I knew it, i am getting crazy! //Demetri//

Sted: Devouring Darkness kirken
Tid: 23:00
Vejr: Vindstille uden skyer på den blanke himmel
Tøj:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Man havde ikke behøvet at have en særlig god stedsans for at vide hvilken retning man gik i. Larmen fra kroen var ikke til at tage fejl af, og hvis man kendte stedet meget godt, ville man vide at om ikke særlig langtid ryger der nogle lemmer fra en eller andens krop. Hun var ikke nået helt derhen endnu, og hun overvejede stærkt om hun mon skulle vende om for at undgå at komme ind i et slagsmål helt uskyldigt. Hun gik dog alligevel videre, altså, kunne det blive meget værre? Selvom hun prøver at overbevise sig selv om at der intet er galt med hende, ved hun gik inderst inde at hun på et tidspunkt vil miste kontrollen over sig selv. For hver gang hun rør ved en vokser ondskaben inden i hende, og her på det sidste.. Er den vokset en del, og hun begynder at kunne mærke det. Hver gang hun ser en blive såret er der et lille smil inden i hende, som gør alt for at komme frem på hendes læber, og nogle gange lykkes det. Hun var elegant klædt, men i tøj der virkede let fortidigt, som om hun lige var trådt ned fra de mange malerier på væggene i en gammel kirke.
I nattens mørke kunne man begynde at skimte lidt lys henne fra kroen af, og folk som råbte og skreg. Folk var gået udenfor og havde samlet sig i en lille klump for at se en slåskamp inden i midten af klumpen. De råbte, skreg og skubbede til hinanden og det var simpelthen forfærdeligt at høre på. Hun stoppede op et par meter væk fra klumpen, hun ville ikke derhen og risikere at blive rørt af nogen så hun blev gangske enkelt stående. Og at blive stående var endnu en af Lailahs berømte fejltagelser, for kort tid efter blev hun omringet af 3 store mænd. Man kunne tydeligt se på dem at de var mennesker, men betød det noget? De var store, stærke og alt for voldlige til lille Lailah. ''Jeg har på fornemmelsen at dette er en indledning til et langt venskab..'' mumlede hun lidt for sig selv, uden forventninger til at de skulle høre det, men en af mændene brød ud i en høj latter, dog ikke høj nok til at overdøve den store folkemængde henne ved kroen. ''Hør her snuske, du har noget vi vil have!'' Hendes første tanke var selvfølgelig penge, hvilket hun ikke havde nogen af, men da han så langsomt lavede et elevator blik på hende forstod hun skam godt hvad de ville have. Hvilket ville være utroligt svær at få fat i, da det højst sandsynligt ville resultere et ordenligt rap over fingrene, og hvis hun var rigtig uheldig, ville der kun komme et lille stød.. Men de måtte i røre hende! Ondskaben voksede stadig inden i hende, og hun ville ikke have at den blev større. Manden bag hende lagde en hånd på hendes skulder, men tog den hurtig til sig da han mærkede et lille stød. ''Hvad fanden!'' Han så usikkert på Lailah og derefter på de andre 2 som så ligeså forvirret ud som ham. Som forventet kastede mændene sig over hende, manden bag hende holdt hendes arme fast, manden i højre side pressede hendes ryg mod jorden og den sidste gjorde sig klar til hvad der nu skulle gøres. Af en eller anden grund så de ikke ud til at blive påvirket af stødende som blev ved med at strømme igennem dem. Stødende skulle ellers gerne blive stærkere og stærkere for hvert sekund der går, men efter kort tid kunne man godt se på dem at det blev lidt anstrengende at holde hende nede. ''Kom nu igang Peter!'' Ham der holdt hendes arme kiggede op mod ham som gjorde sig klar, men han havde kun fået bæltet op, han var åbenbart begyndt med at tøve.. Måske var Lailahs uheld vendt igen?

Ca. 3 meter fra hvor den snart ubehaglige seance skulle begynde stod en skikkelse og stirrede direkte på dem, man kunne svagt ane den blage hud. Men tydeligt var de metalliske grå øjne der stirrede koldt og stirrende på dem alle sammen. Vejret var helt roligt som om at selve vinden var død denne nat. Der var kun halvmåne denne nat hvilket gjorder det var svært at se den mørke skikkelse, men mændene havde anet det eller manden ved navn Peter havde. Først efter en tid lød der en stemme fra den nu ret så hyggelige skikkelse i mørket. "Hvad med at finde jer noget andet at lave?" stemmen var mandig og lød som en ung mands stemme. Men i stemmen lå også en kraft, en slags energi kunne man kalde det. Skikkelsen forblev i ro ude i mørket uden at gøre mere ud af at disse mennesker var ved at voldtage en kvinde.....en såkaldt engel. Øjnene bevægede sig ned på den nu liggende pige der ikke så ud til at være i synderlig panik eller også var hun van til denne barbariske del, der fandtes i en mands indre. Demetri selv var ikke bedre selv når det kom til stykkes, men i det mindste kunne man spørger først. Et smil bredte sig nu i mørket og man kunne se noget hvidt komme til syne dette var tænder og menneske ville helt sikkert kunen gennemskue nu at dette var ikke et væsen man legede med. Demetri forblev stadig rolig afventede på at disse mennesker skulle angribe eller smutte fra pigen som Demetri havde fuldt et noget stykke imens hun var gået imod den larmende og menneskefuldte ro.

Panikken havde ikke ramt hende endnu, hun skulle først lige komme sig over chokket over hvorfor de stadig holdt hende. Det var langtid siden at hun var blevet rørt ved i længere tid ad gangen, så der var selvfølgelig lige noget der skulle tænkes igennem der inden hun begyndte med at handle. Selvom hun ikke kunne se nogen kunne hun godt fornemme at der var nogen, og den lille teori blev bekræftet efter kort tid, da hun hørte en stemme hun ikke havde hørt før. ''Hold hende'' Beordrede ham som havde holdt hendes ryg nede, den anden skulle lige til at sige imod, men rev ordene til sig igen da Peter sendte ham et stødende blik. Han vendte hende brutalt om på ryggen, og sat sig op på hende som en kvinde ville sidde på en mand hvis de var intime, mens han holdt hendes arme presset hårdt ned mod jorden.
De andre to mænd var i mellemtiden gået hen til den mand hun nu kunne se, eller retteresagt vampyr. Peter og den anden mand så dog ikke ud til at være særlig skræmte, hvilket de burde da, ja... Han var en vampyr? Der var ikke mere at diskutere om! Hvis hun var dem var hun løbet alt hvad hun kunne væk, men os kun hvis hun var et menneske. Peter og den anden løftede hurtigt en knyttet næve og langede begge ud efter hans ansigt. Fra der hvor hun lagde så det ikke ud til at de to ville kunne klare denne vampyr.. Mens det lille slagsmål skulle til at starte, lukkede Lailah øjnene og koncentrerede sig om stødende, og kort tid efter blev manden som sad på hende slap og faldt til jorden. Han var blevet ristet indenvendigt, da hun havde sendt noget så kraftigt som et lyn igennem ham. Hun fik hurtigt rejst sig op og vurderede lidt om hun mon skulle hjælpe, eller lade vampyren klare det.

Menneskene ville nu ane hvordan så ud her i mørket, han stod i en dyster stilling med hænderne i den slidte jakke som han havde på. Da menneskene kom tæt nok på eller rettere langede ud efter ham stod han et kort sekund og rystede på hoved, hvor efter de 2 mænd fløj tilbage som var de 2 visne blade der var blevet taget af vinden. Demetri stod stadig i sin dystre position og så hvordan den ene landede på ryggen imens den anden landede på siden samtidig med at han landede forkert på armen så der lød et højt knæk. Manden der landede på ryggen havde fået alt luften ud af lungerne så han måtte hive efter vejret og den anden skreg som en stukket gris der var blevet brændemærket eller havde fået klippet halen af. Demetri tog sin hænder op af lommer og stod i det samme over den skrigene mand. han stod roligt og så på ham imens han skreg i smerte, "Du larmer alt, alt for meget" han satte sig på hug go tog om hvér kind på manden. KNÆK. Lød det og der blev stille. Nakken var blevet brækket og manden lod sine sidste muskelbevægelser komme i frit spil for at en plet voksede frem på han stof bukser (urin). Han var hermed død. Den anden havde fået kæmpet sig om på maven og var begyndt at kravle mod kroen for at få hjælp.

Efter at havde set hvordan vampyren dræbte følte hun pludselig selv en stor trang til at dræbe, det var eller ikke noget hun havde prøvet før, men hun kunne mærke at hun skulle ud med nogle frustrationer og hvorfor ikke bruge dem mod ham som så hjælpeløst prøvede på at kravle efter hjælp.. ''Dumme, lille menneske..'' Hviskede hun til sig selv da nogle hurtige skridt førte hende hen mod manden. Han begyndte med at kravle hurtigere, men det hjalp ikke ligefrem for kort tid efter sad Lailah på hug foran ham, med et uhyggelig dæmonisk smil på læberne som man ikke burde tro ville komme fra en engel, men hun var jo speciel.. Manden kiggede ned i jorden og med tåre, sved og jord i ansigtet kiggede han op på Lailah med et blik som bad om nåde. ''Je.. Jeg ber dig..'' Sagde han sagte mens han brød sammen i gråd. Hun sad bare lidt og så på ham mens hun havde en lille debat i hovedet, om hun skulle eller ikke skulle dræbe ham. Helt ukontrolleret lagde hendes hånd på hans hoved og han faldt sammen. Hun følte et lille stik i hovedet og tog sig derfor til hovedet. Hun var snart ved at være overbevist om at han var ved at blive skør, tingene snorrede rundt i hovedet på hende og hun havde svært ved at koncentrere sig.
Hun rejste sig langsomt op og så ned i jorden som om hun synes det hele var lidt pinligt og akavet for hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham, men hun gik langsomt hen til ham så man rigtigt kunne høre hvordan jorden knas under hendes fødder. Da hun kun var en meter væk fra ham lod hun et lille smil komme over hendes læber mens hun snakkede meget sagte til ham. ''Undskyld'' Men alligevel skulle hun lige spille lidt mere end hun faktisk var, så virkede hun jo heller ikke helt så hjælpeløs. ''Men jeg havde altså det hele under kontrol... Eller næsten da.'' Hun skævede ned til ligene og så så hen på vampyren igen. Hun tog fat i et af ligene og begyndte at slæppe ham hen af jorden så han kunne blive lagt ind til siden. Hun havde svært ved at bære ham, da det føltes som om han vejede flere tons! ''Lailah, mit navn er Lailah og dit?''

Denne.... pige....denne engel, havde overhoved ikke styr på noget som helst, hun viste ikke hvad hun lige var trådt ind i, en voldtægt fra disse mænd ville være 100 gange bedre end nu at møde Demetri sådan en aften som i aften. Han stirrede lidt på hende da hun talte, men da hendes navn så kom frem nikkede han med en meget lille bevægelse ude i mørket. "Jeg er Demetri" Hvis hun kendte til Klusisska familien ville hun vide at dette muligvis var den 1 del af de 3 vampyr søskende som var her i Underworld. De var ikke til at lege med, allerhøjet måske til at blive brugt af dem var normalt og nogen gjorder det med glæde mens andre måtte lade livet for deres lyster. Men i nat var det Demetri og Lailah der nu skulle mødes. Stakkel Lailah. Ligene duftede frisk af blod og fik Demetri til at blive pirret svagt i den ellers døde krop. Men han nød ikke mandeligt blod som han kunne nyde kvindeblod. En form for tilfredsstillese kom når han indtog en kvindes blod, som om der lå noget dybt i ham der stadig mærkede hvordan en kvindes indre kunen føles selv efter døden havde indtruffet i en vampyrs liv.

*Demetri* Efter hun lige havde følt sig heldig over at han var kommet, følte hun sig pludselig mindre heldig. Lailah havde hørt om Klusisska familien og hvis dette var en af de 3 vampyr søskende, var hun jo langtfra i sikkerhed, som hun havde troet for nogle få øjeblikke siden. En lille klump dannede sig i halsen på hende og hun følte sig meget usikker som hun stod der, med ryggen til ham og flyttede rundt på lig. Ikke det smarteste tidspunkt at blive smurt ind i blod, så det var hun meget forsigtig med, selvom det ikke helt kunne undgås.
Selvom hun ikke strålede af usikkerhed, ville en vampyr sagtens kunne mærke det på hende. Da hun var færdig med ligene og havde lagt dem i en lille bunke, vendte hun sig om med Demetri med et lille usikkert smil på læberne og gik hen foran ham. helt uden at se ham i øjnene fik hun frembragt en nogenlunde selvsikker stemme. ''Hyggeligt at møde dig Demetri, selv under.... disse forhold, men hvis du ikke har noget imod det, sååe'' forhindrede han hende ikke, ville hun træde til venstre for ham - kroen er i højre side - også ville hun fortsætte videre ud i mørket. Hvis han derimod valgte at stille sig i vejen for hende, ville hun forsøge at flygte hen til kroen.

Han havde studeret hende, som hun stod der og samlede de mandlige lig, var hun virkelig så blåøjet, tja.... sådan kunne det jo gå. Men da hun så vendte sig for at tale med ham om at hun sådan set skulle videre plantede der sig et stort, bredt fedt smil på hans læber der blottede hans tænder så meget at det svage månelys alligevel lyste hele tandsættet op. Han lod hende passerer som hun ønskede at det skulle blive, men få sekundter havde deres øjne mødtes for hun var gået forbi. Da hun nu var bag ham sagde han med en monotom stemme. "Så hvad Lailah" sagde han og havde allerede vendt sig mod hende, uden nogen form for bevægelse. hun skulle ikke tro at han lod noget passerer så nemt. Han havde ikke drabt mænd for at en tøs kunne gå ud af hans synsfelt. Hendes duft var fantastisk, og han nød den bestemt. Engle var som en parfume, især kvinderne. Det kunne give Demetri helt sygelige tanker bare at dufte til en død engle krop, lige efter hun var blevet tømt for blod eller de få sekundter hvor hjertet stadig bankede, men blodet ikke kunne løbe mere fordi at der var så lidt tilbage i årene. Se det var noget der skulle tryllebinde ham, det smukke og gode som døde den smertefulde død. Hvis det kunne fanges som en essens eller duft så ville Demetri havde den på sig hele tiden blot for at mærke en kvindes duft i sig. Men hvad sjov var der så, når man mødte kvinder på sin vej. Nej intet kunne måle sig med den samme duft af død.

Lige som hun troede det hele var overstået, ødelagde han det hele ved at svare og sende en kriblende følelse igennem hele hendes krop som straks fik hende til at stoppe op. Ugh, hvor var han da bare belastende, irriterende, skummel, selvglad og hun kunne blive ved! Men, det var ikke lige det rigtig tidspunkt at lade hendes tanker gå i dvale.
Hun sank en klump og vendte sig derefter om mod ham, hendes blik fandt hans kolde, metalgrå øjne som gav et lille genskær af månen. Hun faldt næsten helt væk i dem, men rystede hurtigt på hovedet og vendte sig om. Hun følte sig langt fra tilpas i hans selskab og hun ville bare væk hurtigst muligt. Hendes fødder var som låst fast til jorden også selvom hun så inderligt gerne ville væk. Der var dog noget ved ham som dragede hende til sig. Efter lidt tids stilhed med ryggen vendt mod ham, vendte hun sig endelig om igen, satte hånden i den ene side. ’’Er du den Demetri.. Altså, Demetri fra Klusisska klanen?’’ hun løftede kort sin finger og lod den derefter falde ned langs hendes side, mens hun så både spørgende, skræmt og fascineret på ham.
Det var vel ikke særlig stort at blive dræbt af Demetri fra Klusisska klanen, men at gå levende derfra efter at havde mødt ham. Se det var en af de ting hun ikke ville have noget imod at opleve.

Han grinte lidt over hendes, ufuldendte flygt. Hun var allerede blevet fanget? fanget af det så mange blev fanget af.... Øjnene, auraen, smilet og det dystre og mystiske som nu best kunne beskrive Demetri som individ, Lige så snart hun vendte sig stod han allerede så tæt på hende at hvis hun havde stået 12 sekundter længere med vendt ryggen imod ham havde hun ikke set morgendagens lys. Han stod så tæt på hende at hun faktisk ville kunne tale lavt og han ville stadig kunne høre det som var det klar tone for ham. HUn nævnte hans Familie navn og et skævt dog lidt akavet smil kom over hans mund, smilet var åbent og viste tænderne dog var hans tænder denne gang ikke faldet ud over læber som det ville gøre hvis han havde smilet bredt. De var stadig tildels skjult, eller skjult så meget at han ikke blottede spidserne. "Hvem ved" sagde han og begyndte at vandre venstre om hende. Han studrede indtændst det lyse hår som hun havde, lyshårede havde altid dragte ham, faktisk helt tilbage fra dengang han stadig havde et bankende hjerte og en sjæl der kunne føle skyld og inderlig smerte. "Måske er jeg en af de Klusisska'er" han holdte en meget kort pause, "Måske er jeg en anden" han stoppede da han havde gået lidt rundt om hende. Da han udtalte efternavnet Klusisska kunne man tydeligt høre at det var udtalt på et helt andet sprog, et sprog som ikke var blevet brugt i mange, mange år i denne verden. Hvis man kunne kategorisere det ville man mene det lyd rusisk. Og ´hvis man hørte godt efter ville man til tider høre at nogle af de ord han udtalte ville have en accent af den såkaldte rusiske genre. Men det sprog var forlængst uddødt kun få der var i denne verden ville overhoved kunne tale det, eller høre dialægten.

Hans grin som brød nattens stilhed, fik hårene på hendes arme til at rejse sig. Hendes øjenlåg sagde hej og ramte hinanden, da hun kneb dem sammen, som om hun snart ville vågne op i hendes elskedes arme, eller i nærheden af Delilah som med garanti ville kunne hjælpe hende i sådan en situation.
Da hun havde åbnet øjnene og vendt sig om, fik hun et lettere chok over hvor tæt på han stod. Hendes øjne mødte noget der lignede en sollidt brystkasse, og kravlede hurtigt op af hans krop så de igen mødte hans metalliske øjne. Hun sank en klump og lod luften som hun havde holdt da hun havde vendt ryggen mod ham, forlade hendes mund og ramme hans hals.
Hun gav sig selv en mental lussing og tog sig sammen. Hun måtte ikke vise frygt nu, hun kunne kun stille sig selv spørgsmålet; Hvad ville Delilah have gjort? Hun havde enten slået fra sig eller forholdt sig roligt, men da hun ikke gad at lære fra sig og gøre Lailah stærkere, måtte hun tage alternativet og forholde roligt. Hun så stift ud i luften da han vandrede langsomt rundt om hende, som ville han blot trække tiden ud. Hvilket han jo nok også var ude på. Måske var han en af de vampyre, som fandt jagten bedre end nedlæggelsen. Problemet her var bare, at Demetri ikke ville kunne nedlægge Lailah. Det ville hun ikke lade ske.
Hun vidste ikke så meget igen om Klussska klanen, men hun kunne godt forstille sig, at hvis man stjal en fra klanens identitet, ville man miste hovedet eller lignende. Så det kunne tyde på at dette var den rigtige Demetri, men der var selvfølgelig ikke noget der talte 100 % for den teori. I hvert fald ikke endnu.
Hun lagde hovedet på skrå i en rolig bevægelse, hvilket var ret overraskende at hun kunne, da hendes krop pumpede rundt med adrenalin og hendes hjerne blev ved med at skrige; LØB! ''Hør, Demetri. Jeg er ligesom et barn til juleaften. Jeg vil ikke danse om træet før jeg får gaver, så lad os nu komme til sagen. Du vil dræbe mig, ikke?'' hun holdt en kort pause og lod et skævt smil smutte hen over hendes læber før hun fortsatte. ''Jeg kan allerede nu fortælle dig, at det ikke kommer til at ske. Så hvorfor overhovedet forsøge?'' Hun vendte sig hurtigt om og begyndte med at gå. Måske havde hun udvist en sådan ro og overlegenhed, at han ville lade hende være? Eller også havde han kunne se frygten i hendes øjne.. Dette var en win-win situation for Lailah. Personligt troede hun ikke selv at han ville lade hende være, men man kunne vil have lov at håbe.