Der er så mange ting...(Luce)

S: Doomsville, Terrorville dictrict.
O: skiftende, alt efter sted.
V: lunt, solen skinner.
T: midt på dagen.

Sean havde brugt alt for meget tid i sin seng. Det eneste gode ved det var at han havde fået lavet noget papirarbejde, fået ekstra godt styr på økonomien og læst nogle bøger og studeret nogle kort. Men nu kunne han også mærke at han trængte til at komme lidt op fra sengen. Hans nevø, Elyas, var ikke hjemme i øjeblikket. Han havde sendt ham med nogle gode mænd ud i naturen, så han kunne lære lidt om det. At overleve.
Men ellers havde der været ret ensomt. Hans sår havde helet godt, men det gjorde stadig ondt hvis han lavede en pludselig bevægelse eller trak vejret alt for dybt, for hurtigt. Det gjorde også ondt at tage et bad og få tøj på, og at få listet sig fra sit værelse og ind i husets bibliotek. Et forholdsvis stort rum, fuld af bøger til alle sider. Han elskede bøger, de skjulte en masse hemmeligheder og han elskede hemmeligheder. Her var både de mere almindelige bøger og de mere sjældne. Men de sjældne var låst inde i et stor skab, som var specialt bygget til at holde dem i så god stand som muligt.
Han satte sig med en pude i ryggen ved et lille bord og fik en tjener til at hente de tre bøger han havde lyst til. De kom også med en kande the og en lille skål med nogle småkager, selv om han faktisk aldrig rørte dem.
Den lune dag var han afslappet klædt, da han ikke regnede med at skulle nogle steder. Nogle mørke, løse bukser og bare fødder. en skjorte der sad let omkring hans muskuløse krop, åben. Om hans ene håndled skinnede armbåndet fra Neph. Det mørkehår var stadig vådt af badet, redt tilbage, selv om pandehåret altid hang lidt ned over panden. De mørke øjne var fokuseret på papirerne foran ham. Gennem den åbne skjorte kunne man se forbindinger.

Tiden var løbet fra hende den seneste tid. Hun var ikke ligefrem den som havde tid til og slappe af mere heller. Hun var stort set næsten ikke hjemme. Rafael krævede meget mere end man blot skulle tro. Der var dage, hvor hun kunne slappe af og nyde og være sammen med sine sønner. Dog var der også dage, hvor hun først kom hjem sent om aftenen eller overhovedet ikke kom hjem før næste morgen. Det var sjældent hun fik tid til sig selv. Hun stod inde på sit værelse ved vinduet. Vinduet var åbent og solen skinnede direkte ind gennem vinduet og nærmest lyste hele rummet op. Hun havde en lille top på og et par sorte tre kvart bukser på. Hun stod og nød den blide brise der kom ind gennem vinduet og kærtegnede hendes kinder og hår. Hun havde sat sit sorte hår op i en hestehale. Hun havde fået klippet noget af spidserne af så det ikke så, så slidt ud som det havde været. Solen varmede hendes krop og fik hendes højre side til nærmest og skinne en sandfarvet skær frem. Hun havde dog ikke fået bundet sit stof hen over hendes øjenhuler endnu for hun lige ville nyde solen inden. Øjenhulerne var nu også blevet meget pæne. Der var ingen nerver tilbage for de var rådnet væk. Hun vidste ikke hvad hun skulle tage sig til overhovedet. Hun havde ikke rigtigt snakket med Sean efter den lille uheldige episode i Firewood Village. Det var ikke fordi hun ikke ville snakke med ham hun havde bare haft alt for travlt til og kunne overskue det. Hun stod lidt og spekulerede på om hun skulle finde ham og bare høre hvordan han havde det. Hun var blevet god til og færdes rundt uden og falde over noget som helst og hun havde det heller ikke svært ved og finde rundt længere. Hun havde nærmest vænnet sig til og være bind. Som om hun altid havde været det. Hun gik hen til bordet hvor hendes børste og alt lå og tog stoffet. Hun bandt det om hendes øjne og gik ud for og lede efter Sean inde i det store hus.

Han sukkede og skubbede bogen væk, hvorefter han tog sin the og nippede til den. pebermynte, ganske forfriskende. De sidste har uger havde de fyldt ham med alle mulige urter, for at lindre smerter og for at holde hans sår friske og uden betændelse. Så det undrede ham ikke at dette var endnu en. pebermynte var godt mod forskellige baktier og til at holde utøj væk. Han lod drikken glide lidt rundt i munden før han sank det og lod blikket glide over mod det nærmeste vindue. Det kunne være godt at komme lidt ud, men han viste ikke om han ville kunne holde trappen ud. Ellers kunne han altid gå ud på sin altan. Han orkede bare ikke at bevæge sig lige nu, hans ribben gjorde ikke særlig ondt når han sad her og slappede af og det ville han godt nyde lidt endnu.

Hun gik rundt i det store hus for og finde Sean. Hun anede ikke, hvor hun skulle starte overhovedet. Huset var større end det egentlig var og specielt når man var blind føltes alt bare meget større. Imens hun gik rundt og ledte efter Sean tænkte hun på alt det som havde sket siden hun kom tilbage. Hun havde ødelagt halvdelen af Firewood Village ved et uheld og det var svært for hende og komme over i starten, men livet gik videre. Hun havde mødt Caroline som havde lært hende om og mærke sine omgivelser og kunne bruge en køkkenkniv som våben. Det lød meget underligt når man fortalte det, men det var nu meget effektivt og hun plejede altid og gå ihvertfald med 2 på sig, men dem havde hun ladet ligge inde på sit værelse. Hun havde mødt Sheila som havde fjernet hendes forbandelse. De havde overhovedet ikke kunnet enes i starten. Hendes vrede havde næsten overtaget hende på det tidspunkt fordi Sheila havde truet hende. Hos Rafael var det bare det typiske dog manipulerede han meget med hendes underbevidsthed så nu havde hun ikke styr på sin vrede. Den fik hende til og tænke virkelig onde tanker når hun var vred. Hun fattede stadig ikke hvorfor de tanker var kommet, men nu var de der. Hun stødte ind i Sigmund og undskyldte mange gange og spurgte ham roligt om, han vidste, hvor Sean var og han havde ført hende hen til biblioteket. Hun bankede stille og roligt på og gik ind efter noget tid.

Der stod intet om det! Overhoved intet. Irriteret kastede han bogen fra sig, den fløj længere end han troede, før den kolliderede med en reol og faldt på gulvet med et bump. Han havde været på en mission med Nille og nu var deres liv forbundet. døde den ene, døde den anden også. Han håbede virkelig ikke Nille havde tænkt sig at udfordre skæbnen, før han havde fundet en der kunne fjerne magien! Han ville godt leve lidt endnu. Han sukkede svagt og lod blikket glide over mod døren, da nogen bankede på. Han nåede næsten ikke at sige ja, før Luce trådte ind. Han smilte svagt til hende, selv om hun ikke kunne se det. Han lod en hånd glide gennem håret i en halvirriteret gestus.
"Luce...Hey...Kom bare" sagde han roligt og lod sine hænder samles omkring hans kop the. Den var lun.

Hun stod lidt ved døren og lugten af gamle og nye bøger kom hende i møde. Hun kunne svagt lugte, at Sean også var der inde. Hun var næsten aldrig på hans bibliotek hun ville nærmere sige aldrig. Hun kunne ikke rigtigt finde en grund til og være der længere. Hun var blind og ville ikke kunne læse de bøger som ikke var skrevet med blindeskrift og der var flere minusser ved det. Der fandtes næsten ingen bøger som var skrevet med blindeskrift. Der var få, men ikke så mange som man skulle tro og hun havde aldrig lært og læse blindeskrift. Det var sådanset umulig for hende og læse det. Hun smilede stille "Hej Sean" Hun gik langsomt hen til det bord han sad ved og stoppede op. Da hun gik lignede det overhovedet ikke, at hun var blind. Det kunne hun også selv mærke på måden hun gik på og det var hun virkelig glad for, at hun havde lært. Hun kiggede på ham "Hvordan har du det efter omstændighederne?" hendes stemme var rolig.

Hans blik gled over hende et øjeblik. Hun så allerede meget mere sund ud. Og hun havde lært nogle ting, bla. gik hun meget mere selvsikkert omkring nu, end før. Det var en god ting. Han følte trang til at strække sig, at mærke sine led give efter, men gjorde det ikke.
"Fint nok...Tror jeg. Aldrig har jeg følt mig så uduelig" det passede ikke. Han havde før prøvet at have alvorlige sår eller kvæstelser, der havde tvunget ham til at blive liggende i en seng i længere tid. Men det var en måde at beskrive hvordan han følte sig.
"Velkommen til mit bibliotek. Et sted, så vidt jeg ved, du ikke rigtig kommer. Hvordan går det med dig? Oplevet noget nyt? hørt noget spændende?"

Hun mærkede, at han kiggede på hende. Det rørte hende dog ikke som det normalt ville gøre. Hun var begyndt og skubbe sine følelser til side. Der var stortset ingen tegn på følelser der var skjult hverken på hendes kropssprog eller ansigtsudtryk. Hun vidste ikke om Sean lagde mærke til det, men det rørte hende dog heller ikke mere. Hun var stadig lidt bekymret over de skader hun havde forvoldt Sean, men det var ikke noget hun vidste ud fra sine holdninger. Hun nikkede kort forstående "Det bliver snart bedre" hendes stemme var rolig som den plejede, men de tegn som plejer og vise, at hun var en rolig person var forsvundet fra hendes stemme. Der var korte tidspunkter, hvor der var små tegn på følelser i hendes kropsholdning, ansigtsudtryk eller stemme, men det var forsvundet for hende på dette tidspunkt. Hun lyttede stille til det Sean sagde "Nej, hvad er et bibliotek værd for en som mig når jeg ikke kan læse bøger der ikke har blindskrift i? Af spændende sager? hm... Skulle hilse fra en Neph og sige du skulle til og blive rask hurtigt som muligt fordi hun ikke har tid til og være sygeplejerske for dig. Ellers tror jeg alt er som det plejer og være. Næsten..." hun tænkte lidt på de tidspunkter, hvor hun var gået ind i noget der føltes som koldere end is og var så slimet, at det næsten var for klamt og røre ved og som bevægede sig, men hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle det eller bare holde sin mund lukket. Hun trak let på skuldrene "Af og til i folkemængder har jeg det som om jeg træder ind i noget som bevæger sig under mine fødder og det føles koldere end is og føles meget som slim der klistre sig til en. Ved ikke helt hvad det er, men det startede kort tid efter forvandlingen"

Han bemærkede ofte mere end folk viste. Nogen blev overraskede over det, andre følte sig usikre. Atter andre var ligeglad og nogen fandt slet ikke ud af det. Han lagde godt mærke til den kulde, hun mødte dagen med. Det tomme udtryk, som blev endnu tommere af hun ingen øjne havde, som han søge ind i og finde de ting hun skjulte. Hvor kom det fra?
At hans sår snart ville blive bedre, tvivlede han slet ikke på. Som alle andre, helede han også over tid. Fysisk i hvert fald. psykisk var han stadig frustreret og en forbandelse forsvandt ikke ved at sove den væk. Han havde overvejet at opsøge Romerta, men havde valgt at lade være.
Hans blik gled over hende en enkelt gang.
"Jeg har kun en bog, som er lavet af en blind mand til andre blinde. Der er meget sjælden og er låst inde i skabet" smilte han roligt. Han viste ikke rigtig hvad den handlede om, han havde endnu ikke fået nogen til at oversætte blindskriften til almindelige skrift. Måske skulle han lede efter nogen til det snart?
Det overraskede ham dog hun kendte til Neph. Normalt holdt han de folk han kendte, væk fra hinanden. Et eller andet sted frygtede han stadig de ville rotte sig sammen imod ham hvis de mødte hinanden. eller at de ville blive uvenner og han skulle opleve en masse kedeligt og følsomt drama. Eller at de ville udveksle ting de viste om ham...Som altid fortalte han folk forskellige ting, men aldrig hele sandheden. Jo flere der mødtes, jo større sandsynlighed for problemer for ham. Nej, han holdt dem fra hinanden og holdt sine hemmeligheder for sig selv. Sådan havde han bedst kontrol over sit liv.
"Aha? så du har mødt Neph...Hvad ved du så om hende?" han smilte svagt. Hellere vide hvor stor skade der var sket.
Det sidste hun sagde bekymrede ham ikke yderligere. At opleve så store forandringer, kunne godt forandre folk. Det viste han selv alt til, alle de problemer og forandringer efter hans eget ritual...han var stadig ikke kommet over det og fik nogen gange en slags anfald, hvor han var ond mod alle og enhver i hans nærvær.
Han viste dog heller ikke hvad han skulle sige til det.
"Okay" endte det med.
"Flere der har sendt forbandelser ned over dig? Jeg må virkelig til at tage en snak med folk om forbandelser..." det var sagt med en svag ironi, men han havde selv personlige problemer med en forbandelse og fandt derfor ikke emnet særlig morsomt.

Hun stod lidt og ventede på hvad der skete. Hun vidste godt, at han holdt øje med hende. Hun blev dog blot overrasket over og høre, at han rent faktisk havde en bog med blindeskrift. Det var ikke så tit, at man kunne finde nogen der havde sådan en bog. Hun blev dog en smule nysgerrig for og vide, hvad der rent faktisk stod i den bog. "Hvad handler den bog om da?" der var stadig ingen følelser i hendes stemme. Det var en følelsesløs skal som var i nærheden. Hun vidste dog heller ikke hvordan han havde det med, at hun kendte til Neph, men hun var sådanset også ligeglad. Den Luce som var urolig for alt og bekymrede sig for meget var væk og var blevet erstattet med denne som ikke rigtigt havde nogle følelser i sig. Hun trak let på skuldrene "Ikke rigtigt noget som helst. Jeg ved at du kender hende og at hun ikke kan huske rigtigt noget som helst. Hun kan huske, at du har nævnt noget om mig og at det var positivt, men hvad vidste hun ikke overhovedet for det havde hun glemt. Hun havde faktisk glemt meget" hun vidste ikke rigtigt noget om Neph hun havde blot stødt på hende ude i parken imens hun havde været ude med Connor. Hun gik lidt rundt i biblioteket for og kunne lærer det rimeligt og kende. Hun gik hen til Sean igen da hun hørte, at han snakkede til hende. Hun rystede let på hovedet "Ingen forbandelse" hvem skulle haft forbandet hende? Hun havde bare den forbandet kontrakt hos Rafael det var det eneste som styrede hende og lige hendes underbevidsthed der var blevet manipuleret med.

Han smilte let og rejste sig, trods de små jag af smerte der fyldte hans krop. Han gik over til skabet og fiskede en hemmelig nøgle frem, før han åbnede det. Lydløst gled en af lågerne op og en lugt af endnu ældre bøger slog ham i møde. Han lod blikket glide over de gamle og sjældne bøger, der hver især lå omsvøbt i en klæde der skulle holde diverse fugt m.m. væk fra dem. Han tog endelig en af dem ud, lukkede skabet igen og gik over til bordet, hvor han lagde den og svøbte den ud af klædet. Den var gammel, men ikke så slidt som andre bøger, der havde været læst oftere. Han slog op i bogen og studerede kort siderne med blindskrift, men de var lige så uforståelige som altid.
"Jeg ved ikke hvad den handler om. Jeg er ikke blind, ej har jeg lært de blindes sprog" han vendte sig om mod hende med et svagt smil. Hendes nysgerrighed fungere som en revne i et spejl. Hun var kold, men nysgerrigheden farvede det over og ødelagde spejlbilledet.
"hvem eller hvad har så resulteret i dit nye humør? " spurgte han lige ud, da hun åbenbart ikke havde forstået hentydningen. Han viste godt han havde andre problemer at tænke på. En af de nye klanmedlemmer havde ikke overholdt klanens regler og skulle straffes. De levende-døde var begyndt at ødelægge nogle af hans forretninger i de andre byer og skræmte folk fra vidt og sans og de åndssvage, såkaldte eksperter, sad bare og småsnakkede over nogle småkager, bare fordi de ville have opmærksomhed. Men nu var det Luce der var nærmest og det virkede i et øjeblik meget nemmere at tage sig af hende end af alle de andre ting.

Hun stod lidt og kiggede på ham. Hun vidste godt, at hun ikke kunne skjule sin nysgerrighed. Den havde hun aldrig fået skjult, men de normale følelser som folk kendte hende som den glade pige og som hjalp til vidste hun var blevet væk. Hun forstod stadig ikke helt selv hvad der var sket med hende siden det var forsvundet. Hun vidste ihvertfald, at Rafael havde prøvet og tvunget hende til og gøre de værste ting imod folk i det skjulte, men hun havde altid nægtet og så havde han straffet hende hårde end folkene der skulle straffes normalt. En dag havde han endda bedt hende om og skade et barn og hendes sind var pludselig blevet mørkt for hende. Hun forstod det ikke overhovedet, men hun havde gjort det uden tøven. Hun havde mærket inden, at hendes sind var blevet mørkere og mørkere for hver gang. I starten havde hun gjort det for og undgå og blive straffet selv, men det blev bare værre for hver gang. Hun havde hørt, at Sean havde rejst sig, men ikke reageret på det. Hun havde tænkt på alle de folk der var blevet straffet pga hende. Det gjorde ikke en gang ondt på hende eller havde rørt hende imens hun havde tænkt over det. Hun lyttede stille til det han sagde "Så bliver det svært og lære bogen og kende." hun tænkte lidt over det "Jeg kan læse den og derefter fortælle dig hvad den handler om hvis det er" hun havde savnet og læse bøger, men det var ikke noget hun havde vist. Hun gik lidt tættere på Sean og stoppede op. "Jeg vil gætte på manipulation og straffelse over en længere periode der har resulteret i dette." hendes stemme var blevet kold igen og nysgerrigheden forsvundet.

Han studerede hende lidt, da han satte sig ned igen. Det gjorde ondt at stå op for længe, lige som det gjorde ondt hvis han sad forkert. Det var også vildt så uheldig han havde været på det sidste, normalt kom han næsten ikke til skade og denne gang havde han skaffet sig flere forskellige sår.
Han drak resten af sin the.
"Tja, du kan jo prøve og se om det giver mening for dig. Ellers kan jeg nok finde en der kan lære dig det." svarede han roligt.
"Men du må på intet tidspunkt fjerne bogen fra biblioteket. Bogen er sjælden og jeg holder meget af min samling af bøger. Der må ikke ske dem noget" han så lidt på hende. Rafael havde vel nok gjort hende noget, tanken om at hun slet ikke skulle gøre det, var fremmed. Rafael brugte altid chancen for at gør hårde imod folk og for det, faldt hans respekt for ham mere og mere.
"Ah, så Rafael er ved at få sin virkning på dig. Det undre mig ikke. så undre det mig heller ikke, hvis du ikke kan leve op til vores lille aftale, om at du kunne fortælle mig når der skete noget spændende omkring ham" han ville vide hvad dette ville betyde for ham.
"dine børn bliver nok heller ikke glade for deres kolde mor" Det kendte han alt til.

Hun stod lidt og kunne godt mærke på sig selv, at den kolde side så småt var ved og aftage, men alligevel var facaden der. Rent faktisk kæmpede hun en kamp imod sig selv indvendigt for og blive sit gamle jeg, men det var svært for hende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det. Man kunne ikke se det på hende udefra for hendes holdning var stadig lige så kold og kynisk som den havde været fra morgenstunden af. Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede "Jeg kan sagtens læse blindeskrift. Har været på biblioteket de dage, hvor Rafael ikke har forlangt, at jeg kom for og holde tankerne væk. Biblioteket har flere blindeskrift bøger end jeg lige havde regnet med. Bogen skal nok forblive her. Læser den når jeg får tid" hun stod lidt og var ved og blive skør indvendigt af den kamp imod sig selv. Hun måtte tilbage til virkeligheden tilbage til den gamle Luce dog ikke den som frygtede alt og alle som hun havde været inden, men den søde og hjælpsomme Luce var der stadig, men hvor henne? Hun rystede vildt med hovedet og hendes koldhed var ved og krakelere af hendes facade. "Et er og manipulere med min underbevidsthed, men og gøre så jeg ikke holder aftaler kommer ikke til og ske. En aftale er en aftale og dem skal man holde" hendes facade knækkede helt da han nævnte hendes børn. Hun var lettet over, at facaden var væk, men ked af, at det ville gå ud over børnene. Hun hang lidt og prøvede og finde de rette ord "Ved jeg...Jeg kan ikke styre det..." hendes stemme var blevet mere trist.

Han så lidt på hende, da det så ud til hun kastede masken for nu. Som altid tog ting tid, både de fysiske som de psykiske, og han troede simpelthen ikke på det kunne være overstået allerede. Det ville tage tid at komme ud af det, præcis som det havde taget med ham...Altså i forhold til hans gamle jeg. Han var stadig kold en gang i mellem, mest når han fik sine små anfald, som han nogen gange gjorde efter ritualet. Han nikkede let, men kom i tanke om at det kunne hun ikke se.
"Alle tiders. så vil jeg lade den ligge fremme. Vær venlig at pakke den ind i klædet igen, hver gang du er færdig med at arbejde på den" bad han og foldede den selv ind i papiret igen. Det undrede ham at biblioteket havde nogen, disse bøger var utrolig sjælden og den gang det var middelalder på jorden, havde man jo næsten ikke engang bøger! Men det var jo bare endnu en forskel.
Han rejste sig igen med en kort grimasse.
"Hvilket minder mig om, om vi skal se til dine børn? Jeg har ikke set dem i et stykke tid og især Connor interessere mig"

Hun kunne godt mærke hans blik på hende, men hun havde fortravlt med og nyde solens stråler der skinnede ind fra vinduet og lige ind i siden på hende. Det var næsten som blundet hun blot og nød varmen. Hun var dog stadig opmærksom på de forskellige lyde der ville komme hvis nogen flyttede på sig. Hun nikkede stile til Sean "Skal jeg nok gøre, men vil du så ikke være venlig og lægge den et sted på bordet så det vil blive meget lettere for mig og finde bogen når jeg går her ind, hvis du ikke er der" hendes stemme var roligere dog var der stadig en undertone af den koldhed som skjulte sig i hende. Hun havde ikke fået helt styr på det endnu, men det kom. Det skulle det bare! Hun ville ikke være svag som før og dog heller ikke have det sådan, at hun ikke kunne styre sig selv. Hun hørte stolen der blev skubbet tilbage da Sean rejste sig. Hun smilede kort. Det og snakke om hendes børn gjorde noget ved hende indeni. Var det sådan hun kunne styre sin kulde indtil hun selv havde lært det? Det undrede hende lidt. Hun nikkede kort "Du kan i det mindste se dem. Det kan jeg ikke ligefrem. Jeg kan føle og lugte dem" der var en blanding af latter og sorg i hendes stemme. Hun undrede sig dog lidt over, hvad der var ved Connor som han var interesseret i. Hun lagde sit hoved let på skrå "Hvorfor er du så interesseret i Connor?" hun var meget nysgerrig som hun stod der og nød varmen fra solens stråler og ventede på et svar eller at han kom over til hende for og gå videre.

Han stoppede op foran hende og lagde sine hænder mod hendes skuldre et øjeblik, da han smilte let til hende. Han klemte dem kort, som en ven ville gøre til en anden. Som en beroligende eller opmuntrende gestus. Så lod han armene falde ned langs siderne igen. Han viste god hun ikke kunne se dem og han havde ikke tænkt over sin talemåde.
"Jeg lader bogen ligge, ja" Han gik over mod døren og åbnede den for dem, så de kunne finde børnene.
"Connor interessere mig selvfølgelig fordi du gav udtryk for du ikke ønskede ham og han dermed mere eller mindre kunne overgå til mig. Har du glemt det?" han smilte svagt. Han så ikke Connor som sin søn, han så aldrig folk som familie, han hadede familie og så mere familie som ødelæggende end noget godt. Han havde haft en søn engang...Og det var hans egen skyld han ikke havde ham mere. Connor havde mindet ham om ham, men nu var han kommet over det værste had og var i stedet begyndt at se Connor som en investering. En lille dreng, der med tiden kunne blive...hvem ved, måske hans arvetager?

Hun stod stille og roligt, men da Sean var gået hen til hende mærkede hun kort noget som var koldere end is og føltes klistret og klamt og røre ved strejfe hende. Det var Seans varsler der var ramt hende. Hun sprang kort til siden i rent chok. Hun bannede indvendigt over sig selv. Hun fattede virkelig ikke hvad det var som ramte hende. Det var tit når folk var tæt på hende og når solen skinnede. Hun Blev dog mere rolig da hun mærkede Seans rolige hånd på sin skulder. Hun smilte stille og nikkede "Tak for det Sean" hendes stemme var stille og rolig. Hun hørte hans skridt gå hen imod døren. Hun fulgte stille og roligt efter ham. Hun stoppede op nogle skridt væk fra ham. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte. Hun havde rent faktisk glemt den aftale de havde lavet inden Connor blev født. Hun havde været så meget igennem, at det ikke havde skænket hende en tanke"Havde jeg rent faktisk, men det kan vel ikke sige noget til efter alt det jeg har oplevet" hendes stemme var roli. Hun gik ud af døren og ventede på ham.

Hendes reaktion havde gjort ham en smule forvirret og faktisk også nysgerrig. Havde hun troet han ville gøre hende noget? Selv om han faktisk bare havde gjort sit bedste for at hjælpe hende, havde hun sprunget væk fra ham, trods hun havde accepteret en berøring alligevel. Hans blik gled over hende, da han gik ned af gangen mod børnenes værelse. Døren til biblioteket gled stille i bag dem.
"Hvad er der galt? Du hoppede væk fra mig..." han lød henkastet, selv om han enlig ikke var det. Nille havde engang set ham i øjnene og set de ting han havde skammet sig over, hvorefter han havde fået en mand til at fjerne de minder fra hende igen. han ville ikke have folk gik og viste sandheden, kendte til de ting...

Hun gik stille og roligt efter ham. Hun var stadig helt forvirret over det som var sket. Hun havde normalt ikke sprunget væk fra Sean overhovedet. Hun plejede ikke og have noget imod, at han stod ved siden af hende med en hånd på hendes skulder eller noget som helst. Det var nu ikke fra ham direkte hun sprang væk fra. Det var det som ramte hende da han var tæt på hende. Det føltes koldere end is og som noget der var meget klistret og ulækkert. Hun vidste ikke helt hvad hun kunne beskrive det som. Hun sukkede lidt "Jeg ved det ikke..." hun holdte en kort pause og fortsatte "Da du kom tæt på mig var det som om noget ramte mig. Noget som var koldere end is og som var meget klistret og bevægede sig. Jeg stod jo bare og nød varmen fra solens stråler der ramte mig og så kom der pludselig den kolde, klistrende og bevægende...ting over mig" hun vidste godt det lød som om hun var sindssyg. Der var dog en ting hun ikke vidste og det var, at det var Seans varsler som havde ramt hende. Normalt ville man se varslerne som folks skygger, men de var mere end bare 'skygger' end hvad man gik rundt og troede.

han kendte intet til hendes evne og hvis han gjorde, ville han nok passe en del på hvor han gik i forhold til hende. Han fortsatte, til han stoppede op foran en dør og bankede let på, lagde hånden på dørhåndtaget. Han så lidt tvivlrådigt på Luce, før han rystede på hovedet. Noget klistret, mørkt og koldt? Han viste ikke hvad det gik ud på.
Han åbnede døren og trådte ind. I den ene side var der en babyseng af træ, den anden side en større, almindelige seng. Noget legetøj lå spredt ud over hele gulvet. Der ud over var der forskellige ting.
Sean lod blikket glide over omgivelserne et øjeblik, før han fik øje på den ældste, der sad på sin seng og lavede et eller andet.
Han gik direkte over til babysengen og så Connor, der sov.

Hun spekulerede stadig som en gal over, hvad det var som ofte ramte hende uden videre. Hun kendte stadig ikke helt til det der skete. Hun stoppede op ved døren ind til hendes sønners værelse. Hun bed sig usikkert i underlæben. Hun havde ikke set børnene længe. Hvordan så de egentlig ud med tiden? Var de vokset siden hun sidst så dem? Selvfølgelig havde de dog vokset. Det sagde lidt sig selv. Det havde jo været for flere måneder siden hun sidst rigtigt så dem. Hun hørte døren åbne sig, men blev stående udenfor døren. Hun kunne ikke få sig selv til og gå derind. Hun havde haft svært ved og gå ind til børnene siden hun mistede sit sidste øje. Hun havde været sammen med dem, men det var altid en kamp for hende og tage sig sammen til og gå ind til dem. Hun bed sig lidt i læben og gik ind på værelset. Hun lyttede stille til Connors lave snorken fra den ene ende af værelset og i den modsatte lød nogle små ord fra Bruce af der legede med nogle legetøjsdyr. Hun gik hen imod sengen og gik ikke nært så sikkert derinde som andre steder for hun vidste ikke om hun ville vælte over noget legetøj. Bruce kiggede op på Sean og Luce og løb hurtigt hen til Luce om krammede hende. Hun satte sig på hug for og være på nogenlunde hans højde og krammede ham. Der var ingen ord imellem dem.

Personligt prøvede han ikke at lege forældre, det ville aldrig lykkes alligevel. Så han så dem næsten kun når han ville snakke lidt med dem, være tæt på Connor for at opbygge en relation eller de få gange der var fællesspisning ende i køkkenet. Eller hvis de havde lavet ballade.
da Connor sov tungt, vendte han sig om mod Bruce og Luce med et lille smil. Bruce havde spurgt efter sin mor, men han havde ikke kunne give ham noget rigtig svar. På en måde mindede det ham om hans egen barndom: Hans mor havde heller aldrig været der. Eller hun havde...Fysisk. Han sukkede svagt. På en måde følte sig vred over det var sådan, men som altid når det omhandlede noget om ham selv, trak han sig ind i sig selv og blev stille. Hvordan Luce tog sig af sine børn var ikke op til ham at blande sig i.

Hun knugede Bruce ind til sig og borede sin næse ned i hans hår. Hun mærkede, hvordan hun blev ked af det indvendigt af og mærke sin søn ind til sig og lugte ham. Hun ville næsten gøre alt bare hun ville få et normalt liv med sine børn igen. Hun vidste godt, at det ville blive svært eller nærmest umuligt for hende for og få skabt nogle gode bånd til sine sønner igen. Bruce kunne hun jo ikke se og det gjorde det sværere for hende og kunne være i nærheden af ham og Connor tilhørte nu mere Sean end hende selvom Connor var hendes søn så havde hun stort set givet Sean ham allerede inden han var blevet født. Hun strøg Bruce over håret og rettede sig op igen. Hun rejste sig langsomt op, men havde dog stadig en hånd ved hans ryg. Han var blevet meget større end da hun sidste gang så ham rigtigt. Hun vidste ikke rigtigt om hun ville kunne være der for børnene overhovedet. Hun følte, at hun havde svigtet sine sønner. Hun bed sig kort usikkert i læben og gik derfor hen imod sengen Connor sov i. Hun gik stadig lidt usikkert da hun flere gange var ved og falde over børnenes legetøj der lå rundt på gulvet og flød. Hun stoppede op ved sengen og lyttede til Connors rolige vejrtrækning imens han sov. Hun stod bare og stirrede ned på ham og bed sig usikkert i læben. Hun var begyndt og ryste let. Ikke fordi hun var bange eller frøs. Hun var ked af det og havde bare lyst til og sætte sig til og tude, men kunne dog alligevel ikke gøre det.

han studerede hende og bemærkede hvordan hun ændrede sig og blev ked af det. det var der intet at sige til. Kendte han til hendes tanker ville han nok reagere mere voldsomt end man skulle tro. Selvfølgelig skulle hun ikke være så svag og dårlig en mor at opgive sine børn!Han kendte selv følelsen. Selv om han Connor som hans, var det jo ikke ensbetydende med at Luce ikke måtte være der så han kunne lære sin mor at kende...
han vendte sig om mod Connor sammen med hende. Da hun begyndte at ryste, lagde han en arm mod hendes ryg, bare så hun viste han var der, hvis hun havde brug for det. Hvis bare hans forældre havde vist samme interesse for ham...Men det lå vel i blodet. han var heller ikke selv interesseret i børn.
han havde slået sin egen søn ihjel for magt, for sin nye skikkelse. Han ville aldrig have et barn igen. Det var for smertefuldt. Connor var det tætteste han kom på det og selv ham turde han ikke knytte sig for meget til. Connor vendte sig lidt i søvne.