Griffen by night //John, Spurv, Zeron og Markulius//

S: Kroen Griffen
T: 21:30
V: mørke og små kølligt
O: borde, stole, mennesker, bar

Luce tråtte ind på kroen Griffen sammen med John ved hendes side. Hun havde et par sorte tæt siddende bukser på og en sort/lilla jakke på og indenunder en lilla top der gik til lidt under hendes røv, hendes sort lange hår sad løst hen over hendes ene skulder. Hun havde aldrig sådan været på en kro før fordi hun havde altid holdt sig for sig selv, efter den dag alle hendes gamle venner udstødte hende, men denne aften havde John insisteret på, at de skulle tage til by night på kroen Griffen. Hun var først lidt skeptisk over det, men han fik hende så overtalt.
Hun kiggede rundt i lokalet der var fyldt med mennesker, hun følte sig lidt utryg pga der var så mange mennesker, hun lænte sig lidt ind til John. Hun gik så hen mod baren imens hun lænte sig ind til John. Der stod en relativ ung pige ved baren. Luce bestilte sig så en cola, hun var ikke ligefrem den største drikker. Hun kiggede rundt i lokalet på alle de fremmede mennesker, hvor de fleste af dem var blevet rimeligt meget fulde. Hun følte sig ret utryg ved, at se så mange fulde mennesker. Hun lænte sig ind til John, han var den eneste hun kendte i lokalet og var den eneste hun kunne støtte sig ind til. Hun kiggede hen mod en mand der havde drukket alt for meget, han væltede rundt over sine egne ben og i alt der var i nærheden af ham, de fleste på kroen grinte af ham, men Luce krøb sig endnu tættere til John. Sidst hun havde set en mand så fuld som ham der skvattede rundt var, da hendes forældre en gang holdt fest, hvor mange af hendes fars venner var med, hvor en af de gamle gråhårede ulækre mænd kom hen til hende og begyndte at rage på hende, hendes far var blevet så vred den aften, så der blev slagsmål. Hun vendte ryggen til resten af folkene og så i stedet på John.

John havde lokket Luce ud af hendes lejlighed og ned på griffen der er den lokale kro. han havde en sort skjorte og hvide bukser. han så ned på hende da hun krøb sig ind til ham. han havde også en sort jakke på med et hvidt symbol på ryggen. han gik hen til baren og så hun bestilte en cola. han bestilte det samme, denne aften ville han nyde ved fuld bevidst hed over ham. han lagde mærke til at bartenderen var en meget ung pige. hans røde øjne funklede lidt i det dunkle lys og så over hans skulder da den meget fulde mand stavrede rundt og mærkede at Luce hoppede længere ind til ham. han lagde en beskyttende arm om hendes skulder. han gav hendes skulder et lille klem og så ned på hendes mave og så ind i hendes smukke øjne.

Og her var Spurv igen. Serverede for folk, der var for fulde for tidligt. Hun kradsede sig over nettet og tørrede sine hænder i det grå forklæde, hun bar over de sædvanlige brune bukser. Den strikkede trøje var for en enkelt gangs skyld erstattet med en lettere skjortebluse, sandfarvet med mørkt broderi omkring kraven.
Først langede hun øl og stærkere sager over disken, mjød og brændevin og forskelligt andet fra enten store tunge tønder eller farveløse flasker, men så dukkede noget mere bemærkelsesværdigt op i mængden. Cola til en sorthåret kvinde, der så lidt utryg ud, og det samme til hendes hvidhårede ledsager. I det samme væltede en fuld mand over en stol til hele krostuens store glæde.
"Øjeblik," sagde Spurv og kantede sig ud fra disken for at bede mandens venner hjælpe ham hjem. Hendes hjerte sad halsen, for et værtshusslagsmål var på ingen måde noget, man burde ønske sig. Da det viste sig, at han ikke havde nogen venner var hun nødt til selv at hale ham op at stå og placere ham på en stol, hvorfra han næsten øjeblikkeligt faldt ned. Hendes knurren fik ham hurtigt op igen, og Spurv vendte tilbage til sin plads bag disken og fandt to flasker med cola et eller andet sted fra. Hun smækkede dem over disken og kunne ikke undgå at se, hvordan den sorthårede og den hvidhårede stod tæt sammen, han med armene om hende og et meget forelsket blik rettet mod hendes ansigt. Kvinden var smuk og så en smule syg ud, som om hun følte sig dårligt tilpas, hendes øjne var store, og hun syntes at se ud, som om hun søgte en eller anden form for beskyttelse hos den høje mand. Det så Spurv imidlertid ikke, hun så kun et kærestepar, og prøvede at lade være med at se ud, som om hun fik kvalme, alt imens hun forsøgte at kvæle det lille bitte ønske, der alt for længe havde spiret i hendes mave: Ønsket om selv at have een.

Åh guderne måtte vide hvad der var inde i Zerons krop lige nu, alt det alkohol og det rå kød rusjede rundt som var det en anden rutsjebane. Han sad og snakkede med en anden gruppe dæmoner der så lige så skumle og sygelige ud som ham, han orange røde hår strittede ud til alle sider som var det ild. Der var larm i kroen og folk var højtrustede, hvilken fryd. En mand væltede over en stol og alle grinede, over at manden så heller ikek kunne rejse sig op igen uden at få noget hjælp, men ingen hjalp. Gruppen af dæmoner begyndte at blive mere højrystede og da de var en stor del bloddæmoner så var temprementet noget man skulle passe på med, især når de nu havde drikket så stive at de ikke engang selv kunne tale helt normalt. En af de lidt yngre dæmoner på blidt 55 år sad og kyssede med en ældre seribus hun dæmon. Ja livet var skønt.

//sorry kort indlæg , men er i skole//

Døren gik op og en fejende perfekt og fejlfri bevægelse viste en ung vampyr's ankommelse. Af en grund han egentlig ikke vidste havde han ikke længere den sorte læderjakke på mere. Han havde kun de sædvanlige sorte cowboy bukser på. Et par sorte laksko. Og den sædvanlige lange skjorte med knapper i toppen. Det underlige ved den var at de øverste knapper var knappet op. Så igennem kunne se den smukke brystkasse forme sig. Fra midten af og cirka halvvej ud på hver side. Derudover sad trøjen stramt over hans perfekte overkrop og fulgte de tydelige mynstre fra hans sixpack. Håret sad perfekt som altid. Hans øjne så rundt i det lille lokale som skulle forestille en kro. De smukke mørkeblå dybe øjne. Spejdede ud i lokalet. Sukkende over den lamme tilstedeværelse af gæster. Hvorefter han målbevist gik op til baren og lænede sig op af. Hans perfekte smukke guddommelige ansigt. Sad med det blide kærlige venlige smil. Og de dybe mørkeblå øjne var rettet imod kvinden bag armen. Helt igennem forførende. "Hej smukke. Er du ny her?" Spurgte han roligt og blidt som om han var stamkunde. Men det var han ikke. Det var måske anden eller tredje gang han var her. "Giver du mig ikke lige en Dry Martini med en oliven. Så du sød." Den underlige smukke stemme som kom fra ham var en fantastisk accent. Hvis man skulle beskrive den ville man sige det var en blanding af en italiensk og en fransk accent. Og ville få enhver mand til at blive jaloux... Og enhver kvinde til at smile. Han vidste ikke hvad der var så specielt med kvinder og udenlandske mænd. Men pigerne kunne bare bedre li dem. Men spørgsmålet var om denne kvinde kunne. Da han endelig fik sin martini vendte han sig imod kvinden som stod lidt ved siden af ham osse ved baren. Dybt begravet i en mands øjne. Han virkede ikke fuld overhovedet. Han var bare utrolig selvsikker. "Du er da for god til ham." Var det eneste han kunne sige mens han så med et lille ondskabsfuldt blik på John. "Kom med en rigtig mand hjem. Det er meget lettere." sagde han blidt med det fortsatte selvsikre smil.

Luce så John dybt i øjnene og var næsten helt væk i hans øjne. Hun var meget utryg ved, at være på kroen, der var for mange fulde mennesker. Hun kiggede hen på et bord hvor der sad en masse dæmoner. Hun så undrende på en af fyrene som man hurtigt lagde mærke til imellem alle folkene, han havde orange hår der strittede til alle sider det gjorde, at han adskildte sig fra de andre dæmoner som sad ved bordet. Hun drak lidt af sin cola og kiggede rundt på resten af folkene der var på kroen. Hun puttede sig ind til John og prøvede at slappe af. Hun hadet at være taget ud af sit eget hjem. Hun hørte døren gå op og kiggede der hen. Der kom endnu en fyr ind, en faktisk ret tiltrækkende fyr efter hendes smag, men hun ville ikke skifte John ud, hun elskede ham mere end nogen andre. Hun så John dybt i øjnene igen. Hun fik et mindre chok da fyren der lige kom ind stod bag hende og snakkede til hende. Hun vendte sig om og lænede sig ind til John. Hun kiggede undrende på den fremmede "Hvad snakker du om?" hun var helt paf og der var nu noget over hans accent som tiltalte hende, men hun viste ikke helt hvad det var og ville heller ikke for hun havde sin fyr i nærheden og det var fint for hende.

John så op fra bag sit glas ned mod en flok dæmoner, han nikkede og løftede sit glas i hilsen. en af dem var orange håret et anerkendende nik til ham som en hilsen mellem dæmoner og vendte sig om bag efter. han så hen mod denne så kaldte perfekte mand rejste sig op og strakte sig. den tørre kansende lyd fra en brækket næse "du snakker om at være en mand når du sidder og drikker martini" han tog ham i halsen og holdt hans hoved mod bordet og hviskede i hans øre "hvis du prøver på noget igen river jeg dine arme af og bruger dem til at give dig en røv fuld" hans øjne var rødglødende og han satte sig hen ved siden af Luce og så ned mod manden.

//Ved ikke om 'hej smukke, er du ny her?' er til mig. Antager, det ikke er..//

Spurv rakte en mand et trekantet glas med martini uden særlig entusiasme. Det var ikke fordi hun havde noget imod ham, hun ænsede ham dårligt nok, for hun havde ganske travlt med at holde øje med en flok rimeligt højrøstede unge mænd.
Dæmoner, havde nogen hvisket tidligere på aftenen. Det passede også lige perfekt. Hvis der skulle være ballade med dem...
Først da hun rakte glasset med en lille oliven på bunden lagde hun mærke til det fasttømrede smil under et par mørke, blå øjne, som gnistrede underspillet af intelligens og energi.
Hun fremmanede et lille smil ud af ingenting, for han talte også pænt og alt muligt, men så var hun nødt til at rive blikket fri og sende en af dæmonerne, der havde råbt særligt højt, et meget strengt blik, og selv om han ikke så hende, så syntes hun i hvert fald, hun havde gjort en indsats.
Så måtte hun igen kigge tilbage på den blåøjede, men han havde i mellemtiden vendt sig mod parret, den mørkhårede kvinde og den hvidhårede mand, der stod tæt sammenslynget.
Og så brast billedet.
Du er da for god til ham, sagde han til den sorthårede, der svarede igen med et lille, forbløffet udbrud. Spurvs øjne blev smalle. Ja, manden var pæn, men han gjorde virkelig ikke noget for at bevare det gode førstehåndsindtryk.
Det viste sig så, at den hvidhårede var den forkerte person at genere. Han greb fat i den blåøjedes hals og snerrede rasende. Spurv rakte ind over barren og reddede med et par glas for at blive fejet ned.
"Hold op," sagde hun med en alt for skinger stemme, og uden egentlig at lægge ret meget sjæl i det. De ville jo banke hende ligegyldgt hvad hun sagde. Sådan var det. Det var lidt synd for den sorthårede, men hun kunne jo altid lægge lidt bånd på sin kæreste og sige, at hun selv ville kunne stå for sine afslag.

Zeron valgte at denne aften ville blive dårlig og derfor løb han ud af døren og forsvandt //out//

// Okay cool bye bye??? Hva gør vi andre så? Fortsætter eller?

//ja det gør vi bare ^^//

Lugten ramte ham så hurtig som han var kommet ind. Og blikket røg direkte ind i øjnene på denne mand som tydeligt trodsede hans privatliv. De perfekte mørkeblå øjne blev lidt svagt røde. Hans alarm. Hans fremtidssanser fortalte ham der ville ske noget. Og viste ham et kort sekund. Og lige så hurtig som denne dæmon svang armen ud efter Markus. Havde han dukket sig. Skubbet hans albue væk. Hoppet op og grebet fat i en bjælke i loftet. Og med den fulde kræft hans vampyr styrke kunne mønstre sparkede ud efter hans skulder i en perfekt vinkel. Hvis den ramte ville han nok ikke ligefrem blive stående. Derefter landede han på gulvet igen og smilede ondt. Før hans øjne blev næsten lysende røde. Tænderne gled roligt frem og han hvæsede svagt. "Lille dæmon. Jeg beklager at sige det. Men dette er en kamp du ikke vil kunne vinde. Så gå hjem til din grotte. Den er langt over din sengetid." Grinet på hans læber var hånligt og hårdt. Roligt vendte han blikket mod den unge pige som havde sagt noget. Grinet kom igen. "Stay back little girl." Den perfekte franske italienske accent var som en perfekt melodi. Der selv hans ekstremt hårde ord gjorde accenten dem til bløde silkeglatte forførende ord.

//Sidder lidt og spekulere på om vi ikke kan stoppe dette emne for det her emne er alt for langt tilbage for min karakter til, at jeg kan sætte mig ind i hende og så bare finde en løsning på det stopper
Hvad synes i?//

//Hvis de andre synes det er iorden så okay

//Jeg håber ihvertfald det kan lade sig gøre, altså vi kan vel altid spille med, at det er sket for vi ved jo, at alle bliver venner igen i sidste ende og det er vel det som plottet mest går ud på ikke?//