You knew her? -Christiana-

P: en hættetrøje og et par cowboybukser.
O: meget få væsner til stede, grå himmel.
V: gråt men lunt.

Han gik igennem gaden, lyttede til omgivelserne og nød at han endelig kunne slappe af, efter at han havde været i et vildrede omkring sin barndom og frygten for at blive som sin far. En voldtægtsmand uden lige. Men josh var sikker på at han ikke var som ham! Selvom han ikke havde prøvet at mærke den nydelse som hans far hungrede sig meget efter. Men det skulle han ikke tænke på nu, i dag havde han besluttet sig for at slappe af og måske møde nogen nye væsner. Måske skulle det blive en bedre dag end han troede, tankerne kørte rundt i hovedet på ham.. Det måtte han altså begynde at stoppe med! Det var en rolig dag, også skulle han også være rolig! Pga. Sin mange tanker lod han ikke mærke til at han kom til at gå ind i en anden.
"Åh, det må du undskylde," sagde han undskyldende. "Er du okay?" Han så spørgende på hende han var gået ind i.

påklædning: http://data.whicdn.com/images/61645085/large.jpg
Ekstra: tasken er der ikke, nederdelen er et par stramme sorte jeans
Sko: http://data.whicdn.com/images/61653221/large.jpg

Hendes sko's bankende lyde mod asfalte, gav sig genlyd i de tomme gader, næsten som et eko i hele kulden. Hendes lange røde hår var godt sat op,og hestehalen hang og dinglede ned af hendes rxg, godt lige mellem de fremtydede skulderplader. Hun var tynd, det var der intet at gemme sig over, barer hendes mave mål var tyndt, men på en eller anden måde havde hun lært at skjule det, sæ hverken hendes herre eller nogen anden vidste det.
Det var ikke fordi hun var deprisiv, men der skete meget og hun mistede bare lysten til at indtage føde af den slags. Med armene over kors gik hun videre, til hun dog ramlede ind i en ung mand "åh det gør skam intet og ja jeg har det skam helt fint" hun smilede blot til ham, som for at forsikre ham om at hun var okay

Til at starte med, kunne han ikke få det til at passe, hun stod rent faktisk foran ham! Hans mor, Lola! Det kunne ikke være sandt, hun var jo død, det havde Caroline jo selv sagt. Men, det skulle ikke undrer ham hvis Caroline havde løjet overfor ham, hun hadede ham jo, hvilket han på sin egen måde godt forstod. Sådan var det vel altid og selvom han ikke villle indrømme det, så savnede han at der var en som elskede ham og ikke havde lyst til at slå ham ihjel hvert andet sekund. Det var næsten uvirkeligt, hun stod foran ham og han kunne tydeligt se at det var hende, ingen tvivl!
"Mor?" spurgte han og kiggede forvirret på hende. "Jamen, det kan ikke passe du.. du var jo død, hvordan.. jeg.. det kan ikke.." Han kunne ikke få ordene fremsagt, som havde nogen bundet knude på hans tunge.. "Jeg forstår ikke.. du var jo i kælderen, Caroline sagde at du var død.."

Hun rynkede brynet, trådte et skridt tilbage blev en smule bekymret da denne unge mand kaldte hende mor "undskyld, jeg tror du har fat i den forkerte person" sagde hun og kørte hånden igennem håret, hun var ikke mor, havde aldrig været det, hun egnede sig bare ikke til det. Hun var hvad hendes søster ville kalde direkte uansvarelig, den type der med vilje ikke gad gøre hvad andre sagde eller gjorde, hun var typen der tydeligt ikke var en god engel, bare hendes måde at være på og det faktum hun var stripper "kælderen....jeg ved ikke hvad du snakker om....vent" hun så direkte på ham, da han alligevel underligt nok bar nogle af hendes træk. Eller var dette blot noget hun bildte sig ind?

Men, det gav ingen mening! Det var altså hende, han kunne genkende hende! men, det ville egentlig heller ikke kunne passe, så hvem prøvede han at narre, selvfølgelig var det ikke hende, det var umuligt.. Lola var død og sådan var det bare. Hun kunne aldrig komme tilbage, lige meget om han så råbte hendes navn op til flere gange eller kastede billeder af hende ind i flammer. Det havde han aldrig gjort, men det ville også være underligt. Han sukkede, kiggede ned i jorden og rystede på hovedet.
"Nej, undskyld, du har ret, du kan ikke være hende, hun døde for ikke så lang tid siden," mumlede han og kiggede op på hende igen. "Jeg må have forvekslet dig med min mor Lola, det beklager jeg,"

hun rynkede brynet og betragtede ham som han så ned i jorden, det gjorde hende trist, at se alle hans håb om at denne mor stadig var i live, det gjorde hende ondt og hun skulle knap til at sige noget, da han sagde et navn, der fik hende til at stivne "jeg havde en tvilling som hed Lola, hun forsvandt for et par år siden, blev aldrig fundet igen" sagde hun og lagde hoved på skrå. men det kunne da umuligt være rigtigt, kunne dette være hendes kærlige søsters søn? nej da, Lola var da ikke sammen med nogen af hvad hun huskede og havde da slet ikke et barn
"hvornår blev du født" spurte hun bestemt og så direkte på ham med alvor i øjnene

Hendes tvillingesøster? Det kunne ikke give mening! Nej, det kunne det ikke! Hvorfor skulle hans mor aldrig havde fortalt ham det.. Det gav jo ingen mening.. Eller, det ville det vel, trods alt lignede hun Lola, som var hun en klon.
"Jeg blev født for lidt over sytten år siden, men jeg kommer så også fra fremtiden, så det vil sige ham du spørg til nu, blev født for 8 år siden," sagde han og vidste godt at det kunne lyde forvirrende, men så måtte hun spørge lidt mere ind til det, hvis hun var meget i tvivl. "men.. Kan det virkelig passe.. kunne min mor have været din tvilling?"

//Ikke den store krea ^^ //

hun gik helt hen til ham, så meget nærgående på ham "du har nogle af hendes træk, men kan det være sandt, jeg mener Lola havde hverken mand eller elsker af hvad jeg husker" sagde hun og lagde armene over kors, dog gav det mening alligevel, det tidsrum han var født, det var det tidsrum hun var forsvundet "var din mor en engel, en god en" spurte hun og lagde armene over kors, det var hende selv der faldt, så vidt hun huskede ville Lola ikke også falde, det kunne hun ikke, det var hun for blid og venlig til at kunne....det var umuligt. hun trak på skulderne "jeg ved det ikke...det kunne være muligt, min søster forsvandt i det tidsrum du blev født" sagde hun stille

//helt okay ^^

Om hans mor havde været en engel? ja! Om hun var! Det stod ud af øjnene på hende, hendes aura, hendes væremåde og hendes hjerte! Selvom hun havde forsøgt at kvæle ham, så vidste Josh godt at hun havde elsket ham og kun gjort det for at han ikke skulle ende som de andre sønner af dæmonen.
"Nej ser du.. Min far var ikke hendes mand, han var en voldtægtsforbryder.. jeg er et voldtægtsbarn," mumlede han og kiggede skamfuldt ned i jorden. "Lola var fanget i en kælder af ham, sammen med en masse andre uskyldige kvinder.. manden var en dæmon og ja, lola var en god engel, hendes aura, hendes øjne, det hele var godt over hende," han kiggede hende i øjnene, for at se om det kunne passe til hendes tvilling. "Forsvandt?... Det forklarer en del,"

hun tabte både næse og mund, da han forklarede hvem manden var der var hans far, for første gang i lang tid, trak hun nogen ind i sin favn, hun lukkede armene om ham, strøg ham ned af ryggen "lille skat dog, jeg er sikker på at hun elskede dig" sagde hun blidt, bare hele hendes karakter havde skiftet og nu var hun direkte blid og venlig, måske endda kærlig, som stod hun med sit eget barn i armene. det var måske den første gang længe hun udvidst varme og blidhed for en anden, for nok var hun falden, men hun havde et eller andet for familie. hun sukkede og så på ham med blide øjne "jamen, hvis du virkelig er Lolas søn, jamen så er nu min nævø" sagde hun og klukkede, hun strøg ham ned af kinden "familie...dem har jeg godt nok ikke set af siden jeg faldt" sagde hun med et skuldertræk

Han havde regnet med at hun ville skubbe ham væk, som det voldtægtsbarn han var, men før han kunne nå at reagere, trak hun ham ind i et kram, behandlede ham som var han søn af hende. Og det mærkeligste af det hele var, at han ikke havde noget imod det, det var en dejlig omfavnelse og et kort øjeblik så han sin mor for sig igen. Men, hurtigt kom han tilbage til virkeligheden og sendte sin moster et kæmpe smil. Det var ikke til at tro at de var i familie, måske var han ikke så alene som han troede at han var.
"Ja, mit navn er Josh og må jeg hører min mosters navn?" spurgte han hende høfligt med et varmt smil på sine læber. "Jeg har heller ikke set nogen fra min familie længe, så.. vi har noget tilfælles? og falden engel? Ha, så har vi endnu mere tilfælles," Et lille grin undslap de smalle læber.

hun smilede og strøg ham ned af ryggen "jamen mig en fornøjelse Josh" sagde hun og klukkede blidt, hun prikkede ham på næsen, lagde hoved på skrå "selvfølgelig må du det, mit navn er Christiana" hendes øjne virkede venligere lige nu end de havde gjort i lang tid, men det var også noget nyt, pludselig at stå og se på sin nævø, ikke hvad hun lige havde planlagt at bruge sin dag på, men det vidste sig at det der startede som en dårlig dag, nok kunne ende godt.
hun nikkede stille "det ser ud som om du har ret" hun rystede på hoved og lod armene falde, hun vidste jo ikke hvor meget han ønskede at blive krammet af hende, folk var jo forskellige og havde det anderledes med hinanden

Det var underligt, men skam på en meget behagelig måde som han ikke kunne forklare. Bare det med at se en fra sin familie stå foran sig, gav en sådan en lyst til at dykke længere ned i sin fortid og finde ud af mere om sig selv! Grave alt det op som man ikke skulle tro ville være der! Og nu, havde han gravet og fundet en ædelsten, en smuk ædelsten der måske kunne gøre ham en hel del rigere på detaljer. Han smilte til hende og grinte kærligt over at hun prikkede ham på næsen, som ville hun drille ham, ligesom en hver anden moster ville gøre.
"Det var da en yderst tilfældighed, jeg har sjælendt ret," sagde han og grinte kort over sig selv.

Hun rodede ham i håret og trak på skulderne "at have ret hele tiden, er i længden også bare en række tilfælde, da ingen kan have ret hele tiden, så det er ganske normalt" forklarede hun med et skævt smil. Det var helt underligt for hende, bare det at stå foran sine søsters søn...som så var hendes nevø, hvis det skulle være helt rigtigt. Som tiden dog gik, i går var hun bare Christiana, den faldende engel og nu var hun moster for en dreng, der kunne se ud til at være på hendes alder....underlige tider var det godt nok "så skal vi gå lidt, måske fange op på hinanden" forslog hun med et smil

Det var virkelig underligt for ham at stå overfor sin moster! Hun mindede ham meget om hans mor, hvilket selvfølgelig var klart nok når de var tvillinger. Desværre kunne han ikke blive enig med sig selv om det var en god ting at hun lignede ham så meget eller om det var dårlig ting. Trods alt havde han minder om sin mor i kælderen og fra dengang hun forsøgte at kvæle ham.. Han nikkede til hende og begyndte langsomt at gå. "Så.. Hvad med at fortælle lidt om dig selv? Jeg er skam frisk på at høre alt hvad der har med vores familie at gøre," Han smilte og så spørgende på hende.

Hun lagde armene over kors og gik side om sidde med ham "jo kan jeg da godt, jeg kan desværre ikke sige min historie er god. Mellem mig og din mor, elskede alle hende, de forgude hende nærmest og jeg var bare hende der faldt, jeg var hende alle var bange for" klukkede hun og rystede på hoved. Som de snakkede om det dukkede minder om dengang de var små, Christiana havde allerede fra da de var små, været en lille satan, hun rev sin søster i håret, stjal hendes dukker og rev hovederne af dem. De to foragtede virkelig hinanden, da Lola havde været sød og venlig, Christiana derimod var altid det stik modsatte, allerede da hun fyldte 17 blev hun stripper, kun for at være rebelsk.
Hun blev med et revet ud af minderne og så halvt tænksom ud "jeg kan fortælle dig at hun var meget smuk, selvom vi lignede hinanden var jeg altid den som folk frygtede og hun var bare som en drøm...jeg ved jeg ikke gkorde det let for hende, halshukkede hendes elskede dukker, hang nogle af dem...jeg tror jeg var jaloux fordi alle elskede hende og jeg bare var den ingen elskede" sagde hun stille

Havde hun været jaloux på lola? Det forstod han ikke helt, var de ikke søstre, kunne de sagtens komme op og toppes? Så snart hin fortalte hvorfor forstod han det straks og fik en smule medfølelse med hende. At blive født i en skygge af nogen var ikke det man ønskede. Han kendte selv når han som lille havde været jaloux på Jacob over alt det han havde! Han smilte til hende og lagde hovedet på skrå.
"Det jeg ked af at det var sådan," sagde han stille. "Jeg må indrømme at lola også virkede til at være en kvinderne holdte af, men det der var dårligt ved det var at hun gjorde altid hvad de andre forventede af hende," han fik kuldegysninger ved tanken om hendes hænder der klemte om hans hals. "Men, hvad gjorde du anderledes end hvad hun gjorde?" Han så spørgende på hende.

Hun rodede ham i håret og smilede svagt "det gør intet, vi kan jo ikke altid ændre hvordan folk ser på os og for andre er jeg intet andet end en skøge" afslørede hun og sukkede. Hun var virkelig lav og ud over det var hun virkelig tynd, alt for tynd og ved siden af ham var hun godt vel 1,69 og det var kun på grund af hendes høje hæle hun havde været så heldig at gå med.
hun nikkede og rullede med øjnene "jeg blev stripper som 17-årig, stjal hendes dukker, halshukkede og hang dem...jeg valgte at vende alt venlighed ryggen og slog armene om alt ondskaben...jeg ved det ikke det hele startede vel da vi var små...jeg var den mørke og dystre af os to" forklarede hun med et skuldertræk

Han smilte da hun rodede ham i håret. Det gjorde ham ikke noget at nogle uglede det, trods alt havde han ikke sat det og gik ikke så meget op i det. For ham var det ikke så vigtigt om alting sad perfekt. Han måtte indrømme at han kiggede overrasket hen på hende, da hun fortalte at alle så hende som en skøge. En lille vrede voksede inde i ham, men mest fordi han kom til at tænke på sin far og den måde han havde udnyttet kvinderne seksuelt på. Dog faldt han en anelse til ro, da hun fortalte om at hun var stripper og ikke solgte sin krop til folk. Han nikkede til det hun fortalte ham og lyttede opmærksomt med. "Jalousi kan få en til at gøre de værste ting, det samme med frygt og gruppe pres.. din søster var ikke så perfekt som du tror, misforstå mig ikke, jeg elskede min mor, men lige siden jeg har kunne huske at hun havde forsøgt at dræbe mig ved at kvæle mig, blot fordi de andre kvinder tikkede hende om det så.. Ja.. så har jeg bare mistet noget der for hende siden," Han kiggede ned i jorden..

Hun vendte blikket mod ham "jeg har aldrig troet hun var perfekt...hun var kedelig, tøsset og gjorde altid hvad de andre forventede af hende. Jeg derimod var stik modsat, jeg gjorde altid hvad alle ikke forventede, jeg siger ikke jeg er perfekt...men mit liv er bare anderledes end hendes, jeg valgte andre veje....men alt jeg nogensinde ønskede var min mors kærlighed...og man kan da sige at de fik jeg aldrig" hun trak på skulderne.
Da han kiggede ned i jorden, rynkede hun brynet "hej det var ikke din skyld, det vil aldrig være din skyld...for at sige det ligeud, egede Lola ikke det der lignede en rygrad, for hende var verden en dans på røde roser, alt var godt. Hun så ikke virkeligheden" sagde hun stille og lagde forsigtigt armene om ham, som et blidt kram

Hun så ikke virkeligheden.. Josh kunne ikke helt få sig selv til at være enig eller uenig. Få af de aftner han havde haft med sin mor, havde alligevel fået en plads i hans hjerte. Han huskede hvordan hun havde snakket om, at så snart det kom fri, så skulle de bo i et lille hus hvor hun kunne lære ham at lave mad og de kunne tage på de sjoveste eventyr sammen. Men, det var vel også ikke at se virkeligheden, for hun kom aldrig ud derfra, hun vidste sikkert at hans far inden længe ville slå hende ihjel, men bare ikke ønskede at indse det. Han rystede tanken ud af hovedet, så spørgende hen på hende og et skævt smil var den eneste reaktion han kunne komme med. "Jeg kan sagtens forstille mig alt det du siger, at hun var kedelig og gjorde hvad andre sagde, men.. havde i aldrig nogen gode stunder som søstre?" Han så hende i øjnene. "Jeg ved at Lola måske var kedelig, men til tider var hun også stærk og sagde min far imod, hvilket var en af grundene til at hun endte med at dø,"

Hun vendte blikket mod ham, rynkede brynet...nohle gode stunder "vi havde få stunder sammen, man kan sige jeg var dårlig indflydelse på hende, men vi stod op for hinanden, ligegyldig hvad der skete, hvad jeg gjorde ved hende. Hvis den ene af os kom i problemer, hjalp vi hinanden" indrømmede hun med et skuldertræk, ligegyldig hvor mange ting hun kunne sige om Lola, så elskede hun sin søster og havde altid gjort det.
Hun nikkede "hun var den stærkeste af os to, for ligegyldig hvad der skete, så bevarede hun troen på det gode" hun lagde armene over kors, sukkede og rettede igen blikket ligefrem

Han nikkede forstående og bed sig i underlæben, som han havde fået en vane med at gøre når han tænkte over ting, som han egentlig ikke rigtig kunne svare på eller komme med et helt konkret forståelse på. En ting var dog sikker at han forstod, at selvom hvor uvenner de var, så havde de stået hinanden nær og elskede hinanden. Sådan havde det vel også været imellem ham og hans mor, selvom der havde været oppe og nedture, så elskede de hinanden og hun kunne alligevel ikke få sig selv til at slå ham ihjel. Han stoppede op, kiggede ned i jorden og lod et dybt suk undslippe ham.
"Min mor fortjente bedre end voldtægt, min far er heldigvis død og det samme er hun, selvom hun ikke fortjente det," han kiggede op fra jorden igen. "Jeg er glad for at have fundet dig, jeg troede ærligtalt at jeg var alene," Han smilte og nikkede høfligt til hende. "Det er nok også her at jeg heller må fortælle dig at jeg er.. jeg er leder af de gode engle," Hans ryk var rettet og hans øjne glødede af stolthed. "Så det er vel et lille bevis på at selvom man er langt nede, så kan man sagtens komme op igen eller.. ja," Han grinte kort af sig selv.

Hun stoppede op sammen med ham, stillede sig op foran ham og nikkede "selvfølgelig gjorde hun det, der er ingen der fortjener den skæbne" hun lagde armene om ham og da han var flere cm højere end hende, endte hun op med at have hoved mod hans bryst "for at være helt ærlig, havde jeg det på samme måde, jeg troede at jeg var mere end bare alene, måske efterladt, men om man ikke har set magen" klukkede hun og smilede redt til ham. Da han meddelte at han var leder af de gode engle, først stirrede hun bare på ham og lidt efter trådte hun væk "de gode engle siger du...så er det jo ikke så godt jeg kommer med al min dårlige gener og smitter dem af på dig, men tillykke" hun nejede kort for ham og smilede kort. Han var god, hvad pokker skulle hun så gøre, hun var ikke just den der havde det reneste mel i posen og hun ville aldrig blive god, med Joshua som drak af hende....ville hun aldrig blive rigtig god

Han satte hovedet en anelse på skrå, da hun trådte en smule væk fra ham, som havde han været tæt på at brænde hende. Til det næste hun sagde, fik det ham bare til at ryste blidt på hovedet og gå hen til hende med afslappede bevægelser. "Når jeg siger gode engle, så mener jeg ikke sukkersøde engle der render rundt og leger helte," Han grinte, afslørede sine smilehuller. "Du skal slet ikke være bange for at smitte af på mig, selvom jeg er leder af de gode engle, betyder det ikke at jeg ikke selv kan gøre fejl.. trods alt var jeg en falden inden jeg blev en archangel," Han løftede på sine skuldre og foldede armene under brystet. "Så bare rolig, du smitter ikke af på mig og du skal heller ikke neje for mig, jeg er ikke en snobbet leder," Han gik hen ved siden af hende igen og kiggede ud imod horisonten. "Hvad har du lyst til? en gå tur eller.. skal vi vise hinanden noget?"