Nothing seemed to matter anymore ~ Jasper

T: omkring 3 om morgenen
S: Parken i Doomsville
V: En smule overskyet, med en let brise
O: parken, græs, træer og buske. En smule smådyr.
P: en sort kjole, hendes halskæde og bare fødder.

Natteluften var mild og god, når det eneste man ønskede var at glemme og slappe af. Halskæden var tung om hendes hals, skønt den vejede intet. Det var som om, at alt hun havde kæmpet for, alt hun havde levet for, var forsvundet som sand mellem hendes fingre.
Havde hun haft evnen til at græde endnu, ville den være blevet benyttet mere end almindeligt meget den sidste uges tid.
Hun havde ondt det eneste sted hverken læge, healer eller blod kunne hjælpe hende: hendes hjerte. Det brændte, sved og blev knust hvert minut der gik. Hun var en skygge af den kvinde hun engang havde været - en skygge der snart ville blive til røg og fordufte.
Ønskede hun overhovedet at leve? Kunne man kalde dette et liv? Det var ti år siden, eller mere, siden hun var blevet udødelig for at være ved hans side for evigt. Nu havde han forvist hende, forkastet hende og hendes kærlighed.
Hun kunne bedst sammenlignes med Harley Quinn og hendes forhold til Jokeren. Det var latterligt - hvorfor elskede hun ham stadig, når han ikke skænkede hende en tanke!?
Med armene om sig selv gik hun i parken, nær hans gamle hus. Mon ikke hans butler stadig vedligeholdte stedet? Hun kunne jo lige gå forbi og se? Nej... Han ville ikke have mere med hende at gøre.. Og hun kunne godt forstå ham.
Iført en lang sort kjole der dansede om hendes krop som røg i vinden, tog hun lette skridt, mens hendes tanker var flere hundrede mil væk. Dette liv, var hvad hun havde tilbage. Måske skulle hun blot blive udendørs i et par timer mere? Indtil solen kom, og dens stråler ville afgøre hvad hun ikke selv kunne? Hvem ville savne hende? Hvem ville huske hende? Ikke ham i hvert fald.
Hun sukkede og rystede på hovedet over sig selv og hendes naive opførsel. Hvor længe havde hun ikke levet for ham? Ikke blot som ven, men havde givet ham alt? Nej, det var slut. Hun var en rest, en fortid. En andens fortid.
Bleg som et spøgelse, sulten efter flere dages afholdenhed og svag - hun var ikke i fuld flor, som hun plejede. Hun så næsten syg ud. Hendes halskæde, rent sølv, havde brændt sig svagt ind i hendes hud, og efterladt hendes hals, nakke og kraveben grålig og en smule ubehagelig at se på. Normalt, når hun spiste jævnligt, ville det blive holdt nede. Hun ville hele sig selv, og hendes smykke ville være smukt som hende selv. Men uden energien og lysten til at hele det - var hendes krop forsvarsløs.
Hun sad på bænken, og stirrede på den svage måne der gemte sig bag skyerne. De var ikke tætte, og derfor kunne både stjerner og måne skimtes. En mild brise hjalp skyerne på vej og skabte et smukt spil på himlen. Hun forsvandt i sine tanker, rejste tilbage i tiden, til dengang de havde grint og nydt hinandens selskab. Han havde holdt om hende, næret en form for følelser for hende. Aet hendes mave, mens deres søn voksede... Hun blev fjern, væk i minderne, mens hun sad med armene om sig selv og vuggede blidt og beroligende fra side til side. Hvis der var andre i parken, ville hun næppe opdage det.

Natten nærmede sig sin ende men trods det sene tidspunkt var Jasper - ikke overraskende for folk der kendte ham - fuld af liv. Tilfreds med livet der var blevet ham givet daskede han rundt i parken, ikke helt sikker på om han gad gå hjem og få sovet nogle timer inden den nye dag gik løs eller om han skulle se solen stå op og hvordan byen vågnede. Store valg og beslutninger skulle der allerede tages. Det var ligefør han var kommet frem til det altafgørende valg da hans mørke øjne fangede en skikkelse der med krum ryk sad på en bænk og bestemt ikke lignede det hun så langt væk lugtede af: Vampyr. Det var egentligt ikke fordi at han direkte kunne lugte hende, han var jo blot et menneske, men et trænet øje havde han. De havde bare noget specielt over sig. Noget som han ikke kunne ignorere, men hvorfor lignede hun en der var fuldstændig nede over noget? En anelse forvirret over den atypiske vampyr gik han hen imod hende med hænderne hængende ned langs siden.

En halvlang mørkebrun læderfrakke gav ham lidt beskyttelse imod nattens kølighed, men det var ikke den han var optaget af da han kom hen til vampyren. Selvfølgelig havde han mere end nok erfaring med de arrige bæster til ikke at komme hen til hende helt naivt. Et våben var klar ved hånden, men godt skjult i ærmet af hans frakke så med mindre hun gik til angreb ville han ikke bruge det. I stedet slog han sig bare ned på bænken på en tilpas larmende og udiskret måde til at hun næsten ikke ville kunne overse ham med mindre hun da var gået helt fra sans og samling. Først betragtede han hende bare i stilhed, men meget åbenlyst til sidst lage han så hoved på sned og skubbede lidt til hende med en bestøvlet fod for at se, om der var liv i den døde krop. "Waiting for the sun, huh?" Blev spørgsmålet, ganske neutralt uden nogle dømmende tone. Det var et ganske enkelt spørgsmål. Så måtte de jo tage den derfra.

//Hvis du heller vil skrive dialog på dansk, så gør vi bare det - jeg tilpasser mig

Det var logisk. Hun kunne ikke forvente at være alene i parken, ligemeget hvilket tidspunkt hun var der. Sådan var livet, og hun måtte vel bare indse det.
Så da en ung man først nærmest smed sig på bænken og derefter puffede til hende med sin støvle, blev hun lettere frustreret. Men efter hans størrelse at dømme, ville enhver form for angreb være forgævet på ham. Ikke nok med at han var større end hende, hun var svag - og han bar våben der fik hendes tænder til at ligne tændstikker.
Hun så hen på ham, med de sølvgrå øjne der normalt lignede kviksølv - men lige nu var matte og trætte at se på. Hun var drænet for energi, og det kunne ses på hende.
Mon han ville forstå?... Næppe.
''That is a weird question to ask a vampire, don't you think?'' svarede hun, mens hun så op på månen igen. Hun vendte sig derefter mod ham, så hun ikke virkede totalt afvisende.
''The sun seems the most welcoming right now, from my point of view..'' sagde hun roligt, med en lettere hæs stemme. En der kendte til vampyrer ville nemt opfatte hendes sult som drænede hende. Men hun talte sjældent om det.
Hvad lavede han egentlig? Hvad ville han, siden han talte med hende? Så hun så lidende ud at fremmede ville søge hendes opmærksomhed?
Hun sukkede kort og skuttede sig. Hun var ikke ligefrem glad for at fryse, og det blev kun værre af hendes sult.
''Oh, I'm Tenniel, by the way..'' sagde hun med et lille smil, som ikke var mindre end uhyggeligt.

Dovent trak Jasper på skuldrene. "Only if you make it weird." Blev hans svar lidt efter. Måske havde hun ret, det var nok et mærkeligt spørgsmål, men det var altså lige det der havde ligget øverst i hans tankerække og derfor var det første han havde taget. "Ah ... well. I think we all have these kinds of days. Not like waiting for the sun, but more for death." Forsøgte han at forklare sig selv mens han betragtede hendes ansigt der bar tydelige præg af normalt at have en vampyrs skønhed. Egentligt måtte han indrømme at det stadig var smukt, men man skulle kigge længe efter det og det strålede bestemt ikke som var normalt for hendes artsfæller. "Tell me, what is it that have changed your view on life?" Han lænede sig tilbage imod bænkens ryglæn og betragtede hende med en meget unormal afslappet mine taget situationen i betragtning.

"Jasper here. You new best friend - or thats of course until I have convinced you to live and you try to attack me. But untill then." Et skævt grin var vågnet op på hans læber før han lage armene langs ryglænet, i hvert fald på den side hvor Tenniel ikke sad. "Anyways, what is happening?" Han valgte bevidst totalt at ignorere det faktum at de netop lige havde mødtes og var der noget de bestemt ikke var, så var det fortrolige venner. Alligevel tænkte han at de alligevel et sted var det. Bare for et øjeblik. At hælde ud på en fremmede havde mange fordele. Blandt andet at man ikke nødvendigvis var tvunget til at være sammen igen i fremtiden. Det ville være et bevidst valg man i såfald gjorde. "I promis, I won't tell it to anyone." Blev der tilføjet kort efter, fortsat i den næsten muntre tone han havde brugt kort for inden.

Hun var fristet til at sige, at det ikke vedkom ham overhovedet - men så igen... Vedkom det nogen?
''Well, death seems impossible, unless I actually try to do something for it to happen..'' sukkede hun inden hun så undrene på ham. Han virkede så hæmningsløs, så åben. Var det skuespil? Gjorde han nar af hende?
''Best friend? That seems a bit overrated right now.. Friends, what should they be good for? They stab your back, leave you to bleed and does not give one single shit about you when they got another one to fuck with..'' sukkede hun, en smule frustreret.
Hun så undskyldende på ham inden hun trak på skuldrene.
''The man I sacrificed everything for, decided to tell me to forget everything about him - because that is what he were doing about me. Forgetting me, leaving me in the past.'' sagde hun, inden hun så på himlen igen. Et svagt ønske om at solen skulle komme hurtigere dukkede frem, i forbindelse med tanken om Sean.
''And you? What are you doing here?'' spurgte hun, en smule nøgternt, for at komme videre i snakken. Hun kunne ikke lide at tale om det. Ikke mere, ikke mere om Sean og hendes fortid. Hun var træt af det.

Det måtte han give hende ret til. Derfor nikkede han kort, delvist også for sig selv. "For the God, woman. Looks like you haven't been so lucky with your pick of friends." Udbrød han, næsten underholdt. Der var i hvert fald et smil der truede i hans mundvige, men det lykkes ham at sluge det. "Real friends are those who lisent, tell you the truth and have your back when you don't expect them to." Forklarede han. Måske troede hun ikke selv på venner, men Jasper gjorde. Havde han ikke haft venner i sin tidlige barndom havde han aldrig overlevet. Han måtte dog give hende ret i, nogle venner ikke var værd at samle på og derfor lige til at smide ud og af sted igen.

"Auch, yeah, that hurts." Måske havde han aldrig forelsket sig i nogle, men han var ikke helt blind overfor følelser og det der stod på spil mellem folk når de var tiltrukket af hinanden. Med en tænksom mine sad han lidt og kiggede ud i luften. "... but ... do you really think death will be the solution?" Han kiggede spørgende imod hende og vippede lidt med foden, en anelse restløs. Det der med bare at snakke med en person var slet ikke ham. Derfor blev han nød til at gøre et eller andet. At sidde komplet stille var umuligt for ham. "What doesn't kill you makes you stronger, right?" Han lænede sig derefter frem og hvilede albuerne på hans lår.

"Me, well, nothing really. Just debating with myself if I should get back home and get some sleep before the morning comes or if I should stay awake and greet the morning." Hans blik slog sig fast på en enkel græstot som han nærstuderede i et par sekunder før han så rettede sig op og kiggede imod Tenniel. "Well. I think you should try to continue with your life. A partner is not everything. There is other things to live for." Han kom på bene og rettede kort på tøjet før en hånd hurtigt løb igennem hans natsorte hår. "I don't think you will regret it. Life has a lot of things - and the world changes all the time."

''My pick of friends, was not my pick at all..'' sagde hun med et svagt smil, et smil der vidnede om utrolige ting gennem hendes liv. Hvad havde Sean og Nephthys ikke oplevet sammen? De havde delt alt - undtagen hans kærlighedsliv. Der havde hun haft forbudt adgang.
''He was a real friend, no matter how much I hate him for being so.'' sagde hun roligt, som om hun faktisk har lagt det bag sig allerede - hvilket langtfra var tilfældet.
''Death will never be a solution. It never was my intention. It was just a thought - like your concider going to bed or not.'' svarede hun, mens hun så på ham. Hendes øjne livede lidt op ved samtalen, som om hun havde længtes efter samtale med nogen der ikke dømte hende.
''Oh sweetheart... Don't you remember? It did kill me.'' sagde hun stille, med et opgivende smil. Sean havde gjort hende stærkere gennem tiden, men deres sidste møde var... Drænende.
''He was not my partner. He was the father of my son - who he killed - and he was my only true friend. Or, I thought so.'' sagde hun roligt med et skuldertræk, som om hun havde forkastet tanken om mere for længst.

"I only thought it humans who was unlucky with our choice in partners." Lød det lavt, mest henvendt til sig selv. Det var i hvert fald ikke så få gange han havde hørt om folk der på den ene eller anden måde misbrugte deres forhold. At det så også var tilfælde for vampyrer var ny viden, men ikke direkte overraskende. Han kunne vel have sagt det til sig selv. "He doesn't like someone nice. You should really pick a better father." Det lød meget primitivt at dræbe sin egen søn. Ligesom dem der gjorde det fordi de frygtede at de en dag ville blive stærkere end dem selv. Det viste da kun én ting: At de ikke var mænd nok til at tage kampen op, skulle den nogle sinde komme - eller ikke havde nogle tiltro. Det var en helt trist tanke.

"My suggestion will be to let it go and then find something else to put your heart into." Hænderne blev lagt bag ryggen, hvor han flættede fingrene sammen. "Just get over him. He doesn't really sound like a man who is much fun." Derpå trak han lidt på skuldrende. "Do you wanna walk? I'm not really the sitting person." Undskyldte han sig så med og forsøgte sig med et smil der lyste hans ansigt op i hvad der forhåbentligt var en bare lidt uskyldig mine.

''I didn't pick him as the father of my child. Rarely, someone pick the father. It was an accident, and the price for his new powers was the life of something he loved. Though I didn't agree with him, my son was spared a life as bastard that his father would never accept as his.'' sagde hun, mens hun så direkte på Jasper. Det var tydeligt at hun manglede den del af sit liv - sin søn. Men hun havde mere eller mindre affundet sig med at hun havde opgivet at have en familie til fordel for et udødeligt liv med Sean. Hvor havde hun været blind...
''You've never been in love, have you? Only a person without any sense of this situation can tell someone else just to move on..'' sukkede hun og gned sit ansigt. Da han spurgte om de kunne gå i stedet for at sidde stille, så nikkede hun blot og rejste sig. Hun så på ham igen, rejste sig og rettede på sin kjole. Hendes ben bar hende ikke så vel som hun ønskede det - grundet hendes mangel på blod. Hun var sulten og det generede hende efterhånden. Men det skulle ikke gå ud over ham.
''Do you have any familie of your own? Wife? Children?'' spurgte hun, mens hun begyndte at gå, i håbet om at han ville følge med.
''Not to stick my nose in something I shouldn't, I just want to talk about something else than my stupid heart..'' sagde hun med et undskyldende smil - et smil der virkede oprigtigt og åbent. Hun ville ikke skræmme ham væk med hendes følelser og kvaler.

En tænksom mine gled over Jaspers ansigt mens han stod og tænkte i et par sekunder før han så nikkede til et eller andet. "Well, doesn't sound like this father could have been a good one. No offence." Han trak let på skuldrene, som om det ikke var noget. Det næste spørgsmål fik ham til at hæve et bryn i en spørgende mine før han så slap en kort latter ud. Ikke kynisk, men fordi han fandt hendes kommentar morsom. "Are you offended now?" Det syntes kort at more ham, før han så trak vejret dybt og fandt et mere passende udtryk frem. "No. I haven't, but I have lost someone who was very close. He always said that what doesn't kill us makes us stronger and I think that he is right. If you are able to survive the pain you feel when you lose someone you are much stronger than before. There is no physical pain that matches the one inside you." Forklarede han så sine tidligere valg af ord og skævede imod vampyrinden for at se, om hun forstod ham. Samtidig tilpassede han også sine skridt til hendes så de kunne gå side om side, men han holdte nu alligevel lidt afstand. Ikke fordi han frygtede hende, men mere af respekt.

"Nope and I don't think that will ever happen. I'm counting on dying young, but not now." Det sidste blev hastigt tilføjet, men med hentydningen af et smil i hans mundvige. "Ask away, but I don't have much to offer about myself. Both my parents are dead - I assume. I haven't seen them like since forever. Or I never saw my dad and my mom. Thats years ago." Ævlede han lidt løs, en indirekte hjælp til at distrahere kvinden der tydeligvis gerne ville snakke om andet. "I have to be honest here. It surprises me that you openlyn admit you have feelings. Often the vampires I encounter always tries to prove me that they don't have emotions and are strong as no one else. Huge egoes..

Det var ganske nemt for Nephthys at tale om sine følelser. Hvorfor skulle det ikke være det? Hun var født med dem - de forsvandt ikke, blot fordi hun havde levet så længe som en kold og kynisk madamme.
''My emotions are mine, if I want them or not. It is not like I have a say-so in that matter.'' Sagde hun roligt med et lille skuldertræk.
''Dying young is overrated, in my point of view. It is like giving your chance of a good life away..'' sukkede hun, velvidende at han ikke delte hendes syn på tingene. De var heldigvis så forskellige, at de ikke kunne blive enige om andet end at hvis man absolut skulle være på tværs så kunne man lige så godt få noget ud af det.
Hun gik med ham, men ikke fordi hun faktisk følte for det. Man kunne se hvordan hverandet skridt gav efter, hvordan hendes krop så svagt var ved at sige fra over for sulten. Hun var træt og sulten, men kunne ikke gøre noget ved det udover at håbe at en eller anden var dum nok til at komme for tæt på. Men ikke Jasper, han havde for få sekunder siden nævnt hans ønske om at dø, blot ikke endnu. Måske skulle hun tilbyde en aftale? Han hjalp hende nu, hun hjalp ham senere - når hun var kommet til kræfter igen? En vampyros ved sin side ville være en fordel for enhver dødelig.