something new and...//Nille//

tid 16:32
sted havnen
omgivelser der er vel nogen
vejr der er lettere overskyet

stod man ude ved havnen og skuede ud over havet, kunne man se meget, skønhed, mere skønhed også en kvinde, man kunne også høre hendes smukke engle stemme i det fjerne, høre hende synge mens hun svømmede rundt og betragtede alle som gik forbi. hun var en smuk ung kvinde så ud til at være hvad 25, og hendes skønhed overgik mange...faktisk rigtig mange. hun grinede og svømmede rundt og legede med vandet, efter noget tid svømmede hun hen til kanten og trak sig op så hendes overkrop var over vandet, men halen under, håret dækkede selvfølgelig helt perfekt over de intime steder som brysterne "My heart is pierced by Cupid, I disdain all glittering gold," sang hun og så rundt, denne dag var meget smuk også selvom solen ikke var helt fremme endnu så var der en mystisk over det, over dette sted noget som intet andet havde

P: Sort skjorte -knappet op- hvid tank top, sorte bukser og sorte converse sko.

Nille havde kigget på sirenen i noget tid nu... Sirenen sang lystigt, men af en eller anden grund... Ramte det ikke Nille så meget som det nu skulle, måske fordi det var en pige sirene? Hun vidste det ikke... Hun sukkede. Da sirenen sang igen smilede Nille for sig selv. Åh hvor havde hun dog lyst til at synge selv... Nille stod i skyggerne, så hun var svær at få øje på. "I meet your eyes, i can see your memories... I feel no pain, i feel no shame." Sang hun med sin egen engle stemme. Når Nille sang... Lød det så uskyldigt og rent. Når hun brugte evnen var det så utåleligt at de ikke kunne klare det. Når hun sang uden sin evne... Lød hendes stemme som en engel og den var ren... Denne sirenes sang stemme lød også som en engel... Men Nille følte sig ikke truet af det, faktisk kun fascinerede. "When you turn around, you see my eyes... I can see who you are... Look me in the eyes." Sang hun videre. Hun vidste ikke hvad hun sang... Hun sang bare.

hun smilede da hendes øjne faldt på den unge pige som stille sang smukt "I meet your eyes, i can see your memories... I feel no pain, i feel no shame." sang hun efter og satte sig op, hun så tilbage over skulderen og smilede næsten drillende, også selvom dette teknisk set var mad, så var hun ikke lige interesseret i at spise hende, snare mere nysgerrig, men det var vel også det der afskilte hende fra de andre sirener, at hun for det meste var nysgerrige, ville opleve så meget som muligt høre alle mulige historier, hun trak vejret dybt og gentog sin tidligere sang "My heart is pierced by Cupid, I disdain all glittering gold,
There is nothing that can console me but my jolly sailor bold." hun kørte hånden igennem det lange blonde hår og smilede svagt

Sirenen havde fået øje på hende, Nille trådte ud af skyggerne og afslårede hendes lange sorte hår der hang hende ned af skuldrene. Hendes øjne glimtede svagt. Sirenen sang efter hende, hvilket bare gjorde at Nille smilede mere. "My heart is pierced by Cupid, I disdain all glittering gold, There is nothing that can console me, but my jolly sailor bold." Sang Nille efter hende. Hun gik et skridt tættere på men var der var stadig mellemrum mellem dem. "When i see your eyes... Then i run away." Sang hun stille.

hun smilede bredt og blidt "From mehis absence mourn. And firmly pray, arrive the day. He home will safe return" sang hun smukt og blidt og fulgte pigen med øjnene som hun trådte frem, af en to benet pige var hun nu meget smuk også selvom der var lang vej til hvor en sirene nu var, så havde hun sine skønheder "My heart was pierced by cupid. I disdain on glittering gold. There's nothing can console. But my jolly sailor bold" hun sukkede og smilede næsten uimodståeligt, også selvom det ikke var hendes intetioner af være sådan..så var det vel svært at slippe vaner

Nille lukkede øjnene. Hun åbnede dem dog hurtigt igen. Hun smilede en smule drillende. "I can see you... Creature of the Sea... " Sang hun roligt, og slappede af. "Why don't you hide? Like the others." Nille vidste at det ikke rimede så godt... Men hun kunne ikke lade være. Det gode ved Nilles evne var at hun nu kunne synge med sin skammer stemme... Uden at få dem til at skamme sig, og uden at hun mistede energi. "My soul is on fire... You breathe underwater... I can se trough your eyes, in your memories..." Nille brugte sin skammer stemme, hun kunne ikke andet end at synge med den, men den fik ikke sirenen til at skamme sig... Stemmen blev blot så utålelig uskyldig. "Du synger godt..." Roste hun sirenen.

hun hævede øjenbrynet og lyttede stille på hendes måske en anelse dystre sang, men sådan var alles smag jo, hun elskede at synge Jolly sailer bold, hun nynnede stille og lagde godt mærke til forandringen i pigens stemme, men hun tog sig ikke synderligt af det "jamen mange tak, det gør du også selv" hun snakkede med en engle stemme der var perfekt skabt til at synge og snakke med, den var forførende også selvom hun ikke gjorde noget forsøg på det "du finder selv på dine sange ikke" spurte hun og smilede blidt til hende, hun lod kort den store smukke smaragdgrønne hale glide op af vandet og derefter ned igen

Nille kiggede nysgerrigt på halen, men havde allerede genmenskuet hendes race. Hun havde set en sirene før, dog en mand, men hun havde set en. "Mange tak." Hun grinede svagt. Sirenens stemme var stadig smuk... De væsner var også født smukke, men også født til at kunne charmere sig ind til sit bytte. "Joh lidt, og dog... Jeg kender en sang jeg synger tit som har været der er blevet sunget i mange år..." Hun smilede forsigtigt. "Er det din egen sang? Altså den du sang?" Spurgte hun nysgerrigt. Ja... Hun kendte en sang, men den var ikke på engelsk. Sangen var meget gammel... Helt tilbage til den første der havde evnen Skam... Den første Skammer. Syna hed hun. Hun levede dog ikke mere, hun blev brændt som en heks som Nille også blev truet med.

hun nikkede "det var så lidt" hun lænede sig tilbage på armene og betragtede pigen nøje, hvem hun end var så så hun ikke ud til at være bange for hende eller hendes hale også selvom hun så nysgerrigt på den...men måske havde hun tidligere mødt en sirene og havde været heldig at slippe levende fra det møde, selvfølgelig ville hun også gøre det her, da hun ikke havde i tankerne at spise denne pige. hun rystede på hoved "min mor plejede at synge den for mig da jeg var lille" hun trak på skulderne og så flygtigt ud over havet

Hun nikkede. "Hvor er din familie så henne?" Spurgte hun og lagde mærke til at hun så flygtigt ud på havet. Nille lagde armene over kors, og smilede så sødt. "Mit navn er..." Begyndte hun, men hun havde elsket at sige at hendes navn var Nille da det jo var sandheden? Men efterhånden... Var hun nysgerrig efter om folk havde hørt om hende for hendes eksistens var ikke hemmelig. "Mit navn er Skammeren." Sagde hun. Nille mærkede ingen ubehag ved at hun løj, det var temmelig svært for hende når hun havde denne ... Specielle evne.

hun så ud over havet "derude" hviskede hun og smilede svagt og blidt, hun var næsten rolig i forhold til havd normale sirene ville være, ingen anden ville havde siddet her og bare snakket med en to benet uden at i det mindste prøve på at lokke dem i vandet for derefter at dræbe dem. hun hævede øjenbrynet og nikkede stille "jamen hyggeligt at møde dig" hun rullede med øjnene og var vel godt klar over at navnet var løgn, men hvem denne pige var vidste hun ikke eftersom hun brugte det meste af tiden i vandet "jeg hedder Bethany" hun smilede svagt og så op på hende

Sirenen virkede ikke som om hun kendte hende, og det så ud som om hun vidste at navnet var en løgn. "Okay, må du godt snakke med et... Landvæsen?" Som Wave altid havde kaldt sådan nogle oppe på land. "Okay, mit navn er Nille. Hyggeligt at møde dig Bethany." Nille smilede uskyldigt.

han trak på skulderne "jeg gør englelig hvad det passer mig også har jeg spist" hun grinede og så op på hende, hun ville se hvordan hun reagerede på lige netup dette udsagn, for ja det kunne da være sjovt at se. hun nikkede stile "Nille, jamen også hyggeligt at møde dig" hun smilede svagt

Nille kiggede dog bare roligt på Bethany. "Dejligt, så er du forhåbentlig mæt?" Spurgte hun sødt og smilede venligt. "Det er ikke altid hyggeligt at møde mig Bethany..." Hun grinede svagt. Hun mente det skam... Men det ville være sjovt og se hvordan hun reagerede på det næste hun sagde. "Jeg har nemlig en evne der kan få alle racer til at skamme sig." Hun smilede.

hun trak på skulderne "måske" hviskede hun og så op på hende med drillende øjne og et vidunderligt smukt smil "og hvad så jeg spiser folk hvor er forskellen" spurte hun og lagde armene over kors, for helt ærligt hvis man tog det at man kunne få andre til at skamme sig for slemt så var man da en smule underligt, for man kunne jo bare lære at styre sine evner

Hun grinede over det Bethany sagde. "Forskellen er... At hvis jeg bliver angrebet... Kan jeg se deres minder og få dem til at skamme sig over det." Svarede hun og grinede.

//Sorry dårlig krea :/ //

hun trak igen på skulderne og lod sig glide ned i vandet med et suk "aha, men jeg ser det ikke virker på sirener" pointerede hun og lagde hoved på skrå, selv i vandet så hun smuk ud og om ikke andet smukkere ud end på land

Hun grinede svagt. "Min evne virker som sagt på alle racer, men jeg kan slå den fra og til. Det er som en... Kontakt inden i mig." Hun smilede venligt til Bethany og foldede armene over kors.

hun nikkede og smilede bredt, hvorefter hun sprøjtede vand op på hende "kom svøm med mig, jeg lover ikke at bide" hun holdte hænderne overgivende op, hvorefter hun rakte hende sin hånd, der var intet ondt i de smukke blå grå øjne, faktisk kun venlighed "kom nu, jeg elsker at svømme med folk og vi sirener gør altså andet end at forføre og dræbe" hun hævede øjenbrynet og smilede

Hun tørrede sit ansigt med skjorten. "Jeg er ikke meget for at få vådt tøj... Da speciel heller ikke efter at tage det af." Mumlede hun til svar mens hun kiggede ned på hendes hånd. "Men okay." Nille tog ikke hendes hånd, men tog sine sko af, og strømper. Hun gik ud til vandkanten.

hun svømmede lidt ud og nikkede "jamen så kom, kom og nyd vandet" hun stod næsten helt stille i vandet eller sådan så det ud, da det jo kun var hendes hale der bevægede sig under vandet "i er bange for os er i ikke, for det vi kan, men vi kan jo ikke ændre hvad vi er og hvad der er vores natur" hviskede hun og ventede på at Nille kom i vandet

Hun gik ned i vandet til det nåede hende på maven. Hun kiggede på Bethany. "Jeg er ikke, jeg spiser også meget kød... Råt eller stegt er lige meget, det ligger til min natur. Jeg er ikke bange for jer fordi... Ja.. Fordi jeg har min evne. Fordi... Jeg er ... Hmm... Jeg ved det faktisk ikke men jeg er ikke bange for jer." Svarede hun. Vandet var ikke sådan direkte koldt, så det var okay. "Men jeg kender jeres frygt for mennesker på en måde... Jeg frygter dem selv." Nille vidste at sirener holdte sig skjulte fordi at de ikke ville kræve opmærsomhed på sig selv, og at de er sådan nogle væsner der skulle blive stikket og undersøgt, til mange ting som de gale mennesker havde. Hun hadede ikke alle mennesker, Fx, Zayn var ikke dum... Han var okay, og Castle? Respektere Nille, og Lynie var der også... Sød pige. Ja, der var også mennesker man kunne stole på.

hun nikkede og svømmede hen til hende "der er nogle der er, fordi de ved hvis vi begynder at synge vil de være i vores magt" hun trak på skulderne, hendes øjne var blide og ufattelig smukke i vandet, måden de oplyste dem og gav dem et specielt skær "på grund af din evne, det er derfor" spurte hun og rynkede brynet hun så tænksom ud, men efter lidt tid rystede hun på hoved "kom læg din arme om mig hals, så skal jeg vise dig noget smukt og nej jeg spiser dig ikke" hun små grinede og vendte sin bare ryggen til hende, faktisk ville hun bare vise hende hvor smukt der var under vandet, al ting var anderledes dernede

Bethany var tydeligvis født til at være på havet... Som alle andre sirener. Deres skønhed blomstrerede når de var ved vandet. "Det kender jeg. Det med at de er i ens magt..." Hun sukkede træt. Hendes hår var langt så det havde allerede mærket vandet. Hun tøvede lidt, men læggede så armene om hendes hals. "Okay, så. Jeg stoler på dig." Mumlede hun stille.

hun nikkede og smilede "ja det er de jo" hendes smil blev større da Nille lagde armene om hendes hals "prik til mig når du ikke kan holde vejret længere...og nu hold vejret" hun dukkede under vandet og svømmede afsted, i mens blomstrede livet under vandet, smukke sjældne blomster, alt muligt smukt og anderledes, noget man ikke så så tit da det jo var under vandet. hun så tilbage på Nille og smilede blidt