So.. What brings you out here? - Evaline

En tåre stille forlader kinden fra Vánagandr, mens han stille ligger en sort rose. Hans blik falder stadig på gravstenen af sin afdøde kone. Han havde brugt godt og vel hele formiddagen på at ordne gravstedet. Han ville sikre at dette sted hvor han havde begravet sin familie's sørgelig rester aldrig ville kunne blive forstyrret. Det eneste, som ville kunne forstyrre det ville være tidens tand og naturen. Hans hånd stille strøj de øverste lag støv, som havde dannet sig på kisten og lagde en hånd plukket rød rose. Han mærkede et mindre smerte i sin finger, som var til hans overraskelse at stenen havde skåret et mindre hul i hans peje finger. Han stille slikkede blodet væk og smilede halv håbende. ''Du er altid savnet. Jeg har sikret vores lille have. Du.. Må undskylde at jeg ikke havde haft så meget tid, men pligter og arbejde. Jeg håber kisten behager dig. Ehm.. jeg.. Jo, du har ret. Jeg skal nok få renset såret.'' Han stille mumlede for sig selv og lagde blikekt på sin blødende finger. Hans blik faldt ned på grav stedet og stille trådte et par skridt tilbage.

Hans påklædning var et par læderbukser, et par praktiske rejse støvler og en bar mave, som svedte grusomt efter havearbejdet. Han træskede ind i hytten. Varmen stille lagde sig omkring ham, mens han stille tændte for kaminen. Hans blik faldt omkring det lille bål, som lå i centeret af hytten. Han havde allerede forberedt en mindre madpakke og nu ville han blot sikre sin aften med noget varme. Han fandt et stykke stof og stille renset det i noget varmt vand og forbandt rundt om fingeren. Hans blik faldt ud og op på nattens klare himmel. Mon hun så ned på ham? Ville hun savne ham? Katarine og Anastasia savnede sikkert deres far. Han lå stille på sin seng og tænkte omkring disse ting at han stille døssede hen og faldt til ro. Det varede ikke længe før hans udkørte krop faldt i søvn, mens hans tanker og drømme faldt på mindet omkring hans familie.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Evaline havde endnu engang været i kamp, denne gang en forlovelses kamp. Som hver anden forlovelses kamp, udfordrede manden som regl familiens stærkeste person, hvilket normalt var faderen eller broderen. Evalines familie derimod, bestod kun af en far, fire mødre og Evaline. Da faren var overhovedet, og Evaline styrede hærene, hvilket gjorde hende til den eneste der kunne giftes, men blev set som en mand. Dem der ønskede at gifte sig med hende, måtte derfor kæmpe imod hende, hvis hun ikke ønskede dette, skulle hun dræbe ham, hvis hun ønskede at gifte sig med ham, var det dog faren der somregl skulle kæmpe imod manden.
Denne gang vandt hun imod en af de stærkere folk, forlovelserne var begyndt at holde op, hvilket skabte hendes far den tanke om at deres blod aldrig ville blive ført videre. Ikke at det gjorde hende noget, at sætte slutte sit liv, for at passe en mand, der muligvis fik endnu en kvinde. Hvorfor skulle man overhovedet prøve at få en mand, mænd var intet andet end svage folk, de var for høje i hatten, altid troende at de ville vinde en kamp, glemte tit at tænke på de andre ting.
Åbninger, at en kamp ikke kun kunne vindes på muskler, alting blev så meget nemmere, når mændene var selvsikre, hvilket de indtil videre altid var! Hvis hun i virkeligheden ønskede at få en mand, ville hun nok gå efter Blod dæmoner, de virkede til at være stærkest. Eller de underlige væsner der var kommet efter jordskælvet, de virkede til at være stærke, desværre også blodtørstige, så de var sikkert udelukket.
Hun rystede blidt på hovedet, disse tanker ville en dag blive hendes død.
Efter selve kampen, forlod Evaline landsbyen. Blodig næse, sår op og ned af armene og ikke mindst et ved sit krave ben. Hun trængte virkelig til at slappe af, bare holde en pause og komme væk fra bare en smule af volden. Nok mest bare for at slippe væk fra at gøre rent efter kampen, det at jage et spyd gennem hjertet på en person var intet andet end et svineri. Samt smerten fra de forskellige slag, gav hende heller ikke lysten til at trække ham g væk fra midten af deres landsby, for at hjælpe med at grave en skide grav!

Hendes påklædning var mest skind fra dyr, hun havde et læder belte om sin talje. Hendes hår var sat op i en hestehale, hvor hendes udgroninger var farvet med aske, som fik det til at se halv gråt/hvid ud. Et halsbånd omkring halsen.
Hun begav sig længere og længere væk fra landsbyen, til hun nærmest væltede over et par ben. Et halv irriteret blik blev sendt ham, til hun opdagede at øjnene var gemt væk bag øjenlågene. Var han død? Måske havde han spist nogle svampe, som de underlige røde med polke prikker, de havde det med at gøre folk syge. Satte sig på hug, mens øjnene var rettet imod hans øjne. Hun lagde en hånd på hans hals, for at føle hans puls. De grå øjne lyste en smule op, hans bukser var ret så fede, hvis han var død, ville hun så få en mulighed for at snuppe dem? Ikke for at være en tyv, hvis man var død havde man jo ingen grund til at beholde sit tøj.
Skuffelsen kom dog over hende, da følelsen af hans puls gav en varm følelse i hendes arm.

Fenris drøm stille lagde sig omkring hans hjerne. Han fandt sig selv gående blandt sine døtre og sin kone. Der var latter i deres stemmer. Alt virkede roligt og afslappende. De gik langs en sø, med et par smukker svaner. Hans blik faldt på sine døtre og skulle til at sige noget, men hans kone stille krammede og overfaldte ham. Han landte på ryggen og så op på hende. Hendes hår stille faldt ned omkring bagsiden af hendes hovede og kyssede blidt Fenris's kind. Hans latter faldt igen, men blev afbrudt da han spottede sin ene datter Anastasia snublede over hans ben og så på ham. Han vågnede selv lidt op over dette, mens blikket nu faldt på en fremmed pige.

Fenris mumlede lidt i sin egen forvirring. ''Ana? Hv..'' Hans blik vågnede der efter fuldt ud op og spottede nu at kvinden så anderledes ud og han greb fat omkring sit sværd ved hans side og var klar til at trække det. ''Hvem er du?!'' Hans blik faldt direkte på hende og han var bestemt lysvågen nu. Han overvejde om han bør trække sit sværd, men han valgte at være defensiv og vide hvem denne fremmede var.

Han stille lugtede til hvem denne person var, men hendes færd var svær at spotte. Men blikket fra hans faldt bestemt på hende, hvis han havde mulighed ville han bestemt være klar på at rykke fra hende og havde sin klinge klar. Dette var en af de få gange han havde forvented at se en fremmed i nærheden af sig så tæt. Gad vide om han mon havde sovet længe? Ilden så ud til at stadig være tændt, så det havde ikke været mange timers søvn. Hun så blodig ud, nu hvor Fenris bedre kunne se hende og at han var nærmere vågen. Mon hun havde tidligere været i kamp?

Hvordan kunne folk overhovedet vælge at sove i en skov, frygtede de ikke tyve, vilde dyr eller folk som hende. Hvis hun ikke var en smule træt, ville hun på få punkter, have vækket ham, set om han var stærk og muligvis have taget ham til fange eller bare dræbt ham, hvis han var svag. Typisk opvækst...
Da han vågnede op, fjernede hun hånden væk fra hans hals, inden hun rykkede en smule væk. Hans stemme var dyb og trættende, mens blikket langsomt rejste sig mod hende. Han levede udentvivl, ikke at det var en god ting, da det sikkert betød at hun skulle kæmpe imod ham. "Ana?" Kaldte han hende lige Ana, lignede hun en Ana? Grebet om hans sværd fik hende til at rykke sig langt væk fra ham, dyrisk som hun engang i mellem var, stod hun på fire, som et dyr der var klar på at springe på sit bytte. Øjnene grå skinnende, sendte ham et par dræbende øjne. Han ønskede tydeligvis at dø, uden tvivl!
Blod løb ned af hendes cuts på hendes overarme. Blodet var stoppet ved næsen, og havde i stedet farvede hendes overlæbe, så det nærmest lignede et overskæg af blod.
Hun svarede ikke på hans spørgsmål, hvis han ønskede at angribe, havde hun ingen grund til at sige sit navn til ham. Hvad skulle han med navnet, når han alligevel ville dø, eller få hende til at stikke af! Hun knurrede kort. Blikket faldt på hans sværd, begge hænder lå på det sværd, hvilket betød at hun bare skulle holde øje med det våben, da han på ingen måder ville kunne skade hende, med sådan et våben når han sad ned.
Hun stod i nærheden af ilden, tæt nok på at varmen kunne mærkes, samt gøre en smule ondt hvilket fik hende til at bevæge sig en smule til siden. Blikket forblev dog på ham, aldrig slip fjenden af syne, det kunne betyde ens undergang!

Fenris blik faldt på hende, mens han stille med en hurtigt rullende bevægelse om på ryggen og videre på sine knæ væk fra hende. Hans blik faldt på hende, mens blikket stille undersøgende faldt omkring sig. Hans hænder var stadig på våbnet, som lå på jorden. Hans ene ben stille bevægede sig til at gøre klar for Fenris at kunne stå op. Han ville sikre sine benbevægelser og undersøge hvis dette var endnu en test hans fader havde lagt for ham.

''Du forstyrre dette sted. Jeg har ikke i sinde at slås, men hvis du agter en kamp forsvare jeg gerne min familie's grav.'' Hans blik var bestemt fast på hende, mens han stille bevægede sig i nærheden af gravpladsen, hvor 3 sten kunne spottes og han stod stadig klar. Han havde endnu ikke trukket sit våben, men havde lagt det foran hofte for sig.

Dette gav ham mulighed for at kunne bruge begge hænder til at forsvare sig mod hendes spyd. Bag Fenris ligger 3 gravsten, som er bedækket med nogle små blomstre og jorden omkring dem ser ud til at havde været bearbejdet med. Den minderste sten står der intet navn. Kun et par finger og en klo, mens de to andre på hver sin side står på den ene Anastasia og på den anden Katarine. Hans blik var fokuserede på hende. Han var ikke tillfreds med at hun var så tæt på hans sørgelige rester af en familie, men han ville bestemt ikke tillade hende adgang til dem.

Han rullede rundt, havde det ikke været dumt hvis hun virkelig ønskede at dræbe ham? Da han så kort ville være forsvarsløs, samt det at han umuligt ville kunne holde ordentligt fast på sværdet, når han rullede rundt. Ilden skabte en fortryllende form for skygger der dansede på hendes ansigt, hvilket fik øjnene til at lyse en smule op. Som havde der været en form for stjerner i hendes øjne!
Hun forstyrrede dette sted? Sagde manden der valgte at sove her, hun lavede intet end at gå, tjekke hans puls og holde øje med ham da han vågnede. Hvordan kunne hun forstyrre stedet? Hvis hun ønskede at forstyrre stedet, var hun sprunget i ansigtet på ham, for læææænge siden, eller i det mindste have dræbt ham mens han sov. Hvor jorden ville opsluge den røde væske der forlod stedet, hendes skjulte dolk ville have boret sig ind, hvis hun altså ønskede at forstyrre dette sted.
Ordet af familie grav, fik hendes blik til at være en smule mere blid. Så han var en enlig mand, der sørgede over hans familie? Var det grunden til at han sov her, fordi han lige havde begravet dem? Hendes blik lagde sig kort på stenene bag ham, var de dækket i små sten? Hvorfor ikke brænde dem, der var chance for at monstrene fra jordskælvet, ville finde dem og muligvis æde deres sølle rester. Plus det var nemmere at samle asken op og smide krukken i et hul, end at begrave et helt lig. Hun kendte det fra erfaring. Hun rettede ryggen en smule, og stod nu på sine ben. Spyddet støttede hendes krop, for ikke at se helt svag ud, holdte hun kroppen oppe med en arm, mens benene rystede en smule under hende.
"At ofre sit liv for døde mennesker er svagt, din tankegang får dig dræbt en dag..." Hun slap ikke blikket fra ham, han var stadigvæk en trussel for hende. "De døde, intet andet end en beholder af blod, kød og knogler, hvorfor forsvare det og for ikke at snakke om stenene." Hendes stemme var en smule hæs, dog gjorde hun sit bedste for at skjule smerterne hun havde i kroppen.

Fenris øjne forblev på hende, mens blikket der efter søgte rundt omkring sig. Hvor våvede hun at ligge disse kommentare omkring hvordan han begravede sine kære. Han så på hende med en mindre grad af bitterhed. Hun virkede ikke til at vide hvem han var, hvilket han havde det fint med. Hendes ord omkring svaghed omkring mennesker var ynkeligt.

Forveksler du mine afdøde med et bytte? hvor ynkeligt. Mennesker er svage, alt alt for let bytte at fortære og æde. Hvis du ingen respekt har for de døde så forsvind. Hvis min død skulle falde her vil jeg møde mine kære med et smil og ære. Vel vidne at jeg ville give mit eget liv for at beskytte dem. Hvis nogle skulle lige sig svag, må det vel være dem i sjælen. At disrespektere et anden persons grav og død.'' Fenris øjne faldt bestemt på hende, mens hans øjne stille ændret sig til mælkehvide. Han duftede i luften for at fange hendes duft, mens blikket forblev på hende. Et mindre had lå til hende, specielt efter hendes kommentar omkring hvordan han begrav sit bytte.

''Jeg forsvare gerne min familie hvis det er nødvendigt. Og dem? hvorfor er du blodig? Hvis jeg ikke ville sige bedre virker du mere til at være et dyr end nogle andet. Et bytte for jagere som mig selv og min fader Abbadon Lawless.'' Hans hale begyndte stille at dukke op fra hans mindre hul han havde skåret i sin bagside af bukserne, så han kunne havde fri adgang i tilfælde af kamp. Hans blik forblev på hende. Da det var det eneste han kunne se. Hendes omridse og blodet fra hende fyldte hans næse og dufte sanser. Men dette blod var anderledes.. En blanding af en slags.. men det virkede stadig fjernt. Han spyttede i jorden og så på hende. Det afskyet ham at se endnu en blanding mellem racerne. ''Ynkeligt.. Blandet blod? '' Fenris havde sit fokus bestemt på hende. Han vidste godt nok at blandings racer var sjældne, men dette.. Dette væsen, som nu stod foran ham var.. af ren og skær modbydeligt. Han havde ingen tolerance udover at lade hende tale, trækevejret og stå på sikker afstand.

Så de afdøde var ikke mennesker, det var vel altid noget. Disse menneske væsner ville aldrig blive mere end mad, for nogle væsner, ellers var de bare tidsfordriv eller arbejdskraft. han snakkede en del mere af en der muligvis ønskede at kæmpe, eller nok nærmere ligge ved sin elskedes grav. Efter Evalines øjne, virkede det til en kvinde og.. børn? hun løftede blikket mod ham endnu engang, mens hun lyttede til hans ord. Han havde ære, respekt for de døde, som hun nok aldrig rigtig ville få. Hun havde respekt for gravs pladser, mest i følelsen af at det var så underligt at gå et sted, hvor en muligvis elskede person sov. Ikke at der var kærlighed, i hendes landsby på nogle måder.
"Du snakker og snakker om at respekt, men det er nærmest dem der ønsker en kamp på dine elskedes gravs plads... Hvis du virkelig ikke ønsker en kamp, så fjern hænderne fra dit våben og vend ryggen mod mig..." Hun løftede den ene hånd og pegede imod hans bryst. "At snakke om at give et liv for en person der allerede ligger i graven, er typisk de svage... I gør hvad i kan, for at virke ære fulde... Men i virkeligheden mangler i bare nogle til at snitte jeres strube, fordi i, ikke selv tør gøre en ende på jeres liv." Måske burde hun passe på sine ord mod denne person, han var udhvilet og ikke såret. Hvilket ville gøre denne kamp meget tydelig, han ville kunne vinde over hende, hvis kampen blev seriøs. Hun ville ikke kunne løbe væk fra ham så nemt, da hendes ben i forvejen var trætte, samt hendes blik nu også var begyndt at blive sløret. Kunne dette blive bedre.
Hans spørgsmål omkring hendes udseende, eller hvad man nu kunne kalde hendes valg af snavs i dag, fik hende til at sukke. "Traditioner som de aldrig ville kunne forstå." Det var tydeligt at han var en af de mange der åbentbart kun blev forelsket og derefter gift, i stedet for at kæmpe ordentligt for kvinden, skulle han bare sørger for at få hendes hjerte til at slå for ham. Hvor hun ville kunne forlade ham, uden at dø. Dette var en af de mange ynkelige ting hun så i sit liv. Han lå i den blandning af folk der kunne give op og slette tingene, udover hukommelse, i stedet for at løse problemerne. Hun var vel også en smule som et dyr, så det blev aldelses ikke taget som en fornærmelse. Abbadon? Navnet virkede bekendt, but who cares!
"Blandet blod, hvilket du åbentbart ser som ynkeligt... Hvorfor er det ynkeligt, jeg ser ingen ting der er ynkeligt ved at være afkom af to forskellige racer, medmindre det er menneske og engle racen jeg var blandning af!" Stemmen var skærende og hård.

Fenris så blot på hende og små grinte. Hans blik havde nu vænnet sig til at se på hende som hun var. duften af hendes indtørrede blod hjalp lidt på hans sanser, mens hans hale stille hvivlede fra side til side. Blikket forblev stadig, mens han sukkede kort. ''Så du kan stikke mig i ryggen? hmm.. Nuvel. Lad os se om du er et dyr af ære eller et dyr af frygt.'' Fenris trak sit våben, mens klingen lå ned langs hans side. Et trick hans fader havde lært ham. At lokke sit bytte til at ligge et hurtigt angreb, hvilket kunne få ham til hans fordel at spyde det. Fenris vendte ryggen til hende, mens hans sanser var klar. Hans øre var på spendt, mens halen der var tydeligt for Evaline at spotte viftede fra side til side. Fenris var spændt og alle hans muskler stille gjorde sig klar. Han lyttede stille til hendes vejretrækning. Både for at få en fornemmelse om sit bytte.

Dette var bestemt noget fenris elskede. At lytte til sit bytte, som lød til at ville myrde og være åh så modig. Han lyttede ganske roligt, mens hans hånd holdte fast om hans skafted på hans våben. Blikket faldt på hans kone's grav. Han håbede at hun kunne tilgive ham, men han havde dog håbet stedet kunne blive uforstyrret. Han ville glæde sig lidt over hvis hun valgte at gå direkte efter ham. Specielt efter at vide hun var af blanding mellem engle og menneske. To racer, som Fenris blot så som bytte. At ligge en blanding mellem dem ville være lidt ynkeligt. Hvis hun måske var af dæmon blod ville han overveje at lade hende leve, men hendes talsmåder om svaghed lagde sig klar til kamp.

Han smed ikke sit sværd som hun bad ham om, i stedet trak han det og stillede ryggen til hende. En typisk måde at lokke en person til at tro, at de havde det bedste sæt spille kort. Hun smilte kort for sig selv, han håbede måske på at hun ville angribe ham, mens han stod med ryggen til hende. Hvor lavt stående troede han hun var, hun havde sin ære i god behold, hvilket betød at hun på ingen måder havde tænkt sig at angribe en mand der stod med ryggen til hende, sværd eller ej.
"Jeg sagde de skulle vænne ryggen til mig og smide sværdet, ikke vende ryggen til mig og have sværdet trukket... Det viser intet af det jeg ønskede, det får det bare til at ligne, at de ønsker at jeg angriber dig." Hendes øjne var dog en smule hypnotiseret af hans hale der viftede fra side til side, hvor cool var dette ikke lige, han kunne frem tvinge sit dyriske jeg, så man nemt ville kunne få følelsen af at han var shapeshifter, dog havde hun en fornemmelse af en dæmons aura i nærheden af ham, så... Var han en blandningsrace som hende, eller var dette en underlig for magi han kunne.
Ville han så være som hende, af samme blandnings blod som hende? Hun bed sig kort i den halv forslået underlæbe, mens hun endelig lod blikket falde mod hans våben igen. "Du snakker om ære, og tør ikke engang at lade dit sværd røre jorden... Hvis du forventer at jeg er så ussel at jeg ville angribe dem mens de har ryggen til mig, tager du fejl." Hun spyttede en lille blandning af blod og spyt ud til siden. Måske regnede han med at hun var svag nok til at fælde med et enkelt slag?

Han drejde rundt og lagde våbent ned langs hans side og så undrende på hende. Han lagde ist hovede på skrå og smilede lidt.''så.. har du tænkt dig at plabre? eller har du tænkt dig at fortælle mig hvem du er og hvad du laver her? Hvis ikke så lad os endelig begynde denne dans, men jeg kan allerede sige nu at infektioner og sygdomme vil ramme dig først.'' Et lettere smil faldt på hans læber, mens han stille trådte et par få skridt imod hende, men der var stadig større mængde afstand mellem dem. Han var klar i tilfælde af at hun havde tænkt sig at angribe, men det virkede som om at hun ventede på at han ville angribe. Det virkede alt i alt tåbelig, men hun har fornærmet hans grav og kaldte ham svag. Et bytte der råber efter at blive tortureret og helt igennem banket i følge ham. Hans hale viftede fra side til side, mens et mere og mere manisk udtryk stille formede på Fenris's ansigt. Det var tydeligt at fenris kæmpet inden i med et eller andet. Hvis sandheden lå, så holdte Vánagandr sin vrede inde for ikke at lade hadet gå amok. Hans betydning af halen der vifter fra side til side er for at fornemme sin balance og ligge det på halen, så han ikke kun skulle fokusere med sine føder om balance. Hans øjne var mælkehvide, mens blikket havde en fortsat fokus på Evaline. Et lettere sindsyg træk stille startede at udforme på hans ansigt, mens han stille hældte sit hovede på den anden side. Hans blik fortsat fokus på hende, mens han stille begyndte at gøre sig klar til at angribe. Han ventede dog på at se om hun ville svare ham eller ej.

Han drejede om for at smide sværdet? Hvorfor ikke bare smide det hvor han stod, hun ville jo ikke gøre ham noget. Selvfølgelig ville hun ikke selv have stolet på en fremmede, især ikke en der så ud som hende, blodet kunne nemt gøre så folk så hende om en morder, eller en der i virkeligheden elskede kamp. Derimod kunne det også få hende til at ligne en der var overfaldet, uanset hvad, burde man aldrig stole på en med et våben, som i forvejen var blodigt. Plapre? også stillede han flere spørgsmål, han ønskede så sandt at hun plaprede åbenbart.
"Mit navn er Evaline, Tsk... hvorfor er det vigtigt at vide hvad jeg laver her, hvis jeg ønskede at besudle din elskes grav, ville jeg have gjort det om aften." Hun rettede sig en smule op, for at virke mere selvsikker. Smerten sprang igennem hendes krop, havde hun nu også brækket et par ribben?! For the sake of the lord! "Heh... Her står du og snakker om ære, og du ønsker at angribe en der er såret og sikkert også en smule svagere end dig, i denne tilstand i hvert fald." Da han bevægede sig mod hende, adskillede hun sine ben en smule fra hinanden og lagde den anden hånd på spydet, hvor det blev rettet imod ham. "Infektioner og sygdomme? Pff, Hvis de i virkeligheden ønsker at angribe og gøre deres elskers gravs plads til en slags mark, så lad gå da. Kom an, lad os danse... Katte dreng?" Hans hale virkede forvirrende for hende, hvad var han, dæmon eller shapshifter? "Hvem er de, og hvad laver de her? Siden de ønskede mit svar..." Hendes navn var ikke kendt, hvilket betød hun ikke var eftersøgt. Hendes gøre mål var stadigvæk ikke blevet svaret på, men det burde være ligemeget, medmindre hun havde været i hans hytte eller anderledes ting. Alt i alt, burde det være ligemeget, hvad hun lavede i denne del af landet.

Fenris så undrende på hende. En såret kriger? og hun taler om svagheder?! Han stod blot og så undrende på hende. Hans blik stille faldt omkring hende, mens et lettere smil faldt på hans læber. Hans tænder havde omformet sig til sylespidse tænder, mens blikket forblev på hende. Tænderne virkede skarpe og nærmest haj agtige, mens blikket forblev på hende.

''Hvem er jeg??'' Et lettere og manisk latter faldt over hans stemme, mens han faldt hovedet på den anden side af skuldren. ''Jamen.. dødelig.. Jeg er Vánagandr Lawless. Kronprins til alle dæmoner... hihihi.. Du er virkelig langt væk fra viden er du ikke.. Dødelig.'' Hans stemme havde ændret sig og hans blik var fuldt ud fokuserede på hende. Han begyndte stille at cirkulere rundt omkring hende. Hans højre skuldre imod hende, samme højre hånd som holdte sværdet. Han cirkulerede omkring hende, mens han stoppede da han nærmede sig ilden. Hans blik faldt stadig på hende og stille smilende stod og små fniste.

''Dødelig.. Jeg syntes at du enten kan vælge at smide dit våben og jeg lader dig måske overleve.. Eller... hihihihi... Du kan vælge at falde med flere sår... efter 200 års voltægt og tortur.. mhmm.. det lyder næsten.... Intimiderende... og .... forførende.. syntes du ik?'' Hans stemme stille svingede mellem høje toner og lave toner. Hans blik havde bestemt rettede sig på hende og Fenris kunne ikke længere holde sin vrede tilbage. Halen stille havde omformet sig til sylespids, som mest af alt lignede en blanding af en firbens hale, men med en slags kløve form ved enden. Hans blik havde bestemt fokus på hende og hans øjne var kridt hvide.

Det mest af alt virkede næsten som om at han var blind, men han havde altid ansigtet rettet imod hende. ''ooh.. og pinden? virker ikke særlig praktisk.. du vil jo falde om først før mig min skat.. jeg skal nok få dig... HUHUHU!! jeg kommer til at nyde.. hvert.. et.. bid.. af din hærlige sjæl.. oh ja.. jeg æder sjæle.. Du er såret.. Et bytte der er ganske let at fortærre.. Let at æde... Let at... ja.. Jage.. Svagheden ligger mest på din side..'' Fenris forblev cirkulerende omkring hende. Klar til at angribe så snart han kunne spotte en åbning. Han ventede blot. Han havde fået nok søvn til at kunne holde sig vågen og med sin faders trænning ville det være en smal sag.

Han ønskede udentvivl at kæmpe, en kamp Evaline ikke ville kunne vinde. Så længe hun var såret på denne måde, ville hun på ingen måder kunne vinde over ham, hans tænder gjorde det jo tydeligt at han var dæmon, hvilket betød at hun var oppe imod en stærk modstander. Et halv kækt smil formede sig på hendes læber, kronprins af dæmonerne. Tænk, her troede hun at alle de højt stående dæmoner, ikke kunne finde ud af andet end at spise sig fede i sjæle og binde sine egne sko. Endnu engang var hun jo uvidende, dog... Når det kom til kamp, havde hun fået træning lige siden hun lærte at gå. Spyddet var kun et handicap for hende, hun var bedre uden et våben.
Hun brugte ikke bue og pil, da hun kunne kaste spyddet ligeså godt som hun ville kunne affyre en pil på. Hvilket gjorde det nemmere og for hende at gå med spyddet, da folk så troede de ville kunne stikke af fra hende.
Hendes blik forblev på hans bevægelser, han var hurtig. Dog det at kalde hende dødelig fik hende bare til at smile. "Jeg er en blandningsrace af dæmon og en anden ting... Du står og kalder mig dødelig, når jeg har samme styrke som dig, måske mindre, da jeg er en kvinde og vi desværre er lavet med svagere knogler, men større smerte terskel. Jeg ville kunne skære benet af dig, og du på mig, men du ville stadigvæk føle mere smerte end jeg. Derimod ville du sikkert have nemmere ved at brække min arm, end jeg ville kunne på dem" Hendes skarpe ende af spyddet, blev hurtigt peget mod jorden. En teknik hun havde øvet i ren kedsomhed, hvis han valgte at angribe hende, ville hun hurtigt og nemt bruge spyddet til at løfte sin krop, så hun i stedet ville være over hans hoved, og nemt kunne springe op i et træ.
Hvor hun ville kunne flygte, hun havde ikke tænkt sig at angribe ham i denne tilstand, havde hun derimod været ude at gå, i rask og uskadt tilstand, ville hun næppe have sagt nej til denne kamp. "Pinden? Hvis du snakker om spyddet, er det kun for at skræmme folk væk med, jeg bruger det sjældent... Hvilket betyder at jeg er stærkere uden et våben." Hans latter virkede så underlig, normalt ville folk sikkert blive skræmt over dette. Men når man levede i en landsby, hvor voldtægt ved kvinderne var ægteskab, dræb var ære og kamp var kærlighed, virkede denne latter bare underlig for hende.
"Tænk engang, en mand der før snakkede om ære, snakker nu om at indgå et ægteskab foran sin elskedes grav, og ikke bare i nogle år, men 200 år... Tortur er vel det der kommer af et ægteskab, mens voldtægt ikke er andet end et ægteskab, til en anden vælger at tage partners plads" Hun smilte lumsk. Voldtægt, det var sådan hun selv kom til verden, hendes mor blev voldtaget af sin ægtemand, hvilket var normalt for deres landsby, kvinderne havde jo intet at skulle have sagt.
Evaline var dog en underlig blandning af kvinde og mand, da hun var landsbyens overhoveds datter, og eneste barn. Det gav hende derfor andre rettigheder, end de normale. Hun måtte f.eks kæmpe for sit eget ægteskab, gå i krig, forlade landsbyen når hun fik lyst og ikke mindst selv vælge sin position hos manden.

Fenris fortsatte med at cirkulere rundt om hende. Han ville sikre at han kunne angribe hende fra hver front der kunne være nødvendigt. Han fulgte hende blot med blikket. Hendes ord virkede fjern. Han så mere ud til at fokusere på hendes kød end noget andet. ''Giftemål i til torture... hahahahaa!! det må da være deres joke! Hvis de elsker.. hihi tortur! Vil jeg da med glæde give dig flere års pindsel og pleje.. Lade hver enkelte vampyr drænne af deres blodåre.. De vil kun se.. hihi mørket.. Lade min fader voldtage dem.. Lade min broder voldtage dem i flere århundred og jeg selv i årtusinder hvis dette er deres interesse.... og nej.. de får ikke lov til at beholde deres føde.. deres håb.. deres familie.. ALT vil jeg personligt BRÆNDE!'' Hans blik var bestemt vredt. Han fortsatte med at cirkulere.

Han vidste at han blot skulle være toldmodig... Vær toldmodig.. Se bytte krybe.. Lad byttet.. Komme til dig.... Hans tanker fortsatte denne tanke. Altid fokuserede på hendes bevægelser. Han holdte blot øje med hende. Afventende. Han vidste at siden hun nævnte at spydet blot var en mindre genstand, måtte det betyde hun fortrække nærkamp.. Interessant.. Men hvad? Hans blik forblev på hende. Han observerede.. Vuderede hende. Han fortsatte holdte øje med hendes vejretrækning. Hver enkelte skridt hun ville tage.

Fenris havde bestemt ændret sin form for gå gang. Nærmest halv ventende. Hans syle spidse tænder stille udformede en slags savlen mellem tænderne, som var det.. hunde savl? Hans blik fortsat var på hende. Afventende.

Halen viftede hurtigere og hurtigere fra side til side.. nærmest som om at han var glad, som en logrende hund afventende. Blikket faldt ikke fra hende. Det virkede næsten som om at han blot ventede på at hun ville falde død om. ''Hihi.. Hvis du vil flygte.. kan du også prøve det.. Dette gør blot jagten... hihi.. Mere interessant.. OH?! og pas på edderkopperne.. de ELSKER frisk kød.. Specielt de største i ashen Wood Forrest.. Du har i sandheden.. Valgt et dårligt.. AHAHAAA sted at komme!'' Hans stemme var skærrende, nærmest modsat af den person hun tidligere stod overfor.

Han var ændret og hans dæmoniske blod havde bestemt taget over hans handlinger. Han ventede på sit bytte lavede en større fejl. Hun var stadig i nærheden af våben. Stadig i arm række af det. Dette var godt nok for ham til at vente. Hans muskler stille strækkede sig og han rystede nakken kort, så et par knæk lød. Hans krop ændret sig en smugle mere rubust og mere muskel messigt blev vist fra hans egen side. Klar til kamp.

Han plaprede mere end hun gjorde på en uge, det virkede næsten som om han forsøgte at holde sig selv vågen. Hvilket var dumt, det holde hendes hoved klar og gav hende kun styrken til at stå op, da hans stemme og måden han snakkede til hende på, fik hendes blod i kog. "De er i virkeligheden svag... De kan ikke engang håndtere deres egen dæmoniske styrke, som tager overhånd for dem. Hvor de derimod går og snakker om at voldtage mig, jeg føler mig smirret. Tænk at kronprinsen af dæmonerne ønsker at ligge hånd på en ydmyg kvindes krop som min, burde jeg se det som en ære?" Hun smilte for sig selv. "Nah, Din far er stærkere, har æren i behold.. Snakker sikkert ikke om at beskytte en gravplads med sit liv, men alligevel ønske at kæmpe på den, hvor man så snakker om sin elskede i håb om ære, men skifter til at vil voldtage en person... Deres elskede vender sig sikkert i sin grav, i had om at have været i deres arme, hadet opsluger hende sikkert... Ikke at det ville overraske mig, jeg ville også hade dem." Hendes stemme var kold, hun slog spyddet i jorden hurtigt.
Den tynde halv såret krop fløj nærmest op i luften, hvor hun lavede en saltomotale inden hun landede oppe på en af grenene over gravene.
"Edderkopperne er mere respektfulde end en typisk dæmon som dem... De lader deres liv blive taget i respekt for at lade konen overleve, lader sig selv blive spist af sin hustru inden den selv vælger at forsvinde i ren tro på at have reddet sin elskedes og børns liv... Mens du står og praller om ære, mens du siger dig selv imod med deres handlinger." Hun spyttede til siden endnu engang. "Jeg væmmes ved at være i nærheden af dig, en pralrøv om ære, en der sikkert mener det er ærefuldt at sparke til en hvalp, eller killing. Tsk, du er ikke andet end den lort man skider ud og graver ned, for at undgå den forevigt."

Fenris så blot på hende, da hun talte. Han ventede på det bestemt øjeblik. Da hun skulle til at hoppe op stormede Fenris i hendes retning. Hans hånd førte bestemt et slag imod hendes side med det sølv belagte våben. Hans sværd ville muligvis nok ramme ind imod hendes side i det hun hoppede op i luften. Hans blik faldt dog over på hende da hun skulle til at snakke om hans familie og ære igen. Dette fik ham blot til at grine. En lettere latter faldt på hans ansigt, mens han greb fat omkring spydet med den anden hånd og så over på hende. ''Flygte fra en kamp? denne jagt bliver ganske enkelt interessant. Jeg skal i sandheden nyde denne jagt.'' Han gik stille over i hendes retning med spydet i den ene hånd og sværdet i den anden. Han var klar til at kaste spydet i hendes retning hvis hun valte at flygte, men kom hun i nærkamp havde han sit sværd klar. Han så blot på hende. hans øjne ædsede ikke graven. De virkede som om at han ikke så dem som eksisterende. Det eneste han så var på hende og hans hovede var lidt på skrå. ''Så hvor vil det lille lam flygte? Jeg glæder mig.. kom nu.. Løb lille hvalp.. Løb.. og jagten skal endelig blive interessant!'' Hans blik var bestemt på hende. Hans had var fuldt ud på hende, mens halen stille lagde sig omkring spydet. og der efter holdte det oppe. Hans tanker faldt omkring hvorfor hun flygtede fra ham? Hvorfor turde hun ikke kæmpe? alt den tale om styrke og kamp... Hvor ynkeligt... ''Det eneste.. Der.. Hihihihi!! Bliver mere begravet.. er deres fader.. or moders gråd nå de finder deres landsby i brand.. jeg skal personligt lede det første bål.. og deres kranium.. saftig... jeg kan næsten..'' Han kort slikkede sig om læberne. Hans tunge var slange art, mens hans stemme hæs hissede af hende. ''Smage din frygt.. og dit blod.. Sjælen.. jo.. dette bliver et prægtig trofæ... specielt for at spise senere... en blanding af dæmon.. og andet.. det lyder spændende.. jeg vil personligt glæde mig til at æde hver og enkelt sjæl fra din svagsomlige landsby.''

Hans ord fik hende til at smile. "At flygte er ej hvad jeg gør, jeg vælger bare ikke at dræbe dignu her. Jeg kæmper ikke en kamp jeg nemt kan tabe, kom tilbage om et par dage, så er jeg villig til at slå dig ihjel, nu hvor du så gladeligt ønsker at møde din kvinde igen." Hun sukkede opgivende og snakkede selvfølgelig ned til ham.
Hvorfor var det lige at hun kun mødte mænd der havde en svaghed for en kvinde, det var jo latterligt. Hun manglede en, der havde styr på sit liv, som ikke sad og hulkede over en kvinde i hans liv, eller i det hele taget ikke sad og var i gang med en kvinde. Hun himlede med øjnene, af hans ord. Som om han kunne dræbe nogle i en landsby fyldt med dæmoner, han var i undertal og hendes landsby var krigere. Hvis han kom i nærheden af byen, og de så ham kæmpe med Evaline, ville de omgående blande sig. Mest fordi Evaline ikke måtte kæmpe efter lige at have givet afslag på en forlovelse, sådan var reglerne endnu engang. "Så kom følg med, så kan du få min moder til at tude og min far til at rulle med øjnene." Hun sprang fra gren til gren, endnu engang var hun lykkelig over at være opvokset i en by, hvor træning var livet. Hun kunne alt der galte om livet, havde dog selv lært sig i at læse, da hendes familie mente det var spild af tid.

((Jeg har brug for noget mere viden, hvor skal dette føres hen? For hvis de kæmper, er vi nødtil at dræbe en af dem, hvilket jeg regner med ingen af os ønsker XD?.. Så overvejede at han måske kunne tages til fange i deres landsby, hvis han følger efter?))

Fenris stod blot og lyttede, mens han stod klar med spydet. Hans øjne fulgte hendes krop. Fenris var bestemt i sit rette element, mens han blot ventede på endnu en åbning. Mens hun talte stod fenris blot og grinte småligt over det. Hun talte om styrke, men alligevel vidste at hun var svag? Hvordan er dette styrke. Hans øjne ventede blot at hun ville hoppe eller flygte. Siden hun havde nævnt at hun ville tabe denne kamp. Hans øjne faldt omkring hendes krop bevægelser.

Dog da hun skulle til at give sig til at springe kastede han med det samme spydet imod hende. Han ville bestemt sikre sig at ramme hende. Hvor var det ligemeget. Hendes Torso var det største område på kroppen og derved næmmest at ramme. Hans øjne faldt omkring hvad hun skulle til at gøre, mens han så tilbage ned på sit sværd for at undersøge om han havde fået ramt hende første gang hun prøvede at stikke halvt af fra ham.

Hans øjne faldt der efter i retningen af hende for at se hvilken retning hun gik. Siden hun allerede så såret ud var duften af hendes blod nemt at spotte. Han tænkte at undersøge området først og der efter finde hende. Da han ikke vidste om der var andre nær ham. Hans blik søgte lidt rundt for at se om han kunne spotte noget af hendes blod, som måske havde ramt jorden, mens han konstant holdte øje for at se om hun ville dukke op eller ej.

// altså.. Fenris er mentalt forstyrret ja. Men han er ikke dum. Han ved ikke om der er andre omkring. Derved kan han ikke helt sikre om det er et baghold eller ej //