Hvor kender du ham fra!! //Nille//

Sted: Doomsville city:: Doomsville otten Root District:: Kroen det Vilde Svin.
Omgivelser: Væsner som drikekr og ingen dusøgerjæger.
Tid: Aften, klokken er ca 20:30
Vejr: Det er varmt for en gnags skyld, månen skinder så dejligt hvidt, og vingen er stille.

En und vampyr ved navn Vaas gik stille og roligt ned igennem gaden, han var næsten lige kommet til denne verden for at finde sin storebro til Markulius, Vaas viste ikke så meget om hans bror ikke andet end han var vampyr lige som ham selv, andet viste han ikke, han viste ikke gang hvordan han ser ud.
Vaas var taget i byen endnu en gang, for at finde nogen folk som viste bare lidt om hans bror, en ven eller en som havde noget kørerne med Mark.
Vaas var i hørt en sort læderjakker med en hvis bluse inde under, og et par sorte bukser og nogen meget flotte sko, hans brune hå var sat op o en hanekam, eller noget som kunne linge det, hans dejlige mørkeblå øjne som var det eneste Vaas og Mark havde som lingede hinanden ellers var de to vidt forskellige personer, Vaas har næsten altid været sur over at Mark havde det smukke udseende og at Vaas bare lingede en helt normal dreng.
Vaas om længerne ned ad gaden og stopede foran den kro han bruger meget til på, han åbnede døren og gik op til baren og fik det som han aldtig ber om, kvinden bag baren var næsten ved at holde af Vaas, selv om han aldrig snakkede med hende.
Vaas så rundt i kroen og ventede pænt på nogen ville sætte sig ved siden af ham så han kunne spørger ind til sin bror, hvis der altså ville komme nogen og sidde ved siden af ham.

Påklædning 1, se profil.

Nille gik med faste, beslutsomme skridt mod Kroen det vilde svin. Selvom hun vidste at chancen for at dusørjægerne var der, ignorerede hun det. Hvis de var der, fik de tæv! I Nilles læder støvler var der en daggert i hver. Hendes hår var løst, der var en hvid fjer i det. Hendes lysende blå øjne var som altid alvorlige med sorte prikker i. Hun gik med rank ryg, hun lignede en stolt ung kvinde. Hvis man havde set dusørplakaterne efter hende, ville man enten frygte hende, ignorere hende, eller prøve at indløse dusøren. Der var en underlig trang i hende, en trang efter at hun kunne gemme sig ved Jacob. Hun trak vejret dybt ind, nogle gange, og tog sig så sammen.
Hun trådte ind i kroen, så sig kort omkring, og gik mod baren. Der var ingen dusørjægere... Godt. Hun smilede svagt for sig selv, og kørte en hånd igennem det sorte hår. Hun satte sig ved siden af en mand, som hun ikke havde tænkt sig at snakke med, pladsen ved siden af ham var bare ledig. 

//Kreasvigt, sorry..

Vaas smilede svagt da han så en ung kvinde, hendes lange mærke kjole som sad så godt på hende fik ham til at smile lidt mere, selv om han ikke ville hende noget smilede han stadig, han så hvordan hun satte dig sig ved siden af ham, måske kendte hun til Mark, han så på hende og drak lidt af sit glas, "Du må være Nille" Han viste godt hvem hun var han havde set et par dusøgerplakater med hendes ansigt, men om hun kendte Markulius viste han ikke, men han håbede på at gjord det, han så væk og fandt en lille stykke papir med hendes ansigt på hvor der stod øverst oppe eftersøgt, han smilede svagt til hende og sagde med lav stemme, så det kun var hende som kunne hører det, "Bae rolig jeg er ikke dusøgerjæger" Han drak lidt mere af din glas og sagde så igen, "Jeg er lejemorder eller som andre kalder det for snidemorder"


//Har selv lige fået krae svagt:-P//

Og så pludselig skabte manden ved siden af hende kontakt.  Hun rynkede svagt på panden, hvorfor ønskede han kontakt med hende? Hvad kunne hun mon... Hun sukkede svagt da han fandt en af dusørplakaterne frem. Selvfølgelig. Hendes hånd listede ned mod hendes læder støvle, for at trække hendes daggert op. Hendes øjne hvilede på ham... Holdte øje med hvad han lavede. Men så sagde han at han ikke var dusørjæger. Hun slap daggerten da hendes fingre havde grebet fat om daggertens skæfte. Daggerten smuttede ned i sit gemmested igen. Hun lagde armene over kors. 
"Ja, jeg er Nille." Hviskede hun. Hun kiggede ind i hans øjne og bed sig hårdt i underlæben. Rebecca rørte på sig inde i Nille... Manden havde Marks øjne! Hun så brat ned på bardisken, og hendes tænder slap hendes underlæbe. "Hvad vil du mig?" Mumlede hun spørgende.

Vaas lade mærke til hendes pande fik nogen så rynker, han grinede svagt af det for han synes at hun var lidt pænere uden de grimme rynker hun havde lavet, han så ned på hendes ben og smilede svagt til hende igen og sagde med en rolig stemme, "Bare lig kniven væk igen Nille jeg vil bare tale med dig, og desuden er en kniv imod mig ikke nok" han tog sin venstre arm op på boret for at finde at han havde to sæt knive klar til at kaste af sted lige i mod hende, "Ja jeg ved du hedder Nille, så hvorfor får du ikke bare mit navn med det masse, Navnet er Vaas Dé Auditoré

Ligge kniven væk?! Hun knurrede svagt, mens hun foldede hænderne i skødet, som en artig pige. Hvilket hun langtfra var! Hun var snarere en Skammer man helst ikke ville kæmpe mod. En kniv mod ham ikke nok? Det var jo for pokker da ikke en kniv?! Det var en daggert! Men to daggert, plus Nille, betød død. Så han vidste teknisk set intet om det. Man kunne være lige så god med to daggerter som man var god til et sværd. Plus, hun havde sine evner. "Det er ikke en kniv men en daggert." Sagde hun iretsættende. "Og hvad ved du om det? Jeg overrasker dig sikkert. Du kender ikke til mine færdigheder." Sagde hun køligt, ikke fjendtligt, bare køligt.
Hun hævede et øjnebryn over de to knive han sikkert var klar til at kaste mod hende. "Hør, hvis du truer mig, er jeg gået. Så tag venligst din arm væk fra bordet, knivene væk, og så kan vi snakke."
Men næ nej. Da han sagde sit efternavn... Stormede hun op fra stolen. "Dé Auditoré... Din familie har intet med mig at snakke om!" Snerrede hun højlydt mens hun gik ud. Rebecca rørte på sig... Glad for at høre Marks efternavn... Rebecca ville frem. Men Nille var for stærk.

Vaas kunne godt se at hun var blevet lidt sur over at han havde kaldt det for en kniv, han smilede til hende og tog sin hånd ned for ikke at virke farlig, han vil hende ikke noget han ville bare snakke, "Ej det må du virkelig undskyld i mine øjne er det en kniv, undskyld de for du har to ikke sandt" han tog en slurk af sin drik igen, hun havde bedt han om at tage hånden ned igen, men han havde gjort det han smilede til hende og sagde med en rolig stemme igen han så på sin drik, "Jo Nille ser du jeg ved du har en evne med navn skam, jeg ved hvad du han urette i denne verden" han så ingen grund til at fortælle hende om sin egen evne, hun skulle bare svare på et par spørgsmål så ville han forlade hende igen, han så vredt på hende ad hun sagde noget om hans familie, "Hvad kender du til Dé Auditoré familien?" han så igen væk for ikke at lade sin evne tage over ham.

Nilles øjne fulgte vagtsomt hans hånd, en truende bevægelse og før han vidste af det, lå hans hånd på jorden... Okay, ingen truende bevægelser, han kunne beholde sin hånd. Hun ville sikkert heller ikke have nået at skære sin daggert, som lå nede i sit gemmested i hendes læder støvle, gennem hans hånd. Måske skulle hun i stedet bruge sin evne mod ham, hvis det var...?
"Jeg har kun en daggert." Sagde hun koldt. Hans ord vækkede ikke andet end vagtsomhed overfor ham i hende. Hun så skævt mod ham. "Jaja, så siger vi at du ved det. Du ved intet om mig." Sagde hun roligt. For det gjorde han jo ikke. Det var ingen hemmelighed at hun hed Nille, var Skammeren og havde evnen skam. Nænæ.
Hun stoppede op ved døren. En lav latter, lidt ond måske, forlod hendes læber. "Hvad jeg kender til din familie? Nå, såmænd bare at en vampyr ved navn Markulius har været uretfærdig og direkte ondskabsfuld overfor mig en dag, og er dusørjæger, så han er efter mig. Desværre kan han ikke røre mig, uden at en hvis person jeg kender, går amok på ham." Rebecca. Det var Rebecca der ville gå amok. Selvom Nille og hende var ærkefjender, lod de ikke hinanden dø.

Vaas smilede når så tog han vist fejl ved det med knivende, "Når ser man der jeg tog vist fejl igen, men sådan er det vist i denne verden" han viste godt han ikke viste noget om hende men han kunne hører at hun kendte til hans familie og han ville gøre alt for at finde ud af det, koste hvad det ville, han tog en kniv frem og satte den i dør kammen for at viste hende at han ikke bare ville lade hende gå, "hvor kender du Markulius fra Nille. fortæl mig det" han så vredt på hende, var han virkelig en dusøgerjager som var ond, det havde han aldrig troet om sin store bror, men det var jo også mange år siden han havde set ham, så det kunne jo godt være han ikke var den samme som før i tiden, Vaas tog en lille pakke frem hvor han havde sine smøger i, han tog en op og lade de andre væk for at nogen tændstikker frem for, han havde gjort klart til sin evne hvis det var det som skulle til, han så igen hen imod Nille og sagde med en smøg i munden, "Nille kom her og sæt dig jeg ville vide så meget du ved Mark, jeg er hans lillebror og jeg prøver at finde ham." han så stadig på hende som var ikke bange for hendes evne han havde ingen skam i livet.

Nej, han havde ikke taget fejl, men ikke tale om at hun ville fortælle ham det. Det skulle være en overraskelse, hvis han nu besluttede sig for at angribe hende, så havde hun et træk i ærmet. "Mhm, du tog fejl." Sagde hun roligt, uden at føle den mindste skam over at have løjet overfor ham. Det havde været nødvendigt. Jaja, han virkede venlig nok, men hvad så når hun gjorde ham vred? Skulle hun så lade ham vide hvilke våben hun bar rundt på? Alle havde skam i livet, alle! Ingen, gentagelse, ingen kunne ikke have skam i livet. Hun opdagede svagt at han røg. Seriøst, hvorfor skulle man ryge? Det var ikke sundt! Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at ryge. Hun vendte sig om mod ham.
"Sig mig, giver du mig en kommando? Tror du jeg er en eller anden hund, du bare kan sige ' kom her hen' til? Hva? Nej! Jeg fortæller dig intet, før du venligt beder mig om at komme hen til dig, så vi kan snakke." Sagde hun og lagde armene over kors. "Jeg fortæller dig intet, før du har taget den smøg væk, bedt mig venligt om at komme og fortælle dig om Markulius." Hun havde ikke tænkt sig at fortælle alt.

Vaas smilede til Nille, hvis han virkelig skulle være venlig så kunne han godt være det, hvis det var prisen for at få noget af vide om Markulius så ville så ville han gerne betalt den pris, "Det må du virkelig undskyld Nille, det var ikke min menig at være sådan imod dig, du er bare den første som jeg har mødt som kender til min bror" Vil hun virkelig havde at han slukkede sin smøg, havde hun virkelig et problem med at han ryger, han på den og lade mærke til han kun har røget halvdelen af den, han rystede på hovedet og slukkede den som hun havde sagt, han så lidt på den og lod det ligge, han vente igen blikket imod hende og smilede sødt, "Nille ville du ikke nok være så sød at sætte dig ved min side så vi kan snakke venlig sammen" han klappede let på stolen ved han sige hvor efter han vente blikket væk og så igen imod den sluttede smøg han havde slukket for hendes skul, han så imod hende igen og sagde så igen,"Vil du ikke nok Nille, vil du ikke være sød at fortælle lidt om min bror til MArkulius?"

Hun havde noget imod at han røg indendørs. Han kunne i det mindste da godt gå udenfor og ryge! Hun skulle ikke bestemme om han røg eller ej, det vidste hun godt og det ville hun heller ikke. Men stadig, indenfor? Der kunne jo være nogen der ikke kunne tåle røg! eller noget... Bah, lige meget. Den første han mødte som kendte til hans bror? pff, forståeligt. Som Markulius opførte sig, var det ikke underligt at folk ikke brød sig om ham, åh lige bortset fra Rebecca. Hm. Nille var ikke sur eller jaloux over at Mark elskede Rebecca, langtfra! Nille var lykkelig over det! For Nille elskede Jacob og ingen anden... Hun sukkede svagt.
"Jo, det vil jeg gerne. Men nogle ting holder jeg for mig selv, for de ting handler om mig. Og de er fortrolige." Sagde hun og gik hen og satte sig på stolen ved siden af ham. Hun masserede sine tindinger. "Første gang, jeg mødte, " eller rettere sagt, første gang Rebecca mødte Mark, " var han venlig, høflig, en gentleman. Bortset fra at han kæmpede mod en eller anden gut, som jeg ikke kender. Han... Først var han ret urimelig, pressede mig, "rettere sagt ,Rebecca, "op af væggen, og brugte sin evne mod mig. Kulde af begær... Jeg," igen, rettere sagt, rebecca," følte begær efter ham. Men jeg er meget stærk mentalt, så jeg prøvede at afvise begæret. Næste møde med ham, viste det sig at han elskede mig... Eller, han var i hvert fald ret vild med mig. Jeg... Havde en kæreste, det har jeg stadig, den samme. Jeg var bare ikke helt mig selv, en anden styrede mig, hun hedder Rebecca, hende der styrede mig. Det var også oprindeligt hende han mødte da han kæmpede mod ham fyren. Men fordi jeg ikke var helt mig selv, kyssede jeg ham... og elskede ham. Vi blev forbundet gennem blod, kort efter var vi sammen, i sengen. Eller, han og Rebecca var. Jeg var bare tilskuer i ren mørke og kunne intet som helst gøre. Jeg elsker ikke Mark. Men det gør Rebecca. Heldigvis er det nu Rebecca der sidder i mørke. Men, i hvert fald, da jeg fik kontrol igen og sendte Rebecca til mørket, hvor jeg havde været, forandrede Mark sig noget tid efter at han havde fået det af vide af mig. Han... Var rasende på mig da jeg kom tilbage. Jeg havde skåret i mig selv og på grund af forbindelsen, havde han mærket smerten. Han var... Ond. Han brugte igen sin begærende evne mod mig, jeg var svag dengang fordi jeg led af virkelig mange problemer, min mentale styrke havde været væk. Han havde kysset mig, uden jeg ville have det, og brækket sin finger for at lade mig føle smerten ved det. Han var ikke sig selv, hverken på personlighed eller udseende. Nu er han dusørjæger, Rebecca er fri fra mørket og går rundt med sin egen krop, jeg hader Markulius, han hader vidst også mig, happy ending." Hun så på Vaas. "Nogle spørgsmål?"

Vaas hørte godt efter hvad hun sagde om Mark, kunne det virkelig passe var han virkelig så ond som hun havde beskrevet ham, nej det kunne ikke passe, han så væk og hørte stadig efter han så imod hende ad hun var færdig, "Nille ved du hvordan han ser ud?" han havde så mange spørgsmål, men han viste at han skulle starte stille og roligt, hvem var denne pige som havde været sammen med ham hvem var hun i sin egen krop, måske skulle han finde hende og snakke med hende om Mark, han smilede til hende og kom med et andet spørgsmål lige efter det første, "Hvem er denne Rebecca? hvor er hun og hvordan ser hun ud?" han havde så mange spørgsmål, og havde lyst til at ryge med ville ikke for at være ond imod hende.

Vidste hvordan han så ud? Selvfølgelig gjorde hun det. Hun havde jo mødt ham. Hvordan kunne hun så ikke vide hvordan han så ud? Hun hævede et øjnebryn over ham, ærlig talt, skulle hun aldrig have snakket med ham. Men sket var sket, slut. Nu var der ikke mere at gøre ved det. 
"Ja selvfølgelig ved jeg det? Jeg har set ham. Han har en hanekam, sort hår. Et ar på hovedet, og han har nærmest kun det samme tøj på." Hun trak på den ene skulder.
Nille sukkede over Vaas's spørgsmål om Rebecca. Rebecca var den slags pige der kunne sno de fleste mænd om sin lillefinger, med sin krop og sin personlighed. Hun var, som mange ville sige, perfekt. Hvilket hun dog ikke var, langtfra, rigtigt.
"Rebecca var min reinkarnation. Hvor hun er og hvordan hun ser ud, får du svaret på hvis du vender dig om." Sagde Nille roligt. I et hjørne sad en pige med blondt langt hår, der var en anelse bølget. Hun var tynd, og havde de perfekte former. Hendes blå øjne glimtede svagt i stearinlysenes flammer. Hun havde en kort hvid kjole på, der nåede hende til knæene. Den sad stramt ind til hendes krop. Hun havde sorte stiletter på. Et fortryllende smil blomstrede omkring Rebeccas fyldige læber. "Godaften Vaas." Hendes stemme var mild, med en snert af forførelse. 

//Der er et gif af Rebecca i min profil, ved bekendtskaber. ^^

Vaas Kunne ikke forstå hvorfor hans bror så sådan ud, sådan så han ikke ud sidst gang de så hinanden men hvad er det ca. 100 år siden, Vaas smilede til Nille, han forstå ikke hvorfor Markulius har været ond imod hende der var jo ikke noget galt med hende, bare fordi hun elskede en anden betyd Det jo ikke at Mark skulle være sådan et svin over for hende, hun føler jo bare sit hjerte og det gjord Vaas også, han stoppede div med at smile da hun.sagde at hendes veninde eller hvad de nu var stod lige bag ham, han kiggede tilbage og så en lyshåret tøs med en hvid kjole som lige havde sagt hans navn, "Nej hvor er du dygtig at dukender mit navn når du ikke ved og jeg rigtig er Vaas" Vaas synes hun var lige som alle de andre piger, hvis han skulle vælge imellem Nille og Rebecca så ville han nok vælge Nille, men hvis Mark virkelig var forelsket i denne tøs til Rebecca så måtte han jo være sød imod hende, eller skulle han, han tog sin ende hånd hen til hans eget lå og tog fast rundt om en lille kniv han havde, hvishende her Rebecca gjord Nille noget Bille Vaas ikke love at han ikke kom til at kaste en kniv i hovedet på hende, han så på Rebecca og sagde med en kold stemme,"Hvad vil du mig Rebecca?"

Diskret gemte Nille sit venstre arm, hvor de tre store ar fra hendes daggert var, de var heldigvis helet til fine ar, men de var stadig rimelig store. Torturen hun havde været igennem havde blot gjort arrene større, hvor de før, havde været små og fine.  Marks opførsel overfor hende havde været utilgivelig og gjort at hun hadede ham. Rebecca var også lidt vred på ham, for helt ærligt, Rebecca havde jo kunnet mærket det! Men Rebecca elskede ham stadig, dog var hun lidt vred på ham. Nille så tomt på Rebecca. 
Rebecca hævede et øjnebryn over Vaas. "Ville du ikke have informationer om din fine storebror?" Spurgte Rebecca koldt.  Nille lagde sin hånd på Vaas's arm for at vise at han ikke skulle true Rebecca. Der var et advarende glimt i Nilles øjne. Hun ville ikke lade Vaas gøre Rebecca noget, fjender eller ej, ingen skulle skade Rebecca. Det samme mente Rebecca. Ingen skulle skade Nille. Rebecca så på Nille med et flabet smil. "Hvordan har din fine kæreste det, Nille?" Spurgte Rebecca roligt. "Det kommer ikke dig ved, Rebecca." Mumlede Nille.

Vaas så på Nilles hånd og opdagede nogen ar hun havde, Vaas ville rigtig gerne vide hvad der sket, men desværre er en tøs kommet hen til dem, Vaas kunne virkelig ikke lide at se på Marks kæreste eller hvad fanden de nu var, han så ondt på pigen ved hans anden sid,"gid mig dem og gå igen" han ville ikke snakke med hende,der var noget over hende som fik ham til at føle vrede, han mærkede en anden hånd på hans egen arm, han så på Nille som havde taget fast i ham, han kunne godt se at han ikke måtte skade denne pige, men alligevel havde Vaas gjort klar med en kniv i din ende hånd, som han viste de to piger ikke kunne se, han så på kvinden bag baren og sagde med en sød stemme som han altid brugte imod hende, "Vil du være sød at forlade os i et kort øjeblik" han håbede på at det her ikke ville taget særlig langt tid, for han havde virkelig ikke tid til det, han havde jo allerede fået af vide hvordan han ser ud og hvad han fortaget sig, mere havde han ikke brug for, han havde allerede en plan for hvordan han skulle finde sin bror,og ingen skulle stoppe ham, hvis denne pige som Nille ikke kunne lide som Vaas havde gætte sig til, kunne fortælle om noget nyt som kunnes bruges, han så på pigen også hen til Nille, kunne de virkelig mene det, skal de snakke om drenge nej de kan tro nej, "Gider virkelig ikke hører hvordan det går med jeres kæreste, jeg kom for at få noget af vide om min bror, hvis der ikke er mere så skriger jeg" han gad virkelig ikke hører på det,og det kunne man også godt se i hans øjne, han havde brug for at ryge, men han viste at så ville Nille ikke fortælle mere.

Vaas kunne ryge så meget han ville, om ikke særlig længe gik Nille alligevel. Hun kunne ikke holde den tøs til Rebecca ud! Rebecca hævede et øjnebryn over Vaas. "Hey hey! Jeg giver dig ingen informationer før du snakker pænt." Sagde Rebecca og smilede kækt.
Nille himlede med øjnene over Vaas's ord om at de snakkede om deres kærester. Nille rejste sig brat op, så stolen faldt bagover. "Jeg svarede bare høfligt på hendes spørgsmål, vi snakker ikke om vores kærester! Rebecca kan hjælpe dig, jeg er smuttet." Nille trak sin hætte over håret så den gemte Skammerens ansigt, nemlig hendes ansigt. Hun vendte ryggen til dem og begyndte at gå væk.
Rebecca fnøs, rejste sig op. "Jeg siger det samme som hende, udover det med at jeg kan hjælpe dig. Snak pænt og så kan vi snakke." Rebecca smilede flabet, mens hun fulgte efter Nille.
Tydeligvis var de to piger rimelig vrede på Vaas.

Vaas rystede på hovedet, hvorfor var piger så svær at for stå, han vil gerne havde nogen info om sin bror men hvis de skulle være sådan imod han kunne det jo også være lige meget, Vaas hørte hvad den nye pige sagde men svarede ikke igen, han tog det sidst af sin drik og stillede glasset stille og roligt ned, hvis de gerne ville havde at han snakkede pænt til så måtte han heller det, "Piger det var ikke på den måde, undskyld, lad os starte forfra og hygge os lidt, lad os snakke om hinanden så vi kan blive gode venner igen" han smilede kærligt til Nille og til Rabecca, han skulle nok være sød imod dem, han viste godt at Rabecca kunne hjælpe ham mere end hvad Nille havde gjort, han tog pakken frem igen og tog en smøg for at falde til ro, han havde glemt at han nemt kunne blive sur, han tog smøgen i munden og tændte den, han så igen imod pigerne imens han pustede røg ud af munden, hans smil var venligt og varmt, han viste godt at de ikke kunne lide ham, Mark havde vist nemmer at komme ind i deres hjerte end han selv havde, men sådan var det, når ingen rigtig gad at snakke med ham efter det han havde gjort imod sin familie

Det han gjorde forkert var at han blev så vred. Nille ville ikke finde sig i at når hun prøvede at hjælpe, at så at vedkommende hun havde prøvet at hjælpe blev sur på hende. Det ville hun ikke finde sig i, det var ikke sådan man takkede. Rebecca stoppede op da han begyndte og snakke, og greb fat i Nilles arm. Nille så truende på Rebecca men Rebecca rystede bare på hovedet. Dette var ikke tiden til at slås, det var Nille enig i. Rebecca så på Vaas over skulderen, da hun stadig havde ryggen til ham. "Tror du at dine ord hjælper? Du angreb os med ord, bare fordi jeg stillede et spørgsmål. Du var ikke særlig rar mod mig, da jeg viste mig, og nu tror du at du kan gøre det hele godt igen?" Sagde Rebecca med et hævet øjnebryn.
Nille sukkede. "De er begge ikke særlige behagelige at være i nærheden af, når de er vrede..." Mumlede Nille, så lavt at Vaas nok ikke kunne høre det, sandsynligheden var i hvert fald lille. Nille kiggede på døren, hun ville bare væk. "Jeg vil intet sige om mig selv, og det er jeg ret sikker på at Nille heller ikke vil, her er hvad du skal vide om Mark; Han er fyren med den sorte hanekam, det samme tøj, han er vild med piger, og nej vi er ikke kærester mig og ham. Og ja, jeg elsker ham, men jeg er sgu ikke helt vild efter ham. Ja, mig og Nille er fjender, men jeg tillader ikke at nogen gør hende noget, altså lige udover mig selv. Truer du hende, truer du mig. Truer du mig, truer du Nille. Dit varme, venlige smil hjælper ikke. Hvis du gerne vil vide noget om Markulius, så led efter ham, som jeg ved du allerede gør. Hvis vi ser ham igen, siger vi at du leder efter ham." Rebecca havde hævet stemmen, så alle kunne høre, at ingen skulle gøre Nille og hende noget. Rebecca rankede sig. Nille nikkede bekræftende til alt det Rebecca havde sagt.

Vasa viste godt det ikke var iorden på den møde, hvad gik der døv af ham, han var da dejlig sød imod sin lille veninde som han hjælp for ca. 3 år tilbage, hvad var der sket med ham, han så hen imod de to piger som var stoppet op, han var holdt op med nat smile og kiggede ned, hende der Rabecca havde jo ret han havde gået lige i hovedet på dem uden en grund til det, han så på og blikke de med sine mørkeblå øjne som både han selv hhvade og Markulius havde, "Jeg ved godt det var forkert af mig piger, hvis der bare var noget jeg kunne gøre så i kunne stole på mig" Vasa hørte godt hvad Nille havde sagt at både Mark og Vasa ikke var særlig behalinge at være i nærheden a, han så ikke på Nille men på Rebecca han smilede sødt og sagde med en rolig stemme, "Tror jeg i ikke Rebacca er enig i, hun har jo været kærester med ham, og jeg keder min storebror, når han først er blevet forelsket kan han ikke slippe hende, ikke før hun er væk for altid" han smilede vider til Rebecca og hørte hvad hun sagde, han nikkede kort til hende og sagde med en hurtig stemme, "Iorden Rebecca jeg gør jer ikke noget, det har du mit ord på" han smilede vider til hende og tog en slurk af sin drik.

Rebecca og Nille så kort på hinanden mens Vaas snakkede. Hmm..Stole på Vaas? De skar kort ansigt men så, så igen på ham med et skævt smil om læberne.
"Vi var ikke kærester." Snerrede REbecca og kneb øjnene lidt sammen mens hun kiggede på ham. 
Kort så de på hinanden igen, Nille og Rebecca. "Vi ses Vaas." Sagde de i kor og derefter gik de ud af kroen.

//Out.