Under os gemmer der sig mange ting. Men jeg vil hellere være her, hos dig. (Neph)

Sean mærkede nogle hænder der hev ham op og stå. En bloddråbe gled fra et sted i hans mørkebrune hår, ned af tindingen og ned over det ene øje.
En vagt så på Neph med et venligt smil.
"Nej, Fru. Vi sørger bare for byens sikkerhed. Gå De blot ind og pas dem selv. Og tillykke med barnet" smilte han venligt. Og nikkede han kort som hilsen. For de fleste, i denne middelalderlige kultur, tænkte folk at man normalt først fik børn når man var gift.
Han gjorde tegn til at de skulle gå videre og de begyndte at skubbe Sean imellem sig, på vej til fangekælderen. Ikke fordi Sean var bekymret, han skulle nok nå at komme fri på et tidspunkt, han havde folk til det.

//Det bestemmer du selv//

//aaargh, det her får Sean nok ikke meget gavn af xD//

Hun så på Sean, på bloddråben, og derefter på vagten.
''Sir, slip venligst min mand, og giv mig en forklaring på hvilket grundlag De arresterer ham?''
Hun tog fat i vagtens arm, med stærk hånd.
''For, nu har I da en arrestordre, eller?''
Hun så på Sean, med et blik der nærmest lyste med ordene; undskyld.

Han var træt, han havde nu også ondt i hovedet. Og han så væk fra Neph, for at holde havde han havde lovet over for sig selv: at give hende afstand.
Vagten så overrasket på hende med et svagt smil.
"Er dette deres mand? Jeg beklager meget. Ved de noget om hvad han laver om natten?Vi har modtaget informationer om at denne mand er skyld i flere personers død og har stjålet fra mange. Vi tager ham med for nærmere forhør, hvor sandheden nok skal komme frem. Her..." Vagten hev et stykke papir frem, med segl fra en øverstkommanderende.
"...Ellers ville det hele jo være nyttesløst. Bevis på at han skal arresteres. For din skyld, og barnet, håber jeg deres mand er uskyldig" han fjernede venligt, men bestemt Nephs hånd. Sean lod blikket glide over papiret et øjeblik.
"Det segl er ikke ægte. Hvem har betalt dem?" spurgte han og så direkte på vagten. Vagten så en smule usikker ud i et øjeblik, før han gik over og gav Sean et slag med håndryggen. Han smagte blod.
"Desperat, er man? Ikke flere løgnhistorier. Nu går vi!" sagde vagten

Hun blottede tænder, skjult. INGEN slog Sean.
Gravid eller ej, hun ville ikke bare se på det.
Hun gik med hastige skridt hen til vagten som havde knaldet ham én på siden af hovedet, og greb ham i kraven - et fejltrin, men hun var vred.
''Du rør ham, én gang til, og du fortryder det - forstået!?'' snerrede hun med lange spidse hjørnetænder og gullige øjne.

Hun så kort på Sean, som åbenbart stadig ikke ville se på hende - hans valg. Hun var vred. Sidst nogen havde rørt Sean havde hun fået en dolk i skulderen. Og hun gjorde det igen, hvis hun kunne undgå at han kom til skade.

''Hvor er beviset på at han lyver?'' hvæsede hun truende, lavt.
''hvor er beviserne på at det er ham? du, min gode ven, er en nar! Og med glæde, skal jeg vise dig hvor meget.'' hun var vred, truende.
Hun slap hans krave, ved at skubbe ham væk fra sig.
Hun så på de andre vagter. Med samme rasende, gullige øjne

Vagten var overrasket, for han havde ikke forventet et angreb fra denne kant. Han blev vred, men ville heller ikke skade en gravid kvinde.
"Kvindemenneske! For dit eget og barnet skyld beder jeg dem beherske dem!" snerrede han og gjorde tegn til at de skulle videre og det var nu! De andre to begyndte at slæbe Sean væk og han fulgte med uden modstand. Det var sjovt det her...nogen gange lod han sig fange og manipulerede med dem. Selv om det ikke just var det denne gang.
Han rystede kort på hovedet for at forhindre blodet i at dryppe ned i hans øje. Så trådte han den ene vagt hårdt over foden, han kom med et overraskelsesudbrud og slap Sean, så han kunne skubbe den anden væk. I et hurtigt bevægelse trak han en kniv fri fra vagten, han havde trådt over foden, og skar sine hænder fri, hvorefter han placerede den i ryggen i manden, som åbenbart havde kommandoen, før han kunne nå at gøre Neph noget.
"Og ingen skal true min kone!" snerrede han og så pludselig det sjove i skuespillet. Stadig bevæbnet med kniven, som nu var blodig, vendte han sig om til de to andre vagter, som i et øjeblik tøvede, men så stak af.

Hun lignede en der var faldt ned fra månen.
kone!? Nu fik han forhåbentlig ikke fikse ideer efter dette.

Hun så bare på ham, dernæst på vagterne, dernæst på ham igen.
Hun var lost, totalt. Langsomt blev hendes gullige øjne blålige igen, og hendes tænder gled på plads i deres menneskelige form.

Hun så på vagten, med såret i ryggen, og lugten af blod gjorde hende svimmel.
Hun holdte sig for munden, og stønnede lavt af ubehag

Han var hurtigt ovre ved hende, efter at have smidt kniven ved siden af den døde vagt.
"Neph? Er du okay?" åh nej...nu tog han kontakt. netop hvad han havde lovet sig selv ikke at gøre! Han ville sikkert fortryde dette...når de skændes igen og hun ikke turde røre ham.
Han trådte derfor hurtigt at skridt væk igen og så væk. For at prøve at redde den. afstand eller kys. Det var sådan han fornemte situationen. Men han havde Alane.

''om jeg er okay?'' hun så undret på ham.
''jeg har det fint. Det er dig jeg er bekymret for.'' hun så kort på ham.

''der kommer nok flere vagter om lidt. Se nu at komme afsted.'' mumlede hun.
Hun tog hånden for munden igen, da lugten af blod endnu engang ramte hendes næsebord.

Hun stønnede kort af ubehag igen, og begyndte at gå tilbage mod huset.

Han så kort på hende. Måske, måske ikke...
"Ja, det er vel hvad du ønsker...Undskyld jeg opholdte dig!" han bukkede kort for hende, som om hun var en herskerinde af en slags, så løb han. han tørrede blodet af sin pande med et ærme samtidig.

Hun så ned, sammenbidt over hans reaktion på hendes ord.
Tårer valgte endnu engang at bane sig vej ned af hendes kinder i lange drag.
Hun hev efter vejret, og da hun kom indenfor sin egen hoveddør kunne hun mærke hvordan hun begyndte at hulke lavt.
Hun fik, med armene om sig selv, hen mod soveværelset.
Hun havde blandet sig, efter han var gået fra hende. Nu ville han jo bare tro at hun...
Arrgh for fanden!
HUn så ned, og lagde sig stille på sig seng. Hun hulkede stadig, i en blanding af tristhed, arrighed og noget hun ikke vidste hvad var. En følelse af at være alene i verdenen.

Stille nussede hun maven, mens hun prøvede at slappe af.

//Out^^//