Thanks for your help //Delilah//

S: Doomsville Rotten Rot Distrikt
T: formiddag
V: Køligt og gråt udenfor, hvor solen lige akkurat kan komme frem.
O: Boder
Påklægning
@Delilah

Luce var ude, at gå sammen med en af folkene fra Blackfire klanen. Hun havde fået hjælp fra dem i flere måneder, hvor de sidste par måneder var blevet mere dagligt da Luce jo var blind efter flere års tortur først af Rafael, senere Zann og derefter Zero som var Zanns søn. Zann og Rafael havde fjernet Luces øjne og været så modbydelige også, at fjerne hendes øjenlåg. Senere havde hun været igennem en forvandling der gjorde, at hun fik nogle hvide øjenæbler, men var stadig blind, hvor hendes evne også blev udviklet, men pga en gift Zero havde givet hende for, at holde mere kontrol over hende måtte der en ny kur til for, at fjerne den.
Normalt havde Luce Speedy med når hun var ude at gå, men Speedy var blevet gammel og magtede ikke nogle lange gåture længere og var samtidig begyndt, at have svært ved, at hjælpe Luce på det niveau hun havde behov for og derfor måtte hun trække endnu mere på Blackfire klanen end hun ønskede. Luce savnede dog at føle sig uafhængig og føle sig nyttig. Nok var hun jævnligt ved handelshuset som Blackfire klanen ejede, hvor hun hjalp til, men det var ikke det samme for inden Sakref og hans familie forsvandt havde hun hjulpet Sakref med, at tage de rigtige beslutninger når folk kom til ham for, at bede om hjælp til et eller andet, hvor hun kunne bruge sin evne fornuftigt istedet for, at den var blevet en belastning for hende. Da Sakref og hans familie forsvandt havde de ladet hende været alene i Doomsville og det var hun temmelig træt af. Hun var faktisk ret vred over det for hun var et nemt offer i byen når hun var alene. Selv hendes kontakt med Sean var forsvundet og det havde været pga et eller andet dumt skænderi.

Luce gik rundt imellem boderne sammen med en kvinde ved navn Clara som var en del af Blackfire klanen, men der skulle være rotation denne dag, hvor en ny skulle komme og være ved Luce og sørge for hun havde det godt. Luce havde sådanset en hos sig 24/7 som også var hyggeligt nok, men hendes selvstændighed var nærmest forsvundet. Luce holdt normalt altid i sin hjælpers overarm når de var ude, at gå, men denne dag var der så mange folk ude selvom der var gråt og køligt udenfor så det ikke kunne lade sig gøre så Clara havde valgt, at gå lidt bagved Luce og fortælle hende når hun var ved, at gå ind i noget eller nogen. Luce var dog en smule utryg ved dette, men hun stollede alligevel på, at Clara havde styr på tingende.
Jo længere ind de kom imellem boderne var der flere og flere folk og det gjorde det endnu svære for Luce at høre Clara når hun snakkede og samtidig blev afstanden større og større imellem dem, hvor det til sidst endte med, at Luce stod alene imellem en masse folk, hvor Clara var forsvundet fra hende. Luce gik forvirret rundt og blev flere gange puffet til siderne af folk der var sure over, at hun bare gik i vejen.
På et tidspunkt kommer der en ung fyr hen der skubber Luce ind i en lille gyde der var imellem 2 boder. Luce skreg og faldt på jorden. Den unge fyr havde holdt øje med Luce og var blevet irriteret over måden hun bare var gået rundt til frustration hos andre. Han begyndte, at slå på Luce. Luce prøvede flere gange at komme væk fra fyren uden held.

Delilah var flygtet. I hvert fald på en måde. Hun havde svært ved at acceptere, at hun skulle være indenfor de samme 4 mure. Det var for indelukket og klaustrofobisk, så hun var nødt til at flygte ud i gaderne for at mærke den friske luft mod sin flødefarvede hud. Og hun var gået mod Rotten Root District, hvor hun endnu følte sig mest hjemme. Hun havde brugt så meget tid her, og hun kendte typerne i gadebilledet. Det var noget andet i den mere fornemme bydel, hvor hun aldrig helt vidste, hvordan man skulle reagere.
Ikke at hun forsøgte at reagere på den rigtige måde, når der så skete noget. Men stadig.
I dag var gadebilledet overfyldt af personer. Hundredevis af mennesker klemte sig ind mellem boderne på gaden, og man måtte skubbe godt med albuerne for at bane sig vej igennem flokken. Eller, de fleste skulle. Med den tynge læderduster svingende om Delilahs skikkelse, blev de fleste skubbet væk, før de generede hende. Og det fyldte våbenbælte, der som alting hang om de svajende hofter, fik også de mere nervøse typer til at komme af vejen, inden hun kom for tæt på. Ikke at der var mange nervøse typer i Rotten Root District.
Accepter din skæbne og dit nye liv.
Chayas stemme gav genlyd i hendes hoved, men hun ignorerede - som altid - den bedrevidende kvindestemme, der var dukket op fra den ene dag til den anden. I stedet fortsatte hun ufortrødent igennem menneskemængden, der blev tykkere og tykkere. Hendes blik scannede folkemængden af ren refleks. Som om hun ledte efter noget. Som om hun havde brug for noget.
Hun genkendte et ansigt fra et gammelt minde. En kvinde med bind for øjnene, som hun havde set før. Hun vidste ikke hvor, og hun vidste ikke hvornår. Ikke at det betød noget. Hun havde ingen planer om at have en samtale med nogen - uanset om hun kendte dem eller ej. Hun havde mere brug for at være alene, før hun skulle hente børnene, tilbage til Seans hus og bruge aftenen på gud-ved-hvad.
Men så blev kvinden med bind for øjnene skubbet til siden. En ung mand fulgte efter med bryske skridt. Hendes overnaturlige sanser sprang ud fra hendes krop og gled ned af jorden som slanger for at følge parret ind i gyden. Men de behøvede ikke nærme sig, før de opfangede skrig og lyden af slag. De smagte blod. Lugtede jernet. Mærkede bevægelserne.
Delilah tænkte ikke engang over, at hun ændrede retning mod gyden. Hendes tanker var optaget af de mange signaler, hun fik fra sine sanser. Det gik først op for hende, hvad hun havde gang i, da hun allerede var trådt ud af folkemængden og ind i den mørke gyde. Manden så op. Hendes fingre gled ned i våbenbæltet og fiskede en halvlang kniv frem, før den gled hjemmevant ind i hendes hulhånd. Læderdusteren lagde sig til ro om hendes krop.
Hun var helt bevidst om, hvordan de røde dæmonøjne flammede tydeligt frem i mørket, da hun bevægede sig imod manden. Han var holdt op med at slå kvinden på jorden. Hans blik flakkede imellem kvinden og flammehavet i Delilahs blik. Et glimt af eufori suste igennem hendes blodårer. Det var en smag af gamle dage. En smag af den adrenalin, hun havde kendt alt for godt.
Hun skød frem. Han snurrede omkring og satte i løb. Men en af Delilahs evner var forbedret styrke, hastighed og sanser. Så det tog hende ikke mange skridt, før hun viklede fingrene om mandens hals og bankede ham op imod den kølige mur. Hans åndedræt var hivende. Hans blik flakkede. Hun pressede kniven imod hans strube, netop så hårdt, at den ikke brød overfladen.
"Er det ikke så sjovt, når dit offer ikke er blind?"
Delilah lænede sig frem, så der ikke var mange milimeter imellem deres kroppe. Og så inhalerede hun. Langsomt. Tydeligt. Hendes blik borede sig ind i hans.
"Den duft kan jeg finde alle steder. Sørg for, at jeg ikke behøver opspore dig og straffe det lort, du har gang i."
Hun løsnede grebet, så han dumpede ned på jorden. Han satte af og spænede ned igennem gyden og ud blandt folkemængden. Imens lod hun kniven glide tilbage i våbenbæltet og blikket fange den blinde kvinde. Delilah gled ned i knæ og rakte en hånd ud mod kvinden.
"Er du okay? Vil du have en hånd til at komme op?"

Luce skreg og råbte flere gange efter hjælp, men hun havde en ide om, at der ikke ville være nogen som ville hjælpe hende. Det stof som var for hendes øjne var faldet af da han havde skubbet hende ind i gyden og var væltet. Stoffet lå godt 2 meter væk fra hende.
Hendes helt hvide øjeæbler kommet til syne. De blinkede ikke overhoved og der var ikke nogen øjenlåg heller. Der var dog store ar rundt om øjnene som viste, at der havde været nogle øjenlåg, men at de var blevet fjernet. Der var ikke en gang en pupil i øjet som der var normalt. Hendes øjne lignede nærmest nogle hvide bordtennisbolde der dog var som almindelige øjenæbler.
Fyren grinte bare hånligt af hende og havde sagt, at han nok skulle hjælpe hende af med hendes lidelser bagefter. Luce havde regnet ud, at han mente at slå hende ihjel. Luce havde fået lagt sig om på siden i et nyt forsøg på, at komme væk fra fyren, da hun mærkede hans vægt forsvandt. Hun fik sat sig op og kravlede hen imod en væg og satte sig op af den. Hun havde fået en del blå mærker i ansigtet og på resten af kroppen, hun havde samtidig fået nogle overfladisk sår. Hun tog sine ben til sig og holdt om sine knæ imens hun rystede. Normalt ville hun græde, men eftersom hendes tårekanaler var blevet skadet dengang hun mistede sine øjne kunne hun ikke græde med tårer overhoved. Hendes krop rystede bare.
Hun registrerede, at der var kommet en kvinde ind i gyden for at hjælpe hende da hun kunne høre det sidste kvinden sagde til manden inden han stak af. Luce havde hørt stemmen før, men hun kunne ikke huske hvor, hvornår eller hvem personen var.
Hun fornemmede, at kvinden var kommet tæt på hende, men hun kunne ikke rigtigt høre eller mærke hendes varsler da der ikke var lys nok i gyderne til, at skyggerne kunne komme frem. Luce kiggede op imod kvinden da kvinden snakkede til hende. Hun løftede sin arm og kørte den lidt rundt ude i luften indtil hun mærkede kvindens arm for, at tage imod den. "Jeg er okay nu. Tak for hjælpen. Vil gerne have hjælp til, at komme op, at stå" sagde Luce taknemmeligt. Der var kommet et taknemmeligt smil frem på hendes læber. Hun rejste sig op med kvindens hjælp. "Kan du gøre mig en tjeneste og se om du kan finde det stof jeg har tabt?" spurgte hun lettere usikkert for hun vidste godt, at det kunne være meget, at bede en fremmed om. Luce rettede lidt på sit tøj så det sad nogenlunde ordentligt igen.

Delilah viklede en hånd stramt om kvindens arm og trak hende blidt op at stå. Det var rat at mærke musklerne arbejde. Et svagt smil havde arbejdet sig frem på hendes læber, selvom det ikke var til gavn for kvinden, der tydeligvis var blind. De kridhvide øjne efterlod ikke meget tvivl om dét faktum. Men det generede ikke Delilah. Mærkelige øjne var ikke ligefrem noget nyt for hende. Ikke med de flammende øjne, hun selv gik rundt med.
Delilahs blik scannede kort gyden, før hun fandt det tabte bind. Hun var henne ved stoffet i få skridt, og hun sørgede for at børste det værste skidt og snask af, før hun leverede det tilbage til kvinden.
"Her. Det er lige foran dig."
Delilahs stemme var markant venligere, end den normalt var. Måske var det fordi, kvinden tydeligvis havde brug for hjælp. Måske var det fordi, kvinden ikke var nogen trussel for hende. Eller måske havde hun rent faktisk ændret sig i løbet af årene, så hun ikke længere var sådan en kælling. Det var svært at sige. Men det var nok ikke mulighed 3.
Hun vippede hovedet til side og betragtede ansigtsstrukturen. Hvorfor kunne hun ikke huske, hvor hun havde set denne her person før? Hvor hun havde set den samme ansigtsform? Men personen havde ikke været blind. Nej. Hun var rimeligt sikker på, at hun ikke rigtigt havde brugt tid med en blind kvinde i sin fortid.
"Hvorfor render du rundt alene på gaden af Rotten Root District? Det er sgu et halvfarligt sted, når man ikke kan se."
Hun lod blikket glide over menneskemængden, der stadig bevægede sig forbi som en nærmet fast masse af sammenklemte personer. Og der var ingen tvivl om hvilken type personer, der bevægede sig rundt i denne her del af byen. Der var mindst lige så mange mordere, tyve og voldtægtsmænd på den gade, som der var helt 'almindelige' personer. Det var ikke en bydel, som de fleste havde lyst til at være i. Der skete alt for meget lort.
For guds skyld, det havde været hendes foretrukne jagtområde for hyre, dengang hun stadig var meget aktiv som lejemorder. Der var intet bedre sted at finde folk, der ville slå hinanden ihjel, end på netop de her gader.

Luce smilede venligt til kvinden. Hun lyttede efter om kvinden gik helt ud af gyden eller kun nogle skridt for, at finde stoffet til hende. Luce løftede sin arm og kørte den lidt rundt i luften indtil hun stødte ind i kvindens hånd med stoffet. Hun tog imod stoffet og fik det bundet om sine øjne igen. Luce var sådanset ligeglad med at stoffet var beskidt for det kunne jo vaskes når hun kom hjem. Stoffet betød bare noget for hende da det hjalp hende med, at holde sin evne nede så den ikke påvirkede hendes dagligdag.
Luce fornemmede at kvinden kiggede på hende og hun vidste ikke helt om det var godt eller skidt, men indtil videre virkede denne kvinde til, at være god nok. Luce smilede lettere flovt over det spørgsmål kvinden stillede for hun havde ret i det ikke ligefrem var et sted man burde gå alene og specielt ikke som blind. "Jeg var sådanset ikke alene. Hende der var med mig forsvandt pludselig. Jeg tror at der blev så mange mennesker, at hun tabte grebet i min arm eller sådan noget og så blev vi væk fra hinanden. Jeg kunne ikke ligefrem lede efter hende. Hun er rimelig ny i den opgave hun har fået stillet for det var ikke nogle af dem der plejer at komme" forklarede Luce. Luce måtte dog også indrømme, at hun havde det bedst med det mere faste personalle for de kendte til hendes situation og hendes rutiner og vidste hvornår hun havde brug for hjælpen og hvornår de blot skulle være der som selskab eller trække sig.
"Undskyld min uhøflighed. Hedder foresten Luce Trieetence. Hvad hedder du?" spurgte Luce med et flovt smil på sine læber og rakte sin hånd frem for, at hilse på kvinden.

Delilah vippede hovedet til siden, mens kvinden fortalte sin historie. Ikke at den ændrede hendes holdning særlig meget. Alligevel forsøgte hun at holde en nogenlunde venlig facade ved at nikke, da historien slutte. Delilah var ikke ligefrem en sød person, men hun vidste i det mindste, hvornår hun skulle lade være med at være alt for forfærdelig. Og det her var et af de øjeblik.
"Så skal du sguda fyre hende."
Okay, så ikke ligefrem venligt sagt. Men det var da en start!
"Hun skal i hvert fald have en omgang træning."
Delilah lod igen blikket glide rundt i gyden. De halvmørke skygger indhyllede hende i en befriende kappe af skygger, der holdt hende nogenlunde ude af syne. Det samme gjorde kvinden. Og det var altid godt at være på vagt - især et sted som Rotten Root, hvor Delilah havde flere fjender end hun kunne tælle. Og det havde kvinden sikkert også. Selvom hun ikke ligefrem virkede som typen, der bevidst gik ud og pissede en masse folk af.
Delilah gloede på Luces hånd, da hun præsenterede sig og ville give håndtryk. Men nogle gange var det en god øvelse at tvinge sig selv til at være venlig, så hun tog forsigtig fat i den fremstrakte hånd og rystede en engang.
Hun vidste ikke, om hun skulle sige sit rigtige navn. Hun brød sig ikke om, at mange mennesker rendte rundt og kendte til hendes eksistens. Men hun nægtede at bruge sit mellemnavn, Valentine, som hendes far elskede så højt. Og hun var kendt som Chase i de mørkere kredse, hvor folk ikke måtte kende hendes fornavn.
Plus, hun havde ikke rigtig lyst til at skulle finde på nye dæknavne for noget så småt som det her.
"Delilah."
Der lød et råb. Delilahs blik strøg op. En gruppe på 5 mænd brød igennem menneskemængden og ind i gyden. Forrest stod manden fra før. Hans øjne glimtede i arrigskab, og hans åndedræt var tungt. Hans blik ramte dem. De 4 mænd havde knive i hænderne.
"Jamen forhelvede da også."
Det var blot en svag mumlen, der passerede hendes læber. En irriteret påmindelse om, at tingene nu var ved at gå galt. Igen. Hvorfor kunne hun ikke bare have en normal dag, hvor hun snakkede med normale mennesker og ikke skulle i kamp med en flok idioter?
- Løb dog, Neco!
Hun sukkede svagt. Mændene sat i løb mod dem. Delilah greb Luces arm.
"Løb, Luce."
Og så satte hun i løb ind mod de mørke skygger.

Luce stod lidt og tænkte over det som Delilah havde sagt om, at Clara skulle fyres eller i det mindste have en ordentlig omgang træning for det kunne Luce ikke gøre andet end give hende ret i for Luce var jo afhængig af den hjælp hun fik og hun vidste, at Jake ikke ville tage det pænt når han fik det at vide, men Luce vidste også, at den af Blackfire-klanen der møder hende uden Clara vil sladre med det samme til Jake da det var en ordre de havde fået. "Jeg kan kun give dem ret i, at hun skal trænes og ham hun rent faktisk arbejde for får også besked så snart jeg kommer hjem og får fat i hende som skulle afløse hende idag" fortalte Luce.
Luce rystede kort kvindens hånd da hun tog imod hendes hånd. Luce syntes hun havde hørt kvindens navn før og begyndte, at tænke tilbage til hvor hun havde hørt navnet eller mødt Delilah, men hun blev afbrudt i sin tankegang da hun hørte nogen råbe. Luce fornemmede, at der var nogen som kiggede på hende, men hun kunne også fornemme på Delilah, at der skete noget som hun ikke var tilfreds med.
Luce fik et chok da Delilah pludselig greb fat i hendes arm og sagde hun skulle løbe. Luce var lige ved, at falde da Delilah begyndte, at løbe men hun nåede at få fodfæste og løb afsted sammen med Delilah. Luce bandede indvendigt over, at hun var kommet væk fra hendes beskyttelse og hun bebrejdede rent faktisk Clara for det for det var jo hendes skyld, at de var blevet adskilt. Luce vidste ikke hvor de var på vej hen da hun jo ikke kunne se noget samtidig med, at hun var nervøs for om hun ville løbe ind i noget.

Delilah holdt hårdt fat i Luces arm. Det måtte gøre lidt ondt, men lige nu var det ikke dén tanke, der spankulerede rundt i Delilahs hjerne. Hun havde alt for meget andet at tænke på. For eksempel mændene, der nærmede sig alt for hurtigt. Delilah var markant hurtigere end den normale Drevens, men hun var bange for at sætte hastigheden op, når Luce var blind. De fleste kunne ikke følge med hendes løb, hvis hun satte farten ordentligt op, men det måtte være markant sværere, hvis man ikke engang kunne se vejen. Så hun holdt hastigheden nede. Og det betød, at mændene kom nærmere.
"Drej til højre."
Delilahs stemme var lav og hurtig. Sekundet efter ordene havde forladt hendes læber, trak hun Luce til højre af en sidevej. Hendes skridt klaskede mod det halvfugtige underlag. Mændene havde nemt vil at følge efter. Hvorfor skulle de ikke det? Hun var nødt til at fortælle dem, hvor hun gik hen! Men hun havde intet valg, for hun var også nødt til at fortælle Luce, hvad hun skulle gøre. Ellers ville Delilah ende med at få væltet Luce, og så blev det først en besværlig situation.
"Drej til højre igen."
Sekundet efter drejede hun igen. De var nu tilbage på vej mod menneskemængden. Mørket omringede deres skridt, men lyset fra gaden kom nærmere. Mændenes skridt kom også nærmere. En mand rakte ud efter dem. Delilah svang en albue tilbage og bankede den op i en hans næse. Hans skridt blev langsommere. Der var kun få meter, til de var tilbage på den travle markedsplads.
"Der er mange mennesker om et sekund. Hold fast i mig."
Og så borede hun sig ind i menneskemængden. Hendes hånd greb hårdere fat i Luce. De var nødt til at klemme sig vej ind igennem menneskemuren, for personerne var ikke meget for at flytte sig. Og mændene var begyndt at skubbe sig ind i mængden bag dem. Så de måtte være hurtige. Hvis de var heldige, ville de forsvinde i mængden. Men det så ikke sådan ud. Mændene var lige bag dem. Delilah skubbede sig hårdere frem. Hvorfor fanden var hun altid så uheldig? Hun forsøgte at trække Luce med sig. Men mændene var alt for tæt på.

Luce løb med Delilah selvom Delilahs greb i hendes arm gjorde virkelig ondt. Hun bed dog smerten i sig som også gjorde hun blev endnu mere opmærksom på Delilahs stemme og fokuserede på, at løbe og holde balancen selvom det var svært for hende. Hun bandede indvendigt over den situation hun var i og hun vidste også godt, at det ville blive noget af en eller flere samtaler hun skulle igennem senere omkring denne situation.
Hver gang Delilah havde sagt at de skulle dreje var Luce blevet mere opmærksom for så vidste hun der ikke gik lang tid før Delilah ville dreje. Den første gang havde hun dog været ved, at falde da hun ikke havde forventet det, men var ikke faldet og hurtigt fået fundet balancen igen og løb videre.
Luce kunne godt fornemme, at mændende var tæt på hende og det gjorde hende ret nervøs for hun ville jo ikke kunne forsvare sig selv rigtigt.

Da de var kommet ud i menneskemængden kunne hun godt mærke, at der var mange mennesker omkring sig og at de skubbede sig igennem menneskemængden for, at komme væk fra mændende selvom de kom tættere og tættere på dem. Jo længere de kom ind i menneskemængden jo flere og flere mennesker og folk var der som kom imellem dem og mændende så de til sidst var flere meter væk fra dem.
En kvinde tog hårdt fat i Luces frie arm og trak hende med sig imens Luce holdt fast i Delilah så de ville blive trukket ind i en lejlighed hvor døren hurtigt blev lukket i.
Kvinden som havde hevet fat i Luce var Philippa som normalt var hende der sørgede for Luces sikkerhed. Philippa kiggede skiftevis på Delilah og Luce og rystede på hovedet "Luce det her bliver taget med Jake så snart vi kommer hjem" sagde Philippa og kiggede derefter hen på Delilah "Goddag jeg hedder Philippa arbejder for Jake Blackfire og er sådanset hende der har ansvaret for Luces sikkerhed, men hende der havde Luce idag har ikke passet sin opgave og jeg takker dig for, at du var der for at hjælpe hende" sagde Philippa. Man kunne tydeligt høre på Philippa at hun var taknemlig for Delilahs hjælp.