Hiding in the shadows. - Sean.

Vejr: Mørket dækker de ensomme gyder.
Tid: 22:35
Omgivelser: De mere skumle typer der gemmer sig i gydernes mørke.
Sted: Doomsville Rotten Roor District - Gyderne.

Destiny havde gemt sit lange lyse hår og grønne øjne i skyggerne der fyldte gyderne som man fyldte vand i glas. Hun fandt ofte mørket når hun ikke orkede alle de mennesker der konstant skubbede til hende. Hun var meget tæt på at bide hovedet af dem mange gange. De irriterede hende bare så sindsygt meget at hun flere gange havde knurret af forbipasserende. Det var dog mest varulven der knurrede af andre. Det ville se noget komisk ud at et menneske der begyndte at knurre. Sådan fungerede det ikke så godt. Lige nu var det mennesket der havde kontrollen, og sådan ville det fungere længe endnu. Hun arbejde meget på at komme til at styre varulven, hun skulle dominere den. Vise hvem der bestemte. Og det var der kun en der gjorde. Destiny. Midt i mørket sad den unge varulv med benene strakt ud foran hende. Hendes arm hang også bare langs hendes overkrop og fingerspidserne snittede indimellem jorden. Hendes øjne var lukkede. Hun mediterede. Hun gjorde det for at hun kunne få bedre styr på varulven, det havde hun lært af en anden varulv. Han virkede til at have godt styr på varulven i ham, så det måtte virke hvad han sagde.

Gyderne. et sted han var alt for ofte, alt for meget. Og hvad lavede han her? Han arbejdede. Han fandt folk, han skaffede informationer og han dræbte. Men lige nu var han her bare, gemte sig for de folk der jagtede ham. Problemer var der skam nok af. Han gemte sig i skyggerne, godt gemt med hjælp af de sorte støvler, mørke jeans og sorte jakke. Det mørke hår strittede til alle sider og de mørke øjne gled opmærksomt over skyggerne.
Han skjulte sig, folk løb forbi ham uden at se ham, ham de jagtede. Da de var løbet forbi, skyndte han sig efter dem. Ville gøre den jagede til den jagende. Han ville af med sine fjender og hvordan gjorde man det bedre end at dræbe dem?
Da han havde indhentet den bagerst mand, greb han fat i ham, lagde en hånd over hans mund og trak ham med ind i mørket. Han slog ham op mod muren, uden at visse interesse for omgivelserne.
"Hvorfor jagter i mig? Hvem er jeres chef?" hvislede han til manden. For et komme en fjende kvit, måtte man jo gå efter hovedet...men først finde det.

Destiny prøvede ikke at lade omgivelserne forvirre hende og få hende ud af koncentrationen. Hun tog flere dybe indåndinger i træk for at forblive rolig, selvom det der skete lige ved siden af hende tiltrak hendes opmærksomhed. Hun mærkede at hendes øjenlåg vibrede fordi hun så gerne ville se på noget andet. Hun ville se på det der skete ved hendes side. Destiny tog en dyb indånding og så sig selv som menneske. Hun prøvede at sikre sig at hun ikke brød ud som varulv. Hun åbnede sine øjne og så hurtigt ned af sig selv, hun var heldigvis stadig menneske. Hun rejste sig og gik hen til fyren der stod og prøvede at presse informationer ud af en anden fyr. Destiny stilte sig med en fod på muren. Hun så nysgerrigt til. "Han vil ikke sige det på den der måde. Du skal afpresse ham." Destiny gav begge fyrer et elevatorblik, hun fnøs først af ham der stod op af muren. Han så ret ynkelig ud. Den anden derimod, havde et eller andet over sig.. Hun kunne ikke helt finde ud af hvad det var der var der vakte hendes interesse.

Han havde presset til omkring halsen på manden, så han rallede let da han prøvede at trække vejret, da en kvinde åbenbart valgte at blande sig. Hun kunne ikke være en der normalt hørte til her. De lod ham nemlig altid være.
Han grinte. Ja, hvad andet kunne han? her stod en...varulv, lugtede det som, som prøvede at belære ham om afpresning? viste hun ikke at man normalt spurgte pænt først, da folk ofte satte deres liv højere end noget andet, for derefter at lege ond og kold?
Han slap manden som lidt besværet fik balancen. Hans mørke øjne glødede da han studerede kvinden let, uanfægtet af hendes fornærmelse. Hun viste jo ikke hvem han var, det lille pus.
"Jamen hvis du ved så meget om det, må du jo hellere vise mig det. Ikke?" smilte han roligt. Han kunne jo lige så godt lege lidt med hende også.

Destiny vidste godt at det var en dum idé at blande sig i andres sager. Men det hjalp hende til at kunne kontrollere sin varulv. Hvis hun udsatte sig selv for fare. Hun så skiftevis på den fyr der var klemt op mod muren og ham der klemte ham op mod muren. Destiny så undrende til da fyren pludselig blev sluppet. Hun rystede først på hovedet. "Jeg ved ingenting om hvad der sker. Men okay." Destiny gik hen foran fyren og pressede en hånd mod hans bryst med al den kraft hun kunne. Hun lænede sig ind til hans øre, så han ville kunne mærke hendes ånde. "Jeg ved ikke hvem du er. Eller hvad du laver. Men jeg lover dig, at hvis du ikke fortæller ham der hvad han vil vide lige nu. Så vil du blive den jagtet. Du vil blive måltidet. Ikke for hvem som helst. Men for en ukontrolleret varulv." Destiny hviskede det, så det kun var ham der kunne høre det. For den anden ville det bare være mumlen, medmindre han havde skærpet høresans. Hun lukkede øjnene og forstillede sig at hendes kløer voksede ud af hendes negle. Hun fokuserede så inderligt på det og begyndte at skære tænder, fordi hun ikke kunne få kløerene frem. Men lige pludselig mærkede hun en negl tage form som en klo. Det blev dog kun en klo der kom frem. Men det var også nok. Hun førte hendes klo hen over hans kind, uden at rive hul. Hun ændrede så kurs og nåede hans bryst, hvor hun blidt og langsomt pressede kloen ind mod hans hud, så der piblede en smule blod frem. Hun fjernede kloen efter noget tid og holdte ham fast om halsen. "Han er din." Destiny så over på ham, mens hun ventede på han tog over igen.

//Jeg vil gerne gøre opmærksom på at som almindelig varulv, kan du ikke ændre en bestemt del til et ulvedel. Det er enden hele kroppen eller slet ikke //

Han var ikke gået langt væk, han stod næsten direkte op af dem, for at studere hvad hun ville. høre hvad hun sagde. Og han forstod det meste af hvad hun sagde, måske også fordi han var van til at presse sin hørelse til det sidste, for at høre gennem lukkede døre og vinduer...
Han smilte bare svagt med korslagte arme, da hun meddelte at hun var færdig. Sean rystede kort på hovedet.
Manden så en smule skræmt ud, men han lignede ikke en der var ved at knække.
"Jeg kender en varulv! Som om jeg skulle være bange for dig, tæve!" fremsagde han, inden Sean placerede en solid knytnæve i solar plexus. Manden knækkede sammen og gispede efter vejret, mens små tåre kom frem. Sean greb fat i nakken på hans trøje og hev ham lidt op igen, så han måtte rette sig op for ikke at blive kvalt.
"Nej hør nu...sådan taler man ikke til en kvinde!" smilte Sean, som om dette var ganske normalt...hvad det også var for ham.

//Min fejl:)//

Destiny så stadig på dem. Hun kunne måske ikke rigtig true folk. Slet ikke når hun ikke selv kunne styre hvornår hun blev til varulv eller ej. Hun kneb øjnene sammen, så de næsten kun lignede en streg. Hvor vovede han at kalde hende en tæve? Hun var langt fra en tæve. Destiny løsenende op da han fik et slag fra ham den anden. Hun gik hen til dem igen og stilte sig helt op af muren, så hun nærmest stod skulder til skulder med ham den anden. "Du ved godt at det ikke er smart at fornærme nogen der kan dræbe dig, ikke?" Hun så meget neutral ud. Det var som om at hun efter hun var blevet varulv, var hun blevet langt mere kold. Hun førte en tot hår til side og så over på ham hun stod overfor, eller næsten. [b]"Må jeg se hvordan du gør så?" Det kunne være meget spændende at se andres metoder. Når nu hendes egen ikke virkede. Destiny lagde hovedet en smule på skrå, parat til at iagttage. Hun vidste godt at hun ikke så specielt truende ud, og det var der noget inde i hende der foragtede. Noget der inderligt ønskede at kunne skræmme alle. Men som var endt i en ung piges krop. Hun så over på ham hun stod ved siden af og ventede på at der ville ske noget, som hun helt sikkert kunne lære af.

han smilte og lod kort blikket glide over hende, endnu en gang for at bedømme hende.
"åh, der skal lidt mere til med ham her, som du nok har opdaget" smilte han roligt, en smule afmålt. Han så lidt på manden, som havde blinket de sidste tårer væk.
"Jeg siger ikke noget!" hvæsede han og spyttede efter Sean, men Sean flyttede sig fra ham og nikkede svagt. Han slap manden, bukkede sig ned og rettede sig lidt efter op, nu med en lille dolk i hånden. Manden var bukket forover med armene om maven, øjensynligt uden at tænke på at flygte lige nu.
Dolken var mellemstørrelse, af sølv. Forskellige tegn gled over bladet som skaftet, som var beklædt med et tyndt styk læder, tilføjet. Dolken var ikke lavet med det. For der var også pentagrammer på dolken og Sean gad ikke den svigende fornemmelse.
Han skubbede igen manden helt op af væggen, men med front mod varulven foran ham.
"Hvem er du enlig? Bare en nysgerrig hund eller har du en grund til at blande dig?" spurgte han som om det hele enlig ikke handlede om manden han holdt...
Manden havde nu haft tid til at komme sig over slaget og begyndte at gøre modstand for at komme fri og flygte...Men Sean var lidt stærkere end ham, da han bare var et menneske.
"Stå stille, dit dumme menneske!" knurrede Sean så og pressede hårdere med sin arm om brystet af manden, til han stod nogenlunde stille.
"Okay, sidste chance. en mere end du fortjener. Hvem er din chef?" spurgte han neutralt, men manden svarede slet ikke. Sean rystede bare svagt på hovedet og med en hurtig bevægelse havde han skåret hans trøje op og afslørede en let muskuløs, men også en smule vommet, mave. Sean lod det kolde stål glide over mandens hud og han usikker ud at øjeblik. Men lige som med ulvepigen, var han dum nok til at forblive stille.
"Der er flere steder jeg kan gøre skade uden du dør. Det ved du godt ikke?" sagde Sean så. I en hurtig og kraftig bevægelse borede han kniven gennem mandens bukser og ind i låret på manden, en smule tæt på de ædlere dele.
"næste gang rammer jeg..." hvislede Sean, mens manden gav en skrig af smerte fra sig...