Flowers and trees(Sajro)

Solens bleje vinterstråler kunne lige skimtes over de høje træers toppe, mens dagen langsomt lakkede imod enden. Sneen lå som et næsten uigennemtrængt lag af silke ud over det smukke landskab og den mange hundrede kilometer dybe skov. Kun fine dybninger i den næsten blændende hvide sne afbrød det ellers idyliske og fredfyldte område, hvor på kun et enkelt træ voksede. De fine spor blev synlige fra træernes grænse og hele vejen op ad bakken til det smukke og krogede træ på dens top. Sporene gik et par gange rundt om træet, før de stoppede i et lille næsten snefrit område, hvor en spinkel skabning havde taget plads. Den spinkle skabning havde sat sig på hug og plukkede stille nogle af de næsten bundfrosne blomster, der var vokset for tidligt frem under det fine lag sne. Hendes lange natsorte hår var samlet i en let fletning, der stille hang ned ad hendes ryg. Hendes spinkle perlemorsfarvede skikkelse havde et let gyldent skær under det fine hvide kjole hun bar. Hendes tynde fingre plukkede nemt de fine blomster, mens hun langsomt fik samlet sig en bukket. Hendes fine træk gjorde det helt klar at hun ikke var noget menneske og ej heller monster.
Den idyliske unge pige havde taget navnet Yukatarine, selv om det kun var hendes søsters navn. Hendes onde halvdels navn. Lige så sød og venlig hun var lige så ond og grum var hendes søster. Det faldt hende lige vidt hvad hun blev kaldt, ingen havde interesseret sig mere for hende end blot et øjekast ej heller taget sig tid til at spørge ind til hende. Det var ikke fordi hun var ensom, hun nød det stille og betrykkende ved skoven og dens mange gemmesteder. Skoven behandlede en som man behandlede den, det havde hendes mor altid sagt. Et stille smil trak let op i hendes mundvig, mens hun fortsatte med at plukke blomsterne.
En lille tot sort hår havde forvildet sig ned og spærede hendes syn, før hun blidt og dog bestemt strøg den om bag øret, så synet igen blev frit. Hun kunne mærke kulden imod de bare fødder, men blev bestemt siddende. Hun skulle bare lige have plukket de sidste blomster, så skulle fødderne nok komme hjem i den lille hytte og få varmen. Hun sad fordybet i sine egne tanker, mens en lille snehvid kanin tittede frem fra træerne, før den langsomt, varsomt begav sig ud på det åbne område. Satte nye spor i den fine sne...

Sajro bevægede sig igen rundt i skoven, fordi den var den del af området han nok kom til at bruge mest tid i. Han regnede jo med at det lige nu var der han ville komme til at bo. Han vidste ikke helt hvorfor han regnede med det var der han kom til at bo, men det var nu en gang meget rart at have en ide om hvor man kom til at bo henne, og at man ikke bare skulle rende rundt forvildet, uden at vide det.

Han gik igennem skoven stille og roligt, og lagde ikke mærke til ret meget. Han vadede bare ind i en lysning med en lille bakke på uden faktisk at lægge mærke til det, da han bare lod sin underbevidsthed sluge alt det han så, og derved bare lade det ligge indvendigt hos ham, og få det hele ind meget hurtigere. Han gik også hen over bakken, og lagde stadig ikke mærke til noget, hverken blomsterne eller den kvinde eller pige som sad der oppe.

Hun fik plukket den sidste blomst lidt efter og rejste sig med et nærmest svævende ynde, før hun lagde mærke til den lille kanin, der havde ladt sig lokke ud i lysningen. Et blidt smil havde plads i hendes mundvig, mens hun betragtede det harmløse dyr og lagde hoved lidt på skrå, da det lille hvide pelsdyr spidsede øre og kort efter var stukket af ind i skovens betrykkende omgivelser. Den efterlod kun det fine nedtrykte sne til vidne om at den faktisk havde været der. Kaninens varsomhed havde fået hende til selv at lytte ordenligt efter og den lille hvislen i tankerne støttede hende bare i mistroen, at hun ikke var alene mere
Ignorer ham, se at komme væk
Hun var fristet til at adlyde den sagte formaning, men valgte alligevel at vende sig nemt rundt på de bare fødder, før hun stille listede rundt, om på den anden side af træet. Hun havde favnen fuld af de nu optøede blomster, mens hendes livlige grønne øjne fik øje på en skikkelse, der kom brasende ind i lysningen, for foden af den ikke mere end to meter forhøjning, hvor hun befandt sig.
Lysandra se så at komme væk der fra! og det skal være nu!
Stemmen var ved at være vred og utroligt bekymret, hvilket enlig ikke undrede hende, selv om stemmen nok havde ret, den unge mand kunne nemt være farlig. På det område havde stemmen nok ret, men nysgerrigheden var alt for stor og hun betragtede bare stille fyren med ret stor nysgerrighed.
Hun kunne mærke hvordan hendes fødder stille blev mere og mere kolde af sneen og lyset der langsomt forsvandt sekundt for sekundt...

Han fortsatte bare sin gang uden at han lagde mærke til noget som helst af der der var omkring ham, han lod det bare strømme ind i hans underbevidsthed, og lod det være der, istedet for at gøre andet.

Han lagde ikke mærke til kvinden eller kaninen, som begge bevægede sig rundt, fordi han ikke så nogen grund til at gøre det, og han nåede stille og roligt op på toppen af den lille høj der var i lysningen, men stadig uden at gøre noget overfor noget som helst af det der var til stede.

Han var ikke i humør til at rende rundt og snakke med fremmede folk, så han gik bare og ville forstå naturen i det område han nok valgte som bosted. Han gik iklædt sit normale tøj. Han havde et par hørbukser og en hør skjorte på, uden over det sad en læderrustning, og et bælte i bukserne med en økse hængende i siden, som var en god størrelse. Hans rustning havde et ulvehoved indgraveret i fronten.

Han nåede toppen af bakken, eller højen. Han satte sig ned da han var nået der op, og kiggede bare op i himlen for at fange alle dufte og lyde der var omkring ham som han sad der oppe på forhøjningen.

Hun holdte bare stille om alle blomsterne, mens hendes blik nærmest var neglet fast til den muskuløse skikkelse, der nærmede sig hende. Hun havde ingen ide om hvem han var, men hans tøj nærmest skreg krig og fare, hvilket stemmen i hendes hoved ikke havde svært ved at bide sig fast i.
Lysandra Ligeia Yuki Vitaliya Fierro D'Curze for fanden i helen i hulen i helvede! Han er farlig pigebarn!
Stemmen var både vred og bebrejdende, mens der var nemt at mærke at Yue mente det alvorligt, selv om hun stadig var bundet. Hun svarede sin søster i stille sind, mens hun prøvede at regne den unge mand ud.
Han er ikke farlig, bare lidt ked eller kold... måske trist?
Hendes svar var drømmende og helt tænksomt ved den sidste spekulation. Han så enlig ret godt ud nu hun tænkte over det, hvilket selv hun der ikke havde set en ung mand i mange år kunne se.
Lysandra!
Han virker nedtrykt, mon der er noget der går ham på?
Lysandra som din søster beordre jeg dig til at gå væk fra ham NU!
Hun trådte stille et skridt nærmere ham og væk fra træets beskyttende skygge lavet af månens blege lys. Hun trak vejret dybt, før hun stille spurgte "Er du faret vild?" Hendes grønne øjne var spørgende og i månens svage skær kunne hun nemt have lignet en helgen, hvis ikke det havde været for det natsorte hår med den fine blomsterkrans. Hun afventede bare stille hans svar og/eller reaktion...

Han sad bare og slugede alle indtrykkende til sig, og reagerede ikke på noget af det, og derfor lagde han heller ikke mærke til at hun kom tættere på ham. Han sad bare og hun blev blot en del af det indtryk han havde omkring den her del af skoven, hun blev en del af højen en del som var der og som ikke bare kunne fjernes sådan, og hendes stemme da hun talte blev også bare en del af det hele og han lagde heller ikke mærke til ehnde ordentligt endnu, men efter lidt tid trængte stemmen ordentligt ind, og han rejste sig op og vendte sig rundt mod hende.

"Hvad siger de?"

Han spurgte spørgende mens han bukkede let. Han rejste sig så op og kiggede på hende, med varme venlige øjne og som altid var hans ansigt oplyst af et lille smil, som gjorde ham i et godt humør som man kun kunne forvente af en person der havde det rigtigt godt.

Hun stod bare helt stille med de mange blomster i favnen og ret ryk, da der tilsyneladende gik lidt tid, før hende stemme trængte ind til ham. Hun kunne mærke smerten i maven som en svag illusion, mens hendes forårsgrønne øjne fik en næsten helt grannålefarvet glød i de svindende dagstimer. Sneen for hendes fødder var stille smeltet og hun frøs ikke så meget mere, mens den lille trækning i mundvigen var tiltængt ingen andre end ham. Hun nejede kort, mens hendes øjne stille og undersøgende søgte hans, da hun gentog spørgsmålet "Er De faret vild?" Hendes stemme var venlig og lidt mere klar, mens hun stadig havde favnen fuld af blomsterne, der også var tøet op.
Lya, som din bedrevidende søster råder jeg dig til at endten spise ham eller se at få halen mellem benene og komme over alle bjerge, Han. Er. Farlig!
Hun tog det venlige smil i hans mundvig som et godt tegn og havde ind til nu ikke fundet noget der bekraftede stemmens påstand, hvilket bare hjalp hendes overbevisning. Han. Var. Ikke. Ond.
Gad vide hvad der har bragt ham her ud i denne del af skoven? Er han faret vild? i såfald hvad havde han tænkt sig at fortage her ude?
Hendes hoved var fyldt med spørgsmål og hun havde stille lagt det let på skrå, mens hun ventede på hans svar. Undrende. Hendes øjne havde vendt sig næsten til det svindende lys, mens hun prøvede at regne ud hvad for en slaks person han var. Stemmen i hoved sagde han var farlig, men hendes egen mening var den stikmodsatte, hvilket enlig ikke undrede hende specielt. Lidt ligsom det faktum, at han i det hele taget var venlig over for hende, hvilket ubevidst gjorde hende lidt mere nysgerrig...

Han stod bare og kiggede på hende, og langsomt lod han sit blik møde hende, og kiggede hende dybt i øjnene som han så ofte gjorde det ved folk han mødte, det var noget af det han gjorde når han mødte folk han ikke havde noget imod, selvom noget ved hende sagde at han skulle passe på sig selv, med denne pige, ikke fordi han var bange men mere fordi han ikke ville lade hende komme for tæt på sig selv.

"Nej jeg er ikke faret vild, jeg undersøger bare det område jeg slår mig ned i.""

Han gik et enkelt skridt tættere på hende, og uden at flytte sit blik væk fra hendes, han lod det sidde. Han ville følge hendes blik konstant fordi han så bedre kunne forudse hvad hun havde tænkt sig at gøre, og hvis hun gjorde bare den mindste bevægelse for at gøre ham noget, ville han ikke tøve med at hugge hende ned.

"Er de da selv faret vild?"

En let rød farve fik en del i skæret over hendes kinder, mens hun stille lod sit blik falde ned fra hans og tøvede lidt. Det var som om han prøvede at se lige igennem hende. Ikke bare det normale undersøgende blik, han kunne faktisk se helt ind i hende, hvilket gjorde hende en smule nervøs for at han ville kunne se det evigt fortrængte monster inde i hende. Hun var ikke ude på at gøre ham ondt, nok tværdigmod. Hun tænkte stille over hans svar og smilet blev en smule forbløffet, hvilket fik hende til at hæve blikket til hans hurtigt igen, før hun en smule overrasket udbrød "Har du tænkt dig et bo her i området?"Hendes blik undersøgte hans for et hvert spor af løgn eller ironi, men fandt intet overhoved, hvilket fik hendes nysgerrighed til at ligge sig lidt mere frem i søgelyset. Hun strøg blidt en smule af det sorte hår om bag øret, før hun rettede en smule på alle blomsterne, da nogle af dem var ved at falde ud af armene på hende. Hun havde stadig hoved lagt lidt på skrå, da hans stemme igen tiltrak hendes opmærksomhed. Hun svarede stille med et smil i stemmen "Nej, jeg bor ikke så langt her fra"
God ide Lya det må jeg sige tag ham med hjem og dræn ham så for blod, fremragende plan!
Stemmen var lige frem glad for en gangs skyld og hun kunne næsten se det for sig hvordan stemmen slikkede sig om de sprækkede og tøre læber, mens de mørke øjne havde fået en rød glans. Hvis bare den stemme ville holde mund. Hun havde næsten opgivet at snakke stemmen til fornuft og valgte derfor bare at ignorere den. Hendes blik mødte stadig hans og de grønne øjne havde en stille spejling af månen i overfladen, da solens sidste stråler forlod himlen og lod månens blege og næsten fortryllende skær tage over. Det var næsten nemt at mærke temperaturen, der stille dalede ned takt med at solen kom længere og længere væk, som om at dens stråler kun havde været en lykkelig drøm, mens mørket smøg sig tæt om den en smule dunkle skov...

Han blev ved med at søge hendes øjne lige meget hvor meget hun forsøgte at flytte dem hen, fordi han ville se hvilken type hun var, og han ville derfor bare holde øje med hende inden han måtte tage videre og finde ud af noget mere om det område han nu en gang var i.

"Jeg tænker da på det."

Han stod lidt og tænkte over at hun fortalte at hun boede tæt på, og det var da egentligt rart at vide at man kendte lidt nogen af skovens beboere, men ellers var det også lige meget for ham, men han kunne godt tænke sig at vide hvor hun boede bare for at vide det, men lige nu måtte han nok hellere bare se at komme videre og få kortlagt området lidt bedre.

"Nå jeg må vel til at komme videre og se området."

Han gjorde mine til at han ville gå.

Ja! Lad ham gå og se så at komme væk der fra Lya. Skaden er ikke sket så bare tag hjem, så skal det hele nok gå
Hun tænkte stille og de mørke øjne forlod ikke hans overhoved, mens hun prøvede at undgå at tabe de nyeligt plukkede blomster hun havde i sin favn. Hun prøvede at regne ham ud, men blev dog uventet overrasket over hans næsten pludselige opbrud. Ville han bare tage vidre sådan? Vandre rundt alene i skoven? Han kunne jo fare vild! eller blive overfaldet af nogen. En hid til ukendt bekymring vedrørende denne fremmede mand overrumblede hende og hun reagerede bare på ukendte impulser, da ordene ikke specielt velovervejede næsten fløg ud af munden på hende "Ville De begive dem helt alene ud i skoven om natten? og som De selv sagde er De ny her i området. Der kunne ske Dem noget eller De kunne fare vild eller..." Det var nemt at høre modvilligen -og en smule frygt?- i hendes stemme. Man kunne da ikke bare vade rundt i skoven uden at kende den. Og så om natten. Det ville aldrig gå godt.
Så lad da knægten gå Lya vi kan altid finde en anden natmad
Hun var dybt uenig med den indre stemme. Blod. Hvordan kunne stemmen ikke tænke på andet end den livsgivende væske i andre væsners kroppe? Det var frastødende og klamt. Hendes øjne havde stadig nærmest fortryllet låst sig fast i hans, mens det var nemt at se at hun var bekymret for havd der kunne ske ham i skoven på dette tidspunkt af natten. Lidt ironisk enlig. At hun der var mindre og mere spinkel end ham var den der bekymrede sig for alle andre end sig selv. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men tanken om denne mand alene i skoven med alt hvad modernatur kunne finde på at smide i hoved af ham gjorde hende nervøs og faktisk også en smule usikker...

Han vendte sig om mod hende igen, for at svare på hendes spørgsmål, da ikke at besvare hendes spørgsmål ville være meget forkert og gå imod den venlighed og respekt han gerne ville vise folk han mødte. Han havde dog stadig den fornemmelse af at hun ikke var særligt sikker at være sammen med, fordi det var som om hun skjulte noget fra ham.

"De har ret, jeg vil vandre alene gennem skoven her midt om natten, for at jeg kan lære området at kende. Det ville være meget overraskende hvis jeg mødte noget jeg ikke selv kunne håndtere."

Han gjorde igen mine til at han ville gå, og begive sig videre på sin rejse. Det var ikke fordi han som sådan ikke ville være sammen med hende, og snakke med hende, men han var bare nød til at komme videre for at han kunne få oplevet og kortlagt skoven, i hans hoved.

"Undskyld jeg sådan forlader Dem, men jeg må altså videre."

Hun tænkte stille og nikkede langsomt, mens hun prøvede at sætte sig ind i hvad i al verden der foregik inde i hans hoved. Hun kunne ikke forstå det. Hvorfor vandre rundt om natten? i stedet for at vente til daggry og så kunne se skoven i lyset fra den smukke sol, der til den tid ville overtage himmelen. Hun respekterede dog hans ejet valg, selv om det gik hende en smule på at han agtede bare at vade rundt ind til han koligerede med et træ "Så må De have en god tur Hr?" Hendes stemme var venlig og en smule spørgende, da han gjorde tegn til at gå og tilføjede stille"Og må Den Nådige Gudinde Santuine være med Dem og holde hånden over dem" Hun så ham i øjnene lidt endnu, før hun lod det falde, stadig med den lille trækning i mundvigen, der ville blive kaldt et smil.
Godt Lya og nu går du direkte hjem og lukker døren så han ikke kan finde vores hus
Hvis Gudinden Santuine ville have han kommer til mig lader hun nok skoven føre ham der hen og hvis ikke så ville jeg håbe hun holder hånden over ham
Hun nejede let, mens hun ventede på hans svar og gjorde tegn til selv at ville trække sig tilbage ind i skoven til den lille trykke og beskyttende hytte...

Han vendte sig igen rundt, fordi han ikke svarede folk uden at de kunne se ham, når han talte, og han hadede også selv at han ikke kunne se folk når han talte til dem, så derfor vendte han sig altid om mod hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige itl ehdne, når han svarede hende, så han ville bare se hvad der flød ud af kæften på ham når han svarede hende.

"Ja det skal nok blive en god tur, så skader man heller ikke sine øjne grundet lyset."

Han begyndte så at gå langsomt ned af højen, og så ville han bare se hvor hans fødder førte ham hen, og så ville han nok bare slå sig ned et sted han fandt passende når han kom der til. Han vandrede ud i skoven gennem mørket.

//out//

Hun nikkede en gang til hans svar og så ham i øjnene med et lille trist smil og sorgmodigt glimt i øjnene, før han vendte sig væk fra hende og begyndte at gå ned ad højen. Hun tænkte stille og fulgte hans maskuline skikkelse med øjnene ind til han forsvandt ud af syne, før hun stille trak vejret tungt og kunne mærke hvordan temperaturen var faldet mindst fem grader. Hun gød ufrivilligt og holdte stille om blomsterne, før hun langsomt bevægede sig ned af højen og ind i skoven i modsatte retning af hvad han var forsvundet i. Hun lukkede stille øjnene, da synet bare ville forvirre hende mere end nødvendigt. Hun gik bare i en vilkårlig retning, mens hun bevidst ikke tænkte over hvor hun satte fødderne henne. Skoven ville lede hende hen hvor den gerne ville have hende, det havde hendes mor altid sagt, hvis hun bare behandlede den som hun gerne selv ville behandles så behøvedes hun ikke være bange for at den ville skade hende. Et trist smil trak en smule op i hendes mundvig ved mindet om hendes mor og kun kunne mærke hvordan det stille tyndede ud i træerne, før hun kom ind i den velkendte lysning og åbnede øjnene. Hjem kære hjem. Mon han fik fundet sig et hjem i skoven? Hun nåede stille hen til døren, før hun åbnede den op og trådte ind i varmen, den velkendte og trykke varme der om lidt ville tøe hendes kolde lemmer op...


//The end I Guess?//