I cant rember who i am not anymore//åbent//

S havne
V sol
O folk
T 16,00
Årstid tæt på sommer
P kig på billede
Arason løbe for sit liv hvorfor kunne han ikke have givet Sean til Kongen
han sukkede og sprang over nogen boder sean var ikke så langt bag ham så nu måtte han håbe han kunne klare sig hvorfor havde han også gjorde det hvad var der gåede af ham han sukket og nåede lige og dreje inde han løbe ud i vandet han sukket og forsætte hans pustnig kunne man sagtnes høre han var lige ved og løbe ud over kanten til vandet igen men forsætte bare det ende dog med at han lige kiget sig over skulderne
og i det han gjorde det stødte han hovedet ind i muren han faldt ned og lukket øjne og besvimet i det han ikke kunne huske mere han havde fåede hjerne rystlese og ville ikke kunne huske noget igen

Luce går ud af sin lejlighed. Solen skinnede hende direkte i hendes øjne. Hun hadet at få sol i øjnene. Hun krympede sine øjne sammen. Hun kiggede rundt på gaden. Hvor skulle hun så gå hen idag? Hun havde sat sit lange sorte hår i en rottehale og havde sin ynglingstop på som var lyseblå og gik lidt ned under røven og et par trekvart bukser på. Hun kiggede først hen mod skoven, men nej der skulle hun ikke hen, hun havde aldrig været i en skov siden hun kom til at slå en ihjel for mange år siden. Hun kiggede hen mod bjerget, men der ville hun heller ikke der var for koldt. Hun tænkte længe over hvor hun skulle tage hen idag. Jo nu viste hun det! Til havnen. Hun kan ikke mindes hvornår hun sidst var ved en havn, for så lang tid siden var det. Hun gik med rolige skridt hen mod havnen som var det en helt almindelig varm dag, hvor man bare ville dasse dagen væk. Hun så Arason komme løbende forbi hende med en eller anden fyr i hældende da hun var nået tæt på havnen. Hun stoppede op og undrede sig over hvorfor fyren var efter ham. Hun blev meget nysgerrig over og ville vide hvad der var på færre, så hun gik med raske skridt hen mod havnen, med sine rottehaler flavrede til alle sider hver gang vinden snuste sig igennem hendes hår.

Det var en kold men solrig dag, som den unge vampyr ærligtalt ikke rigtig brød sig om. Hun var kappeklædt, og holdte sig uden for solens rækkevidde. Hendes krop var henslængt til skyggerne, og tilbedte disse kanter. De mørke brune øjne, beskuede dets omgivelser, med en kraftig tendens til nærmest at beklæde folket til deres inderste frygt. Dog besad hun ikke af en sådan evne. Faktisk havde hun ingen idé om hendes egentlige evne, og hendes planer for at finde frem til dem, var nu egentlig ganske store. Det ville forfremme hendes muligheder for at kunne forsvarer sig selv i kamp meget bedre end hendes egentlige færdigheder.
En svag vindbrise gled hen over hendes hoved, og udgjorde en bevægelse, for det mellemlange page hår hun havde.
De kraftige øjne lod sig udsige sit næste offer. Hun vidste endnu ikke hvem eller hvad hvis liv hun skulle berøve. Men Alice, havde godt nok heller aldrig sænket sig sådan en tanke, alt hvad hun gjorde, var af nødvendighed, og forførelse efter muligheden for at mærke et menneske miste livet. Langsomt lod hun tungen glide ud imellem de bløde læber. Underlæben havde to dybe sår, efter et uheld hvor hun under et mareridt greb sig selv i underlæben og havde trykket til, med hendes vampyrtænder.
En slank hånd, kom frem fra sit skjul, og fulgte en blød linje op til det mørke korte hår, som hun lod glide til siden, med en rolig bevægelse. Hvorefter den forsvandt tilbage til sit skjul. En mærklig udseende mand, med en varm vinterfrakke kom til ude fra øjenkrogen. Han var sat i løb, påvej mod vandkanten, men sprang ikke ned i det, han forsatte sin linje videre langs kanten. Han var løbet forbi en ung kvinde med langt sort hår. Manden havde haft en anden mand i hældende.
Tyv... tænkte den unge kvinde, og betragtede disse hændelser, egentlig vidste hun ikke om hun skulle træde i kraft.

Sean fandt dette optog ret morsomt. Ikke at baggrunden bag det hele, var speciel morsom, men lige nu og her, var. Han havde jaget ham i et stykke tid, Arason. Efter han havde forrådt ham i parken og slæbt ham med hen til kongen selv og hans vagter, havde han været på skideren. Nogle af vagterne viste hvem han var og tog ham straks med videre, dog var lige så mange i tvivl om hvem Sean enlig var og om han havde gjort alle disse skrækkelige ting, som der blev påstået. Det havde taget ham nogle dage at komme ud derfra igen, en del bestikkelser og trusler. Men her var han og nu på jagt efter Arason, han skulle ikke slippe med det hele i behold.
Denne tilfældige dag skinnede solen, med genskær fra sneen hist og her som kunne blinde, hvis man var uheldig. Men selv om solen skinnede, var her stadig køligt og dette var netop grunden til at Sean havde en sort jakke på. Mørke sko, lette til at løbe i, mørke jeans og sort jakke. Det mørkebrune hår strittede let til alle sider og hans mørke øjne så kom Arason foran ham...Han hælede ind på ham og han smilte svagt.
Arason gjorde klogt i at frygte ham...
Men så, netop som jagten havde været et stykke tid og de havde nået havnen i denne fremmede by, han sjældent var i, løb Arason ind i en mur. Et uheld måske, der kunne ske for selv den bedste, men stadig endnu mere uheldigt for Arason, end hvis det var sket for en almindelige person. Sean stoppede galant op og gik forbi boderne, nærmede sig hurtigt Arason og lod hænderne glide over hans krop. Han havde intet vigtigt på sig. Så tog han hans puls og tilså skaderne. Middel. Det ville helt sikkert gøre ondt når han vågnede igen.
Han så sig rundt for at finde reb, han ville binde ham og torturere ham lidt. bare for at få lidt informationer, dem gemte Arason vel altid på. Og...Hævn.

Arason rørte sig ikke tværte imod han lå der bare hvor der kom blod ud af ham det var hans hånd det kommet frem han viste ikke hvad han skulle gøre det var ikke det besdte der var sket får ham han var ved og komme til sig selv imens han mumlte "hvem er i og hva laver jeg her" sagde han højte og man kunne også se hans blod det var ikke et køøn syn men for en vampyr ville det være et fest målid han sukket og kiget sig omkring imens han prøvet og komme op og sidde
//rækkefølge mig luce alice og sean//

Luce gik videre til havnen og stoppede nogle få meter fra Arason og en underlig fyr hun aldrig havde set før. Hun så lidt på arason der lå stille på jorden, hun stivnede helt da hun så ham bare ligge der. Hele hendes fortid begyndte, at køre rundt i hendes hoved med billeder. Hun måtte på den ene eller den anden måde få styr på den forbandet fortid hun havde. Hun lukkede sine øjne hårdt i og prøvede, at få kontrol over sine tanker.
Der gik noget tid før hun fik kontrol over sine tanker igen. Hun så skiftevis på Arason og den fremmede fyr "Hvad fanden har du gjort ved ham?" Hun viste ikke hvordan hun skulle reagere, hun var fuldstændig forvirret. Hun så hen på den fremmede fyr.
Hun så hen på Arason da hun hørte noget mumle ovre imod hans retning "Er du ok Arason?" Hun gik roligt hen til ham og satte sig på hug ved siden af ham. Hun så undersøgende på hans hoved og rystede på hovedet "Sikke du kommer til skade var?" der var en mindre bekymring i hendes stemme. Hun så hen mod den fremmede igen "Hvorfor jagtede du ham?"

Luften fyldtes med blod, det var end ikke til at tage fejl af, kilden var i nærheden, og dets bydende tilværelse, kunne ikke benægtes. De lange ben tog et skridt foran, og derefter endnu et. Hendes skridt førte hende nærmere imod det sted hvor blodets tilholds sted var. Så vidt hun kunne lugte sig frem til, igennem hendes forbedrede sanser som var dukket op i løbet af hendes forvandling fra menneske til vampyr. Denne proces var kommet til for nogle år siden, da hun var i alderen af 23 år. Hun havde nu været død i fire år. Men den gift der endnu var i hendes blodkar, og herskede over hendes sult, og manglende muligheder for at kunne bevæge sig rundt i sollys, som nu. Dog var hun godt beklædt på denne solrige dag, trods den ellers kolde luft. Dog lod Alice sig ikke bide mærke i den, alt hvad hun lagde mærke til var dens blide strøg hen over hendes ansigt som var indelukket inde i den tætte hætte der omgav hendes hoved.
Kvinden kom tættere og tættere på denne duft af blod, og tænderne løb næsten i vand, indtil der blev opdaget hvem blodet tilhørte. Det var en dæmon, deres blod var ikke ligefrem noget hun brød sig om, netop på grund af deres nærmest klæbende og tykke konsistens, som hun næsten ikke kunne synke. En skuffelse var tydelig at se da hun betragtede hele sceneriet på afstand, og kiggede på de tre personer der flokkedes omkring manden, hvis blod slet ikke var nogen af de dele, hun foretrak, trods for hans menneskelige eksistens. Den ene af de opretstående var en dæmon, den sidste en draconianer. Alle tre folk hvis blod hun ikke kunne døje. Faktisk brød hun sig mere om elverblod, den var lystig, og sukkersød. Lidt lige som en shapeshifters. Men deres var dog langt mere lyst, og havde ikke nær så meget smag som hun brød sig om, måske var det på grund af det forhøjede jern mængde som deres indre dyr sørgede for. Hun tog langsomt et skridt tættere på, og stoppede sine hænder ned i den lange læderjakke som havde en hætte af normalt stof på hovedet. Det så ud til flere af dem kendte til manden, der gik under navnet Arason. Dog var de to andres navne hende ikke bekendt, ej heller var Arason. Faktisk kendte hun ingen af dem. Men lige meget hvor utiltrækkende deres blod så end måtte være, var hun stadig i sulten, næsten for sulten til at kunne lade være med at ignorer det.

Han fandt intet, men det betød heller ikke noget, for Arason kom til live igen og så sig forvirret omkring. Måske hjernerystelse? en af de slags der gav hukommelsestab? han havde selv prøvet noget lignende for...ja, det var længe siden. og minderne var kommet tilbage. Men dette gav helt nye muligheder, han kunne få hævn på en helt anden måde...
Han så kort på draconianeren som åbenbart kendte Arason, før han satte sig på hug ved siden af Arason og lagde en hånd på hans skulder med noget der lignede et sandt smil.
"Tag det roligt, min ven. Det er overstået nu" han klappede ham kort og så så på Draconianeren, uden at ville svare på hendes spørgsmål.
"Kender du ham?" spurgte han kort
"Hvorfra?" ikke fordi det betød så meget...Måske lidt.
Han så på Arason igen og sukkede let.
"Du har slået hovedet hårdt..." han studerede kort stedet, hvor han havde ramt muren.
"...så kan du stå? gå? Jeg ville mene det var bedst vi fik dig et sted hen, hvor vi kan rense det" han smilte stadig lige venligt og roligt. Ikke som om han lige havde jaget ham gennem en halv by.

han kiget på dem begge to og rejste sig op "i holde jer væk fra mig jeg vil ikke være i nærheden af folk jeg ikke kender som lige har fundet mig" svarde han vredt og kiget på dem skifte vise og efter han havde set dem så han en trejde en pige så det ud som om der var i nærheden af dem 3 han kiget på dem og træk hans sværd frem "eller jeg spidder jeg jer han kiget vredt på dem og vente nu på svaret hans hovede blødte stadigvæk men han var ligeglad han ville ikke stole på dem det kunne de godt glemme

Hun kiggede irriteret på fyren der havde jagtet Arason igennem hele byen. Det irriterede hende at han ikke bare svarede på det hun spurgte ham om "Ja jeg kender ham, men hvorfra kan jeg ikke se hvad det ragede dig" hun brød sig ikke om ham, hvorfor viste hun ikke, men der var noget ved ham hun ikke brød sig om og også det at hun havde set ham jagte Arason igennem hele byen. Hun så lidt på Arason og vigede sig lidt tilbage da han rejste sig op. Hun rejste sig langsomt og så alvorligt på Arason og rystede på hovedet "Arason du har hukomelsestab så jo du kender os men du kan ikke huske os eller ved ikke om du kender ham" Hun nikkede hen mod den fremmede fyr og fortsatte "Men mig kender du" hun trak lidt på skulderen og tænkte tilbage på første gang de mødtes, hvor han sidst slog hovedet, det var ikke så slemt, men slemt nok og huskede han reajtion da han fik at vide hvilken race hun egentlig var "Man kan vel sige du var lidt bange for mig sidst du så mig selvom jeg faktisk hjalp dig en hel del enda" hun ville ikke fortælle ham hvorfra han kendte hende for hun mente ikke den fremmede skulle vide hvorfra eller hvem hun egentlig var "Hvordan har dit baghoved det?" hun prøvede at få ham til at slappe af ved, at snakke om alt muligt andet, men samtidig holdt hun øje med den fremmede som hun ikke stolede på.

//Skal vi springe Alice over?//

//blive vi no nød til//

Kvindens mistænksomhed emmede ud af hende og han viste hun nok ikke ikke ville stole på ham...Med det samme. Men det gav jo heller ikke problemer. Lugten mindede lidt om en draconianer, men det var så længe siden han havde mødt nogen fra den race, dengang han var flygtet fra deres huler, at han ikke var helt sikker.
Han valgte kun at koncentrere sig om Arason. Han viste ikke hvor længe hukommelsestabet varede eller om han faktisk huskede noget og hvad.
"Godt, du kan stå" smilte han og tog hænderne op foran sig, som tegn til at han overgav sig. Han blev nød til at forvandle sig til dæmon for at slå Arason og det var der hverken plads eller tid til her.
"Men små slag, ikke? Kvinden her er mistænksom mod mig og med god grund. Hun kender mig ikke. Hun ved ikke vi har arbejdet i den samme klan. At vi er venner. Jeg hjalp dig med at blive menneske igen. Jeg hjalp dig med døden, hvis du husker ham..." han nævnte med vilje ikke turen i parken og deres sidste møde. han var ligeglad om Luce viste det eller ej. Det betød intet.
"Hold nu bare op med at lege så farlig og kom med. Vi skal have såret renset og have styr på hvor meget du husker...og ikke husker." og helst i en hvis fart...

hans øjne lynde som de aldrig før havde gjorde at de trode de kendte ham gjorde ham frusterte "jeg mene det stå stille og lade mig komme forbi eller jeg dræbe jer begge inde i når og komme væk fra mig er i med" han tog sig til hovedet og bed tænderne sammen for ar undgå det vrede udbrud han havde "hvor ligger menskernes henne "lød det koldt fra ham imens han stadig var frusterte over dem han ville ikke gi nogen af dem ret så han ingorert ders spørgsmål

Luce kiggede irriteret på den fremmede dæmon. Hun kunne se på ham, at han ikke havde rent mel i posen. Hun lyttede til det ha fortalte Arason og rullede med øjnene. Den hoppede hun ikke på. Han havde jagtet Arason gennem byen og nu troede han, at han bare kunne komme her og få dem til og tro, at han var en god fyr *Kom igen spade* tænkte hun om den fremmede dæmon. Hun kiggede på Arason. Hun lagde sit hoved let på skrå da han truede dem. Hun rystede let på hovedet og så beroligende på Arason "Rolig nu Arason jeg vil kun hjælpe dig. Jeg vil ikke gøre skade på dig eller noget som helst" hendes stemme var rolig og mild. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun ville hjælpe Arason efter sidst hvor han ikke ville have hendes hjælp, men hun vidste også godt, at han ville være svær og hjælpe fordi han var en meget stædig fyr. Han var sikkert stædigere end et æsel nogensinde havde været.