Under os gemmer der sig mange ting. Men jeg vil hellere være her, hos dig. (Neph)

S: bazaaren.
O: boder, butikker og folk i lange baner...
T: eftermiddag
V: overskyet, koldt.

Sean var trukket i de sorte, solide støvler, mørke Jeans og sig sorte jakke, lynet op. Indenunder gemte der sig en hvid skjorte. Om det ene ben sad den sædvanlige dolk, skjult for omverdenen. Om venstre håndled et armbånd. Det mørke hår strittede i alle retninger og hans øjne...var trætte. Sorte skyggerne tegnede sig under dem og fordunklede dem og ansigtet, med de fire ar.
Folk fjernede sig fra ham eller dunkede ind i ham med vilje. andre ignorerede ham. Han viste ikke hvad han ledte efter. Han var på vej væk fra vagterne, som en fjende nok havde informeret om hvem han var, men nu havde han vist fået dem rystet af, havde han ikke? blandt alle disse folk kunne de ikke løbe.
Han forvildede sig længere ind i den evige menneskemængde, uden at se på boderne omkring sig...

p; sort løs top, så man ikke kan se den voksende mave, grå lavtaljede jeans, ballarinaer og håret sat i en hestehale.

Larm. Stank. Kvalme. Hovedpine. Sult. Kvalme igen.
Forbandet være denne såkaldte 'lykkelige hændelse'! Opsvulmede fingre, hævede fødder, ondt i ryggen og i benene. Jaja, lykken kendte ingen grænser.

Hun havde endelig bevæget sig udenfor igen. Væk fra de trygge rammer i hendes lile hus, og ud på gaden. Hele vejen ud til bazaaren.
Hendes tøj var begyndt at virke en smule stramt, grundet den lille vægtforøgelse.
Hun havde brug for nyt tøj, og bazaaren var jo det oplagte sted.
Ingen, udover sean, kendte til hendes graviditet. Selv kroejerparret troede at hun havde tabt barnet. Hun kom der heller ikke længere. Hun turde ikke.
Efter den aften hvor hun var blevet forfulgt hjem til huset, havde hun undgået at gå ud uden det var strengt nødvendigt.

Hun sukkede stille og begyndte at kigge boderne igennem for tøj hun kunne passe.

//ved ikk hvor langt henne hun er helt præcist?//

//Det ved jeg ikke^^//

Sean begav sig igennem mylderet, mens han hele tiden kiggede sig over skuldren. Forfulgt. jaget. Det var hvad han følte sig og denne gang orkede han ikke at slå dem ihjel. Desuden ville han få endnu mindre fred ved at slå nogle vagter ihjel, end hvilken som helst anden...mente han da.
Han kom til at drøne ind i andre folk. Han mumlede undskyld og mærkede nogle sure blik i ryggen. Men han lagde ikke rigtig mærke til folk. Det var som tåget land.
i stedet begav han sig evigt videre, til han endelig nåede nogle skygger, som han kunne gemme sig i. han stod mellem to butikker nu og lænte sig op af den kolde mur og sukkede svagt, mens han lod hovedet falde ind mod muren. Skygge...skjul...bare for et øjeblik...hvor vat han dog træt...

hun så nogen smutte ind mellem de to butikker, hvor den ene var den hun stod og kiggede på tøj i.
Hun genkendte sagtens ansigtet, selvom hun kun havde set det kort.
Hun så sig omkring, ingen der så ud til at jage ham - ikke direkte i hvert fald.
Hun så på ham igen, tøvende.
''leger du gemmeleg, eller er du seriøst på skideren?'' grinte hun lavt og smilede roligt til ham.
Dog gjorde hun det så diskret at folk nok ikke forbandt hende med en flygtning/morder.

//hvor langt inde skal vi sige? XD//

Han fik et svagt chok, hans hjerte hoppede en ekstra gang, mens han hurtig så på hende. Han slappede dog hurtigt af igen, da han opdagede det var neph.
"Seriøst?" svarede han med et svagt, dog træt, smil.
"så er jeg på skideren. Er blevet jagtet af byens vagter hele dagen..." hans blik gled hurtigt over omgivelserne, men ingen så ud til at have hørt det og ingen så ud til at være på vej hen imod ham. så han havde fred...lige nu.
Han gik hen til hende, men var i tvivl om, hvorvidt han burde gøre noget, da de ikke havde været fantastiske venner sidst de skiltes...
"Hvordan går det?" spurgte han så og lod blikket glide over maven der bulede mere og mere ud.

//aner intet om hvornår maven bliver så og så stor. det er dig der skal lege gravid. hvor langt inde syntes du? Hvor længe vil du stadig gå rundt og lege gravid? //

//altså, kan lide tanken om at hun faktisk er gravid, men det er ved at være en ting jeg har spillet for meget på.. Tror vi skal sige at hun er ca. halvvejs? Altså 4½ måned henne?//

Hun smilede til ham.
''Hvordan det går? Ikke det bedste spørgsmål! Du vil vel ikke høre hele mit drama?'' grinte hun drillende.
''Det går fint'' sagde hun så roligt.
''Udover diverse humørsvingninger, og andre underlige bivirkninger, så har vi det fint.'' sagde hun roligt.

Hun lukkede øjnene kort, og i et splitsekund havde hun smerte tegnet i hele ansigtet. Så var det hele fint igen.
Hun smilede igen roligt til ham, og så lidt rundt.
''Skal vi ikke finde et sted hvor du ikke behøver at lege gemmeleg?'' spurgte hun roligt

Han studerede hende mens hun snakkede og så det smertensglimt, der fortalte ham at alt måske ikke var som det burde...Og det gjorde ham nervøs. Af flere grunde.
"Faktisk...Ville jeg elske at høre det" svarede han med et svagt smil, men nikkede så. jo, lad dem endelig finde et roligt sted hvor han kunne...Nej, stop! Han kunne ikke slappe af. for når han bestemt sig for det, gik tingene bare endnu værre. Men et sted han kunne...få vejret i hvert fald. lidt at drikke. Varmen.
"Lad os finde et roligere sted at snakke, ja..." igen lod han hurtigt blikket glide over omgivelserne og så at vagterne befandt sig nede i den anden ende af bazaaren. jo, lad dem bare komme væk!

//Helt fint //

Hun nikkede roligt, og så i samme retning som ham.
Forbandede vagter. Før eller siden ville de sladre til Sajro...

Hun tog hans hånd, tøvende, og trak ham så blidt med sig, væk fra bazaaren.
Ned mod beboelseskvartererne. Hun slap ham først da de var kommet tilstrækkelig langt væk.
''Hvad har du gjort, siden du har vagterne på nakken?'' spurgte hun, denne gang en smule alvorligt.
''og hvor vigtigt er det at de får fat i dig? Sidste gang nogen ledte efter dig var det min dør de sparkede ind først.'' hun så lidt ned.

''jeg har ikke..'' endnu et smertejag.
''jeg mener, jeg vil ikke lyde som en eller anden gammel kælling - din mor eller sådan noget - men... Hvorfor går du på åben gade, når du ved at de er efter dig? Tror du virkelig at en menneskemængde er nok til at forhindre fuldt ud trænede vagter i at få fat i dig?'' hun bekymrede sig for hans sikkerhed, for hendes egen, og ikke mindst for barnets. Hun vidste at hun aldrig ville se det... At barnet kun var hendes, så længe hun bar det. Efter fødslen ville han, som han havde lovet, fjerne det med det samme. For at forhindre hende i at knytte sig til det.

''Sean, jeg savner dig...'' sukkede hun, mens hun bandede over hendes skide hormoner. Hun ville så gerne bare glemme det hele og putte sig ind til ham, men hun kunne ikke. Hun kunne mærke hvordan tårer valgte at presse sig på, hvilket gjorde hende endnu mere gal.
''det er forbandet unfair det her'' hun gned sine øjne.
''undskyld... hormoner..'' mumlede hun og tørrede tårer væk igen.

//lille smule kreativ. Sorry xD//

Han fulgte efter hende og snart var de væk fra mylderet, hvor vagterne nok ville løbe forvirret rundt i lidt tid. Håbede han. Han gik ved siden af Neph i et øjeblik, mens han lyttede til de ting hun sagde. Ved hendes tåre, smilte han svagt og lagde en arm om hende, klemt kort, men lod armen være der...Medmindre hun fjernede den.
"Jeg har også savner dig Neph...Mere end nu aner" svarede han og kyssede hende venskabeligt oven på hovedet.
Han sukkede svagt, mens han igen så frem for sig, mens de begav sig af sted.
"Jeg har rigtig nok mange fjender..." sagde han så
"...Og jeg prøver at udrydde dem for at være i fred...Og for de skal lade dig og Alane i fred. Men nogle af dem er lidt svære end som så. Jeg tror nogen har sladret om mig til vagterne og så har de set efter mig...Og fundet mig. Jeg har også været her for længe, i samme by, til det er sikkert. Men det er bare svært at efterlade stedet hvor ens...kære er." sagde han forklarende.
"Jeg har levet så længe...Ingen forstår det, ud over andre dæmoner og vampyrer, men tiden gør nogle ting ved folk. For at livet skal være interessant, leder jeg efter spænding. Adrenalin. Og ærlig talt...Det er nu sjovt at blive jaget. man ved aldrig hvornår, eller hvad der sker...Det er jo min egen skyld det hele" han smilte lidt mere. Det var nok underligt for andre at høre...
"Og bliver jeg træt af legen slår jeg dem ihjel. Jeg gider ikke gå og være bange. Jeg har et job at klare, en klan at passe, folk et tilbringe tid med...De ting kan jeg ikke gøre, gemt væk. Desuden lever jeg endnu." han kunne ikke forklare det bedre. Der var vel heller ikke mere at sige.
"Og nu. Hvorfor har du disse smerter? de bekymre mig..." han så ned på hende igen.

Hun så opgivende på ham.
''sean, du er en vovehals, og en dummernik! På et tidspunkt finder de dig, uden du venter det... Uden du er forberedt. Og så mister Alane en hun elsker, og jeg miste min kæreste ven.'' hun sukkede over ham, med et lille smil.
''Hvorfor tager du hende så ikke med dig, og tager væk?... Mig forbinder kun få med dig. Så jeg klare mig jo nok.'' hun lagde kort hovedet på hans skulder.
''smerterne er ikke noget. Den har bare fundet ud af hvordan man sparker. Ingen tvivl om at den er din, for den sparker hårdt.'' mumlede hun inden hun så op på ham igen. Hvad skulle hun ellers sige?

Han grinte af det, hvordan kunne han andet?
"Jeg er træt, men ikke uforsigtig. Der er en grund til det kun er lykkedes få af dem at give mig et ar. et ar. Ikke taget mit liv" smilte han
"desuden er det ikke sikkert Alane vil med. Og hvor skulle vi tage hen, hvor de ikke ville følge efter? så heller blive og udkæmpe kampen her, på kendt land" svarede han kort. Han skulle nok klare sig. Det gjorde han altid.
"Desuden skal de enden bruge pentagrammer, hvilket ingen af dem har, eller skille mit hoved fra kroppen hvis det skal lykkes dem at dræbe mig" sagde han betryggende til Neph. Han så lidt på hende...Hvad skulle han lægge i sætningen? han viste det ikke. så derfor nøjedes han bare med at smile til hende.
og dog...
"dæmonbørn er ikke nemme. Hvis den er sådan en gene, har vi vist fået fastlagt dens race...eller hvad?" spurgte han, en smule forsigtigt.

''jeg har med vilje ikke opsøgt en læge... Så har de krav på at få faderens navn udleveret.'' Hun så undskyldende på ham.
''jeg er nok gravid, men ikke uforsigtig.'' sagde hun og smilede drillende til ham.
''så vidt jeg husker, fik jeg en dolk i skulderen i forsøget på at redde dit liv? Hvis de tumper har et pentagram, har andre nok også'' sagde hun og så lidt på ham.
''jeg vil bare ikke se der sker dig noget..'' hun lagde kort en hånd på hans kind.

Hun så lidt ned.

Han stoppede op og så lidt på hende.
"Neph...Jeg har overlevet end til nu. der sker mig ikke noget. Hvorfor kan du ikke bare tro på det?" spurgte han med et svagt smil og så lidt på hende. Han lagde sin hånd over hendes.
"Bare tænkt på dig selv og barnet. så tager jeg mig af mine fjender" svarede han og søgte hendes øjne, mens hans hånd gik fra hendes hånd til hendes skulder. og til sidst lagde den sig på hendes mave...

hun så nu uforstående på ham mens hans hånd vandrede ned på hendes mave.
man kunne mærke barnet vende sig, og hun bed lidt sammen men smilede stille til Sean mens hun kort lagde hånden på hans.

''jeg er bare bange for at der skulle ske dig noget. Jeg ved at du kan klare dig selv. Jeg vil bare ikke have at der sker dig noget..'' Hun smilede tøvende, men så ham i øjnene. det virkede så uvirkeligt at de stod der nu. At de faktisk stod uden at skændes.

Han smilte svagt og rystede svagt på hovedet.
"Og jeg vil ikke have der sker dig noget, kære Neph" svarede han roligt. Han gjorde tegn til om de skulle gå videre, finde det der sted at slappe af. han lod blikket glide over de nærmeste omgivelser, men der var intet der truede dem, truede ham, lige i dette minut.

Hun fulgte med ham, og gned sin nakke lidt.
''hvordan går det ellers?'' spurgte hun roligt og smilede til ham inden hun bed lidt sammen.
''han ligger ret uroligt idag'' sukkede hun og himlede med øjnene, inden hun fandt en bænk og satte sig der.
Hun så undskyldende på ham.
''jeg bliver gammel før tid af dine drømme om mere magt'' grinte hun drilsk

han satte sig ved siden af hende og smilte svagt til hende.
"Alle dør før tid i min verden, snuske" svarede han og lænede sig tilbage, begravede sine hænder i lommerne på jakken. Det var vel et spørgsmål om tid før vagterne snuste ham op igen...
Han så lidt på hende.
"Men ellers fint. Som altid vel. Måske lidt bedre faktisk, end sidst. Hvad med dig?" spurgte han

''Ikke jeg. Om så jeg skal klinge til den sidste dråbe livsblod i min krop, så agter jeg at leve mit liv fuldt ud. Jeg agter at blive en gammel tudse, som klinger mig fast til dig som en parasit!'' grinte hun drilsk.
''det er godt at høre at tingene går godt for dig, min ven.'' hun var tøvende med at give ham 'kaldenavne'. Det endte med at hun kaldte ham 'skat', 'snuske' eller 'darling'. Og det ville han nok ikke sætte så stor pris på.
I et kort sekund kom mindet om Serkan og hendes møde i skoven på hendes nethinder. Hun så lidt ned, og sukkede. Burde hun fortælle ham om det?
Måske var det bare bedst at hun 'forsvandt' efter fødslen? Så han ikke følte sig skyldig?
''Måske burde vi komme videre. Vagterne har en tendens til at opsnappe folk der virker malplacerede.'' hun så lidt på ham. Man kunne næppe kalde hende velplaceret i dette samfund. Hun passede ikke ind her. Ingen steder.

Han så lidt på hendes tænksomme ansigt.
"Hvad tænker du på?" spurgte han nysgerrigt. han lod blikket glide over de nærmeste omgivelser, da hun nævnte vagterne.
"hvis du er nervøs, så fint. Men vi gik jo væk fra dem og inden da løb de nok forvirret rundt i bazaaren. Jeg tror der går lidt tid før de kommer denne vej. Jeg er på en måde blevet væk fra dem jo" sagde han roligt.

Hun rystede lidt på hovedet. Burde hun sige det? Hvad ville han ikke sige?
Hun havde jo gjort det for hans skyld... For at han kunne få sin drøm opfyldt...
''Jeg tænker bare på hvad der skal ske efter fødslen.'' sagde hun, halvt om halvt mumlende.
Hvad skulle hun sige?
Jo nu skal du høre, du ved godt at dine drømme om at blive stærkere kræver et barn? Ja, nu er det jo sådan at jeg mødte en varulv ude i skoven der truede med at tage dit barns liv og-
Hun stoppede sin tankestrøm straks.

Hun så lidt undskyldende på ham.
''Undskyld... Alt kører rundt i hovedet på mig idag..'' sagde hun stille

Han så mere indgående på hende nu.
"Neph..fortæl mig det. please" bad han. han var ikke bare nysgerrig, men følte sig nu også mere nervøs for hvad det var. Var hun syg? Var hun ved at miste barnet? Forfulgte hans fjender hende? Hvad var det helt præcis der skete eller var sket?
og mest af alt om det var hans skyld...

HUn trak vejret dybt.
''Jeg mødte denne mand... Han truede med at slå barnet ihjel på stedet...'' mumlede hun, mens hun så lidt væk fra ham.
''Han... han gav mig et valg. Barnets liv, eller min frihed. Jeg har til tre dage efter fødslen, til at så på hans dørtrin...'' hun så ikke på ham. Hun lukkede øjnene kort.

''jeg kunne ikke lade ham skade barnet, Sean. Du har jo brug for det..'' hviskede hun stille

Han så på hende i lidt tid før han sukkede opgivende.
"Hvorfor? Hvorfor havde han magt til at give dig dette valg?" spurgte han så.
"Og hvad med din klan? Hvis han har magt over dig, har han også magt over din klan..." han rystede på hovedet.
"...Jeg kan ikke acceptere det...." mumlede han let for sig selv, men så hen på hende.
"Hvem var han, Neph?"

''du har selv sagt at klanen ikke tilhører mig. At de ikke følger mig.'' hun rystede på hovedet.
''Serkan... Serkan Misnoran...'' hun så stille ned på sine hænder hvis fingre viklede sig hvileløst ind i hinanden.

''Han slår mig ihjel. hvis du blander dig..'' hviskede hun stille.
''jeg kunne ikke bevæge mig. Han havde slået både barnet og mig ihjel hvis jeg havde trodset ham..'' hun så bare ned

Han rystede svagt på hovedet.
"Neph, alt handler ikke om mig, der er en lam undskyldning, det ved du" svarede han roligt.
"Du er overbevist om de gør. Så hvad med klanen?" spurgte han igen.
"Serkan...kender ham ikke. Men jeg forstår stadig ikke hvordan han kunne have denne magt over dig. Jeg bryder mig ikke om det...Det er vel op til mig at få dig ud af det igen" sukkede han kort. fedt. ligesom de fleste problemer ellers var ved at være væk...
Han lænede sig fremover og lagde hovedet i sine hænder mens han tænkte.