if you wanna win you gotta fight(Spurv)

Tid: Nat
Sted: Doomsville Rotten Root district gyder
Vejr: Mørkt og køligt
Omgivelser: Næsten øde ude i gyderne

Det var midt om natten og en mørk skikkelse iført en blå rejsekappe med hætte over hovedet bevægede sig gennem gyderne i Doomsville man kunne ikke se hans ansigt for han bar en hvid maske med en rød stribe hen over ansigtet(Identisk med den Haku Han fra Naruto serien går med) og hans natlige aktiviteter var tydeligvis lyssky for han var på vej til et tomt lagerhus hvor der var iscenesat underholdende gambler kampe hvor deltagerne der vant fik en god andel af puljen der angik den kamp de deltog i! Dust var hidtil ukendt i disse kredse han havde aldrig deltaget i den slags før men han savnede noget spænding og kunne godt bruge pengene og den træning han fik ud af kampene! Da han nåede frem til den nedslidte forfaldne bygning fandt han en indgang og bevægede sig ind i bygningens midte hvor han fandt stedet hvor kampene foregik og han syntes det så lovende ud han kunne indtil videre se at der kun foregik mma kampe i ringen og det passede ham fint for så behøvede han ikke at afsløre hvad han var for en lige med det samme!

Dust fandt hurtigt den person der organiserede disse kampe og meldte sig til under sin skitsofren sides navn nemlig rumleskaft han fik en nøgle til et skab i omklædnings rummet og fik af vide at han var den næste der skulle kæmpe samt at der kun var en regel i kampene og det var at den blev stoppet hvis en af de kæmpende besvimede døde eller var sin modstander åbenlyst overlegne han nikkede roligt og så gik han roligt ind i det tomme omklædnings rum hvor han så sig lidt omkring! Hans skab var åbenbart mere et pengeskab lige som de andres så han tog sin rejsekappe og trøje af og lage derind sammen med hans 4 våben lukkede skabet låste det og hang nøglen i sin halskæde der havde en form for billed beholder hængende dog valgte han at binde kæden fast til en strop i hans løse sorte bukser og lod nøglen og vedhænget hænge ned i hans lomme før han roligt gik ind til sin kamp da han hørte at hans navn blev råbt op af den der styrede det!

Alle kiggede overrasket på Dust da han kom ind iført maske og bukser for hans krop var overdækket med så mange ar at der kun var 3 steder på hans krop hvor der ikke var ar i stedet var disse steder dækket af hver sin tattovering den ene var et kinesisk jord forbandelses tegn på hans venstre skulder den anden var et rødt tegn der betød kærlighed som sad mellem skulderbladende lige under hans nakke og den tredje var det egyptiske evigheds tegn som sad på hans højre arm resten af hans bryst mave ryg og over arme var præget af ar der fik flere til at måbe over at nogen kunne se så mishandlet ud! Dust tog sig ikke af det han fortsatte blot gennem masserne mod kamp ringen hvor hans modstander ventede på ham en noget stor muskuløs men slankt bygget kvinde der var omkring et hoved højere end Dust og som ikke viste nogen reaktion på Dust´es udseende men grinede bare af hans maske "Hahaha hvad er det dog for en dum maske du har på skammer er du da så grim at du skammer dig over dit fjæs eller hvad?" grinede hun ondskabsfuldt men Dust svarede ikke han var ligeglad dette var en kamp og snart ville hans modstander ikke grine mere!

Kampen blev fløjtet i gang og straks løb hun mod Dust for at angribe ham men Dust flyttede sig bare og spændte ben for hende så hun væltede bare for at hånde hende lidt før han rigtigt gik i gang med at slås! Hun rejste sig op med et vredt ansigts udtryk og brussede frem mod ham og idet hun slog mod hans hoved stoppede Dust hendes hånd så let som ingenting han bukkede håndleddet tilbage på hende så hun gik i knæ satte en fod i brystet på hende og væltede hende tilbage! Hun rejste sig op igen og tog situationen lidt mere snedigt an! Hun lavede et hurtigt udfald mod ham med hånden men stoppede så i et skin angreb og sparkede så mod hans ben men Dust var hurtig han trak hovedet tilbage samtidig med at han hoppede så han i et kort sekund hang vandret i luften mens hendes fod svingede ind under ham og fortsatte ud i luften så hun drejede halvt rundt Dust landede på en arm og stødet hårdt foden ind i hende lige over hendes hofte så hun tog et par skridt til siden! I en flydende bevægelse plantede Dust sin anden hånd i gulvet så han havde ryggen pegende mod gulvet og skubbede sig hårdt frem af stadig med benene i luften så han smadrede ind i sin modstander med fødderne først og hele sin krops vægt så hun i sin manglende balance væltede ned i gulvet Dust landede med benene på hver side af hende og da hun prøvede at slå ham i skridtet stoppede han hendes hånd og vred den hårdt om så der kom et voldsomt knæk ved hendes albue der brækkede!

Han trådte væk fra hende så hun kunne vælge om hun ville fortsætte og det gjorde hun og nu var hun virkelig pissed off hendes højre arm som Dust havde brækket hang løst ned af siden men alligevel angreb hun med et voldsomt aggressivt angreb mod hans ansigt men Dust undveg ved at dreje rundt og bevæge sig ind under hendes arm han stoppede først da han stod med sin ryg mod hendes og hun var blevet lidt paf over denne spøjse undvigelse
"Du bør ikke hånde din modstander man optræder med respekt overfor andre i en kamp lige meget hvad situationen er!" sagde Dust så kun hun kunne høre det i larmen fra alle de jublende tilskuere "Jeg bliver nød til at straffe dig for din manglende straf! Jeg vælger at tage din stemme!" sagde Dust koldt så det løb ned af ryggen på hende og hårende rejste sig i hendes nakke! Før hun nåede at se sig om begyndte han at dreje om sig selv han hakkede hende en i nakken med sin albue uden at stoppe greb hende om skulderen så hun drejede med så de pludselig stod med front mod hinanden han lukkede hånden sammen således at hans pege- og langefinger strittede samlet lige frem fra hans knytnæve daskede hende under hagen så hendes hoved blev rettet op og borede sine frem strittende fingre ind på punktet lige mellem hagen og halsen så hun gik i knæ med et sygeligt hoste anfald og gispede efter vejret! Han havde ødelagt hendes stemme bånd så hun ikke kunne snakke og nu spyttede hun blod foran hans fødder! Dust så med væmmelse på hende selvom ingen kunne se det under masken og skulle lige til at pande hende en over baghovedet men kampen blev stoppet af den der styrede stedet
"Rumleskaft har vundet!" var det eneste han sagde og det var Dust åbenbart tilfreds med for han forlod ringen igen og tog imod sin andel af denne kamps pulje!

Han satte sig roligt ned for at se på den næste kamp der ville gå i gang så snart de havde fået hans modstander væk fra ringen!

Åh ja. Så var det her igen. Kampene i den dårligt belyste hal, mængdens brøl, øjne, der glitrede opvakt og mørkt blod på gulvet. Hun havde vundet en af de første kampe (Først på aftenen var nemlig det tidspunkt, hvor de letteste modstandere stillede op. Spurv vidste godt, hvornår det var smart at melde sig) mod en stor, lokal møllersøn. Det havde været passende let, for selv om han slog en proper næve og havde bulet hendes kæbe godt og grundigt, så var han tung og langsom, og var knækket sammen da hun havde sat et velplaceret spark ind mellem hans ribben. Derefter havde hun væltet ham omkuld, ventet på han rejste sig, lavet et par fiffige finter, som han dårligt kunne følge med i, dukket sig under hans slag og snoet sig som en ål da han stormede frem, før hun igen sparkede præcist samme sted. Han havde stadig troet på sit held og forsøgt at fange hende i brydekamp, som hun naturligt ville tabe, men hun havde stukket to fingre ind lige under hans kraveben der, hvor det gør allermest ondt, og fået ham til at vælte bagud med chok i ansigtet. Hun havde spændt ben for ham, sparket ham igen og mærket hans ribben knage, hvorefter hun huggede en albue ned mellem hans skulderblade da han faldt. Så havde han givet op, og hun havde igen haft den der mærkelige fornemmelse af, at alle lyde vender tilbage, pludselig havde hun hørt publikum råbe og stampe, møllersønnen, der hvæsede indædt og vinden, der hviskede iskoldt, og selv om hun havde svedt under kampen følte hun, hun frøs, og at hun var frygteligt lille.

Hun havde trukket sig tilbage i mængden for at se de næste kampe, ude af stand til at slippe den kolde frygt for at dø i arenaen.
Det sker jo ikke, ikke for mig, hviskede hun indædt til sig selv, men der var ikke noget at gøre, de kolde fingre af uro krøb ind under hendes hud og fik de små hår på hendes ryg til at rejse sig. Det blev ikke bedre da den næste vinder, der var en tyk, tatoveret mand med et helt ualmindelig langt skæg, triumferende løftede sin modstander, en tilsvarende tyk, tatoveret mand med skæg, op over sit hoved og brølede uskønt før taberen ellers blev kylet til jorden med hovedet først. Der gik et sus gennem tilskuerne, og de klappede vinderen ud og hujede den næste og den næste og den næste ind. Spurv fandt en bænk med forholdsvis god udsigt. Mange af kampene var amatøragtige, folk gav hurtigt op og klaskede hinanden på skuldrene med lykønskninger, men der var også enkelte rigtige krigere imellem, og dér blev kampene voldsomme og blodige, og publikum tav så man rigtigt kunne høre knogler, der knagede, knækkede og splintredes. Spurv skar ansigt sammen med de andre mennesker, og så småt sænkede den sædvanlige selvsikkerhed sig igen, selv om de kæmpende blev dygtigere og dygtigere som aftenen skred frem.

"Du var god," sagde een ved siden af hende, uden at tage øjnene fra den næste kamp. Spurv trak på skuldrene.
"Bare synd du er så bette," fortsatte manden og kløede sig ugenert i næsen. Spurv smilede ironisk og gik sin vej for at vaske sit ansigt. Hendes kæbe var mærkelig følelsesløs og det gjorde ondt at bide sammen. Som forventet. Heldigvis var den ikke brækket, møllersønnen havde alligevel ikke turdet at slå igennem, nok fordi han var bange for at dræbe et lille, snottet barn, som han hånligt havde kaldt hende. Hun havde smilet og taget det som et kompliment. Altid som et kompliment. Des mere uværdig, hun så ud, des bedre. Des mere, de kunne undervurdere hende, des mindre ville hun komme til skade. Så havde hun i hvert fald en fordel, når nu størrelsen var imod hende.
Hun fandt sit skab og den vanddunk, hun havde medbragt. Opfostret i byen, som hun var, havde hun så godt som ingen tillid til vand der blev serveret af andre. Hun forsøgte at skrue låget af, først med hænderne, men hendes håndflader var svedige, derefter med tænderne, men hendes kæbe var alt for øm til, at det nogensinde havde været en god idé. Hun knurrede irriteret og fik endelig låget af med en kraftanstrengelse, der ikke sømmede sig vel for een, som lige havde fældet en voksen mand. Hun var ligeglad, sagde hun til sig selv, der var alligevel ikke nogen, der så det. Hun pjaskede vand i ansigtet, og det dryppede fra hendes hage og løb ned ad hendes hals og gjorde hendes store, uldne trøje våd. Også det var hende ligegyldigt. Hun vendte tilbage netop som en hvidhåret gik på banen. Han var ung, i hvert fald hvis man dæmte efter kropsbygningen, men det var også det eneste, der var at gå efter. Hans ansigt var skjult af en maske, hvilket fik ham til at virke uhyggelig og følelsesforladt, og hans nøgne overkrop var dækket af arvæv. Han stod overfor en af de sædvanlige krigere, som Spurv normalt gik i en stor bue udenom. En dame, der var kendt for at bukke begge ender sammen på sine modstandere i evig jagt på rigdom. Måske skulle hun være blevet hjemme, damen, tænkte Spurv, da lykken ikke syntes at være med hende denne dag. Mildest talt. Hun fik tæv og endte hostende på alle fire med blod ned over hagen og tårer i øjnene.
Den hvidhårede blev erklæret vinder og forlod kamppladsen med værdigt løftet hoved. Det blev hvisket blandt publikum at han havde slået modstanderens stemmebånd i stykker. Spurv så efter ham. Rumleskaft. Han vendte tilbage fra betalingsstanden et øjeblik efter og satte sig på samme bænk som hun. Hun skævede til ham. Mellem dem sad en mand, der rejste sig da der blev kaldt til næste kamp.
Spurv rykkede lidt tættere på rumleskaft og sagde, gennem jublen:
"Godt kæmpet."
At det ikke var hele sandheden var en anden sag.
"Første gang, du er her?"

Dust drejede hovedet mod hende da hun talte til ham der var kun 2 næsten revner der gjorde det muligt for ham at se og man kunne ikke se hans øjne gennem dem hvilket kunne skabe tvivl om hvorvidt han overhoved kunne se noget men hvis man tog den på ville man blive overrasket over hvor godt udsyn den egentlig gav! Dust socialiserede sjældent til denne slags illegale kampe da ingen rigtig turde snakke til ham af frygt for at han også ville udsætte dem for et eller andet voldeligt der kunne markere deres liv herfra og til de døde
"Ja det er første gang jeg er her men jeg er vant til illegale slåskampe jeg har deltaget i dem længe de er en nem indkomst da jeg endnu ikke har mødt nogen der bukkede under for min hånd!" sagde han roligt!

Denne maskerede Rumleskaft var tydeligvis ikke for nybegyndere han virkede til at være følelses forladt og når man nu så nærmere på hans krop kunne man se at der ikke kun var arvæv men ar der direkte var indad vendte buler kniv og daggert ar tortur ar fra redskaber der umuligt kunne være kommet fra denne tid af som dem han havde ned af rygsøjlen fra lige under en tattovering af et rødt kinesisk tegn der lignede som om han havde fået stukket nogle store nåle ind til rygsøjlen og kroppen havde healet halvt om dem før de var blevet fjernet! Han kendte til smerte og havde en høj smerte tærskel det var en af hans fordele i disse kampe hvor han helt klart havde andre fordele end bare at kunne slås! Dust drejede roligt hovedet mod den foregående kamp som åbenbart gik ret hurtigt da det viste sig at dem der var op og slås ikke lige just var vant til at kæmpe særligt længe!

Da de forlod arenaen var det åbenbart Dust´es tur igen for de kaldte Rumleskaft mod Ace der var en af dette steds mere vante kæmpere han var ikke blevet besejret en eneste gang men Dust tjekkede ham ud og fandt hurtigt ud af at han var et menneske uden nogen som sådan specielle evner han var bare god til at slås
"Hmm han virker ikke farlig bare endnu et stykke legetøj der bider igen!" sagde han roligt og rejste sig for at gå mod arenaen! Han stoppede dog og kiggede på Spurv for at lære hendes udseende så han kunne finde hende igen "Er der noget specielt ønske til hvad jeg skal gøre ved ham?" spurgte han roligt og virkede så seriøs at hvis hun bad ham om at dræbe Ace ville han sikkert gøre det!

Spurvs øjne blev smalle som sprækkerne i hans maske. Om der var noget, hun ville have, han skulle gøre ved Ace? ACE? Han var altid en vinder. Han slog igennem som en bjørn men var adræt som en abe. Klodblodig og forbandet snedig. Det var Ace, der havde lært Spurv nogle af de smarteste trick. Hvordan man brækkede fingre og rev i ører. Han havde lært hende at trykke folk på halsen og havde ladet hende vinde i skak før hun blev for gammel til at gennemskue, hvordan han tabte med vilje. Simon havde aldrig haft meget tilovers for Ace, måske med god grund. Det var, som om manden brugte de illegale kampe til at afreagere i, og der var han fuldstændig nådesløs. Spurv havde aldrig set ham vride nakken om på nogen, og troede i bund og grund ikke på de historier, der gik, men det var den rene og skære sandhed, og publikum havde i flere omgange fundet sig selv oversprøjtet med blod fra en stakkels modstander, der simpelthen havde stået det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var sådan, Ace var.

Og denne Hr Rumleskaft tillod sig at være sikker på sin sejr. Sikker?! Det fik vreden til at stige i hende, men hun dæmpede den og hendes ansigt mildnedes i et blødt smil. Ja, han var god. Hun havde set hans finter, hvordan han lokkede den tungere modstander til angreb, hvordan han flyttede vægten lynhurtigt og angreb med en tilsyneladende indre ro, hun dog kun kunne prøve at læse ud fra hans bevægelser, da ansigtet var skjult og kun de arrede lemmer fortalte om snarrådig tankegang og konsekvent overblik.
"Tag det som en udfordring," begyndte hun listigt og hævede øjenbrynene.
"Intet blod." Hun lænede sig lidt frem og hvilede armene på knæene.
"Jeg kender næsten ingen, der kan vinde en kamp uden blod." Hendes stemme blev tænksom. Hendes ansigt var venligt og fuldstændig umuligt at tyde, som var det støbt i porcelæn af en dukkemager og bemalet til altid at have samme udtryk.
"Og pas så godt på, han ikke får fat på din nakke." tilføjede hun med et afslappet tonefald, men der var noget dirrende i hendes stemme, ikke nervøst, bekymret eller bedrøvet, hun var snarere spændt og havde lige givet ham noget, hun selv syntes var af største vigtighed. Selv om han nok ikke behøvede det.
Hendes uudgrundelige øjne fandt uden besvær gennem maskens sprækker og forsøgte tilsyneladende at læse det næsten usynlige glimt af genspejlet lys, der trods alt fandt vej ud igen. Hun brændte en smule efter at se, hvad der var under masken, men på den anden side kunne det være, det var lige så tortureret som resten af kroppen, og det vidste Spurv ikke rigtigt, om hun ville bryde sig om. Han måtte have øjne. Det gik hun i hvert fald ud fra. Havde hun ikke set antydningen af et blik, der blev flyttet? Og han måtte have læber. Han havde formet ord.

I et kort glimt fra det svage lys da hun kiggede ind i maskens sprækker kunne der ses nogle ravgule tomme men dog smukke øjne se på hende men det var kun kort for efterfølgende nikkede han roligt og knejsede nakken så flere klikkende lyde kom fra hans knogler
"Godt så ingen blod det lyder trossalt som om denne kamp alligevel bliver lidt sjov!" sagde han roligt og vendte sig mod arenaen igen for at gå derned og stille sig omkring 4 meter fra Ace med venstre side mod ham højre hånd på ryggen og venstre hånd løftet mod sin modstander og formet så pege fingeren og ring fingeren var samlet og pegede mod Ace mens resten af hånden var lukket sammen! Dette var en højest besynderlig kamp stilling men Dust havde valgt sin kamp teknik og ville lægge ud med ikke at afsløre den men derimod gemme den bag en anden kamp opstilling!

Dommeren startede kampen og trak sig tilbage så han ikke kom i vejen for de kæmpende og denne gang ventede Dust ikke på at hans modstander angreb for Dust vidste at hvis han skiftede mellem teknikker var det en hel del svære at analyserede ham og lægge en konkret kamp plan mod ham! Dust lavede et direkte angreb mod nogle bestemte punkter på Ace´s krop og hvis man ikke var bekendt med hans angrebs teknik kunne det faktisk se ud som om Dust overhoved ikke prøvede at skade ham for han brugte kun pege fingeren og lange fingeren og han slog slet ikke hårdt nok til at skabe fysisk skade! Ace lavede et mod angreb men Dust parerede drejede sin hånd rundt om hans håndled greb fat om hans næve og pressede sine 2 fingre direkte op mod blodårene på undersiden af håndledet hvilket tydeligvis bragte stor smerte i Ace´s arm for han bukkede i knæende og skar en grimasse af dette umiddelbare simple angreb!

Med sin frie hånd angreb Dust på samme måde som før med 2 fingre og hans hånd bevægede sig hurtigt da han slog ind mod bryst kassen på hver side af bryst kassen og hvis man så efter kom der 2 kæmpestore blå mærker der hvor han ramte og med et lykkedes det Ace at slippe ud af Dust´es jerngreb og han var ikke langsom til at angribe han gav Dust et hårdt slag i maven der fik ham til at hoste men det var åbenbart ikke nok til at få ham til at bukke under eller spytte blod Dust undveg Ace´s næste par slag uden at angribe og kom på afstand for at få vejret
"Åh det skulle du ikke have gjort!" sagde han vredt mest til sig selv men stadig højt nok til at Ace hørte det! Dust krydsede armene med fingrene i position *16 hits combo burde være nok* tænkte han roligt og som et lyn nedslag angreb han Ace og dette gik stærk på kort tid undveg han et par slag og stod lige foran Ace der havde armene ude fra kroppen og de 16 slag blev leveret på sekunder!

Ace nærmest frøs og faldt i slowmotion ikke en dråbe blod undveg hans krop selvom der nu udover mærkerne på brystet var kommet 16 nye store mærker! Ace lavede dog et sidste desperat angreb der resulterede i at Dust fik en albue direkte på det bagerste af skulderbladet så hans skulder gik af led mens Ace ramte jorden! Dust greb sig til skulderen smerten var bidende men han bed tænderne sammen mens dommeren kom hen til dem for at afslutte kampen

"Gå hellere hen til vores medics de skal nok ordne det!" sagde dommeren mens 2 kom og hentede Ace

"Nej den her klare jeg selv!" sagde Dust roligt satte hånden på skulderen og rykkede den på plads

Lidt sjov? Han skulle slås mod Ace! Igen følte Spurv heden brænde under sin hud, hun fik lyst til at le hånligt og vide, det var håbløst. Hun gjorde det naturligvis ikke, hun så bare efter denne Rumleskaft, da han, rank og stolt bevægede sig ned mod arenaen. Han havde sin helt egen måde at gøre tingene på, denne mand, tænkte hun og kradsede sig fraværende på knæet hvor et uheldigt møde med brostenene havde efterladt en lang, mørk hudafskrabning, der nu kløede som besat.

Foran hende udrullede en spændende kamp sig. At se Rumleskaft var som at se på en danser. Balancen var perfekt, og 'slagene' sad som planlagt og koordineret på forhånd. De blev imidlertid kun sat med fingrene. Som om rumleskaft... legede med Ace? Eller var det en ny taktik? Spurv havde set mange dygtige kampfolk, men aldrig nogen, der gjorde det på denne måde, og hun lænede sig fremad for at kunne aflæse hvert et trick. Man var ikke et øjeblik i tvivl om, at denne fyr vidste hvad han lavede, og at alting, ALTING havde sin plads. Rumleskaft tvang Ace i knæ, men Uh! modstanderen vred sig fri og langede et hårdt slag mod den fremmede krigers maveregion. Det så ud, som om luften blev slået ud af lungerne på Rumleskaft. Spurv opdagede at hun sad helt ude på kanten af bænken og havde forsøgt at proppe sine hænder i munden. Sådan noget fis, sagde hun til sig selv og prøvede at få sit overraskede hjerte til at slå mere taktfast. Han fortsatte også ufortrødent, undveg glidende og holdt sig derefter på afstand et øjeblik, som om han måtte genlæse situationen. Forpustet kunne der næppe være tale om, for hvor Ace svedte som en hest efter løb, var der ingen løbende dråber at se på udfordrerens nøgne overkrop, og hvor Ace kastede med hovedet for at få hår og sved ud af øjnene, var der ingen overflødige bevægelser hos den anden, ikke før -

Et fatalt angreb. Et lammende angreb. Der gik et sagte sus gennem publikum mens Ace vaklede et skridt bagud og derefter faldt bagover for derefter, et øjeblik, at kaste sig fremad i et sidste, håbløst forsøg på at vinde krigslykken. Det virkede ikke, men en svag trækning i hele situationen viste, at der havde været bare en eller anden effekt af det angreb, og Rumleskaft slog straks en hånd op til sin skulder.
"Af led," lød det i forsamlingen, det gik fra mund til mund, og folk nikkede forstående og ventede spændt på, hvordan den nye tacklede en skade.

Utrolig flot, blev publikum enige om, da han vred sin skulder tilbage på plads uden så meget som at blinke - eller det gjorde han måske netop, men ingen så det. De så kun masken, og Spurv klemte øjnene til sprækker og tænkte, tænkte, tænkte: Hvad kunne der være bag den maske? Hun rejste sig op og forsvandt i mængden for at dukke op lige ved siden af hr. Rumleskaft netop som han begav sig ned mod den såkaldte gavebod hvor man kunne indkassere sine gevinster.
"Behageligt blodfrit.."

Dust havde været effektiv som altid og da hun dukkede op ved siden af ham var Dust i rolig gang hen mod gaveboden for at modtage sin andel mens han roligt tog om pege og lange finger på sin ene hånd knejsede dem efter disse anstrengende angreb og gjorde så det samme med fingrene på den anden hånd begge fingre knækkede hårrejsende i leddende og det var nu sikkert at den kamp teknik han havde brugt trods dens effektivitet kunne være noget så farlig for selv den mindste fejl i finger positionen eller angrebet kunne resultere i at man enten brækkede fingrende eller at angrebet vendte sig mod en selv fordi stødet var gået ind i ens håndled og fingre og resulterede i at man brækkede begge dele på en gang! Dust drejede kort hovedet mod hende da hun dukkede op ved hans side og virkede til at syntes om hende!

"At nedfælde en modstander i en kaskade af et blod bad er nemt nok men at fælde dem uden at efterlade andet end blå mærker og utrolige indre skader det er i sandhed en teknik man ikke sjældent ser!" sagde han roligt og virkede nærmest poetisk da han sagde det! Dust stoppede roligt da de nåede til gaveboden og han modtog en klækkelig sum penge for at have nedlagt Ace der var mange der havde væddet imod Dust og budende havde været noget så høje så der var derfor en ret så stor mængde penge der havde været i spil allerede da navnene på kæmperne blev nævnt! Dust tog en sjat af pengene fra bundtet og lagde resten i lommen før han rakte hende det han havde taget fra der var ingen tvivl at spore i hans bevægelser han fortrød ikke at han ville give hende dem og det var tydeligvis af en personlig grund at han gav hende dem!
"Tak for den interessante udfordring du gav mig her er lidt du kan bruge på dig selv se det som en gave fra en kriger der trængte til lidt spænding i livet!" sagde han roligt mens han stadigt holdt pengene frem mod hende og bare ventede på at hun tog imod dem!

Meget.. Smukt, som han kunne tale, denne Rumleskaft, tænkte Spurv og nikkede bekræftende, selv om hun ikke var helt sikker på, om han havde ret. Ikke at hun brød sig om blod, blod virkede bare lidt mere.. Effektivt? I hvert fald, hvis man var ene mod mange fjender. På den anden side var det godt, han ikke havde ønsket at se Aces blod. Et smil spillede om hendes mund, da hun hørte hans succes blive gjort op i tal.
De havde sandelig ikke haft høje tanker om ham, sådan som de havde gjort deres indsatser. Så gik han i gang med at sortere pengene? Nej, han rykkede bare en lille stak mønter væk fra den store bunke, der forsvandt i hans lomme. Og så rakte han de sidste frem mod hende.

Nej. Spurvs øjne blev smalle og kolde. Hun så fra hans hånd med pengene til de smalle sprækker, der var eneste vej til hans ansigt, og tilbage igen. Hun ville ikke have hans penge! Ikke hvad end han så sagde. Udfordring, pfft. Troede han, han kunne købe hendes venskab, købe hende?
Fra den tidligste barndom havde mistroen været til stede i Spurvs liv, og stadig blomstrede den lystigt i hendes indre. Stol ikke på nogen, havde gadebørnene altid lært, og de havde taget denne læresætning til sig, suget den ind til den blev reflekteret i deres våde, rindende øjne når de så på fremmede og stædigt løftede hagen i protest. Aldrig ville nogen lokke et halvvoksent gadebarn til noget. Aldrig. Og slet ikke med penge. Der var blevet statueret alt for mange eksempler. Børn, der gik med fremmede og aldrig kom tilbage. Blev solgt som slaver eller druknet for sjov. Eller andet, som Spurvs fantasi aldrig havde brudt sig om at udforske. Fordi de havde været godtroende. Fordi de havde troet, virkelig troet, løftet om et par mønter eller et måltid mad var reelt. Så dum havde man sjældent lov til at være. Det var sundhedsskadeligt.
Og når der så igenigen var een, der tilbød penge, bare helt 'tilfældigt', så vågnede mistroen i sin lune bolig og stak sit grove abeansigt frem. Grinede bredt. Spurv trak sig lidt bagud.
"Nej tak.."
Sagde hun og forsøgte at rive sit blik fra pengene. Det var sværere end forventet, måske fordi der altid havde været noget i hende, der ikke syntes, det skulle være sådan. Ikke en kritik af mistroen, mistroen var hendes ven, den holdt hende i live, men snarere sådan, at nogen havde penge og andre ingenting havde.
Jo, hun ville gerne have penge, men hvis hun nu stod i gæld til ham. Hvad så? Hun kunne ignorere ethvert krav, men hun havde alligevel set ham slås, og der var grænser for, hvor modig hun var. Bedre ikke at stille sig i den situation.
"Men det var.. Pænt af dig."

Dust så roligt på hende da hun ikke ville modtage pengene han var i den tro at hun var fattig at dømme ud fra hendes udseende og Dust ville give hende pengene ikke som en måde at lokke hende med sig på men som en tak for at give ham en udfordring af en karat han sjældent fik i disse kredse. For jo han fik da udfordring når han mødte en stærk modstander der kunne finde ud af at slå igen men at få en udfordring hvor han ikke måtte få modstanderen til at bløde det var noget han kunne lide det var en spændene udfordring at prøve at vinde og derfor syntes han at hun fortjente en form for tak for at give ham en grund til at træne så han kunne blive en bedre kæmper til den teknik han kendte så godt under navnet `hyuga taijuitsu´ en teknik der var svær at mestre uden byakugan øjne. Dust stoppede roligt og så på hende gennem revnerne i hans maske og tænkte lidt over hendes ord tyggede lidt på dem og prøvede at finde en måde at give hende dem på og hun forstod at han ikke ville hende noget.

Dust tog roligt en lille tom læderpose frem puttede pengene han ville give hende ned i dem og betragtede hende så mens han lukkede den og rakte den frem mod hende så den hang løst fra hans hånd.
"Jeg lader posen falde og løber væk fra den og jeg har ikke tænkt mig at komme tilbage efter hverken den eller dig!" sagde han roligt så hun kunne høre det mens alle andre var for optaget af at se på den i gang værende kamp "Så er det op til dig om du vil samle den op og beholde den eller lade den ligge så en anden grådig type kan samle den op og bruge som det passer personen!" Dust slap posen så den faldt mod jorden og allerede før den var landet havde han vendt sig om og var begyndt at gå mod omklædnings rummet hvor hans skab var da han var færdig for i aften og derfor havde tænkt sig at klæde om og gå. Nu var det bare op til hende om hun ville samle pengene op før nogen tog den og hvad hun gjorde derefter var jo selvfølgelig helt op til hende.

Han rørte knap en muskel, stod bare og forsøgte at læse hende, følte hun, men det var svært at tyde. Denne mand, Rumleskaft, var i mængden af beduggede krigere og berusede tilskuere den, hun var både mest bange for, men også den, hun fandt mest interessant. Han var som en lukket bog med læderbind. Hun kunne stirre på hans arrede overkrop til daggry uden at få et eneste svar, hun kunne glo ind i maskens smalle sprækker i evigheder, og hans øjne ville kun glitre derinde som blanke smykkesten, fuldstændigt udtryksløse. Hver bevægelse, han gjorde, afslørede endnu en side af ham, problemet var bare, at det var så godt som umuligt at stykke indtrykkene sammen til en helhed, i stedet var de bare løse puslespilsbrikker uden en ramme, uden en sammenhæng.
Samtidig var hun næsten sikker på, der vitterligt fandtes svar, fandtes udtryk, fandtes sammenhæng. Hvis hun bare bad om det, så.. Så ville hun få meningen, sammenhængen, det hele. Gjorde hun så det? Hun turde ikke.
Fulgte bare hans bevægelser med øjnene og glat ansigt. Han hældte pengene i en læderpose og talte. Ville forsvinde uden at komme tilbage. Han holdt den frem mod hende. Den dinglede løst fra hans hånd, men hun så ikke på den, selv om hun vidste, den hang der. I stedet så hun på ham med bydende blik. Gør det, sagde hendes øjne, gør det og se på mig.
Hvorfor? Det var mest, fordi der ikke var andet at gøre, måske også fordi det svage genskin af lysende krystaller, der viste sig i den mørke slids til udsyn, var eneste kontakt, der var med personen bag masken, den person, som Spurv så ihærdigt prøvede at fange flere glimt af, men netop som hun troede, hun virkelig havde hans fulde opmærksomhed, slap han posen og vendte sig og gik.
Spurv var hurtigere end så mange andre, hun trådte et skridt frem, som om hun ville gå efter ham, men hendes fod var meget præcist placeret: På pengeposen. Naturligvis lod hun ikke sådan en mulighed gå forbi. I stedet samlede hun posen op det øjeblik, han var helt ude af syne, og lod den forsvinde ned i en brystlomme under den strikkede trøje.
Alligevel var det ikke fuldt tilfredsstillende. Ja, hun havde fået penge, men.. Var det alt, hvad hun ville? Et eller andet sted krævede Spurv noget mere. En forklaring. Ikke på pengene, men på noget andet. På noget af det, der var inde bag ved, og det var så godt som uset, at hun drev ud mod skabsrækkerne, hvor han ganske rigtigt stod. Hun kiggede et øjeblik på hans ødelagte ryg og tøvede. Måske var det et fejltrin. Måske ville hun bare.. Ødelægge noget for sig selv. En drøm om noget andet, noget bedre, der gemte sig på den anden side, både på den anden side af en maske, men også på den anden side af et liv, af en tilværelse.
Spurv var født i slum. Spurv var opvokset i slum. Spurv var opdraget i slummen af slummen, og den havde givet hende en sær længsel efter noget meget grundlæggende, efter helte. Efter nogen, der kunne tjene som rollemodeller og som beskyttere, ikke mod verden, men mod alle tanker om verden. Et anker, der kunne give mening i meningsløshed, holde fast i de ting, man forstod. Simon havde været dette anker. Simon var ikke hjemme nu, og Spurv var helt alene. Hun havde grebet efter Ace, men Ace var drengenes helt. Hun havde grebet efter en af falskspillerne og forsøgt at gøre ham til en helt, men han havde aldrig været andet end en falskspiller, og han ønskede ikke at være andet. Hun havde grebet efter Nille, men lige nu var hun ikke at finde i denne verden.
"Går du nu?"
Spurgte hun tøvende og knækkede meget grundigt fingrene på begge hænder.

Dust havde allerede åbnet sit skab da hun spurgte ham og da han hørte lyden af hendes stemme så han i retning af hende stadig med masken der dækkede hans ansigt holdt fast af det sorte men nærmest ubemærkelige elastik agtige bånd der sad rundt om hans hoved gemt under det lyseblå himmel blå hår der gik ham næsten til skuldrene. Han havde for en gangs skyld opnået noget mere end bare penge ved at komme til en af disse illegale kampe, denne gang havde han nået ind til en ung pige og fanget hendes opmærksomhed, og måske endda hvis han var heldig hendes interesse? Han lagde roligt hovedet på skrå mens han tænkende betragtede denne unge pige, og som altid gemte hans maske hans ansigts træk fuldstændig men det betød jo som de fleste nok vidste, ikke at der ikke var nogen ansigt udtryk og efter lidt betænknings tid valgte han så at besvare hendes spørgsmål.
"Ja jeg går nu jeg har opnået det jeg ville for nu så jeg har ikke brug for at kæmpe mere i denne arena i aften!" sagde han roligt mens han tog en sort trøje ud af skabet og tog den på "Men jeg ville være meget interesseret i at tage dig med mig du virker som en interessant lille en!" Han fremdrog 5 daggerts fra sit skab en af dem var bundet helt ind så man ikke kunne se hvad det var for en, 2 af dem var så identiske at man skulle tro det var den samme daggert, den fjerde var en skyggedæmon daggert med et ravnenæbs formet blad og skede samt et ravne agtigt hoved som håndtag og den sidste var en smuk sort offer daggert med en rød rubin på enden af håndtaget et sort blad og rød sirlig skrift tegn og latinsk skrift. Han satte dem i sit bælte med vanlig hånd som om han vidste lige hvor de skulle sidde og offer daggerten blev taget med en stærk sort hale der voksede ud lige over hans bælte sted og satte daggerten på plads over hans røv.
Derefter tog han sin blå rejsekappe på tog hætten over hovedet og sidst men ikke mindst tog han sine 2 sjældne unikke sværd der var lige så lange som han var høj og placerede dem på sin ryg. Det ene var et skarpretter sværd med et smukt skinnende rent blad skarpt nok til at skære gennem sten som var det smør og det andet havde bladet bundet ind i et hvidt stof og havde en ujævn overflade da det var lavet af hajskind og kunne save gennem hvad den nu end skulle møde på sin vej når man svang det. Dust vendte sig roligt mod hende og virkede ikke det mindste påvirket af tanken om at hun nu i bund og grund vidste hvor hans våben var placeret han lukkede sit tømte skab gik roligt hen forbi hende og strøg en blid hånd gennem hendes hår da han gik forbi hende.
"Kom så unge dame jeg skal videre og jeg vil gerne have dig med mig!" sagde han roligt som om han ikke ventede svar på det han sagde lige før men derimod bare gerne ville have hende med sig så han havde selskab på hans ensomme vej gennem natten. Man kunne virkelig mærke på hans kølige hud og milde strøg at selvom han var vant til at håndtere en kvinde var han stadig et ensomt og flygtigt væsen der i sidste ende måske bare havde brug for selskab.

Han brugte lang tid på at svare. Selvfølgelig, tænkte hun og ventede tålmodigt, lænede sig op ad rækken af skabe og fulgte hans bevægelser med blikket. Det så umiddelbart ud, som om hun bare kiggede, men under hver smut, de blege, blå øjne lavede, lå en gennemgribende analyse. Hun var jo ikke dum. Hun vidste hvad indsigten betød. Hun lærte.
Han havde opnået det, han ville.
Spørgsmålet var bare hvad præcist, han havde villet opnå. Hun havde en nærende følelse af, at hun udmærket godt vidste det.
En interessant lille een. Et ironisk smil krydsede hendes mund. Han tømte sit skab for knive. De var udsøgte, ja, men Spurv var ikke imponeret. Hun forstod sig ikke på den slags våben, anså det snarere for noget, han kunne have købt hvor som helst. Dén med den røde sten kunne nok have været lidt svær at skaffe, men det var der altid råd for. Hvem sagde, han ikke kunne få ting til at forsvinde præcis som hun? Eller at han havde gjort sig fortjent til den?
"Hvorhen?" Spurgte hun uden at røre en muskel. Tage hende med sig. Det var ikke ligefrem fordi han var dygtig til at lyde uskyldig, sjældent havde hun fået en mere suspekt invitation. Hvorfor afslog hun så ikke? Sådan var det bare ikke, sagde hun til sig selv, og prøvede at lade være med at få det helt dårligt over sin nysgerrighed.
Han slog en hætte om skuldrene og stak to sværd på ryggen. Spurv slugte dem ublu med øjnene. Så han kunne ikke kun slås med næver. Hvorfor dog så mange våben, tænkte hun, og syntes, det var unødvendigt. Han havde jo vist, vad an kunne. Hvilke fjender kunne han have, som man kun kunne holde væk med to sværd og alt muligt.

Han gik tæt forbi hende og rakte ud efter hendes hår, men hun dukkede sig udenfor hans rækkevidde af ren instinkt. Det var ikke så sjældent at folk rodede i hendes hår, men så var relationen anderledes. Han havde givet hende penge.
Han var ikke en ekstra storebror, hun havde viklet om sin lillefinger ved at være kort og blond og slå en proper næve. Han var noget andet, og hun brød sig ikke om, at hun ikke kunne sætte en finger på det.
Hun så på ham, løftede hagen en smule og rykkede sig ellers ikke ud af flækken. Han ville have hende med, men hun var ikke færdig her, besluttede hun
"Og hvad ville du opnå?" spurgte hun stædigt. "Med kampen?"
Hun blev stående.

Dust stoppede roligt foran hende, med siden til hende og betragtede hende gennem maskens små kig huller, mens han tænkte lidt over om han skulle svare på hvor de skulle hen. Hvis man havde set de sidste nye efterlysnings af en fyr ved navn Dust, og måske bare læst det overordnet igennem, ville man straks kunne genkende Dust på trods af masken og det faktum at han havde brugt et dæknavn, til denne turnering og da Dust ikke kunne se nogen genkendelse i Spurvs ansigt, gik han ud fra at det ikke var gået op for hende hvem han egentlig var endnu, og det var han egentlig tilfreds nok med at hun ikke havde da det betød at hun ikke lige med det samme, ville have nogen fordomme om ham, eller noget i den retning. Han kom til den konklusion, at det nok var smart at svare på hendes spørgsmål, da han nok ikke kunne få hende til at komme med ham, hvis han ikke fortalte hende det.
"Til at starte med skal jeg videre herfra, jeg er sulten så jeg skal ud og jage efter noget at spise, og hvis du vil er du velkommen, til at komme med mig!" sagde han roligt, og vendte sig så mod hende så de stod ansigt, til ansigt.

Hendes spørgsmål fik ham alligevel til at tænke lidt, da han ikke kun var kommet for at opnå noget med kampen, men også var kommet for at se om han kunne finde nogen væsner, der kunne fange hans interesse, og det havde Spurv nemlig lige præcis gjort, og det var det han mente med at han havde opnået det han ville.
"Jeg kom egentlig ikke kun for kampene, selvom jeg er ret tilfreds med udbyttet af mine kampe!" sagde han roligt, mens han studerede hver en reaktion hun måtte få på hans svar, da en hver lille smule viden kunne være brugbart for ham "Denne aften har udviklet sig så godt, at du er blevet formålet med at jeg kom her! Jeg kommer som regel sådan nogle steder her, for at tjene nogle penge og for at se om jeg kunne finde nogle interessante væsner, og denne aften er det dig der har fanget min opmærksomhed!" Der var noget filosofisk over denne mystiske, maskerede fyr der stod foran hende, han var ikke lige just en tanketom tumpe, der lallede rundt og levede af at smadre folk, han var et højt udviklet, klogt væsen med evnen til at dræbe og en endnu større lyst til at gøre det, men det var selvfølgelig ikke altid han havde denne lyst.

"Så du siger altså," begyndte Spurv langsomt og hævede hovedet en tomme. Hendes øjne gled over ham, umulige at læse og ubønhørlige, som om de et øjeblik så helt ind i hans indre, splittede hans ydre til atomer eller en gennemsigtig skal, og kiggede hans kort, hans tanker og sindelag, men om hun overhovedet så, og om hun forstod det, hun så, var en gåde.
Hun lagde armene over kors og så med eet lille ud, hvilket måske var meget passende, for Spurv var lille. Men lille var ikke nok. Som hun stod der i halvmørket mellem skabene virkede hun både barnlig og voksen, som een der alt for tidligt er blevet bedt bære den voksnes byrder.
"At jeg er formålet?"
Hendes læber skiltes i et glædesløst tandsmil.
"Og at jeg skulle gå med dig ud at jage? Du jager vel i skoven."

Nysgerrigheden var forduftet. Tilbage var der en meget mere dybtliggende mistillid til hele verden, ikke mindst til denne mand.
Kunne han ikke selv se det? Kunne han ikke gennemskue hendes frygt?
Det kunne ikke være så svært. Den skinnede gennem hver pore i hendes krop, følte hun, og den fyldte hendes tanker med gyldne bobler, der slørede hendes klarsyn og fik hende til at føle sig uværdig. Hun var ingenting.
Kun et tåbeligt, lille barn.

Og netop derfor var hun på vagt, også, og måske især overfor denne mand. Hans øjne skinnede under masken, hans knive glitrede i det ringe lys, og han havde kæmpet så bravt, frygtsløst og koldt. Han vidste, hvor han skulle slå for at slå gennem det menneskelige sind og kroppen.
Hun kunne ingenting. Mod ham kunne hun ikke forsvare sig, tænkte hun, med mindre hendes alder holdt hans vrede på afstand, men - hvad hvis han ville noget, hun ikke havde lyst til? Hun turde ikke tænke tanken til ende.
Men hvorfor skulle han så fatte interesse i hende?
Hvad var hans motiv?

"Hvorfor skulle jeg ville gå med dig? Du er trods alt, jeg mener.. En fremmed mand."

"Jeg behøver ikke en skov for at jage jeg er skyggedæmon, alt med en skygge kan være mit offer, og i bund og grund kunne en hver person have været mit mål, hvis bare de havde været interessante nok, det viste sig sådan set bare at blive dig der var den person jeg fandt mest interessant!" sagde han roligt, mens han pludselig opdagede at hun var fyldt med frygt, en følelse så stærk i hende at han kunne mærke den "Så jeg kom ikke her lige præcis på grund af dig, men da vi begyndte at snakke blev det så til dig, men du bør ikke være nervøs jeg er ikke ude på at skade dig, jeg har nu mere tænkt på nogle helt andre ting, som jeg håber du vil synes om og sige ja til!" Dust tog sin maske af for øjnene af hende, for at vise hende hans ansigt og måske, kun måske skabe bare lidt mere tillid i hende til ham, nu hvor hun kunne se ham bedre an, og ikke behøvede frygte hvad der var bag masken. Dust havde et tykt ar ned af den højre side af hans ansigt, som lige passerede ved hans højre øje. Det så ud til at han havde lidt stor smerte, da han fik lavet det ar, men det så ud til at være healet fint.

"Jeg indrømmer da gerne at du langt fra er tvunget til at gå med mig, men tillad mig at begrunde hvorfor det måske kunne være godt at du gjorde det!" sagde han roligt, og så hende dybt i øjnene, med hans mystiske følelsesforladte ravgule øjne der dog var så utroligt smukke, og fangende at se ind i "Jeg kan måske ikke tilbyde dig alt i verden, men jeg kan tilbyde dig et sted at bo, træning, mad, tøj og hvad du ellers har brug for, for at overleve og have det godt!" Dust lagde roligt hovedet på skrå, og betragtede hende mens han afventede hendes respons på hendes tilbud. Han virkede slet ikke som om han ville gøre hende det mindste ondt, faktisk virkede han fuldstændig ærlig omkring hans tilbud, da han rent faktisk gerne ville tilbyde hende disse ting. Han så et godt potentialle i denne unge dame der stod foran ham, og han tænkte at han godt kunne bruge det potentiale til noget.

"Jeg behøver ikke en skov for at jage jeg er skyggedæmon, alt med en skygge kan være mit offer, og i bund og grund kunne en hver person have været mit mål, hvis bare de havde været interessante nok, det viste sig sådan set bare at blive dig der var den person jeg fandt mest interessant!"
Spurv spruttede ufrivilligt. Et næsten rasende, frygtsomt sprut og så et gisp. Man sagde da ikke bare.. Hvad man var?!
En skyggedæmon var et farligt, uhyre farligt væsen, tænkte hun, for det var vel det, der lå i ordet dæmon. Hun kunne bare ikke lige komme i tanke om, hvad en skyggedæmon var for noget. Måske havde hun aldrig rigtig vidst det, men stadig.. Stadig. Hun rensede sine tanker med viljens kraft alene og gengældte hans blik.

Mål! Hun brød sig ikke om den måde, han brugte ordet på. Det fik det til at lyde, som om han ville hende ondt, men det skulle han ikke få lov til. Hun knyttede ikke hænderne, men hun ville gerne. Som for at dække sine sårbarheder, klar til kamp. Men hun vidste, hun var ham underlegen. Selvfølgelig. Hun havde jo set ham i kamp, og han havde sikkert set hende. Han vidste, at hun var stærk frem for hurtig, at hun bed og kradsede, og at hun kun valgte modstandere, som hun vidste, hun kunne tage ved næsen.

"jeg er ikke ude på at skade dig, jeg har nu mere tænkt på nogle helt andre ting, som jeg håber du vil synes om og sige ja til!"
For det lød slet ikke suspekt. "Som hvad?" spurgte hun før han var færdig, ikke uvenligt, ikke interesseret, bare nøgternt, men hendes udtryk ændrede sig da han trak masken af. Først veg hun tilbage da han løsnede snoren (hvad kunne være så væmmeligt, at man ønskede at skjule det, var det magi? Var det ar? Var det ingenting, et tomt, sort hul, der stirrede ud af ingenting?) så gloede hun nysgerrig. Han havde et mærkeligt ansigt. Han var bleg, meget bleg, og et langt, rødt ar strakte sig ned over hans højre øje. Ellers var han da en meget pæn fyr, tænkte Spurv uden at lægge så meget i det. Der var mange pæne fyre i verden, det var virkelig ikke det, det kom an på. Og denne her, han havde et mærkeligt træk. Hans øjne. Hun havde aldrig set sådan nogle øjne før, eller - Jo, men kun hos dyr. Mennesker havde ikke den slags øjne. De var gyldne, som smykkesten, og der var sort dér, hvor der skulle have været hvidt. Det var ikke naturligt (men hvad var egentlig naturligt?), det var skræmmende og fascinerende på een og samme tid, og hun havde lyst til at se bort, alt imens hun følte sig mærkelig suget ind i dem.

"Jeg kan måske ikke tilbyde dig alt i verden, men jeg kan tilbyde dig et sted at bo, træning, mad, tøj og hvad du ellers har brug for, for at overleve og have det godt!"
"Jeg har et sted at bo," sagde Spurv og gjorde sit bedste for at lyde uimponeret. Ikke alt i verden? Tæt på. Eller - det ville det have været engang, men sådan var det ikke længere, Spurv havde en familie nu. Hun havde nogen, der ventede på, hun kom hjem om aftenen. Kroen var hendes hjem, hun havde mad og tøj. Nogenlunde.

"Så nej tak," sagde hun efter et sekunds overvejelse. "Men det er meget venligt af dig.."
Et pænt afslag. Det kunne han kun tage pænt. Der var bare eet lille problem. En lille detalje, der nagede hende. En stilhed inde i hende, der blev alt for stor, fordi hun vidste, hun havde prøvet at ignorere en bestemt del af tilbuddet. Hendes maske krakkelerede og blev næsten bedende.
"Hvad vil du træne?"

For hun havde jo set ham slås. Og hvis der var noget, hun ønskede sig.. Så var det det. Ikke at slås. Men den magt. Evnen til at stå imod enhver bølge, der måtte ramme hende. Hun ville ikke behøve at være bange.
Hun ville kunne tale til en maskeret mand uden at frygte for sit liv. Hun sank noget og så væk.
"Vil du træne mig?"

Til at starte med mens han snakkede, virkede flere af hans sætninger til at sende en reaktion gennem hende, af forskellige arter alt efter hvad det var han egentlig sagde. Især da han sagde hvad han var, virkede til at have en bemærkelsesværdig effekt på hende, men han så det som nødvendigt at nævne hvad han var, for at gøre det nemmere for hende at tage til overvejelse om hvorvidt hun skulle tage imod hans tilbud, eller om hun skulle lade vær.
Men da hun begyndte at snakke, kunne Dust hurtigt høre på hende, at hun ikke ville tage imod det, for det stod klart for ham fra det øjeblik hun sagde at hun havde et sted at bo. Men hun prøvede i det mindste at afslå på en høflig måde, og det var sjældent han oplevede den slags i hans kredse, de fleste var ligeglade med den slags høfligheds fraser, men sagde det blot som det nu engang passede dem.

Dust havde kun lige akkurat opgivet håbet om at få hende under sine vinger, da hun med en næsten bedende stemme spurgte ham, hvad han ville træne. Hvis det ikke var fordi han fandt det upassende, ville han have smilet men da hans smil var følelses forladt og derved koldt, ville det bare se ud som om han havde skumle bag tanker med at træne hende, havde nogle onde planer med hende, eller noget i den retning. Selvom hun havde sagt nej til hans tilbud stod den del af tilbuddet stadig ved, hvis altså hun ønskede hans lærdom ud i kamp, og det lød da også som om hun var interesseret da hun spurgte, om han ville træne hende, for det ville han skam gerne. Han så hende direkte i øjnene, for at vise vigtigheden af de ord han nu ville ytre.

"Ja jeg vil træne dig hvis du gerne vil tage imod den del af mit tilbud, men du skal på forhånd vide og være forberedt på, at hvis du tager imod mit tilbud om at træne dig, så vil det blive en hård træning!" sagde han roligt mens han fastholdte hendes blik, der virkede til ikke at kunne give slip på hans mystiske øjne "Jeg vil gøre mit bedste for at videre give min lærdom til dig, på den måde der vil være mest udbytterig for dit vedkommende, og hvis du er parat til at holde ved din træning kan jeg love dig for, at du også vil få meget ud af det! Og hvad angår det jeg har tænkt mig at træne dig i, så har jeg nogle vigtige hovedpunkter jeg som regel går ud fra i træning, det er de samme som jeg selv har brugt i min egen træning, så som din special evne, nærkamp, muligheder inden for distance kamp, samt sanser der er gode at have i brug både under og uden for kamp!" Han tog roligt en smøg frem, som han placerede i sin mundvige, og tændte som en slags kunstner pause i hans forklaring, af hvad han ville træne hende i.
"Hvad angår disse hovedpunkter, så indbefatter vi dem i din træning og retter dem til, efterhånden som det skrider frem, dog er nogle af dem vigtige at vi finder ud af, før vi starter din træning men hvis du tager imod mit tilbud, er det også det første vi så tager op!" tilføjede han til sidst, og tog et hvæs af sin smøg som tegn på at nu havde han snakket færdig.

Hans ansigt ændrede sig ikke synderligt mens hun fremmumlede sin lille bøn, kun de kolde, gule øjne syntes at tale mens de søgte ned i hendes og holdt hende fast som naglet til stedet. Gad vide, om han vidste, hvad hans øjne kunne, tænkte Spurv og bekæmpede en instinktiv trang til at springe og flygte som vinden. Det var der ingen grund til. Det var kun noget, hun ville, fordi hun følte sig på gyngende grund, ude hvor hun ikke kunne bunde.

"Ja jeg vil træne dig hvis du gerne vil tage imod den del af mit tilbud, men du skal på forhånd vide og være forberedt på, at hvis du tager imod mit tilbud om at træne dig, så vil det blive en hård træning!"

Spurv nikkede langsomt og mærkede en svag trods indvendig. Hun blev ikke skræmt væk, bare fordi det var hårdt. Så var hun død for længst. Han gav sig til at remse op: "special evne, nærkamp, muligheder inden for distance kamp, samt sanser der er gode at have i brug både under og uden for kamp!" Han fandt en cigaret. Spurv rynkede ikke på næsen, men det var tæt på. Ikke fordi hun fandt det ækelt, så langt havde hun slet ikke forholdt sig, og heller ikke, fordi hun ikke brød sig om lugten, hun var født på gaden, og lugten af røg var fuldstændig kendt for hende. Det var noget helt andet, der generede hende ved tobak: Prisen. Hun kunne aldrig finde på at ryge selv, kendte alt for mange historier om, hvordan familiers hårdt tjente skillinger måtte splittes op så faderen kunne få stoppet sin pibe eller fylde munden med skrå. Og cigaretter. I hendes univers var det en luksusvare, der lå langt udenfor normale menneskers rækkevidde.

På den anden side havde denne mand netop givet hende en sum penge, der i hendes øjne var meget stor, og som hun ville beskytte med sit liv.

"Hvad angår disse hovedpunkter, så indbefatter vi dem i din træning og retter dem til, efterhånden som det skrider frem, dog er nogle af dem vigtige at vi finder ud af, før vi starter din træning men hvis du tager imod mit tilbud, er det også det første vi så tager op!"

"Det lyder godt," sagde Spurv, som ikke havde forstået det sidste, han sagde overhovedet. Hovedpunkter, hvadfor hovedpunkter? Hun smilede et lille, kort smil, der ikke var særlig klædeligt, kun barskt og koldt.

"Jeg tager imod dit tilbud. Det gør ikke noget, det er hårdt. Jeg vil gerne lære det." Spurv var ikke bange for at komme til skade - eller det var hun, men hun var ikke bange for at gå igang med noget, der kunne indbefatte, at hun kom til skade.

Dust var udemærket bevidst om hans øjnes fangende effekt, for han havde mange gange brugt dette mod væsner der ikke var forberedt på sådan noget, så han kunne bruge sine øjne til at fange dem som en rotte i et lille bur. Dust betragtede hende fortsat på denne måde, mens hun virkede til at tage hans ord op til overvejelse, og en gang imellem tog han et hvæs af sin smøg og pustede en røg sky ud, der dovent forlod dem med vinden og tyngede ud til det ikke var mere.

Da hun så kom til et punkt hvor hun begyndte at svare på det han havde sagt, og hun takkede ja til hans træning nikkede Dust roligt med hovedet som tegn på forståelse af, at hun ikke havde noget mod at det ville blive en hård træning, og at hun gerne ville lære hvad han havde at tilbyde hende af træning. Med en let bevægelse med hovedet, gav han tegn til hende om at følge med ham før han slap hendes blik, og gik videre ned af gyden. At have noget at lave, var en tanke han syntes om og at det var træning af en som hende, fandt han interessant da han selv kunne lære noget af det, samt vedligeholde sin egen træning samtidig.

"Jeg foreslår at vi for denne gang bare begynder at snakke om hvor vi skal starte, men du kan også bare sige til hvis du gerne vil hjem og slappe lidt af, før vi begynder på det?" sagde han roligt med en spørgende undertone, da han lod det være op til hende hvad hun gerne ville nu. For hans vedkommende gjorde det ikke den store forskel om de startede nu, eller ventede til hun havde fået sovet og haft mulighed for, at føle sig frisk til hvad der nu ventede hende i hans selskab.

Hun tøvede først, så fulgte hun efter ham som han begyndte at gå. Nathan var et sted ude i mørket, mærkede hun, og det føltes rart. En tryg forvisning om en evig ven. Ah, Nathan, lige udenfor synsfeltet, lydløst svævende. "Hvor vi skal starte? Hvad?" Spurgte Spurv. "Hvad skal der da ske?" Hun ville vide besked. Det var ikke sådan, at hun gik ind til noget uden at have forberedt sig. Ikke frivilligt, i hvert fald. Det var bedst at være beredt.

"Ellers ved jeg jo ikke, om jeg vil hjem." eller om jeg vil væk, tilføjede Spurv i tankerne, men det var kun en lille bitte stemme, den havde mistet sin magiske magt over hende. Nysgerrigheden var vakt, og den var svær at dæmpe nu. Spurv holdt øjnene rettet mod manden foran sig. "Hvor har du lært at slås sådan? Og - Hvad hedder du?" Det kom lidt tøvende, men også med interesse bag ordene. Oprigtig interesse.

Han undrede hende. Hun foldede hænderne som hun altid gjorde. Han havde det her mærkelige ansigt, den mærkelige maske og de mærkelige ar. Hvad havde - hvem havde gjort det ved ham? Hvorfor var han sådan? Hun ønskede et sted at forstå det, alting. Hvor de kom fra, hvorfor verden var, hvorfor hun havde en uglebror. Men så simpelt var det ikke, og det var kun en lille del af hende, der stadig håbede på oplysning. Resten troede på de store mysterier.

Dust så roligt på hende, da hun ikke virkede til at forstå hvad han snakkede om, og det undrede ham lidt, da han ellers troede at han havde forklaret situationen sådan rimeligt godt. De snakkede jo om, at hun tog imod hans tilbud om at træne hende, og det var så træningen der var hoved emnet her.
"Der skal ske det som jeg har fortalt dig, vi skal starte op på din træning, og før vi kan det skal vi finde ud af, hvor vi skal starte henne!" forklarede han roligt mens de gik side om side "Og med det mener jeg, at da jeg ikke ved fuldt ud hvad du kan, så er jeg nød til at finde ud af det, og så kan vi opbygge din træning, ud fra den viden!"

Hendes sætning om hvorvidt hun ikke vidste, om hun ville hjem, undrede ham faktisk lidt, for hvis hun havde et trygt hjem at komme hjem til, hvorfor ville man så ikke hjem til dette hjem? Men han valgte at skubbe den tanke fra sig, da hun spurgte hvor han havde lært at slås, på den måde som han kunne.
"Hvor jeg har lært at slås, indbefatter en lang og kompliceret historie, der er meget tæt forbundet til min livshistorie, og derfor vil tage mig lang tid at forklare dig!" sagde han roligt mens han betragtede hende, med hans smukke og følelses forladte øjne.

//Sorry, ingen kreativitet overhovedet x.x Lad os skynde os i gang med træning!//

Spurv bed sig i læben, mens to sider af hende kæmpede. Nysgerrighed mod mistro. Mistro var stærk, den lå i hendes knogler, holdt hendes hjerte i et isgreb, mens nysgerrigheden var som en mælkebøtte, spirede frem det øjeblik, man vendte hovedet væk, en varm glød, der kunne lyse op i et barnligt sind, der alt for tidligt var blevet underlagt voksenlivets ansvar. "Så.. Lad os komme i gang," sagde hun, og et lille smil, næsten usynligt i nattemørket, oplyste de blege, blå øjne. De fulgtes ad ned gennem de små gader. Hvorhen mon? Hun noterede sig hvert et sving, de to, hvert et hus, og vidste, hun ikke ville fare vild her. Ikke i hendes by, ikke i Rotten Root District, og ikke med Nathan. Det var en anden historie. En skytsengel, en vingebåret bror. Manden havde ikke set ham og vidste ikke, hvad himlen rummede. Ikke endnu, hun ville nok fortælle ham det. Måske.

Spurv rettede på sin store sweater så den sad bedre, så lagde hun hovedet på skrå. "Men vil du fortælle mig om det det? På et tidspunkt." Hans liv. "Du kan vel godt sige, hvorhenne, du er blevet god til at slås, er det et sted, man kan komme hen?" Der var ikke noget håbefuldt i stemmen, den var bare interesseret. Hun kendte sine begrænsninger.
"Og hvad du hedder? Det skal man sige." En selvsikkerhed fyldte hendes ord. Et navn ville hun have.

Hendes iver efter at komme i gang, fangede hans opmærksomhed og han kunne ikke lade vær, med at klappe hende på hovedet, med et følelses forladt smil på læben.
"Jamen sikke en kær iver du har lille ven, men hvad siger du til at vi invitere din flyvende ven ned til os, så jeg kan hilse på din nærmeste familie?" spurgte han roligt, og gav hende uden varsel den viden, at han udemærket godt vidste at hendes tvillingedyr fløj nær dem. Dust havde lagt mærke til dens bevægelse i mørket, og følt at sneuglen fulgte efter dem siden de forlod det nedlukkede sted, hvor han havde mødt Spurv, men når det egentlig kom til stykket var det faktisk mest et gæt, da han kunne mærke at hun var en santuine, men han ikke helt kunne være sikker på dyre santuinen i den slags forhold.

"Jeg kan jo starte med at præsentere mig selv, jeg er dæmon sandet fra skyggerne, the backblowing wind fra fremtiden, sandet der ironisk nok går under navnet Dust!" sagde han poetisk mens de gik ud af byen, til de nåede et mere åbent område lige uden for byen, hvor de var mere omgivet af natur og var frie, til at kunne træne sammen "Og hvor jeg har lært min træning, vil jeg gerne fortælle dig, for min historie er skam ret interessant! Meget af min træning har jeg lært, langt ude i fremtiden i en forfærdeligt hård tid, som jeg ikke ønsker et kært væsen som dig skal opleve!" Dust smilede tomt til hende, da de stod på det åbne område med front mod hinanden.

"Hvis du vil, kan jeg fortælle en historie til hver kamp art jeg viser dig, og jeg har faktisk tænkt på at lære dig en blanding, lidt lige som mma!" sagde han roligt "På den måde får du et bredt spektrum indenfor forsvar, såvel som inden for angreb, og det giver dig en god mulighed for at overleve!" han så afventende på hende, for at høre hendes mening.