You found my toy![Andrew]

Sted: I udkanten af Firewood Village, blandt de mange ruiner.
Omgivelser: Der ligger en masse sten, støv og ødelagte møbler omkring hende.
Tid: 08.27.
Vejr: Det er blæsevejr.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Alex havde været gemt væk fra offentligheden i noget tid. Det meste af den tid havde hun brugt tiden på hendes nye legetøj. En shapeshifter, han var nu meget sjov at lege med. Men så var han stukket af, og det havde bestemt ikke gjort hende glad. Heldigvis, havde hun stadig kontrol over ham. Han vidste det bare ikke. Hun kunne spore ham. Hallelujah for magi. Hun lod en hånd køre over hendes hår, der var sat op i en stram hestehale, men nogle korte totter havde forvildet sig ud af den. Dem forsøgte hun nu at få styr på. Alex stod og kiggede ud over husene der lå i ruiner. Toy var tæt på. Hun kunne mærke det, udelukkende på grund af den magiske forbindelse imellem dem. Alex bevægede sig hen over de smadrede huse, og kunne ikke vente med at se ham igen. De havde haft det så sjovt sammen, hun forstod ikke hvorfor han var stukket af. Så slem havde hun da heller ikke været. Havde hun? Tjah, det havde hun måske. Men hun havde haft det sjovt. Var det ikke nok for ham? Hun bevægede sig videre ned igennem byen, med et søgende blik. Det ville ikke var længe, snart ville hun sammen med Toy igen. Så ville alt være som det skulle være. Alex fornemmede at han var tæt på, og besluttede sig for at vente på ham. Før eller siden ville han vende tilbage. Han kunne sagtens sige, at han hadede hende for det hun havde gjort ved ham, men han havde vænnet sig til det. Efter sådan en omgang, var det svært bare at vende tilbage til verdenen igen. Snart ville han ligge foran hende og bede hende om at tage ham tilbage. Og hun ville gøre det. Men skulle det ske, at han havde lært at blive en del af en verdenen igen, måtte hun finde en anden lege med. Men det ville ikke være særlig sødt af Toy. Ikke når de legede så godt.

P
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Andrew var taget afsted mod Firewood igen, det havde været en krig for ham at vænne sig til verden igen. Men nu havde han endelig gjorde det, Andrew hadet og skifte form, da han følte sig mindre farlig som en kæmpe ulv.  Hvilket nok var fordi han ikke havde sin Armbrøst, på sig. Andrew havde for ikke så lang tid siden, været nød til og stille sit had for dæmoner til siden. Men efter alt han, havde været igennem havde det dog os været svært for ham at blive en del af omverden igen.  Men han ville prøve, lige meget hvad ville han prøve det var grunden til han var stukket af jo. Andrew sætte sig op på sin hest, hvorefter han red mod Firewood fra Domsville ad. Da Andrew nået byen kunne han mærke en andens tilstedeværelse, eller os var han bare blive parnoid det kunne os være. Andrew bevægede sig gennem ruinerne, af denne del af byen hvor hans eget hus, var som dog var blive forladt. Andrew bevægede sig lige så stille gennem den, med hans armbrøst klar fuldkommen.  Andrew nået dog til hans hus, hvor han tog de ting der betød noget for ham med sig. Andrew bevægede sig derefter ned gennem Ruinerne ned, mod hans hest det var faktisk gået meget godt. Andrew vendte sig dog om, da han hørte en stemme som han forbandet, af hele sit hjerte. Han måtte væk men det var som om, hans benere var fastfrosset til stedet. Andrew sank en klump, hvorefter han vende sig om og peget på hende med hans armbrøst. "Jeg er fri, jeg stak selv af, er det ikke nok for dig at vide, jeg ikke vil finde mig i det du gjorde ved mig." Andrew kunne dog godt høre at hans stemme ikke lød helt som, han ville ha den til at lyde, det lød nemlig som om han ikke kunne klare dette mere at være på flugt. Selv om det var det modsatte han, for alt i verden ville ha det til at lyde som. Andrew bed sig selv, svagt i læben. Hans bene bevægede sig ikke selv, om han kunne gøre det stod han bare med Armbrøsten rettet mod hende.

Alex tog sig selv i at smile, da hendes Toy havde fundet vej tilbage til hende. Hun gik hen imod ham, velvidende han kunne skyde hende i brystet hvis han ønskede det, men hun vidste godt, at han ikke ville gøre det. På trods af deres tid sammen. Han vidste, at hun ikke kunne dræbe ham. Det kunne hun ikke. På trods af alting, kunne hun aldrig drømme om at dræbe ham. ”Jeg ønsker intet andet end at du er fri.” Hun tog en dyb indånding, og gik ikke tættere på ham. Han skulle føle, at hun respekterede ham og den afstand han tog til hende. ”Jeg har haft tid til at tænke, og jeg har indset hvad jeg har gjort imod dig. Det var forfærdeligt. Jeg fortryder det. Det gør jeg.” Det var en stor fed løgn, men hun lød overbevisende. ”Inden du stak af, fik jeg lavet magi på dig. Jeg er bare kommet for at ophæve det. Når det er gjort, kan jeg ikke længere finde dig. Ikke ved hjælp af magi.” Hun mumlede nogle latinske ord, som bare betød nogle tilfældige ord, blandt andet sol, sten og menneske. Det ville ikke ophæve noget som helst, men igen, hun virkede overbevisende. ”Er der en chance for, du nogensinde kan tilgive mig?” Hun så bedende på ham, og med hendes øjne havde det en ekstra stor effekt. Det var en af fordelene, ved hendes store øjne. Alex forventede ikke han tilgav hende lige med det samme, men så måtte hun lege lidt med hans følelser, indtil han til sidst gav op. Hvis det ikke lykkedes, havde hun en plan b og c og d.[/color]

Andrew lod ikke hans øjne glide fra hende, da hun bevægede sig helt op til ham. Han ville ha skudt hende, hvis hun var  kommet tætte på. Men hun stoppet jo op, Andrew bed sig selv svagt i læben, hvorefter han lyttede til hende og lige så stille lagde han hans Armbrøst ned igen. Han afladet den dog ikke, da hun begynde og sige en masse latinske ord anet han ikke, hvad hun sagde. Så han troede på hende, da hun spurgte ham om, han ikke på en eller anden måde kunne tilgive hende. Andrew kiggede over på hende, hvorefter han begynde og bevæge sig lidt igen, hans øjne gjorde dog at han oplevet vildt meget at tilgive hende. "Jeg ved det ikke, du har misbrugt mig i to år, jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne tilgive dig for det Alex, de to år af mit liv vil jeg aldrig kunne for igen." Andrew bed sig selv svagt i læben, hvorefter han prøvet og få sig selv til at gå videre men det var som om, han ikke kunne bestemme over hans egen krop. Andrew kiggede på hende, hvorefter han vende  ryggen til hende. Han gik lige så stille væk fra hende af, men han vidste dog ikke helt, hvad han skulle gøre han ville stadig ha sin hævn, men hvor længe ville det tag for ham at få den. "Jeg vil gå igen Alex, tak fordi du har ophævet den magi." Andrew vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv, det var som om det han ville bruge hans liv til nu var overfordi hun vill ha at han tilgav hende. Hvorfor var det så sværte, Andrew kunne mærke kulden mod hans ryg, mens han bevægede sig forbi flere af ruinerne. Men han gik faktisk meget langsomt, når man tænkte lidt mere over det, men han ville ikke være hendes legetøj igen. Andrew vende dog sig selv om til hende igen, hvorfor ville han sige dette det var som om han ikke selv bestemte over sin stemme og hans krop. "Jeg, jeg" Andrew sank en klump, da ordet sad fast i hans hals, hvorefter han kiggede over på hende. "Jeg tilgiver dig for nu, men hvis du så meget som prøve på noget andet igen,  komme du ikke herfra i live." Han havde, tilgivet hende, men ikke hundret procent det ville han nok aldrig kunne gøre.

Alex nikkede let, da han fortalte han ikke kunne tilgive hende. Det var også det hun forventede. Men hun ville ikke stoppe af den grund. ”Det forstår jeg godt.” Hun virkede ikke ligefrem tilfreds med det, men samtidig virkede hun også forstående. Det var ikke fordi, Alex var en helt ubarmhjertig person. Ikke altid. Så selvom han manipulerede på det groveste med ham, kunne han godt se det fra hans synspunkt. Hun havde behandlet ham rigtig dårligt, men samtidig havde hun ikke haft det dårligt med ham. Tvært imod, hun havde haft det sjovt. Det var ikke fordi hun aldrig fik dårlig samvittighed. Hun havde da også nogle gange fået dårlig samvittighed med Toy, men i sidste ende, havde hun droppet det. Hun havde bare haft det sjovt, så betød det andet ikke så meget længere. Når man havde levet lige så længe som hende, blev man nød til at nyde de ting der gjorde man havde det sjovt eller godt. Ellers ville man ikke kunne leve særlig længe. Da han gjorde an til at gå, smilede hun svagt til ham. ”Det er vist det mindste jeg kunne gøre.” Da han så endelig begyndte at gå væk, følte hun sig nærmest tom. Lige som hun havde gjort i tiden uden ham. Selvom det ikke var noget hun ville indrømme, havde han været den eneste i hendes liv. Hun havde ganske rigtigt tvunget ham til det, men han var der stadig. Nu var der ingen. Hun skulle måske forsøge at være bedre? Mere empatisk. Alex så på ham, da han igen drejede sig om imod hende. Han tilgav hende, og det fik hende til at føle noget. Hun havde ikke følt noget i mange år, og det var nærmest ubehageligt. ”Det er jeg rigtig glad for. Det er jeg virkelig.” Hun vovede sig længere hen imod ham, men holdte stadig omkring 1½ meters afstand mellem dem. ”Men jeg vil stadig gerne gøre et eller andet for dig. Jeg vil gerne råde bod på det jeg har gjort imod dig.” En del af det var vel sandt. Nu hvor hun så ham igen, fik hun dårlig samvittighed over hvad hun havde gjort. Han havde fået hende til at føle, og hun hadede det.

Andrew lyttede til hende, mens han begynde at gå væk af, han bed sig selv i læben kort da hun talte til ham igen. "Nej, jeg tror ikke der er noget du kan gøre for at, råde bode på hvad du har gjorde mod mig."Andrew bevægede sig kort efter videre, men han stoppet dog op, da hun var færdig med at tale og stod tætte på ham. Andrew følte ikke hun kunne gøre noget, hun kunne jo ikke gi ham hans liv tilbage med de år, så hvad var pointen ved det. Andrew sank en klump, hvorefter han stod foran hende igen, han var faktisk gået tætte på hende igen. Han vidste ikke helt, hvorfor men det var som om hans fødder ikke ville lade ham gå andre steder hen. Han ville på en måde måske gerne tilbage, til hende igen og på en anden side ville han ikke. Andrew kiggede på hende og sende hende et skævt smil, "men du ku måske gi noget mad for at vise at du ikke er ude på noget Alex, og navnet er Andrew hvis du da ikke selv kunne huske det." Andrew havde lavet en test nu, hvis hun svaret ham med at hun godt kunne huske hans navn var han sikker på hun ikke kom med flere løgne udover den. Hvorefter han selv ville stikke af så, Andrew bed sig eftertænkt som i læben, nu ville han finde ud af om hun stadig prøvet at snyde ham, eller om hun mente det. Men, hvis hun ikke kunne huske navnet, ville han jo tro lidt mere på hende. Andrew så kort hende i øjne, han var et par fem til 10 cm højre ende hende. Andrew kiggede på hende da han stod foran hende, der var dog noget ved hendes øjne, der gjorde en lidt forvirret. Han måtte ikke lade hende vende, med hendes races særlig egenskaber ikke nu. Andrew bed sig selv i overlæben, hvorefter han kiggede på Alex igen. "Så Alex, kan du huske den gang, hvor du lærte mit navn at kende," Andre sank en klump, mens han ventet på hendes svar, som ville ændre alt for ham, lige meget om hun gav en løgn eller ej.

Alex var ikke vild med det han gjorde ved hende. Han havde udfyldt et tomrum i hende, og nu hvor han ikke var der længere, følte hun sig tom. Men hun vidste også godt, at hun havde brændt alle broer med ham. Han ville altid se hende som den dæmon, der torturerede ham, legede med ham, udnyttede ham. Hun ville aldrig være andet for ham. ”Hvis du kommer på noget, så sig til.” Hun håbede lidt på, at når hun fik afstand fra ham igen, ville følelsen gå over. Så var der ingen grund til at hun hjalp ham mere end højst nødvendigt. Han vidste ikke om han kunne stole på hende. Det var klart. Men det betød bestemt ikke hun gav op. Der skulle rigtig meget til, før hun gav op. I det han begyndte at snakke om sit navn, sagde hun hans navn samme tid som han gjorde. Hun glemte sjældent et navn, ikke på kun to år. Det var ikke mere end en uge for hende, når man levede så længe som dæmoner nu gjorde. Hun kunne huske meget mere end han lige troede, stort set næsten hele deres første samtale, var lageret inde i hendes hoved. Men det var vel ikke så unormalt. Eller var det? Det var det sikkert. Alex holdte hendes blik rettet imod hans, selvom hun af og til fjernede sit blik, så det ikke blev ubehageligt. Han testede hende. Det var vel ikke overraskende. ”Okay. Det er to år, seks uger og fire dage siden,” hendes hukommelse manglede ikke noget. Slet ikke når det kom til tid. Hun holdte rigtig meget styr på hendes tid. ”Du sad på en kro. Jeg sad ved et bord ikke langt fra dig. Jeg overhørte en samtale mellem dig og en anden, jeg ved ikke helt hvem det var. Men jeg fangede dit navn. Jeg rejste mig og gik hen til dig, og satte mig uden videre ned over for dig. Jeg lavede en vittighed om, at jeg var synsk og kendte dit navn. Men du troede ikke på mig. Jeg fortalte dig så, at jeg havde overhørt samtalen.” Det kunne godt være hun havde udeladt nogle detaljer, såsom de tanker der opstod hos hende under samtalen, men historien var sand.

Andrew ventet spændt på, hvad hun ville svare. Da han hørte hende fortælle omkring, hvordan hun havde fået det at vide. Andrew så på hende, hvorefter han begynde at åbene mere op for sig, kunne han starte forfra med hende, eller, hvad kunne han gøre. Andrew bed sig selv svagt i læben, hvorefter han svaret hende da hun fortalte omkring hvordan hun, havde fundet ud af det på. Hvordan kunne hun huske det, Andrew var dybt chokkert over det, han vidste ikke om hun stod og gav ham hundret procent forklaring om det. "Du. kunne du, huske det." Andrew stod kort og prøvet og finde ord for, hvordan han havde det. Da han kigget hende i øjne, bevægede han sig lige så stille nærmme hende Da han var omkring en meter fra hende, stoppede han op hvorefter han bed sig selv i læben. "Så jeg vil godt begynde på en frisk, hvis du da ikke har tænkt dig at gøre mig noget igen, jeg tilgiver dig."  Andrew sank en klump, hvorefter han kiggede på hende han var ikke bange nu mere nervøs, "jeg troede ikke du kunne huske det." Andrew lød måske på en måde skuffet, men på en måde var han ikke skuffet. Andrew, havde haft det godt med hende os, han ville lyve hvis han sagde han ikke havde haft gode tider med hende i løbet af de to år." Jeg troede, virkelig ikke at du kunne huske det, jeg kan ikke selv huske så meget igen." Andrew tog sig til håret, hvorefter han kiggede hende i øjne igen.  Andrew forstod ikke, hvad der gik af ham, bare fordi hun kunne huske ham og hendes første måde troede han på hende. Andrew kunne huske det, som det var igår eller bare lidt af det. Hans møde med hende, var gået så godt, havde han vidste hvad hun ville gøre. Var han stukket af den gang med det samme, men om han ville ha gjorde det vidste han faktisk ikke længere. Hun virket mere menneskelig ende, han havde troede hun ville være. Andrew sank en klump, hvorefter han sætte sig på knæ foran hende, hvorfor anet han ikke. "Jeg er ked af, at jeg efterlod dig, uden og sige det." Det var som om, han havde en forbandelse over sig. Andrew kunne mærke, hvordan han fik det anderledes. Derefter sagde, han noget han ikke, havde troede han ville sige til hende for at være helt ærlig. "Jeg har intet værd at leve for, udover at jeg kan være der for din underholdning." Det, var som om der var to sider af ham, den ene, ville gøre alt for hende mens den anden var hans egen personlighed, som nærmest var smadret.

Alex havde været alene i mange år. For mange år. Hun havde haft en kort periode, hvor hun måske havde haft en chancen for ikke at være alene. Men det gik ikke, og hun var endnu en gang alene. Det var udelukkende grunden til hun havde taget Andrew med sig. Hun havde brug for selskab, og eftersom hun ikke længere følte så meget længere, var det ikke svært for hende. ”Selvfølgelig kunne jeg huske det.” Alex var ikke sikker på, hvordan deres forhold kunne blive. Om hun overhovedet kunne lade vær med at bruge ham på den måde. Det var sådan det havde været, igennem hele deres forhold. Det var ikke let bare at give slip på det. Men hun havde brug for ham, det var tragisk, men uden ham i hendes liv, havde hendes liv intet indhold. ”Vi har brug for hinanden Andrew.” Han havde meget travlt med at fortælle, at han ikke troede på hun kunne huske det. Men selvfølgelig kunne hun det. Hun gav ikke bare slip på noget, der endelig havde fået hende til at føle. ”Du er den eneste, der kan få mig til at føle noget. Jeg har brug for dig i mit liv.” Da han faldt ned på knæ, gik hun helt hen til ham. Hun satte sig ned foran ham, og fik øjenkontakt med ham. Noget der kunne farligt, når hun først havde øjenkontakt, kunne hun nemt bruge hendes evne. Hun debatterede stadig med sig selv, om hun ville bruge hendes evne eller ej. Indtil videre, virkede det ikke til at være nødvendigt. ”Søde, du behøver ikke være ked af det. Vi er sammen igen nu.” Alex lod blidt hendes hånd bevæge sig over hans kind i beroligende bevægelser. ”Du var ikke kun min underholdning Andrew. Du var den eneste jeg havde i mit liv.” Hendes store øjne havde kun blikket rettet imod hans.

Andrew forstod ikke, hvad han gjorde hvorfor bedte han hende om at tag ham ind igen som underholdning. Andrew kunne, ikke kende sig selv. Da han så hende i øjne, da hun sætte sig ned foran ham. Han bed sig svagt i læben, hvorefter han mærket hendes hånd der gled ned over hans kind. Det var faktisk, utroligt dejligt at mærke. Andrew bed sig selv i læben, hvorefter han så hende i øjne. Da hun forklaret ham, at det ikke kun var underholdning hun kun ville ha ham for. Af en eller anden grund, gjorde det ham mere rolige. Andrew forstod ikke, hvad han skulle gøre. Andrew, havde af en eller anden grund ikke styr over hvad han følte. Han følte på en måde, at han havde brug for hende os. Som hun, på en eller anden måde, havde sagt til ham. Andrew lagde hans egen hånd mod hende, hvorefter han rejste sig op, hvordan kunne det være at han ville gøre alt for hende. Hvor han på den anden side ville dræbe hende, hvilket han begynde at tvile på. Andrew rejste sig langsomt op, mens han holdte hendes hånd med hans egen. Han, havde på en eller anden måde udhvilket en følese for hende. Andrew bed sig svagt i læben, hvor han uden og tænke over det kysset hende på munden. Efter alt, hun havde gjorde mod ham kunne han ikke forlade hende. Der ville dog altid være en del af ham, som var besat af at dræbe hende. Efter alt det, hun havde gjorde mod ham. Men på en eller anden måde føltes det rigtigt, men en del af ham ville jo gøre alt for hende. Så var det så mærkeligt igen, det anet han ikke. Andrew træk sig fra hende, "tak fordi du vil tag mig ind igen."  Andrew bed sig svagt i læbe, hvorefter han kysset hendes hånd som hun havde kørt over hans kind før. Andrew forstod ikke sig selv, hans krop ville gøre alt for hende, men hendes underholdning vidste han ikke om han ville kunne klare igen. I løbet af et år, havde hun knust hans personlighed, så den var delt op i to. Hun vidste, hvad hun skulle gøre for at få dem begge frem. Andrew var besat af hende, og han ville gøre alt for hende. Eller den del, der var ud nu, den som var der for at gi hende alt. Andrew, kunne derfor ikke kende sig selv lige nu.  Eller os, var det fordi han var falde for hende, siden han var vendt tilbage til hende igen.

Alex vidste godt, at han var forvirret. At han på den ene side hadede hende, og på den anden ville være ved hende igen. Det var værre end den forvirring der var i hende. Den ene del af hende, der havde det dårligt med hvad der var sket, og så den store del, der ville have ham tilbage af egoistiske grunde. Det var ikke 50/50 hos hende, nærmere 25/75. Hvis det kunne gøre det. Da han kyssede hende, blev hun først overrasket. Hun havde ikke troet han så på hende på den måde, men det generede hende slet ikke. Ikke når man tænkte på hendes race. Hun gengældte kysset af ren refleks, og stoppede det ikke. Det var først da han stoppede, hun blev nød til det. Alex var ikke ligefrem den mest empatiske person man kunne finde, men hun var ikke ond helt ned i kernen. Hun kunne aldrig fine på at dræbe nogen, medmindre hun havde en rigtig god grund til det. Andrew havde ikke givet hende en grund til det. Men selv hvis han gjorde, ville hun have svært ved det. ”Selv tak,” hviskede hun med hendes lettere hæse, men dog tiltrækkende, stemme. Alex lod hendes frie hånd ligge sig imod hans brystkasse, så kun hendes fingerspidse rørte ved ham. ”Bare lov du ikke forlader mig igen,” hendes stemme var stadig i det hviskende toneleje. Alex var ikke helt sikker på hvor hun stod med Andrew, og ville det måske aldrig helt, men som det var lige nu, havde hun overhånden. Hvordan hun ville bruge den, måtte hun så afgøre med tiden. Hun lod blidt hendes blik falde ned imod hans læber, før de igen ramte hans blik. ”Kys mig.” Andrew kunne ikke vide, om hun brugte sin evne på ham.

Andrew anet, ikke hvad han gjorde eller det blive han da ved med, at sige til sig selv. Da han hørte hende snakke til ham, mærket han hvordan hans krop begynde at reagere. Det var som om hun styrte ham, så da hun bedte ham om at kysse hende til sidste. Kunne han ikke andet, ende  at gøre hvad hun ville ha. Han ville gøre alt for hende, han nået dog os at svare hende, inden han kysset hende. "Jeg lover det, jeg er din for nu og altid." Andrew kunne ikke kende sig selv, da han sagde det. Han mærket hendes hånd som lagde sig på hans brystkasse., hvorefter han hørte hende sige at han skulle kysse hende. Han forstod ikke sig selv, hvorfor stilte han ikke spørgsmåls tegn til det, Han mærket hendes, hånd og kigget hende så i øjne.  I det øjeblik, hvor han overvejet ikke at gøre det. Hendes stemme og hendes øjne, fjernet dog hans tænker fra at stille spørgsmål til det. Andrew bed sig selv, svagt i overlæben. Han bevægede sig hen til hende som hun bede ham om, han ville godt sige om de måske skulle komme et lidt mere privat sted hen. Men hun gjorde bare noget ved ham, så han ikke tænkte over noget af det overhovedet. Andrew kyssede hende, som hun havde bedt om og lagde alt han kunne med i det. Hvilket gjorde det til et lidenskabeligt kys, som han gav hende Han håbet det dog det var, hvad hun ville ha fra ham af. Andrew kiggede ikke hende i øjne, da det ville føles akavet. Andrews øjne var derfor lukket han lagde sine hænder omkring, hendes hals, hvor han så gik lidt mere i dybte med kysset. Hans side, som der ville dræbe hende tag hævn, blive dog mindre og mindre. Den ville lige så stille blive gemt væk, eller pakket væk I ham.  Andrew ville ikke trække sig væk, før hun ville ha ham til det, han var hendes og kun hendes, han ville gøre alt for hende. Det ville dog helt sikkert ende, med at han ville være hendes legetøj fuldkommen igen.

Alex havde ikke ligefrem følelser for Andrew. Ikke romantiske følelser, i hvert fald. Hun mærkede noget ske i hende, da han sagde han var hendes. Tomrummet i hende blev udfyldt lige så langsomt. ”Godt.” Så kyssede han hende. Noget mere intimt og lidenskabeligt end før. Det var tydeligt, at han lagde meget i det. Det gjorde hun også selv, men hun gjorde det kun for sig selv. Hun havde brug for en som ham. En hun kunne kysse og være intim med, men også en hun kunne føre sin sadistiske idéer ud på. Det var også det hun havde gjort før. Der havde måske ikke være så meget intimitet imellem dem, men det ville der komme. Så hun ville behandle ham noget bedre end før. Nu havde hun et helt andet syn på ham. Alex lod hendes hånd ligge sig mod hans side. Hun lod kysset vare længe, før hun langsomt trak det ud, og trak sig kort væk fra ham, så hun bedre kunne se ham. ”Det var godt.” Han var bestemt en god kysser. ”Jeg er glad for du har tilgivet mig søde.” Hun lod hånden på hans brystkasse ligge sig imod hans kind igen. ”Hvad siger du til, at vi finder et privat sted.” Hun havde ikke noget imod at være i offentligheden, men de ting hun gjorde ved Andrew, var ikke noget andre skulle se. Hun smilede indbydende til ham. Alex var ikke storsmilende, så når det endelig skete, så var der en grund til det. Lige nu, var det blot for at give ham lyst til at komme med hende. Selvom det ikke virkede til at være et problem. Han virkede til at nære stærke følelser for hende. Enten i form at had eller kærlighed. Men som man sagde; Der var ikke langt mellem had og kærlighed.

Andrew mærket Alexs læber mod hans egene, det føltes ikke forkert som sådan. Men på en eller anden måde, vidste Andrew at det ikke var en så god ide og være der for hende som han var nu. Hans forsvar var helt nede, det var nærmest blive smidt på gulvet, hvilket havde gjorde ham helt sårbar.  Andrew sank en klump, da han hørte hende tale til ham igen.  Da ordene hvad siger du til vi finder et lidt mere privat sted. Kom fra hende, vidste Andrew hvad der kunne begynde med at ske.  Andrew bed sig selv svagt i læben, hvorefter han bakket ud af hendes greb. Han ville ikke ikke nu, han kunne ikke lade hende få hendes vilje det kunne han bare ikke. Lige så stille begynde han at kunne sige fra igen, men hun vidste hvilke knapper hun skulle klikke på for at få ham ned igen. Andrew kiggede på hende, hvor han så så hendes indbydene smil, dette var det eneste der skulle til for at få ham til høre efter. "Hvis det, er hvad du mener der er bedste så gør vi det Alex." Han var faldt i med begge ben igen, hvorfor kunne han ikke bare bryde ud af den forbandet cirkle som hun, havde anbragt ham i. Andrew ville gøre alt, hvad hun sagde uden at stille spørgsmålstegn, når hun da vidste, hvad hun skulle klikke på og det hun klikket på gjorde jo at han ikke vidste. Hvad han ville, udover at være der for hende af en eller anden grund.  Andrew bed sig selv i læben, hvorefter han lagde hans egen hånd på hendes kind. Andrew forstod ikke, hvad der skete med ham lige nu, det var som om han ikke kunne tænke selv, at han lige som bare var en brik. Alex ventet med at flytte på, til når det var hun selv havde helt brug for ham. Tænker om, at forvandle sig og bare løbe væk, havde han tænkt på mange gange nu. Men han gjorde det ikke, hvorfor anet han dog ikke. Andrew sank en klump, hvorefter han kiggede hende i øjne igen. "Så, hvad skal vi siden du vil finde et mere privat sted." Man kunne sagtens, høre hvor nervøs han var.

Alex så på ham, og nød den magt hun havde over ham. Det ville næsten altid blive sådan. Enten ville hun finde en mand, der var svagere end hende selv, eller også ville hun finde en der havde lige så meget brug for magt som hende selv, og det ville ikke ende godt. Det var bedre, hvis hun havde en der var hende underdanig. Hun lod hendes fingre ligger imod hans lænd, og kravle op af hans ryg, indtil hendes fingre lå på det brandmærke hun havde givet ham. Hun vidste det ikke var ømt længere, så der skete ikke noget ved at hun rørte. Men selv hvis det gjorde ondt, var hun ligeglad. Det gjorde ikke ondt på hende, så var det andet lige meget. Alex så ham i øjnene og lod hendes frie hånd ae ham hen over hans hår. ”Hvad med at vi forsætter hvor vi slap?” Hun nød at kunne lege sådan med ham, men fremover ville det ikke være som det var før. Han måtte gerne gå, hvis det var det han havde lyst til. Hun kunne dog godt finde på af bruge sin evne på ham, når han fik lyst til at gå, men var han stærk nok, var han en fri mand. ”Andrew, du har ingen anelse om hvor meget jeg har savnet dig.” Hun lod hendes hånd på hans ryg bevæge sig om imod hans side, og den ved hans hår, lod hun igen ligge imod hans kind. ”Jeg vil aldrig miste dig igen.” Hun lod kort hendes læber møde hans igen, før hun tog fat i hans ene hånd og begyndte at gå hen imod en af de mere intakte bygninger. Han kunne sagtens stritte imod hvis han ønskede det, men hun var sikker på, han nok skulle komme med før eller siden.