeg bekæmpe ham med ? Hvorfor står jeg altid ...alene med den slags her?*
Mange tanker løb igennem hende, og hendes krop skreg på flugt, men der var ingen måde hun ville kunne udløbe ham på.Og ampullerne med vie vand , lå der hjemme.

Hun måtte kæmpe Istedet, med dét lidt hun havde tilrådigjed...hendes psyke.
Hun så glimtet i hans øje, og gøs.
Men hendes stemme lød nogenlunde rolig da hun talte...
" Jeg har mødt...din slags før, og ...vundet ....du gør bedst i at lade mig være Demetri " , hun kiggede op mod den mørke himmel...og tilbage på ham.

//Noget i den stil...læs min humør beskrivelse ;D//

"Camille, jeg har også mødt din slags før. Og i er dødelige"
endnu et glimt kom frem fra hans øjne, og mørket hvist det til at lyse
svagt som når man filmede dyrs øjne eller lyste med en lygte mod et
dyr der kiggede mod en. Det var som et skuespil, en leg med en ting
der var sikkert. Vinderen var ikke Camille. Tungen gled lige så stille oover
det beundrings værdige tansæt, de kærtegende han tænder som var det
perler i en halskæde. En underlig knurren kom pluselig fra Demetri.
Han nærmede sig hende så han stod truende tæt på hende. ´Hans søgne
søgte imens rundt i hendes ansigt, og igen som før blev hans ansigt underlig
blidt at se på.

Ordet dødelig havde ikke en særlig beroligende effekt .
Og dét blev bestemt ikke bedre af at nogle sylespidse tænder, rovdyrstænder , blev flashet sammen med dét.
Hun bakkede igen lidt baglæns imens hun forsatte
"Nogen dør let, andre har...dårligt blod...forurenet blod.Jeg er sikker på du kan lugte mig....mit blod er...farligt for dig, usundt og dårligt.." hun forsøgte lyve så vandet også drev af hende, for at så et lille frø af tvivl i hans tanker.
Han gik tættere på hende...og ændrede udseende...
nu så han næsten sød ud.
Men var alle vampyrer ikke mestre i at drage og lokke deres offre til sig ?

"Sssshhh" sagde han blidt med en finger fra sin mund da hun begyndte
at ævle om at hendes blod ikke var godt. Demetri var et rovdyr´, kendt til
at dræbe for blod. Og skabt til at dufte blodet, om det var godt eller dårligt.
DØDT blod eller LEVENDE blod om det var for et menneske eller et halv menneske
som hende selv. Hendes angst lokkende nærmest Demetri til at skade hende.
Heldigvis var han af den alder hvor man havde kontrol, for det meste.
Han slikkede sig igen over tænderne, "Tror du din snak hjæper mit lille gadekryds"
Uh ja hun stank nærmest af overnaturlighed og alligevel var der en underlgi aura af
menneskelighed over hende, som var hun krydset mellem at være eller et at være.

Hendes mod kæmpede for ikke at drukne, allerede da han tyssede på hende, som var hun et lille barn.
Dét var sikkert sådan han så hende, hjælpeløs som et barn.
Havde hun bare haft noget spidst træ...så havde hun haft en chance for at forsvare sig.
Nu...nu måtte hun blive kreativ.
Hun stivnede da han kaldte hende gadekryds.Vidste han hun var blandet i hendes gener, vidste han sikkert at hendes blod ikke fejlede spor, tvært om.Hun havde.håbet den anderledes lugt, ville få ham at tro, man ikke kunne drikke fra hende.
" Snart....er min ven her...og så ønsker du ikke at være tilstede " forsøgte hun endnu engang at trække en linie ,hvad han måtte og særdeles hvad han ikke måtte.

Han lagde en hånd på hendes kind. Hans hånd var kold som is,
måske koldere. Han kiggede hende dybt og længe i øjnene før
han så svarede hende. "Til den tid" han trak en kort pause, "Er
du død" det sidste blev sagt i et grin. Han trak den kolde hånd til sig
og Hans ansigt forandrede sig til et nærmest skrammende maske. Stadig menneskeligt, men utroligt
truende. Han hviskede med et dæmonisk smil. "Lad os lege en leg" tænder
blottede sig og han trak sig nu en meter tilbage. "1....2...3....4" begyndte
han at tælle. Det var nu tid til at Camille skulle flygte!