look at all the fallen angels. it must be my birthday //Rapheal//

S: en gyde i Doomsville
T: 00.00
O: mørke
V: stjerneklart
P: en kutte af sort stof og et par sorte sko

en mand løb gennem de små gader som besat eller som om nogen var efter ham. han så hele tiden op og over sin skulder. hans øjne skiftede hen over den skygge der fløj der oppe. den legede med ham.

den kunne have dræbt ham på et hver tidspunkt og det var sikkert heller ikke så længe inden den slog til. manden havde for travlt med at se sig bag ud over sin skulder til at lægge mærke til den mur der blokerede ham og skyggen stod nu lige foran ham og hold ham op mod muren. de røde øjne skinnede gennem det tykke tæppe af mørke.

skyggen trådte frem og viste en mand "hr. dunnwall har du nogen sinde kendt til den følelse hvor du ved at du skal dø" manden nåede ikke at svare før han blev hængt op langs muren af et levende stykke ræb "en skam at dræbe sig selv i en snusket gyde" han svang med hånden og rebet lavede et voldsomt bræk og der lød et kvalmende knas fra mandens hals. hans sjæl fløj ud af hans mund og skygge manden greb den i hånden.

Rapheal sad op af en mur i en mørk kold og klam gyde, hun sad og frøs og skælvede, hun skulle rigtig havde været hjemme hos Dust nu men hun hvde fået lov til at gå en tur og nu kunne hun ikke finde hjem, hun var blevet enig med sig selv om at hun ville overnatte i den gyde og så ville hun finde hjem næste morgen.

Hun hørte noget komme løbende, hun kiggede fra sin mørke krog i gyden og fik øje på en mand som kom løbende, der stod pludselig en mand foran ham og holde ham fast op af muren, Rapheal turde ikke at se mere og vente hovedet væk til hun hørte et knæk og hun vende blikket hen mod den nu døde mand og hans morder som havde brækket halsen på ham, hun rejste sig roligt op men selvom hun var rolig kom hun til at sparke til en spand i gyden og det gav genlyd, hun maste sig op mod muren og kiggede på manden som lige havde dræbt den anden mand


Det var lidt svært at se havd hun havde på da det var helt sort men det var en sort nederdel og en sort top noget hun havde fået af Dust men det forsvandt i mørket

den lidt ældre mand vendte rundt på hælene og så ned af gaden da han hørte en spand blive væltet. han løftede sin hånd og trak pigen ud af skyggerne "hvad har vi her" han gik rundt om hende et par gange "dengse patruljens udstødte" han så på hende mens han gik rundt. hun var løftet op i luften uden hjælp fra noget som helst "hvad gjorde du så. stjal du lidt slik" han så på hende men han så dybere ind i hende ind i hendes ganske sjæl og et lille smil spillede over hans læber "eller har vi noget mere interessant her" han smilede så man kunne se hans tænder. de var lavet af sølv de fleste af dem "hør her dydsmønster. jeg har et forslag til dig" han lod hende sænke ned lige over jorden "du slutter dig til mig og jeg giver dig noget ingen andre kan" han hold en lille pause "frihed" han holdt sine hænder op foran sig "selvfølgelig hvis du nægter dræber jeg dig og fortære din sjæl. uanset hvad er det et win win situation for mig" hans smil var blegnet lidt men en skygge af det blev der stadigt.

de røde øjne borde sig ind i hendes "jeg har set din sjæl og du frygter ikke døden" han grinede og holdt en hånd om hendes hals "at dræbe dig ville være den nemme løsning nej jeg tror du er mere bage for at miste en du elsker hvad var hans navn nu" han smældede med tungen et par gange "når ja Dahhvie" han smilede ved at se hendes overraskelse der vistes i hans ansigt "lad mig forkalre hvordan dette her altid sker" han gik lidt tilbage og tog en stav han havde sat i jorden. den var krid hvid med en masse symboler og gik op til en klo der holdt et kranium "jeg opspore folk, jeg jager dem, jeg tager deres kønne små hoveder og smadre deres små kranier" der var lagt ekstra tryk på det sidste "så tager jeg deres sjæl og så kan jeg klare mig i nogle dage" hans smil var tilbage men denne gang var et nærmest psykotisk "jeg elsker den sidste del den for altid folk til at gispe" den lille flamme lyste op i hans stav. den var smaragd grøn "du frygter ikke døden nej men du frygter måske at midste nogen du holder af" gentog han "løb" sagde han bare hurtigt og lod hende gå frit. hun løb, han elskede når de løb. hans vinger blev foldet ud og han fløj op over de små gader og så ned på pigen og råbte "jeg finder altid mit mål. altid" hans grin kunne kun beskrives som gru opvækkende og var nok til at få selv den mest macho mand til at krybe ned i et hjørne og bævre af skræk.

han landede foran hende og greb hende i armen mens han så på hende "lad os spille mit yndlings spil" hans røde øjne glimtede og han stampede i jorden med sin stav og seks personer dukkede op. tre af dem havde masker på "jeg kalder det keltisk roulette" han smilede til hende og holdt et fast greb i hende "en af dem her er Dahvie
måske og hver gang jeg siger til bliver en af dem slået ihjel" han nikkede og den første mand fik sit hoved hugget af "en skam det var ikke Dahvie" han lod den næste mands pose falde af og hans hoved blev også hugget af. han så på hende "har du fået nok" han grinede og de to andre mænd der ikke holdt en stod foran ham og tog hende i hver arm "lad os se hvem er den sidste person" hans tog en sværd og huggede mandens hoved af han løftede sløret men det var ikke ham "øv også jeg havde håbet på at det var ham" han vendte sig mod mændene "når ja dette er mine liv vagter" de rettede sig op og sagde i kor "broderskabet forbliver" de gik gennem gaderne to af dem holdt stadig om pigen "nå hvad skal vi nu lave" han klappede i hænderne.

han vendte sig rundt og gik ned i knæ "nå det vil han. men du glemmer noget" han smilede til hende "ser du det er min plan" han åbnede sin bog på en lille side med et fløjls bind "dust. under forbrydelserne fuskeri, kidnapning og slavehandel" han lukkede bogen "alt sammen her i de hvide rytteres bog der gennem tiderne er blevet opdateret med alle navne over alle skurke slemme nok til henrettelse nedskrevet af oraklet" han gik rundt om et hjørne og mændene fuldte med "broder Jansen vil du have æren" den ene af dem trådte frem og sparkede døren ind. der var ingen så John trak en stol hen under en lampe og lavede et nik mod stolen. de to mænd satte hende i stolen og bandt hende fast "vi kan gøre det her den nemme måde eller den hårde måde" han satte staven i gulvbrædderne hvor den blev siddende "du kan fortælle os hvordan du er i kontakt med ham. eller også må broder Vishnu bruge sine overtalelses evner" en anden knækkede hans knoer og åbnede den taske han havde på ryggen. den var fyld med gamle tortur redskaber hvor nogen af dem var blod plettede "dette er ikke noget jeg mener for sjov så. svar mig nu" hans smil var væk og de små blod pletter han havde i hovedet skulle få hende til at forstå at nu var legestuen slut.

et lille fnys af sarkasme "åh nej du vil ikke tale det tænkte vi slet ikke på" de andre grinede bare "du siger at din herre ikke fangede dig mod din vilje og ikke planlagde at sælge dig eller andre videre så snart han kunne. så har jeg dårlige nyheder til dig" han lænede sig helt ned til hende og hviskede i hendes øre "hele den her verden er korrupt det er bare et spørgsmål om tid før man falder i" han stillede sig op igen "det er derfor vi eksistere. for at udrydde alle nye trusler inden de får for meget magt jeg burde vide det" han fjernede det lange hvide hår op i en heste hale så man kunne se det røde brænde mærke i hans nakke "efter som jeg er oraklet" han lød det lange hår falde igen og vishnu gik hen til pejsen og tændte op i den for derefter at ligge et brændemærke stav ind i ilden indtil den blev rødglødende der var formet som en fire takket stjerne "jeg har ikke været uden for min hule i flere århundrede og alligevel følte jeg verden blive fordærvet men det skal jeg ikke snakke om dig faldne engel" han smilede til hende i et falsk smil