What brings you out here? ~ Arason

Det var mørkt. Mørkt og koldt. Man ville ikke se den unge kvinde, hvis man blot kastede blikket hurtigt imellem træernes kroner. Det var små, stille bevægelser hun lavede, som hun bevægede sig fremad. Stilhed. På mange måder virkede det næsten underligt, at en skov kunne summe af en sådan stilhed, men dette unge skyggevæsen havde altid været god til at lukke lyde ude. Dette var ikke nogen undtagelse.
Tøjet var sort. Det kulsorte hår dansede om hovedet på hende i takt med, at hun så sig til siderne. Det var delvist efter uvelkomment selskab, eller hvis et mål skulle dukke op. En bue lå over den ene skulder på hende, mens et pilekogger hang tungt på hendes ryg. Ved blot et hurtigt blik lignede det, at pilekoggeret var helt fyldt. Det var en delvis sandhed. Lucretia nød at øve sig. Skyde til måls!
En pil blev hurtigt lagt på stregen og trukket tilbage. Det ene øje gled prøvende i, mens hun med det andet bedømte afstanden. Der var en fin afstand, men den var ikke umulig. Med de to fingre, der havde holdt pilen, gav hun slip, så pilen fløj i en fin bue og ramte sit mål. Målet gav et kvalmende hvin fra sig, inden det røg til jorden med et bump. Jorden havde fået en fugl mindre svævende omkring. Hvis Lucretia havde gået op i smil, havde hun gjort det nu. I triumf.

Arason var ude og gå i skoven hans fodtrin gav genlyd i skoven han smilte
for sig selv. selv denne dag havde han sit sværd på sig hans påklædnige var det
normale når det jo var så koldt han smilte for sig selv sikke fredfyldt der var her
oppe han elskede og kunne gå i den friske vind han tog sig op til hans hår
og mærket på det nu skulle han også snarte ud og ha sig vasket han så en sø og
sætte sig ved den imens han kastede vand i hans ansigt ny patlrojle for vagterne
og så havde de jo sendt ham ud for at kigge på det hele han sukkede og rejste sig
op da han hørte en pil hvirle igmen luften løb han hen og stilte sig klar med hans sværd da han så skyggen "hvem der" råbte han og holde hans sværd klart //han ser ud som på bildet bare med blå øjne og han rustnig her er linket [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lucretia havde været uforsigtig. Hun havde ladet sig selv mærke fryden, ladet sig sole i den og gribe den med begge hænder, men det var ikke gået uset for sig. Stemmen var som en skinger påmindelse i hende selv, der skreg og puffede. Et næsten gennemsigtigt mørke lagde sig om hende. Sådan var det altid med den slags følelser. Hendes egne var blot de mørkeste, hun havde berørt længe. Lucretia levede ikke blot af mørket. Hun dragede næring, indtog de dele, der kunne give hende styrke. Ganske vist var hun et væsen af mørket, men det ændrede ikke ved den kendsgerning, at hun nød andres lidelser. Hun elskede følelsen af minder eller en mørk følelse, der var altoverskyggende.
"Du kunne jo komme over og se efter selv?" Kaldte Lucretia med en tyk, falsk sukkersød stemmeføring, at den umuligt nogensinde kunne have tilhørt et almindeligt væsen. Man kunne ikke fornemme det væsen, hun var, på stemmen alene, men det ville ikke være svært at gætte. Et enkelt blik var som regel nok. Mørket klamrede sig til hende, som hun opsøgte mørket selv. Lys var en svaghed. Det var simpelt godhed i indpakning, og hvilken afskyelig indpakning det dog var! Blikket gled imellem stammerne, hvor de faldt på skikkelsen, der meget muligt havde talt. Havde stemmen ikke virket bekendt? Der dæmrede noget i hende, pirrede til hukommelsen, hun nægtede at lukke op for.

han gik frem og svinget hans sværd imens han gik mod skygen
klar til hvad er ind ville være inde i skygen han gik mod skygen med
bestmet skridt og gik hen i mørket han havde intet lys så han så sig
bare omkring der inden denne skygge var mere tyk en normalt han forsætte
længre ind i den mørke del "hvem er det" sagde han og skælvede
af den kulde der var

Lucretia lod en let finger strejfe et træs askegrå bark. Det var mørkt nok til at barken blev formørket, men 'lyst' nok til at kunne se. Det kneb dog en smule. Man kunne se omrids, kende et træ fra et menneske, samt en stor genstand ikke kunne forveksles med en lille. Til dette lå en frisk vind, der rev godt i skovbunden. Bladene raslede på sin egen, sensuelle måde. Lucretia nød, hvad den mørke skov bød på.
"Du kunne jo... Komme tættere på." Stemmen faldt til en blid hvisken. Havde de ikke været i skoven, ville den sagtens kunne forveksles med en sirenes i vand. Lucretia bevægede sig tættere på den mandlige skikkelse. Hvor havde hun hørt den stemme før? Hvor var sammenhængen? Det irriterede hende.
"Jeg kunne også komme til dig." Stemmen blev mere faretruende. Lucretia begyndte at rykke sig fremad. Levende væsener havde altid en forbandet godhed i sig, hun ikke kunne holde ud. Det var en dundrende hovedpine, der aldrig ville gå væk. I mørket, i det dystre lune, havde Lucretia hjemme. Som mennesker/levende væsener solede sig under solen, solede hun sig i mørket. Det fremhævede det mørke hår, gav anledning til at øve sig med skyggerne. Mørket omkring hende dirrede. Mørke følelser ville have sin andel i det. Dystre minder trængte sig på. Minder hun ikke engang kunne huske. Ikke rigtigt. Det ene øjenbryn gled i vejret, da hun betragtede manden, roligt.

"hvem du ende er så ville jeg ikke komme tætre på mig" svarde
han da han følte det som om der var nogen der holde øje med ham hele
tiden i denne skygge han sank en klump og holde stadig hans sværd klar imens
han kiget sig omkring hvem var det der leget med ham han var bange men man kunne ikke se det på ham da det bare så ud som om han svedet han sank
en klump hvor havde høret denne stemme før henne han ende op af et træ og kiget sig frem han ville ikke bevæge sig mere han ville blive stående

Der var ikke det rent fysiske, Lucretia reagerede på. Hun behøvede ikke at se følelsen, før den var virkelig for hende. Den var ikke stærk fra denne unge mand, men Lucretia kunne stadig mærke den dystre fornemmelse, det at være bange gav. Hun rykkede tættere på ham, mens hun omhyggeligt sørgede for at træde på kviste, der ille knække med et næsten kvalmende: knæk!
"Er du da... Farlig?" Det var blot en hvisken, men det gjorde ikke ordene mindre effektive. Den søgende tone ledte efter de bange anelser ved han. Skubbede til dem. Om ikke andet lå der de mørke elementer i stemmen, der fortalt om et tynget væsen. Glæde var et fremmed ord. Lys var uvelkommen.
Lucretia fik kantet sig om bag den unge herre, hvis han da ikke fik opdaget hende inden. Hun lænede sig lettere provokerende imod hans ryg og munden mod øret, velvidende han ikke kunne se det.
"Bøh!" Lucretia behøvede ikke mere end blot at hviske. Et let, dyster latter forlod hendes strube velvilligt, skønt den ikke var af gode følelser eller tanker. Et hurtigt skridt blev taget tilbage, for hvis han havde vilde bevægelser, var hun helt beredt. Næsten i hvert fald. Blikket fulgte ham let med øjnene. Hvorfor nagede det dog stadig, at hun følte, at hun kendte ham?

"nej det er jeg ikke men stadig hivs du kommer tætre på vil jeg dræbe dig"
svarde han man kunne sagtnes se han ikke kunne gøre det fordi han var så nærvøse
han faldt på knæ i det hun havde sagt bøh til ham han rejste sig op og kiget sig omkring
han måtte væk herfra inden det bliv aften han sank en klump og spejde ude i alle retnigere men han kunne ikke se udgangen han sank en ny klump og kiget sig stadig rundt han havde tabt sit sværd og kunne ikke finde det han havde også en dårlige fornemlse da han jo havde høret knækene han var ikke alene

Nervøsitet. De levende væsener havde altid haft denne følelse i sig, når livet oftest var vigtigt. Når der var lyspunkter at værne om, trådte denne følelse i tydelig karakter. Den var ikke magtfuld eller specielt skræmmende, men den beviste oftest, at man havde noget at beskytte. Om det var livet selv, eller om der var specielle personer/genstande var ligegyldigt. Selv hang Lucretia på beskyttelsen af en vigtig genstand. En der ville kunne dræbe hende, hvis den endte i de forkerte hænder.
"Jeg ser gerne, at du prøver. Hvad skulle jeg dog frygte?" Hån og provokation gik hånd i hånd i det toneleje, Lucretia havde brugt. Det var langsomt blevet forvandlet til en leg for hende. Hvor langt kunne hun mon presse den unge herre ud? En silkeblød, mørk latter forlod hendes læber, da han faldt på knæ. Ganske vist kortvarigt, men det skete. Hun bevægede sig i hastige bevægelser ind foran ham, sørgede for at stå på en måde, så han ville kunne se store dele af hende. Vel og mærke at hans øjne havde vænnet sig til den dunkle omgivelse. Denne gang sagde hun intet, afventede blot hans reaktion.

hans øjne havde vende sig til mørket da han så
en skilse han mente han kende han skubbet til hende
og begynde og løbe mod der hvor han trode den lyse del var
men det enste han bliv mødt af var mere mørke han snublte over et eller
andet og fald ned på jorden han sank en klump i det han kkunne mærke
at hans ene arm var brækket han rode rundt på jorden med hans sværd mens han
prøvet og finde det