Help can even be found from who does not normally want to help (Camille)

Uden at kunne sætte ord på det, uden at behøve italesætte det yderliger, fornemmede Camille der skete noget mellem Mina og hende. En slags tavs forståelse, et utalt bånd ...i et øjeblik var de blot to piger der begge havde oplevet at have "ondt i hjertet". Camille ville ønske hun kendte Minas historie, måske en dag.... ville tiden være til at uddybe, det der lige var opstået mellem dem, en slags ny platform ...næste niveau af deres "venskab".

Camille rystede det af sig, og snakken blev drejet over på dragen.
"Det er da helt utroligt. At han er nuttet, det er tydeligt....men Mina , er de nemme at opdrage, du ved ....det ville være lidt besværlig med en Gregers der ikke adlød?".
Hun vendte tankem om et kæledyr der måske kunne tale et par gange, det ville helt klart tage lidt af ensomhedens top, når man var alene. Men for tiden havde hun jo Aleck at hægte sig på, når han altsår tillod det.

Tilbage til alvoren.
Ordet månesølv havde en betydelig bedre klang i Camilles øre, end ordet gift.
Hun ville ikke være menneskelig, hvis ikke hun tøvede, hvis ikke hun blev bange. Frivilligt at indtage ren gift , hvem ved hvad der kunne ske? Ville hun overhovedet overleve? Hvad ville der ske med hende ? Hun sukkede tungt og lavede et kunstigt " Hvor fedt" tegn, selv havde hun aldrig før taget stoffer, hun fortrak at blive høj på hendes naturlige endorfiner, der kunne stimuleres....iforskellige situationer. Billeder fra et bryllup, poppede op,men hun var ekstrem hurtig og meget målrettet, da hun sparkede dem væk. Under ingen omstændigheder ville hun gå ned af memory lane .
"Giv mig det " sagde hun lidt for hurtigt, hellere fokuserer på evnen end på....ham.
Hun løftede et øjebryn da Mina tale om alle de år , hun havde brugt på at raffinerer dette ...eksperiment... tiden var meget anderledes her, hun var blevet ældre.
" Hvad kan jeg forvente af det trip...kan jeg styrer noget, influerer noget i trippet, eller llever det sit eget liv ? Hvornår er giften ude af min krop....og Mina....er der langtids bivirkninger ? " .
Gosh... aldrig mere ville hun undervurderer en god kop te i en sofa.En film eller et dejligt bad. Var hele tilværelsen ved at blive "småskør" ?

"Ja de kan være rets så besværlige, du skal tænke på at disse her ligesom skildpadder, højst sandsynlig kommer til at opleve din død. Og de er faktisk lige så kloge som mennesker, det er bare ikke altid at de viser det"
Sagde Mina med et smil, og hun fornemmede en vis undren fra Camille af, da Mina havde sagt de 1000 år. Mina smilte bare, men et glimt af sørgmodighed var i smilet.
"Jeg er meget ældre end det. DA vi mødtes første gang der i porten var jeg omkring lige de 80 år, og i betragtning at jeg var elver osv, så ville det ha været det sammen som jeg lige var omkring de 20 år for jer mennesker. Men efter vi kom til denne verden og efter nogle år vi var skilt. Så tog jeg tilbage til vores egen verden, men jeg da jeg fortrød og ville tilbage, kunne jeg ej gøre det. Jeg oplevede tredje verdenskrig osv, og har levet på jorden i omkring de 15.000år. Så fandt jeg endelig en vej tilbage, og underligt nok var der kun gået omkring de 5 år i denne verden"
Sagde hun og tog sig selv i at hun faktisk havde blottet sig, hun rykkede straks videre på det andet samtales emne.
"Jo du vil have kontrol over dig selv, men lad os sige det sådan, du vil nok smide alle hæmninger. Men heldigvis så kan jeg jo styre dig med min evne, så jeg skal nok sørge for at intet sker.. Og nej du styrer intet, det er ren og skær din underbevist, dine lyster der styrer showet. Dog vil jeg stadigvæk rådige dig til at nyde det, for det er en chance du aldrig får tilbage. Men vi finder først ud af det efter giften er ude af din krop, fordi denne gift nedbryder det der blokere for dit tredjeøje, hvis der er noget vel og mærket."
Sagde mina mens hun vidste håndtegn, at Camille skulle ligge sig i sengen.
"Giften ville være ude af din krop i løbet af 3 dage ca, og du kommer til at nyde de første omkring 3 timers ren trip og søvnen derefter. Men efter vil tiden blive det rene helvede, du vil nok føle dig syg som du aldrig har gjort."
Mina fandt et lille glas frem og blandede ren vand i og så puttede hun få dråber i.

Er du sindsyg , Camille havde lyst til at løbe sin vej...væk.
Hun blev pludselig meget bange og ønskede næsten at nogen ville sparke den ikke eksisterende dør ind, til Minas sted, og redde hende...tage hende væk fra den giftige oplevelse der ventede hende. At miste kontrol og hæmninger var ikke noget hun gjore ofte, hvis hun havde det rigtigt på noget tidspunkt.Men terningen var kastet og ingen ridder kom på den hvide hest. Så tavst, gik hun over og lagde sig på sengen, imens en stemme hun engang hørte dagligt, hviskede i hendes øre..."du ved virkelig ikke hvad der er bedst for dig selv ".
Hun måtte minde sig selv om, at dette var nødvendigt,hvis de skulle finde ud af hvorfor hun fik disse syner.
" Mina...du lover at passe på mig ?" famlede hun efter tryghed ,velvidende at det ikke lød særligt cool eller sejt.

//Skal jeg bestemme trippet for dig? For det ville jeg ikke have noget imod hihi*gnider hænderne sammen* :-D:-D:-D:-D//

Mina blandede drikken ordenligt rundt og duftede let til den. Den duftede en smule eksotisk sødt agtig. Selvom mina stod med ryggen til, vidste hun godt at camille lagde sig ned. Minas hale slyngede veltilfreds fra side til side, dragen gregers lå i hjørnet og kiggede spændt med. Det var tydeligt, at den vidste at dette var vigtigt. Mina gik med rolige næsten svævende skridt hen til camille. I hånden stod hun med et enkelt blåt glas, og hun så ned på camille.
"det vil jeg gøre, eller i hvert fald gøre alt i min magt"
mina tænkte faktisk først nu, at camille måske kunne blive vred eller bare legesyg og bruge hendes telepatiske evne. Men mina trak bare på skuldrene. Det skulle nok gå, ellers finder man ud af det på den ene eller anden måde. Hun rakte det til camille.
"det væreste der sådan set kan ske er at lære dig selv bedre at kende. Men hvis du har en evne til at se ind i fremtiden. Så ville du nok oplever syner fra fremtiden, men de vil helt sikkert blive blandet med dit trip. Så lad vær med at stole på dine syner før du er ude af trippet."
hvis camille drak nu, ville væsken først smage af intet. Men så ville der komme en blød sødmesmag i hele hendes mund, som straks ville bredes sig i hendes krop.

// det kan du gøre, ja....men jeg jagter dig ned og tæsker dig bagefter,hvis du er for slem *griner//

Camille satte sig op, tog i mod den lysende blå vædske og duftede til den. Selv aromaen havde en sødlig duft. *For helvede da .....Tristan...Aleck...hvordan er det kommet hertil...hvorfor maser endnu en evne sig på ? Jeg ønsker ikke flere * tankerne dansede i hende, da hun førte glasset til sine læber og langsomt tippede det,så den blå substans flød igennem dem og skvulpede omkring i hende mundhule,svælg og ned i maven ,hvor en varme bredte sig derfra og ud til alle lemmer. Små flashes af ansigter hun kendte så godt Eric...Crasie...Zean...Samuel. dukkede kort op, men de afgørende portrætter der stod klar..var Aleck, dæmonen der dragede hende voldsomt og Tristan , forelskelsen gennem lang tid.Hun skubbede dem væk...og døsig lagde hun sig ned.." Hvor lang tid ..?" mumlede hun og lukkede hendes øjne.

Den bølgende sødhed strømmede igennem hende, som en ren livskraft. Hun kunne næsten føle hendes fingre knistrede af ren energi. Men selvom enhver nok ville være bekymret over det, så gav dette hende en ren tilfredsstillelse. Da hendes øjne faldt i, mærkede hun hvordan hun lå ultra blødt på sengen. Hun kunne dufte to meget velkendte lugte, og hun fik bekræftiget i det. Da hun åbnede øjnene op og så de så velkendte drenge ved begge hendes sider. Det orange strittende hår virkede elektrisk og glødede med en intensitet som en ild. På den anden side kunne hun tydelig se den kære aleck. Hun mærkede blide kærtegn fra dem begge da deres hænder gled let og fint over hendes arme. Men de begge stoppede, da de kiggede på en foran hende. Camille lå i en drømmeseng og hele rummet omkring hende var smuk pyntet i den gamledags barokstil. Så kongeligt og fint var det, og man kunne næsten ikke lade vær med at føle sig som en prinsesse. Men camilel kunne straks genkende de blå øjne fuldt med begær. Men denne gang var øjnene som katteøjne, men hendes lange røde hår bølgede omkring hende som en flod. Og lige pludselig var drømmesengen placeret i en stor skov, og Isabella var klædt i let skovklæder. Hun pegede med sine slanke fingre på camille, og hun sagde med de alle 5 stemmer på sammentid.
"husk at være tro imod dig selv, og ikke blokere dine følelser"
Så snurrede det hele behageligt rundt og det var som om hun svævede midt i universet, stjernerne og universets lys glimtrede på hendes hud. Der var så dejligt stille her, så fredeligt midt her i universet midt i det dejlige intethed. Men orderne vær tro imod dig selv ekkoede stadigvæk i hendes hovede.. Så dukkede hendes mor lige foran hende med smukke fevinger. Men selvom camilles mor og camille havde haft problemer, så var der et eller andet meget moderligt i hendes moders ansigt. Det var næsten svært at lade vær med at ikke gå ind i hendes åbne arme og blive opslugt af hendes favn.

Mina stod bare og så på camille, og det var tydeligt det havde virket hurtigt. I camilles trip så hun mina som sin moder, så hvis hun rejser sig og vil kramme sin moder, så ville det i virkeligheden være mina hun krammede. Selvom det på sin plan kedeligt for mina at bare skulle sidde her og passe på camille, men det havde hun ikke noget imod. For mina har levet længe nok til at bare kunne nyde sit eget selskab uden at lave noget som helst.

// *smiler*

Det var virkeligt.
Hun kunne både føle deres nærvær , deres kærtegn dansende op af hendes arme og hendes egen trange til at være tæt på... dem. Hun kunne også mærke smerten, forvirringen og den pinagtige uafklarethed. Afløst af nogle intensive blå øjne, de mest dragende hun havde set på en kvinde...hun smilede som hun lå der i sit trip....og hendes læber formede navnet "Isabella" selv om der ingen lyd var tilsat.
Oplevelsen af at være vægtløs, hævet over de gængse love og regler, snurrede hun rundt, men ingen svimmelhed kom over hende, kun et tilfredsstillende velbehag forklædt som en prikkende fornemmelse i hendes hud.

Hendes hud....
Hendes duft...
Hendes første kærlighed...
Hendes største afsavn..
Hendes...mor..

det milde og blide udtryk moderen synes at have, som kaldte hun Camille til sig, responderede hun promte på.Og som en sleepwalker stod hun ud af sengen, tog et par tunge trin, inden hun næsten smed sig i favnen på Mina, og kyssede hende på halsen.

Mina fulgte Camilles rejsen og var klar til at stoppe hende, hvis hun ville gøre noget, som gjorde skade enten på hende selv eller andet. Men kæben faldt så langt ned den overhoved kunne på Mina af overraskelse, og kysset ramte direkte dybt ind i sjælen på Mina. Mina havde altid taget afstand fra folk, fordi hun syntes det var svagt at man havde brug for andre. Hun havde selvfølgelig til tider taget en kvinde eller en mand for at tilfredsstille lige sit behov. Men der havde aldrig været noget seriøst, Mina havde aldrig følt nogen give hende virkelig kærlighed, selv ingengang hendes forældre. Selvom hun vidste at denne kærlighed Camille gav hende, var ikke rettet til Mina. Men alligevel var det så forbandet svært at skubbe Camille fra sig, så istedet for at skubbe hende væk tog Mina hænderne omkring Camille og trak hende helt ind til sig. Camilles søde duft pirrede Minas lugtesanser, den gode aura som Camille altid havde omfavnede Minas. Det glatte hår var så blødt som vand imod Minas hovede. En tåre gled ned af Minas kind, for Mina var det næsten som om hun havde fundet sin moder.
Der var noget der gik op for Mina, hvor meget hun faktisk havde savnet at have en ven. Så mange år har hun gået ensomt med kun sit egen stolthed og sig selv med selskab. Så Mina besluttede i sit stille sind, at denne her CAmille ville hun prøve i alt sin magt at beholde som hendes veninde. Hendes stolthed bruldrede frem i hendes sind og truede med at smadre hendes følelserne ned, men lige nu var det Minas følelser der havde magten.

Camille mærkede hendes moder tage hende ind til sig. Hun mærkede kælen over hendes hår, og hun var så blid hendes moder. Så var det hendes moder tog hende lidt fra sig og så hende dybt ind i øjnene og kælede hendes kind.
"Lad det gå min datter. Jeg ved hvad der er sket for dig min kære, men lad vær med at bære den smerte i dig. Det er ikke dit job, lad mig som din moder tage alt den byrde du har"
Camille så sin moder ligge hånden på Camilleshjerte og så åbnede hun op for en luge lige ind til hendes hjerte.
"Du er selv nød til at tage denne smerte ud, tag den ud og giv den til mig og du kan blive fri for dine kæder"
De stod nu på kanten ved en stor kløft, hvor alt nede for kløften var en kæmpelosseplads. Hun så alle sine venner både crasie, zean alle de andre. Dog stod der underligt nok en teletubbie i blandt dem, og fiske fløj over hovedet på hende ud imod solen.

// øv, jeg afventede dit svar....meget længe.....tjekkede så lige og så at mit sidste indlæg slet ik var blevet sendt mobil må ha spist det.Undskyld.


Den dyne af tryghed hun blev indhyllet i, var vidunderlig.
Oplevelsen var kærlighed i ren form, var ikke en hverdags ting.
Camille vidste det var hendes mor, og så alligevel ....trippet blandede hendes visioner....Tristan....Aleck....og Mina, var alle nærværende .Camille fæstnede et lille øjeblik, ud af et længere trip, hendes blå øjne på Minas læber.Så lænede hun sig fremover , og med en sødlig ånde fra giften, satte hun sine læber mod Minas og listede sin tunge ind i hendes mund.Bare et kort øjeblik, hengav hun sig, hvis ikke Mina havde stoppet det, ellers trak hun sig selv væk, med et undrende blik, da moderen talte og Camille pludselig befandt sig med en åben lem, direkte ind til hjertet.

Hun vidste hvad hun havde at gøre.Det befængte , det smitsomme , smerten og skylden måtte fjernes.
Hendes lille lyse hånd, skælvede som den nærmede sig lugen, og Camille fik en cysnotisk farve på læberne, da hun pressede hånden ind igennem kød og scener.Den lukkede sig om noget hårdt og ujævnt, noget der havde struktur som en malign tumor, og med et tavst overdyngende skrig af indre smerte, rev hun brutalt og nådesløst klumpen ud.
Fra hendes hånd , løb det røde mørke blod ,stænkede hendes hud og hendes kjole.

Hun smed klumpen fra sig, den var inficeret og ikke noget andre skulle røre, slet ikke.
Hun kiggede ned i afgrunden, på sine venner.
Den gule tubbbie havde blod dryppende fra dens øjne, men ellers så alt....normalt ud.

Hun drejede lidt på sig, for at finde sin mor,der synes væk....dét var blevet mørkt?
Måske man skulle tænde et lys ?

Hvis Mina nogensinde blev taget på sengen, så var det nu. Det havde hun slet ikke forventet, hun kunne tydelig dufte og smage den sødelige duft af giften, men smagen af Camilles søde læber var langt mere stærkere. Mina var fuldstændigt lammet, og hvis Camille havde forført hende nu, så ville hun nok have Mina i sin magt, ligesom dengang for så mange år siden. Da Mina mødte denne flotte forføriske Isabella. Hvor meget ville Mina ikke kunne give for at se denne smukke kvinde foran sig! Se hendes farver, se hendes blonde hår bølge omkring hendes skuldre, så se ind i hendes blå øjne(ved ikke om det er rigtig farve, kan ikke huske det ) Mina kunne tydelig dufte den søde duft i Camilles hår, den mindede hende om noget. Noget godt fra engang i hendes barndom, noget som hun havde savnet. Hun følte sig næsten hjemme her tæt på Camille. Hun havde fået beskrevet Camille for sig en del gange før. Da afsavnet kom, som virkede som iskold vand for hendes sind, så fik Mina kontrollen over sig igen og skubbede Camille et stykke fra sig. Det var en smag af himlen, men himlen er ikke til folk som Mina. Men den smule gift som Mina havde smagt, kunne hun godt mærke havde en smule virkning. Det virkede berusende, som om hun lige havde drukket en litre vodka i en slurk. Men heldigvis havde Mina gjort sig selv halv immun for mange af de forskellige gifte ved at tage bitte små doser af det. Selvom enhver anden i Minas tilstand sikkert ville ha lallet rundt og hygget sig ligesom de andre fulde mennesker. Men Mina så det som en stor vanærelse at lade sig blive styret af alkoholen. Så Mina stod bare stille op og holdte mest hendes koncentration på at stå op lige.

Låget for hendes hjerte var lukket, og selvom det først følte en smule tomt, så kunne hun høre, som om hullet i hendes hjerte groede sammen og blev hel igen. Hendes krop følte så meget lettere, sådan næsten svævende. Hvis hun mærkede efter og så på sin ryg, så ville to store smukke sommerfugle/fe vinger buge sig smukt ud fra hendes ryg af. selvom hun i det virkelige liv ville ha været skræmt, så virkede de så naturlige en del af hende. Det var næsten som om hun havde fløjet hele sit liv, for hvis hun prøvede at bevæge dem, var det som om hun lige vidste hvad hun skulle gøre. Det hele blev mørkt omkring hende, men alligevel stod Camille i et form for spotlight. Hen over hovedet på hende hang en af de klassiske snor som tænder for lyset. Det var næsten som om alt ventede spændt på hende. Snoren rykkede roligt frem og tilbage ligesom et stort bornholmerur. Hun kunne kun hører sit eget hjertes banken, og hendes tanker lød højt omkring hende, næsten som om de kom ud fra nogle store højtalere. Men hvis hun prøvede at gribe efter snoren så trak den sig højere op, så man kunne ej nå den.

En trang til mere , mere af Minas mund af hendes tunge kom over Camille.
Det var som en rus....som bobler i champagne, der kan mærkes i hele kroppen,selv efter man er stoppet drikke det.

Denne følelse fordampede dog stille, hvilke nok var meget godt hvis Camille ikke skulle få et master guilt trip efter dette mere psykadeliske af slagsen, men da et par fine spindelvævstynde vinger pludselig beklædet hende ryg, var hendes tanker ikke længere optaget af "champagne".
Istedet for at flippe, blev hun benorvet. De var faktisk smukke. Næsten gennemsigtige, og de havde et genskær som var der frost på dem eller glimmer.

Camille rystede på hovedet, var hun blevet vanvittig ? Godt og gammeldags sindssyg ?
Vinger ? For helvede da.

Men lige som trangen til at strække sin krop efter en lang nats søvn, eller behovet for at tørre sukker væk fra munden efter at have gnasket en berliner bolle i sig....måtte hun helt uden at tænke over det, baske lidt med vingerne.

At hun dermed kunne nå den snor , den snor der nærmest skreg hendes navn, var jo bare et tilfælde...eller var det? Ihvertfald hævede hun sig over jorden, en 40 cm og trak forsigtigt i den....det begyndte at renge..

Det værste af påvirkningen var gledet igennem Mina, så hun havde ikke længere dette rush igennem sin krop. Men hun var stadigvæk påvirket, hun så Camille stå midt på gulvet og lige op i luften. Så så hun hvordan Camille kiggede bagud, som om der vaar noget på hendes ryg. Mina rykkede et skridt bagud, hun kunne ikke se dette Camille havde på sin ryg. Men hun kunne tydelig fornemme denne aura af dem. Hvad skete der lige? Det var som om Camilles energi viser tydelig Camilles afstamning. Mina så meget nysgerrigt og interesseret på Camille. Dette var nyt og spændende, og Mina elskede altid at opdage nye ting.

Regnen faldt let og alt på lyst op omkring hende. Hun stod midt i en overfrodig have, næsten som om hun er i paradis. Så så hun alt folk gik rundt i haven her, folk ligesom hende. Deres spinkel udseende og deres smukke vinger og eksotiske tøj viste tydelig deres race. Men de var stadigvæk en smule anderledes, selvom Camille i menneskers øjne havde et mere spinkelt look. Så havde feerne en endnu mere spinklere. En kvinde med havblå gennemsigtige vinger, og langt sort hår med blålig skær. Hendes røde tøj lå så let på hende og formede sig efter hendes former som vand. Hun stod med åbne arme og smilte, der var noget i hendes blå øjne, som camille kunne genkende, men ikke hvorfra.
"Velkommen til vores fristed kære søster. Du har endelig fundet hjem"
sagde hun og gik hen og krammede Camille, og det var som om hun kendte Camille fuldstændigt men ikke omvendt. Hun så chokeret på hende.
"undskyld, jeg har ej præsenteret mig selv. Jeg er Fliora, din gudmor"
De andre rundt i haven havde opmærksomheden rettet direkte imod de to.
"Men jeg kan se, at du ikke er helt med os endnu. Lad os endelig få dig til at blive en af os"
Det hele gik hurtigt, den ellers søde udseende Fliora havde, var skiftet om til mørkt hud og vingerne var stadigvæk spinkel, men i mere natsværmer udseende. Camille mærkede stærke hænder gribe fat i hende, og det var som om der, hvor de rørte, begyndte Camilles egen hud at blive forandret.
"one of us"
Genklang i Camilles øre, og hvis hun brugte sin evne og tog ting, så ville det ej dræbe dem. Men så mærkede hun et par ekstra stærke arme, der rev hende ned i jorden. Nu stod hun igen i mørket, og der strålede lys fra oven af, og man kunne se disse sort feer se ned. Men det var som ej de turde at komme ned. Hun havde stadigvæk et par stærke hænder, som holdte fast omkring hendes skuldre og slap hende. Når hun vendte sig om, så så hun lige ind i en høj kvinde, og hvis hun kiggede en smule op, så ville hun se op i et par ravgule øjne, som hun nok ville kunne genkende let med det kridhvide hår omkring hende, og hendes romersk kvindelig krigerisktisk udseende og hendes store sorte vinger.

Mina stod og vidste ikke hvad hun rigtig skulle gøre. Pga hun blindhed, så var hendes fornemmelser for energi langt mere følsom, så derfor kunne hun tydelig fornemme disse to forskellige kræfter, som virkede næsten som om de kæmpede om hende, og det var nogle udefra kræfter. Ikke nogle der stammede fra Camilles indre, næsten som om de kom fra et højere plan? Mina holdte fingrene omkring hendes hage, mens hun stod og tænkte. Dette var blevet lidt mere kompliceret end Mina havde regnet med.

Det var måske det smukkeste sted Camille nogensinde have set.
Man fik en følelse af at stå i selve Eden, hvis man ellers troede på sådan en ting so paradiset ?
"Fliora?" gentog Camille med alle regnbuens farver i hendes stemme. "Jeg har en fegudmor...?" Hun løftede hånden forat skubbe noget vildtfarende hår til side.
Så dette var feernes sted, det var hun ...magisk, måtte være ordet.
Men noget hændte, og det var ikke noget godt. At flioras udseende skiftede var blot symbolks, for hele stemningen i "Eden" havde brat ændret sig og var langt mere dyster og...næsten truende. Camille så med rædsel,hendes egen hud blive næsten sort, der hvor hun var berørt og det var som hendes væreste maridt blev virkelighedsgjort. "One of us" rungede det i hendes hoved .Hell no ! Godt nok var hun dizzy as hell, men hun havde haft kampe med feer før, hendes mor, og hun ville IKKE bo der.

Et par stærke arme fik hold om hende, trak hende tilbage til der hvor mørket pludselig føltes trygt, føltes rigtigt. Og den gamle ridsede plade"gå mod lyset" føltes helt out of tune.
Camille vendte sig om, om hun kunne ikke have været mere forbløffet.
Hun hviskede navnet ud og i hendes øjne optod et mikstur af respekt, håb og rme....men også frygt, for hvis hun var her for at hjælpe, så vidste Camille at der var farlige forhindringer og kræfter på spil.

"Isabella!"

Isabella nikkede og vendte sine gule øjne op imod lyset deroppe. Man kunne godt nok ikke forstå, hvad de siger. Men det var som om de bandede og svolvede deroppe. Isabella vendte blikket igen på Camille, og det var som om igen, at hun kunne læse Camille som en åben bog. Men hendes udtryk blev mildere og hun lagde sine tog stærke hænder på Camilles skuldre.
"Det var godt, at min gudinde havde lagt min vej op af din. Ellers ville du sikkert ha blevet taget af disse sortfeer, og du vil så ha været død i den virkelige verden og været fanget på dette plan med din sjæl."
Grebet på CAmilles skuldre slap hende og Isabella gik lige under hullet oppe over dem. Hun sprang op og fløj et stykke med sine vinger, Camille havde stadigvæk sine egne vinger på sin ryg, og Isabella lukkede hullet med en luge, så det sagde højt slam og rugede i hele dette rum. Det var stadigvæk som om der var spotlight på Isabella og Camille, men man kunne bare ikke se, hvor lyset kom fra overhovedet.
"Det skulle i hvert fald holde dem ude i et stykke tid"
Mumlede ISabella for sig selv, mens hun så henledte sin opmærksomhed igen imod Camille.
"Det er sjovt at vi tit render ind i hinanden, guderne eller bare tilfældighederne vil åbenbart have at vi mødes, hvem ved"
Sagde hun med et lettere smil på sine læber, og kiggede igen dybt i Camilles øjne, og så var det som om noget gik op for Isabella.
"Jamen dog. Du vokser åbenbart hver gang jeg ser dig. Første gang var du ikke andet end en normal kvinde, der endnu ikke havde styr på sine evner eller vidste noget som helst om verden omkring hende. Eller i det hele taget vidste hendet afstamning. Anden gang vi mødes, så er du fuldt ud igang på et stort eventyr til turneringen og kun var igang med at lærer lidt mere om dig selv. Mens nu."
Hun holdte en lidt længere kunstner pause, som man også kaldte det for, mens hun gik tættere på Camille.
"Mens nu står du på vejen til dit store valg."
Det hele blev forvandlet omkring dem. Nu stod de på en stor bred søjle midt i havet mange 100 meter op i luften, og de flyvefisk Camille havde set tidligere fløj omkring, og højt over hende kunne hun høre en hval synge, som fløj/svømmede oppe i skyerne.

Isabella....
Denne gåde af en...næsten mytologiske kvinde , en der synes have et større formål med alt hun laver.
Det var sandt, deres veje kydsede hinanden med mellemrum, og selv om Camille ikke ville indrømme det , var hun facineret af hende.Hun havde kun haft et lille twist omkring Isabella, men det var helt tilbage til første gang de mødtes..og udsprang mere af den kamp der forgik mellem Crasie og Tristan, Isaella værnede om Crasie , iform af hendes ondeste og mest sindsyge side, og Camille beskyttede så godt hun kunne en såret Tristan...nå ja...eller det var nok mere ham der havde beskyttet hende.
Det hele svimlede for Camille, Tristan...deres første møde og nu stod hun her og så sortfeerne fik en lussing af Isabella,da hun lukkede lugen.
Camille baskede med de tynde vinger, og lettede lidt fra jorden....alle ville hade hendes vinger...Aleck kunne ikke udstå...vinger....ikke på engle,så hvorfor skulle hendes være anderledes ? Tristan..kunne ikke udstå væsner....Eric ej heller.Hun landede med et hårdt bump, og blev igen optaget af Isabella.
Hun tegnede rehnbuer i luften, hver gang hun bevægede sig, Isabella...det var smukt.
"Tak for du lukkede feerne inde, de er ikke...søde " smilede hun og mærkede grunden ryste en smule, var det jordskælv?
Hun så ned....og så langt hendes øjne rakte, var der intet andet end hav og en kæmpe søjle de stod på.
.* mit livs valg , nu??* hun begyndte at le....det var næsten så søjlen begyndte at sveje, bare lidt.
Camille plirrede med vingerne...det var helt sikkert kun fordi hun var svært påvirket af den søde gift, at hun accepterede dem, ellers havde hun sku nok forsøgt at pille dem af selv.
Hendes stemme rungede som et lyst lille klokke spil da hun spurgte Isabella "Og hvilke valg måtte det være?*
Hvalen slog et slag med halefinnen, så en kæmpe bølge satte i gang.

Bølgen buldrede stille og roligt imod dem, og selvom den ramte dem. Var det kun som et lille vindpust, og selvom der var vand overalt omkring hende. Så kunne hun stadigvæk trække 100% vejret. Isabella tog begge hænder frem i den ene hånd var der en blå lille kugle og i den anden en rød. Hvis camille nogensinde havde set matrix på jorden, da hun var yngre. Ville hun nok opdagede, at dette lignede på sine vis meget matrix, hvor neo skulle vælge om han ville glemme det hele eller få sandheden af vide og spise enten den blå eller røde pille. Mens de stod under vandet, så fløj fugle under vandet som fisk.
"Jeg giver dig hermed et valg camille. Jeg kan vælge, at fratage dig din evne eller du kan få den fuldt ud. Men hør mine ord, før du beslutter dig for noget"
Isabella stod lige med hovedet på skrå, som om hun lyttede, og der var en eller anden form for tilstedeværelse her, en ukendt og høj form for kraft var her. Men da Isabella vendte opmærksomheden imod camille igen, så var denne tilstedeværelse væk.
"du er født som halvfe, som du jo ej kan gøre for. Men med fe i dine blodåre, det har gjort dig anderledes som du allerede ved. Du har magiske evner, men ude over det har du en ekstra ting. Feer er meget specielle væsner, som lever både i den normale som du kender den, og så på de højere planer, som f.eks dem du lige har mødt.. Det du så deroppe var ikke noget af din fantasi eller påvirkelse af giften, det var virkeligt. Men feer kan fornemme ting, som dele af ens fortid, og ud af det, kan de tit se ting fra fremtiden af.. Du kan vælge at kaste din fehed væk, men så mister du også din telekinise, fordi det er en del af dig. Normalt plejer aldrig halvblods som dig kunne få denne ekstra evne med at fornemme ting. Men pga du har taget så mange gange igennem porten er den blevet tydelig, som du har lagt mærke til.. Du kan så vælge at beholde den, lærer at kontrollere det og du kan udrette store ting, som ingen andre kan. Du vil måske kunne forudsige et jordskælv og så redde masser af menneskeliv eller du kan."
Isabella vendte blikket til side og vandet lige ved siden af blev til et form for vindue. I den kunne camille se sig selv på sit trip, og se mina stod og holde øje med hende.
"eller så kan du vælge at redde dem omkring dig"
Billedet skiftede om og vidste sakref, aleck, og tristan.
"men jeg kan sige dig, hvis du misbruger din magt"
Imellem dem dukkede en flot dekoreret vægt frem, den ene var udsmukket med dårlige ting og den anden god. Den gode vejede allermest nu, men der lå stadigvæk en bunke af dårlige ting.
"Hvis vægten falder for meget til den ene side, så kommer til at ske retfærdige ting. Dog skal du huske på, at dette er godt nok det samlet, men hver af dine handlinger bliver vejet og målt. Men hvis du vælger at tage evnen, så har du evnen til at kunne manipulere med folk. Du kan lyve og give forfalske forhåbninger, knuse andres drømme, så de måske aldrig går i opfyldelse, hvem ved? Den blå du mister din evne, den røde ja du kan selv gætte til resten"
Isabella stod stadig med begge hænder rettet imod hende

Kunne det være sandt?
Hvor ofte havde hun ikke drømt om netop det. At få al det underlige hevet ud af hende og kun være en helt almindelig pige! Hun ville give sin højre arm for dette.Og nu...NU havde hun chancen, nu var det virkeligt..hun kunne bliver almindelig!!

Hun så på Mina, og reflektionerne og overvejelserne begyndte...samvittigheden begyndte at prikke og stikke til hende. Hvor egoistisk kunne man tillade sig at være?
det var vel hendes liv_hendes fucking liv ! Hvor ofte have hun ikke tilsidesat sig selv for at tilgodese andre? Denne ene gang- dette ene valg...her havde hun vel lov at tænke kun på sig selv ?! Hun så på boldene...den blå skinnede så flot....virkelig tillokkende.

Så fik hud side stik, og da hun bukkede sig forover var det som at få en spand med minder smidt i hovedet.... Crasie,Zean, Sakref...Tristan...Tristan og hende...Samuel og hende....Eric og Mira...og midt i det hele tronede Aleck op...Aleck ! Nu måtte hun tage sig sammen, hun kunne da ikke hjælpe dem, med noget som helst! De tog udmærket vare på sig selv, ikke ?

HUn rettede sig stædig op, som et muldyr urokkelig og skulle netop til at vælge den blå, da Minas ord ramte hende som et lussinge slag. HVAD kunne hun !!!! kunne hun redde liv ?! Måske forudse ulykker og forhindre dem! Børn...mennesker og væsner...dem hun elskede og de fremede hun endnu ikke kendte. Kunne HUN være det lod der tippede vægtbalancen og tilsatte gryderetten det lille ekstra gode krydderi? For helvede da...Mina havde ramt hendes mest ømme punkt. At redde liv, at kunne gøre en forskel.

Igen ...
Var det hendes liv i en nøddeskal ?
Igen måtte hun gøre det. Hell....det var jo ikke et frit valg, når det blev sat sådan op.
Ikke hvis man ejede empati,social samvittighed og var i besiddelse af en skyskraber stor retfærdighedssans og et al for blødt hjerte. Camille havde intet valg.
" Forhelvede...giv mig den røde " svarede hun stille men uden nogen spor af tøven i sin stemme. Hendes vej lå klar for hende, hun vidste hvad der måtte ske.
Hun måtte tage imod hendes skæbne, med åbne arme, gøre det bedste hun kunne og forvalte det ansvar der fulgte med. Og så måtte hun håbe at dem tæt på hende, ikke ville støde hende ...væk.

Valdet var nu truffet, og uigenkaldeligt.

Et smilende ansigt var foran Camille, og den røde blev rakt helt hen til Camille.
"Et godt valg må jeg sige, men det er 100% dit"
Da Camille tog den, så absurberede kuglen sig straks i hendes hud, og det hele begyndte at snorre rundt, og det var som om Camille faldt, men det var mere som en rutsjebanetur end noget farligt. Alt omkring Camille brød ud i strålende farver og der var billeder hist og her af alt muligt random. Hun så for enden af tunlen Isabella stå der med sine vinger spredte.
"Vi ses igen eventyrrejsende Camille. Bare nyd turen mens den vare, men hvis du endelig har brug for hjælp. Så bare kald efter isabella Nemesis sorte engel, så kan det være jeg hører dit kald"
Isabella slog med sine vinger og forsvandt, Camille faldt stadigvæk længere og længere ned, men det var bare som en blid rutsjebane tur. Billeder af alle mulige folk, mennesker, væsner, ting svævede omkring hende. Hun hørte samtaler fra alle mulige folk. Billeder fra hendes fortid svævede imellem dem. Men så blev alt skarpt.

Lugten af brændt skar i Camilles næse, og jo mere man lugtede, så kunne man lugte, at det var brændt kød. Himlen over hendes var meget grå, og hun var på et steppelandskab. Hun hørte skrig, og hvis hun vendte sig om. Så så hun lige ind i en landsby fyldt med flammer. Masser af soldater stod omkring byen med våbene fremme, og de der løb fra byen af blev dræbt på stedet. En fik løbet forbi vagterne og løb lige imod Camille og greb fat i hendes arme. Det var tydeligt, at der var noget galt med denne kvinde. Alle hendes blodåre på kroppen var opsvulmet til knaldrøde striber på kryds og tværs. Bloddråber trillede ned af hendes kinder fra hendes øjne, og næse og øre blødte også. En stemme lød før hun forsvandt.
"hjælp"

Så befandt Camille sig lige pludselig i et hospital, alle der lå på denne afdeling havde nøjagtig det sammen. De læger der gik omkring gik i speciel dragter, de der gamle dags i middelalderen på jorden. Under den sorte pest havde de dragte med en fuglehjelm på, for ikke at blive smittet af pesten.

Nu befandt camille sig i fugleperspektiv og så ned på en ung kvinde. Hun vidste på en eller anden måde, at denne unge kvinde var smittet, selvom ingen synlige tegn var på det. Hun gik stille og roligt ind imod doomsville, og der var nogle på vejen der gik væk fra byen af. Kvinden rørte dem, og Camille kunne se på en eller anden måde, at sygdommen straks blev smittet over til dem..

Nu befandt hun sig i dette farvede sted igen, hvor hun faldt ned igen. Men synene hun havde set før, sad fuldstændigt printet fast i hendes hjerne. Foran hende dukkede et billede op, hun så sig selv gå ned af gaden fast besluttet og hun havde tydeligvis et mål. Hun sneg og gemte sig for vagter, og gik ind i en bygning. Skiltet ude på bygningen stod der tydelig, alistrons dyreforretning. hvor hun gik hen af snoede gange og ned i en dystre kælder. Det var burer hernede, og Camille så tydelig sig selv blive fuldstændigt overrasket. Billedet kørte ud fra bygningen af og ude over byen og hun kunne tydelig se, at dette var doomsville, og at bygningen lå på gågaden i Terrorville.

Alle de billeder hun blev bombarderet med, efterlod varig skade i form at indtryk og følelser der ikke lod sig forsvinde i takt med rusen hun levede og brændte meget langsomt af.

Da billedet af dyrehandleren stille fadede ud og scenen skiftede i form af Doomsville, var tankerne i Camille i samme hårknude som en slinky .Hun var ramt af en trang til at beskytte.Men hvem...en hel by ? Mod smitsom sygdom og død ? Hun rystede på hovedet og små vindbølger af elektrisitet gled omkring hendes hoved.

Hun savnede Isabella , det havde føltes trygt med hende nær.I det fjerne kunne hun ane Mina der stod med en dyne og sagde det var sengetid.
Hun var smuk ,Mina, som en gudinde...og Camille lod sin tungespids glide over sine læber.Hun havde ikke kysset nogen i lang tid, og Minas mund havde været...indbydende...men den gule teletubbie ,der kom vandrende med et rødt løbehjul under armen, rystede et alvorligt 'næ nej ' med det store gule hoved.

Camille så sig slukøret om efter hendes seng.Hun havde en dejlig snorende fornemmelse i kroppen, men hun var med et meget søvnig og døsig også.

Hendes store hvide bamse,Mulle, sad pludselig på græsset .Hun tog den op og den forsvandt ligeså hurtigt ud i den blå luft, som ham der havde foræret hende den var gjort.På samme tid trak hendes fine spindelvævstynde vinger sig ind...eller evaporiserede ud i den blå luft?Hun anede det faktisk ikke, men det kildede og hun små grinte derfor, da hun endelig fandt vej ned i sengen , lukkede sine øjne og mærkede en dejlig gyngende fornemmelse, næsten som på et skib.Et smil formede sig på hendes læber .Hun drømte om pirater.

En fantastisk oplevelse havde det nok været for camille, at ha været igennem denne rus. Men nu kom bagsiden, og nu vågnede hun med verdens største tømmermænd, som ikke kan måle sig med den væreste af slagsen. Hendes krop var våd af sved, hendes hals var knastør som ørkensand, hendes næse var forstoppet med snot, og hendes mave, ja den havde sku vendt sig 60 gange på hovedet, og den prøvede at vride alt indholdet ud af hendes mave. Det var tydeligt hende krop prøvede, at rense kroppen for denne gift.

mina havde lovet at passe på hende, så hun tørrede forsigtet med en kold klud sveden fra camilles ansigt. Så lagde mina mærke til, at camille var vågen, for hun kunne se, at vejrtrækningen var mere markant og hendes krop mere urolig, sikkert pga alt den ubehagelighed.
"godmorgen, eller jeg ville ønske jeg kunne sige godmorgen. Du har sovet i lidt over et døgn"
gregers lå for enden af hendes fødder, sammenrullet som en kat og dens isblå øjne kiggede op på hende. Man kunne hører en vandre rundt på bag mina, og så kom goblinen med suppe og lyst brød, og en spand var ved siden af sengen, klar til nødstilfældet. Selvom mina slet ikke viste det tydelig i sin holdning eller noget, så var der poser under hendes øjne, og hendes ansigt var mere gråt. Selvom mina kun havde fået en mikro tand af giften, så havde den stadigvæk påvirket hende. Men mina ville mere end gerne være mere syg, hvis det kunne give hende kysset tilbage. Men selvom hun var syg,, så lod hun ikke med vilje vise tegnene overhovede ikke endda. Hun kunne slet ikke brokke sig, især når hun havde fået noget så godt. Smagen af camilles søde læber sad stadigvæk på hendes læber, eller var det bare hendes forstilling? Mina rystede let på hovedet. Mange havde hun kysset før, men sådan et kys, det var en yderst sjældenhed. Mina lod hånden kører let igennem hende lidt filtrede hvide hår, som nu lå som en manke omkring hende. Hun havde skiftet tøj, og havde det sammen eller noget som lignede det, som mina engang for lang tids siden gik med og som camille havde set hende i. Et par korte sorte shorts og en ærmeløs sort hættetrøje. Mina tog en bid mere af sin fersken, og camille ville nok kunne se, at mina havde meget mere kulør i sin hud. Den var ikke helt hvid, bare en lysere hudfarve. Fordi hver gang hun spiste ting kunne hun lade stofferne glide ud til lige under hudoverfladen, og især da hendes blod og krop sådan set var så hvid i forvejen, så krævede det næsten intet, at farve hendes hud. Selvom Mina langt fra havde det moderlige side i sig selv til at kunne tage sig af andre, havde hun faktisk ikke lige nu noget imod at tage sig af camille. Måske var det fordi, det var et skifte i, hvad hun ellers plejede at gøre. Normalt var det hende selv, der tog af sig selv, men det var dejlig forfriskende. Desuden havde hun lovet det, og Mina var sikkert nok også bare i lettere glad humør. Det var ikke hver dag, man fik et kys af en skøn pige. Mina smilede for sig selv, selvom hun havde kommet tilbage for nogle år siden. Så havde hun ingengang blevet rørt eller rørt et andet væsen sådan. Havde hun mistet lysten? Hun vendte blikket op på Camille og stillede sine øjne skarpt, så hun kunne skimte hud og se hendes former. Hun kunne også ha lavet sine kliklyde, så lyden kunne vise hendes omgivelser. Men det ville Camille sikkert undre sig meget over. Kvindelige og smukke yndefulde former, det havde Camille i hvert fald. Mina var gået i stå med at tørre sveden af panden fra CAmilles hovede. Bare mærke denne bløde hud under sine fingre spidse, lade dem kæle, lade dem mærke kroppens erotiske bevægelser og varme varmen fra kroppens indre. Mina trak hånden hurtigt tilbage, de gamle følelser kom væltende tilbage. Selvom Mina aldrig havde haft den største seksuelle appetit, så havde hun den stadigvæk, eller var det bare nærheden hun ønskede? Mina rystede på hovedet endnu engang, det måtte være giften! Det var så meget lettere at give giften skylden, end at det var hendes egen svaghed, som hun så det som, som styrede hende. Hvor lang tid siden var det ikke sidst hun var blevet rørt? Sådan nok mange 1000 år siden? Hun havde normalt aldrig søgt omsorg i de seksuelle omgange, det havde altid været engangsknald hist og her, for at få tilfredsstillet behovet.

Det værkede i hele kroppen, hver en lille del af den var som kørt igennem en kødhakkeren.
Hendes hoved var helt vildt følsomt for lyde som også hendes øjne var for lys.
Hun fik stillet skarpt på Mina, hvis hånd netop havde kærtegnet og tørret hendes ansigt og pande.
Mina så godt ud.Meget modsat Csmille,der måtte ligne et oplivet lig...sådan følte hun sig anyway.
Ligeså dejlig følelse giften havde bragt hende, lige så herlig et trip det havde været...lige så dårligt...rædsomt ...havde hun det nu.

Dagevis....
Havde Mina ikke sagt det ville vare i dagevis?
Oh..for helvede da, hun ville da dø af elendighed inden.
Hendes tunge klisterede til ganen.Hun måtte have vand.Kun ren vand...intet andet, ville du nu, intet andet ville hun kunne holde i sig.

Kvalmen var ulidelig....hendes mave var i oprør.Protesterede nu mod giften hun havde budt sig selv.
" Mina...for helvede " klynkede hun....drejede sig så hun hang ud over sengen og ...ikke éen men hele tre gange, væltede mavesyre, galde og andet dårligdom ud af hende, og ned over Minas gulv.

Camille kunne ikke gøre for det.Hendes krop var forgiftet og reagerede panisk på det.
Hun så på Mina....helt uvidende om de tanker Mina have tænkt, og Camille havde slukket sikkert med den noget ulækre opførelse, hun havde haft.
" Vand "....fremstammede hun....og kom op at sidde.


Sådan forløb de næste dage.Camille gled ud og ind af søvn og vågen tilstand.
Mina der indfriede det løfte hun havde afgivet Camille.Hun passede og plejede hende, tog sig af hende.
Og ind imellem , havde de snakke af mere dyb og fortrolig karakter.
Camille fik knyttet nogle bånd til Mina, som hun aldrig havde forudset.

I disse dage blev et nyt vendskab født ,starten på disse to meget ulig kvinders venskab.Et vendskab der ville byde på både store glæder og store sorger, i de oplevelser fremtiden havde i vente for de to.

// Out .

En ukendt følelse bredte sig i Minas bryst jo mere dagene gik, eller helt ukendt var den ikke. For hun havde mange gange følt sådan over for sin for længst mistede søster, men det var en følelse af hengivenhed og medlidenhed. Hvordan kunne hun havde medlidenhed for en kvinde, som selv har bragt sig i den situation. Men bare at se hende i den tilstand skar næsten igennem Minas hjerte. Hvor havde hun bare været gudeskøn før, selvom Mina ikke kunne se den ligblege farve i hendes ansigt. Så kunne hun se ved at anstrenge sine øjne virkelig meget, så kunne hun se det filtrede hår omkring Camilles skønne ansigtstræk. Mina kunne tydelig lugte at Camilles krop var syg. Var det for hendes egen skyld, at hun ville have at Camille blev rask igen. Så hun kunne dufte den sødelige lugt af CAmille igen, og se hendes skønhed. Eller var det fordi hun virkelig ønskede Camille godt? Eller var det hendes kære søster som hun lige havde fundet, som havde gjort sådan en stor indflydelse på hende? Eller var det fordi hun savnede at have sin søster i sin favn igen, og hun så var mere svag og tilbøjelig til at søge tryghed. Nej som Mina havde fået fastslået for sig selv, så ville hun være venner med denne kvinde, denne mystiske fekvinde, som syntes næsten at ha været overalt. Var det måske derfor hun havde kunne forføre sig ind i Crasies ellers total lukket hjerte ligesom Minas? Hvad var det som Crasie dengang havde set i Camille?

Mange spørgsmål rejste sig i Minas sind, og det var også forståeligt, for der skete så mange ting eller i hvert fald fra Minas side af. I løbet af de mange dage der tog Mina sig stadigvæk af Camille. Mens tiden gik blev Mina i hvert fald meget mere venner med Camille, måske vaar det hendes første ven siden hende veninde der engang i hendes yngste dage blev forvist, som havde virket som dominobrikker og havde ført til store forandringer af Minas liv.

Mina valgte at fortælle om sin kære søster Kasandra, ingen havde hørt om hende før. Hun fortalte med glæde, hvor glad hun var for at Kasandra vaar en moonwalker og hun virkede lige så god, som hun var og altid har været da hun var lille, og hvor meget det glædede hendes hjerte at have mødt hende, især da hun aldrig havde troet hun ville finde hende igen, især ikke i denne verden. Ingen havde hun betroet sig med den savn og svaghed med nogen. Hun fortalte, at hun var det eneste person, hun nogensinde havde savnet, da hun forlod skovene som forvist, og den eneste der afholdte hende fra at springe over kanten og tage livet af sig selv, mens hun var i den store kaosverden på jorden. DA verden var blevet radioaktiv og næsten ødet. At hun fortalte om sit næsten selvmordsforsøg, var en ultra stor plet på hendes stolthed.

Hun fortalte også om hendes mange år evige kamp om overlevelse på jorden, i alle de år hun var fanget der og prøvede at komme tilbage. Hvor hun blandt andet måtte ty til kannibalisme for at overleve, og derfor blandt andet spiser hun ikke kød nu. Selvom hun normalt aldrig har fulgt elvernes vegatariske spisevaner.

Hun fortalte også om sin forvisning fra elverne og sit had til elverne, da hun mente de var snobbede og elversamfundet var sygt af korruption, fordi de slet ikke gik op i ære. Hun fortalte også hvordan hun aldrig var blevet elsket af sine forældre, fordi hun vaar født med lys hud og hvidt hår, og havde neongrønne øjne. At hun ikke havde følt sig som en del af sin herkomst. Hvor hun nemlig så tog deres hellige drageorb og knuste det, da hun havde set sin veninde blive forvist fordi hendes bror havde gjort noget, og selvom hun havde været uskyldig, så blev hun også forvist.

Til sidst fortalte hun også sin oplevelse med Crasie ved turneringen. Den første og eneste kvinde Mina blev forelsket i, da hun havde mødt Isabella og var blevet forført af hende. Men så næste dag, så hun ISabella forføre andre og det førte til et had og en stor smerte, som Mina ikke havde følt før. Så i turneringen kæmpede hun imod Crasie, hvor de begge faktisk næsten var faldet død om af udmattelse og Mina havde vundet, fordi dommerne åbenbart kunne bedre lide hendes udseende end Crasie. Siden da har de to gange mødtes og har næsten drabt begge hinanden, hvor andre har fået dem fra hinanden. Men Mina fortalte også, at selvom hun hader Crasie. Så var der også en del af hende, som ønskede hende tilbage, og som bare havde mest lyst til at sige alt den svigt hun havde følt sig istedet for at kæmpe imod Crasie. Men Mina var jo mina, hellere næver end ord..

Hun fortalte også om sine følelser omkring hendes forvandling, hvordan hun savnede så meget at se farver igen og se ting igen.

Så mange ting blev fortalt, som Mina kun havde troet hun engang skulle kun fortælle sin søster. Så hun havde vist den største form for tillid Mina kunne give for Camille. Så det store spørgsmål var jo, havde Mina hjulpet Camille eller havde Camille hjulpet Mina?

//out//

* sukker henført*

Så blev det emne endelig afsluttet jeg har også skrevet Minas relation til Camille om Men i hvert fald har Camille fået sig en stærk ally her

Jeg takker, for et dejligt emne med dig, og et nyfødt venskab