Zamiel----Ude i ingenting. Eller er ingenting for meget at sige?

Det var allerede blevet mørk i dette ørken land af sne.
*Hvordan kunne sådan steder findes* tænkte Lidra i
træthed. Hun var på jagt efter endnu en plante som
kun voksede her ude...Eller en plante og en plante.
Sne grene som man kaldte det. Det var noget sjælden
urt som var hårdføre i kulde og i varme. Hun havde allerde
fundet 3 men det havde også taget 7 timer ude i sneen
og i ensomheden. Hendes pels tøj og sko, var lavet af en
stor alfa han ulv, der havde kæmpet for sit liv, men var ikke
stærk nok mod den jæger der havde dræbt den. Pelsen var
helt grå og havde en utrolig tæt sammensætningen. Den var
skyld i at hun ikke allerde lå frosen et sted, her i ingenting.

Zamiel havde taget en tur ud i sneen, han havde ikke nået og lave og han havde os været ude og jage så derfor var han nu gået her ud.
Han havde en sort lang jakke på og den samme farve havde han bukser da han tit var den type som kun gik i sort, hans hud der i mod var hvid som sneen der var på jorden og på en måde passede han fint ind i landskabet som han gik rundt i.
Som sagt gik han her af kedsomhed men den gik hurtige væk da han hørt af han ikke længer var alene i sneen, han kun knap høre person og han kun som sådan heller ikke se hende da sneen stod for meget ned til det. *hvem er mon her ude i det her vejer* tænkte han kort selv om han måske kun se et svar i sin tanker så ville han ikke selv sige det sådan lige ud, vinden tog til og hans hår var snart mere hvidt end sort og derfor så han meget ude som en der hørt til ude i dette landskab selv om hans tøj sagde nået andet..

Lidra måtte holde sine hænder en smule op for øjnene for at kunne holde
dem åbne, sneen var begyndt at prikke i hendes ansigt og det smertede
mere og mere. Men lige der foran hende, ca nogen meter var der en snegren
hun aftalte med sig selv at hvis hun bare fandt 2 mere, så hun ville have 5 i alt.
Så ville hun vende tilbage til byen. Hun begyndte at løbe....eller rettere sagt
gå så stærkt som hendes krop nu orkede efter den lange vandring i sneen og
kolden. Da hun endelig kom til sne grenen og skulle til at trække den op
fangede hendes blik noget. Ganske svagt ude i sneen, en siluet af noget mørkt
gik der ude. HUn blev lettere forbavset og var ved at glemme alt om sin sne gren.