Under os gemmer der sig mange ting. Men jeg vil hellere være her, hos dig. (Neph)

''det her er præcis hvorfor jeg ikke ville sige noget om det..'' mumlede hun og så stadig ned.
''jeg finder selv en måde at komme ud af det på... du skal ikke blande dig. jeg kan klare migselv.'' hun så lidt på ham.
''jeg ved godt at det er svært at stole på..'' mumlede hun.
''han er... jeg ved ikke hvad der skete. det ene øjeblik gik jeg bare og nød naturen. det næste spændt fast til jorden uden mulighed for at komme væk selv...'' hun så lidt ned igen.

''undskyld.. jeg burde have holdt mund.'' sagde hun stille og krøb lidt sammen

han så på hende som om hun havde mistet forstanden, men kun for et øjeblik.
"Det er jo kain om igen!" sagde han så og vendte sig op mod hende, lagde en hånd på hendes arm.
"Jeg vil ikke have sådan noget sker dig igen, uanset om du klare dig selv eller ej. Jeg er glad for du fortalte det" sagde han

''Sean, jeg ved godt at du føler at du... Glem det.'' hun sukkede opgivende.
''Du har intet ansvar, ikke overfor mig. Du har overfor din søn, og han er uden for fare i dette tilfælde. Så... lad mig prøve, selv at komme ud af det her? Okay? Barelad mig prøve.. og hvis jeg ikke kan, så kan du træde til..?'' hun lagde tøvende en hånd på hans kind.

''min gud hvor jeg egentlig elsker dig, din tumpe.'' hun sukkede opgivende, med et lille smil.
''du burde få gjort noget ved... ved det der.'' hun prikkede ham blidt på hans minimale skægstubbe

Han så lidt på hende.
"Neph...du har ingen ide, åbenbart, om hvad du enlig betyder for mig. er det på bekostning af barnet, må jeg jo bare vente"svarede han kort, men smilte så til hende ved hendes berøring og grinte let.
"Såå...Okay, så siger vi det. Men så skal du over fortælle mig det!...Foretrækker du mig da med fuldskæg?" spurgte han

Hun rystede lidt på hovedet.
''du tager aldrig chancen igen, sean. Ikke med mig, ikke med Alane.'' hun smilede nu underligt kærligt til ham. Hun havde glemt alt om deres diskussion før.
''jeg... jeg synes du burde blive barberet. Du kradser'' grinte hun drillende og fik rejst sig stille.
Hun kyysede ham kort på kinden, da hun vidste at han ikke kunne lide at hun kyssede ham rigtigt.
Den ret tilhørte Alane.

''Jeg har på fornemmelsen at du burde blive en drengerøv igen.'' smilede hun stille.

Han grinte kort.
"Der er mange andre der kan afprøves" svarede han kort og rejste sig med hende. han så lidt på hende.
"Drengerøv igen? Hvad mener du med det?" spurgte han med et lille smil.

''da jeg lærte dig at kende... du var langt mere... playboy-agtig. Nu er du nærmest far før tid!''' grinte hun drillede og smilede roligt til ham.

''jeg føler lidt at jeg har gjort dig gammel..'' smilede hun roligt

Han så på hende et øjeblik, uden at vide hvordan han skulle reagere.
"Der er sket meget siden da. Ting forandre sig" svarede han så med et svagt smil.
I det same hørte de en stemme.
"Herovre!"
Sean kiggede hurtigt tilbage fra den vej der kunne føre ned til bazaaren.
"du kan gå videre normalt, de ved ikke jeg har snakket med dig...Så finder jeg dig senere, hvis det er det du vil have" han sendte hende et træt smil og havde allerede bevæget sig videre, hvadenten hun ville det eller ej.

Hun sukkede opgivende. Et liv i skyggerne var vel næppe et liv?
Vagten ireterrede hende grænseløst men sagde intet.
Hun gik bare, stille, videre, hjem mod sit hus, mens hun aede sin mave forsigtigt

Han løb som han altid havde gjort og som han levede af. Han kunne ikke begynde at dræbe vagter, det gik ikke. Og han gemte sig, til han fornemmede de igen havde mistet ham.
Så listede han sig frem mellem gyderne, til han kom til Nephs hus. Har bankede han forsigtigt på, mens han kiggede sig frem og tilbage. Jaget. igen, altid.

Hun åbnede døren med et krus i hånden. Hun rakte ham det roligt, og gjorde tegn til at han bare skulle smutte ind.
''Sean McGivens, jeg nægter at have vagterne på mit dørtrin omlidt!'' grinte hun opgivende og smilede roligt til ham

Han grinte, skyndte sig ind, lukkede og låste døren efter sig.
"Åh, jeg slap fra dem..." smilte han og tog taknemmeligt imod kruset og duftede til indholdet. Det var jo stadig koldt udenfor. Han smed skoene og gik ind i stuen, mens han lod øjnene glide over stedet, for at se hvordan hun var faldet p åplads...

Hun smilede roligt.
"Undskyld mig.." hun smilende undskyldende og gik ud på badeværelset.
Hun kastede morgenmaden op, og sukkede frustreret.
Hun begyndte at skylle munden mens hun så frustreret på spejlet. Hun var træt, bleg og så udsultet ud.
Hun burde nok snart se en læge...

hun så ud til at være faldet godt på plads. han havde heller ikke forventet andet.
Han satte sig på en stol og nippede til indholdet i koppen. The. Passende.
Hans blik gled igen ud af vinduerne og i et kort øjeblik tilbage til hans barndomshjem...Før han fortrængte tankerne igen og tænkte på andre ting, mens han ventede på Neph.

Hun gik ind til ham, efter at have rystet den værste kvalme af sig.
Så trak hun for i diverse vinduer.
Hun rystede på hovedet af ham.
''jeg gider ikke at folk glor ind og ser en eftersøgt dæmon sidde og nippe the hos mig'' grinte hun roligt.
''Sean... Bliver du aldrig træt af at flygte?..'' Hun satte sig på en stol, et par meter fra ham.
Hun holdte med vilje en hvis afstand

Han fik snart nok af alt hendes afstands-fis.
Han holdte dog lysten til at himle med øjnene, tilbage.
"Næ, enlig ikke. Det har vi snakket om, Neph." svarede han og tog endnu en tår af sin the.
"Er du bange for jeg jager en kniv mod dit hjerte?" spurgte han så tilbage

Hun så kort en smule fornærmet på ham.
''nej, Sean. Jeg er bange for at mine hormoner løber lybsk og jeg ikke selv kontrollere hvad jeg gør. Lige pludselig sidder jeg på skøddet af dig og prøver at kysse dig. Og sidst jeg kiggede efter, var du ikke typen der brød sig om at jeg kyssede dig. Så hellere en smule afstand, end at jeg bliver klæbrig.'' hun så kort på ham inden hun så lidt væk, sammenbidt.

Han stilte kruset på bordet, rejste sig op og gik mod døren.
"Fint. lad mig hjælpe dig med problemet. Jeg går. Gider du kontakte mig når det er ved at være tid med barnet?" spurgte han fornærmet, trak sin jakke på igen og begyndte at tage sko på i entreen...

''hvad er der galt med dig!? Du plejer at foretrække at jeg holder mig som din ven? Og nu bliver du fornærmet over at jeg ikke tør tage dne risiko? sean... det er ikke fair at du bliver sur nu, jeg prøver bare at...'' hun trak vejret dybt og gik ud til ham.
''Sean... bliv nu..'' bad hun stille, og så lidt ned.

"Galt med mig?" råbte han ind mod stuen
"Jeg har hele tiden foretrukket at være tæt. Altid. Det er dig der har taget konklusioner!" han havde nu sine sko på og netop som han lagde hånden på dørhåndtaget, kom hun ud til ham. Han så lidt på hende.
"Hvorfor?" spurgte han så, kort.
"Hvorfor skal jeg blive, når du knap tør røre mig og vi aldrig kan snakke almindelig sammen alligevel?"

Hun så ned. Hun vidste godt at han var vred, men...
Hun rystede lidt på hovedet.
''Du har ret... Undskyld...'' stille så hun på ham igen.
''Okay, jeg beder dig ikke om at blive, hvis det ikke er det du vil. Men se det fra min side, vil du?'' hun bandede indædt over de pokkers hormoner, da hun kunne mærke hvordan lysten til at tude kom op i hende.
''Jeg er bange for at jeg gør noget forkert. Med dig, med barnet, med mig selv. Jeg troede vel at hvis jeg kunne tage afstand fysisk, ville det ikke være så svært psykisk. Det kan godt være, at jeg er din ven, men jeg er altså også hende som bære dit barn. Jeg ved ikke om du overhovedet vil se mig efter fødslen eller ej, så jeg prøver bare at gøre det nemmere for mig selv.'' hun så lidt ned igen.
''jeg prøver at få det til at passe i mit hoved. Jeg bliver ved med at se på dig, og blive lige så pokkers forelsket som altid. Jeg vil bare ikke kludre mere i det. Den ene nat med dig, var nok til at jeg ikke kan stole mere på min egen dømmekraft. Så jeg sætter den ikke længere på prøve.'' hun så op på ham igen.
''Tro det eller lad være, men det er stadig lige skræmmende, om det var dit barn eller ej... Jeg ved intet om at få børn, udover det barn jeg fik sammen med Kain. Og der var jeg ikke alene om det. I denne sag, der er jeg netop alene...'' hun rystede stille på hovedet over sig selv.
''Så gå, hvis du vil, men lad nu være med at tro at det er fordi jeg beder dig om det..'' hun så lidt på ham, afventende

Han himlede med øjnene. psykologi når det var bedst! Med de ord kunne han jo ikke gå...
"Selvfølgelig vil jeg se dig, hvis du stadig gider se mig! du er min ven Neph, hvad tror du om mig? At jeg udnytter såkaldte venner og vender dem ryggen i næste øjeblik?" spurgte han kort.
"Og du er ikke Alene. Jeg er her også. Selv om næppe var hvad du mente" svarede han så kort.
"Vi har diskuteret det her før, med samme resultat. At det ikke hjælper. Så som sagt vil jeg stadig gå. Det er bedst for dig, kan jeg mærke. Det du helst vil. Afstand. så meget af det som muligt. Tag dig ikke af mig. Jeg har været svag i et øjeblik og knyttet mig lidt for meget til dig, trods jeg havde lovet mig selv altid at holde afstand. Men det er noget jeg nok selv skal arbejde med" han tog igen i døren...

hun rystede igen på hovedet, denne gang bed hun så hårdt sammen at man kunne høre hendes tænder skære.
Hun kunne ikke stoppe ham, og hans ord gjorde at hun ikke ville.
Han havde været svag? Han havde aldrig haft intentionen at lære hende at kende. Fint, det er jo sådan han er.
''ja... jeg skal nok kontakte dig når det er ved at være tid med barnet..'' mumlede hun stille.
Følelsen af at skulle kaste op kom igen, men hun ignorerede det.
Hun så kort på ham, med øjne man ikke kunne se om var sårede eller bare tomme.
Hun så ned igen, mens hendes underlæbe skælvede lidt.
så rystede hun på hovedet igen, og gik ind i stuen igen. Så måtte han gå, hvis han ville det.

Og det gjorde han. Han nikkede kort til hende, med et neutralt ansigt. Han fik lukket døren lidt for hårdt. Hvorfor skulle de altid skændes? Det var sgu snart ingen fornøjelse at se hende længere! Det eneste de fik ud af det var høfligheder og skænderier!
Så derfor havde han nu besluttet sig for at blive væk fra hende, til hun gav besked. Vel var hun hans ven...Eller var? Men det holdte jo ikke...man kunne ikke gå at skændes hele tiden.
Godt så. Det var nummer to. Den eneste han havde tilbage nu var Alane. Hvorfor kunne han ikke holde nogen tæt på sig? Hvorfor kunne han aldrig få noget som helst til at fungere? Selv Alane havde han skændes med! Var han så...van til, bare at være alene?
Han lod frustreret hånden glide gennem håret og begyndte at gå ned langs gaden, uden at tænke på de vagter der søgte ham...Desværre.
"Holdt!" stemmen var alt for tæt på. han så sig over skulderen. Åh, han orkede ikke at løbe lige nu. Han orkede ikke det her. Hvorfor overhoved være her, når alt mislykkedes? Han havde drømt om at dø mange gange, men det var lidt svære for dæmoner bare at gøre det.
Og netop fordi han bare gik, indhentede vagterne ham snart, gav ham et solidt slag i hovedet, så han faldt om, og bandt hans hænder hårdt...

//erm, ved ikke om hun skal hjælpe ham?//

Hun hørte en lav stemme, et 'holdt'. En vagt. Et bump.
Hun rejste sig stille, og gik hen til sin dør og åbnede den.
Hun så på vagterne, der stod rundt om ham nu. Med bundne hænder lå han på jorden.
''Undskyld, kan jeg hjælpe jer?'' hun så undret på Sean, hvad fanden havde han gang i!?
Hun gik hen til dem, og støttede sig lidt mod ryggen - forbandet være tunge maver!