Well..... You don't know me, but i know you and i have something to tell you!//Nille//

Sted: Gyderne
Tid: 18:09
Vejr: Lidt blæsende
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

17 år var der nu gået... For 17 år siden blev skammeren født, Nille.. Pigen som Lailah nu også havde beskyttet i 17 år, og nu følte hun endelig at hun var klar til at fortælle Nille at hun havde våget over hende siden den dag hun blev født. Mest fordi at nu havde hun været død en gang, men genopstod som en dæmon.. Hun vidste ikke hvordan det gik til, men hun vidste at hun slev havde været død.. Hun lagde dog i sin seng og vågnede kort tid efter, så det var ikke noget hun mærkede sådan rigtig til, men et spørgsmål plagede hende. Hvorfor var hun genopstået? Hvad var der sket, og hvorfor var Nille ikke en Shapeshifter mere? Det tog Lailah flere dage at tage sig sammen til at fortælle Nille at hun har en skytsengel.. Så nu fløj Lailah rundt oppe i luften og så ned på mennesker for at finde Nille. Hun havde ledt efter Nille i et lille stykke tid, og hun havde på fornemmelsen at hun ikke kunne være langt væk nu.
''Der!'' Mumlede hun for sig selv da hun fløj hen over en gyde. Hun fløj ned foran Nille og stilte sig foran hende. Vinger + en hvid kjole..... Ja, hun lignede men sandten en rigtig engel, som lige var fløjet ned fra himlen og skulle bringe en besked fra gud til Nille, men så vigtig var Lailah nu ikke i denne verden. Lailah trådte et skridt tilbage og så spørgene på Nille ''Nille?''

Efter at have puttet Toby i sikre hænder, valgte Nille at gå en tur efter noget føde. Hun var sulten, og hvis hun ikke snart fik en sjæl ville hun gå amok! Nille fulgte efter en speciel dreng der gik ud af menneskemængden, og længere ind i gyderne hvor der ikke var nogen andre end de to. Eller var der? Nille opdagede ikke en engel flyve rundt efter Nille.
Nille havde en brun jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse på. Hætten var ikke oppe. Den hang hende ned af ryggen med hendes løse sorte hår. Hendes lysende blå øjne fulgte hver en af drengens bevægelser... Indtil en engel fløj ind foran Nille.
Hun gav et forskrækket piv fra sig, og hoppede tilbage. Automatisk rakte hun ud efter et sværd der slet ikke var der. Hun så på sin hånd der havde rakt ud efter sværdet, der slet ikke havde været der. Hun sukkede irriteret, og så på englen med store øjne. Vent hvad? Hvordan kunne englen kende hendes navn?!
"Hvem er du?" Hun så advarende på englen. "Hvordan kender du til mit navn?" Nille følte sig usikker. Hun trådte et skridt væk, og spændte sin krop. Vinden beroligede hende... Hvis denne engel prøvede på noget... Var Vinden der.

Lailah hev hurtigt hænderne frem og bakkede lidt tilbage, Nille skulle ikke tro at hun ville hende noget ondt når det var helt det modsatte hun ville. ''Rolig Nille, jeg gør intet.'' Sagde hun med et lille smil og en beroligende stemme. Hun lagde langsomt hænderne ned langs siden og hev vingerne ind til sig igen, uden vingerne så hun mindre og mere spinkel ud. ''17 år...'' sagde Lailah med et lille grin, som om hun var en gammel mormor der ikke havde set sit barnebarn siden den var helt lille. Hun satte hænderne i siden og smilede lidt for sig selv inden hun fortsat. ''Jeg har våget over dig i 17 år Nille.'' Hun holdt en kort pause igen, men fortsat så hurtigt da hun ikke var helt færdig med at snakke endnu. ''Jeg er din skytsengel hvis du ikke selv har regnet den ud endnu''
Hendes blik faldt til jorden og blev liggende der i et lille stykke tid. Hun følte sig lidt.... Eller nej, hun håbet at Nille ikke ville tage sig af at hun blev dræbt, det var Lailahs skyld hun skulle havde været der for hende, men hun svigtede hende... men nu var hun tilbage for at sørge for Nille gik direkte ind i hendes skæbne.
''Jeg ved ikke om du ved noget om skytsengle, men jeg er her i hvert fald for at beskytte dig og det har jeg været lige siden den nat du blev født.'' I en hurtig, og lidt for truende bevægelse trådte hun frem og rakte hånden mod Nille med et stort smil tværet ud i hele ansigtet ''Uh! Jeg hedder forresten Lailah''

Nille var slet slet slet ikke tryg ved den engel. Engle var rare, og søde væsner, havde hun fået fortalt, og efter at have mødt Ramiel for anden gang troede hun på det. Ramiel der havde været total mishandlet, og tortureret... Levede han mon stadig? Kun tiden kunne vise det. Nille spændte sin krop endnu mere, og ønskede brændende at hun havde noget hun kunne forsvare sig selv med... Som ikke var evner!
17 år?
Nille snerrede advarende, og blottede sine tænder, hun var jo stadig lidt af en panter. Hendes hjerte bankede afsted, og hendes tanker var. *Løb! Her er ikke sikkert! ... Eller er der?* Nille stivnede da englen sagde  at hun havde våget over hende. Havde englen virkelig set Nille smerte, og lide af sorget over sin mormor? Set hende brænde huset, og opdage sin skammer evne? Set hende løbe i skoven i panter form? Set hende møde de vigtige personer i hendes liv, og hendes fjender? Set hende forelske sig i en hvidhåret dreng? Set hende... Skytsengel?! Det var dråben!
"Hvis du er min skytsengel, hvor var du så dengang jeg blev slået ihjel?!" Ordene var rasende, og hun råbte. Nille trak vejret hurtigt, og hendes øjne var rådvilde. Nille så trodsigt, og rasende på kvinden, og hun knyttede hænderne.
"Lige siden jeg blev født? Jeg så da sandelig ikke meget til dig da!" Hun råbte ikke, hun snakkede bare lidt højt.
Nille hoppede automatisk tilbage da kvinden - som åbenbart hed Lailah - gjorde en lidt truende bevægelse. Nille så mistroisk på hånden, og gik lidt tilbage.
"Hej." Var det eneste Nille ville sige.

Lailah blev nød til at træde et skridt tilbage, hun kunne se hvordan det plagede Nille, at hun ikke havde været der for hende da hun jo er hendes skytsengel. ''Nille.. Tag det roligt!'' Hun havde igen sat parraderne op, for at vise at hun undskyldede osv. ''Ja jeg er din skytsengel, men jeg er ikke dig. Det vil sige at jeg ikke skal gøre alt for dig, hvis jeg ikke havde ladet dig være i fred alle de gange du havde det svært, så var du ikke blevet til den stærke kvinde som du er idag...'' Hun fjernede langsomt hænderne og lod dem glide ned langs siden igen. ''Men den dag du døde.....'' Hun sukkede og så ned i jorden. ''Det er ikke meningen jeg skal holde øje med dig konstant, jeg var ikke i nærheden den nat du døde, og da jeg kom frem...'' Hun sank en klump og fortsatte. ''Var du død.'' Hendes blik flakkede lidt rundt, men endte til sidst i Nilles øjne.
''Okay så... Nille, hvis der er nogen måde jeg kan gøre det hele godt igen på, så fortæl mig det! Lige meget hvad vil jeg altid være sin skytsengel, og du kan ikke slippe af med mig.''

Troede pigen at dette var sjovt for Nille? 'Hey, jeg er din skytsengel!', ja det var sgu da skide sjovt at høre, lige ud af det blå! Troede Lailah seriøst at Nille ville smile, og give hende et kram? Specielt nu hvor Nille havde været igennem så mange lidelser? Nilles øjne var rådvilde, og hun viste tænder. Hun blottede tænderne, og knyttede hænderne.
"Stærke kvinde?!" Hun spyttede ordene ud. De lysende blå øjne fik sorte prikker i sig. "Du har ingen ide om hvad jeg bliver kaldt af flere personer. Barnlig. Svag! Jeg kan ikke se den stærke kvinde som du snakker om." Lige nu følte Nille intet andet end had til Lailah. Hvor vovede Lailah at komme og sige 'jeg er din skytsengel, og jeg har våget over dig i 17 lange år.'.
Nille rankede sig, og stod normalt. Ingen blottet tænder, ingenting. Ingen følelser i øjnene.
"Ikke konstant nej, men er det ikke ligesom meningen at skytsengle skal sørge for at dem de beskytter ikke dør?" Spurgte hun hånligt, og lagde armene over kors.
Det sidste Lailah sagde irriterede Nille.
"Hvorfor valgte du overhovedet mig?! Jeg har ikke brug for din hjælp!"

''Det kan godt være du ikke kan se den stærke kvinde jeg taler om, men det er fordi du er forblændet af så meget andet! Prøv at se det med andres øjne, prøv og se tilbage på alt det du har opnået i dit liv!'' Lailahs stemme havde rejst sig op på et nyt level og hun blev næsten vred over at Nille ikke kunne forstå hvad hun sagde til hende.
Hun lukkede øjnene for at få styr på hendes stemme igen, men så sagde Nille noget. Noget hun ikke brød sig om. er det ikke ligesom meningen at skytsengle skal sørge for at dem de beskytter ikke dør?" Det var som at få en knytnæve lige i maven. Den lille sætning tog hårdt på Lailah og det slog klik. Hun tog -med vilje- et truende skridt frem mod Nille og borede hendes øjne ind i Nilles. ''Hør her Nille, og hør godt efter! Jeg er ikke som andre skytsengle, jeg vil ikke passe på dig hele tiden, jeg vil give dig muligheden for at leve normalt uden at jeg hele tiden skal være der og sørge for at du aldrig oplever noget som bare er lidt farligt!'' Hun holdt en kort pause for at få styr på stemmen igen. ''Indrøm det, når du kæmper eller gør noget der er lidt farligt, så elsker du følelsen af adrenalin der pumper rundt i kroppen!'' Lailah trådte atter et skridt tilbage og endelig fik hun fuld kontrol over hendes stemme igen.
''Ikke brug for min hjælp? Du er allerede død engang, jeg vil ikke lade det ske igen.'' Et glimt i hendes øje viste at hun morede sig over Nilles sidste kommentar.

Alt det hun havde opnået?! Ja, hvad havde hun opnået? Fjender. Sorg. Smerte... Men også glæde. Men mest af alt sorg, og smerte. Andres øjne... Barnlig. De havde kaldt hende barnlig. Det ville hun ikke høre på mere. Nu ville hun være fri... Fri fra alle fordomme mod hende. Hun havde ikke tid til at høre på andre kalde hende barnlig. Hun skulle beskytte dem hun holdte af, og sørge for at dusørjægerne ikke fik fat i hende, og hun ville have hævn... Men så alligevel ikke. Hun ville ikke hævne sig på Sean. Hvorfor skulle hun? Det var nok hævn at han overhovedet havde dræbt hende. Eller jo, det havde han. Men at hun vendte tilbage.. Det var triumf for hende.
"Jeg har ikke opnået noget som helst." Sagde hun blot. Hun så tomt på Lailah, og var ligeglad med at de ord hun sagde meget vel kunne få den sidste dråbe til at flyde over ved Lailah.
Da Lailah trådte et truende skridt frem mod Nille tog en vind fat i Nilles hår. Nilles øjne var dem man ikke skulle se ind i, før man vidste af det kunne de være sorte. Man ville være fanget i dem.
"Jeg har allerede nogen til at beskytte mig som jeg slet ikke har brug for..." Sagde Nille bare, og lagde armene over kors. Det næste Lailah sagde... Var Nille nød til at give ret i. Derfor sagde hun ikke noget til det.
"Hm..." Nille så væk. "Jeg var svag dengang, nu er jeg stærkere." Nille vendte ryggen til, og begyndte at gå lidt væk. Hun mente ikke at der var mere at snakke om.

//Undskyld hvis det er lidt svært at forstå, men jeg sidder med en dum Ipad fordi min computer ikke gider at tænde!//

''Har du ikke opnået noget?'' Lailah stod og gloede på Nille, som om det var den største løgn hun nogensinde havde hørt. Hun forstod ikke hvordan Nille ikke kunne se det, det var ufatteligt og Lailah ville ikke lade hende gå derfra, før hun havde fået banket noget fornuft ind i den knold. ''Det kan du ikke mene....'' Sukkede hun. Hvis Nille endnu ikke kunne se hvad hun havde opnået, så måtte Lailah nød til at åbne hendes øjne op så hun kunne se det. Da Nille begyndte med at gå, foldede Lailah hendes vinger ud og helt uden at tænke på omkostningerne, greb hun fat i Nilles arme og fløj op med hende. Havde Nille tænkt sig at bruge en af hendes evner, så ville de nok styrte ned, men heldigvis skulle de ikke flyve særlig langt, så efter et par minutter landede Lailah foran en lille pige og hendes moder. Hun smilede til Nille og i det øjeblik Lailah gav slip fra hende, løb den Lille pige hen til Nille og gav hende et stort kram. ''Se mor! Det var damen som har ordnet far!'' Pigen sendte hendes mor et stort, tandløst smil og vinkede hende derhen. Hun rev lidt i Nilles tøj og hviskede med en lille kær stemme ''Ve' du hvad? Min far slår ikke mere..'' Hendes smil blev bredere og hun pegede ind i hendes mund ''Og jeg får snart min første tand!'' Pigen havde selvfølgelig haft tænder før, men dem havde faderen åbenbart slået ud. ''Vi skal gå nu.'' Lød det henne fra hendes mor, som ikke var lige så begejstret for at se hendes barns redning. Pigen gav Nille endnu et kram og gik så sammen med hendes mor.
Stilheden skyllede over dem, men efter lidt tid brød Lailah tavsheden. '' Ikke opnået noget siger du?''

//Din computer er flabet o.o xD//

Nej, Nille havde intet opnået! Intet! Nille var stædig. Hun ønskede ikke at snakke med Lailah mere. Hvis hun ikke kunne se at Nille intet havde opnået, havde de intet at snakke om. Nille ignorerede Lailah fuldkommen, og fortsatte bare med at gå.Hun gispede let da Lailah greb fat i Nilles arme. Hun så op på Lailah.
"Slip mig!" Snerrede hun højt. Hendes øjne lynede og blev kort sorte. De blev dog hurtigt blå inden der skete noget. Hun klynkede svagt, bange for at falde ned. Nille så på den lille pige og moderen. Hun var klar til at forsvare sig selv, men stivnede helt da pigen krammede Nille. Damen der havde ordnet far? Nille havde hjulpet så mange... Hun så ned på pigen, og kunne mærke at den ene mundvige blev der trækket lidt i så der kom et lille smil. "Det er godt han ikke gør det mere." Hun grinede lavt. "Hvor er det dejligt for dig." Et kærligt smil spillede om Nilles læber. Nille så op på moderen og hendes blik blev kort koldt. Nille smilede til pigen.
Nille så på Lailah med et koldt blik. "Fint." Hun sukkede lavt. "Men, der er stadig folk der hader mig, og vil have mig død."

//Du har ret... Men jeg fik min mor til at skælde den ud, også tændte den på magisk vis! xD//

En usynlig snor trak i hendes mundvig, som var hun en usædvanlig marionetdukke uden vilje til noget som helst, for hun prøvede at holde et smil tilbage, som hvis hun ikke prøvede at holde det tilbage, ville nå hende op til øjnene. Hun fik en dejlig boblende følelse i maven da hun kunne skimme et lille smil fra Nilles side af, det viste bare at Nille havde forstået konceptet i at være skammeren.. Eller... Hun håbede i hvert fald, at Nille nu kunne se at hun gjorde folk omkring hende glade og hjalp dem.
Snoren ville ikke give op og hev lidt mere til, da pigen var forsvundet og Nille indrømmede at hun havde opnået noget godt i denne verden. At hun så lige skulle ødelægge Lailahs glæde, ved at komme med kommentaren om at fok stadig ønskede hende død, fik snorene til at løsne sig lidt, men ikke nok til at hun ikke havde et smil på læberne.
''Alle har fjender Nille.'' Hendes smil hang ved og hun fortsatte. ''Der er meget ondt i denne her verden, skammerens job er at finde det onde og stoppe det, og derfor har du fået flere fjender end normalt, fordi du har hjulpet de gode mennesker som sad fanget i det onde.'' Et skævt smil faldt over hendes læber og hun bad inderligt til gud, om at hun skulle forstå det. Lailah troede dog ikke helt fuldt og fast på gud, men hun troede på at der var noget. Hvordan skulle man også kunne modbevise det, når folk der ikke er fra underworld, tror at vampyre og varulve er en myte?
''Du er et godt menneske Nille..''

//Wuhuuu! xD//

Så nu troede Lailah at hun vidste alt om Skammerne? Skammerne hjalp folk i nød, ja. De ville beskytte det gode fra de onde. Hun sukkede lavt, og vendte sig om mod Lailah.
"Du ved ikke mere om Skammerne end jeg, Lailah. Jeg er en Skammer, og jeg kender næsten alt til vores tro, og det hele." Nilles stemme havde en advarende undertone. Hun rystede på hovedet, og lagde armene over kors. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Jeg er ikke et menneske. Jeg er en sjæledæmon." Var Nilles kolde svar til det sidste.
Hun sukkede lavt, og så ned.
"Hvad vil du så gøre nu?"

//Kort svar, sorry... //

//Korte svar er fine så længe man kan svare tilbage på dem! //

''Sandt, jeg ved ikke mere end dig med hensyn til skammeren, jeg pointerede bare hvorfor du har så mange fjender som du nu har.'' Den advarende undertone fra Nille, ignorerede hun. Det var muligt at Nille var irriteret på Lailah og bare gerne ville have hende til at forsvinde, men sådan legede de ikke. Lailah havde valgt Nille som den hun skal beskytte, og det kunne ikke laves om. Slut.
Hun kvalte et grin da Nille svarede på det næste. ''Nu siger du bare noget, for at sige noget.'' Et lille smil kom frem på hendes læber. ''Du har ændret dig meget Nille.. Da du var en Shapeshifter var du meget mere rolig, men ser du, der er skam en grund til at jeg vælger at vise mig for dig nu.'' Nille havde forandret sig meget på det seneste og selvom hun blev ved med at hjælpe folk, var det som om der var noget der åd hende op indefra. Hun lagde forsigtigt en hånd på Nilles skulder og sendte hende et forsigtigt smil. ''Nille.... Hvad er der galt?''

//Godt godt, prøver også at komme med noget du kan svare på xD//

Nille vidste da godt det var derfor? Seriøst... Lailah pissede Nille af. Hvilken irriterende skytsengel. Hun fnøs lavmælt, lagde armene over kors, og kneb øjnene lidt sammen mens hun så på Lailah. Hendes øjne var følsesløse, og det samme med hendes ansigt.
"Jeg ved godt hvorfor jeg har så mange fjender. Og Skammer delen er ikke kun en del af det." Sagde Nille koldt, og hævede et øjnebryn flabet.
Nilles vrede blev samlet til raseri, og hendes øjne fik et skær af raseri over sig samtidig. "Nej jeg gør ej." Nilles stemme var rasende. Hun prøvede at beherske sig.
"Og hvad er den grund så?" Nilles stemme var lidt flabet.
Da Lailah lagde en hånd på Nilles skulder skulle hun til at skubbe den væk, men Lailahs ord stoppede hende. "Toby er død." Hun nåede ikke at stoppe sig selv før ordene var ude. "Min søn er død... Dræbt for øjnene af mig... Af min mor." En tåre gled ned af Nilles kind..

//Vent, hvis hun er ødelagt nu, skal vi så også sige hun er Drevens? o.o//

’’Forkert Nille, skammerdelen er netop derfor. Var du ikke skammer, var du ikke blevet til den du var i dag.’’ Belærte hun Nille, med et tilfreds smil på læberne. Nilles flabet og koldhed rørte ikke Lailah det mindste. Hun kunne vrisse så meget f hende som hun ville, det ville ikke røre Lailah.
Hun grinede svagt af hendes protest, men ville ikke svare på det. Der var ingen grund til at gøre hende -mere- vred. Lailah tøvede lidt og så ned i jorden, da hun spurgte hvad grunden var. ’’Fordi dit liv som du kender det måske meget snart ændre sig..’’ ondskaben i Lailah hobede sig langsomt op i hende og kunne måske ende med at få hende dræbt til sidst. Hvilket ikke ville være så godt for Nille…. ’’Jeg har brug for din hjælp til at holde mig på den gode side. Jeg har det som om jeg bliver ædt op indefra!’’ hendes stemme var en smule frustreret.
//Lailahs alter ego er der endnu ikke endnu. xD//
Lailah gik nærmest i chok over det hun sagde. Var Toby død! Vent hvad? Nej… Hun kunne ikke kapere dette! Da hun så Nilles tåre trak hun hende hurtigt ind i et kram og strøg hende forsigtigt og beroligende over ryggen. ’’Er din mor stadig i live?’’ spurgte hun.
//Nej. xD//

//Godt godt, og okay. xD//

Så, Lailah stod egentlig og sagde at Nille havde så mange fjender fordi hun var skammer? Hun himlede med øjnene. "Nej. Så var jeg blevet en fin dukke, som ville blive giftet væk, blive behandlet uretfærdigt. Så sandelig nej, jeg ville ikke blive som jeg var idag, hvis det ikke var på grund af evnen." Lailah kunne godt tørre det smil væk. 
Hun hævede et øjnebryn. "Og hvordan ved du så det?" Lailah var latterlig, ifølge Nille. Lailah kom her, sagde hun var Nilles skytsengel og derefter begyndte at plapre om alt muligt underligt om at Nilles liv snart ville ændre sig? Uuuhhh! Nu var hun da virkelig bange! *Mit liv forandrer sig hele tiden.*  Nille lagde armene over kors. "Hvad pokker snakker du om?" Hun kneb øjnene lidt sammen, men hun virkede mere.. alvorlig nu. 
Det at Lailah trak hende ind i et kram, var en trussel fra Nilles synspunkt. Hun kunne ikke lide at LAilah rørte sådan ved hende... Så, Nille gjorde simpelthen det der først faldt hende ind. "Slip mig..." Beklageligvis ville det ingen effekt have. Men skammer stemmen havde en skræmmende kraft over sig, for når man hørte stemmen og man kendte Nilles evne, ville man vide det var en trussel. Slip mig, eller jeg bruger min evne mod dig! Sådan var truslen i dette tilfælde. "Ja, beklageligvis er hun stadig i live!" Nille rev sig fri af Lailahs omfavnelse - hvis det da kunne lade sig gøre, hvis nu Lailah ikke stædigt holdte fast?

Godt, hun havde forstået det... Det irriterede dog Lailah, at nille sagde det med denne toneleje. ''Netop, så sæt pris på det du har.'' svarede hun halvhjertet tilbage. Hun forstod stadig ikke hvorfor Nille blev ved med at være så fjendtlig, men ak ja, det var jo selve skammeren hun stod overfor ikke? Th..
Lailah sukkede svagt over Nilles og hendes egen uvidenhed. Lailah vidste ikke hvad der var galt med hende, men hun vidste at hun ændrede sig meget for tiden - og hvis hun ændre sig, burde Nille bekymre sig da det i sidste ende kunne gå ud over hende. ''Jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg ændre mig og at du burde bekymre dig.'' intet smil, hvilket betød hun var alvorlig og at der ikke var tid til spydige kommentarer.
Lailah kendte godt til Nilles evne, så hun vidste godt at dette blot var en advarsel - hvilket ikke var nok til at sætte en stopper for Lailahs kram. For hvorfor skulle hun skamme sig over et venligt kram, som stort set altid skulle betegnes som noget godt? Skammeren gik vel ind for retfærdighed, så hvorfor skulle hun få Lailah til at skamme sig over noget godt? Det ville i hvert fald ikke være særlig skammer agtigt. ''Hvorfor gjorde du ikke noget ved din mor?'' aldrig havde noget lignende kommet ud forbi hendes læber.. Lige der opfordrede hun faktisk Nille til at dræbe hendes mor, men det var kun fordi at Nille og Lailah havde dette specielle bånd der gjorde at Lailah tænkte sådan. Lailah gav sig ikke da Nille ville rive sig fri, næ nej! Den tøs skulle gengælde det kram!

Nille var godt tilfreds med at have irriteret Lailah, hun kunne fornemme at hun havde irriteret Lailah, ved den halvhjertede stemme. Nille smilede ikke, hendes øjne var tomme men utrolig farlige.. "Jeg sætter pris på det jeg har, når jeg føler jeg har grund til det." Hun var glad for at have Jacob, Caroline.. Men der var meget hun ville ønske hun ikke ville have. "Jeg har ikke bedt om at være Skammer, jeg har ikke bedt om alle de fjender! Der er intet godt i at være skammer. Jeg kan ikke være sammen med den jeg elsker uden at skade ham, jeg er ikke vant til at have venner! Men det ved du vel godt?" Dengang Nille havde boet hos hendes forældre, dengang hvor hendes mormor havde været der for hende... blev Nille mobbet for at være anderledes, hun blev slået, sparket og det værste af det hele... Hun havde altid vidst hun var anderledes, men aldrig hvordan. Hvad sært var der i at tage dyr med hjem som var såret og havde brug for pleje? Dengang kunne Nille ikke se hvad det forkerte var i det. Det kunne hun nu. I en familie som hendes, eller i hvert fald ikke ved mormoren, var alt der kunne gøre en beskidt ikke godt. Hendes familie var rige, men de var nærmest alle døde.. Der var en i hendes familie der levede.. nok flere, men dem kendte hun ikke til... og så lige den person der levede skulle være den der helst skulle dø! Hendes mor fortjente ikke at leve. 
Bekymre sig... Så det burde hun? Så kunne Lailah da godt spytte ud om hvorfor. "Bevares." Nille sukkede. "Og hvorfor skal jeg så bekymre mig? Dette spørgsmål skal du besvare, for jeg ved jo ikke hvad jeg skal forsvare mig mod." Hun lagde armene over kors.
Det var ikke en advarsel, normalt tog folk det bare mere alvorligt når hun brugte skammer stemmen. Så lige nu anklagede Lailah, Nille for noget der ikke var sandt. "Fordi hun stak af inden jeg kunne." Mumlede Nille og prøvede stadig at komme fri. Hun nægtede at kramme en eller anden engel som ikke kunne finde ud af at beskytte den hun havde valgt.