What have you done now? -Nille-

S: Lige udenfor slavemarkedet.
P: Luftig mørkeblå skjorte, et par cowboybukser og et bælte omkring livet hvor en dolk hænger i sit hylster.
V: Gråt og det støvregner en smule.
O: Selvom man er udenfor slavemarkedet kan man stadig høre lyden af de hjælpeløse skrig, piskesmæld der ramler ned over skrøbelige rygge og lugten af blod og sved hænger i den tunge luft.

Dagene gik langsomt. De mindede frygteligt meget om hinanden, opførte sig som enæggede tvillinger der ikke kunne lave noget uden den ene skulle gøre nøjagtig det samme. Han hadede det frygteligt meget. Livet manglede noget spænding, lidt krydderier og han savnede at tilbringe tid sammen med Jacob. Der var gået langtid siden han sidst havde set sin brors ansigt og skulle han være ærlig, så savnede han ham mere end noget andet og kunne ikke falde til ro før han var sikker på at han havde det godt. Nyheden om Nilles valg havde selvfølgelig kommet ham for øre og han var rasende over det. Han havde troet at Nille var bedre end det, at hun var klog nok til at se at Jacob burde betyde mere end den latterlige pligt! Nok var Josh ikke en skammer, han ville ikke kunne forstå det, men skulle han være ærlig, så ønskede han heller ikke at forstå hendes valg. Det var blandt andet takket være hende at hans bror nu levede ude i en sneørken og at han sjælendt så ham.. Med munden klemt sammen til en tynd streg, gik han med tunge skridt, lod nærmest sine fødder slæbe hen ad den halv våde jord. Et tomt blik var i hans brune øjne. Livet burde være en leg, han var leder og en archangel nu! Kunne han ønske mere! Han sukkede, kørte en hånd igennem det halv våde hår og kiggede rundt på sine omgivelser, bare for at opdage at alt virkede som det plejede. Han savnede at snakke med nogen, alle dem der stod ham nær, hvor var de alle sammen henne?

Den hvide hætte var slået op, så hendes ansigt blev en anelse dækket. Hendes to daggerter var gemt i hendes to læder støvler. Hun havde ikke rigtig styr på tiden, hun vidste ikke hvor hun gik hen, eller hvor hun var. Hendes blik var tomt, der var ingen følelser at spore hos hende, hun følte sig hel tom. Hvorfor var hun overhovedet gået udenfor? Hvorfor var hun ikke bare blevet hjemme? Hun var efterhånden udenfor slavemarkedet, hun lagde ikke rigtig mærke til at hun var det.
Ingen forstod hende. Alle hadede hende. Hvorfor levede hun egentlig stadig? *Fordi jeg ikke vil dø igen... Jeg vil leve...* Tænkte hun for sig selv og lukkede øjnene.
Fordi hun havde lukket øjne, var hun så uheldig at støde ind i en person, lige da hun kom til at gå ind i personen, åbnede hun øjnene.
Josh! Det var længe siden hun havde set ham. Lille Josh var død, men store Josh levede stadig. Det var underligt, men det havde lettet hende, for hvis de begge to var blevet dræbt, ville det have været... ubeskriveligt trist! "Undskyld, Josh... Jeg så mig ikke for." Hun vendte sit blik væk fra ham.

Pludselig stod hun foran ham, var gået ind i ham så han fik et chok og nærmest kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede i brystet på ham, over at han pludselig var vågen og tilbage i den virkelig verden. Han måtte begynde at holde op med at lade sig forsvinde væk i sine tanker når han gik. "Det gør skam intet," mumlede han og kiggede derefter ned i jorden. Skulle han være ærlig, så havde han ikke rigtig lyst til at snakke med hende. Lysten var forsvundet efter Jacob langsomt var forsvundet fra ham. Til sidst kunne han dog ikke tie stille længere, han måtte bare have det at vide. "Hvorfor gjorde du det? Hvorfor valgte du pligten frem for Jacob?" Svagt kiggede han hende ind i øjnene. De lyste svagt af vrede og sorg. Det ville dog ikke nytte noget at flippe ud på hende, det så han ikke grund til, han var vred ja, men han ønskede ikke at stå og råbe. Det var jo ikke ham det var gået udover, men, Jacob var den som betød mest og det at hun havde såret ham gjorde ham selvfølgelig vred..

Nille så ikke på ham. Hun skulle til at spørge ham om noget, da han selv sagde noget. Hun så ind i hans øjne og kunne se vreden, sorgen.. Hun trådte et skridt væk fra ham. Hun kunne ikke fortælle ham det. Han ville ikke kunne forstå det. Ingen forstod det, så hvorfor skulle Josh kunne forstå det? Hun så væk fra ham, og lukkede øjnene.
"Du vil ikke kunne forstå det." Hun åbnede øjnene igen og så på ham. Sorgen var tydelig i hendes lysende blå øjne, og hun så træt ud. "Jeg elsker Jacob højere end noget andet, men jeg er ikke andet end problemer." Hun sukkede svagt. "Jeg er oprindelig skammer, jeg har en pligt, og en del af den pligt er at sørge for at de oprindelig skammere ikke ender. Jeg er den sidste oprindelig skammer og Jacob vil ikke have børn." Sagde hun og ville ikke sige mere. Hun ville ikke fortælle mere. Hun regnede stadig med at han ikke ville kunne forstå det. Hun kunne mærke tårerne i øjnene, men hun sørgede for ikke at skabe øjnekontakt med ham, så han så det. Hun ville ikke græde foran ham. Hun ville ikke sige mere, hun ville slet ikke tale om det.

// Skal vi Out' dette emne nu når de er sammen igen? :3

// Kan vi godt. Out

// Out