Help can even be found from who does not normally want to help (Camille)

Tid: 14:03
Vejret: Let solskin.
Årstid: sommer
Omgivelserne: Masser af ashen træer som er sprunget ud i hvide blomster.

Et lille elverbarn så smilende op på Mina, mens hun kyssede hende på panden. Stærke arme greb omkring Mina og rev hende væk fra hendes lillesøster. Smerten gennemborede hende krop, da hun første gang ændrede på hendes kropsstruktur. Crasie stod foran hende med sine neonlilla øjne, som en spejling til Minas gamle øjne. En sorthudede kriger kvinde af racen varulv løb imod Mina med våben og var klar til at kløve hende over. Om natten blev himlen total lyst op af de mange atombomber, som ødelagde næsten hele USA. Væsner af ukendt racer prøvede at flå hende fra hinanden. Skriget fra hende selv vækkede hende op fra denne drøm. Mina så forvirret omkring og forstå ikke, hvor skriget kom fra før hun opfattede at den kom fra hende selv. Søvnen var endnu ikke forsvundet fra Minas øjne, og minderne fra hendes drøm stod stadigvæk printet i hendes sjæl. Men lige så stille og roligt forsvandt drømmens minder, som vand der forsvandt i sand. Mina tog træt til hovedet, hvordan har hun kunne have haft skreget? Var der nogen der havde hørt det? Mina brugte sin kalkfornemmelse, og kunne ikke finde andet end dyr længere væk. Hun så ned fra hendes høje træ hun sad oppe i. Hendes lange hvide kjole hang halvt ude over grenen. Den var kridhvid ligesom resten af hendes krop, og den var åben i den ene side, så hendes ben blev blottet. Ellers var den ærmeløs og havde en hætte, som skjulte Minas øjne. Det var dejlig varmt heldigvis, for dette tøj varmede i hvert fald ikke forfærdelig meget. For kjolen var også nedringet helt ned til navlen og viste noget af siden på hendes bskål bryster. Så havde hun ellers et hvidt halsbånd på med hvide pyramidestuds. Hun har selv lavet sit eget tøj, og havde vævet det af kalktråde. Mina smilte for sig selv, hun var glad for at blive mindet om sin lillesøster. Især fordi for ikke særlig lang tids siden, havde hun fundet sin kære Kasandra igen. Mina kunne allerede mærke, hvordan hun savnede hende. Det var en ukendt følelse at savne nogen ude over at Mina altid havde savnet hende faktisk. Det var det eneste hun nogensinde havde fortrudt, at hun skulle forlade da hun blev forvist. Hun var faktisk stolt af hendes lillesøster, da hun ikke var som andre elvere. Hun var en af disse såkaldte moonwalkers, og dem havde Mina stor respekt for, da hun fandt ud af hvad de stod for. Mina kiggede omkring og alle træerne stod i blomst, men endnu engang kunne Mina ej se det. Kun lugte den lille sødelig duft af blomsterne.

Sommeren var kommet og med denne fulgte som altid den smukkeste natur.
Forår og sommer var Camilles favorit årstider, nok særdeles foråret , hvor alt fik liv og begyndte at spire og gro.
Camille havde stadig mange ting at få has på, mange løse ender at samle.
Hendes privatliv var....som vanen tro...i en tilstand af....forvirring....og hendes ønske om at træffe både Mina og Sakref, og oplyse hun var tilbage, var endnu ikke blevet indfriet.
Hendes tanker havde ofte kredset om dem begge, naturligvis.
Da Tristan og hun hjemvendte til Deploratus, var resten af klikken blevet her og havde forsat deres liv og deres eventyr.

Denne dag havde Camille fri fra pligter.
Ingen lady landevejsrøver i dag.
Hun var stukket af hjemmefra, imens Aleck alligevel var ude og....ja, hvad lavede den fyr egenlig når han var ude? Hun kunne sværge han somme tider duftede af parafume, selv om han bare grinede og rystede afvisende på hovedet, da hun en enkelt gang ikke kunne modstå at spørge.

Hun kendte ikke skoven godt så hun fulgte lydigt dens kunstig skabte sti system, og lod sig bjergtage af dens meget romantiske og eventyrsagtige look, som de smukke træer dannede fundamendet i.
Camilles hår var snoet i siderne og hæftet sammen i nakken, resten var løst.
En løs mørkerød sommer kjole med korte ærmer og bådudskæring og en uinteressant gladiator agtig sandal, havde hun på.
Smykker ?
Kun halskæden med Camille blomst vedhænget, og armlænken af læder med den røde dråbefarvet sten.Øreringe, dem havde hun mistet, tabt under turen gennem portalen.

Hendes humør var godt og en fornemmelse af dét blev en dejlig dag, havde taget bo i hendes krop.

//Skal jeg styre senere i emnet omkring dette syn Camille får? Og evt Camille kan sikkert pga sin evne fornemme noget af Minas fortid. Når de mødes igen. Og evt havde vi ikke aftalt at Camille ledte nemlig efter Mina, fordi hun anså at hun var den eneste der lige nu havde måske chancen for at kunne hjælpe Camille med hendes nyopdaget evne?//
Mina blev opmærksom på en tilstedeværelse, en som hun ikke havde set i så forfærdelig lang tid. Næsten 15.000 år? Men det var ikke til at tage fejl af, denne spinkel kvinde fe kropsstruktur, kunne ikke være nogen anden end Camille. Mina kiggede i retningen var Camille var i oppe fra 5 meters højde, hvor hun sad rolig i træet. Hendes hale hang ned som en hvid snor, og Camille ville sikkert kunne opdage den. Hvis CAmille kom til at gå nedeunder hende. Mina vidste ikke helt, hvad hun havde lyst til. Hun havde mest lyst til ikke blive set, bare blive efterladt alene. Men dog savnet på hendes kære søster, gjorde at nu havde hun lyst til selskab. Mina rystede let på hovedet, hvorfor havde hun brug for andres selskab? Det er da for svagpisser agtig ikke? Hun så Camille nærme sig, og så fik Mina en lille lyst til at drille hende. Camille mærkede den fornemmelse man tit mærkede i Minas selskab, som om en tog let på alle hendes knogler. Det burde CAmille kunne gætte let hvem det er. Men gad vide om Camille kunne finde hende, tænkte Mina smilende for sig selv. Mens hendes hale svingede legende fra side til side. Men da Camille næsten var nede under Mina, så sprang Mina altså ned foran hende. Det gjorde ej ondt eller noget, selvom fra 5 meters højde kan man let brække eller forstuve knogler. Men Mina havde forstærket sine knogler for længst. Hætten var røget ned og den lidt højere Mina kiggede direkte på Camille med et lumsk sageligt ulvesmil. Men CAmille ville nok kunne tydelig se den mega store forskel, fra sidst Camille havde mødt hende. Sidste gang havde Mina den ungdommelige aura, mens nu var den erstattet med en aura af visdom for alt for mange års levetid. Mina sagde med en rolig venlig stemme.
"Halløjsa Camille"

// jo...jo...jo..og Jepper .hun vil finde mina og heldet synes med hende i dag, bare en fornemmelse jeg har * driller*//


Dét var lige ved hjertet stoppe med at banke.
At nogen skulle være Så tæt på, at de kunne trække,presse, eller på anden vis berøre hende, hendes knogler ? Dét var da et chok der kunne vinde krige.
Dét tog måske et lille minut , før hun var 'back on track ' og havde regnet dét ud.
Kun éen ville kunne bedrive dette...MINA !
Et ægte smil spillede omkring Camilles læber, og hun søgte efter hende rundt om i skoven,med øjnenes hjælp.
Da der ikke var banko, begyndte hun at vandre lidt rundt....søge og lede....finde hende.
Hun kunne jo bare have ...kaldt ! Men dét var at ødelægge legen og spændningen lidt.
Udover dét var spændende at skulle møde hende igen, var der en grund til hun ønskede at få kontakt til netop Mina.
Hun var nok den eneste hun lige nu kunne tale med dette om.
Camille var alvorlig nervøs for ,hun var ved at blive psykisk syg..for en ny evne ville hun fandme ikke høre tale om, no freakin way.No way, så hellere en mental diagnose.
Men eftersom dét var Mina hun søgte, kendte hun godt svaret, selv om hun ikke var parat til at indse fakta.

Med et stod luften stille og Mina stod foran hende.Hold op, en forskrækkelse.
"Mina...lidt af en entré...ikke lært at banke på ?" Hilste Camille med et bredt smil.

Mina kneb øjnene let sammen med hovedet på skrå og blottede sine sylespidse tænder i et smil. Så tog hun hånden rolig og bankede let på Camilles banke og sagde.
"Bank bank"
Og tog hånden tilbage til sig. Minas sorte pupiller trak sig sammen, da hun fokuserede på Camilles hud og tøj. For at danne sit et billede af, hvordan den kvinde så ud rigtigt og ikke bare som knogler. Den karakteristiske søde lugt af Camille bragte minder hos Mina. Hun huskede tilbage til hvor i var i drevens byen, hvor den så blev overfaldet, og hvor lige Mina havde reddet Camille for at blive et hoved lavere. Hvorfor var der et eller andet ved dette pigebarn Mina kunne lide? Selvom hun virkede svag på så mange andre områder, så var der et eller andet ved hende, den der indre råstyrke. Mina trak sig et par skridt tilbage og lænede sig op af træet. Hun stod med benene over hinanden, så hendes ene slanke ben var tydeligt. Normalt var det ikke Minas stil at gå i sådan noget kvindeligt tøj, men ha gået i ca 15.000 år kun med praktisk tøj, ja så ville man sku gerne gå i lidt andet. Det var en kjole der havde været lidt en inspiration fra en af de smukke kjoler fra kære forførende Isabella. Mina havde første gang mødt Crasie og hendes personligheder til turneringen dybt nede i dværgenes by. Der havde hun først mødt Isabella, som hun lod sig forføre af. Minas hale var snoret let omkring hendes synlige ben mens Mina kiggede på hende.
"Hvad laver du i denne skov pigebarn, ved du ikke mange væsner vandre rundt her med ikke særlige gode intensioner"
Mina ventede spændt uden synlige tegn på spændthed på Camilles svar.

Camille stirrede på Mina, kvinden kunne kun beskrives som fængsende.
Hun var smuk som en gudinde, mystisk som en uløst gåde, og ..nu...havde hun er moden, eller nærmere en vis aura omkring sig .Var dét noget nyt , eller var i involveret i så mange kampe sidst, at hun ikke havde bemærket dét? Nej..en aura så stor ville hun ikke overse.
Hun smilede af Minas 'bank bank ' og tjekkede hende ud.
Ikke bare auraen var ny...også den yndefulde tøj stil var.
Hvad mon der var sket,siden Camille forlod underworld, kunne dét være noget så simpelt som...kærlighed ? Eller var dét kun i bladene prinsen kom ridende og ændrede alt?!

Hun skubbede tanken væk, Mina var ikke til prinser, hun var mere til..magt ??
Med et smil i stemmen svarede hun..
"arh..you know me...A lust for danger " sagde hun kæphøjt og forsatte så lidt mere seriøst...
"Mina...jeg er glad for at se dig! Jeg har noget jeg må tale med dig om, hvis du vil lytte ?"

Mina kunne godt tydelig se på Camilles holdning, at hun undersøgede Mina. Minas mund gled op i et lille smil.
"Meget er sket siden vi sidst sås, alt for meget endda"
Mina kiggede direkte i Camilles øjne, og Camille ville nok kunne se at grumme oplevelser afspejlede sig i Minas øjne, af det ca 15.000 år lange helvede Mina har gået igennem. Men de forsvandt så hurtigt som de kom, som blev erstattet af en undrelse.
"Glad?"
Hun kiggede omkring, der var ingen der normalt var glade for at være i hendes selskab, kun hvis hun var der for at hjælpe dem.
"Så har du åbenbart en skrue løs, eller så har du ikke hørt hvor berygtet jeg er, hvis du er glad for at være i mit selskab?"
Minas øjenbryn gik mere i vejret, da Camille åbenbart ville tale med hende og ville have hun skulle lytte. Mina tog armene over kors og kiggede omkring, var dette en fælde? Men et blik igen på Camille tog valget for hende, godt nok kunne Mina ikke se i øjnene på vedkommende, og se om vedkommende lyver eller ej. Men hun vidste, at Camille vidste, hvis hun gjorde det mindste, så ville hun dø på stedet. Så det var hendes sikkerhed, og dessunden var hun i lyttehumør, og hun havde respekt for Camille, som var velfortjent.
"Jeg skal prøve at lytte, men ingen siger hvor længe"
Minas hale gled let utålmodig fra side til side, så hvis CAmille ville fortælle hendes noget. SÅ skulle hun gøre det hurtigt før Mina mistede tålmodigheden. Da hvis hun mistede den, så gjorde hun bare det hun hellere havde lyst til, og ja det kunne være så mange sjove ting.

Camille fik en gysende rislen ned af sin ryg.
De horrible gerninger Mina enten havde deltaget i eller bevidnet, var så grusomme at dét var for meget at kapere.
"Dit rygte...åh..Mina, hvad har du bedrevet ?"
Camille havde ingen rygter hørt, ikke af hvad hun vidste...men.hun havde også opholdt sig en stor del af tiden for sig selv.
Med Tristan forsvundet var hendes gejst og lyst til livet falmet, og dét eneste der holdt den blaffende flamme fra at gå helt ud, var Aleck og Singal.
Og hendes agenda med at befri slaver, men selv dét efterlod hendes hjerte ...i dvale, var dét vel næsten.
Hun hjemvendte til nutiden igen...og kunne se på Minas legesyge og let rasteløse attitude , at hun hellere måtte se at klaske svedsken på disken..
" Jo ser du....enten er jeg ved at blive småskør...ellers er der sket noget med mig under rejsen i portalen?" Begyndte hun...
"Jeg ...ser pludselig ting....fornemmer ting og episoder....får glimt af....noget"
Hun tog sig med begge hænder til sit hoved...
" åh, Mina...hvad fanden er der galt med mig *" stønnede hun.Dét var så vanskeligt at forklare hvad hun oplevede, bare Mina forstod...lidt af dét!

Camille havde åbenbart ikke hørt særlig meget, men hun virkede også en smule forandret. Hendes aura var mere tydelig mere markant, som om hun var blevet stærkere og mere fe-agtig. Mina gik et skridt tættere på Camille og snusede let ind, et smil gled på hendes læber.
"I see. Du har været væk fra underworld ikke? Jeg kan fornemme din lille smule forandring, porten ændre jo en en smule hver gang man går igennem den ikke? og jeg hørte godt før jeg forlod selv denne verden, at der var en der passede på beskrivelsen som dig, havde taget igennem porten."
Det var et lidt vildere gæt, men et eller andet i Mina sagde hun havde ret. Hvis Camille havde haft blevet i denne verden, ville hun nok have haft hørt ca 2 år senere, da Mina vendte tilbage, rygtet om denne elver som blev kaldt for den hvide heks eller dø. Som var leder for Sakrefs egen personlige hitmangruppe. Men hun fik hurtigt bekræftigede i det, da Camille begyndte at snakke om at have gået igennem porten. Så var det som om en port til Camilles følelser pludselig strømmede ud over Mina, og det kom helt bag på hende. Hvis Camille havde været enhver anden, havde Mina bedt vedkommende pænt om at stoppe det, andet hvis vedkommende gerne vil være et hovede lavere. Men da det jo lige var om Camille, og da hun tydelig snakkede om syn. Så blev Minas opmærksomhed helt fanget. Mina trak et skridt tilbage med hænderne oppe.
"Rolig nu, så du siger at du kan se ting. Fortæl mig direkte hvad for nogen ting det er"
Minas hovede knagede, og især en ide formede i hovedet på hende. Hvis Camille kunne forudse fremtiden, ville hun så kunne bekræfte Minas fremtid at en sort varulvekvinde ville blive hendes undergang? Det var noget som havde jagtet hende stor del af livet. Ikke fordi hun var bange for at dø, men hun ville meget gerne finde denne kvinde og dræbe hende grusomt. Mina så afventende på Camille, hendes hale hang spændt nedad og det var tydeligt at Mina ville lytte.

Camille tog sig god tid inden hun svarede.
"Vi tog hjem...Tristan og jeg...levede vores liv, og dét blev et presset liv hvor vi besluttede at sætte dét på en pause.Så vi vendte tilbage.
Tristan....ved jeg ikke hvad laver, desværre er han mørklagt for mig, men ellers får jeg billeder,fornemmelser og forudsigelser...lige pludselig ,når jeg er sammen med folk.Jeg ved ikke hvordan jeg kan tvinge dem frem ,ej heller hvordan jeg kan få dem væk....de kommer bare !
Må jeg ?" Spurgte hun og gik frem mod Mina, lagde en hånd på hver side af hendes ansigt og lukkede sine øjne.
Overrasket blev hun da en sort Varulve kvinde stod bøjet over en kiste smykket ud af dét pure guld, og i kisten lå...en død Mina.
Camille gispede og slap.Fandme nej om hun skulle stå her og overrække Mina hendes dødsdom, dét kunne igivet fald hurtig blive hendes egen, lidt...kendte hun da Mina .
Camile trådte lidt baglæns, og så tøvende ud...
Hun sagde blot 'En sort varulv....en kvinde" så måtte hun se Minas reaktion.

Men lige før Camille slap Mina, så så hun lige det sidste. Hun så Mina rejse sig op af kisten, som om hun var blevet genfødt. Hun lignede virkelig den elver hun var, da hun var ung bare mere glad. Så nu kunne Camille godt huske, hvor stor forskel der var imellem, da Camille havde mødt Mina for nogle år siden til nu. Minas øjne blev store da hun sagde det med varulven. Så hun kunne virkelig se fremtiden? For der var ingen anden der vidste om Minas syn, da hun kom til denne verden, ingen andre end sakref, og Sakref har nok ikke sagt det. Så det måtte være sandt. Men kneb Mina øjnene sammen, og hun så eftertænksom på Camille. Hun vendte og drejede hele situationen og de oplysninger hun har haft fået omkring Camille. Det er som om hendes evne ikke var helt åbnet, som om camille ikke var nået helt til den del af hende selv. Minas øjne blev store, da hun fik en ide.
"Kom med mig, jeg bor ikke langt herfra. Jeg har en ide til som vil kunne vise om det bare er hallutioner eller om du virkelig har en evne. Men mens vi går, så fortæl mig om alt det du har set om mig"
Mina ville gerne vide alt det hun overhoved kunne om sin fjende, så hun kunne undgå at blive dræbt. For det eneste hun havde set, var at denne kvinde ville blive hendes undergang. En vind strømmede let igennem skoven, og de hvide blomsters blade faldt ned næsten som sne og Minas lange hvide hår flagrede let i vinden. Mina vendte sig om og begyndte at gå stille og roligt imod sit hjem dybt inde i skoven. Faktisk er der næsten ingen som har set hendes hjem, og hun ville helst holde det hemmeligt. Så hun gik med vilje en omvej og gik sådan forvirrende, så der var mindre chance for at Camille ville kunne finde til dette sted. Selvom Mina havde tillid til Camille, så havde hun levet i for lang tid, hvor hun hele tiden skulle skjule hvor hun var, at det var blevet en vane.
"Siden vi sidst sås, så er jeg blevet ekspert i gifte, og jeg kender nogle gifte, der kan åbne dine chakraer, og det er jo dit tredjeøje vi vil åbne, så du kan komme til at se klart. og hvis der intet sker, så er det bare en hallucination, hvis der sker noget. Så er det en evne. Men du må forstå at den grund til at jeg hjælper dig allermest, er af egoistiske grunde. jeg vil vide alt om denne sorthudede varulv."

Camille havde sådan set intet imod at følge med Mina.
faktisk, ville hun gerne se hvor hun havde slået sig ned, og måske få et glimt af precis hvad det var, Mina brugte sin tid på. Om hun ville bryde sig om resultatet afd en viden, deeet var hun ikke helt sikker på. Så godt kendte hun dog Mina.Men...hun vidste også at der var klogskab og visdom i hende.
Hun studsede dog over det med at åbne chakra og indtage...havde hun sagt gift? Det lød ikke lige som en særlig fed plan, hvis det var man spurgte Camille.
Men det kunne hun altid fortælle Mina lidt senere.
De begyndte at gå og Camille overvejede sine prd meget nøje.Hun tvivlede på de syner hun fik, hvad der MÅSKE var rigtigt og hvad der var farvet af hendes underbevidsthed og evnen til at konfabulerer.
Hvad hun håbede at få ud af Minas hjælp var lige så sløret, som en mudderpøl.
På ingen måde ønskede hun en ny evne, nej...hun NÆGTEDE at have fået en ny evne, hun ville bare ikke finde sig i det lort, havde hun måske nogensinde bedt eller håbet om at få en ? NEJ!
Omvendt....det ville jo heller ikke være særligt heldigt, hvis synerne var fordi hun var ved at miste realitetssansen, og blive....småskør ?

Camille så på Mina og startede ud forsigtigt....
"En mørk pige, men lange dreadlocks......vil krydse din sti....tag dig iagt for hende...hun er varulv...og vil kun yppe kiv med dig, hvilke kan ende, katastrofalt "

Mina lyttede til hvad hun sagde og hun stoppede let op, da beskrivelsen af hende passede og så gik hun roligt videre med halen slyngede fra side til side irreteret. Så begyndte mina at fortælle noget som kun sakref vidste. Hun sagde det ikke med sin gode vilje,da hun helst ville holde alle kort ind til sig.
"nu fortæller jeg noget som jeg ikke har fortalt nogen ude over sakref og en smule den præstinde som vi mødtes i starten da vi første gang gik igennem porten.. Jeg har selv set de syner om denne kvinde, det var de syner som frarøvede mit syn*
mina pegede ved hendes øje og det var tydelig at hun ikke var så positiv om at snakke om det. Især fordi selvom hun havde levet så mange år uden sit syn, så savnede hun stadigvæk at se farverne.
*da vi trådte igennem porten havde jeg neongrønne øjne. Lige så glødende som crasies bare neongrønne, men da min forvandling trådte i kraft fik jeg et syn omkring denne verden. Jeg så sakref på sin trone over verden, og jeg så denne sorte varulve kvinde med dreadlocks, som jeg vidste er modstander af sakref og som ville blive min undergang. Jeg har prøvet i de få år jeg har været i underworld, at finde denne kvinde. Men ingen beviser har været på at hun eksistere. Men nu hvor du også ser hende, så virker det til at hun er virkelig sand*
de gik i et kort stykke tid. Så kom de til et stort valnøddetræ, en af de få andre træer der var i denne skov ude over de grå træer. På den var en stige og når man kiggede op kunne man skimte en stor hytte gemt i træets krone.
"velkommen til mit ydmyge hjem"
mina klatrede hurtigt og let op af stigen og inden hun var helt oppe sprang hun og greb fat i et gren, hvor hun slyngede op og stå på den og gik så ind i hendes hytte. Hytten var meget hjemmelig, sådan en rigtig skovelver hytte. Men den var bare meget normalt, men da mina trådte hen til midten af et tæppe og fjernede tæppet, var der en luge midt i træet, hvor der var en stige der førte dybt ned i træet. Før mina åbnede fjernede hun de fældemekanismer der var i lugen med sine krafter. Hvis en havde gået der ned uden at ha slået dem fra, som hun kun kunne. Så ville de ha blevet pateret på blodig vis.
"bare kom med ned"
sagde mina med en beroligende stemme mens hun kravlede ned i mørket. Mina glemte faktisk helt at camille nok havde brug for lys, fordi mina behøvede ikke lys da hun jo ikke kunne se det. Og det var virkelig uhyggeligt agtig mørkt og en mystisk lugt kravlede roligt op dernede fra.

Camille stoppede med at ånde ud et øjeblik.
sagde Mina lige at synet havde kostet hende sit syn ? Hun håbede da ikke hun var i risiko for at blive blind selv, det ville være en dødserklæring, når ikke denne kalkevne fulgte med i den samlede pakke tilbud.
Hun sukkede og lyttede efter igen.
Faktisk var hun stolt af, at Mina accepterede hende nok, til at give hende denne information, en vis for for hvis ikke venskab...så accept og respekt havde de opnået,selv om de var som nat og dag...på alle områder, alle !
Du ankom til residensen, og camille klarede på fin vis stigen, og sendte en kærlig tanke til den afdøde Ancilla....lidt havde hun dog nået at lære Camille.
Men så...var der noget med en gren...var der nogle trin at sætte føderne på ? camille søgte efter det i det omkrandsende mørke,men det der skete var ,hendes kræfter i armene svigtede, for ikke at sige de manglede -det lød så...kedeligt igen- og camille røg afsted og landede med et kæmpe brag på gulvet. * Fuck * udbrød hun og begyndte at støve sine ømme albuer og knæ af .

Mina lagde mærke til camilles nervøse holdning da mina snakkede om at miste synet. Mina smilte sit velkendte ulvesmil.
"bare rolig, du kommer ikke til at miste synet pga din såkaldte nye evne. Jeg mistede min jo lige et kort øjeblik efter, jeg fik synet."
mina vendte sig om og kiggede direkte på camille.
"men jeg kan stadigvæk se dig fuldkommen tydeligt eller rettere sagt hele din del af din krop, som kun består af kalk"
mina grinte let for sig selv før hun gik videre. Hun kunne godt til tider lide at drille folk, gøre dem nervøse, det er sjovt.

da mina var ca halvejs igennem den hemmelig stige i træet råbte hun så højt.
"gob ser at lette røven istedet for at sove"
mina kravlede videre ned i mørket og man kunne tydelig høre noget rasle dernede. Så blev der tændt lys så camille også kunne se, når hun skulle grave ned.
når man kom ned var det er okay stort rumt fuldt med alle mulige ting. Hulen som det nærmere lignede var overfyldt med reoler af alle mulige flasker og gennemsigtige beholdere, som indholdte mange forskellige ting. Der var en dør der førte videre til et rum, som mina gik målrettet imod, uden at give den mindste opmærksomhed til den lille goblin der rendte rundt og som åbenbart var hendes slave af en art. Den rendte rundt og tændte for lys og tændte for bålstedet. Han var kun omkring 40cm høj med mørkegrønhud og gule øjne. Mina åbnede for den anden dør og inde i den, virkede helt klart til at være hendes private rum med hendes egen personlige værdifulde ting. Der var flere flasker, og gamle bøger på blindskrift, og andre mystiske genstande. Men en ting var tydelig som var meget anderledes var et glasskab til udstilling. Som indholdte en meget slidt og beskidt radioaktiv dragt, og en gasmaske og så menneskelige skydevåben. Det var ting som man slet ikek så normalt i underworld, og man syntes næsten kunne fornemme at der var et eller andet ved disse ting. Det var radioaktiviteten som man stadigvæk kunne halvt fornemme.. men ellers var der ikke meget andet end en seng og en kiste. Mina gik rundt og ledte efter noget imellem flaskerne. Selvom mange af dem kunne hun ikke se indholdet i, så kunne hun læse den tynde fine kalkskrift inde i flaskerne, som fortalte indholdet af dem. Men en anden ting, somcamille nok ville hurtigt opdage, ville være de meget lysende lysblå øjne stirre nysgerrigt på hende oven på minas seng. Den rejste sig let op, og dens sorte skæl glimtrede let i lyset. Den mund fyldt med sylespidsetænder gabte, og dens hale slyngrede frem og tilbage. Det var en sort mikro drage, ikke større en en schæfer. Den strakte også sine små sorte vinger ud og satte sig ellers og kiggede på dem begge med ikke den just større interesse.

Lyset kom for sent, hun var allerede endt på halen.Men alligevel smilede og nikkede hun høfligt til 'Gob' så den ikke skulle tro den var i unåde.
Camille tog sig et kig omkring.Dét var både bemærkelsesværdig og meget mystisk indrettet.Dét var givet at alverdens hemmelige opskrifter var på flaske,i kiste eller på tryg i dette hjem.Dét emmede af mystique og power.
Man blev både lidt betaget af dét,men også meget respektfuld.
Noget af udstyret tiltrak mere opmærksomhed, og Camille fandt dét radioaktive udstyr direkte uhyggeligt.En gysen løb gennem hende og netop da så hun de lysende øjne.
Istedet for at holde tilbage, hvilke havde været dét kloge at gøre , udbrød Camille som et begejstret barn ,uden hensyn til eventuelle konsekvenser da hun samtidig nærmede sig sengen...
"Du har en baby drage ! "

Mina stoppede med at kigge videre og gloede underlig på camilel, og så på hende som om hun var et uviden barn, hun rystede let på hovedet og kiggede videre.
"nej det er ikke nogen babydrage, den er faktisk fuldvoksen og over de 30 år gammel. Du kan kalde dem for en kæledyrsversion af en drage"
dragen kigge nysgerrigt på camille, som strålede som et lille barn. Og det var tydeligt at den ikek lige vidste hvad den skulle. Men så gled dens tunge ud af dens gab i et smil og den lagde sig på ryggen og blottede sin bløde mave som kun var dækket af fine skæl. Den havde regnet ud at den nok ville få noget kæleri for camille af, og den så på hende med store dårdyrsøjne.
mina ledte og ledte og snerrede så til gob.
"hvor har du gjort af månesølvet??"
mina brugte sine evner og tvang den lille goblin herind ved at bare hans knogler herind. Hun trykkede let på alle den klynkende goblins knogler.
"den..den er lige her.."
han tog rystende sin hånd frem og en gennemsigte flaske med et sølvflydende indhold var i den.
mina så på ham og slap ham så, så han faldt med et dunk på jorden. Og tog flasken ud af hans små hænder.
"godt så.. Du har fri nu, kom tilbage i morgen"
sagde hun koldt til ham, goblinen sad og forstod ikke om det nu også var en god ting, selvom mina aldrig før havde givet ham fri. Mina kiggede på ham og hendes mund glid op i et sageligt ulvesmil og sagde sukkersødt.
"du har fri nu søde lille skat, og jeg vil råde dig til at du tager din belønning"
der var nok aldrig nogen der havde set en goblin kunne bevæge sig så hurtigt som han gjorde, men væk var han.

En miniversion af en drage....hvor forrygende fantastisk.
"Like I said ...a babydragon " gentog hun ,mest for at drille Mina lidt.
Naturligvis kælede hun lystigt med dragen, den var for kær til at lade vær.
Dog trak hun sig væk, da hun så gob blive trukket ind.
Hun holdte sig ude af optrinet, da hun ikke ville underminere eller betvivle Mina, under gobs tilstedeværelse, men så snart han var pilet af sagde hun alligevel lidt tørt.
"Han havde ..ben...Mina, dét ved jeg ikke om var gået din næse forbi siden du hev ham ind i knoglerne?".
En ny tanke pressede sig på, krævede opmærksomhed og virkelig meget omtanke.
Noget baggage var en del af hendes liv ,af hendes opvækst og hendes personlighed, og selv om den gjore ondt...kunne den ,skulle den ikke ændres.
Men andre former for minder og historie, der lige nu synes at smerte til randen af desperation, kunne måske vaskes ud,forsvinde fra hendes hukommelse?
Resette harddisken, om man ville.Minderne om ...ham...om Tristan viskes ud ? Deres eventyr var slut , og dét var for...voldsomt...at hænge fast i.
"Mina...kan man fjerne dele af sin hukommelse?" spurgte hun og håbede ikke hendes stemme afslørede for meget .

Mina kiggede bare på Camille med et og skrevet i hele ansigtet, da hun hentydede til goblinen havde ben.
"Man er nogle gange nød til at være streng især over for små hjælpere eller slaver som nogle vil kalde dem. Jeg kan ej lide slaver, men sakref insisterede, men dog er jeg nød til indrømme, at han og de 10 tidligere før ham har været til stor hjælp. Det er ikke altid lige let at være blind"
Minas øjne faldt på dragen, som lå lige så lykkelig og blev kælet og Mina kunne ikke lade vær med at smile et glad smil. Ude over hendes søster, som var hendes store svaghed, så var dyr og naturen også hendes svaghed. Men en maske af stor undrelse gled over Minas ønske, hun så direkte på Camille. Hvor ville hun dog ønske, at hun havde øjne, så ville hun måske kunne se sjælen blive afspejlet i Camilles øjne. Men hendes kropsholdning var tydelig nok for Mina, og duften og auraen af dårlige ting hang omkring Camille. Et eller andet var sket, men hvad? Der gik lidt før Mina svarede.
"Ja det kan man. Nogle magiker har formularer, men der findes også andre veje. Men de kan være farlige."
Mina stod lige og tænkte mens hun kastede flasken fra den ene til den anden hånd.
"Jeg kan hjælpe angående med det, men jeg kan ikke garantere for din hukommelse"
Mina gik tættere på Camille med et lille skævt smil på sine læber, var det et smil fordi hun kunne hjælpe camille, var det fordi hun var nysgerrig efter at prøve eller noget helt andet, kunne man ikke tyde ud fra det smil. Mina tog roligt på hånden og prikkede let med spidsen af hendes ene finger på Camilles pande.
"Jeg kan give dig et middel og så kan jeg få en til at hynoptisere dig, hvor så minderne kan blive slettet. Men som sagt, det kan let gå galt at andet kan blive slettet. Må jeg spørge hvad du vil have slettet?"
Mina stod med armene over kors og kiggede nysgerrigt på hende. Hvis det var fordi hun havde oplevet noget slemt og smertefuldt, så syntes Mina at det var rets så svagpisseragtig at få slettet dem, da det er en del af livet at gå igennem slemme ting, det er dem, der er med til at forme en som person.
"Men hvis jeg skal gøre det på dig, så er jeg nød til at beholde dig i en del dage, fordi hvis du også vil finde ud af om du virkelig har en evne til, så skal dette middel først være helt ud af din krop før det andet kommer ind. For som sagt, så er dette en gift"
Mina stod med flasken foran hendes ansigt, det lignede næsten kviksølv der var i den.

Camille vidste ikke helt og hun skulle glædes eller føle angst.dét kunne lade sig gøre, at hive hukommelse ud, kemisk.
Men dét var farligt, ikke uden betydelig risiko.
Hun ville jo ikke have fjernet for meget, ikke noget der tog en for stor bid af hendes personlighed.
Der ville blive et rigeligt stort tomrum, hvis de fjernede ham.
At hun var uligevægtig og ikke velovervejet, hvad betød dét ? Kunne hun ikke huske noget bagefter, kunne hun jo ikke fortryde, vel?
Minas nysgerrig var vakt og pirret nu og selv om Camille ikke kunne give detaljerne, knækkede hendes stemme over og afslørede hvad dét handlede om "En mand...du kender ham...Tristan." svarede hun.ærligt.
Og Camille var ikke svag, hun var stærkere end de fleste, når man skar ind til benet.Mange ville ønske at fjerne de slemme og ulykkelige minder.Men al elendigheden slæbte hun rundt på, og skulle hun nok beholde.Camille bad Istedet om at få fjernet hukommelsen om den bedste og mest dejlige ting,oplevelse,person hun havde i sit liv.
Væk...elimineret.

"Tristan"
mina stod lige og skulle lige huske ham. Hvor var det lige hun havde hørt tristan fra, så gled minas mund ud i et sageligt smil.
"når ham din turteldue. Jamen som sagt hvis du ønsker det, så vil jeg med glæde gøre det, da jeg kun har gjort det på en før. Som sagt man er sin egene herre over sit liv ikke?"
Mina var nysgerrig, hvad var der sket siden camille ville være villig til at gøre sådan en ting. Det virkede virkelig, som om hun virkelig ville gøre det.
"men du skal bare vide, at hvis du sletter alt hukommelse omkring ham. Så ved du jo ikke hvad for en person du bliver til. Da fortiden påvirker os alle, om du ønsker det eller ej. Evt kan minder sammen med ham, hvor i har været sammen med andre kan også blive slettet eller utrolig uklare"
Camille havde jo mange minder hvor tristan også var med i. Da camille og tristan jagtede crasie, da camille og Isabella var på bar og tristan også var der. Minderne om da hun kom ind i porten sammen med de alle eventyrrejsende.
"men du skulle stadigvæk beholde dem, det er kun de minder direkte om tristan og de minder der har handlet allermest tristan som er i farezonen"
men mina fortalte slyngede hendes hale spændt fra side til side. Den sorte drage lå på sengen og kiggede på minas hale. Den rejste sig lidt op og dens hale var kun fokuseret på den svingende hale. Dens krop gik på krumspring, og lige pludselig røg mina på røven og dragen trak hende halvt hen af gulvet.
"gregers!!"
Mina kiggede direkte strengt på den, mens den havde hendes hale i dens gab. Den kiggede på hende, som om den slet ikke forstod hvad den havde gjort galt. med et dunk røg halen på gulvet da den havde åbnet sit gab. Den store uskyldige blik var meget svært at lade vær med at grine af. Mina sprang med en elegance hen til dragen kaldt gregers, og tog den op i sine arme og fik holdt den i et greb, så den ikke kunne bevæge sig. Men det var tydeligt at mina slet ikke var sur på den, og den prøvede at slippe fri, men det kunne den tydeligvis ikke. Den kiggede op på mina med tungen ud af dens gab, og mina kyssede den på panden og nussede den på hovedet og satte den ned.Mina havde faktisk helt glemt camille for en stund, og da hun havde sat dragen ned blev hun igen opmærksom på camille. Hendes ansigt gled hen i en maske, det var tydeligt at hun ikke var glad for camille havde set det.
"jamen det må du lige undskylde min her ca 30kg tunge drage er rime legesyg til tider, og den glemmer sine maner når andre er på besøg"
problemet var bare at normalt ingen besøgte hende, andet hvis de var torturofre.

En sætning rungede højt *....din turteldue.....ja ,for helvede mina ..ham ! *
Den ene af tre mænd hun ville gå gennem ild og vand for, den eneste af de tre mænd der havde kunne komme...helt tæt på hende...uden hun slog ham væk...men nu var dét tid, hun kunne ikke længere være en del af ham, han havde al for stor tilgang til hendes følelser, og hun turde ikke betro dem til ham.Og så var der så også nogle andre ting der spillede ind, hviskede i hendes øre hvad hun burde gøre plus dét fakta at hun for hver nat der gik, kom mere og mere i søvnmangel, alt i alt noget rod.Havde hun været et tog havde hun direkte kurs mod endestation katastrofe, men dét kunne ingen se.Toget medtog ikke passagerer.

"Vi gør dét " svarede hun kort for hovedet, og kendte man Camille godt, ville man på stedet havde bæltefikseret hende , da hun lige nu optrådte mere selvdestruktiv og skødeløst end hun havde gjorte hele sit liv.Men hun var træt af at være ansvarsful og...pæn.
Var dét ikke de andre der havde dét sjovest ?
Hun tog sig til hovedet...." Mina...at bo hos en sjæledæmon , kan dét påvirke ens psyke ?" Ville hun vide.
Aleck var lige nu ,den der optog hendes tanker...
Og så naturligvis beslutningen om hun skulle tvinge sine minder på flugt.

Afledt blev dét hele af Minas drage, den mest bedårende skabning ever, der rev Mina på røven .
Kun Gregers kan gøre dét, og få et smil i retur, tænkte Camille...alle andre ville Mina have flænset, vidste hun og kom til at grine over hele situationen ....Mina,Gregers,Tristan og hende selv.Hvor absurd dét hele.Hvorfanden var eventyren gået hen , hvilke klippe sprække havde dét søgt ly i?

"Jamen fint your choice. Skal vi så først få slettet din hukommelse eller få set om du nuu har fået en ekstra evne. Jeg vil dog anbefale at vi finder ud af det med evnen først, da hvis man åbner det tredjeøje, så har det en chance for at se de slettede hukommelser. For det som dette middel hjælper på, det gør at dine minder bliver skubbet fuldstændigt væk, faktisk ud i intetheden. Men de er der stadigvæk, du og din underbevisthed har bare ingen anelse om at de eksistere. Men det kan hænge hvis du ser ham igen at du kan genkende ham. Du vil ikke kunne huske noget, men du vil nok kunne genkende ham"
mina så på camille, studerede hendes holdning og hendes aura. Et eller andet virkede til at være galt, camille stod der og var fyldt med selvsikkerhed osv. Men det var et eller andet råddent ved denne selvsikkerhed.
Så derfor trådte mina helt tæt på camille, stirrede hende dybt i øjnene og lod sin aura af hendes evne prikke let til hende. Mina prøvede at prikke til camilles selvsikkerhed, for at tvinge råddenskaben bag den frem.
"er du helt sikker?"
spurgte mina bare roligt og ville ikke slippe sit blik før der gik lidt tid.

"sjæledæmon? Ja selvfølgelig kan de det, de er jo som sagt sjæledæmoner. Snakker vi om succubus sjæledæmoner eller almindelige sjæledæmoner? For succubus eller incubus som de også hedder, de kan påvirke dig som de lyster.. Og sjæledæmoner, ja det ved jeg ikke helt. Jeg har hørt at nogle sjæledæmoner spiser langsomt, og kun spiser en del af sjælen. Og hvergang noget forsvinder af sjælen, så kan det fucke fuldstædigt op på en."
sagde mina bare fortællende mens hun gik ind ved rummet ved siden af og tog en stor krukke frem, hvor hun hev et stort luns kød frem og smed den hen til dragen, hvor dragen straks greb den og åd den i to mundfulde. Mina så på den mens den spiste med et smil om læberne.

Hun havde været forberedt på dét hele.Afklaret om sit ønske..af flere årsager.
Men at en stillede spørgsmålstegn ved dette, var hun overrasket over.
Mina...hvorfor fanden knipsede hun ikke bare i fingrene, og BAM så var dét overstået.Dét hele væk.
Mina gik tæt på hende, og dét simple spørgsmål ' er du sikker ' var ved at vælte hendes korthus.Nej, gu var hun ej sikker...på noget som helst.Hun var i en tilstand hvor dét eneste hun burde beslutte var om kaffen skulle være med eller uden sukker, og intet andet.
Hendes øjne fyldtes med tårer...og hun forsøgte at trække sig fra Minas blik...
"Lad og bare starte med..dét treide øje "mumlede hun og tænkte dét lød tilpas sindsygt...dét treide øje...til at få hendes tanker optaget af andet end hendes personlige liv.

Hun lyttede til Minas viden om dæmoner.
Vendte og drejede hendes ord.Aleck ville aldrig ....spise af hende...ikke af hendes sjæl, dét håbede hun ikke, så ville han virkelig være på skideren når hun fik fat på ham.
"Han er sjæledæmon...men jeg tror ikke han spiser af min sjæl, dét ville jeg vide " sagde hun med et skævt smil.
"Hvor får man sådan en lille fætter og kan han spyde ild ?" Spurgte Camille interesseret om Gregers.

Mina fik sit bevis, dette var ikke en ting, som Camille 100 var med i, men kun blev ladet sig styre af sine følelser. Et eller andet i Mina sagde, at dette var her, hvor Mina skulle tale Camille fra det, fordi Mina fuldt ud godt nu vidste, at dette var ej en god ting. Men Mina valgte bare sine egne veje. En afslappet holdning gled over Mina, da hun fik svaret. Men der var et eller andet ved Minas blik, som borede sig ind i Camille. Det var blikket af at hun vidste godt hvordan Camille havde det, og vidste at det var ej en god ting.
"Jamen som du ønsker"
Sagde hun og det gennemborende blik forsvandt fra hendes øjne af. Hun blinkede også hurtigt et par gange, for det var svært at koncentrere sig med sit syn. At skulle fokusere i det helt fine kalk i huden, det var noget som gjorde ondt for hendes øjne.. Hun savnede virkelig at kunne se normal, så skulle hun ikke hver gang anstrenge sig, hvis hun ville se folks ansigts udtryk. Men selvom hun havde mistet sit syn, så var hun blevet langt bedre på sine andre sanser. Hun kunne langt bedre fornemme kræfter/aura, hun kunne lugte en smule bedre, og hun havde trænet sig selv i at kunne lave kliklyde lidt som flagermuse, så hun kan "Se" af den vej, når lyden bliver kastet tilbage til hendes øre. Dog fravalgte hun normalt at gøre det i andres selskab for det første, fordi hun helst ville holde det skjult så længe som muligt, at hun er faktisk blind. Men også fordi folk glor rets så underligt på hende, når hun går og laver hurtige kliklyde, og det bringer for tit unødvendig opmærksomhed imod hende selv.

Mina så på Camille med et smil, da hun spurgte omkring gregers.
"Ja du kan få sådan nogle på det sorte marked med garanti, men de er begyndt at dukke mere op hist og her. Så du kan sikkert snart få dem i dyrehandleren, og der er ultra mange forskellige typer af dem."
Mina så hen på Gregers, som lå med sine isblå øjne og kiggede interesseret på dem begge, det var næsten som om han lyttede. Men et afslappet ansigtsudtryk kom på dens ansigt, da Mina kælede den oven på hovedet.
"De er faktisk ultra meget kloge. De kan som regel forstå en 100%, og jeg er ikke sikkert på om de kan tale, men jeg har set nogen kunne. Men jeg tror bare ham her, er en af de stille typer. Og det har jeg intet imod"
Da hun sagde det sidste kælede hun ham lige noget ekstra, og det var tydeligt for enhver, at denne drage var en af Minas svage punkter. Fordi hendes ligeglade kolde maske forsvinder helt.

"Når men angående med det der med din evne?"
Hun viste med håndtegn at Gregers skulle flytte sig.
"Når du får denne gift, vil du komme til at få det bedste trip ever. Du kan ikke finde bedre stoffer end dette månesølv. Men som sagt, så er dette også ren gift, men så skal du være lykkelig for at jeg har brugt mange 1000 år af mit liv på at blive ekspert på det område"
Camille ville sikkert bemærke det der med 1000 år, da det jo ikke var så mange år siden de sidst havde set hinanden plus Mina havde været helt ung da de havde mødtes.