A very bad day - Sajro

Tid: eftermiddag
Vejr: letter overskyet med optrækning til regn og en let nordvestlig vind
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En hvid ugle med blodplettede fjer kom flyvende igennem den sydvestlige del af Ashen Wood Forest. Den slingrede en del og baskede ujævnt med vingerne. Klørene kæmpede for at holde fast i noget stof, som ligeledes have blod på sig.
På et tidspunkt var uglen ved at støde ind i et træ, men hvirvlede uden om i sidste sekund. Uglen fløj videre ind i den vestlige del af skoven og nærmede sig en lysning hvor der lå en hytte. Omkring fem meter fra hytten mistede kløerne stoffet, som landede på jorden i en bunke. Omkring tre meter fra hytten faldt uglen på jorden, hvor den blev til en nøgen kvinde med et sår ved ribbenene i venstre side og et ved højre hofte. Begge steder sad en pilspids tilbage. Hendes ansigt havde en blodig rift ved højre kind, og begge hendes håndled havde blåsorte mærker efter hænder som havde klemt meget hårdt. Hendes vejrtrækning var tung og letter overfladisk. Selve huden var begyndt at blive blegne lidt på grund af blodtab. Hendes sortbrune hår var sammenfiltret som om nogle havde lavet knuder på det.

Sajro havde haft en ret almindelig dag, ikke noget særligt blot været ude og jage, da duften af nyt blod var blevet kraftigere og han følte ikke rigtigt at han kunne lade det være, hvad hvis det var et dyr der led? Der var vel ingen grund til at han ikke skulle slå det ihjel og afslutte dens pinsler. Han skyndte sig i den retning han kunne lugte blodet fra, og det varede da heller ikke længe før synet af en hytte kom frem. Det skete samtidigt med at duften af blod også blev kraftigere, det gik dog lidt før han opdagede synet den nøgne og blødende kvinde. Inden han nåede hen til hende valgte han at tale til hende.

"Er du vågen og kan du tale?"

Han lagde sig så på knæ ved siden af hende og startede med at lægge hænderne stramt mod sårene på hendes ribben og hendes hofte. Han skulle finde ud af hvor dybt pilespidsterne sad, om der stak noget ud eller om han skulle til at grave dem ud med en kniv.

"Sørg for at holde dig vågen, og hvad end der sker kommer det meget muligt til at gøre mere ondt end det har gjort."

Kira var ved at glide ind i en tilstand af bevidstløshed, da hun hørte stemmen fra en bekymret mand, hun åbnede øjnene en smule og så en skikkelse ved siden af sig. Hun gispede af smerte, da hans fingere undersøgte sårene. Hun skar ansigt af smerte og gispede igen, imens hun forsøgte at få nogle ord over læberne. "M... mm... modha.." En kramperystelse gik igennem hendes krop, hun kunne mærke kulde fra jorden og fornemmede at der var regn på vej. Hun forsøgte at flytte hovedet så hun kunne se om hun var nær ved hytten, men hendes muskler var stive og kroppen smertede. En snehvid ugle kom flyvende og landede ved siden af hende, hvor den kom med sine hoho lyde imens den forsigtigt puffede til hendes skulder. "Una... Err vi hhjeeme?" Hendes stemme var hviskende, men alligevel høj nok til at dem som var tæt på kunne høre hende. Uglen løftede den vinge som var tættest på hytten og kom igen med sine hoho lyde. Kira sukkede lettet. Hun var hjemme. Henne ved hyttens dør snuede en ræv rundt og kort efter kom den luntende hen til hende med en nøgle i flaben. Den satte sig og så skiftevis på Kira og manden.

Sajro tog imod nøglen fra ræven, han samlede derefter kvinden op i hans arme og bar hende ind i den, han fandt hurtigt en seng at ligge hende i, mens han fortsatte med at studere hendes sår. Han kiggede først på den ved hoften. Selvføgelig havde pilene modhager hvilket betød det var bedst at skubbe igennem end at trække ud. Men pilen ved ribbene kunne han ikke skubbe igennem da det ville risikere at ramme lungen.
Han tog sit bælte af og foldede det sammen før han gav hende det i munden.

"bid sammen, fordi det her kommer ikke til at være rart."

Han lagde fingrene rund om såret på hoften inden med et hurtigt tryk og pres skubbede han pilen igennem og ud på den anden side og hev den det sidste stykke. Han skyndte sig så at forbinde såret med stykker af stof revet af hans skjorte. Han gik så videre til hendes sår ved ribbene. Den blev straks værre. han skulle have pilen drejet rundt så han kunne få den ud, hvilket krævede han gjorde mere plads, hvilket så krævede en ny måde at lukke på.

"Jeg er ked af det her, men kender ikke bedre måder."

Han begyndte at tænde op i et bål hvori han lagde spidsen af en kniv i, mens han gjorde klar til at få pilespidsen ud.

Hun bed sammen om bæltet og prøvede tænke på noget andet, uden held. Da han trykkede pilen igennem huden ved hoften, skreg hun imellem de sammenbidte tænder. Hovedet fløj bagover i det smerten skød igennem kroppen. Tårrene trillerede ned af kinderne på hende og vejrtrækningen var anstrængt. Den hvide ugle var fuldt med ind og tuede til manden imens den fløj hen til et skab, som den prikkede på med næbet.
Skabet indeholdte et bredt udvalg af forskellige ting til en helbereder, blandet andet: bandager, krukker med urter og salver, forskellige redskaber som knive, pincetter og pipetter.
Hver krukke havde en mærkat som fortalte hvad den indehold, hvad det kunne bruges til og hvor meget der skulle bruges. En ung kronhjort var kommet ind med den støvblå kåbe. Det var en ung buk der var begyndt at få sit gevir. Den lagde kåben over Kira for at dække hende en smule. Derpå gik den ud igen, men blev stående ved døren. Andre dyr kom hen og kikkede ind af døren, men ingen blev ret længe. Uglen var dog en undtagelse, den havde sat sig ved sengens hovedgærde.

Sajro var ved at blive en smule frustereret over alle dyrene, og flere gange kunne han ikke stoppe sig selv i at snerre af nogle af de dyr der kom ind, især bukken der lagde noget over hende. Han flåede det af da han stadig havde brug for at kunne komme ordentligt til hendes sår. Han kiggede dog i tingene i det skab som fuglen havde vist ham. Han var dog ikke helt sikker på hvad redskaberene skulle bruges til eller præcist hvordan.
Faktisk forvirrede det ham mere, men han tog dog en pincet som gjorde at han ikke skulle åbne såret meget.

"Det er nu eller aldrig, ellers er jeg bange for at du mister for meget blod."

Han tog fast med pincetten og fik åbnet såret nok til at trække pilespidsen ud. Han greb så kniven der lagde i ilden og pressede mod såret for at lukke det hurtigt. Lugten af brændt hud bredte sig. Det gjorde ondt, han kendte smerten selv men det var bedre end at forbløde. Han greb så nogle flere forbindinger fra skabet og nogle urter og forbandt først de tog store sår med nogle af urterne, efterfulgt af at han så smurte nogle af urterne blandet med nogle olier på de mindre sår. Han dækkede hende så med den blå kåbe. Nu var der kun at vente.

Hun nikkede svagt ved hans ord og hendes hænder borede sig ned i sengens madras. Den smerte der kom da han fjernede pilspidsen og brændte såret fik hende til at skrige så kraftigt at dyrene flygtede fra hytten, med undtagelse af uglen. Den rystede til gengæld over hele kroppen, som om den kunne mærke hendes smerte. Hele hendes krop spændtes ved smerten og bagefter rystede den som et espeløv af anstrengelse. Hun var ved at vende det hvide ud af øjnene ved smerten, men fik med en kraftanstrengelse holdt sig ved bevidstheden. Men det holdte hårdt og efter et par minutter vandt tabte hun alligevel kampen. Hendes krop blev slap, da hun besvimede. Noget uglen ikke var glad for. Den sad og vippede lidt fra side til side, imens den vågede over hende.

Efter et par timer kom hun til sig selv igen, og følte det som om nogen kaldte på hende. Det viste sig at være Una, som var begyndt at tude blidt. Hun forsøgte at sætte sig op, men måtte opgive med en gispen. Hun tog sig til siden og skar ansigt. "Hvorfor skulle jeg også løbe ind i de jæger?" Hun havde glemt alt om at hun ikke var alene. Hun så op på Una som stadig sad på hovedgærdet. "Una, hvordan kom jeg hjem? Det sidste jeg husker er at de skød efter mig."

Sajro fulgte med i hvad der skete mens hun sov, han havde ikke noget at lave, men han kunne heller ikke bare tillade sig at gå fra hende når han ikke havde nogen anelse om, om hun ville få det godt eller få brug for mere hjælp. Og hendes forbindinger skulle nok også skiftes igen inden alt for længe og det var ikke ligefrem nemt at gøre selv når sårene sad de steder de gjorde. Han gik over til hende da hun begyndte at snakke til fuglen.

"Jeg fandt dig, og bar dig herind, du var selv nået frem til hytten men ikke indenfor. Jeg fjernede derefter pilene og forbandt dine sår, men du er stadig ikke klar til at stå op af sengen."

Han var i virkeligheden ret sikker på at hun egentligt burde sove noget mere nu. Han ville ikke lade hende sove mere tidligere, men nu hvor hun ikke burde være i fare for at miste mere blod og havde brug for at producere nyt blod.

"Men du burde nok sove indtil du er frisk nok til at stå selv, og så skal jeg nok hjælpe med at skifte dine forbindinger når det er tid til det. Skulle nødigt se dig få betændelse i dem."

Hun så på manden da han talte, og blev med et pinlig klar over at hun måtte have været nøgen da han fandt hende. Hun rødmede kraftig, men forsatte alligevel med at se på ham.
"Jeg takker for deres hjælp. De redede mit liv." Hun tog et par letter dyppe vejrtrækninger, inden hun forsatte.
"Inde i værelset ved siden af skabet, hvor du fandt bandagerne står der en seng. Den er de velkommen til at bruge så længe det skulle være. Hvis der er noget som de ønsker, så må de sige til." Hendes hænder pillede forlegent i kåben som dækkede hende. Hun bøjede hovedet en smule, letter flov over hvad hun lige havde sat. Hvad hvis han ønskede en nat med hende? Hun havde aldrig prøvet det. Men nu havde hun sagt det og hun havde endnu aldrig brudt sit ord.
"Undskyld min forglemmelse. Mit navn er Kira, Kira Méken. Men bare kald mig Kira."

Han sendte hende blot et smil da hun sagde tak for hans hjælp. han var udemærket godt klar over at han havde reddet hendes liv, men det havde ikke været noget problem for ham. Han var dog stadig glad for at hun sagde tak.

"det var ikke noget særligt, et liv er for det meste vær at redde. Og jeg sover ikke så længe du kan risikere at gå i chok over sårene."

Han nikkede derefter bare til hendes ord, han kiggede så på hende da hun tydeligtvis var flov over noget, han antog at det nok var fordi hun vidste han havde set hende nøgen. Han ventede dog med at sige noget til hun havde fortalt ham hendes navn.

"Jeg hedder Sargonis. Og ingen grund til at være flov over at jeg har set dig nøgen, jeg er lidt nød til at tage kåben af dig for at forbinde dig igen, så du må hellere vænne dig til det."

Han sendte hende et smil der var lidt skævt for at se om han kunne bløde samtalen og stemningen op, samtidigt med at han trak en stol over og satte sig ned ved sengesiden.

Hendes smil var ægte nok, selv om hun havde svært ved at forlig sig med tanken om at hun skulle være nøgen for ham igen. Hun rødmede igen og så ud af vinduet, det var begyndt at mørkne og luften var nu tung af regn. Hendes hals føltes lidt ru da hun sank. Hvilket fik hende til igen at se på ham.
"Kunne jeg bede om et krus vand? Una, vil du vise ham det?" Una lettede og fløj ud i køkkenet, hvor hun prikkede på en låge og derefter fløj hen til en pumpe som var placeret i hjørnet. Her tudede hun et par gange inden hun fløj over på en stolryg. Hun havde hele tiden sørget for at Sargonis havde set hvad hun lavede. Inde i det andet værelse lå Kira og så efter ham. Han føltes anderledes. Lidt ligesom en ulv og alligevel ikke. Der havde været et eller andet over det skæve smil han havde sendt hende. Men hvad?, eller var det bare hende som lagde mere i det? Hun sukkede og kom til at hoste, hvilket fik hendes overanstrengte muskler til at krampe endnu mere. Hun ente med at skære ansigt af smerte. Hendes venstre hånd lagde sig over såret ved ribbenene og højre hånd forsøgte at nå såret i hoften uden held. Hånden rystede en smule.
Hun var så træt af dette, men hun viste også at hun måtte acceptere tingene som de nu var.

Han fulgte efter uglen som den viste ham hen til pumpen og der hvor han kunne tage et krus til hende. Han fyldte kruset med vand til hende og gik hen til hende med det. Han turde ikke helt stole på at hun kunne drikke ordentligt selv, så han hjalp hende op at sidde og placerede så kruset mod hendes læber før han begyndte at hjælpe hende med at drikke vandet.

"Jeg gætter på du er en shapeshifter, men hvilket form tager du som dyr?"

han kunne lige så godt spørge hende om det for at have en form for samtale med hende inden mørket faldt på og det var på tide at de, eller rettere hun, fik noget søvn. Han havde som sagt ingen intention om at sove før han vidste at hun var i stand til at klare sig selv. Men nu hvor det var ved at nærme sig den tid så skulle han også have renset hendes sår, og skiftet forbindinger inden hun sov.

"Det er ved at blive mørt og du bør sove, men inden da vil jeg gerne skifte dine forbindinger og rense dine sår."

Una fulde med tilbage til sengen og satte sig igen ved hovedgærdet. Kira smilede til Sargonis.
"Mange tak." Stemmen var letter hæs, men varm. Hun blev rørt da han hjalp hende op og hjalp hende med at drikke vandet.
Hun var lidt overrasket over hans spørgsmål, men smilede venligt, imens hun så over på Una.
"En hvid ugle, ligesom Una. Jeg mødte hende første gang da jeg var knap tre dage gammel. Og hun har altid været i nærheden af mig siden da. Men jeg har på fornemmelsen at hun er ved at komme op i alderen. Så jeg nyder hendes selskab så længe jeg kan." Da hun talte om Unas alder, så hun på ham og smilet var lidt trist. Hun nikkede da han snakkede om at ordne hendes sår.
"Gør hvad du syndes er nødvendigt." Hun sank et par gange, og så ned i gulvet, for flov til at se ham i øjnene.
"Sargonis... Jeg undskylder at jeg er flov. Men jeg har aldrig haft en mand."

Han kunne kun være enig i at fuglen nok ikke ville leve meget længere hvis den allerede havde været nogenlunde voksen omkring hendes fødsel nærmede den sig nok snart de 25-30 år ud fra hendes alder at bedømme.

"Har det så i den form at du blev skudt eller flygtede du i den? Jeg gætter nemlig på at du ikke løber nøgen rundt"

Han sagde det sidste med et skævt smil i et forsøg på at bløde tonen og samtalen en smule op. Han billede også bare til hendes ord om at han måtte gør hvad han mente var bedst.
Han tog forsigtigt køb en væk og blottede hendes krop før han fjernede forbindingen ved hoften og begyndte at rense det hvorefter han forbandt det igen.

"Ingen grund til at undskylde bare væn dig til at blive det nøgen."

Han fortsatte så med at behandle såret på hendes ribben. Da han var færdig gav han hende noget mere vand og fik hende så ned at lægge og lave så et tæppe over hende så hun kunne sove.

"Jeg havde hjulpet et par ulve unger ud af en fælde, da jeg blev skudt i siden. Og da jeg prøvede at løbe væk skød de mig i låret. Hvordan jeg fik knækket pilene kan jeg ikke huske. Men jeg forvandlede mig for at flygte. De opgav da også jagten, da deres leder var sikker på at jeg ville dø af blodtab." Hans skæve smil fik hende til at gøre et par synke bevægelser. Der var et eller andet over det smil, som fik hende til at tænke på nogle af de historier hun havde hørt rundt omkring. Hun rødmede lidt. Han havde intet gjort og intet sagt. Men sådan var det også med nogle af de mænd hun havde hørt om.
Men hans venlighed og bekymring... Det mindede hende om hendes far. Da han var færdig med at ordne hendes sår og hun havde drukket mere vand, smilede hun taknemligt til ham. Tæppet var et hendes mor havde lavet og var dejligt lunt. Hun smilede træt.
"Tak, Sargo...", og gled ind i den tiltrængte søvn inden hun havde talt færdigt.

Natten forløb uden større problemer. Hun havde dog vredet og vent sig i søvne på grund af drømme, og hver gang var hun vågnet med gispen og hamrende hjerte. I drømmene havde jægerne fanget hende og gjorde ting ved hende for til sidst at skære halsen over på hende.
Det var også sådan hun vågnede et par timer efter daggry. Hun forsøgte at sætte sig op med et gisp og tårende løbende ned over kinderne. Hendes overkrop rystede af anstrengelse og rædsel. Hendes hænder i sengen var det eneste som sørgede for at hun sad op. Hendes øjne var fjerne og paniske, og ansigtet fortrukket i en blanding af smerte, rædsel og panik. Vejrtrækningen var hurtig, overfladisk og anstrængt, som om hun havde løbet flere dage.
Una tudede beroligende til hende og hendes øjne blev lidt mere nærværende imens de søgte rundt i hytten. Hun fik øje på ham og et skælvende ord kom over hendes læber.
"Sargonis." Sådan som hun sad, var tæppet faldet ned og havde blottet hendes overkrop.

"Nok meget godt du flygtede ellers havde de med garanti voldtaget dig"

Han talte helt uden at overveje hvilken effekt hans ord kunne have på hende og i løbet af natten blev han da også bekymret for at han havde fået sendt hendes tanker i en retning hun ikke havde brug for. Da hun vågnede så voldsomt var han lige ude hurtigt men han kom tilbage ligesom hun talte hans navn

"Ja jeg er lige her"

Sagde han med et smil som gik hen og fik hende ned at lægge før han tog tæppet af hende og begyndte at behandle hendes sår igen. Han forsøgte derefter at se om hun var i stand til at stå og gå fordi så burde hun komme op af sengen.

"Kan du selv finde tøj og få det på eller skal jeg give dig assistance?"

Hun blev en smule rolig, da hans stemme lød og han kom hen til hende. Hun søgte ham hele tiden med øjnene, imens han behandlede sårene. Og bagefter da han talte, rakte hun hænderne frem imod ham. Hun rystede stadig og tænkte ikke langt. Hun havde bare brug for en nær hende, en som kunne bare var der. Hun hørte godt hans ord, men det eneste som kom over hendes skælvende læber var en hviskende bedene stemme.
"Sagonis. Hun havde aldrig følt sig så alene som hun gjorde nu. Hun havde aldrig bedt om ret meget fra folk hun mødte. Men lige nu havde hun brug for nærvær og Una ville ikke være nok. Hendes øjne var fyldt med tåre og var meget bedene. Ord som ikke ville forlade hendes læber, kunne læses i hendes øjne og skælvende kropsprog. "Sagonis."

Sajro havde aldrig været god til at passe folk, han var vant til at passe sig selv og der handlede det om at gøre hvad end det krævede for at komme hurtigst muligt på benene igen. Så da hun virkede til at have andre problemer end sårene var han ikke sikker på hvad han skulle gøre. Han havde fået hende op at stå men det virkede ikke rigtigt som om at det var en god ide, men han vidste heller ikke hvad han ellers skulle gøre. Han fik hende og ned at lægge i sengen igen, og satte sig så ned i stolen han havde placeret lige ved siden af sengen.

"Jeg ved ikke hvad du forventer af mig? Jeg vil gerne hjælpe men jeg ved ikke hvordan."

Han havde aldrig været god til omsorg, det var ikke noget han var blevet vist af nogen i hans liv. Så at vise det til andre var som at forvente at et dyr kunne finde ud af at bruge kniv og gaffel til at spise med. Hvilket dog også var noget som Sajro selv bøvlede med. Han prøvede dog at se om han ikke kunne få hende til at slappe en smule af.

"Der sker dig ikke noget, jeg tror bare det ville være bedst hvis du kommer op, får noget tøj på og kommer udenfor en smule, bare lige går en tur rundt om hytten, jeg skal nok støtte dig?"

Han ville høre om hun var med på at give det et forsøg.

De sekunder hvor først hjalp hende op og stå, og derefter ned og ligge igen, havde hjulpet en smule på hendes skælven. Hun forsøgte at smile, hvilket lykkedes delvis. Hendes ene hånd rakte ud og lod den stryge imod hans ben.
"Undskyld... Det plejer ikke at ligne mig." Hendes stemme var mere stabil end før.
"Jeg tror du har ret. Una, vil du finde en kåbe?" Uglen lettede og fløj ind i det værelse hun havde tilbudt ham, for kort efter at vende tilbage med en forårs grøn kåbe med et mosgrønt skærf. Kira tog imod kåben, satte sig letter skælvende op og begyndte at tage kåben på. Da hun var nået så langt at hun skulle til at binde skærfet, rejste hun sig og søgte støtte hos ham. Imens hun så ned for at binde skærfet, talte hun rimelig stabilt.
"Da jeg var barn og bange for torden, plejede jeg at søge støtte hos min far. Han lagde altid armene om mig, som et skjold. Jeg tror det var hvad jeg prøvede før. Men igen, undskyld." Hun så op på ham, med lidt røde kinder.

Det her var langt udenfor Sajros normale ekspertiser, men han kunne jo heller ikke bare lade hende sejle sin egen sø. Når nogen havde brug for hjælp var det eneste rigtige at gøre at give dem en hånd. Han nikkede bare med et smil da hun undskyldte og afventede så ellers bare at fuglen kom tilbage med kåben, han holdte øje med hende mens hun tog tøjet på, og da hun så søgte støtte hos ham for at få bundet hendes skærf, greb han fast om livet på hende med hans hænder så han kunne holde hende oprejst men uden at holde på hendes arme så hun ville få svært ved at binde.

"Ahhh, ja det må du selv undskylde, ikke ligefrem fordi det er den slags jeg er bedst til. Jeg er just ikke din far."

Han sagde det med et stille smil på læberne, som dog blev skævt igen med de sidste ord. Han lagde dog en arm om livet på hende for at hjælpe hende med at stå oprejst og gå oprejst som han begyndte at få hende med over til døren sådan at hun kunne komme udenfor og få lidt frisk luft og røre sig.

Med hans højde og hans arm om hendes liv følte hun sig ret tryk. Hun klukkede lidt ved hans ord om at han ikke var hendes far.
"Nej, det er du ikke. Du er højre og kraftigere bygget end han var." Hun haltede når højre hofte bevægede sig og lagde sin egen hånd over hans, som lå om hendes liv. Da de kom udenfor var lysningen fyldt med forskellige dyr, som alle holdte øje med hytten. Hun smilede kærligt til dem alle. Dyrene begyndte derefter at trække sig og vende tilbage til deres dagligdag. Hun så op på ham.
"De ville bare sikre sig at jeg havde det godt." Hun nød den friske luft efter en nats regn. Alt duftede kraftigere. Inklusiv ham. Hun blev mere opmærksom på ham som person. Hans duft, højde, væsen og være måde.
Hun så nysgerrigt op på ham.
"Sargonis. Hvad er du?" Ordene var nærmest hviskende, som om hun var en smule nervøs for at få svaret.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule af hendes svar, det var så simpelt og uskyldigt et svar, men det kom bare en smule bag på ham. Han havde forventet et mere undskyldende svar fra hende udfra hvordan hun havde opført sig tidligere.
Han blev ramt af lugten af alle dyrene, og det var lige før at hans mund begyndte at løbe i vand, men intet skete. Heldigvis forsvandt de igen så snart de havde set at hun var okay. Det kunne ellers lige have været kønt med ham der begyndte at flå i de dyr hun nok så som venner eller familie. Han rystede på hovedet af sig selv og nikkede så til hendes ord.

Han hjalp hende med at gå en tur rundt om hytten, han skulle nok lade hende gå i hendes tempo, og lade hende gå så længe hun ville men han ville ikke lade hende gøre det alene. Han blev så taget helt uforberedt af hendes spørgsmål og han så på hende.

"Du har lagt mærke til mine tænder? Eller måske det her?"

Han sagde det sidste samtidigt med at han trak hans skjorte op sådan at han blottede sin mave, bryst og den ene skulder. Især skulderen var dækket i et stort ar, men ar havde han også nok af.

"Så du har nok gættet det tildels, jeg er en varulv."

På trods af at han godt vidste at mange ikke var trygge ved en varulv havde han ikke sluppet hende, og hvis hun forsøgte at trække sig fri fra ham havde han tænkt sig at holde hende fast fordi hun var ikke klar til at gå selv, alt for stor risiko for at hun ville flå sine sår op.

Hun gispede, da hun så hans ar og hørte hans ord. Men hendes finger gled alligevel forsigtigt over aret ved hans skulder. Hun var begyndt at ryste. Hun gik sammen med en varulv. Et af de væsener som hendes forældre havde fortalt at hun skulle holde sig fra. Stemmen var igen rystet, da hun talte.
"Mine forældre fortalte mig om varulve, og om deres forvandling ved fuldmåne. Siden da har jeg hørt forskellige rygter om hvordan varulve er, selv når de er i deres normale skikkelse." Hendes blik var flakkende, hvilket afslørede den indre kamp hun kæmpede med sig selv. Skulle hun skubbe ham væk og be ham om at gå?, eller skulle hun lade ham blive til hun var frisk nok? Skulle hun stole på ham, eller skulle hun... Hun lod blikket dvæle ved hans skulder. Hendes sind var i oprør, men hun viste også at hvis han forlod hende nu, vil hun med sikkerhed være afhængig af dyrenes hjælp. En del af hende ønskede at stole på ham, en lille del, men alligevel en bestemt del, som fik hende til at trykke sig tættere til ham.
"Men du har indtil videre kun vis venlighed. Noget som er helt modsat alt hvad jeg ellers har hørt."

Han var forberedt på skrigen og råben, selvfølgelig og nysgerrighed især overfor hans meget store ar ved halsen. Ikke den store overraskelse ved den del, men han var dog overrasket over at hun virkede mere til at være bange og usikker end bange og opfarende.

"Det eneste du kan vide dig sikker på med en varulv er at forstår du ulven så forstår du en del af dem, men husk den anden del er et menneske og lige så mange mennesker der eksisterer ligeså mange måder er der de kan være forskellige på."

Han bruge det til at svare begge hendes kommentare, fordi han vidste godt at varulve havde nogle dårlige rygter, og det var han okay med, de fleste af dem hjalp dem med at skræmme folk væk fordi mange af dem handlede om hvilke monstre de kunne være, og det var vel heller ikke løgn.

Han fortsatte derfor også blot med at gå, lagde ikke rigtigt mærke til at hun trykkede sig indtil ham, og lod egentligt bare samtalen drive ud af hans sind. Han burde nok også få hende med indenfor igen, de trængte nok begge to til noget at spise. Da han kom til at tænke på det kom han også til at undre sig, hvordan havde hun det mon med at han spiste kød?

"Hvordan har du det med at jeg spiser kød? Ikke at du kan stoppe mig, men jeg kan undlade at gøre det foran dig."

Hun lyttede til hans ord og nikkede forstående imens de gik videre. Hun nød at være ude i frisk luft, men hun kunne også mærke at hun var begyndt at blive træt igen. Hans spørgsmål fik hende til at smile lidt drilsk og hendes stemme fik en drillende tone.
"Spiser ugler kød?" Hun smilede bredt og klukkede lidt, inden hun forsatte i en mere almindeligt tone.
"Far var den eneste som ikke spiste kød, da han var en kronhjort. Men han havde intet imod at mor og jeg spiste det. Efter de døde, har jeg selv sørget for at forrådskammeret er fyldt med både kød, frugt og grønsager." Hendes mave knurrede en smule, hvilket fik hende til at le hjerteligt, selv om hun måtte bøjede sig en smule forover og ligge den anden hånd oven på såret ved ribbenene.
"Hvad siger du til at vi går tilbage og får noget mad?"