I don't care anymore, nothing is what it should have been... ~ Andrea

Natten var mørk, og det var tydeligt at det var flere timer tid at en smule sol ville dykke op i horisonten.
Selvom det var overskuet og det regnede, var det ikke noget problem for Nemesis.
Hun havde været budt op til slottet en uge forinden, for at mødes med en rådgiver - som viste sig at være Nicolas. Nemesis havde opgivet efter lidt tid, og var stukket af fra den date som Nicolas ellers havde planlagt for dem. Han havde løjet for hende, han var flyttet, og med Caroline tilbage i billedet ville Nemesis bare væk fra det hele. Hun hørte ikke til i Sunfury City, til trods for at hendes søster regerede byen.
Iført en lang hvid kjole stormede hun ned af vejen fra slottet og ned til byen. Hun var rasende, og ville slet ikke være i nærheden af noget af det her længere. Hun savnede Nicolas, Lockheart og Andrea, men kunne ikke blive i byen. Hun ville ikke være i vejen for dem - ikke nu hvor hun ikke havde set Nicolas i en uge. Hun så ned på sine fødder efter at være stoppet halvvejs ind mod byen. Det regnede så voldsomt at hun ikke kunne hører sig selv tænke - og heller ikke mindes de tårer der normalt ville trille ned af hendes kinder. Hun var en vampyr nu, hun måtte ikke være svag.
Samtidig med at hun var gået fra slottet, var nogle vagter fulgt efter hende. Hvorfor, vidste hun ikke. To gange havde vagterne prøvet at stoppe hende, men begge gange havde hun ladet deres rustninger blive så varme at de gispede efter vejret. Ingen skulle stoppe hende når det gjaldt hendes egen fri vilje.
En enkelt vagt var løbet tilbage til slottet, med ordren om at finde dronningen. Og i en lykkelig stund havde Nemesis glemt at den dronning faktisk var hendes søster.

Intet var som det så ud til for tiden. Det angik alting. Efter Nicolas havde stukket den træpæl i hjertet af Caroline uden at vide hvad fanden der var sket med hende efter - havde han fået de fleste af sine minder tilbage. Andrea havde fået af vide, at NEmesis var på vej ud af byen af en forskrækket vagt. Andrea havde dog sat hånd på, athun nok skulle håntere siturationen og løb ud af slottets mure i natteregnen for at finde sin søster. Andrea var klædt i en blå kjole, utrolig flot faktisk, hendes hår klaskede ind mod hendes ansigt efter den voldsomme regn havde gjort det vådt. Andrea gik rundt til hendes gode syn i natten fik spottet Nemesis. Derpå satte hun i løb op mod sin søster og lagde en hånd på hendes skulder. "Hey. Hvad så?" Spurgte hun og sank en klump imens de grønne øjne kiggede direkte på Nemesis, med en bekymret klang over sig.
Hvis det var omkring Nic, så ville hun lytte, hvis det var omkring hvem som helst, hun ville lytte. Lige meget om hun kendte personen eller ej. "Hvor skal du hen?" Spurgte hun lidt efter og tog stille hånden til sig for ikke at overskride nogle grænser.

Nemesis vidste, at Andrea ville være fulgt efter hende - men ikke at hun havde været dumdristig nok til at røre ved hende.
Nemesis knurrede lavt, advarende, da hun rørte ved hende. Stille så hun på Andrea, med et blik der afspejlede alle de følelser hun prøvede at gemme væk; sårethed, vrede, frustration, panik, ensomhed...
Nemesis kunne aldrig indrømme, at hun var ensom - eller at hun var såret. Andrea havde intet gjort galt, og alligevel kunne Nemesis ikke holde ud at se på hende.
''jeg skal hjem. Jeg kan jo ikke blive i Sunfury for evigt.'' sagde hun, med en toneløs stemme. Hun mindede sig selv umådeligt meget om når Sean var blevet skuffet over hende - når hans stemme mistede sin klang og hans øjne nærmest så på hende som var hun blot et lig..
''Du må hilse Nicolas.'' sagde hun så, inden hun vendte om på hælen og forsatte med at gå. Nemesis var et væsen man ikke skuffede, for når man havde gjort det var man ude i kulden, bag en låst dør.
Og Nicolas, var i den grad ude hvor hans tæer ville falde af, af bar kulde.