Hanfruer eller Sirener

Hendes kind brændte, som havde hun fået en syngende lussing.
Hun fandt sig ude af stand til at handle , til at smække hans hånd a helvedes til, hvilke hun normalt ville have gjort.Brugte han en evne, forblændede han hende?
* død.....da er du død...* ordene rungede i hendes sind, vendte tilbage igen og igen ,som omkvædet fra en irriterende sang,man ikke kunne slippe.
Han legede kattens leg med musen, og hun skulle være hans mad.
No way, dét ville hun ikke, dét kom ikke på tale.
Han ville lege....med dét var ikke en leg der gav hende nogen chancer what so ever, hvilke de begge vidste.
Skulle hun dø , ville hun ikke flygte som en kujon.
Hun ville ikke skrige.Hendes øjne fyldtes med vand til randen, og så ned af kinderne...dem havde hun ikke kontrol over.
Men hun bevægede sig ikke, nægtede at give ham den tilfredsstillelse at jage hende, som var hun et dyr.

"6....7...8" Hun ville gerne dø? Måske skulle han give hende
et udødeligt liv som tegn på at hun var villig til at fodre ham
uden kamp? eller skulle han tage hende med til sin krypt.
Og lade hende forevigt være hans mad kilde. Tanker slog rundt i
imens han talte. Pigen var bange, det så han da tårende lige
så stille gled ned som blod ville falde fra hendes krop om lidt.
Hun ville blive en smuk vampyr...måske ghoul? et monster der
gjorder hans minste vink? Han kunne gøre så mange ting lige
der var så mange muligheder. Dette ville blive spændene hvis
hun gjorder som hun gjorder nu og blev stående i chok eller
i stædighed? Hun var nu utrolig smuk. En tanker som ikke skulle
nævnes slog nu hans mande sind. Og hans ellers dyriske smil
blev større og alligevel mere vammelt.

My god...hes gonna dry me out , tænkte hun og begyndte at små ryste.
Hun kunne se at der bag hans øjne var et hav af aktivitet, men hvilke overvejelser han gjore sig, havde hun ingen viden om
Hun så ud over strandens kant.Sten af forskellig størrelse lå i flæng.
Hun huskede dengang med Zean ,at hun havde haft et ocean af små plastik bolde i luften samtidig og også styret dem ned i hovedet på Zean, kunne hun måske...?
Hun lukkede øjnene , og om et par sekunder ville dét regne ...hårdt,meget hårdt....med sten, store som mindre , ned over Demetris ansigt, og hvis han ikke havde nået at flytte sig, men blev ramt, så ville hun løbe for livet,flygte al dét hun kunne...væk...fra dette mareridt...

Stenene faldt i klaser, hårdt ned fra himlen...

I det at han skulle til at springe på hende kom sten ned
fra himlen problemet var bare at det som Camille troede var
en redning var intet mod Demetri. Han blev besynderligt nok
ikke ramt...Men hvordan...jo se det var en evne han havde.
Telekinese og med hans alder havde han alligevel noget
tid til at øve sig. Han begyndte at grine...Stene faldt stadig
de ramte nogen gange lidt tættere ved ham end han kunne ønske
hans evne havde styret. Men nu til Camille. Han vandrede rundt
om hende. "Sten....så du er ikke kun et bittert mennekse"
uh dette skulle blive godt.

Hun stod målløs....og fortabt.
Han....styrede ting....på samme måde som hun selv.Telekinese.
Hun havde ingen mulighed for at bekæmpe ham, han var hende overlegen på alle fronter.
Hvorfor havde hun ikke sit vievand eller sin fløjte med, så hun kunne tilkalde Rain.
Hun så på Demetri...
Måske var dét en fejl dét her....men hvis hun skulle dø alligevel, ville dét være uden betydning.
Så sagde hun stille..."Shadow......shadow klanen, kender du dem ?"
hendes stemme var beklædt med ærlighed, angst og et spædt håb.

"Ikke ligefrem" sagde han imens han vandrede rundt om hende.
Han stilte sig lige bag hende og formede sine arme om hende.
"Du vil virkelig gerne dø....Camille" hviskede han imens han duftede
til hende. Duften af kvinde var helt fantastisk eller var det bare fordi
hun også var mad? Det viste han virkelig ikke. Men han viste at han
måtte have hende. Dog var hun en dårlig kæmper....Tanken om at
lave hende til vampyr forsvandt svagt. Men tanken og ghoul var der
stadig. Han strammede hurtigt grebet hvis hun skulle gøre modstand
mod han når han stod bag hende. Han åbnede svagt munden og
lod sit hovex være på hendes højre skulder imens hans ansigt var
mod hendes kind.

Camille var...på herrens mark, hvilke kunne oversættes til i Demetris gab.
Hun havde ikke været forberedt på liste angreb fra en vampyr, ikke her i underworld og hendes uvidenhed kunne meget vel koste hende livet.
På en måde havde hun følt sig mere sikker i deepshell, hvilke var ulogisk, måske var dét oplevelsen af at stå helt alene på en øde strand...med....ham....der gav hende denne idé.
Han ville enten snappe hendes hals over om lidt , eller noget der var værre.

Han gik omkring hende, og da han lagde sit hoved på hendes skulder og sin kind mod hendes, var dét med en sær blandning af frygt og tiltrækning , at hun løftede sin højde hånd, og varpede op i hoved på ham hårdt, med mindre hans reflekser fik ham væk først.

"Du...rør..ikke ved mig !" Hvæsede hun som en lille killing overfor en løve.

Hun ramte han ganske vist. Og han trak sig i sandhed også tilbage
der var sat ild i gløerne hos Menneskebarnet og hendes styrke svarede
også til en kvindes kunne Demetri mærke i sit ansigt. En vrede, men også
en vildskab voksede i ham, tøsen ville virkelig lege. På de få sekundter
alt dette var sket flæede han Camille i skulderen så hun nærmest ville flyve
rundt om sig selv og have sit blik mod Demetri. Han hev fat i hendes skulder-
blade og begyndte at ryste hende, hårdt og voldsomt.

Med et hårdt og brutal ryk , blev hun tvungen omkring og stod ansigt til ansigt med Demetri. Eller...stod? det var måske så meget sagt, hun hang nærmest som en dukke i hans arme imen hans ruskede i hende.
Hvor det ville ende havde hun ingen ide om, men medmindre hun kunne finde en måde at appelerer til ham eller aflede hans opmærksomhed....eller bare få ham at udskyde den kommende gerning, frygtede hun alvorligt for sit liv.
Hun huskede sceansen med Singal, hvor hun havde flyttet sne, skulle hun forsøge at hvirvle op noget sand? Hvis det generede hans øjne, ville hun måske kunne komme væk? Og hvis ikke gjore hun sig klar til at undskylde og trygle, det bedste hun havde lært, for hendes liv.
Sandet blev "kastet" rundt om dem, og da Camille var forberedt var hendes øjne lukket. Hun ventede .....blev hans greg strammet eller løsnet ?

I det sandet blev smidt omkring ham, stoppede han med at ryste hende,
dog var problemet i hendes lille plan at Demetri ikke behøvede sine øjne
overhoved for at vide hvor alt var. Lugt, hørelse og bevægelse var alt han
skulle bruge. Det han så med hans øjne var bare til at give detaljer til den
ellers dæmoniske rovdyr. Han smed hende istedet ned i sandet, dog ville det
måske blive en blødere landing end hvis de stod på jorden. Demetris nakkehår
rejste sig i pirlighed. Og med et kom der nærmest en kubbel der skubbede sandet
älle andre steder end mod Demetri, det ville sige at hvis ikke Camille beskyttede
sig selv med sin kraft, ville hun have et godt lag sand over sig.

Demetris øjne derimod var stadig fyldt med sand, men ingen smerte i det så
selvom de stadig var åbne kunne han intet se. Sandet ville lidt efter lidt falde
ud af de metalliske grå døde øjne.

Hun blev kastet omkuld og ramte rimeligt hårdt på sandet.
Ingen lemmer var permanent skadet , men hun var ikke spor forberedt på han ville forsvare sig sådan, Demetri.
Hun så sig tildækket af sand, smudset ind i ubehag, sand all over.
For helvede da, pay back is a bitch.
Camille havde aldrig forsvaret sig mod ting der blev kastet mod hende, kun havde hun brugt evnen til at kaste ting mod dem der var efter hende.Uden at vide dét, havde Demetri lige foræret hende en god idé at træne videre med.
Men lige nu, som hun lå der ...var dét hele noget lort.
Hun gættede på der stod en pissed vampyr og stirrede på hende.
Hun måtte se at undskylde...men først måtte hun op og ud af dét sand her.
"Hjælp mig , please" sagde hun sagte til vampyren og håbede hans hjerte stadig fungerede,selv om dét var dødt og ikke slog.

Demetri's blik var sløret og da han så hørte Camilles lille stemme,
vendte han sig om mod hende med et tryk. Han stemme forandrede
sig til en hæs dæmonisk stemme der nærmest glød som et monster.
"jeg dræber dig din, unge af en ho" et slags hvæs kom bagefter hvor
efter han nærmest løb over til hende og trak hende op i blusen.
Sandet var stadig i de vidt åbne øjne som om at de intet betød.
For et menneske ville dette se sy realistisk ud. Dernæst rev han hende
med sin negle der var blevet underligt skarpe, over hendes ene kind.

Hun fandt sig selv trukket op i sådan en hast at hun næsten ingen bevægelser nåede at registrere, hun følte sig som en blød kludder dukke mellem hans hænder.
Han var uhyggelig, og utilregnlig .Da hun mærkede noget skarpt over hendes kind vidste hun legen for alvor var sat ind.Dét ville bestemt ikke være hendes fordel hvis blodet piplede frem om lidt.
Hun smækkede en knytnæve på hans kind og forsøgte sparke ved hans knæ, eller nærmere på siden af et knæ, i håb om han knækkede sammen.

Han nærmest kylede hende ned i sandet da hun slog ham.
I det næste sprang han på hende. Hun skulle betale for at
skade han, sandet var lige så stille ved at falde ud af øjnene.
Han satte sig med kroppe imellem hendes ben så hun ikke ville
kunne skubbe han væk, og hvis hun prøvede at masse pusten
ud af han var det af ingen betydning. Hun kunne ikke knuse han
knogler som hvis hun havde været vampyr og pusten havde han
jo ikke mere.
Riften var kun meget lille man da blodets lugt sprang from, var det
som en rus der kom over han, han måtte have hende. Hendes blod
hende. ´Det der gjorder at hun eksiterede.

Dét var som hun var med i en film , som hun så dét hele lidt udefra ...angsten for dét næste der ville overgå hende ,lammede hende da hun ramte sandet, brutalt igen og som et vilddyr over sit bytte, hoverede Demetri nu over hende.
* Aleck..Tristan...* skreg hendes tanker, men hendes mund var stille udover nogle forsøg på at få luft og et enkelt klynk.Ingen kunne hjælpe hende nu .
Hendes hænder lagde sig i ,et beskyttende forsøg ,om hendes hals.Et naivt forsøg på at holde ham væk.
"Nej....du gør dét bare ikke...vær sød. " lød bønnen fra hendes læber.

Sandet var nu helt væk fra hans øjne, og hvis hun så dem
ville hun sikkert blive endnu mere skræmt. Prupilen var som
en kats, nej mere spids end en kats. De var ugudelige, dræberens
øjne, rovdyrets kendetegn. Hendes bøn var intet værd for ham.
Han tog fat i hendes håndled,hvorpå hendes hænder prøvede at
beskytte hendes hals. Tvang dem om på hver side af hendes hoved
så hun ikke kunne bevæge sig. Hans hoved var over hendes, han
blottede tænderne i et væs imens han så hende i øjnene.

//Har Camille stadig det der ar fra den gamle Demetri??//

// Jepp...ar på halsen efter dét mødet.//

Hun mærkede hvordan hans kolde hænder lukkede sig om hendes håndled og hvordan han med lethed udførte sit overgreb Hendes modstand mod ham, mod hænderne blev holdt over hendes hoved, prellede af som rød sodavand på en voksdug, hun var ingen match i styrke for en vampyr, naturligvis ikke.
Hans øjne var som vildskaben selv og ingen mercy blev givet ,han var ligeglad med hendes bøn.
Hun begyndte at sprælle, som en fisk der var taget ud af sit vand element.Hendes arme blev holdt fast,men resten af hende begyndte at panikken.
" Demetri...slip...slip mig ....jeg lover dig du slipper, hvis du stopper nu...ellers bliver dét værst for dig selv " forsøgte hun, men troede egenlig ikke helt på dét virkede.
Hvordan kunne hun aflede ham ?

Han begyndte at le af hende, hun prøvede virkelig at kæmpe for sit
lille ubetydelige liv. "Skal jeg suge livet ud af dig nu eller drukne dig først"
han kiggede ud mod havet, Sirenerne kiggede med kroppe smil, kaldene
begyndte de at synge hendes navn, dog skulle der meget til for at en sirene
skulle kunne lokke en anden af hunkøn i døden. Hendes pralleri fik ham nærmest
i godt humør og på den måde han l¨ovenpå hende, fik det ham nærmest til at
føle som om hun knubbede sig op af hans kulde døde krop.

"Ingen af delene....du er nød til at slippe mig.Sakref vil grille dig.HAM kender du vel for pokker.Han jager dig ned og slagter dig, hvis du gør mig noget ! "
Råbte hun og opgav ikke den ulige kamp , mod vampyren.
Om dét var sandt, om Sakref ville hævne hendes død, havde hun ingen idé om, men mon ikke han ville ære sine allierede, hvilke de var, hvis ikke venner !
Hun ventede spændt op om Demetri ville reagerer på navnet,imens hun forsøgte ikke at falde for den fortryllende sang der kom fra de smukke sirener.

"Sakref" Hviskede han for sig selv imens hele hans angreb gik i
stå. Han så bare stirrende på Camille, man hans tanker var et helt
andet sted, dog var grebet stadig skramt og hårdt. En latter udbrød
fra ham, han kiggede nærmest med en sødme på hende imens han
sagde, "Jeg er ikke mange for det urene ygnel til Mordalin" han slikkede
sig over sine kniv tænder. I det samme kom han ene hånd rundt om hende
hals inden nogen ville kunne nå at gøre modstand, han stammede til.
Imens lod han sin mund komme helt ned tæt på hendes øre. "Sig til Sakref,
at hans små tjener skal holde sig fra mine teritorium" Han slikkede dernæst
hende på kinden, hun smagte som en drøm. Det skælvede i den døde krop.
I det samme var han væk. Forsvundet ud af det blå luft.

Hun observerede ham, troede næsten ikke sit eget held da han stoppede.
Han kendte HELT sikkert Sakref .
Men heldet varede ikke ved, og snart lå en hånd om hendes hals og strammede til, så dét var umuligt at tale, ingen luft kunne hun trække.
Han var ikke decideret bange for Sakref, men så alligevel...?
Hun så på hendes overmand,der næsten slikkede huden på hendes kind.Hvordan kunne nogen signalerer blidhed og brutalitet på en og samme tid? Han var....anderledes.
Hun skulle give en besked til Sakref ? Og....og så var hun...alene.
En hosten slap fri af hendes hals, da luften igen kunne passere frit.
Camille kom og og sad på knæ.Skræmt så hun ud over stranden, den virkede nu øde.Selv sirenerne var forstummet , der hørtes ingen sang.
Med vaklende skridt og ude af balance, kom hun på benene.Hun måtte hurtigt hjem.Inden der skete mere, inden han kom igen.
Hun begyndte at løbe, selv om hun ingen kræfter havde.Hun måtte hjem hvor hun var sikker, hjem til Aleck.

Inde fra palme skoven var der et par øjne der stirrende på
den rundt forvirrede ´Camille, Det var et dyrs øjne, en lille
fugl kunne man vel kalde det. Men bag facaden af den lille fugl
var Demetri. Han studrede hvordan væsnet Camille, opførde sig
efter at næsten blevet flået ihjel af en vampyr. Øjnene fyldte
Camille hele vejen til hun forsvandt fra fuglens synsfelt.
Tanker fløj nu rundt i Demetris hoved tanker som selv ikke det
urene barn til Camille ville kunne tænke.

//out//

Hun flygtede...
Og i dét øjeblik hadede hun Tristan.
For at have taget hende med hertil.Her var ligeså stinkende farligt for hende ,som derhjemme.
Hadede ham for at have ladet nogle orker komme imellem dem.
Hadede ham fordi hun ikke kunne finde ham og var alene...og bange.
Men mest af alt hadede hun ham af hele sit hjerte, fordi hun ikke kunne få ham ud derfra.

Demetri....hun skulle nok finde ud af hvem han var, og lade ham bøde for dét her.Men for nu, nu ville hun ønske hun var i armene på Aleck.Hun tog sig forskrækket til munden, som hun havde sagt dét højt og ikke bare tænkt dét.

Hvad skete der med hende.Han var hendes...udlejer...for the love of god!

Men rystende ben....lagde hun afstand til dét sted, hendes første møde med Demetri havde fundet sted.

// out.