Did you found something? //Sean//

I Doomsville Rotten Root Districts gågader var der en der løb... En der løb for livet, og ikke ville findes. Den person var Nille, og hun sprang over en skraldespand med lethed. Hun så sig over skulderen, men det var svært da det var snestormvejr. Hun gled i isen, men hun fik hurtigt balancen så hun ikke faldt. Hun havde en hvid jakke på, sort tanktop indenunder, sorte jeans, og sorte converse sko. Hvorfor Nille løb? Der var ingen efter hende... Men hun løb ... Fordi at hun ikke ville kendes ved. Hun var forvirret... Nille rystede på hovedet, og tog sig så sammen. Hun løb rundt om et hjørne og...
... Løb ind i en mand.

//Undskyld, meget kort start, og vente tiden... Desuden så håber jeg det er iorden at den mand er Sean?//

//det er fint //

Sean stod og lod blikket glide over en papiret han stod med. Det var fuld af forskellige notater, på hvad han havde studeret nede i sine arkiver. Han foldede det sammen og lagde det i lommen igen, før han gik videre. Snestorm, som han gik med ryggen til, var koldt og, selvfølgelig, fuld af sne. Det satte sig i hans mørke, strittende hår, på hans jakke og de mørke jeans og støvler. Lavede snedriver rundt om ham. Der var ikke mange folk på gaderne, kun få der turde gå ud eller som skulle ud, af en eller anden grund. Som Sean. Vejret havde aldrig været ham en hindring.
Han var lige gået om et hjørne og skulle til at fortsætte...Da nogen løb direkte ind i ham. Både heldigvis, men også uheldigvis, landede han halvt over en snedrive op af en bygning. Det tog imod ham og gjorde faldet blødt, men gled samtidig ind inder hans tøj og ned over hans krop med sine kolde fingre...
Han hev sig op på armene først og rystede kort på hovedet for at få det værste sne væk, før han fik kæmpet sig på benene i stormen der truede med at vælte ham igen. Han lod hænderne glide over sit ansigt, håret og klappende ned over tøjet for at få det værste sne væk, før han gøs kort da noget sne smeltede ned af nakken på ham.
Han vendte sig om med et hårdt blik...Og fik øje på Nille. Selvfølgelig...I et øjeblik følte han sig irriteret igen, da han kom i tanke om de enlig arbejdede sammen nu...
"Nille..." sagde han så og hans blik løsnede sig lidt.

//Undskyld at der er gået så lang tid før jeg svaret, men har ikke haft tid.. :/ //

Da hun løb ind i fyren røg hun ned på sneen, men nåede at lande på benene inden hun faldt på halen. Det sorte hår var løst, og en brun fjer hang i det. Hun kiggede Sean i øjnene, og sank en klump. Først fik hun lyst til at flygte, men tog sig så sammen da de jo havde indgået et midlertidligt venskab. Hun sukkede.
"Sean." Hun smilede skævt. "Undskyld jeg sådan braste ind i dig..." Smilet forsvandt igen.

Han lod kort blikket glide over hende, før han tilbød hende en hånd for at hjælpe hende op igen. han nikkede kort.
"Det sker" svarede han med et svagt smil.

//selv undskyld. Er lidt stresset lige nu...Svare mere næste gang^^//

Nille tog imod hånden, og trak sig op ved hjælp af ham.
"Jeg synes altid at jeg bumper ind i dig..." Sagde hun, og smilede skævt, og forsigtigt.

//Dejligt, og det vil jeg også gøre næste gang .//

//hmm...hvis jeg kan finde på noget altså^^//

Sean slap hende igen, da hun stod op igen.
"Ja, det gør du." svarede han bare kort. Han var ikke humør til venligheder. Var i det hele taget ikke i humør til særlig meget, det havde han ikke været i...ja, flere dage? Uge? Han viste det ikke, dagene gled sammen. han havde ikke venner. Han havde folk der fulgte efter ham for at vide noget, opnå noget, få noget. Og sådan var det. Og alligevel gik tanken ham på.
"Jeg har undersøgt indianerne. skal vi finde et roligt sted at snakke om tingene?" spurgte han

//Samme her xD//

Om hun så Sean som en ven? Ikke så meget... Men hun håbede vel lidt på at hun en dag gjorde, men vidste godt at chancen var lille. Alligevel... Der var noget inde i hende der ikke kunne lide ham, som om han havde gjort noget mod hende. Hvad det var... Ja, det var et mysterium. Det sorte hul i hendes sind var væk, og kom ikke tilbage. Men Nille havde alligevel mange fjender, og venner... Hun kunne bedst lide at have venner. Det mente hun at alle bedst kunne lide... Og så var der sket så meget... NEJ! Hun ville ikke tænke på det! Når hun skulle tænke over de ting så var det ikke mens folk var i nærheden... Hun vendte tilbage til virkeligheden, og så på Sean.
"Tak, og lad os det." Svarede hun, og smilede skævt.

Han fornemmede hun ikke stolede på ham. Og han kunne ikke fortænke hende i det. Han ville heller ikke stole på sig selv, hvis han mødte sig selv. Faktisk...Var det kun få folk der stolede på ham...ikke? Han følte sig ensom i et øjeblik...Men skubbede fornemmelsen tilbage, mens han sendte Nille et lille smil. han gjorde tegn til at hun skulle vise vej, hvis hun ønskede det. og gik så ellers med, mod det nærmeste sted der kunne give dem varme og drikkelse.
Og de fandt hurtigt et værtshus. eller en kro, som det jo var.
Rummet var ret lille, ja, hele kroen var lille. Få folk sad hist og her, en let duft af stegt kød, en stank af sved var i rummet, som var oplyst af små lys over det hele.
Men her var varme. Han mærkede hvordan det stak i huden, nu han var indenfor.
"Kunne du tænke dig noget?" spurgte han Nille og så på hende.

Nille stolede faktisk ikke helt på ham, men... Det føltes som om han havde gjort noget mod hende... Noget hun havde glemt... Hun vidste bare ikke hvad. Det var... Frustrerende. Hun smilede skævt, og nikkede. Hun begyndte at gå lidt... Hun så på værtshuset, og trak hætten over hovedet. Der var varmt, og den kunne man tydeligt mærke da man gik ind, men ikke tale om hun tog jakken af. Men... Selvom Døden var død, så betød det ikke at Nille var fri. Hun var stadig på flugt. Der var nogle folk, men... Hun turde ikke risikere noget. Hun så på Sean da han spurgte hende om noget.
"Bare noget varmt kaffe..." Svarede hun. Hun gik hen imod et bord med to stole på hver sin side, og satte sig på den ene.

Åh, kvinder blev ved med at forvente man altid gav...ikke fordi han prøvede at overbevise dem om det modsatte. Med et svagt smil gik han over til baren og bestilte det hele. Kaffe og te. Så gik han tilbage til Nille og satte kaffen foran hende, før han selv satte sig med sin te. Han lod kort blikket glide over rummet...alle jagtede ham lige for tiden, men han kunne jo lide livet farligt.
Så så han på Nille igen.
"Nå, det var de der indianere, ikke?" sagde han så og pustede let til sin te, for at tage en forsigtig tår. Alt for varm.

Nille så ned på kaffen, men tog ikke rigtig en tår... Eller noget... Hun kiggede bare på den. Normalt ville hun straks tage kaffen, og tage en tår, men hun var en smule usikker... Hvorfor vidste hun da slet ikke.
"Jo, det var dem." Svarede hun, og smilede skævt.

han nikkede kort og tog sine noter frem igen, lod kort blikket glide ned over dem.
"Jeg har nogle korte ting at sige. For det første det indlysende. De var indianere. Er indianere" rettede han sig selv og hans stemme gik automatisk over i en informerende tone. En der ikke gjorde andet end give informationer.
"De er folk som kom hertil sammen med andre mennesker, mener man. En stamme fra en anden verden, den verden menneskerne oprindelig kommer fra, den verden jeg oprindelig kommer fra. Der tilhørte de et land der bliver kaldt Amerika. Sammen med andre stammer. Men de døde under epidemier og sygdomme som folk bragte med sig fra andre steder af verden. Der kom nemlig andre folk og invaderede Amerika og kaldte det deres" han forklarede det, for Nille var fra denne verden og ville nok ellers ikke vide hvad han snakkede om. Han fortsatte.
"Men selv om deres antal er mindre i dag, lever der stadig nogle. Selve Cherokee´erne er opdelt i forskellige stammer.Jeg har ikke rigtig nogen ide om hvilke, det er gammel viden som ingen rigtig har formået at samle. i mine kilder i hvert fald. Der ud over var de nogle af de indianere der havde deres eget skriftsprog. " han trak lidt på skuldrene og tog en tår af sin drik, mens han så på Nille.
"Det er kort sagt de informationer jeg har lige nu"

Det blev lidt for meget. Kom hun fra en anden verden? Hun var blevet født i Underworld, det samme havde hendes mor, mormor, oldemor, osv... Zayn havde også snakket om en anden verden, det måtte være den Sean også snakkede om... Det lød mærkeligt. Og blev en anelse for meget. Det var da ikke rimeligt at nogle andre kom til, og kaldte det deres territorium... Sikke noget da. Hun så på ham mens han snakkede.
"Åh... Så jeg kommer oprindeligt fra en anden verden? Mine oldemødre, og fædre blev ellers født i denne... Men tak Sean. Det betyder meget." Hun smilede taknemmeligt, og mente det faktisk. "Kommer du fra en anden verden? Interessant." Hun kløede sig lidt på nakken. "Men angående det du bad mig om... Jeg har intet hørt. Jeg har også haft en anelse travlt... Det beklager jeg." Hun havde fået et nyt ar, i både hjerte, og ved maven. Hun var lidt usikker på om hun skulle fortælle Sean at hun havde mødt Rafael... Og nærmest blevet venner med ham efter at have set ham i øjnene, selvom han spurgte hende om hun ville være hans slavetøs. Aldrig i livet... Pff... Hun ville bare hjælpe ham, men... Hun måtte ikke fortælle til nogen hvad hun havde set. Fair nok, så længe han ikke sårede dem hun holdte af, eller hun blev slave.

"Nej. Det betyder dine forfædre oprindelig kom fra en anden verden. præcis som alle andre mennesker her gør" svarede han og tog en tår af sin drik. Han lod kort blikket glide over omgivelserne, men der var intet...faretruende lige nu.
Han så på Nille igen, da hun snakkede. i et stykke tid sad han bare og så på hende. Han viste hun ikke brød sig om ham og at deres forestilt "venskab" derfor ikke rigtig betød noget. Han tog sine noter og krøllede dem sammen, proppede dem tilbage i lommen.
"noget for noget. Det var sådan det var. Jeg har fuldført min del. Jeg har fortalt dig hvad jeg ved om disse indianere. Jeg håber virkelig du har noget mere nyttigt næste gang" han lagde ikke skjul på sin skuffelse og irritation. Han rejste sig op og lignede en der allerede var ved at gå igen...

Som alle andre mennesker? Nå ja... Den historie... Hun forstod det bare ikke, og ønskede heller ikke... Hun var ligeglad med mennesker... De ønskede hende død. De ville brænde hende på et bål, så hun var ravnende ligeglad med dem... Men ikke Zayn, eller de andre. Dem kunne hun faktisk godt lide. Som venner altså. Hun fik lyst til at give ham en lussing da han så ud til at være en der var på vej til at gå. Niksen! Han skulle liiiige besvare et spørgsmål!
"Sæt dig ned! Jeg er ikke færdig med at snakke." Hun lagde armene over kors. Hun lød irriteret, og en som virkelig ikke orkede at skændes nu. "Jeg vil vide hvorfor det føles som om du har gjort noget mod mig, men jeg kan ikke finde ud af hvad. Syna siger også du har gjort noget, men vil ikke fortælle hvad." Hun rejste sig pludselig op, og så på ham med hadske øjne. "Hvad er det du har gjort mod mig?"

//Hadske øjne, når hun ikke aner hvad? specielt. Fordomme måske? //

han himlede øjne uden hun så det og vendte sig halvt om mod hende, så hende kort i øjnene.
"Så du forventer flere og flere svar, uden selv at kunne give noget til gengæld? sådan fungere verden ikke!" han skulle til at gå igen, da han hørte hendes spørgsmål. Han stoppede op og smilte svagt for sig selv. Og trak vejret tungt. tja, han havde ikke længere Neph og Alane var sur på ham...Hvorfor ikke også ende et forestil venskab, mere en kort alliance, mellem klanerne, uden hun viste han faktisk var en leder?
Han vendte sig om mod hende.
"Fordi jeg har gjort dig noget. Eller faktisk...Du gjorde noget først. Jeg reagerede bare på det. Hvis du er klog, lader du fortiden, forblive fortid og bekymre dig om nutid og fremtid" han smilte svagt til hende, lidt som var hun et lille barn der ikke forstod livets mening, og gjorde endnu en gang mine til at gå...

//Nope, hun ved bare du har gjort noget ondt imod hende.//

Hun gad ham snart ikke mere. Han så på hende som et barn! Det var irriterende... Men nu gad hun snart ikke bevise ham om at hun ikke var et barn. Hun fnøs.
"Jo, det gør den. Du behandler mig som et barn, det skulle ikke undre mig hvis du ikke havde børn." Snerrede hun, og så rundt. Ingen danger, godt. HA! Hun vidste det! Men hun ville vide hvad... Vent? Hende? Pff...
"Fortiden er det der knuser min sjæl, men du... Du er den der irritere mig noget så grusomt ved at lege Mr.Perfect." Hun smilede flabet, og gik selv ud af døren.

Han grinte. hvordan kunne han andet?
"jeg har rigtig nok ingen børn. Og har ingen planer om nogen, hvis det interessere dig. De er alt for irriterende i længden" svarede han let, som om hendes fornærmelser slet ikke bed på ham.
"Faktisk var det dig der så ind i min sjæl...Og så lidt for meget. Jeg fik dig bare til at glemme det. Og episoden. Faktisk i håb om du da ville opføre dig mere normalt. Men det var vist en lidt for fantastisk ide." smilte han let. Mr. Perfect? nåe, det var nu det sidste folk normalt syntes om ham. Men hvad fanden? Nille betød intet for ham. Var kun en brik i spillet, men ikke en han havde vildt meget brug for. Han forlod selv kroen, som hun havde gjort, og gik videre. Jaja, hun havde fået nogle oplysninger hun ønskede. Han havde holdt nogle detaljer for sig selv, ganske enkelt fordi han ikke stolede på hende. Og med god grund.

Hun var taknemmelig... Men det hun nu vidste. Hun ville ikke se Sean igen. Hun ville glemme ham. Hun ville glemme alt om Sean, glemme alt. Måske endda... Nej. Men hun vidste nu en ting. Sean havde fået hende til at glemme hvad hun havde set... Og hvis hun fik chancen... Nej. Det kunne hun ikke gøre mod sig selv, eller dem hun holdte af... Opføre hende mere normalt... Hun var skammer. Hun gik med viden om folks minder... Hun var ikke normal. Hun vidste endda Rafael, dæmonernes leder... Hun vidste hans minder. Hun stolede ikke på Sean. Hun ville ikke. Også selvom Caroline gjorde, så ville Nille ALDRIG stole på ham. Han var for... Nej, han... Han var irriterende. Ja, han var med andre ord... Ubeskrivelig irriterende. Sådan var det.

//Out? C: //