flowers, beautyful creatures. Don't you think? ~ Sean

Man viste aldrig hvad folk omkring en, gik med at tanker og planer.
Selv Sean viste det ikke, selv om han havde en begrænset evne til at finde ud af det. Han brugte den dog sjældent, han ville hellere læse folk end at snyde.

Han havde fundet sedlen og trukket på skuldrene. Så havde han sovet.
Der var nu gået nogle få dage og han var på vej gennem Ruby of life district, for at arbejde.
en bestilling på nogle oplysninger. Find mit barn og fortæ mig hvordan han klare sig. Hvorfor skilte folk sig overhoved af med børn de ikke ville af med? Sikkert af flere grunde.

Han bevægede sig mod søerne, stadig i sine egne tanker.
Denne eftermiddag var lun. Derfor havde han nogle løse, lyse bukser på. en hvid T-shirt. Bare fødder. Hans hår var redt tilbage, med håret hængede let ned over panden. De mørke øjne gled opmærksomt over sine omgivelser. Både uden at se noget, men samtidig at se alt.
Alt af interesse. Og Sean fandt eget interessant.

Han tænkte stadig over det med Nephthys. Hun havde været så...Ja, han viste ikke hvordan han skulle forklare det. Han viste heller ikke om han skulle være lettet over ikke at være sammen med hende eller ej.
Han søgte jo konstant spænding og nye ting...Nephthys havde været en af disse.

Han gik ned til en sø og opdagede pludselig en genkendende skikkelse omme på den anden side af søen.
Så hun var her altså stadig...interessant. Men havde hun set ham?

Hun sad bare ved vandet, og slappede af. Da hu havde åbnet øjnene havde hun set ham, men efter flere dage havde hun ikke regnet med at han var kommet for hendes selvskab.
Derfor gjorde hun intet. Ville han snakke var det op til ham selv.

Hun lukkede øjnene, og nød atter den fredfyldte stemning ved vandet.
Ingen dømmende blikke, ingen jagt efter hende.

Hun lod langsomt fingrene glide ned i vandet, og nød den kulde det bragte hende på den varme eftermiddag.

Hun havde set ham. Og var tydeligvis ligeglad. Hvad var det nu hun havde skrevet? Noget med at slappe af, væk fra dømmende blikke. Med de ting hun havde anklaget ha for, skule det ikke undre ham hvis hun også mente han var dømmende.
Han overvejede lidt situationen. Havde han overhoved nogen grund til at tage kontakt? Han ville ikke forstyrre hende uden grund.
Til sidst endte det med han gik rundt om søen, mens han på vejen plukkede en tilfældig blomst, en crysantemun viste det sig.
Han snuste lidt til den, som om det var ganske tilfældigt han gik over mod hende.

Han stoppede op lidt fra hende, mest fordi han ikke ville presse hende eller mase sig på, hvis hun helst ville være alene.
"Forstyrre jeg?" smilte han, lige så rolig, afslappet og venligt som...ja, altid.

Hun smilede lidt, da hun hørte hans stemme.
Hun rystede på hovedet, som svar på hans spørgsmål.

Roen ved at hun ikke behøvede at tale, var utroligt befriende.

Tanken om at sidst hun havde set ham fik hende til at trække vejret dybt.
Hun havde opført sig som et one-night-stand. Forsvundet så snart han ikke så det.
Dog var der en lille forskel. Hun havde ikke været i seng med ham, og hun havde efterladt en besked.
Beskeden havde været til hvis han ville se hende igen. Hvis hun ønskede at være i fred, så havde hun ikke lagt den besked.

Hun så lidt på ham, og smilede så til ham.
''hvad laver du egentlig her?'' spurgte hun, med den bedste udtale hun kunne præsterer.

Han gik lidt tættere på og det endte med han satte sig ned ved siden af hende, dog så der stadig var lidt mellemrum imellem dem.
Han lod afslappet blikket glide ud over søen og dens omgivelser. Han forstod godt hun havde valgt dette sted. Nok et af de mest afslappede af slagsen, i denne tid.
"Åhh...Jeg arbejder faktisk" han sendte hende et lille smil.
"Og bare rolig, mit arbejde består ikke i at finde dig. Mit arbejde lige nu, er at finde en ung lille dreng og se hvad han laver...Men byen er stor og tingene tager sin tid" han lænede sig lidt tilbage og brugte sine arme som støtte.

"Faktisk er jeg glad for at møde dig igen, trods vores...specielle møde. Jeg kan ikke lade være med at overveje hvad du enlig vil nu. Vende tilbage til horehuet? Skabe dig dit eget liv? Eller er du stadig helt opgivende?" han så å hende

''det er jo ikke fordi jeg har noget valg..'' hun så bare ud over vandet.
''forlader man 'horehuset' kan man ikke vende tilbage...'' hun sagde ikke mere, stirrede blot ud over vandet.

Så så hun på ham.
''og hvordan skulle jeg kunne skabe mig et liv? Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde..'' hun så igen ud over vandet, og trak vejret dybt.

"Find dig et job" smilte han og så på hende.
Hun var altså nået så langt at hun ikke ville vende tilbage til bordellet. Det så han som en god ting. Slet ikke værst.
"Find et job og begynd at spare penge sammen. Find ud af om du helst vil sove tilfældige stedet for lidt penge eller købe dig dit eget sted. Det kan være en begyndelse" sagde han. Hun havde jo snakket m tilgivelse før, så han foreslog ikke noget med at jage dem der havde gjort det. Og hun ønskede nok helst at klare sig selv samtidig.

Hun så bare ud over vandet.
Hans forslag var gode, ingen tvivl om det. Men hun kunne slet ikke se sig selv gøre dem slags ting.
Arbejde... Tage hjem hver dag... Have et funktionelt liv. Det virkede for surrealistisk.

Hun så lidt ned i vandet, og ned på sine halvgennemsigtige bukser.
Egentlig, så burde hun se at finde sig et sted .
De sidste par nætter havde hun sovet ved søerne, eller hos tilfældige mennesker.
Ikke ligefrem det sikreste hvis nogen genkendte hende.

Hun sukkede, og gned sit ene øje lidt - for at få den værste søvn ud af det.

Da hun ikke svarede gik han ud fra hun tænkte over det.
Han lod derfor bare sit blik glide ud over omgivelserne. Der var jo mange ting at arbejde med...F.eks. arbejdede han selv med...ja, mord og oplysninger. Og af sin egen grund.
Hvad hun var til vidst han ikke. Forhåbentlig ikke længere at sælge sin krop, hvis det var det hun havde lavet. Selv om han tit fik slukket sin sult, ja, han sult, ved ludere, brød han sig normalt ikke om at kende nogen er brugte tiden på det.

''hvem vil have en halvstum arbejdende hos dem?''
hun så på ham, opgivende.
''måske skulle jeg bare leve som et dyr i skoven... der er ingen der bedr en tale..'' hun så ud i vandet igen

Han så på hende igen da hun talte. Hun havde åbenbart svært ved at tro på sig selv. Ærgerligt.
"Der er mange forskellige jobs, også dem der ikke kræver at snakke" smilte han til hende. Det var tydeligt han mente det.
"Jeg kan nævne flere forskellige, nogle af dem er måske ikke så hyggelige. Men der findes vist også nogle mere anstændige. Men under alle omstændigheder kan jeg altid tilbyde dig et job hos mig, hvis du er interesseret. Ingen forpligtelser. Penge for alle slags opgaver hvor jeg har brug for dig" sagde han. Det var i hvert fald et job. Andre, der ikke krævede man kunne snakke, var f.eks. at gøre rent. At arbejde i et køkken med noget mad måske. Og flere andre som han ikke lige kunne huske. Men de var der, mulighederne. Og hun jo snakke lidt.

Hun så på ham, indtil han tilbød hende et job.
Hun kunne ikke have en ven som sin chef. Kunne hun?

Hun så lidt ned, og gned hænder af ren rastløshed.
''Sean, jeg ved ikke... At have dig som min chef... det ville føles forkert...''
Det faktum at hun intet anede om at opsnuse folk, samle informationer og direkte slå folk ihjel, havde hun ikke lyst til at komme ind på.

Hun rystede på hovedet, kørte hænderne gennem sit hår.
Hun trak vejret dybt, inden hun igen så ned i vandet.
Havde hun bare været født her... Havde hun bare været en anden end den hun var.

Måske kunne hun slå sig i hovedet? Få hukommelsestab, begynde helt forfra..?
Hun lagde sig på ryggen og stirrede nu op på himlen.

''jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Hele mit liv har jeg været på det bordel... Jeg har aldrig lavet andet...'' hun rystede på hovedet, og lukkede øjnene

Ven? Han havde slet ikke tænkt på hende som en ven. Mere som et...bekendtskab. En person han kendte.
Han trak dog på skuldrene.
"Det styre du selv" der var mange opgaver i hans branche. Folk kunne næsten altid finde en aktivitet de ville finde passende.

"Du må se at arbejde dig videre. Det nytter ikke at tænke på fortid og ting der har været. Du skal til at fokusere på nutiden og fremtiden. Ting som kommer.
Du har dine valg her i livet. Begynd at tage dem" sagde han så.

Hun så nu på ham igen.
''fint..'' hun så lidt væk, mens hun satte sig op, og derefter fik rejst sig helt.
Hun begyndte at gå, ligeglad med hvor hen.
Der var heller ikke noget for hende her, så hvorfor blive?

Hun gik langs søens kant, men nåede kun få meter, inden hun stoppede op og så tilbage på ham. Så rystede hun bare på hovedet igen, og gik videre.
Hun ønskede slet ikke at gå. Hun ville blive liggende, snakke med ham i flere timer.

Men han havde arbejde, og hun skulle videre..

Han forstod ikke hvorfor hun gik. Han havde bare givet hende et råd...Så huskede han deres sidste møde. Hun var ikke ligefrem typen der brød sig om råd, var hun? Hun blev altid så...Ja, han viste ikke hvad han skulle kalde det.

Han ville spørge hende om hvorfor hun gik, men se vendte hun ryggen til og gik. Han å undrende på hende da hun kiggede tilbage, men så gik hun videre.
Han havde ikke travlt med sit job, tingene tog deres tid, men hun mente åbenbart at de var færdige med at snakke.
Han sad et øjeblik og stirrede ud over søen, fuld af tanker....
Så rejste han sig op. Han ville ikke forfølge hende, han havde mere ære i livet end det. Hun havde selv tilkendegivet samtalen var slut.
Så han begyndte at gå den anden vej, for at komme rundt m byen og fortsætte sit arbejde.

Hun sukkede frustreret. Opgivende.
Hun havde altid flygtet, uden undtagelse.
Fra alt. Følelser, holdninger, ønsker, personlige lyster. Intet var nok.

Skulle hun virkelig opgive ham også, blot fordi hun var en kujon? Åbenbart..

Måske havde byen her et bordel? Det ville i det mindste være noget hu var bekendt med

Han var ikke hendes læremester, hendes barnepige eller noget andet. Hun havde selv ansvaret for sit liv og det ville han ikke lave om på. Desuden reagerede hun aggressivt hvis ma prøvede.
Sean fortsatte bare sin tur mod den anden ende af byen. Uden at vide hvad hun vlle, tænkte eller noget som helst andet.
Han havde ikke ansvaret for hende. ingen havde det, ud over hende selv. Det var hendes eget job at skifte livsbane.

Hun havde vandret i godt og vel to timer, da hun var nået til den anden ende af byen.
Hun trak vejret dybt, inden hun startede med at gå ned hos en skrædder og spørge om han kunne tilbyde et job. Efter et afslag, gik hun videre til en der solgte smykker, og derefter en frugthandler.

Afslag på dem alle. Typisk.
Alle med forskellig grund. At hun ikke talte ordenligt.
At hun ikke var køn nok.
At hun ikke kunne tiltrække kundernes opmærksomhed.

Hun sukkede inden hun forlod frugtboden. Hun tog et æble, uden at betale, og satte sig på en bænk.

Hun tog en bid, tavst, og så på de forbipasserende.
Var det Sean? Var han ikke taget afsted endnu?

Hvis Sean havde vist hvad hun havde forsøgt, havde han været stolt.

Sean havde snust rundt i byen og havde endelig fundet drengen. Efter at have studeret ham på afstand lidt tid, besluttede han sig for at gå videre. Nu viste han hvor han var og så kunne han altid vende tilbage til ham.

På vej gennem byen så han Nep sidde på en bænk og spise et æble. Og hun virkede stadig ikke særlig glad.
Han krydsede vejen og satte sig igen ved siden af hende.
"Så mødes vi igen" smilte han

hun trak på skuldrene.
''afslag tre gange indtilvidere.'' sagde hun bare.

Hun så på ham.
''jeg går ud fra at du fandt hvad du ledte efter?'' hun så ned på sit æble, og spiste videre.

Han nikkede. Så hun havde prøvet. det beundrede han hende for. Hun indeholdt altid lidt mere styrke, end man skulle tro.
Han sendte hende et lille opmuntrende smil.
"Åhh, det er aldrig til at vide om jeg fandt det" svarede han let.
"Men jeg er glad for dit gåpåmod. Selv om der har været afslag, skal du på et tidspunkt nok finde dit lod" smilte han.

''det er jeg skam ikke i tvivl om..'' mumlede hun bare og smilede lidt til ham.
Alt for at gøre ham glad.

Hun så op på himlen igen, og sukkede træt. Hun holdte et gab tilbage og strakte sig diskret.

Alt? Stort ord når man stadig ikke kendte hinanden så godt.
Han lod blikket glide over sine omgivelser og de folk der gik omkring dem.
Han viste faktisk ikke hvad han skulle sige til hende. Ikke længere. han havde ikke nogen spørgsmål liggende parat. måske hvis hun havde nogen?

''hvor bor du egentlig?'' hun så lidt på ham, inden hun så op på himlen igen.
Hun burde da egentlig snart få ondt i nakken af al den dagdrømmen.

Hun lukkede øjnene, mens hun lod sine negle tegne små symboler på hendes lår.
Neglene efterlod små hvide rifter, der kort efter ville blive røde af den tynd stribe blod